Tag-arkiv: Sydamerika

Guide til trekking i Peru

I Peru findes en masse gode treks, bl.a. inka stien til den berømte inka ruin “Machu Pichu”, det mest besøgte trek i Syd Amerika. Herudover er der gode treks på og omkring vulkaner, i regnskoven og højalpint i Andesbjergene. De største trekking områder findes i omegnen af Cusco i det sydlige Peru og især nær byen Huaraz et par hundreder kilometer nord for Perus hovedstad Lima.

Trekking Peaks: Mange bjerge i Peru kan bestiges ved ren vandring, det gælder mest de bjerge, der ligger på de tørre højplateauer i syd. Vulkanen El Misti (5822 meter), der ligger lige uden for millionbyen Arequipa, er et af de nemmeste bjerge i verden af sin højde at bestige. Bjerget er oftest helt snefri, men som altid kræves der et hårdt stykke arbejde for at kæmpe sig op ad de stejle askeskråninger. Højdesyge kan også være et problem, idet Arequipa “kun” ligger i 2325 meter over havet, så der er mange højdemeter til toppen af El Misti. Bestigningen kan gøres på 2 dage. I nærheden af Arequipa findes også en del bjerge og vulkaner over 6000 meter bl.a. Chachani (6075m), Hualca Hualca (6025m) Ampato (6288m) og Sabancaya (5976m), hvoraf nogle kræver lidt teknisk ekspertise.

Vulkanen El Misti set fra millionbyen Arequipa

Inka trail: Ikke et besøg i Peru uden et besøg til Cusco og de omkringliggende inka ruiner. Idag er Cusco en af de største turistbyer i hele Syd Amerika, men har stadig en god charme. I selve Cusco kan man se mange flotte inkamure og i nærheden er mange flotte ruiner. Den mest kendte inkaruin er dog selvfølgelig Machu Pichu, der ligger på en bjergkam i regnskoven nogle hundreder kilometer nord for Cusco. Fra Cusco kan man tage toget til Aguas Calientes, der er nærmeste by til Machu Pichu, men mange vælger at stå af toget ved kilometersten 88, hvorfra inkastien kan påbegyndes. Herfra tager vandreturen til Machu Pichu 4 dage, og det højeste pas man kommer over er på 4200 meter. Langs stien findes en del mindre ruiner og storslåede udsigter over junglen og snebjerge. Man kan også vælge at stå af jernbanen ved kilometersten 104, herfra tager det kun 1-2 dage at komme til Machu Pichu. Klik her for kort over inkastien og Machu Pichu.

Vigtigt: Turen er ikke lovlig på egen hånd, det kræves at man medtager mindst en guide, og de fleste vælger pakkeløsninger, der inkluderer bærere, mad, telte mm. En tur på inkastien løber derfor ofte op i 800-1000 kroner per person.

Machu Pichu

Foto: LN

Selvom inkariget faldt til spanierne i 1500 tallet, og spanierne erobrede og plyndrede inkarigets hovedstad Cusco, så blev Machu Pichu først opdaget i 1911. På det tidspunkt var ruinerne totalt indhyllet i junglen, og med en placering på en bjergkam med stejle skrænter til begge sider, så er det måske ikke så mærkeligt, at “the lost city” blev fundet så sent. Junglen omkring ruinerne blev ryddet, og efter en lang dvale periode for Cusco, er byen nu igen opblomstret til en stor turistby, som er svær at komme uden om på en tur i Peru.

Bag selve ruinen står det stejle bjerg Huayna Picchu (se billede ovenfor). Det tager omtrent 1 time at nå toppen af dette bjerg via stier og trapper, det er en anstrengende og meget stejl tur, men udsigten fra toppen mod Machu Pichu og bjergene omkring er formidabel, og det kan stærkt anbefales at lave denne ekstra lille tur.

