Kina – Riget i Midten

Da eunukken Zheng He i 1432 tog afsted på sin syvende og sidste søekspedition skulle det også blive sidste gang i adskillige århundreder, at Kina vendte blikket ud over landets grænser. I et forsøg på at mindske den barbariske, vestlige indflydelse nedlagde Mingkejseren forbud mod flere ekspeditioner, og alle søkort blev brændt. Kina lukkede sig ude af det voksende verdenssamfund, og i Vesten overhalede den teknologiske udvikling Kinas. Man regnede ikke længere med Kina som en magtfaktor, selvom nogle få fremsynede anede, at kejserriget kun sov rævesøvn. Napoleon advarede således verden om, at den slumrende drage ville vågne før eller senere.

 

tiananmen square, beijing

              Tiananmen Square, Beijing.

Nu er dragen vågnet. Siden markedsøkonomien blev frigivet sidst i halvfjerdserne, har landet ikke set tilbage. Økonomien er i rivende udvikling, og velstanden vokser dag for dag. Det er dog ikke kun økonomien der boomer. Turismen har også været i konstant fremgang i de to sidste årtier, og nu modtager Kina hundredetusindevis af turister hvert år. Ikke kun turgrupper, men også backpackere. Desværre kommer mange derfra med dårlige minder, og det er synd, for der er absolut grund til at besøge Kina. Landet har alt at byde på, fra megabyerne langs østkysten, hvor man kan se den rivende udvikling i skærende kontrast til den gamle kultur, til de enorme, tomme områder i de vestlige provinser som Tibet og Xinjiang. Bjerge og ørkener, tropiske regnskove og rismarker, små templer og hellige bjerge, århundreder gamle landsbyer og tårnende skyskrabere, hulekunst og fantastisk natur og hundredevis af andre ting som er værd at bruge lidt tid på. Og så er alle ‘must-see’ seværdighederne slet ikke nævnt endnu. Og selv om Kina modtager stadigt flere turister hvert år, er det ikke svært at slippe væk fra masserne. De fleste turister holder sig nemlig til de kendteste af Kinas mange seværdigheder, og man kan stadig finde steder hvor man, som turist, er helt for sig selv. Eneste problem kan være sprogbarrieren, men har man en god parlør og finder sin indre mimiker frem, kan alle

problemer løses.                      

    

 Taichi i Tiantan Park, Beijing De gule Bjerge, Anhui

Men hvor skal man tage hen? Kina er et enormt land, der måler godt syvtusinde kilometer fra øst til vest, og små firetusinde fra syd til nord. Med mindre man har et par år og en svulmende bankkonto til rådighed, er man nok nødt til at udvælge en håndfuld steder at besøge, alt efter hvad man er mest interesseret i at se. For førstegangsrejsende er Beijing oplagt. Her finder man Den Himmelske Freds Plads, Den forbudte By, Den kinesiske Mur og flere andre nationalklenodier, som man ikke må snyde sig selv for. Desuden er det billigst at flyve til Beijing, hvis man ikke kommer over land fra et andet asiatisk land. Ca. tusinde kilometer syd for Beijing ligger Shanghai, en fantastisk storby som huser mere end 17 millioner mennesker. Her kan man se de nyeste højhuse ligge side om side med gamle templer, og meget af den flotte franske kolonialarkitektur er stadig bevaret. Ikke langt fra Shanghai ligger både Suzhou og Hangzhou, som af kineserne kaldes de smukkeste byer på jorden. Fantastiske haver, kanaler og gammel arkitektur vidner om Kinas prangende fortid. Ikke langt herfra i Anhui-provinsen ligger Huangshan, De gule Bjerge, med deres enestående og spektakulære natur. Dybere inde i landet ligger den gamle kejserby, Xi’an, hvor Terracottahæren befinder sig. Dette fantastiske mesterværk, mindst ottetusinde lerfigurer i naturlig størrelse, er et mausoleum til kejser Qin Shihuang, som omkring år 200 f.kr. forenede Kina. Længere mod vest ligger Tibet, med det ubeskriveligt smukke Potala palads i Lhasa og de mindst lige så smukke bjerge. I de sydlige provinser Yunnan og Guangxi finder man farverige minoritetsgrupper og afsidesliggende landsbyer.  Der er mange steder at besøge, og naturligvis mange som ikke er nævnt her, så det er bare at få fat i en guidebog og begynde at planlægge. Stort set alle områder af Kina er åbne for turister nu, så med mindre man planlægger en meget radikal rejserute er der ingen forhindringer. De store byer, specielt på østkysten, er temmelig dyre at være i, men rejser man mest i områder med begrænset eller ingen turisme kan man sagtens klare sig med et budget der tåler sammenligning med Sydøstasien. Transport med bus eller tog er relativt billigt, mens det er temmelig dyrt at flyve. På lange stræk er det klart at foretrække at rejse med tog, da busserne ofte er ukomfortable og langsomme. Hotelpriser er ekstremt afhængige hvor i landet man er, men generelt bliver det billigere jo længere mod vest man kommer. Vejr og klima varierer meget mellem de forskellige egne af landet. Generelt er vejret bedst om foråret og efteråret, hvor behagelige temperaturer fremhersker. Sommeren er ofte ulidelig varm næsten overalt i landet, mens vinteren kan være barsk i nord, men med det store plus, at den kolde luft gør, at smoggen har lettere ved at forsvinde over Kinas storbyer. Nogle områder, som Tibet, kan kun med besvær eller slet ikke besøges om vinteren, ligesom de årlige oversvømmelser af Yangtzefloden gør, at områderne omkring floden kan være svære at rejse i i juli og august.

Gadehandler         Måneport         Suzhou

Der er mange muligheder for rejse til og fra Kina. Beijing, Shanghai og Hong Kong har alle forbindelser til Europa og mange destinationer i resten af Asien. Den transmongolske jernbane, med endestation i Beijing, er også en mulighed. Der er færgeforbindelser til både Korea og Japan. Over land kan man nu rejse fra Kazakhstan, Pakistan, Nepal, Mongoliet, Laos og Vietnam og rygterne svirrer om, at grænsen til Myanmar også vil blive åbnet i nærmeste fremtid. Der er således gode muligheder for at kombinere et besøg i Kina med videre rejse i Asien.

Et besøg i Kina bliver et kulturchok. Lydene og lugtene, sproget og maden, transporten og hotellerne og millioner af venlige mennesker, som alle gerne vil sige ‘hello’ og tage et billede af dig med deres baby på armen. Man vil ikke kunne undgå at lade sig påvirke af dette inferno af sanseindtryk, som ustandseligt vælter ind over en. En rejse i verdens folkerigeste land bliver en rejse man mindes for livet. God tur.