Tag-arkiv: USA

Chris MacDonald stopper sin sportslige karriere

Chris MacDonald stopper sin sportslige karriere efter sin deltagelse i “Race Across America” rapporterede Berlinske Tidende torsdag.

Chris MacDonald er måske mere kendt som direktør for Danmarks eneste professionelle cykel hold for kvinder, Team SATS.

Race Across America (RAAM) afholdes i juni hvor rytterne over 8-9 dage skal tilbagelægge ca. 625 km.

Læs mere: klik her…

Torpedofiskeri på Cayo Costa

2. del

Jeg vågner af vækkeurets irriterende lyd, jeg bliver rusket ud af en drøm, der omhandler fight med stærke fisk, sved, sol og krystalklart vand. Først ønsker jeg at jeg var blevet i drømmen, men vågner hurtigt og finder ud af at jeg er midt i drømmen! Klokken er 6 og jeg er lige vågnet op på øen Cayo Costa, som ligger på Floridas vestkyst. Vi er i alt 10 gutter fra Danmark der er rejst hertil for at få nogle fiskeoplevelser vi sent vil glemme.

Jeg skynder mig op, og rusker liv i Martin, som sikkert stadig drømmer om det samme som jeg gjorde for få øjeblikke siden. Jeg vil ikke lade ham sove, for jeg ved hvad han går glip af hvis jeg lister af sted uden ham. Det er nemlig ikke første gang at vores vækkeur har ringet få timer efter vi er gået i seng. Eller rettere få timer efter sidste fisketur sluttede. For de fleste aftener bliver brugt til at “tungmede” efter hajer og rokker. I går aftes/nat var dog lidt død, og vi er derfor ekstra opsatte på at skulle have revanche denne morgen. De forrige morgener har budt på rigtigt godt fiskeri med flue, med minimum 10 fisk på land per fisker. Fangsterne har inkluderet arter som pompano (permits “lillebror”, og lige så stærk), jack (meget stærke fightere), spotted seatrout (minder meget om “vores” egne havørreder), ladyfish (kaldes tarponens lillebror, og springer og kæmper helt vildt) og et par store mistede snooks (minder lidt om barramundi).

 

Martin med fluefanget jack taget på popper. 

 

Det bedste tidspunkt er lige før og omkring solopgang. Dette giver en ekstra dimension til fiskeriet, da naturen og dyrelivet på dette tidspunkt virker så uberørt og endnu mere fantastisk. På vores vej ad den smalle sti i tusmørket er vi ekstra opmærksomme på hvor vi træder, da vi ved der er alligatorer i og omkring lagunen, og vi vil helst undgå at vække dem. Vi ser også, på vores vej, flere gange havørne på meget nært hold.

Det gode morgenfiskeri havde vi fortalt de andre om til de fælles måltider og dette resulterede i at andre begyndte at vise interesse for fiskeriet på denne tid af døgnet. Men ikke de andre i vores hytte. Da Martin og jeg drog af sted, sov resten af hytten stadig. De havde været mere stædige end os natten før, og var næsten lige gået i seng da vi stod op. Det fandt vi dog ud af der var en grund til. De kom hjem fortalte de med meget rystende og opkørte stemmer at de havde haft kontakt med en tarpon på over 2 meter, som havde hoppet fri af vandet 3 gange inden den var landet på linen og knækket den. Dette var sket lige efter vi havde opgivet… Det sætter os bare endnu mere op til at vi skal have en god fisk, eller i det mindste en god historie med hjem til morgenmadsbordet denne morgen.

Vi passerer den anden af de to lejede hytter på vej til lagunen, og vi kan se at der mangler mindst en fluestang udenfor den anden hytte. Dette tyder på at andre var kommet os i forkøbet. Og ganske rigtigt, da vi kommer til “vores” spot står der allerede en og svinger fluen. På dette tidspunkt ærgrer jeg mig meget over at jeg havde snakket så åbenmundet om vores fangster, for han havde stillet sig lige der hvor jeg havde haft de bedste fangster. Jeg tænkte at det var der ikke noget at gøre ved, “først til mølle” princippet gælder vel i sådan en situation, så jeg startede et godt stykke til højre for ham. Planen var så at rykke over på “min” plads når han havde fisket det igennem. Jeg tjekker min grønne og hvide Clouser Minnov for enden af forfanget, som næsten ikke kan kaldes en flue mere. Den er simpelthen så gennembidt, at jeg overvejer at skifte den. Men jeg vurderer at den kunne fange fisk i går, hvor den næsten så lige så slem ud, så det måtte den også kunne i dag. Første kast er mildest talt mislykket, hvilket nok er en kombination af tidspunktet, trætheden i kroppen og den meget tunge flue. Kastet resulterer i at fluen rammer mig for fuld kraft i nakken, hvilket nærmest føles som om jeg er blevet skudt af et luftgevær på tæt hold, på grund af de store blyøjne på fluen! Næste kast bliver lagt ud med lidt mere forsigtighed, og jeg begynder at tage fluen ind i hurtige ryk med pauser indlagt, hvilket resulterer i en jig-agtigt gang. Da fluen er næsten helt inde, strammer linen meget kraftigt op, da jeg skal til at tage det sidste ryk, og sekundet efter bliver fluelinen flået ud af hånden på mig. Heldigvis ligger løslinen pænt i linekurven, så den følger bare med, hvilket også baglinen gør, og udløbet stopper ikke før ca. 15 meter bagline også er hevet af hjulet. Fisken har taget et langt udløb op langs kysten, faktisk lige op imod hvor Martin står og skal til at ligge et nyt kast ud. Jeg råber til ham at han skal skynde sig at få hans line op af vandet for at undgå komplikationer med min fisk. Derefter følger en dramatisk og lidt underlig fight. (Jeg har på dette tidspunkt helt glemt at den ikke huggede på mit “favoritspot”. Dette bliver jeg dog mindet om det da jeg hører nogle ret grimme gloser derfra, da gutten der står der ser at jeg har kroget og fighter en god fisk).

Fight i solopgang, det er svært at beskrive hvis man ikke har prøvet det.

På intet tidspunkt tager fisken udløb vinkelret ud fra land, den bliver ved med at tage udløb først den ene vej op langs kysten, for derefter at vende om og sprinte den anden vej. Faktisk er den nogle gange så tæt på land, at jeg begynder at frygte at forfanget vil blive slidt over af muslinger og småsten i vandkanten. Jeg ser efter et stykke tid at det er en pæn bluefish der har hugget. Jeg bliver ret overrasket, da det ikke er så almindeligt at fange bluefish fra land, og slet ikke på flue. De er normalt mere talrige længere fra land, og er lettest at fange på levende eller død agn. Efter ca. 10-15 min er fisken træt og jeg kan kane den det sidste stykke op på stranden, med hjælp fra Martin. Jeg råber noget fuldstændig uforståeligt, meget højt. Jeg er så lykkelig over at have fået så flot en fisk på land. Den er “kun” 67 cm, og vejer et stykke over 2 kg, men størrelsen er svær at sammenligne med fighten den gav!

2 kg rå fight og sjov. Bluefishen tog en grøn/hvid Clouser Minnow i andet kast.

Mens jeg stadig nyder min fisk, er Martin igen gået i gang med at fiske. I hans første kast efter han har hjulpet mig med at lande min bluefish, får han også et rigtig godt hug. Det viser sig at være en flot spotted seatrout på omkring 60 cm.

Den meget indtense morgen sluttede sluttede Martin af med denne sea trout. 

Hvilken god start på morgenen! Vi fik yderligere nogle ladyfish, små jacks og flere seatrouts, før vi vendte hjem til morgenmad. Den morgen bestod vores morgenmad af friskfanget røget bluefish, og det var den bedste morgenmad jeg har fået i meget lang tid…

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen

 

Cayo Costa – fantastisk ø, fantastisk fiskeri!

1

1. del – Første dag

Efter at have forladt det meget kedelige og kolde danske forårsvejr, lander vi i Miami International Airport i det sydlige USA, i staten Florida. Med det samme vi stiger ud af flyveren rammes vi af en meget varm og fugtig luft, og det går meget hurtigt med at få smidt den dansktilpassede beklædning. Efter en overnatning i Miami, flyver vi videre til Fort Meyers, og derfra tager vi en minifærge, der transporterer de få fiskere og vovemodige badegæster til vores mål for denne rejse, Cayo Costa. Dette drømmested er en lille ø på lidt over 20 km2 udfor Floridas vestkyst. Der er ingen elektricitet og næsten ingen mennesker udover nogle parkrangere på øen, og det eneste det er muligt at købe på øen, er isterninger til vores kølebokse.