Llanganuco-Santa cruz trek: Byen Huaraz et par hundreder kilometer nord for Lima, er det største center i Peru for trekking og bjergbestigning. Byen ligger i ca. 3000 meters højde for foden af bjergkæden Cordillera Blanca (den hvide bjergkæde), hvor Perus højeste bjerg Huascaran (6768m) er at finde. Det er en meget flot bjergkæde, bjergene er meget stejle, og der er flotte gletschersøer og gletschere.

Det måske mest berømte trek i det område er trekket fra søen Llanganuco til Santa cruz. Et trek, hvor man passererer 2 pas i næsten 5000 meters højde, og med udsigt til mange flotte søer og bjerge. Over det ene pas går nu også en asfaltvej, så det er muligt at afkorte trekket til 4 dage, og tage med bus noget af vejen. Man skal betale omtrent 20 dollars for at vandre i Park Nacional Huascaran, men eller kan man foretage trekket på egen hånd. De etablerede campingområder langs stien skal dog benyttes, og her er der også toiletter. Udover at se Perus højeste bjerg, vil man også kunne se bjerget Alpamayo på dette trek, et bjerg der er mange antages til at være verdens flotteste.

Lagunas Llanganucos

Foto: LN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Huaraz an man tage bus til trekkets startpunkter, trekket er en rundtur, og det kan startes i begge ender. Klik her for trailmap.

Litteratur:

Lonely Planet Peru  Info om Peru

Jysk rejsebureau  Info om Peru

 

The End…………

Drømmen om de 6000 meter (2.del)

(Fortsættelse af tidligere artikel)

Sajama Village: Fra Sajama by i 4200 meters højde er der den vildeste udsigt man kan forestille sig. Man kan se 4 vulkaner, Sajama (6542m), Parinacota (6340m), Pomerape (6220m), og Guallatiri (6066m). Sidstnævnte står og ryger en smule. Parinacota er rent faktisk lige inde i Chile, mens vulkanen lige ved siden af (Pomerape) skulle være boliviansk. Efter min vurdering er Parinacota bestemt en af de smukkeste vulkaner i verden, den er meget symmetrisk og dækket af et kønt snedække de øverste ca. 800 meter.

Parinacota (tv) og Pomerape (th) set fra Sajama byen (4200 moh)

Synet af Parinacota var simpelthen for betagende. Jeg fik igen en afsindig lyst til at bestige denne vulkan, hvilket jo var drømmen helt fra starten af. Dette skulle kunne gøres på to dage, men nu var spørgsmålet om jeg kunne finde en kvaliciceret guide og leje noget udstyr. Byen var, som vi havde hørt, noget øde, men alligevel fik jeg en aftale i hus med en gut der havde en jeep. Næste dag ville jeg kunne få et lift de ca. 25 km. til foden af Parinacota og jeg kunne få en ung lokal guide med, der dog ikke kunne snakke engelsk. Det sted hvor jeg spiste min aftensmad, der bestod af lamakød og pomfritter, kunne jeg leje noget udstyr. Jeg valgte at leje et par steigeisen og en isøkse.

Parinacota bestigning, dag 1: Min kammerat Lars var desvære lidt syg, vi vidste ikke hvad han fejlede, men han havde af og til noget feber, så han kunne ikke være med til bestigningen. Alene tog jeg afsted, hvilket gjorde det hele noget dyrere. Det kostede hele 40 US$ at køre de 25 km. i jeep fra Sajama by til foden af Parinacota, og altså 80 $ ialt, det er jo sindsygt i et ellers meget billigt land!! På de 25 km. lykkedes det at løbe tør for benzin, sidde fast i sandet et par gange, og så smadrede chafføren også lige koblingen, som han dog fik fikset igen, og der var ekstra benzin med på taget. Alt dette kunne ikke overraske mig mere, når det gælder transport, skal man være forberedt på det værste i Bolivia, hvilket vi jo i hvert fald selv erfarede flere gange.

Udover dette havde jeg også hyret en guide, da det kan være farligt selv at give sig i kast med et bjerg af denne kaliber. Han var kun 20 år, men kostede også 40$ om dagen. Han havde dog besteget Parinacota et par gange, og også den nærliggende vulkan, Sajama (6542 m), det højeste bjerg i Bolivia. Han havde ovenikøbet været med til at spille fodbold på toppen af Sajama i 2001, hvilket selvsagt er verdensrekord for fodbold i højden!!

