Lons le Saunier  – Villars les Dombes   93 km.

En begivenhedsløs dag. En solløs dag. Alle 93 km blev tilbagelagt på en trøstesløs hovedvej, skulder om skulder med den hidsige trafik. Ingen cykelsti. Min del af vejen var afskåret fra bilernes af en hvid stiplet streg. Her er vist ikke anden trafik end den benzindrevede. Den eneste mentale beskæftigelse jeg har lidt under, har været domineret af en sirlig optælling af kilometerne, som de sneglede sig forbi. Imellem kilometerstenene forestiller jeg mig drømmende campingpladsens lindrende brusekabine, den lokale restaurants overdådige menu. Selve middagen bliver nok ikke mere end en opvarmet dåse et eller andet, og bruseren er sikkert istykker. Men man kan vel altid drømme.               På campingpladsen  tilbyder indehaveren mig, at jeg kan tilbringe natten i fjernsynsstuen! Temperaturen falder tilsyneladende til 3 C. om natten, og af erfaring ved jeg, at det i et telt ville være meget koldt. Jeg takker mange gange, og indlogerer mig med en pude i nakken, soveposen op under næsen, øjnene fæstnet til skærmen. Et fjernsyn! For første gang i fem uger – hvilken lækkerbidsken! Halvvejs igennem en kedelig fodboldkamp vågner jeg med et sæt. De to kommentatorer har lullet mig i søvn. Et hurtigt tryk på knappen, og jeg sønker døsigt ned i den afbrudte drøm igen. En drøm om bedre vejr, og flere fjernsynsstuer!

Villars les Dombes  –  Chanas    (via Lyon)  70 km.

Jeg er som tappet for kræfter. Efter de første 30 km til Lyon havde jeg brugt alle mine energireserver, og de sidste 40 km udviklede sig til en 3 timer lang pine. Solen kom endog frem fra sit skjul, skinnende imellem de forbidrivende skyer, men lige meget hjalp det. Omend hård – bød dagen på en overmåde dejlig rute. To gange passerede jeg nogle luksuscruisere der lå til kajs. Begge gange kastede jeg lange misundelige ærgerrige blikke efter dem. Sikken en verden de har at byde på. Jeg smugkiggede ind af et suitevindue, og så en stue på ca 30 kvm. 30kvm. af ren luksus under dæk – over dæk en af de dejligste udsigter i sydeuropa! Det er en oplevelse jeg under mig selv; sådan at tilbringe et par måneder i uforskammet komfort, flydende omkring på Europas flodnet. At tilbringe en driverferie langs Rhonedalens bredder, uden nogensinde at skulle løfte en finger, om ikke andet da for at sippe til champagnen, lyder i øjeblikket som den slags kreative ferieudfoldelse, jeg vil hengive mig til i fremtiden. Jeg er skam stadig glad for at være afsted; hvordan kunne jeg være andet så dejligt et sted som her – men må samtidig underkaste mig perioder af frustration og mismod, når målet synes at være så langt væk som fra starten. Dertil skal lægges betydelige fysiske anstrengelser samt den mentalt udmattende effekt ved at være alene i så lang tid: behovet for at dele de mange fremmede og spændende sanseindtryk. Til tider bliver det næsten for meget! På de lange trættende dage som idag, sker det en gang imellem at jeg om aftenen vågner som af en døs uden at kunne erindre nogen af dagens begivenheder. For mit indre kører den hvide stiplede streg blot monotont forbi, absorberende ethvert af hukommelsens kraftspring.                                                                                           I dag var ikke en af disse dage, dertil er landskabet for spektakulært, men ikke desto mindre var jeg ved ankomsten til Chanas meget udmattet. Endda så udmattet, at jeg vågner midt om natten, ovenpå soveposen – fuldt påklædt, til lyden af teltdøren flagrende i nattevinden som et spøgelse.