Drømmen begynder. En rundrejse i Kina.

Selvom vi kun er få hundrede meter oppe, har jorden endnu ikke åbenbaret sig gennem det tætte skydække. Maskinen ryster og larmer, og min kæreste og jeg knuger hinandens hænder. Bare det nu går godt.

Vi er på vej til Kinas hovedstad, Beijing. Både min kæreste og jeg har rejst i Kina før, men denne gang er det anderledes. Vi skal gå på universitetet herovre, i en, efter kinesisk målestok, lille by ved Yangtzeflodens bred. Vi ved ikke meget om stedet, og er spændte på at se den by, vi i de næste måneder skal kalde vores hjem. Forinden er gået måneder med planlægning og et eksamensræs, som var ved at tage livet af os. På kun to uger har vi tømt vores lejlighed og været på en næsten ceremoniel afskedsturne rundt i Danmark hos familie og venner. Afrejsedatoen har hele tiden været en lysende markør, en gulerod til at få os til at bide tænderne sammen og kæmpe os gennem de forgangne hektiske måneder.

Nu sidder vi så endelig i flyet og beder til Gud, Buddha, Allah eller hvem der ellers måtte høre efter om at komme helskindede ned igen. Vi lider begge af rejsenervøsitet grænsende til flyskræk, og det tætte skydække uden udsigt til den frelsende lufthavn hjælper ikke. Vi hører landingshjulene gå, og pludselig, med et bump, er vi i Kina. Forløsningen er næsten til at tage og føle på. Nu er vi her, og forude venter to måneders ferie og rundrejse i Kina, inden vi skal starte på skolen i Wuhu.

Uden for lufthavnen venter endeløse rækker af små, røde taxi’er på kunder. Vi forklarer på gebrokkent kinesisk, hvor vi vil hen, og snart er vi på vej mod Beijing centrum. Vi stirrer trætte, men opmærksomme, ud af ruderne på vejen ind. Kina. Kina, med den underlige badeværelsesarkitektur, hvor ydersiden af bygningerne er beklædt med hvide gulvfliser. De mange skilte med skrifttegn, som vi endnu ikke forstår meget af. De mange mennesker. Vi når hotellet, et meget centralt placeret hotel ikke langt fra shoppinggaden Wangfujing og Den forbudte By, med værelsespriser der ikke slår budgettet i stykker. Går omkuld på sengene og hviler ud. Sightseeingen må vente til dagen efter.

den himmelske freds plads

        Den Himmelske Freds Plads

Dagen starter naturligt nok med Den Himmelske Freds Plads, hjertet af Beijing og Kina. Historiens vingesus er ikke til at tage fejl af, som vi står der på pladsen og tager det hele ind. Midt på den enorme plads står et monument til folkets helte, og rundt om ligger Den forbudte By, Folkets Hal, Maos mausoleum og det historiske musem. En imponerende samling pompøse bygninger med tydeligt kommunistisk præg af beton og rette linier. Rundt omkring vejer stolte, røde flag i den lette brise. På indgangen til Den forbudte By hænger et enormt portræt af Mao og skuer ud over pladsen. Mon ikke han ville vende sig i graven, hvis han så, at reklameskilte for Kentucky Fried Chicken og McDonalds nu kæmper med kommunistkinas stoltheder om turisternes opmærksomhed. ‘Liang kuai qian yi ping’ skriger en dame med en papkasse under armen, ‘to kuai stykket’. Hun sælger vand, og det har vi brug for i den bagende hede.                          

Vi fortsætter under Mao-portrættet og ind i Den forbudte By. Det ser ud som om det halve Beijing har fået samme ide. Der er mennesker overalt, men det kan ikke undgås i verdens folkerigeste nation. Den forbudte By er flot, rigtig flot, men det er alligevel svært at danne sig et godt indtryk af livet, som det var herinde, når man skal kæmpe om en plads ved vinduerne med hundredevis af andre turister. Velkommen til den kinesiske version af turisme. Kineserne er et rejseglad folkefærd, dog kun sålænge det foregår i den sikre anonymitet i store grupper. Måske er det en del af deres kommunistiske arv, eller måske er det bare fordi de er vant til mange mennesker. Uanset grunden, bevæger de sig alle omkring i brusende klumper, i sikkerhed under den obligatoriske gule kasket fra rejsebureauet og guidens flag og megafon. En meget støjende form for turisme, hvor der ikke er plads eller ørenlyd til et par tilfældige udlændinge. Men mange af kineserne er også kommet langvejs fra for at se nationens skatte, og vi resignerer og overlader vore pladser ved vinduet til næste bølge. Trods trængslen nyder vi nu alligevel at se Den forbudte By igen.