Tilbage til bestigningen. Vi ankom i jeep til 4600 meter kl. 14. Herfra skulle jeg og guiden gå de 800 højdemeter op til campo alto (High camp) i 5400 meter. Det var vildt hårdt, da jeg både havde telt, brænder, tyk sovepose og en masse tøj med, og luften var meget tynd. Jeg fik dog lokket guiden til at slæbe en smule, da jeg var ved at gå kold på de 40 grader stejle askeskråninger!!

Vi kom til Campo Alto lidt før det blev mørkt, kl. 17.15, lige omkring sne grænsen. Det bliver kulmørkt i Bolivia omkring kl. 18.30. Her nær ækvator går solen meget stejlt op og ned, så der er nærmest ikke noget tusmørke. Om dagen er det lunt, selv på altiplano 4000 meter over havet, men når solen går ned, bliver det enddog meget koldt. Vi fik lavet mad, og var i posen allerede kl. 19.

Parinacota bestigning, dag 2: Det frøs meget om natten, min cola i teltet var stivfrossen ved daggry. Det var meningen, at vi skulle begynde bestigningen kl 5 om morgenen, hvor det var mørkt og meget koldt. Jeg havde dog næsten ikke sovet (typisk i højden) og havde en lille kvalme, så jeg frygtede højdesyge og udskød bestigningen til kl.8. På dette tidspunkt havde jeg stadig en lille kvalme, men besluttede at forsøge mig mod toppen. Fik jeg det dårligere, ville jeg straks fortælle guiden, at vi skulle gå ned.

I 5500 meter tog vi steigeisen under støvlere, og fra nu af var det den rene snevandring på 40 grader stejle skråninger. Det var selvsagt meget hårdt, vi gik på tværs af skråningen (zig zag), men jeg måtte holde pustepause meget ofte. Dette betød, af vi nærmest ikke kom nogle vegne, sådan føltes det i hvert fald. Det er meget vigtigt at have tålmodighed og jernvilje, når man bestiger bjerge, det er en meget langsom proces, et skridt af gangen, men toppen bliver ved med at være langt væk. Vi havde ikke rigtigt været i form i Sydamerika, kørte i bus hele tiden eller spiste burgere og fritter/kylling (svært at få andet), så min form var ikke i top, slet ikke. Vi havde dog været på altiplano i næsten 4 uger, så jeg var meget godt akklimatiseret til 4000 meter, utroligt vigtigt.

Måske var det vildt koldt om natten, men det var næsten uudholdeligt varmt i sneen omkring kl.10, jeg havde lyst til at smide alt tøjet, men vinden (når den var der, det var ok vejr) var kølig. Varmen gjorde det hele endnu hårdere, og skråningen var bare så stejl, så man næsten ikke fatter det, og den blev ved. Den vedvarende konstante hældning er ulempen ved vulkaner, men der er sjældent så mange gletschere, hvilket gør det muligt at bestige mange vulkaner uden brug af reb. Vi havde steigeisen og isøkse med. Man skal passe på ikke at falde og skride ned af de stejle skråninger, dette var eneste faremoment udover højdesyge ved bestigningen. Isøksen skulle bruges til at stoppe sådanne fald, det kom dog heldigvis slet ikke så langt, jeg følte mig ok tryg på skråningen, sneen var god og hård.

Efterhånden tækte jeg på at give op, da jeg hele tiden skulle have pustepause, men hvis jeg havde tålmodighed nok, og kunne undgå højdesyge, så skulle det vel lykkes på et eller andet tidspunkt. Jeg satte et nyt mål, bare at komme over de 6000 meter og slå min rekord fra Kilimanjaro i Afrika. Efterhånden lykkedes dette, og mit højdeur gik i sort, da det kun virker til 6000 meter, et godt tegn. Vi fortsatte den langsomme fremmarch. For at holde mig gående tænkte jeg på min nye lille nevø, Marius. Han skulle ikke have en onkel, der sådan bare lige giver op, og ikke har fightervilje. Dette hjalp mig hele vejen til toppen. Vi ankom kl. 12.15 til kraterranden i omkring 6300 meter over havet. Jeg undgik de store højdesyge symptomer, der plagede mig på Kilimanjaro, og der var en fantastisk udsigt fra toppen mod de nærliggende vulkaner, og ned i krateret, der var fyldt med sne.

