Forfatterarkiv: Lars Nielsen

Vandring ved Matterhorn

Hvor ligger Matterhorn ?

Matterhorn er et verdensberømt bjerg på 4478 meter, der bl.a. har givet navn til en af verdens første stålrutsjebaner, der findes i Disneyland i Californien. Har dette bjerg mon også givet ideen til formen på en Toblerone chokolade ? Måske, fra Schweiz-siden har dette bjerg i hvert fald en karakteristisk pyramideform. Matterhorn er et legendarisk bjerg, der rejser sig meget abrubt på grænsen mellem Schweiz og Italien. På den Schweiziske side ligger skisportsbyen Zermatt, mens skisportsbyen Cervinia ligger på det italienske side. Tilsammen udgør disse to byer et af de mest eksklusive skisportsområder i Europa. Om sommeren er det endvidere et meget populært område for vandring i alperne.

 

‘Verdens største Toblerone’

Hvordan kommer man dertil ?

Bjerget skulle efter sigende være flottest fra Schweiz-siden, så det var der min kammerat Lars og jeg kørte til. Vi valgte en østlig rute, der tog os gennem Liechtenstein og Rhindalen. Vi fulgte vej 19 ind i hjertet af alperne. Denne vej følger i starten Rhinen og senere følger den Rhone-floden. Ved byen Brig bliver vej 19 til vej 9, og kort efter ved byen Visp drejer vejen fra til Zermatt og Matterhorn. Der er kun denne ene vej derind, og man kører i en snæver dal med alpegiganterne Weiishorn (4506m) og Dom (4545m) på hver sin side. Ca. 10 km. før Zermatt når man byen Täsch, hvor man ikke har lov til at køre videre. Vejen fortsætter godt nok til Zermatt, men kun folk med særlige rettigheder må køre op til den ellers bilfri by. Fra Täsch må man derfor vandre op til Zermatt eller man kan tage toget, ‘Gletcherekspressen’.

  ‘Matterhorn-Gotthard banen’, ‘Gletscherekspressen’

Man kan køre med gletcherekspressen helt fra St. Moritz til Zermatt, og det skulle være en utrolig smuk tur. Mellem Täsch og Zermatt kører endvidere et pendlertog. En retur koster ca. 15 Euro.

Vandreture omkring zermatt

Zermatt by ligger i 1620 meter, og i området omkring byen skulle ligge 17 bjerge over 4000 meter. Foruden Matterhorn bl.a. Monte Rosa (4634m), Liskamm (4527m), Breithorn (4164m) og Strahlhorn (4190m).

‘Det er den vej’                               ‘Matterhorn spejles i Leisee’

En god vandretur går op til Hörnlihytten, der i 3260 meter ligger for foden af Matterhorn. Det skulle være muligt at nå derop på ca. 5 timer. Ellers er der mange lifter og bjergtog der kan tage en op i terrænnet. Vi valgte at tage tandhjulsbanen op til Sunnegga paradise i 2288 meters højde. Tandhjulsbanen kører i en tunnel inde i bjerget og skulle være den første af sin art i Europa.

Fra denne side får man de bedste views af Matterhorn, og der er mange søer, hvori matterhorns kegleform spejles, bl.a. Leisee (se billede), Stellisee, Grindjisee og Grünsee. I samme område er der gode udsigter til det spidse sneklædte bjerg Adlerhorn (3988m), og man kan vandre på sidemorænen til gletscheren Findelgletcher.

Har man penge, kan man tage bjergtogbanen Gornergratbahn op til Gornergrat i 3089 meter, en tur der koster ca. 75 Euro t/r fra Zermatt. Herfra skulle der være gode views også af Monte Rosa. Er man endnu mere velhavende kan man tage liften op til Klein Matterhorn i over 3800 meters højde. En af de højeste lifter i Europa, hvis ikke den højeste, men turen koster over 80 Euro t/r fra zermatt.

‘Fra venstre: Rimpfischhorn, Strahlhorn og Adlerhorn fra gletchermorænen’.

 

THE END

Trek til K2 base camp.

Billeder fra mit eventyrlige trek til K2 base camp i Pakistan.

Trango towers. Nogle af verdens mest berygtede klatrevægge.

Istårn på Baltoro geltscheren.

Masherbrum, 7821 meter højt bjerg.

Trango Towers ved Baltoro gletcheren. Disse bjergtoppe er lidt over 6000 meter høje.

Gasherbrum IV, 7925 meter. Stikker op i skyerne.

En monsun regnskyld havde fjernet vejen, så det var ikke så nemt at komme hjem fra bjergene.

De legendariske pakistanske lastbiler. Meget farverige.

Vi kører over en bro, der er ved at falde sammen!!

Mere eventyr og flere problemer. Stenskred spærer vejen.

Krydser en hængebro.

Mine bærere bager brød.

Mitre peak ved Concordia.

Mitre Peaks efter et let snefald.

K2 rager op over alle de andre bjerge, selvom bjerget er længst væk og i baggrunden.

K2, verdens største pyramide.

K2 base camp, 5135 meter over havet.

Angkor ruinerne

Billeder fra Angkor ruinerne i Cambodia, et område der rummer op mod 100 ruiner og ikke kun den verdenskendte ruin Angkor Wat.

Flot Apsara (kvindelig danser). Ruinerne er prydet med flotte sten relieffer, og de sensuelle apsaras er meget smukke.

Angkor Wat. Kronjuvelen blandt Angkor ruinerne, her i flot spejling i en sø. Et imponerende og flot symmetrisk bygningsværk.

Ruinen Ta Prohm. En ruin der lever i symbiose med junglen. Træerne giver megen charme, og de både understøtter murerne, men samtidig nedbryder de dem også.

Træ vokser på mur i ruinen Ta Prohm.

Ruinen Ta Som. Overbegroet indgang.

Ruinen Bayon. Et par af de over 200 hoveder, der er udhugget i 54 tårne i denne majestætiske ruin.

Hvert tårn prydes af 4 hoveder, der skuer i hver mod hver sit verdenshjørne. Bayon ruinen.

Bayon ruinen. Smilende hoved set nedefra.

Bakong ruinen. Bygget i år 881, og en af de ældste ruiner i området.

Angkor Wat set fra luftballon.

