Forfatterarkiv: Jan Vesterlund

Nordjysk Mesterskab i havfiskeri

Havfiskerklubben Snøren Gug holdt søndag den 25. august 2002 Nordjysk Mesterskab i havfiskeri fra Hanstholm Havn. Frederikshavn- og Skagen havfiskerklubber var med i dysten, som foregik på Det Gule Rev.

Der blev fanget mange forskellige arter og den største fisk blev en torsk på 13 kilo. Bonito blev bedste båd med 1040 point.

Skagen Havfiskerklub var helt suverene og tog alle præmier for både hold og individuelle. Nordjysk mester blev Hans Nelleberg fra Skagen, som også vandt for hold sammen med Hans E. Madsen.

Læs mere her: www.snoeren.dk

Saltstraumen 2002

Årets sommerferie vil være kraftigt præget af fiskeri, da jeg sammen med familien og nogle venner kører nordpå.

Målet er Saltstraumen som ligger 1200 km nord for Oslo og der blev sidste år fanget flere helleflynder på mellem 15 og 45 kg. af et hold danske lystfiskere. Det er helt klart muligheden for at fange en helleflynder som trækker mest, men også naturen bliver helt sikkert en stor oplevelse.

Det sidste stykke tid er gået med at lave forfang, støbe pirke og lodder samt gøre fiskegrej og båd klar til afgang og på fredag den 5. juli går turen mod nord. Vi forventer at ankomme til Saltstraumen sidst på lørdagen og så skal den næste uge bruges i området.

Fiskeriet deroppe er meget specielt fordi strømmen kan løbe med over 20 knob, hvilket betyder at det praktisk kun er muligt at fiske i et par timer omkring strømskift. Der fiskes med pirk/wobler efter sej og torsk og der fiskes med agn efter havkat, brosme og helleflynder. Der er meget gode muligheder for at fange sej på 3-7 kg. og enkelte større med de største over 15 kg. Fiskeriet efter helleflynder kræver meget mere tålmodig, og der er langt mellem fiskene.

Vi er 2 både som tager afsted, og hvis vejret bliver flot, tager vi sikkert et par dage til Røst, hvor der hver dag fange utroligt mange sej over 10 kg. Alt dette kan du læse mere om her på siden, hvor der dagligt vil blive rapporteret om fiskeriet og turen.

Havfiskeri på det gule rev

Den årlige tur på Det gule rev med Thailand i dagene omkring Grundlovsdag, blev i år til en 40 timers tur fra natten mellem mandag og tirsdag til onsdag eftermiddag. Det var min fætter Jakob fra Svendborg, som havde inviteret mig og hans kammerat Jakob med. Efter køreturen til Hanstholm fik vi os hurtigt indlogeret på skibet, og fandt nogle gode fiskepladser nede ved siden af styrehuset. Klokken 24.00 var der afgang, og vi lagde os til at sove.

Klokken 6.00 blev vi vækket, og fiskeriet på det første vrag kunne begynde. De fleste fiskede med pirk, og der blev fanget enkelte fisk, men ingen store. Sådan fortsatte det på de næste vrag, og det var først omkring middag der kom nogle gode fisk ombord. Vi var nået langt til havs, og flere var begyndt at fiske med agn, det var der nogle Langer som ikke kunne stå for. Der blev fanget flere mellem 5 og 7 kg og fætter Jakob fangede dagens største på 10,3 kg.

Der blev ikke fanget ret mange torsk, og turens største nåede ikke de magiske 10 kg. men vægten stoppede ved 9,8 kg. Om aftenen sejlede vi til et vrag som tidligere har givet mange Havkatte, og det var spændende at se om de var hjemme i dag. Der var en som havde nogle muslinger pakket i hårnet med, hvilket er Havkattenes livret og det gav hurtigt gevinst i form af en havkat. Der blev fanget rigtig mange torsk på 2-5 kg af dem som fiskede med pirk, men jeg satsede 100% på havkat. Det gjorde min fætter også, og endnu engang var det ham som trak det længste strå, han fik nemlig en havkat på 6,8 kg.