Sejrens sødme, maj 2002. Kraterranden af Parinacota.

Nedturen var også slem, jeg var træt, og når man gik ned af den stejle skråning skulle man især være koncentreret for ikke at falde. Vi nåede ned til 4600 meter til kl. 15.30 og kort efter ankom jeepen for at hente os. Det var med ro i sjælen at turen gik tilbage til Sajama landsbyen, min drøm om at komme over de 6000 meter var ført ud i livet.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Bjerge: Der er mange gode egnede bjerge i Sydamerika over 6000 meter, og Parinacota er blandt de nemmeste. Men som nævnt ovenfor er det utroligt smukke bjerg, Huayna Potosi, nær La Paz også en populær mulighed. La Paz har et rigt udvalg af turarrøngerer til bjergtoppe i den nærliggende bjergkæde, Cordillera Real. En sværere mulighed er bjerget Illimani (6460m), der tydeligt ses fra La Paz. I Peru er området omkring Huaraz et mekka for trekkere og bjergbestigere, og her findes nogle af de flotteste bjerge i Sydamerika, blandt andet det fantastisk smukke Alpamayo, der dog lige er under de 6000 meter. Perus højeste bjerg Huascaran ( 6768m) findes også i dette område. I Equador kan bjerget Chimborazo (6267m) være en oplagt mulighed.Udstyr: På Parinacota kan man nøjes med isøkse og steigeisen for sin egen sikkerhed, men på mange andre bjerge vil det også være nødvendigt med reb og klatreudstyr. Gode solbriller og varmt tøj er en selvfølge.Transport: Sajama by ligger nogle kilometer fra asfaltvejen, der forbinder La Paz i Bolivia med Arica i Chile. Man kan stå af ved asfaltvejen og håbe på et lift til Sajama, der er noget langt at gå, men ikke umuligt. En anden mulighed er at tage med bus fra La Paz og sydpå til byen Patacamaya. Her kan man fange små minibusser, der kører helt til Sajama landsbyen. Dette var hvad vi selv gjorde.

En flybillet Sydamerika t/r løber op i omkring 6000-7000 kroner.Sæson: Parinacota kan bestiges året rundt, men i visse perioder kan der være dannet mange ispenitentes på bjerget, som kan gøre en bestigning vanskelig. Jeg tror månederne omkring maj-september er gode, her vil der være et godt og mere ensformigt snedække, da det er umiddelbart efter regntiden.Turarrangører: La Paz har masser af brugbare selskaber eller prøv selv lykken i Sajama parken, hvor der dog ikke er meget at komme efter. Der er egentlig ingen butikker i byen, man kan få lidt mad hos de lokale, og leje lidt udstyr hist og pist. Det er en god ide selv at tage mad med til Sajama, da man ikke kan få meget andet en lokalt lamakød, og jeg synes personligt ikke det smagte fremragende, og det var sejt.

Huaraz

La Paz

Litteratur:

Lonely Planet Bolivia  online rejseguide

Andes.org.uk  info om alle bjerge i Sydamerika over 6000 meter

 

 

The End……….  

Drømmen om de 6000 meter (1.del)

Drømmen opstår: Drømmen om at komme over de 6000 meter opstod vel næsten lige efter, at jeg i sommeren 2000 havde besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der med sine 5895 meter lige akkurat ikke nåede op over denne grænse. Dengang havde jeg været på toppen sammen med min studiekammerat Lars, og da vi to i 2001 så småt begyndte at planlægge en længere tur til Sydamerika til foråret 2002, var en bestigning af en 6000’er inde i billedet med det samme.