Kinas mange ansigter

Et lille billed-indblik af alt det Kina har at byde. Fra min tur i Kina sommer 2003.

Indgangen til ‘Den forbudte by’ i Beijing. Et kæmpe billede af formand Mao pryder stadig indgangen.

Mao er død, nye tider i Kina. Nu stræber Kina opad, her illustreret af det 420 meter høje Jin Mao Tower i Shanghai.

Abe i park nær Guilin. Jeg vandrede, og pludseligt var der aber over det hele, meget hygeligt.

De flotte risterrasser ved Longsheng. Også benævnt dragens rygrad.

Tiger Leaping Gorge. Yantze floden har skabt denne snævre op og til 3500 meter dybe kløft.

I Kina spiser de alt. Min kammerat forsøger sig med ‘gede penis’. Velbekomme !

Vi drikker os fulde i lokal brændevin sammen med nogle lokale Pekingesere.

Stenskoven nær Kunming.

Pagode ved Suchou.

Klatring nær Yangshuo.

Yangshuo, et unikt karstlandskab

Landskabstypen

Landskabet omkring den mindre kinesiske landsby Yangshuo er fortryllende og eventyrligt. Her findes vel nok det smukkeste karstlandskab i verden. Overalt rejser der sig høje kalkstensklipper op af rismarkerne. Et karstlandskab er et landskab bestående af eroderet kalksten. Erosionen af landskabet har ikke været jævn, nogle steder har været mere modstandsdygtige mod det nedbrydende vand end andre områder, og det er i disse mere resistente klipper der nu står tilbage som mægtige kalkstensklipper. Kalksten eroderes relativt nemt, og det er derfor også i disse landskaber man finder drypstenshuler, som der også er mange af i Yangshuo området.

  Foto : Li Jiang floden mellem Yangshuo og Guilin

  Hvor ligger Yangshuo?
 
Yangshuo ligger i den kinesiske provins Guangxi Zhuang, en provins i det sydvestlige Kina lige nord for Vietnam. Provinshovedstaden er Nanning.
  Guangxi provinsen
Hvordan kommer man til Yangshuo?
 
Ikke langt nord for Yangshuo ligger den store by Guilin. Hertil kan man flyve fra de større byer i Kina eller man kan ankomme med tog. Fra Guilin er der busser sydpå til Yangshuo, en køretur på omtrent en time. Alternativt kan man komme med bus fra Provinshovedstaden Nanning, hvortil man kan komme med fly eller tog. Nanning ligger dog ret langt syd for Yangshuo. Der er også busforbindelser til Guangzhou og Hong Kong, der efter kinesisk målestok ikke er så langt væk, dog adskillige timer med bus.
 
Info om Yangshuo
 
Yangshuo er en af de mest populære backpacker byer i Kina. Det er en mindre landsby klemt inde mellem adskillige imponerende kalkstens-klipper og lige ud til Li Jiang floden. Det er et chill out sted, hvor man kan slappe af og nyde livet et par dage. Mange backpackere bliver her i lang tid, da der er så smukt og så meget at opleve. De fleste overnatnings-steder ligger ved en enkelt gade i midtbyen, turistgaden. Her er der masser af stemning, hoteller, restauranter, barer, turbureauer, forretniger mm. Det er billigt at overnatte, og der er hård konkurrence, så det er nemt at få en seng for 2$ . Også mad er billigt. I mange restauranter er der mulighed for at se fede film eller bytte rejsebøger. Om aftenen stiller restauranterne borde og stole ud på gaderne, og det er ekstremt hyggeligt.
 
Aktiviteter
 
1) Flodtur
 
En sejlads på Li jiang floden mellem Guilin og Yangshuo er et must. Disse officielle sejlture mellem de to byer er meget dyre. I stedet tilbydes der mindre mere uofficielle ture fra byen Xingping mellem Guilin og Yang-shuo. Disse ture kan organiseres i Yangshuo med bustransport til og fra Xingping, og er billige. Der sejles i noget af de fineste kartslandskab, floden er omgivet af imponerende klipper. Et af de steder man sejler er udødeliggjort på de nuværende 20 Yuan sedler. Det er sjovt at se hver-dagslivet folde sig ud langs og i floden. Man ser bl.a. vandbøfler og fiskeri med skarv. Fiskerne bruger skarv-fuglen til at fange fisk med. Den dykker simpelthen ned i vandet og fanger fiskene. Der er bundet et snor omkring skarvens næb, så den ikke sluger de større fisk. Meget pussigt.
 
2) Klatring
 
Kalkstensklipperne omkring Yangshuo er et paradis for klatrere. Der er en del klatreinstruktører i byen, og tilmed er et par af de lokale barer forsynet med indendørs klatrevægge.
 
3) Mountain Biking
 
Det er yderst populært at leje mountainbikes i Yangshuo og det er billigt. Det er fortryllende at cykle rundt i dette underskønne landskab og opleve det oprindelige Kina med rismarker, vandbøfler, stråhatte mm. Endvidere er mountainbikes nyttige til at komme rundt til områdets seværdigheder, såsom huler, klatring mm. Kina er i en rivende udvikling, så det er med at opleve Yangshuo før charmen går af byen. Man kan tage på en guidet tur med en lokalkendt, og man indtager så typisk en frokost på dennes landsted, meget hyggeligt.
 
 
4) Caving
 
I nærheden af byen findes mange drypstenshuler. Man kan enten selv cykle ud til dem, nogle koster penge at besøge, eller man kan deltage i en arrangeret tur.
 
5) Bamboo rafting
 
På “Dragon River” kan man tage en bamboo rafting tur. Det er stille rafting uden white water, men man passerer enkelte små vandfald. Landskabet er her måske endnu mere idyllisk, fredeligt og smukt end landskabet omkring den større Li Jiang flod.
 
6) Longsheng risterasser
 
3 timer fra Yangshuo i nordlig retning finder man de fantastiske risterrasser ved Longsheng. Jeg henviser til en anden artikel på adventureguiden.
 
7) Vandring
 
Det er muligt at bestige mange af klipperne omkring Yangshuo. Det er hårdt, men udsigten er formidabel. Lidt udenfor byen findes den populære “Moon Hill”, et bjerg med et hul i. Der er trapper det meste af vejen, men skal man helt til tops skal man ud på en mindre sti. Hver opmærksom på ivrige gamle damer, der vil score en skilling på turisterne.
 