Fiskeriet stoppede klokken 22.00 hvor vi fik vores velfortjente varme mad. Efter aftensmaden gik vi til køjs, og skipper begyndte at sejle mod Hanstholm. Vi havde ca. 12 timer sejlads hjem, og de første 7 timer blev overstået medens vi sov. Klokken 5.00 var vi ved et vrag, hvor der desværre var en erhvervsfisker som havde sat garn, hvorfor vi ikke kunne fiske der. Vi sejlede derfor til det næste vrag, men der var ikke ret mange fisk. Sådan foregik resten af dagen med at vi sejlede mod havnen, og fiskede på de vrag og stenknolde skipper havde position på undervejs. Der gav ikke ret mange fisk, kun nogle torsk og sej på 1-3 kg.

Da vi kom i havn klokken 16.00, ventede der os en lang køretur, og det var dejligt med en afbrydelse i Skive, hvor vi spiste burgere hos McDonald. Jeg kom selv i seng lidt efter midnat, for de fangede fisk skulle fryses da jeg kom hjem. Til næste år håber jeg på lidt flere fisk over de magiske 10 kg, og jeg glæder mig allerede til en tur igen med gode fiskekammerater.

Laks og delfiner i Simrishamn


JESPERS BÅD
Jesper og Brian på vej mod Ruski

I det sydlige Sverige kun 90 km fra Malmø ligger Simrishamn, som gennem de sidste 5-8 år er blevet meget populært blandt trollingfiskere. Jeg fiskede første gang i området i 1996, og da var der kun 4-5 andre trollingfiskere som fiskede der, dengang var det Pukaviken som var det store trækplaster.

Gennem de sidste år er der kommet mange gode fangster fra Simrishamn, og i dag er det ikke ualmindeligt med mere end 50 både på vandet i weekenderne.
Jeg har ikke været i Simrishamn de seneste år, da jeg har fisket fra Bornholm, men muligheden for at se en delfin helt inde ved båden og forhøjede færgepriser til Bornholm gjorde at jeg valgte Sydsverige i år.

Jeg tog derover lørdag den 23. marts 2002 men det blev ikke vejr til at tage på vandet før om mandagen. Mandag morgen var der kun dønningerne som var tilbage, og ifølge vejrudsigten skulle det blive flot vejr hele ugen. Jeg var af sted med nogle fiskekammerater, og det gik rigtig godt derudaf på vej mod Ruski, som er en af de kendte fiskepladser.

Efter 15 minutters sejlads blev grejet sat, og da der ikke var fisket i området gennem længere tid, var vi nødt til at fiske alle vanddybder. Jeg satte 6 stænger på downrigger i dybder fra 20 til 120 fod og fiskede med 2 overfladestænger, hvor jeg brugte en dipsydiver til at trække blinket ned. På downriggerne fiskede jeg med “Den stive” bagefter en flasher eller dodger på de stænger som fiskede dybest, og enten blink eller Apex på de andre stænger.
De første dages fiskeri viste at det er svært at fange laks, og mange af bådene kom i havn uden at fange noget. Onsdag oplevede jeg det bedste fiskeri, hvor jeg allerede havde første


Jan Vesterlund med laks på 9,6 og 6,0 kg

hug inden jeg havde sat alt grejet, den faldt dog af ret hurtigt men kort tid efter fangede leg en laks på 6,0 kg. Der tegnede sig ikke noget mønster i agn eller fiskedybder, jeg havde dog bedst fiskeri om formiddagen, så det var lidt overraskende at jeg fangede turens største laks onsdag eftermiddag. Det var en flot laks på 9,6kg.


Delfinen leger tæt ved båden

Fiskeriet ved Simrishamn er meget lig fiskeriet ved Bornholm, og vi havde i løbet af ugen talt med nogle både fra Bornholm, som også meldte om sløjt fiskeri. En væsentlig årsag til at jeg havde valgt Simrishamn, var at der havde opholdt sig en delfin ved Langegrunden gennem de seneste år, og den ville jeg gerne se. Lørdag var vores næstsidste fiskedag, og der havde vi besluttet at starte ude ved Langegrunden for at se delfinen. Vi var 3 både som sammen ville ud og se delfinen.