 

Efter at have besteget det højeste bjerg i Afrika, ville det selvfølgelig også være en drøm at stå på toppen af det højeste i Sydamerika, Aconcagua på 6962 meter. Men der var dog visse begrænsninger. Den ene var økonomien, vi skulle være i Sydamerika i 3 1/2 månede og også et smut til USA, så budgettet var ikke så stort. En anden begrænsning var vores tekniske kunnen. Vi havde ingen erfaring med teknisk bjergbestigning, så vi skulle finde et bjerg, der ikke krævede den store bjergbestignings ekspertise og samtidig et bjerg, der kunne bestiges med få penge på lommen.

Aconcagua skrinlægges: Med disse forbehold blev det klart, at Aconcagua ville blive for dyrt for os, og måske også for krævende. Godt nok er Aconcagua sandsynligvis det højeste bjerg i verden, der kan bestiges uden den store tekniske kunnen, men bjerget er højt samt meget koldt og blæsende. Det ville kræve en del dage og en del udstyr at give sig i kast med dette bjerg, og dette ville bringe de samlede udgifter op på et niveau, som vi ikke kunne magte, med alt det andet vi skulle i Sydamerika. I stedet besluttede vi os for at foretage et trek for foden af Aconcagua og kigge os om efter et andet egnet bjerg over 6000 meter at gå i krig med.

 

Cerro Aconcagua

 

Den mægtige sydvæg på næsten 3000 højdemeter

 

 

 

 

 

 

Foto: Marts 2002 (LN)

 

Sydamerikas fordele: Hvis man ikke kender til teknisk bjergbestigning, men alligevel har en drøm om at komme over de 6000 meter, så har man måske de bedste muligheder i Sydamerika. Der er mange vulkaner over de 6000 meter, og vulkaner er typisk mindre krævende teknisk end egentlige bjerge. Dette skyldes vulkanernes symmetri, der eksponerer sneen mod solen, og der er ikke så mange læpunkter, hvor sneen kan fyge sammen. Dette bevirker, at gletscherdannelse ikke er så fremtræden på vulkaner som på bjerge. Kan man blive fri for gletschere og ekstremt stejle passager, så kan man også undgå at bruge reb og kende til rebteknikker. En anden fordel i Sydamerika er klimaet. Dette gælder i hvert fald for de toppe, der ligger i Andeskæden på grænsen mellem det nordligste Chile og Argentina, og på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger nemlig den knastørre Atacamaørken, hvormed vejret ofte er godt og stabilt og snemængden på bjergene er begrænset. Snegrænsen ligger faktisk normalt helt oppe ved 5500 meter over havet og nogle steder næsten 6000 meter på nordvendte skråninger.

Volcan Licancabur. 5916 meter, men næsten snefri på nordsiden

En tredie meget stor fordel i dette område er højplateauet, der strækker sig fra det nordligste Argentina og til det sydligste Peru, og som dækker en stor del af det vestlige Bolivia. De fleste vulkaner i dette område rejser sig op fra dette plateau, hvilket betyder, at højdeforskellen mellem base og top “kun” er på ca. 1500-2000 meter. Der er altså gode chancer for at få en optimal højdeakklimatisering, hvilket er så super vigtigt, når man skal bestige høje bjerge. Et par uger på højplateauet og man er godt rustet.

Udvælgelse af det rette bjerg: Med denne viden gav vi os i kast med at kigge efter nogle gode egnede vulkaner eller bjerge i det omtalte område. I det nordlige Chile på grænsen til Argentina fandt vi vulkanen Ojos del Salado, der med sine 6893 meter skulle være verdens højeste vulkan, og det andet højeste bjerg i Sydamerika efter Aconcagua. Vi kunne læse os frem til, at vulkanen ikke skulle være specielt teknisk, og snemængden var ikke af betydning. På den negative side var dog vulkanens afsides beliggenhed og problemer med en ordentlig akklimatisering. Det tiltalte os dog meget at komme til at stå på toppen af den højeste vulkan, men alligevel endte vi med at finde en mere egnet kandidat i Sajama National Parken på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger 4 høje vulkaner på over 6000 meter lige ved siden af hinanden i nærheden af den asfalterede hovedvej mellem Arica i Chile og La Paz i Bolivia. Tilgængeligheden var altså god, og samtidig rejste vulkanerne sig op fra et 4200 meter højt plateau, hvilket kunne give en god akklimatisering. Området passede også perfekt med vores planlagte rutevalg i Bolivia, idet vi ville kunne akklimatisere på det høje plateau i Bolivia i en 3 ugers tid før vi ville tage til Sajama parken.

