Mongoliet – Danmark på hesteryg

Det kan virke som om verden bliver mindre og mindre og alt er udforsket og afprøvet. Lene Rishede er beviset på at dette ikke er sandt. Gennem halvandet år rejste hun med forskellige deltagere fra Mongoliet til Danmark på hesteryg. 
Drømmen om turen begyndte allerede da hun som barn læste en tegneserie der foregik i Mongoliet. Det var dog først i 1997 at realiseringen tog fart og det langsommelige arbejde med at skaffe sponsorerer begyndte.
 

Forberedelsen til turen
Lene og en veninde kørte, som et led i forberedelserne, ruten igennem på motorcykel. motorcykelturen var ikke planlagt særligt detaljeret men forløb alligevel uden de store problemer.

Jobbet som PR-chef og tekstforfatter blev sagt op og eventyret kunne begynde.

Ruten
Den 8000 km. lange rute gik fra Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, gennem Sibirien, det centrale Rusland og via Finland til Danmark.
Efter indkøbet af 5 sunde mongolske heste er ekspeditionen klar til at tage af sted. Hestene kostede 150 dollars stykket, hvilket er en formue i Mongoliet, men uhørt billigt efter danske forhold.

Turen blev ganske barsk og temperaturen var ofte nede på minus 30 grader.

Under passage af grænsen mellem Mongoliet og Sibirien løb ekspeditionen for alvor ind i problemer, da de mongolske grænsebetjente ikke ville lade dem slippe over grænsen.
Temperaturen var nede omkring 30 minusgrader. Der var ingen føde til hestene, selv havde vi kun overlevelseskiks, og vi kunne ikke stille betjentene tilfreds med bestikkelser. Da der var gået 5-6 uger på den måde, var mit visum også udløbet, så jeg var også i fare for at blive smidt i fængsel. Danskerne overvejede her at lade sig transportere over grænsen af en lokal kozak, der havde det kedelige ry at der altid dør folk i hans selskab. Det lykkedes dog heldigvis at komme over uden hans hjælp.
Under turen var et af de største problemer at finde vand og mad. Hver af hestene drak mellem 20 og 30 liter vand om dagen så ekspeditionen var afhængig af at finde vand i naturbrønde, vandløb og søer, som de fandt ved hjælp af kompas og amerikanske pilotkort, der efter sigende skulle være nogle af de mest præcise i verden.
Alligevel oplevede de flere gange, at de landsbyer, søer eller brønde, der var aftegnet på kortet, ikke fandtes i virkeligheden.

Selvom turen var meget barsk fortryder hun ikke turen.
– Jeg vil aldrig glemme Mongoliets uendelige, storslåede stepper og de fattige mongolske normaders utrolige gæstfrihed og gavmildhed. Turen har givet Lene et nyt syn på livet og hun har svært ved at forestille sig, at hun kan vende tilbage til sit tidligere stressede liv. – Jeg har lært ikke at tage ting for givet, men at sætte pris på de små ting, der gør, at man bliver glad i dagligdagen. 
Hun er da også ved at planlægge det næste eventyr – At blive accepteret af en ulveflok uden beskyttelsestøj. En af hendes bekendte kan denne kunst og kan lære hende så meget om ulvenes adfærd at de forhåbentlig vil acceptere hendes nærvær. Hvis alt går vel tager Lene af sted til Canada sommeren 2002. Indtil da arbejder hun på en bog om turen fra Mongoliet.

Lene Rishede holder netop nu foredrag om turen. Læs mere…

Hvis du vil vide hvornår bogen udkommer og høre mere om turen til Canada kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev.