Hvorfor dykker vi…

I livets store eksistentialistiske spørgsmål er der nogle få tosser der som jeg, har deres prioritering helt klart lagt ud.

  1. Er der stadig liv i dankortet
  2. Er der tryk på flasken.
  3. Hvornår dykker vi

Sådan prioritering er nemt at overskue, den stammer fra tusinder af positive oplevelser med dykning både herhjemme og i udlandet.

Det lyder jo alt sammen meget flot, men prøv at stille dig selv spørgsmålet “hvorfor dykker jeg” og giv derefter et klart og præcist svar.

Man dykker fordi… Næh, måske ikke helt sådan… Øhh, jeg drømmer om… Hmm hvis vi nu siger … Jamen, giv mig lige 2 sekunder, så skal jeg nok…

Prøv selv, det er faktisk ikke så let som det umiddelbart lyder. I særdeleshed hvis du står for at skulle fyre den helt store salgs tale af overfor din kæreste eller bankrådgiver. Så er de ultimativt overbevisende argumenter langt væk.

Jeg begyndte at tænke over det spørgsmål, mens jeg læste en artikel i et blad der henvendte sig til instruktørerne i et stort uddannelses agentur. I den artikel filosoferede forfatteren over hvordan det kunne lade sig gøre at markedsføre koldtvandsdykning. Fordi som han opfattede dykning, så var det noget med rejser til troperne og slikke sol i overfladeintervallet.

Dykning forbandt han med ferie, små kølige forfriskninger og romantiske solnedgange. Men heldigvis havde han været så privilegeret at træffe nogle skandinaviske dykkere. Via dem fik han øjnene op for at de der dykkede regelmæssigt der, havde en eller anden udefinerbar entusiasme for selve det at dykke.

Og hvad er det så for noget, hvordan får man den entusiasme ? Det er jo ikke fordi at der er mangel på andre tilbud hvormed man kan bruge sin fritid.

Hvad får os til at køre til havnen, når der ellers ikke er et øje dernede. Slæbe udstyret ud af bilen og gå ombord i en lille båd, for derefter med et krigshyl at rulle bagover, ned i det kolde vand.

Er forklaringen den at vi nedstammer i lige linie fra vikingerne ? I deres mange kampe, må de jo have fået nogle uheldige slag oven i hovedet. Det kan jo være det der plager os, eller måske er forklaringen lidt en anden.

Grundliggende stammer min glæde ved dykning fra mange forskellige forhold i og omkring dykningen. Under mit Open Water kursus for 9 år siden, havde jeg som så mange andre en god instruktør. Der var tid til at få forklaret detaljer omkring sikkerhed, grundlæggende teori og han delte beredvilligt ud omkring nogle gode steder at dykke efter kursus.

Selve dykkeoplevelsen var ikke lige det der fangede mig under kursus, det ville være synd at sige at en sten, to grå fisk og lidt tangplanter havde en ophidsende effekt.

Mest af alt var det nok tanken om at jeg havde investeret 3500,- og yderligere nogle rare tusindkrone sedler på lidt abc udstyr og en uge af min ferie, der gjorde mig stædig nok til at komme igen. Det naturlige tilbud var at tage med på nogle af de turer som centeret arrangerede specifikt for de nyuddannede. Under disse turer og på det Advanced kursus der fulgte efter 2 mdr. var det at jeg begyndte at få øje på, at dette her var faktisk et udmærket tidsfordriv.

Som alting er, så skal man kravle før man kan gå og de ture som jeg var på dengang vil man i dag betegne som ganske almindeligt standardmateriale. Men det var alligevel det, som lagde kimen til en meget omfattende interesse der stadig er intakt i dag.

Jeg valgte ret hurtigt at blive professionelt involveret og gik virkeligt hårdt til den. Som nyuddannet Divemaster tog jeg alle de ture som jeg kunne komme i nærheden af. Da jeg blev instruktør fortsatte det i samme stil. Det var pragtfuldt, men gav efter noget tid ikke så stor glæde længere fordi det var jo altid de samme 10-15 dykkersteder man benyttede.

Sådan er der mange der møder deres første alvorlige krise, de har passeret den første indledende tid og føler nu at de har prøvet det meste.

Ja, man har jo både haft elever og dykket på Thistelgorm – hvad mere kan der være tilbage at udforske ?

Hvis alt hvad man foretager sig i sin dykning drejer sig om kun de samme ting eller steder, så er det vel ikke så mærkeligt at nogle vælger at sætte udstyret til salg.

For lad os se det i øjnene, entusiasmen for enhver aktivitet forsvinder hastigt hvis man aldrig dyrker det der er sjovt. Hvordan gør man det sjovt igen, eller hvad nu hvis du endnu ikke har haft lejlighed til at få alle disse fede oplevelser, hvordan kommer du så i gang.

De kommer ikke springende af sig selv, det er en ting som jeg har erfaret. Den løsning med at sætte sig hen i et hjørne af klublokalet eller dykkercenteret og så vente på at der er en der serverer en færdigpakke med flotte oplevelser, giver ikke gevinst så tit.

Nå ja, ingen regel uden undtagelse, men grunden til at jeg bare skulle møde op iført dykkerudstyr og et stort smil, var at jeg tilfældigvis havde størstedelen af en årsløn investeret i undervandskamera og en bred erfaring i at bruge det. Så med mindre at du lige render ind i en lidelsesfælle der skriver artikler, men kronisk mangler undervandsbilleder, så er sandsynligheden for det, ikke så stor.

Så er der den gode gamle med manglende tid og overskud. Indrømmet hvis jeres nyfødte lige er blevet diagnosticeret med kolik og dermed forsvinder de næste 3-4 måneders nattesøvn. Så kan det være svært at finde overskuddet til dykning, når man konstant går rundt med høreværn og sorte rander under øjnene.