Den forbudte By                    Natmarked

Ude på Pladsen igen undgår vi med nød og næppe at blive kørt ned, da vi krydser den sekssporede boulevard i jagten på et toilet. Vi har fået fortalt, at boulevarderne i Beijing er lavet så brede, for at regeringen hurtigere kan sætte militæret ind, hvis der skulle udbryde optøjer på Den Himmelske Freds Plads, som det skete i 1989. Om det er sandt ved jeg ikke, men den voldsomme trafik hjælper i hvert fald til at holde menneskemængderne i god ro og orden på fortovene. Og hvis det ikke skulle være nok, er der altid en trafikpasser, let genkendelige i deres skriggule veste, på plads til at fløjte og råbe efter en. En tydelig påmindelse om, at vi er i et kommunistisk land, hvor der ikke findes arbejdsløshed. Alle skal og er i arbejde, om det så betyder at man skal opfinde flere jobs end der er brug for. Helt uofficielt, altså.

Toilettet er et flash-back til min første toiletoplevelse i Kina, i Kunming i Yunnan-provinsen. De såkaldte ståtoiletter kan jeg håndtere, men min blufærdighed har det hårdt med de åbne båse. Der er ikke døre for, og skillevæggene er meget lave. Der er ingen privatsfære. Det generer ikke kineserne, men de er heller ikke udsat for, at alle andre stopper op og studerer en indgående, mens man besørger. Dengang i Kunming blev jeg så befippet, at jeg ikke kunne gå på toilettet. Det var på busstationen, og der var vel omkring 50 båse i rummet. Folk sad og læste avis og røg, og tog sig ikke af alle de andre omkring dem. Det var for meget for mig, stadig en novice i kinesiske toiletbesøg. Denne gang i Beijing går det bedre, men jeg har det nu bedst med hotellets mere private toiletter. 

I sydenden af Pladsen ligger Qianmen, Front Gate. Den er en af de få bevarede dele af den gamle bymur, og står som et stolt vartegn og troner over de mange busstoppesteder. Vi går ikke op på porten, men går derimod rundt om den langs vejen. Her er masser af busstoppesteder, og hundredevis af passagerer, som venter på at komme med. Der er hegn mellem fortovet og vejen, og da en bus ankommer, bryder en verdenskrig ud. Passagerer i hobetal maser sig gennem passager i hegnet, springer over eller løber udenom. En voldsom kamp for at komme på bussen udspiller sig, og vi tror knapt vore øjne. To voksne mænd kommer i slagsmål om at komme først på, mens anskillige andre maser sig forbi dem, uden at ænse dem eller skænke dem en tanke. Det gælder om at komme først, ikke for at få en siddeplads, men for overhovedet at komme med. Det er måske den hverdag man lever med i Kinas store byer. Der er ikke plads til at tage sig af andre end en selv. Man vænner sig til at skulle kæmpe for plads, for rettingheder, vi i Vesten tager for givet. Man begynder at forstå, hvorfor den kinesiske regering har iværksat den stramme etbarnspolitik. Da bussen endelig kører videre er den fyldt til bristepunktet, og folk hænger ud af dørene for og bag.

Efter et hvil på hotellet går vi på jagt efter aftensmad. Til vores store glæde ser vi, at der ikke langt fra hotellet er opstillet dusinvis af vogne med mad i løbet af eftermiddagen, og alle sælger de en eller flere kinesiske delikatesser. Kokkekunst fra det meste af landet er repræsenteret her. Vi kaster os over stegte nudler og kød på spyd, men nøjes med at se på de mange boder med skorpioner, græshopper og biller. Det er maverne ikke klar til endnu. Men det vi får er lækkert og billigt, og det er meget underholdende at gå rundt og se, hvad de forskellige boder har at byde på.