8) Guilin
 
Landskabet er i Guilin næsten så smukt som i Yangshuo, men ikke helt. Guilin er vokset ukontrolleret, så der er ikke så meget charme. Det er en stor by. Men det er områdets trafikknudepunkt, og der er da nogle gode parker samt templer at besøge.
 
Læs mere om yangshuo her:
  
 

 
The End
 
 

Bedøvet og berøvet i Filipinerne

Uvisheden

Får man stjålet noget fra sin lomme på gaden er det selvfølgelig uheldigt, men man ved i det mindste hvordan det er gået til. Det værste ved at blive bedøvet er alle de tanker om hændelsesforløbet som man ikke ved noget om, eller som man kun har svage erindringer om. Hvad har de gjort ved èn mens man var væk? Har de kun stjålet ens penge, eller har man også været udsat for fysisk voldtægt?. Det er spørgsmål jeg aldrig får svar på. Det ser dog ud til at jeg slap relativt billigt, at de “kun” stjal mine penge og nogle enkelte ejendele og ikke gjorde noget ondt ved mig. Men man har hørt så meget, at f.eks. rejsende bliver bedøvet, og mens det står på, så udfører de en operation og fjerner ens nyre eller en anden legemes del, der kan sælges for penge. Jeg har i hvert fald ingen ar på mig, så noget så grusomt er ikke hændt, heldigvis.

Opslagstavle på hotel i Filippinerne, læg mærke til ‘Bevar Christiania’

Bearbejdning

Det har været vigtigt for mig at snakke om hændelsen, at komme ud med det hele. Man kan sagtens få et psykisk efterslæb efter sådan en omgang, hvis man ikke fortæller det til nogen. Om end jeg har tænkt episoden igennem mange gange og stadig ikke helt har overblik over hvad der er sket, så har jeg ingen psykiske men. Efter jeg var vågnet op, fik jeg nemlig hurtigt behageligt kvindeligt selskab og støtte, så derfor tænkte jeg ikke så meget over bedøvelsen. Først et par dage senere, da jeg kiggede min rygsæk ordentligt igennem og fandt ud af, at der manglede nogle ting, så fik jeg et ubehageligt deja-vu. Jeg fik stjålet alle mine kontanter, hvilket dog kun var omtrent 70 $, og så snuppede de også noget tøj, bl.a. en del af mine underbukser!!!, men det var også nogle forbryderpiger der havde fingre i mig, mere om det om lidt. Heldigvis tog de ikke mit pas, visa kort eller kamera, jeg slap billigt materielt.

Filippinsk bekymring

Jeg vidste selvfølgelig godt på forhånd at Filippinerne kunne være et usikkert land at besøge, især hvis man, som jeg, rejste alene. Der har været meget korruption i landet, der er udbredt kriminalitet, og i syd er der muslimsk terror og enkelte bortførelser. Hvad er der egentlig med de lande, der førhen har været spanske kolonier? Hvorfor er der så megen kriminalitet i de lande?, se på Syd Amerika. Alligevel så jeg frem til mit besøg i Filippinerne. Jeg ønskede at komme lidt væk fra masseturismen i østen, og besøge et land, som mange turister vælger fra. Landet står nu som det land, jeg husker bedst fra min 8 måneders tur i Syd Øst Asien. Både på godt og ondt. Det er jo et utroligt flot land, mange flotte øer, koralrev, vulkaner, bjerge, og også kulturelle højdepunkter. Og så er det et af de lande i østen, hvor mange af de lokale snakker godt engelsk, ja selv bedre end i Thailand efter min vurdering. Dette skyldes selvfølgelig den store amerikanske indflydelse med etablering af amerikanske militærbaser efter Anden Verdenskrig. Amerikanerne er væk nu, men sexindustrien har overlevet, og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg efter min bedøvelse op på et hotel nær den berømte sexgade “Fields Avenue” i sexbyen Angeles. Det havde nok ikke været mit eget ønske at indlogere mig på et “prostitutionshotel”, men billige er de.

Mangrovesump i Filippinerne.

Mødet

Nå, tilbage til historien. Det var min kun anden dag i Filippinerne, da det skete. Dagen før var jeg kommet fra Vietnam, hvor det af og til havde været et helvede at være turist, da mange lokale er nærgående for at tjene en skilling på dig. Filippinerne virkede mere vestligt og rigt, men den første nat boede jeg dog i den fattige sydlige del af Manila, nær lufthavnen. Selvom det var lidt snusket og skummelt her, var der ingen der var kommet op til mig. Ikke før en kvinde på omkring de 30 kom op til mig, mens jeg belæsset med min rygsæk var på vej til busstationen for at komme væk fra den beskidte storby. Der var endnu et stykke til busstationen, jeg svedte i varmen, og det var ikke det bedste kvarter i byen. Da kvinden var den første lokale jeg havde snakket med i gademiljøet, var jeg ikke så afvisende, og gav det en chance. Hun var ikke en nærgående sælger, men virkede mere som bare nysgerrig lokal. Senere stødte en anden kvinde til, en kraftigere dame omkring de 40, og de sagde, at de var kusiner. De var ikke særligt smukke, så jeg troede bestemt ikke, at de var prostituerede. Jeg ville måske være blevet lidt mere bekymret, hvis det var   to smukke kvinder, der prøvede at komme i nærkontakt med mig. De sagde bl.a., at de kom oppe fra den nordligere del af Luzon øen, og at de skulle tilbage i dag. De havde været i Manila og købe forskellige varer, som de påtænkte at sælge oppe nordpå. De boede hos familie i Manila, hvorfra de om et par timer skulle køre tilbage i en jeepney (filippinsk videreudbygget amerikansk militærjeep   der er udbredt i landet især som offentligt transportmiddel men også som privat køretøj). De gav udtryk for, at det var et farligt område jeg var i, og tilbød at jeg kunne køre med dem mod nord. Det var ganske rart at have lidt lokalt selskab, det gav lidt tryghed i gaden. Desuden var min destination Mt. Pinatubo nær Angeles City, hvilket var den vej de skulle. Jeg mener, at jeg var lidt afvisende, men til sidst fik de mig overtalt. Jeg betragtede det som en stor lejlighed til at snakke med de lokale og få et nemt og relativt billigt lift. Det forekom i hvert fald en del nemmere og mere spændende end at tage en bus. Det er jo en af glæderne ved at rejse, at man snakker med de lokale og kommer tæt på deres hverdag. I bagklogskabens lys var det naivt af mig at tage med dem, men gud ved hvor mange andre ubehagelige episoder jeg har undgået på mine rejser. Det er en svær balance akt. Rejser man alene, har man mere behov for at snakke med de lokale, og man kan tit komme tættere på dem, end hvis man rejste to eller flere sammen. Men det kan også være farligere.