Men i de fleste situationer er det fordi at man simpelthen mangler inspiration til lidt fornyelse. Ja, det kan godt være at ved at prøve noget nyt, så risikerer man at komme på et grusomt kedsommeligt dykkersted. Men hvo intet vove, intet vinde.

En af de måder som der kan søges lidt inspiration på, er bl.a. ved at kigge på vrag.dk . Der er ærlige “forbruger oplysninger” på et websted der hverken forsøger at sælge udstyr eller nyreligiøse livsfilosofier.

Nogle af de beskrevne steder har du måske allerede dykket, men at læse en beretning om et dyk fra en anden vinkel end hvad du selv gjorde, giver lyst til at gå tilbage og kigge nærmere på vraget igen.

Det er i forbindelse med sådanne turer, ud og søge oplevelser i Østersøen, Kattegat eller Nordsøen, at du bliver klar over omfanget af dykning.

Planlægningen, forberedelsen med at samle deltagere, stå op kl. 10 minutter i morgengrim, sejladsen til dykkestedet mens man forsøger at få en lur. Endelig kommer selve dykningen man har ventet på, strække de dyrebare minutter man er nede. Bagefter står den på pral og overdrivelser på vejen hjem. Dette ser måske ud som en masse arbejde for kun lidt belønning, men de fælles oplevelser er det, der gør forskellen.

På vejen hjem er der ofte tid til at filosofere lidt over at hvis de nye dykkere kunne se hvad vi lige har set, så ville der aldrig være én der lagde finnerne på hylden.

Deri må man desværre sige at vores hobby er grundlæggende uretfærdig. I starten har man voldsom energi, men ikke nok erfaring til at kunne få de guddommelige oplevelser. Det kræver faktisk en vis grad af stædighed at blive ved med at dykke.

Måske dykker man kun almindelige stranddyk og små vrag på nemme dykkersteder. Men det der håbes på at se hver gang man hopper i vandet er, et kæmpestort og intakt vrag, gerne med et par halvt åbne skattekister…

Det er vel ikke nogen hemmelighed at det kun er de færreste nemt tilgængelige dyk der kan opfylde dé forventninger. Efterhånden som tiden går og man har besøgt de samme 3 forkølede fladfisk for 117’ende gang, kommer man til konklusionen “der er intet spændende ved at dykke i Danmark”

Og liiige på det punkt har man lavet sin dykkerkarrieres største fejltagelse.

Som en kvindelig dykker engang udbrød efter et dyk “man skal kysse mange frøer, før man finder en prins – det gælder også i dykning” Vi fik os et godt grin, men måtte give hende ret.

Hvis du er ny dykker og bliver frustreret over at dykningen ikke straks er verdensklasse, så vent – udhold pinen indtil din kapacitet er stor nok til du også kan komme med der, hvor det er virkeligt flot.

Hvis du er rimeligt erfaren, så kig lidt længere end din egen dykkeromgangskreds, de flotte steder er derude. Vi laver ingen billede manipulation, den nordiske dykning er rigtig nok.

Så hvorfor dykker jeg, de fleste andre som jeg kender, og tager også gerne med på de mindre inspirerende dyk ?

Jeg mener, hvis man nu ved hvordan en stor saftig T-bone steak smager, hvorfor går man så på McDonalds ?

Ganske simpelt fordi nogen gange er der fantastiske oplevelser fra den mest uventede kant.

For nyligt skulle jeg med en kammerat ud på træningsdykning. Han havde lige bestået sit rebreather kursus og nu gjaldt det om at erhverve sig noget erfaring på maskinen.

Det betød at vi skulle ligge på lavt vand i en evighed, mens han pillede ved sit legetøj der havde kostet 3 gange så meget som min udrangerede kassevogn.

Han er en god kammerat, så jeg sagde pænt ja til at tage med, mens jeg i mit stille sind overvejede om det kunne lade sig gøre at snuppe en halv time på øjet når vi først lå i vandet.

Vi besluttede os for at mødes ved Kronborg hullet i Helsingør, et ganske almindeligt sted der bliver brugt af de lokale butikker og dykkerklubber til at lave grunduddannelse af deres elever. Da vi ankom, kiggede vi som god skik nu er, først en smule på forholdende. Der var tilsyneladende rimeligt pænt, så vi blev enig om at skyde et par billeder, sådan… bare lidt for sjov.

Første gang vi stak hovedet under, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Der var 20 meters sigt og det mest fantastiske farvespil i den tang der lå overalt.

Vores lille “pligtdyk” blev til årets foreløbigt bedste lægtvands session. Der var fisk, farver, sigt, liv og glade dage.

I løbet af de næste par dage havde jeg yderligere 6 timers bundtid der.

Så derfor er det værd at snuppe et dyk, selv om det måske ikke lyder så fantastisk spændende før man hopper i. Det kan det jo være at det er ét af de dyk man husker, mens mange af de andre bare får lov at fortabe sig i glemslens tåger.

For at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, så ville mit svar være noget i retningen af:

Der er sammenhold og gode venner.

Der er mystik og eventyr, nogen gange endog spænding.

Du møder nye folk, der er ligeså entusiastiske som dig selv.

Der er flotte naturoplevelser og vrag.

Der er udfordring for udforskningstrangen.

Der er den pragtfulde fornemmelse af ikke at have spildt sit liv foran fordumnings kassen, med en dåseøl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden.

Forhåbentlig er der andre der mener det samme. Hvis man skal erkende sig som tosset, er det jo sjovere at være flere om det.