Badaling                            Ming-gravene

De følgende dage går med sightseeing og afslapning. Vore kroppe og hjerner har stadig brug for tid til at vænne sig til, at der ikke længere stilles krav til dem. I et mageligt tempo ser vi Folkets Hal og Sommerpaladset samt flere andre seværdigheder. Sommerpaladset er fantastisk. Der var her kejserne tilbragte somrene, ved bredden af en svalende sø. Der er en fantastisk udsigt fra toppen af paladsets hovedbygning, som er bygget op ad en bakkeside, selvom det gør ondt i lungerne at se det tykke lag af smog, som ligger over byen. Men ovenpå det støjinferno som kendetegner alle store, kinesiske byer, er det dejligt at slappe af i fredelige omgivelser.

Folkets Hal er er enorm bygning, der rummer ti tusinde siddepladser i en stor hal. Alle pladserne vender mod et podie, hvorpå der står fem stole bag et bord. Det er herfra Kina regeres. De mænd, som sidder på disse fem stole, har indflydelse på og betydning for millioner af menneskers liv. Jeg får gåsehud på armene og har svært ved at tage øjnene væk. Det var her Mao sad. Det var her Deng Xiaoping sad. Det var her Jiang Zemin indtil 2002 sad og regerede Kina. Man skal være stille derinde, og der er en aura af respekt og magt i alle rum.

Vi skal naturligvis også se Den kinesiske Mur. Adskillige dele af Muren er nu åbne for turister. Badaling, som ligger tættest på Beijing, er en totalrenoveret del, hvor de fleste kinesere og udenlandske turgrupper tager hen, med alt hvad dertil hører af kulørte lamper og souvenirboder. Men Badaling er også den bedst renoverede del, så hvis man vil se Muren, som den så ud for mange hundrede år siden, skal man tage til Badaling. På vores sidste dag i Beijing tager vi derfor til Qianmen, lige syd for Den Himmelske Freds Plads, og finder en minibus der kører til denne del af Muren. Eller rettere: minibussen finder os. Det foregår ved, at bussen kører frem og tilbage langs fortovet, mens en sælger hænger ud af døren og brøler på kunder. ‘Badalin Changcheng, Badaling Changcheng’, hører vi en dame skrige, ‘Badaling lange mur’. Vi hopper på.  Efter godt en times kørsel er vi fremme. Nede fra vejen ser vi Muren i al sin pragt. Den ser imponerende ud, deroppe på bakkedragene. Som ventet er indgangen nærmest blokeret af souvenirboder og restauranter, men det gør faktisk ikke noget. Vejret er nemlig ringe, og vi er nødt til at købe en trøje til min kæreste, som fryser. Vi køber en lidet charmerende, rød sweatshirt med ‘I climbed the Great Wall’ trykt på maven. Ikke kønt, men effektivt mod kulden. Vi bestiger Muren, og imponeres over landskabet og det gamle Kinas byggekunst. Det er meget flot, og vi nyder det hele, trods regnvejr og smagløs udsmykning. Med jævne mellemrum er der placeret vagttårne, hvor vagterne dels sov, dels brugte som kommunikationssystem ved at tænde bål på taget. Dette varslingssystem kunne bringe bud om angreb fra fjerne egne og helt til Beijing i løbet af en enkelt dag. Det er tankevækkende, at muren aldrig er indtaget med magt, men gentagne gange faldt som følge af forræderi og bestikkelse. Vi tilbringer nogle timer på muren, før bussen går tilbage til Beijing.