Vi var 10 fiskegale gutter fra Danmark, der var taget med Atlantik rejser til denne ø, for at prøve kræfter med stærke tropiske arter som jacks, snooks, barracuda, hajer, rokker og tarpon. Lokalkendskab et sted som dette, er vigtigt, som det også er alle andre steder, hvor der ønskes succes med fiskeriet. Og heldigvis for os har vores guide Gordon Henriksen fra Atlantik rejser været i praktik som parkranger på denne ø, hvilket hjalp os meget. Især i de situationer hvor man skulle finde det rigtige spot at mede hajer og rokker, eller hvis man ønskede at finde det rigtige sted at svinge fluekæppen efter nogle af de bomstærke arter.

Vel ankommet til øen, var vi alle trætte efter den lange tur, men nogle få af os blev nød til at udforske dette paradis. Så allerede inden vi havde pakket ud, var fluestangen rigget til. En grøn og hvid Clouser Minnow blev bundet for enden af forfanget, og vi var to der stak af med fluestangen i hånden. Vi ‘fandt’ en lagune, som selvfølgelig skulle udforskes, og efter under 10 minutters fiskeri her resulterede dette i et meget tungt og hårdt hug på min flue. Hugget blev efterfulgt af et hurtigt udløb på over 30 meter, inden jeg nåede at gøre noget. Jeg fandt meget hurtigt ud af at denne fisk havde flere kræfter end en dansk havørred i ‘normal’ størrelse. Denne fisk blev jeg nød til bare at lade tage udløb, uden at prøve at stoppe den, da dette med stor sandsynlighed ville resultere i et knækket forfang, som ‘kun’ var 15 pund på det tyndeste sted. ‘Jeg har kroget en kæmpe jack!!’ råbte jeg til Martin, som allerede var i fuld løb over mod det sted som jeg stod. Det var min første tanke, for hvad andet kunne have taget min flue, som var så stærk?! Det var et meget hurtigt og kontant udløb. Andet udløb var lige så tungt og kontant som det første, og sådan blev det ved nogle gange. Så snart jeg havde fået listet omkring 10-20 meter på hjulet ved at pumpe, kæmpe og spænde min fluestang til det alleryderste, tog fisken endnu et udløb, og jeg kunne starte forfra.

2

Jeg ligger alt det pres på fisken, som jeg tør, da jeg flere gange er bange for at stangen skal knække.

Der gik over 15 minutter, før jeg fandt ud af hvad det egentlig var der havde taget min flue. Jeg fik presset fisken så langt ind på det lave vand, at jeg kunne se, at det var en pigrokke på omkring 10 kg, der havde ‘hugget’ på min flue. Det viste sig, at den var blevet kroget i ‘øjenbrynet’. Efter en lidt dramatisk landing, pga. den farlige pig på halen, afkrogning og udsættelse af den mærkelige fluefangst, trængte mine dødtrætte arme til et hvil, inden jeg fiskede videre.

3

Den ret atypiske fluefangede fisk.

Det blev samlet til 6 forskellige arter på under to timers fiskeri, heriblandt en barracuda på ca. 60 cm, som hoppede over 1,5 meter direkte op i luften 3 gange i træk, efter den havde taget den Clouser Minnow, der (selvfølgelig) stadig sad på mit forfang. Den flue var allerede efter førstedagen blevet min favoritflue.

Dette var bare den første dag på denne fantastiske ø, hvad skulle det ikke blive til de resterende 12 dage på øen. Dette fortæller jeg om i efterfølgende artikler om Cayo Costa.

At vi så ikke var helt så populære efter vi kom tilbage fra vores hurtige eventyr, skyldtes nok mere at mange af de andre ikke havde fundet ‘vores’ lagune endnu, og derfor ikke havde fanget noget særligt, end at de skulle vente på os, så vi alle kunne spise sammen.

Alle fik dog deres personlige oplevelser med de tropiske arter. Blandt disse oplevelser kommer, en haj over 2 meter med levende unger i maven, en spole der blev tømt for 500 meter line på omkring 30 sekunder, og hoppende 2 meters tarpon som sprængte vores 30-50 punds liner som var det det letteste i verden, hurtigt frem fra hukommelsen. Udover de mistede fisk, var der også alle dem vi fik på land. Vi fangede tilsammen over 30 forskellige arter på de 12 dage på Cayo Costa. Men jeg har ikke fået nok, og jeg skal med sikkerhed med Atlantik rejser dertil igen i 2005. De fisk har brændt sig så fast på nethinden, at de enten får mig til at smile af fryd eller råbe af ærgrelse i søvne, da mange af dem stadig svømmer rundt derude.

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen

Stars and Stripers

Striperen er en fisk med en meget interessant levemåde. Den trækker årligt op og ned af  USA kyster og ligesom man i Danmark venter spændt på hornfiskens ankomst i april, følges striperens færden af mange lystfiskere i USA. Den kan fanges fanges fra båd på havet, i brændingen på kysten, langt oppe i floder og findes faktisk også enkelte steder indelukket i ferskvandssøer. Men det mest populære sted at fiske efter stripers må være store flodmundingerne hvor de trækker op og ned på jagt efter sildestimer og andet føde. Det var netop sådant et sted vi skulle hen. The Merrimac river er en af de meste kendte striper floder. De lokale aviserne havde haft fo flere uger siden haft overskrifter med “The Stripers have arrived”. Endelig, var også jeg ankommet.

Før vi skal ud og fiske skal vi tanke op i den lokale grejbiks, der minder om én stor rodet grejboks. Der er hjemmelavede stangstativer og hylder med både brugt og nyt grej og overalt på væggene hænger der sorthvid billeder af folk med store stripers. Dem der er heldige nok til at fange en “keeper”- som de kalder fisk over mindstemålet, kan få et billede med dem og fisken op væggen. Mens vi står i butikken kommer to mænd væltende ind med en kæmpe striper på lidt under en meter, og der går ikke længe inden er nyt sort/hvid polaroid hænger op på væggen, sammen med de gamle sort/hvid billeder. Grejbutikken har stort set kun grej til stripers, men alligevel har den større udvalg end flere grejbutikker herhjemme. Dette illustrerer at fangstmetoderne til stripers er endnu mere varieret end fangststederne. Den kan tages på let spin, fluegrej, agn og tungt havgrej. Blair og jeg har tænkt os at prøve det hele. Blair køber lidt muslinger, blæksprutte, makrel, og levende børsteorm, og vi er afsted mod flodmundingen.

Mindstemålet er helt oppe på 28 inches (over 70 cm), og der er langt imellem at man fanger en keeper. Målet er sat så højt, da striperen var nær udryddelse, og man lavede derfor en radikal omvæltning af reglerne vedrørende dens fangst. Pga. af erhvervsfiskeri og delvis også lystfiskeri var striperpopulationerne på randen af sammenbrud. Da indså man at der måtte gøres noget og det lykkedes regeringen i sidste øjeblik at få standset et katastrofe. Utroligt nok gav man arten “Gamefish-status” hvilket betyder den kun tages med stang og line og forbyder erhvervsfiskeri efter arten. Det lyder ikke så dumt hva? Man hævede også mindstemålet fra 18 til 28 inches. Dette vakte selvfølgelig utrolig meget uro, men nu flere år senere når striper populationerne er kommet tilbage og erhvervsfiskerne har fundet andre leveveje, er alle (især lystfiskerne) glade. Regeringen er også meget tilfredse, da områderne nu tjener flere penge på fisketurisme end de gjorde på erhvervsfiskeriet. Det store mindstemål betyder at man skal være meget heldig, for at fange en over målet, men Blair og jeg agter at gøre så ihærdigt et forsøg som vi kan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan vi har ødelagt vores torskebestande herhjemme. At hæve mindstemålet på torsk til 70 cm ville nok være overdrevet, men tænk hvor meget det ville gøre hvis man gav den “Gamefish status” og forbød erhvervsfiskeri efter den. Vi ville kunne have helt forbløffende fiskeri og fange store fisk fra kysten igen. Desværre er dette kun en drøm, men vi burde overveje om noget lignende skal til, for at redde torsken.