I Sajama National Parken kunne vi vælge mellem Sajama på 6542 meter (Bolivias højeste punkt), Parinacota på 6340 meter og Pomerape på 6220 meter. Sajama er en kæmpemæssig vulkan, men kræver en smule teknik. Parinacota derimod blev jeg forelsket i ved første øjekast. Sjældent har jeg set en så flot og symmetrisk vulkan med et nydeligt hvidt snedække de øverste 700-800 meter. Tilmed skulle Parinacota også have et stort flot krater, som man kunne se ned i. Sagen var klar, i marts 2002 rejste vi til Sydamerika med den forventning, at det var Parinacota, der skulle få vores drøm til at gå i opfyldelse.

Volcan Parinacota, 6340 meter.

Nye overvejelser i La Paz: Vi ankom til La Paz, Bolivia i starten af maj 2002, hvor vi ville kunne opbevare nogle af vores ting, mens vi ville tage en afstikker til Sajama Parken. I La Paz forhørte jeg mig om priser og muligheder for at bestige et bjerg over 6000 meter. De fleste bureauer anbefalede, at vi i stedet skulle forsøge os på bjerget Huayna Potosi (6088m), der ligger i bjergkæden Cordillera Real tæt på La Paz. Dette kunne gøres for rimelige penge omkring de 125 US$ per person. Ture arrangeret fra La Paz til Sajama Parken med eventuel bestigning af Sajama eller Parinacota ville blive noget dyrere, især som følge af den længere transport fra La Paz. Og mulighederne for at arrangere bestigninger fra selve Sajama Village i Sajama National parken skulle ikke være så gode. Det skulle være svært at opdrive engelsktalende guider i den lille by, og udbuddet af udstyr ville være begrænset. Under alle omstændigheder ville vi tage ned til Sajama parken, da det skulle være et flot sted, og i hvert fald mindst lave et trek i området. Så kunne vi altid tage tilbage til La Paz og forsøge os på Huayna Potosi, der jo også er over de 6000 meter. Med denne plan tog vi med bussen mod Sajama Village, hvor vi allerede fra over 100 kilometers afstand kunne se de sneklædte vulkaner knejse mod en dybblå himmel. Det kildede i min mave med de utroligt flotte udsigter, der var noget stort i vente.

To be continued…………………

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.

“Be ready for Downhill Madness, it’s a lifetime experience”

Langs Mexikos vestkyst

Bevæger du dig ned langs Mexikos vestkyst mellem Manzanillo og Lazaro Cardenas, kan du med al sandsynlighed finde dig din helt egen private paradisstrand.
Selv om området ikke optræder i guidebøgerne, er det absolut værd at udforske, og bevæbnet med telt, myggenet og en anelse kendskab til det spanske sprog er netop denne strækning et paradis for camping, bjergvandring, fiskeri og unikke natur- og dyreoplevelser. Nedestående artikel vil beskrive fire af kystens små ukendte strande; Colola, El Faro, Maruata og Manzanilla.

På ovennævnte cirka 300 km. lange kyststrækning finder du ingen store luksushoteller, vandscootere og larmende diskoteker. Kun små charmerende landsbyer, samt kilometervis af strand, skov, bjerglandskab og vildfarne æsler. Fra bittesmå  butikker kan du få diverse fornødenheder, og derudover kan du selv klatre op efter dine egne kokosnødder og fange dine egne fisk og hummere med hjælp fra de lokale fiskere. Selv tilbragte vi tre fantastiske uger på den 6 kilometer lange, øde strand, Colola, og derudover besøgte landsbyerne Maruata og El Faro og camperede yderligere nogle dage på en lille afsides strand ved navn Manzanilla.