Frokosten

Vi gik væk fra menneskemylderet og fandt en taxi. Jeg ville gerne betale, men fik ikke lov til det. De var meget flinke, og det var sjovt at snakke med dem (de havde mig i deres hule hånd). Vi snakkede om, at jeg måske kunne besøge dem senere på min tur i deres hjemby, godt med kontakter. Vi kørte til et sted i den nordlige del af Manila, hvor deres familie boede. Sjovt nok nærmede klokken sig frokost tid, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over. Men det var selvfølgelig planlagt meget nøje, at de skulle finde et offer kort før frokost. De inviterede mig på lidt mad, og vi gik indenfor. Jeg opdagede intet usædvanligt, der var børn i huset og en ældre dame, så det virkede på ingen måde kriminelt (igen sikkert planlagt). Vi åbnede en stor flaske San Miguel øl, som jeg delte med de to kvinder. Så kom den ældre dame op med tre skåle supper, en til os hver. Heller ikke usædvanligt at man får maden serveret. Herefter gik det stærkt, og jeg husker ikke rigtigt noget fra det næste døgn, før jeg vågner op på et hotelværelse i en anden by. Jeg mener dog at erindre, at suppen smagte meget stærkt, hvilket jeg kommenterede. Dernæst tror jeg at vi gik nedenunder for at synge karaoke, og så er jeg nok helt væk. Senere på dagen er jeg måske vågnet igen, da jeg synes svagt at huske, at jeg hånd i hånd med en af pigerne bliver fulgt ned til bussen. De siger at jeepney`en er gået i stykker, så jeg må i stedet tage bussen. Jeg husker intet fra busturen og husker ikke om jeg selv tjekkede ind på et hotel værelse i Angeles city, nogle timer nord for Manila.

Næste morgen

Da jeg vågnede næste dag opdagede jeg, at min trøje var fuld af bræk, og det samme var min lille dag turs rygsæk. Jeg har måske endda sovet på gulvet, hvilket en stuepige skulle have fortalt den pige (Miriam), jeg senere mødte på hotellet, og som blev et godt bekendtskab for mig. Jeg var svimmel og havde kvalme, som efter en voldsom druktur. Hvorfor var min trøje nu fuld af bræk? Jeg kan ikke huske, at jeg havde brækket mig. Var det en reaktion på bedøvelses pillerne, eller havde de proppet mig med sprut, så jeg skulle vågne op og tro jeg bare havde været fuld? Det må guderne vide. I hvert fald var jeg noget sløj og omtumlet da jeg omkring frokost tjekkede ud fra mit værelse, hvorefter jeg hang ved en af bordene i receptionen. Det gik op for mig, at jeg måtte være blevet bedøvet af pigerne dagen før, og i mit mavebælte manglede alle mine kontanter. Jeg tænkte på at tage videre til vulkanen, som jo egentlig var mit mål, men følte det ikke sikkert på daværende tidspunkt, og jeg var meget smadret. Så kom min redning, en kvinde ved navn Miriam. Jeg havde behov for at slappe af og sove noget mere, og da hun boede fast på et af hotellets værelser, inviterede hun mig indenfor, så jeg kunne slappe af. Dette udviklede sig til et godt venskab, og lige det selskab og nærværd jeg havde brug for efter sådan en tur. Det blev et godt venskab, og hun fulgte mig rundt på Filippinerne resten af min tid på øerne. Det var utroligt vigtigt for mig at have en ved min side, og en lokal kunne forudse problemerne, så lidt godt endte det da, intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jagten på en politirapport

For at kunne få nogle penge tilbage fra min forsikring måtte jeg dog lige have fat i en politirapport, hvilket skulle blive svært. Og uden Miriams hjælp og oversættelse var det nok aldrig lykkedes mig. I Angeles ville de ikke lave en, da de henviste til, at det nok ikke var der kriminaliteten var sket. Jeg fortalte, at jeg nu engang ikke kunne gøre for, at det var der, jeg var vågnet op. Men forgæves. Så måtte jeg jo til Manila for at få den lavet. Vi besøgte det nærmeste politikontor til det sted, hvor jeg havde mødt de to piger. De kunne ikke hjælpe os, men henviste til et andet kontor, der skulle tage sig af sådanne sager. Så tog vi derhen. Her mente de, at jeg ikke kunne være sikker på, at det var i Manila jeg var blevet bestjålet, det kunne lige så godt have været i Angeles. Her var jeg ved at springe i luften, ja, teoretisk vidste jeg ikke hvor det var sket, men det tydede dog mest på Manila. Så mente de, at jeg skulle henvende mig til det bydistrikt i Manila, hvor jeg havde fået frokosten. Åh nej, utroligt kompliceret, jeg var jo ikke så kendt i byen, så jeg kunne jo ikke sige præcist hvor det var, ikke andet end at det var i nord Manila. Til sidst mod betaling fik jeg den så lavet, sikken en omgang, pyha.

 Ja, nogle gange er det jo de negative historier og tragedier man husker bedst fra sine rejser, og denne episode glemmer jeg aldrig. Nu hvor jeg slap med lemmerne i behold, er det jo efterhånden en sjov historie, selvom jeg da helst ville have været foruden.

 

 

 The End

 

Nordkinn

For at være ærlig, så var det jo også Nordkapp jeg og mine to kammerater havde i kikkerten, da vi midt i juni 2004 satte kursen mod Barents havet. Men i sidste instans valgte vi det overrendte og dyre Nordkapp fra, og tog i stedet til Nordkinn, der er en halvø øst for Magerøya, og som faktisk besidder det nordligste punkt på det europæiske fastland. Vi have lånt en bil i to uger, så vi vidste på forhånd, at det ville blive en noget presset tur at køre helt op på toppen af Europa og hjem igen, men afsted gik det. Ruten gik via det sydlige Sverige til Stockholm, hvorfra vi tog en færge til Turku i Finland. Op gennem Finland, og så hjem gennem Norge.