Vi ankommer til en af Blairs pladser. Solen skinner og han fortæller i bedste amerikanske stil, mens han smider trøjen og tager “cooleren” med frosne muslinger og kølige budweiserøl ud af bilen, at her er et hul hvor striperne lægger sig i læ af strømmen. Synet af striperen i butikken gør at jeg er meget ivrig for at få linen i vandet og rigger til med et danske blink. Strømmen er kraftig og blinket kommer ikke ordentlig ned, så jeg beslutter mig for at prøve en jig og kaster den opstrøms så jiggen lægger sig i hullet. Blair nyder en kold øl i varmen, mens han ser mig give modhug fighte min første striper. Jeg er stolt, over den flotte fisk, selvom den kun er omkring et kilo. Her kalder de disse “schoolies”, da disse mindre fisk ofte fanges i store stimer (schools). Navnet er logisk nok, og vi fanger flere i samme størrelse. De ligger bestemt i hullet foran os. Men  strømmen aftager og aktionen stopper. De har bevæget sig videre siger han. Strømmen vender og flyder nu op ad åen og ikke ned af den. Det virker helt forkert. Blair siger vi lige så godt kan snuppe en bid mad og prøve igen i aften helt ude ved mundingen.

Efter en god cheeseburger, er vi helt ude ved kysten hvor vi prøver muslingerne og fanger nogle enkelte schoolies mens solen går ned. Hvilket herligt fiskeri. Efter mørket har lagt sig skulle der være gode chancer for at fange keepers og vi prøver med levende ål på en 10-15cm. Blair får et godt hug, men ellers er der stille. I morgen er sidste dag inden jeg skal hjem. Blair har derfor lejet en båd og vi skal ud og prøve med tungere stænger og agn efter store “keepers”. Normalt ville jeg have svært ved at falde i søvn sådan en aften, men da Blair insisterer på at jeg skal prøve flere lokale øl inden vi går i seng, så det bliver det ikke et problem.

                      Næste morgen køber vi friske hele makreller, og hopper i båden med tungere grej og store forventninger. Det har været fantastisk at fange schoolies, men jeg drømmer om keepers mens vi sejler mod mundingen. Der er store forskelle på høj- og lavvande her og dette bevirker at strømmen i floden er meget kraftig nær mundingen under ebbe. Vi sætter ankeret ud med rigelig af line og ligger midt i floden ikke langt fra mundingen og havet. Der er flere andre både i nærheden med samme ide som os. Vi skærer en makrel i to og tager halvdelen hver og sætter den på en krog med et blylod. Her er medefiskeri aktivt og ikke noget ventefiskeri. Det er strømmen for stærk til. Vi kaster opstrøms alt hvad vi kan gang på gang, og lader makrellen hoppe langs bunden, hvor den forhåbentlig møder en sulten striper. Hvis der er noget der hugger på denne halve makrel, så er det i hvert fald ikke småt. Blair mærker noget, men er i tvivl om det er bundhug. Hans stang er godt bøjet, men det er bare et stykke line han har fanget. Han beslutter sig for at hive linen ind og se hvad der er på den anden ende. Efter at have hevet flere meter ind får han en flot rapala wobler. “The days first catch” siger han og kommer den i grejkassen. mens han smider linen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke synes man skal smide line i vandet eller fordi jeg havde håbede på det bedste, men jeg begynder at hive linen ind. Der er modstand, og til vores store overraskelse får jeg hevet ind en fiskestang med hjul og det hele ind. Det er en fin dyr stang med baitrunner hjul, som nogen må have mistet fra en af de andre både for nylig. “thats a keeper” siger Blair og vi bliver enige om at dette må anses som en fin fangst. Dagen tegner godt og pludselig ser vi at  der er hug i en af de andre både. Vi kan se en godt bøjet stang og en af der løber kaotisk frem og tilbage med et net. Pludselig ser jeg den godt bøjede stang blive slap og hører et par klassiske amerikansk bandeord. Men alligevel er det et godt tegn. “They’re running” siger Blair, hvilket er hvad man kalder det når stimerne svømmer forbi området man fisker i.  “And it’s not schoolies today” tilføjer han. Så gælder det om at fiske mens de er der, og det gør vi. Jeg spytter på min makrel for ekstra held og kaster den. Det er svært at holde kontakten med agnen i strømmen, men da jeg synes makrellen er holdt op med at drive strammer jeg op. Jeg mærker et par gode dunk, tænker dette er ikke bund, og giver et hårdt modhug. “Fish on” siger jeg til Blair og løsner bremsen. Det er en formidabel fighter som holder sig dybt og rusker godt i den stærke strøm. Jeg er fast besluttet på ikke at lide samme skæbne som ham i den anden båd. Jeg forsøger at tage det så roligt som muligt. Så kommer den op til overfladen og vi ser sølvglimtene. Nu kan jeg se hele fisken og de flotte striper langs siden der giver dem navnet “stripers”. Vi har ikke noget net med, men det lykkedes Blair at få fat bag gællerne og svinge den op i båden. Han hiver målebåndet frem. “32 inches” jubler han- “It’s a keeper”. Vi får dræbt fisken taget nogle fotos og smidt den i cooleren. “Fish while they are running” siger Blair, der nu fisker endnu mere koncentreret. Det lykkedes os også at fange et par fisk til, dog ikke så store som den første. På vej hjem beslutter vi at vi er simpelthen er for trætte og slidte til at køre til grejbutikken for at få et billede af mig og fisken op at hænge der. Men det er også unødvendigt. Denne tur er foreviget i min egen hukommelse, og vi fik da taget et par billeder selv.  

Drømmen om at fange en fisk større end mig selv

Da jeg var lille og fiskede i det lokale gadekær, var det ikke den der fangede den største fisk der fik lov til at blære sig, men den der til sidst havde fanget den største sum af skaller, aborrer og karusser. Antallet var altafgørende. Siden da, er både jeg og min verden vokset. Og det er fisken i mine drømme også. Jeg er blevet besat af tanken om at fange en stor fisk, en kæmpe fisk- en fisk større end mig selv. Jo større des bedre. Billeder fra fiskeblade af kæmpe marlins, stør og andre enorme fisk fascinerer mig. Hvis Freud skulle analysere de forskellige faser i en lystfiskers udvikling, ville denne besættelse af at fange en kæmpe fisk sikkert indtage en fremtrædende plads i hans beskrivelse. I sin bog om ørred- og laksefiskeri gennem 75 år beskriver Edward R. Hewitt de tre vigtige stadier i en lystfiskers liv. Først vil han bare fange så mange fisk som muligt. Dernæst stræber han efter at fange den størst mulige fisk. Og til sidst studerer han teknikker og grej i håb om at fange den mest vanskelige fisk. På dette sidste trin er han mere interesseret i selve sporten end i fisken. Ingen tvivl om at jeg stadigvæk befinder mig på det andet trin. Men hvor stor er stor, og hvad er stort nok? For mit vedkommende var målet klart. Jeg måtte fange en fisk større end mig selv. Det var et håndgribeligt mål, og ikke fordi jeg er en blærerøv, men det lyder da godt at kunne sige: “Det er da ikke noget- jeg har fanget fisk større end dig!”

Dette mål er desværre ret svært at opnå i Danmark, så jeg måtte søge til udlandet. Lejligheden til at opfylde drømmen om den store fisk bød sig, da jeg skulle ud og bo i en hytte på en lille ø på Floridas vestkyst kaldet Cayo Costa, med min kæreste. Det var forår, og der fandtes mange hajer i området på dette tidspunkt. Jeg glædede mig som en lille knægt glæder sig til juleaften.

Forberedelserne går i gang. Jeg læser mig klog på hajfiskeri, grej, madding og teknik. Jeg køber lange stålforfang, et ordentligt hjul og store, stærke kroge, og jeg sætter lineøjer og hjulholder på et kosteskaft. Det sidste passer vist ikke helt, men den stang jeg købte, føltes som et kosteskaft. Jeg har også mit mavebælte til at fighte fisk med. Det er et jeg har fået for lang tid siden af to gymnasiekammerater. Gaven var ment som en spøg, men den der griner sidst ler bedst, og jeg kan fortælle at bæltet fik store slidmærker på denne tur.

Så ankommer vi endelig til Cayo Costa, en lille fredet ø med teltpladser og et par primitive hytter. Der sidder pelikaner på bådbroen og en mindre alligator i vandet byder os velkommen.  Der er mangrovesump på den ene side af øen og lange smukke strande uden mennesker på den anden side. Det er  det perfekte sted at være på ferie. Min viden om hajerne gør så bare, at jeg er mere interesseret i at fiske end i at bade…

Så snart vi har pakket ud, hiver vi strandstolene, fiskestængerne og stangholderne ned til vandet. Tættere på paradis kommer man sjældent. Her sidder jeg i varmen et par timer før solnedgang, sammen med min kæreste på en vidunderlig tropeø, og foran mig står der fire stangholdere med riggede stænger i. To rigget med rejer til at fange hajmadding, en med en levende agnfisk til mellemstore tropefisk, og kosteskaftet står og venter på at vi fanger noget stort nok til hajmadding. Jo det er ikke værst.