Monument til folkets helte, Beijing

Vi er klar til at tage videre. Vi skal med toget til Lanzhou i Gansu-provinsen langt ude mod vest, som er et stop på vej til Tibet. Først skal vi dog på banegården og købe billetter. I Kina er det ikke bare noget man gør. Køerne er enorme, og snor sig som slanger fra skranken og ofte helt ud af bygningen. Da vi ankommer til stationen, ser vi hundredevis af mennesker, som har slået lejr udenfor afgangshallen. Unge, gamle, familier med børn og deres ejendele pakket i store lærredssække, alle venter de på at få billet væk herfra. På vej ind i den enorme billethal bliver vi passet op af adskillige billethajer, som alle har de bedste billetter til Shanghai, Xi’an og andre vigtige steder. Vi melder pas, og stiller os i stedet op bagerst i den lange kø. Det går nu rimeligt hurtigt fremad. Snart ser vi, at det skyldes damen i billetlugen, der som en matriarkalsk højesteretsdommer begunstiger køen billetter. Man siger, hvor man vil hen, og bliver straks svaret med enten ‘hvornår’ eller ‘har ikke’. Er svaret hvornår, kan man fortsætte sin bestilling. Får man, som de fleste i vores kø, at vide at der ikke er flere billetter til den ønskede destination, må man forlade køen. Den eneherskende matrone har ikke tid til ekstraspørgsmål, og uddeler dommen med lynets hast og skinger stemme gennem de skrattende højttalere. Der er ingen appelinstans. Lettere nervøse nærmer vi os lugen, og får også bestilt. Gudskelov, der er stadig billetter til Lanzhou. Det er først, da vi forlader hallen med billetterne i hånden, at det går op for os, hvor heldige vi har været. Vi havde tilfældigvis stillet os i den rigtige kø. Køerne er nemlig opdelt efter destinationer, og på tidligere rejser har vi prøvet at stå i kø længe, blot for at få at vide at vi skal to luger ned. Det havde vi glemt, men heldet følger de tossede, eller i dette tilfælde de uvidende.

At rejse med tog i Kina er næsten en turistattraktion i sig selv. Togene er meget lange, nærmest som rullende landsbyer, og kan som regel medbringe flere tusinde passagerer ad gangen. I egalitære Kina er der – lidt selvmodsigende – fire klasser et vælge imellem. Den billigste er hard seat, hvor man kæmper om en plads i vognen med alle de andre passagerer. Startskuddet går i afgangshallen når portene åbnes, og så går det vilde løb for at komme først ombord og få en plads. I teorien skulle alle have faste pladser, men mange kommer uden om dette ved at købe de billige ståbilletter, og hard seat er derfor ofte fyldt til bristepunktet. De dyreste billetter er til soft sleeper, hvor man får sin egen kupe med plads til fire, og kan lukke døren til gangen. 

I togene er man er sammen i tykt og tyndt, ofte i mange timer eller dage ad gangen. Der udvikler sig små samfund i toget, folk som hjælper hinanden og deler deres mad. Man spiser sammen, sover sammen og lider sammen. De tre bedste klasser er alle adgangsbegrænsede, men på hard seat lader det til, at alt og alle bliver lukket ind. Ofte er gangene ufremkommelige, fordi horder af mennesker uden pladsbillet slår sig ned i midtergangen, i rygerummene mellem vognene eller i ekstreme tilfælde på toiletterne. Ved af- og påstigning samles man foran dørene, og en voldsom kamp for at komme af eller på begynder. Her hjælper man kun sig selv. De fleste kinesere, der rejser med tog, har enorme mængder mad med. Det er som om de spiser for at fordrive tiden, og for at tænke på noget andet end den propfyldte togvogn de nu sidder i. Skulle man ikke have medbragt nok, kan man købe varm mad og dåsenudler hos togstewardessen, som med besvær maser sin vogn gennem menneskemængderne. Man kan også købe cigaretter, øl, risvin og snacks. Desuden står der overalt termokander med varmt vand, som man kan bruge til sin te eller nudler. Løber man tør for vand, kan man hente mere mellem vognene, hvor der er et kulfyr med en stor kedel med vand. Det er ganske gratis, og på nogle afgange kommer der endda folk rundt med vandet og skænker op. Togene er også en glimrende måde at komme i kontakt med kineserne på. De er nysgerrige efter at vide hvor man er fra, og er isen først brudt er man sikret uudtømmelig forsyning af mad, snacks og drikkevarer resten af turen. Man er sammen på rejse, og deler hvad man har. Og kineserne deler hjertens gerne.

Væbnet med vore billetter tager vi tilbage til hotellet og sover, inden vi næste dag skal forlade Beijing. Vi har set det vi gerne ville se, og føler ikke sorg over allerede at skulle afsted. Vi ved, vi nok skal vende tilbage til Beijing senere på året. Nu gælder det fantastiske oplevelser i Tibet.