Med kun to uger til dette projekt, så krævede det en stor prioritering at vælge seværdigheder til og fra. Vi ville helst have mest tid til Norge, da vi anså det som det flotteste land. Derfor valgte vi kun at bruge ca.1 dag i Sverige og 4 dage i Finland. Resten af tiden blev brugt på den meget lange hjemtur gennem Norge. Desuden ønskede vi, at det skulle blive en rimelig billig tur, hvilket selvfølgelig er meget svært i det dyre Skandinavien. Men budgettet skulle gerne holdes under 5000 Dkr. per næse, hvilket lykkedes. Vi benyttede os af allemansretten i vore nordlige nabolande, hvor man lovligt og uden at betale kan slå telt op i skov eller på mark, hvis det er over 150 meter fra privat bebyggelse. De fleste af vore overnatninger foregik på den måde, men man skal jo ha et bad af og til, så enkelte gange måtte vi betale lidt mere og overnatte eksempelvis på etablerede campingpladser eller vandrehjem. Danmarks EM kampe i fodbold styrede helt naturligt, når det var tid til at være tæt på civilisationen. Med eget stormkøkken kunne vi også spare en del på madudgifterne, og med medbragt øl fra Danmark, meget vigtigt, så kunne udgifterne holdes nede.

Byerne: På de to uger nåede vi at være i alle hovedstæderne i de implicerede lande. Fra København over Stockholm og Helsinki til rosinen i pølseenden, Oslo.Naturen havde vores største prioritering, men vi ville nu ikke lige snyde os selv for de nordiske hovedstæder. København kender vi alle, men Stockholm og Helsinki var nyt for mig. Specielt Stockholm var smuk. Mange flotte bygninger især omkring Gamle Staden gør nok Sveriges hovedstad til den flotteste i Norden. Vi brugte en halv dag der, og var bl.a. på det meget anbefalings-værdige Vasa museum. Her kan man se det gamle krigsskib Vasa, der på jomfruturen sank nær Stockholm. Helsinki var ikke helt så flot, men bestemt et besøg værd. Bl.a. er der en del flotte kirker i byen, en enkelt af disse er sprængt ind i grundfjeldet. Oslo er dyrest og mest kedelig. Men byen tager prisen for bedste udsigt, fra toppen af Holmenkollen skihoptårnet. Iøvrigt er Vigelandsparken et besøg værd, da der her er utallige flotte og mærkværdige skulpturer, hovedsageligt af nøgne menneskekroppe. En flottere by i Norge er Trondheim. Den centrale del af byen er omringet af vand og er hyggelig, og så er der Nidaros Domkirken, den største middelalderbygning i Norden.

Finland: Med kun 4 dage i Finland er det svært at komme med en egentlig beskrivelse af det land. Der er mange søer, ikke særligt overraskende, og kørsel i det sydlige Finland gennem skove og søer blev i længden ganske kedeligt. Men nord for polarcirklen i samernes land, Lappland, blev det noget mere spændende. Her blev der tyndet ud i skovene og det blev mere kuperet. I byen Rovaniemi besøgte vi et meget spændende museum, Arktikum, hvor man kan blive klogere på  samerne og det arktiske landskab. Vi stoppede også lidt nord for Rovaniemi, hvor vi passerede polarcirklen. Dette var der gjort et stort turistnummer ud af, specielt da også julemanden bor og har sit værksted her. Men i Danmark er vi klogere, vi ved jo han er fra Grønland, ikke sandt? Jeg skal dog komme med en advarsel her: Der er mange rensdyr på vejene nord for polarcirklen, så kør forsigtigt!! Vi var tæt på at få rensdyr kød til aftensmad, men med hård opbremsning blev dåsemaden sikret.

Polarcirklen

Vi fortsatte gennem det nordlige Finland forbi den store sø Inari, og ved den nordligste by i Finland (Nuorgam) kørte vi ind i Norge.

Nordkinn: Turen ud på halvøen Nordkinn var meget spektakulær og arktisk. Det var et goldt landskab med megen sne, som en stor stenørken. Koldt og afskrækkende på en flot måde. På den nordlige del af halvøen kom vi til byen Mehamn, der må være den nordligste by af betydning på det europæiske fastland. Vi drejede her fra til den lidt mindre by, Gamvik, der ligger en anelse nordligere end Mehamn. Her finder man også Slettnes fyr, der på breddegrad 71 “5”33″, er verdens nordligste fyr på fastland. Vi slog vores telt op på Slettness, næsten ud til Barentshavet, og dermed næsten så nordligt som man kan placere et telt på Europas fastland. Vi var ok heldige med vejret, noget køligt, men sigten var ganske god. Et par gange så vi hurtigruten sejle forbi, og midnatssolen var på sit højeste her en dag eller to før Sankt Hans. Noget af det bedste var de få turister, vi havde Slettness for os selv, eller i hvert fald var der ikke andre, der kunne tænke sig at sove i telt så tæt på det kolde hav.

Vi slog telt op helt nær Barents havet.

Norge: Skandinaviens perle. Så meget at se, at det ikke er til at gabe over, da slet ikke, når man kun har 10 dage til rådighed, og samtidig skal køre op mod 3500 kilometre for at komme tilbage til København. Der skulle prioriteres, og altid hårdt at vælge fra. Bl.a. måtte vi vælge Lofoten og hvalsafari fra for i det hele taget bare at kunne få omtrent 3 dage i området omkring Jotunheimen. Med det kuperede terræn og mange sving, er gennemsnitsfarten ikke meget over 50 kilometer i timen i Norge, og så er der altså langt hjem fra Nordkinn og til KBH skulle jeg hilse at sige. I Norge er der meget nordligste dit og nordligste dat. Så vi så bl.a. verdens nordligste birkeskov og verdens nordligste nåleskov. Den førstnævnte var mere nordlig end sidstnævnte, kan du følge med? Nær Alta på ca. 70 grader nord så vi Øksfjordjøkelen, der skulle være eneste gletscher i det kontinentale Europa, der kælver direkte i havet. Desværre havde den ikke lyst, mens vi i motorbåden lå og kiggede, men smukt var det. For at gøre det lidt forvirrende, så kælver Øksfjordjøkelen i Jøkelfjorden og ikke i Øksfjorden.

Det smukke Norge, fjord og fjeld

Ellers kan man ikke blive andet end overvældet over alle de vandfald der vælter ned over de mange fjelde. Meget betagende. Nær Jotunheimen så vi Vettisfossen, der med sine 297 meter skulle være Norges højeste. Det undrer mig, hvordan man definerer et vandfald, skal vandet være helt fri af klippen?. Jeg tror det. I mange bøger mm. anføres det dog, at Norge har mange vandfald omkring de 700-800 meter, men mon det er frit fald uden kontakt med klippen? Nok ikke. Derfor er Vettisfossen sandsynligvis det højeste “rigtige” vandfald i Norge.

Vettisfossen

Så er der fjorderne, Norge i en nøddeskal. Vi så mange, bl.a. Geirangerfjorden, der regnes for en af de smukkeste.

Geirangerfjorden set fra ørnevejen

Sognefjorden, den længste og mest kendte i Norge, krydsede vi med færge. Der var mange højdepunkter i Norge. Vi så også flotte stavkirker, og en aften, præcist kl. 00.00 så vi to elge. Vi så helleristninger og var nede i en marmorhule. Vejret var vi også heldige med. Mens det var dårligt vejr i Danmark, havde vi langt mod nord flere dage med 20 grader, og en enkelt dag sad vi i shorts og grillede efter kl. 22. Norge for krop og sjæl.

Midnatssol og bål

Udgifter: Vi kørte ialt lidt over 6200 kilometre. Meget kortere kan det ikke gøres, hvis man skal til det nordligste Norge og hjem igen. Vores bil kørte ca. 600-700 km. på en tank, så det blev til omkring 10 tankfulde og et beløb på omkring 3500 kroner. Dette var vi så tre til at deles om. Færgen fra Stockholm til Turku kostede ca. 500 kr. per person i den billigste kahyt lige over maskinrummet. Turen med færge til Helsinki er lidt dyrere. Skal man bo på camping, så er det ikke så dyrt. Måske ca. 150 Dkr for et telt med 3 personer. Hytter på campingpladser kan typisk lejes for 300 Dkr. Øl var relativt billige i Finland, ikke meget dyrere end i Danmark, men i Norge er de meget dyre. Men det kan altså lade sig gøre at leve relativt billigt, og at leve primitivt i telt og med egen brænder er nu det smukkeste i det vilde nord.


The End

Brunei og Singapore

Brunei, det lille olierige midt paa Borneo samt Singapore, en lille oe syd for Den Malaysiske Halvoe er nok de 2 rigeste lande i SOE-Asien. Brunei er kommet nemt til sin rigdom, mens Singapore har arbejdet haardt for at opnaa det udviklingsstadie, landet har nu.

Brunei:

Hvis man er i Malaysisk Borneo enten i delstaten Sabah eller Sarawak, og vil besoge begge disse stater, saa kan man naesten ikke komme uden om Brunei, der ligger lige mellem dem. Det er svaert at komme over land mellem de to delstater, saa enten maa man flyve over Brunei, eller ogsaa tage over land gennem Brunei. Jeg valgte den sidste mulighed. Brunei er godt nok et dyrt land, en del dyrere end Malaysia, men jeg synes nu det kunne vaere sjovt lige af aflaegge dette lille land et besoeg.

Landets oekonomi er naesten udelukkende baseret paa olie, og sultanen af Brunei blev paa et tidspunkt anset som verdens rigeste mand, den aere tilfalder nu i disse dage nok Bill Gates. Olie ressourcerne vil dog maaske allerede begynde at vaere opbrugt i aar 2020, og saa kan landet ikke basere sin oekonomi paa meget andet end toemmer. Indtil nu har det meste af landets regnskove faaet lov til at staa uberoert hen.

Jeg forventede at komme til et meget rigt land med glinsende bygninger og store biler. Det var ikke helt saa fint, som jeg havde regnet med. Faktisk saa jeg ogsaa nogle fattige folk. Sultanen scorer nok 99% af landets indtaegt, saa han lever i sus og dus, men han kunne maaske godt give lidt mere til sit folk. Men rigt er landet bestemt, man kunne godt maerke en forskel fra Malaysia. Der var en del store biler og mange meget dyre huse i udkanten af landets hovedstad, Bandar Seri Begawan.

Sevaerdigheder: Efter et par dage i landet vil man allerede loebe toer for aktiviteter. I hovedstaden er der et par meget flotte moskeer, men ellers ikke meget andet. Ellers kan man besoege regnskoven eller verdens stoerste forlystelsespark, der ligger naer Bandar Seri Begawan.

En muslimsk ordensstat: Brunei er noget mere muslimsk end f.eks. Malaysia. Oel og alkohol kan ikke koebes i landet, og kvinder og maend, der ikke er gift, kan ikke gaa haand i haand. Dette er bare nogle af de mange regler eller uskrevne regler som landet besidder.

Paa en internetcafe saa jeg foelgende skilt:

No Smoking, No alcohol, No Pornography, No chewing gum, No School uniform.

Hvad er der nu galt med skoleuniform, er det for anstoedende?

Da jeg skulle ud af landet igen brugte jeg en bus. Her var der kontrol med bussens hastighed. Hvis han koerte hurtigere en han maatte, saa begyndte et apparat at bippe helt vildt, overholdt han farten, saa bippede det mindre. Men det larmede altsaa hele tiden, og busturen var paa et par timer, saa det var lidt irriterende.

Singapore

Singapore er et I-land ligesom Danmark. Det kan man snildt maerke, og landet har en staerk oekonomi baseret paa handel, IT og finans. Hele oeen er ikke Singapore by, der er ogsaa groenne omraader og smaa lommer af regnskov.

Fra Sentosa Island. kontrasten mellem groent og massevis af tankskibe.