At første hug kommer kun ti min. efter vi har sat os, gør det bare endnu bedre. Bremsen sidder løs, og noget trækker flere meter line af den lille stang med reje på, inden jeg når at gribe den og give modhug. Der er fast fisk og jeg hiver en malle på et par kilo ind. Herligt, men ikke den rigtige slags til hajmadding.

Kort tid senere fanger vi en lille jack, og spændingen stiger. Nu skal den store stang rigges til. Jacken er en fedtet fisk, og sender derfor gode duftspor som hajer kan følge fra store afstande hen til maddingen. Jeg dræber jacken, stikker den med en kniv så den bløder godt, og putter den på enden af et stålforfang på den store stang. Ud med den, og så er der bare at vente på klik-klik-klik lyden fra spolen. Bare tanken om denne lyd, som altid signalerer at lige om lidt sker der noget vildt, får mig stadig til at springe op af sædet og gøre klar til modhugget.

En time og et par “småfisk” senere lyder det: klik-klik-klik… Jeg farer op af sædet. Noget har fat i jacken. Klik-klik-klik-klik, den bliver ved med at trække line af hjulet. Jeg tager stangen op i hænderne, sætter den i frispole og putter min tommelfingeren på linerullen. Det er en dejlig fornemmelse at mærke en stor fisk svømme af sted med ens madding i munden, mens man venter på at give modhug. Da jeg ikke kan klare spændingen mere, giver jeg modhug så hårdt som jeg kan. Jeg mærker en stor modstand, men pludselig er den væk. Da jeg hiver linen ind, ser jeg at jacken blevet bidt midt over. Det var helt sikkert en haj, men jeg havde ikke givet den tid til at tage agnen helt ind i munden. Gad vide om den var større end mig selv…

Den halve jack røg ud igen, blodig og duftende, og så venter vi bare. Vi aftaler at næste gang der var hug, er det min kæreste Malenes tur til at prøve… Tyve min. går, klik-klik-klik … Vi farer op igen. Hun griber stangen og spørger, hvordan er det nu er man sætter den i frigear. Jeg hjælper og minder hende om, at jeg ikke havde givet den sidste nok tid. Hun ved godt hvad det gælder om, og venter før hun sætter modhugget hårdt og kontant, ved at tage nogle skridt op ad stranden samtidig. Det var åbenbart det rigtige tidspunkt fordi bremsen synger og indikerer fast fisk. Ekstatisk og samtidig lidt jaloux ser jeg kosteskaftet bøje og Malene kæmpe med denne meget stærke fisk. Hun får bæltet på, men er ved at være godt træt efter 20 minutters fight. Jeg spørger om jeg skal overtage, ikke tale om! Fisken har endnu ikke vist sig, og vi ved ikke hvad det er. Både fisken og Malene er begyndt at vise tegn på træthed, men hun presser den og får den tæt på land. Da ser vi at det ikke var en haj, men en kæmpe rokke. Denne slags har en giftig pig på halen og vi må passe godt på. Vi får rokken lige op i bølgekanten, tager et foto og kapper så linen tæt på krogen. Godt træt i armene siger Malene at jeg godt må få den næste der hugger på hajstangen. Fint siger jeg, stadig ret jaloux.

Der er ingen grund til at sulke, for der går bare fem minutter før hjulet synger igen. Måske havde alt postyret med rokken lokket noget nærmere…? Jeg griber stangen og giver modhug. Denne gang på det rigtige tidspunkt. Det er en god fight, og lidt senere lander jeg en “lemon shark” på omkring halvanden meter. Det er for farligt at prøve at hive en haj af denne størrelse op på land, så vi tager et foto og kapper linen mens den er tæt på strandkanten. Denne fisk var måske ikke lige så stor som mig, men at påstå jeg er skuffet ville være tåbeligt. Jeg sætter mig meget glad og tilfreds i min strandstol og nyder solnedgangen, stedet, min kærestes selskab og min viden om at hajfiskeri kun bliver bedre efter solen er gået ned…

Vi fanger endnu en stor rokke og flere forskellige “mindre” fisk i skumringen hvoraf flere bliver til hajmadding. Så sker det jeg har drømt om hele mit liv. En haj på over 2 meter tager maddingen og min krog i munden. Det der sker efter jeg giver modhug, er nok det mest intense jeg nogensinde har oplevet. Jeg bliver fuldstændig overvældet af dette dyrs vilje og styrke. Jeg mindes knap at den svømmede, men bare at den sprang som vild og gal og lavede et kæmpe plask hvor den landede. Selvom bremsen var stram, måtte jeg måtte løbe langs med stranden, med tommelfingeren på spolen for at bremse den og forhindre den i at tage alt linen af mit hjul. Jeg var ikke opmærksom på hvor meget friktionen brændte min tommelfinger, men det runde væskefyldte brandmærke jeg bar de næste dage mindede mig om det. Hajer springer sjældent, men dette eksemplar var en af de ekstremt aggressive “bullsharks”, og åbenbart en der virkelig ikke kunne lide at have min krog i munden. Man ville måske tro at jeg var skuffet da den landede på linen og knækkede den, men sådan mindes jeg det ikke. Jeg var nærmest lettet. Dette monsters voldsomhed og energi var tydeligvis mere end jeg kunne magte, og den slog mig ud i første runde. Velfortjent. Den gav mig aldrig en chance, men lod mig stå hjælpeløs på stranden, selv med min tykke line, stålforfang og kosteskaftet. Det hele gik så stærkt at vi ikke nåede at få et billede, men jeg kan stadig se den springende bullshark for mig til hver en tid. Den kommer tilbage i mine drømme, hvor den desværre også knækker linen hver gang.

Vi fangede flere mindre hajer i løbet af natten, men at fange en fisk der var større end mig selv, blev det ikke til i denne omgang. Det afholder mig dog ikke fra at betragte turen til denne lille paradisiske ø som en af de bedste fisketure jeg nogensinde har haft.Siden da er det faktisk lykkedes mig at fange en fisk, større end mig selv. Men det er en anden historie……

 

Hvis du er interesseret i at fiske på Cayo Costa, så tjek den tur jeg arrangerer her.

Guide til trekking i det Sydvestlige USA

Ørkenstaterne i det Sydvestlige USA er et mekka forvidunderlige treks på alle niveauer. Der er noget for enhver smag, både for dem, der er til de korte dagstreks tæt på den civiliserede verden, men også dem der vil ud i ødemarken og overnatte primitivt. Naturen er varieret i dette område, men er især kendt for nogle af de smukkeste ørkenscenarier i verden og klippeformationer i alle former og farver. Jeg tager udgangspunkt i nogle af de bedste treks, som jeg selv har været på, men der vil også være links til andre treks. Mange af de bedste vandreture findes i de Nationalparker, som jeg har beskrevet i en anden artikel (guide til Nationalparker i det Sydvestlige USA), og der er god information om trekking muligheder under disse parkers hjemmeside.


DAGS-TREKS

Navaho loop trail

Sted: Bryce Canyon National Park, Utah

Længde: ca. 2 km. (rundtur)

Niveau: let

Natur: Kalkstenssøjler (hoodoos) i flotte farver og former

Højdemeter: ca. 100 m. ned og op igen

Thors Hammer (hoodoo)

Varemærket for Bryce Canyon er de i tusindvis af lyserøde kalkstenssøjler, der som nåle peger mod himlen.

Fra diverse udsigtspunkter er dette et imponerende syn, men det bliver mere spændende, når man går ned blandt dem, og på “Wall Street”, en del af Navaho loop stien, føler man sig noget lille mellem disse enorme erosionssøjler. Der er mange andre suveræne vandrestier i parken, se herunder.

Oversigt over treks i Bryce Canyon NP: www.nps.gov/brca/hiking.htm

“Wall Street”


Angels Landing

Sted: Zion National Park, Utah

Længde: 8 km. (rundtur)

Niveau: middel/hård

Natur: Super udsigter over Zion kløften fra toppen af et klippefremspring

Højdemeter: 453 meter op og ned igen.