Delfinen var på pletten med det samme og legede enten foran eller bagved bådene. Det er en stor oplevelse at have et så stort dyr svømmende helt inde ved båden, og det kan kun anbefales for de trollingfiskere som tager til Simrishamn. Det er meget nemt at opleve delfinen, man skal bare sejle mellem bøjerne på Langegrunden med 4-8 knob, så kommer den op til båden med det samme. Jeg har dog hørt at det er en god ide at tage tidligt ud for at se delfinen, da den er mere legesyg om morgenen.

Nyttige oplysninger:

web side med nyheder om trolling ved Simrishamn
http://www.osterlen.com/trolling/

Waypoints
Ruski N 55.36,2 E 14.36,5
44er N 55.34,9 E 14.30,5
77er N 55.35,9 E 14.32,0
Langegrunden N 54.32,3 E 14.29,5

Jeg kan desuden oplyse at det er en skrøne at alting er dyrere i Sverige. De fleste dagligvarer, benzin, restaurant besøg er samme pris eller billigere end Danmark, det kan dog anbefales at medbringe øl og andet alkohol.

Saltstraumen 2002 del 2

14/7 2002. Sidste fiskedag.

Det blev en lidt stille sidste fiskedag, men torskene fik dog smag på
sildene igen, idet vi fangede en på 9,5 kg., samt 3 på 5 – 7 kg.
Det er søndag middag, og vi er nu på vej hjem, og kører på indlandsvejen i
Sverige ca. 800 km. fra Gøteborg, og skal sejle fra Gøteborg til
Frederikshavn mandag kl. 16.

13/7 2002 Speciel næstsidste dag.

Kl. er 11 lørdag formiddag, og vi er netop gået i gang med turens sidste fisketur.

Natten gav ingen fisk, torskene er åbenbart blevet træt af sild.

Vi havde en “spændende” oplevelse, idet der kom en lækat eller lignd. svømmende, som jeg filmede. Pludselig kravlede den op i båden, og ind i kahytten, hvor den gemte sig i skroget, og vi måtte bruge et par timer, på at få den gennet over bord, men den nåede heldigvis ikke, at gøre nogen skade.

12/7 2002. Regnvejr.

I nat fik Rene torsk på 12 kg. og havkat på 7 kg, desuden fik vi 3 torsk på 3 – 5 kg.

Efter natfiskeriet efter de store fisk, bruger vi 1 – 1½ time på at fange sild, som helt klart er det bedste at fiske med.

I formiddags fik Rene en torsk på 13 kg. (igen personlig rekord), jeg fik en på 13½ kg., desuden fik vi 2 på omkring 8 kg., så der er mange flotte fisk.

Det har regnet hele formiddagen, så vi var meget våde, da vi kom ind, men vejrudsigten til vores 2 sidste dage skulle være god.

11/7 2002. 4 sild gav 5 fisk!

Vi har fra de lokale hørt, at sild er det bedste at fiske med, og derfor prøvede vi med et sildeforfang. 1. kast gav 4 sild, men det var også alt, selv om vi fiskede efter sild 1 times tid.

De 4 sild gav 4 torsk og 1 sej, de største torsk på 8 og 14½ kg., så vi er tæt på kæmpen = 2 tal foran.

I formiddags fangede Rene en torsk på 7,5 kg., som var personlig rekord for torsk, jeg fik en på 8,2 kg. Men sejene er nu sporløst forsvundet.

Det er meget få helleflyndere der bliver fanget, vi er nok 30 både ude hver dag, og der er fanget ialt 2 i den sidste uge.

Strømmen er stadig meget stærk, og den laver nogle kolossale hvirvler, som nok er 2 meter dybe, så det virker lidt afskrækkende.

10/7 2002 15 knob strøm!!!!!