Sevaerdigheder: Singapore har relativt meget at byde paa, hvis man har penge. Prislejet er europaeisk, og landet er dyrere and Brunei, og uden tvivl det dyreste land i Syd Oest Asien. Der er en god Zoo, botanisk have og end del andre dyreparker. Lige syd for Singapore oeen finder man oeen Sentosa, der er er en turist og attraktionsoe. Der er gode strande her, museeer og mange forlystelser. Man kan tage en svaevebane ud til oeen med imponerende udsigter over den kaempemaessige Singapore havn.

Singapore paa en vaad, graa december dag. Foto: LN

Ordensstat: Man har hoert saa meget om Singapore, at det er et land, hvor naesten alt er ulovligt. Jeg lagde nu ikke saa meget maerke til det, og saa kun faa advarselsskilte. Man skal dog nok ikke spytte, urinere eller smide tyggegummi paa gaden med politiet i naerheden.

Valuta: Singapore dollar og Brunei dollar er akkurat lige meget vaerd, saa de er aabenbart bundet til hinanden. I Brunei kan man nemt betale med Singapore$ i stedet for den lokale Brunei$


The End

At opleve verden med egne øjne…

“For virkeligt at opleve verden maa man tage ud i den. Man kan ikke faa verden ind under huden ved at se den bag en tv-skaerm. Kun ved at komme afsted kan man faa bekraeftet eller afkraeftet de billeder man har af verden, og opleve om den nu er, som man havde forestillet sig”

Dette ser jeg som essensen af at rejse. Alle de lande og byer som jeg besoeger paa min tur, har jeg inden afrejse fra Dk haft en ide om, hvordan saa ud. Men selv om man har set fjernsyn om et land, saa er det meget anderledes naar man foerst er ude i det. Det er isaer begreber om fattigdom der efter en rejse vil staa hoejt i hukommelsen. Billeder paa TV fortaeller kun lidt af historien og er tit manipuleret.

Lugte kan man heller ikke fornemme fra en sofa i Dk, de kan kun opleves ude, hvor det sker, og der er mange lugte – specielt i Syd Oest Asien. Nogle gange gode lugte af mad, men ogsaa tit grimme lugte af forurening, urin eller affald. Det hele er isaer slemt, naar solen bare bader ned.

En af de oplevelser, der har gjort stoerst indtryk paa mig, er nedenstaaende. Jeg havde det meget daarligt ved at se, hvad jeg saa, og var lidt maabende over synet. Dette ser man ikke i TV, men det er virkeligheden, desvaerre.


 

“Jeg staar paa daekket af faergen ved indsejlingen til havnen i Cebu City, Filipinerne. Jeg kigger ind over byen og udover havnen. Pludseligt ser jeg en traebaad med paahaengsmotor med stor hast naerme sig den store faerge. Farten mod faergen er meget hoej, og jeg taenker, hvad er nu det for noget? I baaden ser jeg en mand, der sidder bagerst og styrer baaden, han har et stort smil paa. I baaden er hele hans familie, og baaden er sikkert deres hjem. Det ser ud til, at der er 5 boern, nogle af dem noegne, og moderen sidder forest i baaden med en ammende baby paa maven og med et udspaendt klaede i haenderne. Klaedet er et stykke stof paahaeftet to traekaeppe, og det er gult. (baaden til hoejre paa nedenstaende billede)

Det gaar op for mig, at det maa vaere tiggere. En utrolig fattig familie, der maa ernaere sig og holde sig i live ved denne bedrift. Det er frygteligt at taenke sig. Det mest utrolige er, at mange af dem har smil paa laeben, selvom de lever paa graensen af liv og doed. Det kan vi i den vestlige verden laere noget af. Vi er ikke i akut livsnoed, og kan tit flippe ud over selv smaa problemer. Men maaske op mod 80 % af verdens befolkning lever i fattigdom, og hver dag er en kamp for dem, en kamp for at skaffe penge og mad, og holde sig i live. Alle disse tanker flyver gennem hovedet, mens jeg bare maabende staar og ser det hele, og faar det godt og grundigt ind under huden.

 Jeg har stor respekt for dem, og foeler dybt med dem. Men inderst taenker jeg, at det maaske i vis grad lidt er deres egen skyld. Hvis du lever et usselt og fattigt liv, hvorfor saa saette saa mange boern i verden?, det er da for dyrt, og at saette et spaedbarns liv paa spil er da uetisk.Dette er den vestlige tankemaade, vores noegle til velstand er bl.a.familieplanlaegning. Men befolkningstilvaeksten er desvaerre uhyggelig hoej i de fattige lande, de ser boern som en forsikring til alderdommen, og flere boern betyder flere, der kan indsamle mad og penge. Men flere boern betyder ogsaa flere udgifter, saa hvad er egentlig det bedste?

Fra baaden er der langt op til passagerdaekket, men jeg fornemmer, hvad det gaar ud paa. Moderen i baaden holder klaedet ud, og saa skal vi paa faergen kaste moenter og andet godt ned til dem. Selv med et klaede kan det vaere svaert at fange en moent kastet fra 10 meters hoejde. Et par enkelte pesos bliver kastet ud fra daekket og moderen er meget god til at fange dem med hendes net. Hun takker og boenfalder om mere. Det hele bliver sat noget mere i relief, naar man ved, at der gaar 55 pesos paa en dollar. Det er smaapenge, men meget for dem. En ny baad kommer op til faergen, meget lig den foerste, deres net er blot lyseroedt.

Tiggerbaade i Cebu havn. November 2003. Foto: LN

Udover penge ryger der ogsaa lidt mad ned mod dem, blandt andet chips. Boernene i baadene er straks over maden, som gribbe. Jeg bliver ved med at taenke, at dette da er noget af det voldsomste, jeg nogensinde har oplevet, jeg har naesten gaasehud, og fatter ikke, at jeg staar og ser dette skuespil.Men det er ikke et skuespil, det er virkelighed. Jeg foeler mig hjaelpeloes, hvad kan jeg goere? Jeg proever at analysere situationen, og kommer frem til, at jeg finder det forkert at kaste ting ud til dem. Jeg vil ikke goere det. Paa den ene side, vil jeg da gerne hjaelpe dem, men foeler ikke, at det er den rigtige maade. Ved at kaste ting ud, saa stoetter du denne form for tiggeri, og holder familierne inde i denne daarlige rytme. Dette kan ikke vaere den rigtige maade. Det afholder dem fra at tjene penge paa en mere fornuftig maade, og naar alt kommer til alt, saa kan vi turister egentlig ikke goere meget. Regeringen og det filipinske samfund maa tage vare om dette soergelige problem. 