Udsigt fra Angels Landing

Dette er et meget godt trek hvad angår både skønhed og udfordring. Målet med turen er at nå ud på spidsen af et klippefremspring, der bærer navnet Angels landing. For at komme dertil skal man ikke være alt for bange for højder og store dropoffs på op mod 400 meter. Flere steder er stien så stejl, at man må holde ved kæder for ikke at falde i afgrunden.

400 meter drop of fra stien

Stien er asfalteret i starten, men de sidste meter mod toppen er det mere mild klatring end vandring. Udsigten fra toppen er formidabel.

Zion National Parken byder på rigtig mange gode treks, og også mange af flere dages varighed, hvor man kan overnatte ude i den vilde natur. Et meget berømt trek er “The Narrows”, hvor man vandrer i Virgin floden, hvor kløften bliver så smal som 5-6 meter, men mange hundrede meter dyb. Dette trek er livsfarligt, hvis man befinder sig i kløften under et tordenskyld, så det er vigtigt kun at bevæge sig afsted i stabilt vejr. Dette trek kræver permit, og er på ca. 26 km.

Oversigt over treks i Zion NP: http://www.nps.gov/zion


Devils Garden/Double O Arch

Sted: Arches National Park, Utah

Længde: 6,8 km. (rundtur)

Niveau: Let/middel

Natur: Stenbuer

Højdemeter: flad, lidt op og ned

Delicate Arch

Den største koncentration af stenbuer i parken findes i området, der kaldes Devils Garden. På den6,8 km. rundtur ses mange buer, bl.a. Landscape Arch, der har et spænd på ca. 90 meter (verdensrekord) og den smukke Double O Arch. (tv). I parken findes også et af mine favorit treks, et trek på 4,8 km. (rundtur), der tager én til den ubeskriveligt smukke bue “Delicate Arch”, der har en fantastisk placering nær en afgrund. Double O Arch

Oversigt over andre treks i Arches NP: www.nps.gov/arch/hike.htm


 

The Joint Trail

Sted: Canyonlands National Park, Utah

Længde: 18 km (rundtur)

Niveau: middel/hård

Natur: Vildnæs af kløfter og klipper

Højdemeter: Lidt op og ned

Jesper i Sprækken (the joint)

Canyonlands National Park er efter min vurdering et af de bedste steder for trekking i mere vilde og primitive omgivelser. Her er udfordringer for enhver. Mange stier er svære at følge, og mere primitive, kun markeret med stenvarder. Landskabet er forunderligt og varieret. For at komme til “The joint Trail” må man først følge andre stier. Parken er inddelt i 3 områder, og dette trek finder sted i det område, der hedder “Needles distriktet”. Som navnet antyder, så går The Joint trail i en snæver sprække i klipperne. Nogle steder er sprækken så smal som en person, så det er en lidt af en klaustrobisk oplevelse, men meget speciel. (se billede ovenfor)

Needles distriktet er meget vildt, men endnu mere vildt og ufremkommeligt er “Maze distriktet”.

Oversigt over treks i Needles distriktet: www.nps.gov/cany/needles/lhikes.htm


MIDDELLANGE TREKS MED OVERNATNING

Mt. Whitney Trail

Sted: Inyo National Forests, Californien

Længde: ca. 35 km. (rundtur)

Niveau: Hård

Natur: Bjergscenarier

Højdemeter: 2500-4418m.

Dette trek er beskrevet i en anden artikel her på AdventureGuide.dk ( Trekking Peaks i USA). Whitney Stien tager én til toppen af det højeste bjerg i USA’s 48 sammenhængende stater, og det er den højeste sti i hele USA. Permit er påkrævet.

www.hiking-world.com/whitney.shtml


Half Dome

Sted: Yosemite National Park, Californien

Længde: 27,4 km. (rundtur)

Niveau: Hård

Natur: Vandfald og stejle granitklipper

Højdemeter: 1100-2695m.

Half Dome

Dette er et enestående trek. Målet med turen er toppen af bjerget Half Dome (halvkuplen), der er skåret midt over af en gletcher i tidernes morgen, hvormed man har fået et bjerg, der ligner en halvkuppel, og som er voldsomt stejlt til alle sider. Den side, der vender mod Yosemite dalen er den stejleste og mest imponerende, her er der et lodret fald på omkring 1600 højdemeter fra top til dal, og de øverste 600 meter af bjergvæggen skråner på intet tidspunkt mindre end 83 grader. Min modige kammerat på afsatsen

Det sted hvor bjerget er mindst stejl har man opsat nogle kæder, så trekkere har mulighed for at komme op på toppen. Her har bjerget dog stadig en hældning på omkring 45 grader, så bestigningen er ikke for mennesker med for megen højdeskræk, og man skal klare hele 274 højdemeter på denne måde!. På toppen kan man, hvis man har modet, sidde med benene ud over afgrunden med det 1600 meter frie fald til dalen (se billede ovenfor). På stien mod toppen passeres de to vandfald Vernal Fall og Nevada Fall, der er ligeså er ret imponerende. Stien er meget stejl visse steder, så den trækker en del tænder ud. Det er mindst et to dages trek, og det er normalt at overnatte i Little Yosemite Valley. Dette er et sted, hvor bjørne ofte kigger forbi. I 1997, da jeg første gang var på denne tur, kunne jeg og min kammerat høre en bjørn liste gryntende rundt uden for vores telt midt om natten, og også på min seneste tur var der en bjørn på campen. Der er også gode chancer for at se andet dyreliv, såsom hjorte, firben og måske en klapperslange. Jordegern er over det hele. Permit er påkrævet for overnatning.

Yosemite er et utroligt populært sted for klatrere og trekkere, så der kan være meget trængsel på stierne, men parken er så stor, så man kan komme langt ud i vildmarken, hvor man ikke møder nogen.

Oversigt over treks i Yosemite NP: www.nps.gov/yose/trip/hiking.htm

www.hiking-world.com/halfdome.shtml


LANGE TREKS MED FLERE OVERNATNINGER

Sted: Grand Canyon National Park, Arizona

Længde: ca. 75 km.

Niveau: Hård

Natur: Verdens største kløft

Højdemeter: ialt ca. 7000 meter

Der er over 300 km. i bil fra den ene kant af Grand Canyon til den anden, mens der på tværs af kløften er et stykke over 30 km. En tur fra den ene side til den anden og tilbage igen, kan foretages på stierne Bright Angel Trail, North Kaibab trail, og South Kaibab trail, og det vil nok være normalt at bruge omkring 5 dage på denne bedrift. Permit er påkrævet for overnatning, og der skal bookes i meget god tid.

Læs mere om Grand Canyon i en tidligere artikel her på adventureguiden ( backpacker/grandcanyon)


Pacific Crest Trail

Denne sti løber hele vejen gennem det vestlige USA i nord-syd gående retning, gennem staterne Californien, Oregon og Washington. At gå hele distancen ville nok tage et par måneder, men man kan måske nøjes med at vandre nogle deletapper. Stien går mest oppe i bjergene, i bjergkæderne Sierra Nevada Range og North Cascades Range.

Links:

www.pcthiker.com

www.pct.com

www.pcta.org


The End

Trekking Peaks i USA

De 2 højeste bjerge i USA’s 48 sammenhængende stater (lower 48 states) Mt. Whitney (4418 m.), Californien og Mt. Elbert (4399 m.), Colorado kræver ingen bjergbestigningsekspertise, da der er vandrestier til toppen. Mt. Elbert er det højeste bjerg i De Amerikanske Rocky Mountains, men er ironisk nok et af de letteste bjerge af sin kaliber at bestige. Bjerget er så let, at der både har været mountainbikere og også en jeep på toppen! I det hele taget kan Rocky Mountains godt være en skuffelse for første gangs besøgende, da de fleste bjerge er meget afrundede og noget kedelige. Der er endda asfalterede veje op på toppen af et par af de højeste bjerge i Colorado, og det i helt over 4000 meters højde. Højdeforskellene er også moderate, der er typisk maksimalt 1000-1500 meter mellem dal og bjergtoppene. Bjergene virker derfor ikke så store og afskrækkende, omend mange af dem når op over de 4000 højdemeter.

Sierra Nevada bjergkæden i Californien er noget mere skarp og udfordrende. Det er her man finder det højeste bjerg i ‘The Lower 48 States’ (Mt. Whitney) og ikke i The Rockies, som mange nok ville formode. Fra Vest stiger terrænnet stille og roligt op mod de højeste tinder i Sierra Nevada, mens bjergene stiger meget mere abrubt hvis man ankommer fra øst. Fra Owens Valley øst for bjergkæden ef der højdeforskelle på over 3000 meter mellem dal og top.