De sidste par dages fiskeri, har givet flest fisk, når vandet løb ind fra havet, hvorfor vi fisker mest ved indadgående strøm. Det betyder, der kan fiskes 2 gange i døgnet, og det er omkring midnat og middag.

Pga. månen er strømmen meget kraftigere nu (op til 15 knob), end den var for et par dage siden, og vi kan kun fiske et par timer ved hvert strømskifte.

I går først på natten fangede vi 10 sej, og denne gang var jeg heldig, og fik den største på 7 kg. Peter og Michael har fået en torsk på 11,7 kg.

Efter nattens fiskeri, sad vi på havnen, og nød solopgangen ved godt 2 tiden.

I formiddags fangede vi 5 sej på 2 – 5 kg., så der er nok af fisk, og vi håber stadig på kæmpen.

Saltstraumen 2002

9/7 2002 Familien passes.

Det er tirsdag eftermiddag. I går var vi i Bodø med familien, og vi skal nuhave familien med udpå en lille fisketur, inden det går løs i nat.

I går fiskede vi et par timer fra kl. 22 – 24, og Rene fik en flot sej på 13,6 kg. Vi havde dobbelthug, men min slog desværre af, den var også meget stor. Vi fangede desuden en halv snes sej på 3 – 6 kg.

Vi fandt et hul,der ergodt 100 m. dybt, som skal dyrkes lidt. Men det er meget strenge, blot at trække et 500 g. lod op, i særdeleshed når strømmen er meget kraftig.

8/7-02. Nyt fra natfiskeriet.

Natfiskeriet gik ikke helt som forventet (det er jo “kæmpen” vi er ude efter), men det er ikke første gang, at resultatet ikke lever op til forventninger i fiskeri.

Det blev til et par sej mere på omkring 6 kg.

Fiskene fanges på en 18 cm. rapalla wobler, som sænkes ned med et 500 g. blylod, når bundes rammes rulles der ind, og så sker hugget. Da der er fra 60 – 80 m. dybt, skal der arbejdes hårdt, så vi er noget trætte, men klar til igen i nat, at prøve lykken.

7/7-02. De første fisk

Klokken er 21,00 søndag aften, og vi er lige gået i gang med fiskeriet, som har vist sig at være bedst om natten. Nat er så meget sagt, idet det er lyst hele døgnet, solen er kun væk 1 times tid.

Jeg fisker sammen med Rene fra Silkeborg, og vi har fået sej på 4 og 6 kg, så det starter rigtig godt.

Michael og Peter fra Bellinge har netop nu hevet en torsk op på 15½ kg, og båden med Anders fra Fyns Trollingklub en sej på 19 kg. ganske flot!

Efter et par dage med meget regn, er vejret nu fint, så vi imødeser natten med spænding, men det skriver jeg nærmere om i morgen.

6/7-02. Så er vi på vej til Saltstraumen, og der er godt nyt.

Lørdag kl. 11 er vi nu16 timers kørsel fra Oslo, vejene er meget fine, og vi forventer, at nå Saltstraumen om et par timer.

Forventningerne er meget store, idet vi lige har fået en rapport fra “Odense fiskerne”, som i nat har fanget helleflynder på 22 kg., og sej over 10 kg.

Nye verdensrekorder fra IGFA

Der er i det seneste nummer af International Angler, som udgives hveranden måned af IGFA, godkendt 18 verdensrekorder i klassen All tackle samt 21 lineklasse rekorder.

Ny lineklasserekord for Black Marlin:

På 8kg (16lb) line har Mike Levitt den 3/12-01 i Cairns, Australien fanget en black marlin på 286,21kg. Det giver et forhold mellem brudstyrke og vægt på fisk som er ikke mindre end 1:35.

Ny lineklasserekord for Salmon, Atlantic (landlocked), den laks som vi kender fra skandinavien.

På 3kg (6lb) line har Peter Prag den 24/9-01 ved Granvik i Vattern, Sverige fanget en laks på 8,13kg.