Tiden gaar, faergen er laenge om at laegge til kaj, saa flere baade kommer til. Nogle ting og penge havner i vandet, og folkene i baadene kaemper som dyr om at faa fat i noget, der med danske oejne kun har en vaerdi af 10 oerer. Der er kamp om sagerne, og selv smaa boern kaster sig ud i vandet, for livet. Det ser noget farligt ud, og det hele bliver bare vildere og vildere. De raaber i vilden sky, nogle faar mere end andre, og det goer ikke stemningen bedre. Nogle opfordrer passagerere paa faergen til at kaste ting ud i vandet, saa folkene i traebaadene kan kaste sig efter det. Jeg foeler det noget absurt, at lave saadan et show ud af saadan en alvorlig situation.

Flere baade er kommet til, og folk er i vandet. Foto: LN

Det hele kulminerer, da faergen stoeder paa grund. Mudder spreder sig lynhurtigt ud mod baadene, og nu er det da virkeligt farligt at have smaa boern flydende rundt i vandet. Nogle bliver fanget i det grumsede vand, men heldigvis ser ingen ud til at komme noget til.

Faergen stoeder paa grund, og mudder spredes. Foto: LN

Rystet forlader jeg kort tid efter faergen. En stor oplevelse rigere, men en oplevelse af de mere ubehagelige og bizarre. En oplevelse, jeg vil huske laenge. En oplevelse, der er saa meget staerkere end de billeder man oplever fra medier. Det er virkeligheden, taenk over det. Dagene derefter taenker jeg over ikke at koebe mere mad end jeg kan spise. Har jeg for meget, gir jeg det til tiggere paa gaden. Men i laengden falder jeg tilbage til den vestlige rytme, ser uden om fattigdommen. Oplevelser som denne er dog vigtig, saa vi i vesten rigtigt kan faa oejnene op for verdens problemer, og man ser det aller bedst LIVE.

Desvaere skal det dog ind med ske, foer vi forstaar alvoren. Disse grumme forhold er ikke enestaaende. Som rejsende ser man mange lignende episoder. Det er haardt psykisk, men en noedvendighed at opleve.


 

The End

Batad Risterrasser

“Ifugao Risterrasserne omkring byerne Banaue, Bontoc og Batad (Filipinerne) er blevet doebt verdens “8. vidunder”. Disse risterrasser er 2000 til 3000 aar gamle, og nogle steder er de 1500 meter hoeje.”

De flotteste terrasser findes nok omkring den lille bjergby Batad, ca. 20 km. fra den stoerre by Banaue. Begge disse byer ligger i bjergkaeden Cordillera central paa den store oe Luzon, hvor ogsaa hovedstaden Manila er placeret. I de samme bjergomraaeder kan man ogsaa stadig stoede paa stamme folk, der stadig lever efter aeldgamle traditioner. Det er ikke mange aar siden nogle af stammerne har lagt deres hovedjagt paa hylden.

Transport til Banaue

Fra Manila tager det ca. 8-10 timer i bus at naa Banaue, men det vilde terraen kan goere tiden meget varieret fra dag til dag. I regntiden fra omkring juni til oktober vil det normalt tage laengst tid, og jordskred kan da blokere vejen. En anden laengere men smukkere vej gaar via Baguio og Bontoc til Banaue. Busturen fra Manila til Baguio tager omtrent 6 timer. Vejen fra Baguio til Bontoc er en af de smukkeste i bjergene, men den tager tid. Ca. 7 timer tager det at koere denne straekning gennem bjergene. Fra Bontoc tager det igen 2-3 timer i bus/jeepney til Banaue.

Jeepneyen er en institution i Filipinerne. De foerste jeepneyer blev bygget ud fra de militaere jeeps, som amerikanerne efterlod efter Anden Verdenskrig. Jeepneyen bygges nu i Filipinerne, og er en forlaenget udgave af den amerikanske jeep. Man sidder bagi jeepneyen sidelaens til koerselsretningen og under et overdaekket lad, der kan huse lige saa mange mennesker, som chaffoeren foeler han kan presse ind. Normalt er det ca. 12-14 personer, men ofte er der langt flere passagerer. Jeepneyen er desuden meget udsmykket, og oftest spaekfyldt med amerikanske slogans eller kristne budskaber.

Baaede busser og jeepneys er billige transport midler i Filipinerne. Men man sidder en del bedre i en air con bus end i en jeepney, hvor stoev og roeg kan traenge ind. Der er meget luftforurening i de stoerre byer.

Traditionelle huse ved Bontoc Museum

Banaue Risterrasser
Dette er maaske de mest kendte af risterraserne, men jeg var nu ikke saa imponeret. Dette skyldes nok, at byen er saa grim og relativ stor. Nogle risterrasser er blevet oedelagt ved byens ekspansion. Fra et viewpont oven for byen er de mange hoejdemeter med risterrasser dog meget imponerende, men udsigten nede fra selve byen er ikke saa god. Langt bedre er risterraserne ved Batad. Noget af det mest imponerende, jeg har set laenge.

Batad og risterrasserne

Batad Risterrasser

Fra Banaue kan man enten tage en jeepney eller en tricycle 12 km. af en hullet bjergvej til man kommer til den sti, der gaar til Batad. Vandreturen til Batad er paa 9 km., og foerst gaar det opad til en bjergkam, og dernaest ned i den dal, hvor den charmerende lille by ligger. Det hele virker meget mere eventyrligt, naar man skal vandre for at komme dertil. Man skal vandre naesten 8 km. foer man naar en mindre bjergkam, hvor der er en utrolig udsigt over risterrasserne. Det er muligt at overnatte i byen, og udsigten fra ens hotel er blandt de bedste i verden.


De haengende kister ved Sagada

En anden sevaerdighed ude i de bjergegne er de haengende kister ved Sagada. Denne bjergby ligger naer den stoerre by bontoc. Tidligere blev beboerne i denne by begravet i kister, der blev haengt op paa stejle klippevaege eller gemt i huler. Det er et bizart syn at se disse kister paa klipperne. Der er bus fra Baguio eller jeepney fra Bontoc til Sagada.

Haengende kister ved Sagada


The End