Mt. Elbert

Mt. Elbert set fra sydøst.

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre bjerge i Rocky Mountains er mere kendt, men Mt. Elbert er nu engang det højeste. Bjerget ligger nær byen Leadville, Colorado, der er den højest beliggende større by i USA. Kører man sydpå af vej 24 fra Leadville kan man straks se Elbert på sin højre hånd. For at komme til stien, der tager èn mod toppen af Elbert, skal man tage vej nummer 82 mod skisportsbyen Aspen, den drejer fra vej 24 ca. 20 km. syd for Leadville. Efter nogle få kilomerts kørsel af vej 82 kommer man til den opdæmmede sø ‘Twin Lakes Reservoir’. Her går en mindre vej op i skoven til højre op mod en campingplads, og i dette område starter stien.

Stien: Stien starter omtrent 3300 meter over havet, så der er ikke meget mere end 1000 højdemeter til toppen af Elbert. Overnatter man en dag eller 2 på campen, vil man være godt aklimatiseret til bjerget, der ud over sin højde ikke byder på nogle problemer. Stien går først opad gennem skoven, lidt stejl visse steder. Over trægænsen zig zagger stien sig gennem en blokmark af sten mod toppen. Selve toppen er ikke særlig spektakulær, men udsigten ud over The Rockies er ganske god. Der er ingen store afgrunde eller dropoffs nogen steder på stien. Tidsmæssigt kan opturen gøres på 3-4 timer og nedturen på den halve tid. 

Undertegnede på toppen Oktober 1997
Foto: JT

 

 

 

 

Links:


Mt. Whitney

 

 

 

 

 

 

 

 

Whitney er en langt større udfordring en Elbert og er også et meget mere spektakulært bjerg. Østsiden er bjerget prydes af en omtrent 800 meter høj næsten lodret klippevæg (se billede ovenfor), så fra den vinkel tager bjerget sig godt ud, og det er da også fra denne side man har sin tilgang. For at komme til bjerget skal man tage til byen Lone Pine i Owens valley øst for Sierra Nevada kæden, hvilket omtrent er 300 km. nord for Los Angeles, Californien. Bjerget er populært at bestige, hvilket har resulteret i, at man nu om dage skal ansøge om permit (tilladelse) til at bestige. I højsæsonnen hen over sommeren skal man søge i god tid, men man kan også være heldig at møde op i Lone Pine, og få et permit på dagen, hvis der har været nogle afbud.

Mt. Whitney set fra Lone Pine (bjerget er i baggrunden) Foto: LN

 

 

 

 

 

Stien: Fra Lone Pine går der en asfaltvej op til El Portal i 2500 meters højde, hvor stien mod toppen starter. Det er langt hårdere at nå toppen af Whitney end tilfældet var med Elbert. Der er langt flere højdemeter at klare, og der er også meget mere stejlt. Desuden kan akklimatisering være et problem, da Lone Pine kun ligger i godt 1000 meter, så derfra er der næsten 3500 højdemeter til toppen. En dag eller to i telt ved El Portal og en nat på trailcamp i 3600 meters højde må anbefales. Bjerget kan bestiges fra El Portal på en enkelt dag, men dette er ekstremt hårdt og krævende og kan ikke anbefales. Det normale er at bruge 2 dage. Den første dag går man op til campen i 3600 meter, og næste dag går man til toppen og ned til El Portal, dette er i sig selv også en lang dag.

Mt. Whitney (th) set fra stien lidt over trailcamp. Foto: LN

 

 

 

 

 

 

Lige over trailcampen (billede herover) går stien med det ene hårnålesving efter det andet stejlt op mod bjergkammen (the crest) i ca. 4000 meters højde. Her møder Whitney-stien en sti fra vest (John Muir Trail), der kommer inde fra Sequoia National Parken. Man følger så John Muir trail langs bjergryggen op til toppen af whitney, og der er fantastiske udsigter undervejs, og der er gode chancer for at se dette dyr.

Murmeldyr (marmot)  Foto: Ray

 

 

 

 

 

 

Stien til toppen er den højest beliggende i USA. Foto: LN

 

 

 

 

 

Links:

Guide til Nationalparker i det sydvestlige USA

USA har et fremragende net af nationalparker, og i det sydvestlige USA omkring staterne Californien, Utah, Arizona, og Colorado finder man en stor koncentration af de flotteste parker. Mange kender nok Grand Canyon, men der findes faktisk parker der er på højde med eller overstråler Grand Canyon i naturlig skønhed.

Tager man udgangspunkt i eksempelvis Los Angeles, Californien eller Las Vegas, Nevada, vil man med en lejet bil kunne opleve de fleste af nedenstående parker på ca. 3 uger. På en tur i området vil man opleve en spændende variation af ørkenlandskaber, store kløfter, kæmpe træer, forstenede træer, stejle granit vægge, høje vandfald, ja, you name it. Området er desuden ideelt for aktiviteter såsom trekking, klatring, mountainbiking, white water rafting og 4wd.

Blandt mine favoritter er følgende parker:

Death Valley National Park

Stat: Californien

Varemærke: Ørkenlandskab, saltørken, sandørken, farverige klipper, ekstrem sommervarme

http://www.nps.gov/deva/index.htm

 

Joshua Tree National Park

Stat: Californien

Varemærke: Ørkenlandskab, Joshua træer, prærieulve, 4wd

 

http://www.nps.gov/jotr/index.htm

 

Yosemite National Park

Stat: Californien

Varemærke: knejsende granitklipper, betagende vandfald, kæmpe Sequioa træer, ekstrem klatring, rigt dyreliv (ex bjørne), fremragende trekking muligheder

http://www.nps.gov/yose/index.htm

 

Bryce Canyon National Park

Stat: Utah

Varemærke: Lyserøde kalkstenssøjler (hoodoos), imponerende erosionslandskab, gode treks

http://www.nps.gov/brca/index.htm

 

Arches National Park

Stat: Utah

Varemærke: Stenbuer, ørkenlandskaber, gode treks, erosionslandskab, flotte farver

 

http://www.nps.gov/arch/index.htm

Capitol Reef National Park

Stat: Utah

Varemærke: Waterpocket fold, (opfoldning af jordskorpen), wilderness, gode treks, ørkenlandskab

http://www.nps.gov/care/index.htm

Canyonlands National Park

Stat: Utah

Varemærke: Utallige store og små kløfter, fremragende trekking, 4 wd, wilderness, varieret ørkenlandskab, rafting

http://www.nps.gov/cany/index.htm

Zion National Park

Stat: Utah

Varemærke: Stejle klipper og kløfter, fremragende treks, flotte farver, erosionsfænomener, wilderness

http://www.nps.gov/zion/index.htm

Grand Canyon National Park

Stat: Arizona

Varemærke: Verdens største kløft, flotte farver, gode trekking muligheder, white water rafting

http://www.nps.gov/grca/index.htm

Petrified Forest National Park

Stat: Arizona

Varemærke: Forstenet træ, farverigt ørkenlandskab

http://www.nps.gov/pefo/index.htm

Mesa Verde National Park

Stat: Colorado

Varemærke: Cliff dwellings ( gamle indianer boliger på klippefremspring)

http://www.nps.gov/meve/index.htm

 

Alle ovenstående parker ligger i overkommelig afstand fra hinanden, en park, som ligger noget længere væk, faktisk i det nordvestlige USA, men som ikke må glemmes er

Yellowstone National Park

Stat: Wyoming og Montana

Varemærke: Geysere, varme kilder, rigt dyreliv (bl.a. bjørne og bisonokser), termale fænomener

http://www.nps.gov/yell/index.htm

 

Noget af det smukkeste overhovedet, men som ikke er nationalparker er:

Antelope Canyon

Stat: Arizona

Varemærke: Corkscrew canyon (meget snæver kløft, skruet som en proptrækker), utroligt farvespil, indianerkultur, ufatteligt smukt

http://www.antelopecanyon.com

Paria Canyon Vermilion Cliff’s Wilderness Area

Stat: Arizona og Utah

Varemærke: Første klasses wilderness trekking i snævre kløfter, proptrækker kløfter, farverige klipper, flotte sandstensaflejringer mm.

http://www.az.blm.gov/paria

 

Monument Valley

Stat: Arizona/Utah

Varemærke: Western landskab, flotte farver, indianer kultur, monolitbjerge, åbne vidder, hesteture

http://www.desertusa.com/monvalley

 

Litteratur:

Det sydvestlige USA bugner af nationalparker, nationale monumenter og nationale historiske steder, oplysninger kan findes På National Park Service’s hjemmeside

Andre gode links:


 

The American dream, live it out

Historisk bouldering i Hueco Tanks

For cirka 34 millioner år siden skabte naturen et af verdens mest interessante boulderingområder i verden og placerede det midt i den Texanske ørken. Området kaldes i dag for Hueco Tanks, hvilket frit oversat betyder “Hul Bassiner”.

