De milde sommernætter

Efterhånden er varmen kommet til Danmark og vores kyster besøges nu i højere grad af unge kønne piger end af mænd iført waders med en fiskestang i hånden. Det betyder dog ikke at fiskeriet er blevet dårligere, det skal blot udøves på andre tidspunkter. Natfiskeri efter havørreder er for mig noget helt specielt. Der findes ikke noget, der kan få pulsen ned, som at komme ud til en spejlblank kyst og sætte sig ned med en kop kaffe, mens man gør klar til nattens fiskeri. Samtidig med at man spejder ud over vandet i håb om at se en havørred bryde overfladen.

 

Det var nøjagtig sådan en aften jeg havde, da jeg i sidste uge var nede og besøge en af mine fiskekammerater i Sønderjylland. Vi var kommet ud til vandet ved 22-tiden og havde slået os ned på et par sten, mens Thomas forklarede mig hvorledes revet skulle fiskes. Kysten var stenet med enkelte sandpletter ind i mellem og ud fra, hvor vi sad, strakte sig et stenrev 15-20 meter ud fra kysten. Det var ind over dette rev, at fisken kom trækkende i deres jagt på føde.

 

En sort ryg kom pludselig fri af overfladen og i et kort sekund troede jeg, at der var tale om en enorm fisk, men den karakteristiske rygfinne afslørede, at der var tale om to marsvin, der også havde søgt hen til revet for at finde noget føde. Jeg sad og nød synet, men overvejede også, hvad de to hvalers tilstedeværelse ville betyde for fiskeriet. 

 

Da vi begyndte at høre de første plask fra jagende havørreder, begyndte vi vores fiskeri. Det var blevet mørkere, men helt mørkt bliver det aldrig, når man langsom vænner sig til det dæmpede lys. Af en eller anden uforklarlig årsag dæmper man også sin stemme når lyset forsvinder, hvilket er med til at gøre oplevelsen mere intens. Jeg kunne se omridset af Thomas og høre den susende lyd af fluelinen, der fløj gennem luften godt krydret med lyden fra fisk, der jagede i overfladen. Et voldsomt skvulp efterfulgt af et “Jear” fra Thomas afbrød min koncentration. Jeg kunne ikke se fisken, kun høre, at der var noget i enden af Thomas’s linen, der gjorde noget mere modstand, end de grådige småtorsk man ofte fanger under dette fiskeri. Fisken kom i nette og Thomas vadede op for at studere den nærmere og få sig en kop kaffe.

 

Jeg faldt tilbage i mine egen tanker og fik et helt chok, da et af marsvinene dukkede op 3-4 meter fra mig og kom med en lyd i nærheden af “prusch“. Øjeblikket efter blev min line stram og en havørred kastede sig fri af vandet, i et forsøg på at slippe af med den krogen, der havde boret sig ind i dens kæbe. Det havde altså ikke betydet noget for fiskeriet, at dele plads med de små hvaler. Fisken tog nogle vældige hop, hvor den var helt fri af vandet, men gled derefter nemt ind i nettet og jeg kunne sætte mig op til Thomas og få en kop kaffe.

 

To fine fisk blev det til og da vi forsøgte at gentage succesen natten efter blev det til to fisk mere. Her var det dog Thomas, der fangede dem begge og meget betænksomt genudsatte han den ene for som han sagde “Der skulle jo også være noget jeg kunne fange!!”

 

 

Natfiskeri er utroligt spændende og kan dyrkes overalt. Kender med et rev eller lign. er der formentligt tale om et rigtigt hot spot. Sorte mudders er ofte brugt, da de bevæger sig i overfladen og deres silhuet derfor står skarpt mod nattehimlen. En almindelige streamer med god fylde kan dog også gøre tricket.

 

God fornøjelse til dem, der vil prøve lykken

 

Karsten Justesen