Takler til Det gule rev

Det gule rev er kendt for sine store fisk, der er torsk og langer på mere end 20 kg og sej over 10 kg. Der mistes hvert år mange fisk, nogle af dem kunne være kommet op på vægten og hænge, hvis grejet havde været i orden.
Grunden til de mange mistede fisk er ofte for tynde liner eller dårlige knuder og hægter. Hvis vi starter med hovedlinen benytter jeg altid flettet/spunden line i tykkelsen 0,35 – 0,40mm. Der findes mange fabrikater på markedet men det har ikke den store betydning når det er de dimensioner, jeg foretrækker dog en blød line. I enden af hovedlinen binder jeg en svirvel og jeg bruger aldrig svirvler mindre end 1/O, hægter er bandlyst da de kan gå op når drømmefisken er på.
Derefter binder jeg 10-20cm “knækline” i tykkelsen 0,60 med en brudstyrke på ca. 20kg.
Selve forfanget binder jeg af 1,2mm nylonline, da det er det eneste, som kan holde to store fisk, der kæmper i hver sin retning. Jeg fisker kun med en ophænger, da flere ofte giver linekludder med sidemanden. Hvem kender ikke problemet med at man står og filtre liner fra hinanden, når de andre på båden fanger de store fisk. Jeg hænger ophængeren i en løkke med en ophængerknude som er 20cm lang. Den sidder 1 meter over pirken og der er 40cm op til knæklinen. Det er vigtigt at forfanget er tilpas langt, så det kan bruges til at løfte mindre fisk op i. I begge ender af forfanget binder jeg en svirvel, og pirken monteres direkte i en springring.
Jeg bruger det samme forfang når jeg fisker med agn, dog binder jeg nogle gange en blodknude og montere krogen i den ene ende, hvis øjet på krogen er lille.
Jeg håber der er nogle som kan bruge ovennævnte til noget, og så håber jeg på at vi ses på en turbåd engang, med mange forfang bundet hjemmefra.

DM i småbådsfiskeri

Meget få fisk i storebælt.

Ved weekendens danmarksmesterskab i småbådsfiskeri i Storebælt blev der fanget meget få fisk af de 62 bådteam som deltog.

Storebælt er ellers kendt for at holde en stor bestand af mange fiskearter, men det var ikke tilfældet i weekenden. Der blev fisket meget efter torsk i området omkring broen, som tidligere på sommeren har givet mange store torsk, men i weekenden kom der kun ganske få torsk over 3 kg. Romsø i det nordlige storebælt giver normalt mange fladfisk, men lørdag var der ca. 8 både deroppe og der blev kun fanget ganske få fladfisk.

Danmarksmester 2002 blev Brian Nielsen og Johnny Kragekjær som fangede nogle meget flotte fladfisk samt sild og hvilling. Brian har endelig vundet danmarksmesterskabet efter at være endt på andenpladsen de sidste 2 år.

Nr. 1 Brian Nielsen / Johnny Kragekjær 220,9 point

Nr. 2 Jan Ove / John Larsen 214,2 point

Nr. 3 Johnny Sørensen / Jesper / John 209,4 point

Mange sej i Lillebælt

Min sidste fisketur gik til Lillebælt og til min store overraskelse var der rigtig mange fisk. Lillebælt er et farvand som er dejligt at fiske i, for næsten ligemeget hvordan det blæser er det muligt at fiske der. Slæbesteder i Middelfart, Kolding og under den nye bro ved Lyngsodde gør det nemt at få båden i vandet.

Jeg startede fiskeriet ved den gamle bro for at se om det var muligt at fange en torsk eller sej og det viste sig hurtigt at være fornuftigt. Der var mange lodninger og det viste sig at være sej som der var flest af. Det var ofte i dybder mellem 60 og 100 fod, og det gav mange fisk med et grønt blink på downriggeren.

De fleste sej er mellem 1 og 1,5 kg så hvis grejet er afpasset giver de en god fight. Det bør også være muligt at fange dem på en let stang med en 40g pirk, hvor fighten bliver endnu bedre.