Det er netop Huecos huller og bassiner, der gør klippeformationerne til en så bemærkelsesværdige klatre-legeplads. Den geologiske forklaring er, at klipperne består af vulkansk porfyr, som oprindelig var omgivet af kalkstensmasse. Kalkstensmassen er langsomt eroderet væk og har efterladt en gigantisk bunke chokoladefarvede klippesten i de mest mærkværdige former og med de karakteristiske tusindvis af huller.
Som klatrer kan man naturligvis ikke andet end at glæde sig over alle de udfordrende hullerne, som nogle steder får klippen til at lige en mikrohullet havarti, andre steder en god gammeldags emmenthaler med store, dybe regelmæssige huller. 
Bassinerne, som er fordybninger i klippegrunden, har derimod glædet indianerstammer gennem tusindvis af år, idet de opsamler det sparsomme regnvand i ørkenen. Dette gør Hueco Tanks til et ikke alene fabelagtigt klatreområede, men også til et område af anseelig historisk interesse. Især Mescalero Apache stammerne har efterladt sig talrige beviser på deres eksistens i området i form af potteskår, bopladser og ikke mest hundredevis af fantastiske vægmalerier. Er man bare en anelse historisk eller geologisk interesseret er der derfor ingen grund til at kede sig på en hviledag!

Desuden er den historiske del af Hueco Tanks noget, man er nødt til at forholde sig til, hvis man har intentioner om at klatre der. På grund af sin historiske værdi er Hueco et fredet område, der i dag hører under Texas Wildlife Department. Det koster derfor 4 $ om dagen at klatre i området, ligesom man (kun en gang) også skal gennemgå en 20 minutters instruktion i, hvordan man forholder sig til området. Det er dog det hele værd.

Der er bogstavelig talt masser at tage fat på i Hueco Tanks. Primært i form af bouldering, men der findes også en del ruter. Blandt andet klassikeren “Sea of holes” (amerikansk 5.10), en lodret væg, der på grund af sine tætte små huller svarer meget godt til den tidligere beskrivelse af en havarti ost. Der er desuden talrige ruter på “Central Wall” i en til to etaper. Sværhedsgraden varierer fra 5.8 til 5.13 (amerikansk)
Mange af ruterne har dog kun få bolte og er en blanding af sports- og traditionel klatring. Det kan derfor være en god ide at medbringe udstyr til begge dele, hvis man vil klatre ruter i Hueco.

Mht. til bouldering er Hueco en gavepose, hvad enten man er til ti meters lodret powerklatring ved hjælp af lommer i hovedstørrelse eller til vandret klatring på “slopers”. Der er desuden masser af huler at klatre i samt overhæng en halv meter over jorden med ondskabsfulde “crimps” i Netto-pomfrit størrelse.
Graden af udfording varierer fra V0 minus til V15. Selv V0 er dog ofte både teknisk og styrkemæssigt ret svære, hvilket godt kan slå selv den mest ihærdige begynder ud. Et godt sted at starte for begyndere eller for folk der gerne vil bygge et hudlag op er “Warm up Boulder” eller “Small Potatoes”.
Klippen i Hueco er af en særdeles skarp natur, og det er de færreste, der slipper ud af Hueco uden mindst en seriøs “flapper” (Når huden på fingerspidserne skæres af og hænger i en flap). Masser af tape kan minimere flapperne, men forringer din evne til at holde fast på klassiske “crimp-roofs” som The Mushroom Roof (V8).

Der er for nylig blevet åbnet op for et helt nyt klatreområede i Hueco, kaldet “The Meadow”. Man kan finde det ved at gå op til toppen af North Mountain, indtil man ser “Mousie Adams” skrevet på væggen (grafitti har længe været en dårlig vane for besøgende i Hueco.) Her skal du kravle igenne en snæver og lidt besværlig passage, men derefter åbner der sig til gengæld et mindre klatremekka henlagt i solskin det meste af dagen uanset årstiden. Den bedste sæson for klatring i Hueco er fra oktober til april, hvor temperaturen er lav og friktionen er høj!

Skulle du have lyst til at læse mere om Hueco Tanks kan du kigge følgende steder:

“Hueco Tanks: Climbing and bouldering Guide”, skrevet af John Sherman
eller du kan gå til  http://www.drtopo.com/ , hvor du kan downloade en aldeles udemærket guide over linierne og ruterne i Hueco Tanks. Vejr og andet nyt fra Hueco kan du finde på:
http://www.huecotanks.org/newsindex.htm 
Billeder af stedet finder du her: http://www.aaaclimbing.com/climbhueco.htm

Hvordan du kommer dertil:
Hueco Tanks ligger som sagt i det sydvestlige Texas lige uden for grænsebyen El Paso. Er du alligevel i det nordlige Mexico, kan det være oplagt at smutte en tur over grænsen til Hueco. Man skal blot finde en bus mod Ciudad Juarez og krydse grænsen der.
Flyver du direkte fra Danmark, kan du vælge den nærmeste internationale lufthavn, som faktisk ligge i El Paso. Ellers ligger Phoenix lufthavn kun godt 7 timers kørsel derfra den er evt. er billigere at flyve til.

Når du først er kommet til El Paso har du flg. valgmuligheder for at komme til Hueco:
– Tag en taxa (50-60 dollars)
– Lej en bil (det kan anbefales at ha en bil)
– Ring til Rob på Hueco Rock Ranch (915 855 0142). Han kan hente dig i lufthavnen eller andetsteds i El Paso, hvis du vælger at bo på hans campingplads.

Hvor du kan bo:
Medbring et telt og bo på en af de omkringliggende campingpladser. Hueco Rock Ranch er der hvor de fleste vælger at bo. Her er der også værelser, du kan leje, men de er dyre. Du kan også campere på “Pete and Queta Country Store” (915 857 1135). Det koster omkring 5 US$ pr. nat at campere, og begge steder er omkring 5 km. fra Hueco Tanks Park, så du skal bruge en bil eller et lift for at komme ud at klatre. Det er dog som regel rimelig nemt at få et lift med andre fra campingpladsen.
Den sidste mulighed er at campere i selve Hueco Tanks Park. Her er smukt, du får de bedste badefaciliteter, og du bor midt i klatreområdet. Det koster 10 US$ pr. teltplads og det inkluderer adgangsgebyr for parken. Eneste minus er, at der er temmelig dødt om aftenen.

Skal du være i Hueco i længere tid kan det være en god ide at leje en bil, da Hueco er langt fra alting – også butikker der sælger mad.

Grand Canyon

Grand Canyon; hvem kan sige disse to ord uden at få et drømmende blik i øjnene ? Nej vel !. Med alle de superlativer man har hørt om denne mægtige kløft, kan det vel næsten kun blive en skuffende oplevelse for en førstegangs besøgende eller hvad? Dette er selvfølgelig individuelt, men de 3 gange jeg selv har besøgt stedet, er jeg ikke blevet skuffet. Kan man abstrahere fra masseturismen, lever Grand Canyon efter min mening helt klart op til alle de positive tillægsord, som er blevet påhæftet dette magiske sted.

Her på siden har vi to rejsende (Stine Bjerre Herdel og Daniel Smith), der skriver om deres tur jorden rundt. Grand canyon indgår også i deres rejseplaner, og det skal blive spændende at høre, hvilket syn de har fået på kløften, når de kommer dertil. Dette indlæg er tænkt som en appetitvækker, så interesserede selv kan komme afsted og få syn for sagen. Jeg kan kun opfordre til, at du på et eller andet tidspunkt for set dette naturvidunder. Beretninger og billeder kan sige meget, men slet ikke alt. For at få den optimale oplevelse, skal man se det med egne øjne, mærke suset, og dette gøres bedst ved at vandre ned til Coloradofloden i bunden af kløften.

Et citat fra Politikens Turen går til USA skildrer dette meget godt. “At se Grand Canyon fra kanten er som at opleve København fra toppen af rundetårn. Hvis man virkelig ønsker at opleve Grand Canyon, er der kun én vej – nedad” – omend udsigten fra kanten selvfølgelig også er storslået.

grand canyon

Info om Grand Canyon: Kløften regnes for den største i verden, og har en længde på ca.450 km., en bredde på op til 30 km. , og en dybde på op til 1900 meter. Der findes kløfter som er dybere eller bredere i verden, men ingen med så stor udstrækning som Grand Canyon. På nummerpladerne i Arizona, USA står der; “The Grand Canyon State”, så er ingen i tvivl om, hvor i verden man finder dette berømte “hul”.

Geologi: Udover selve størrelsen er det mest imponerende ved Grand Canyon farverne og klipperne. At kigge udover kløften er som at slå op i en geologi bog. Ingen andre steder kan man så tydeligt se de forskellige lagserier af klippelag, og næsten 2 milliarder års geologisk historie er eksponeret i kløften, hvilket er enestående. Gnejsen lige over Colorado floden er 1,7 til 2 mia. år gammel, noget af det ældste man kan opleve på jorden. I mange af lagene kan man desuden finde marine fossiler, hvilket fortæller, at disse lag er aflejret på bunden af et tropisk ocean. Dette kan jo være svært at forstå idag, hvor Grand Canyon er en ørken, der ligger langt fra noget ocean, men geologien lyver ikke.

Selve kløften er et skoleeksempel på rindende vands massive erosive kræfter, og Colorafloden har ikke været alene om bedriften, omend det er den største erosions-agent. Coloradofloden har stået for uddybning af kløften, mens utallige sidevandløb har forøget bredden. Geologer anslår idag, at Grand Canyon ikke er meget ældre end 6 millioner år, og derfor meget yngre end de klipper hvori kløften er skabt. Det er samtidig mest sandsynligt, at uddybningen er sket i en kombination af regional opløftning af klippelagene og Coloradoflodens nedadrettede erosion. At floden skulle have skåret sig de hele 1500 meter ned fra et niveau på 2200 meter til 700 meter uden opløft er ikke sandsynligt.

Service centre: Omkring 90 % af turisterne ser kløften fra The South Rim (sydkanten), mens de resterende tager til The North Rim. Der er hele 400 km. i bil mellem South Rim og North Rim , mens vandreturen på tværs af kløften er på 35 km. Grand Canyon Village på sydkanten er en meget udviklet turistby, hvor man kan finde det hele; camping, hoteller, butikker osv, mens nordkanten er lidt mindre udviklet. Efterhånden er det blevet noget af en opgave at klare presset fra 5 millioner besøgende hvert år. Der bliver gjort en stor indsats for at kontrollere masseturismen, og man har fornyligt indført shuttlebusser til de bedste udsigtspunkter på sydkanten. Om sommeren er det derfor ikke muligt at besøge disse udsigtspunkter i egen bil, man må tage bussen.

Vandreruter til bunden: Der er mange stier i Grand Canyon, men den mest benyttede er korridor stien Kaibab Trail, der forbinder nordsiden med sydsiden samt Bright Angel Trail, der går fra sydsiden og ned til coloradofloden.

South Kaibab Trail: Stien starter i 2200 meters højde ved Yaki Point lidt øst for Grand Canyon Village, South Rim. Ruten er meget stejl, men giver den bedste udsigt over kløften, så den er bedst at gå nedad. På denne sti er der kun lidt over 10 km. ned til coloradofloden i 730 meter og 11 km. til Bright Angel Campground, der ligger på den nordlige side af floden. Man krydser floden via en hængebro. Regn med ca.4 timer til campingpladsen. Der er intet vand langs stien, og meget lidt skygge , hvilket også favoriserer stien som nedgangssti. Husk hat med skygge og mindst 4 liter vand, i hvert fald om sommeren, hvor temperaturen nærmer sig de 50 grader i skyggen nede ved floden. Der findes 2 toiletter på ruten, det første ligger 400 højdemeter nede ved Cedar Ridge . Der afgår bus fra Canyon View Information Plaza og til stiens Trailhead (stiens begyndelsespunkt). Herunder et billede fra stien, taget en varm sommerdag i år.

Bright Angel Trail: Denne sti starter i nærheden af Bright Angel Lodge i den vestlige del af Grand Canyon Village, South Rim. Stien starter i 2100 meter, og der er omtrent 15 km. ned til Bright Angel campingpladsen i bunden. Da der er mere skygge på stien, mulighed for at få vand flere steder, og da gennemsnitshældningen er mere moderat end South Kaibab, er Bright Angel en bedre sti at gå opad. Midt på stien ligger også Indian Garden campingpladsen, hvis man ikke orker at gå op på en dag. Der er toilet og vand 1 1/2 mile nede, 3 miles nede, og ved Indian Garden, som ligger ca. 7,5 km fra toppen. Regn med at opturen tager omkring 6-7 timer. Floden krydses via en anden hængebro, Silverbridge. Herunder ses øvre del af stien. Fra Indian Garden går stien ned i slugten til venstre for Plateau Point, hvilket ikke er aftegnet her.

North Kaibab Trail: Eneste sti fra The North Rim og ned til de to krydsende hængebroer over coloradofloden. Fra The North Rim er der en del længere ned til floden end det var tilfældet fra The South Rim. Turen til floden er på hele 23 km. , men der er mulighed for at overnatte midtvejs på Cottonwood campground.

—————————————————————-

Advarsel: Det må på det kraftigste frarådes, at gå ned til floden og op samme dag. Dette er selvsagt sindsygt i sommervarmen. Grand Canyon er en ørken, og der er meget lidt skygge i den bagende sommervarme.Overnat i bunden på campingplads eller i hytte/sovesal på Phantom Ranch. Eller lav en mindre dagstur lidt ned i kløften, eksempelvis til Cedar Ridge af South Kaibab Trail, eller til Indian Garden af Bright Angel Trail. Ca. 250 vandrere må hvert år hentes ud af kløften med støtte fra Rangere, så kend dine grænser. På et bjerg er det normalt ingen sag at gå ned, når man er træt, men i en kløft, skal man altså stejlt opad, når ens kræfter er ved at slippe op.

—————————————————————-

Praktiske oplysninger

Priser og trekkingtilladelse: Det koster 20$ for en bilfuld at køre ind i Grand Canyon Nationalparken, og billetten er gyldig i 7 dage. Har man i sinde at besøge flere Nationalparker i USA kan det betale sig at købe et National Park Pass til 50$, og det gælder et helt år.Vil man overnatte i telt nede i kløften skal man anskaffe sig et Backcountry Permit (trekking tilladelse), der koster 10$ samt 5$ per person per nat. Det er kun tilladt at campere på etablerede teltpladser. Det kan være nødvendigt at booke mange måneder i forvejen, hvis man vil være sikker på en plads i højsæsonnen (april-november).

Ansøgning om Backcountry Permit sendes per post eller faxes til: Backcountry Office (fax 928-638-2125), PO Box 129, Grand Canyon, AZ 86023, USA. Læs videre på denne internetside , hvor man kan læse om permit procedurer og udfylde et ansøgningsskema. Kommer man uden permit kan man henvende sig til ovennævnte kontor, og måske være heldig at få et permit eller også komme på en venteliste.

I bunden kan man som nævnt overnatte på Bright Angel Campground, hvis man har et permit, eller også kan man overnatte på Phantom Ranch. Det kan også være nødven-digt at booke lang tid i forvejen, hvis man ønsker at bo på Ranchen. De fleste trekkere bor på Bright Angel, mens folk på mulddyrstur har købt en pakke, der også inkluderer overnatning på Phantom Ranch. Camping er klart billigst. Phantom Ranch har et lille hyggeligt opholdsrum, hvor man kan købe snacks, øl og også aftensmad, og bor man på campingpladsen er man også velkommen.

Sæson og klima: Grand Canyon National Park er åben året rundt, men der er mest pres på i sommermånederne. Om sommeren er der meget varmt i bunden, i nærheden af de 50 grader, så det er en svedig oplevelse. Foråret og efteråret er bedste trekkingtid. Om vinteren kan der falde meget sne på The Rim og et stykke ned i kløften. Der er ofte omkring 15 grader varmere i bunden end ved toppen.

Litteratur: Lonely Planet “Southwest” er meget god, ellers er der massevis af informationer på Grand Canyon National Parks hjemmeside.

Nordisk Korthandel har ligeledes mange gode bøger.

Flyforbindelse: Parken ligger kun ca. 450 km. fra den Internationale lufthavn i Las Vegas, Nevada eller Phoenix, Arizona. Ellers kan Los Angeles, Californien eller Denver, Colorado være en mulighed. Flypriser svinger jo meget nu om dage, men det koster ca. 5000 kroner for en returbillet.

god fornøjelse!