Colola
“Colola” betyder på den lokale dialekt “gul skorpion”, hvilket man kan se en umiddelbar logik i, idet man på Colola strand møder temmelig mange af disse. De livsfarlige skorpioner, de utilregnelige understrømme samt strandens uvenlige, tornede vegetation gør, at Colola nok aldrig vil komme på listen over “paradisstrande”.  Men ser man bort fra det, er Colola helt unik. Ikke alene er den vidunderlig smuk, som den ligger omkranset af frodige bjerge og beboet af et mylder af farverige sommerfugle. Den er også en af verdens sidste ynglesteder for den udryddelsestruede sorte havskildpadde. Vores mål med opholdet på Playa de Colola var derfor netop at deltage i et projekt til skildpaddernes beskyttelse. Projektet ledes af den mexikanske organisation Vive Mexico, og opholdet skulle vise sig at være en helt unik oplevelse.

Arbejdet med skilpadderne foregår om natten og i de tidlige morgentimer, hvor man sammen med lokale “spejdere” (patruljeros) tilbringer timevis med at overvåge skildpadderne mens de graver deres redehuller og lægger deres æg. Bagefter bliver skildpadden målt og mærket, før den langsomt maver sig tilbage til Cololas frådende bølger. Vores opgave var desuden at grave æggene forsigtigt op og sikre at de blev transporteret til den nærmeste “vivero” – skildpadde vuggestuen – hvor æggene overvåges og beskyttes til de klækkes efter cirka 6 uger. Når æggene klækkes samles skildpadderne sammen og følges ned til vandet. Herfra må de små skildpadder klare sig selv.
Arbejdet med skildpadderne er tvingende nødvendigt, idet både skildpadderne og deres æg er eftertragtede som delikatesser og afrodisium. Og ender æggene ikke i hænderne på lokale æggetyve, så sidder hunde og rovfugle klar til at frådse i skildpadderederne, inden de nogensinde får en chance for at nå vandet.

Det er forbudt at opholde sig på Playa de Colola, hvis man ikke har til formål at arbejde med skildpadderne. Alle former for lys og larm er desuden forbudt på hele stranden, og overholder man ikke dette, kan man blive arresteret af det lokale politi, som hyppigt frekventerer stranden med meget store maskinpistoler! Det er muligt, at man kan få lov til at overnatte en enkelt nat i lejren, hvis man medbringer eget telt – men man kan ikke regne 100% med det. Det er heller ikke sikkert, at man får lov til at gå på standen om natten, hvor skildpadderne kommer. Det er derfor kun muligt at opleve skildpadderne på Colola, hvis man deltager i Vive Mexicos projekt.

Biologerne fra Vive Mexico er til stede på Playa de Colola cirka fem måneder om året, hvor de benytter sig af frivillig arbejdskraft til arbejdet med skildpadderne. Skulle man have lyst til at deltage i projektet, kan man kontakte Vive Mexico (www.vivemexico.org) eller Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark, som kan formidle kontakt. Det er ikke gratis at arbejde for Vive Mexico. Man betaler 210 US dollars ved ankomsten, men til gengæld er kost og logi inkluderet. Der vil også blive arrangeret diverse udflugter som f.eks. bjergvandringer eller ture til nærliggende strande om byer. Der er også mulighed for mindre spanskkurser hos den lokale skolelærer.

Det er nok vigtigt at tilføje, at forholdene i lejren er meget primitive, samt at arbejdet kan være hårdt. Der er hverken elektricitet eller rindende vand og den nærmeste telefon er 1.5 kilometer væk. Der er skorpioner og slanger i området, og hygiejnen kan halte en anelse, da det ikke er muligt at holde noget koldt eller 100% kakkerlakfrit. Desuden skal man at arbejde sammen med den lokale befolkning, hvilket kan være ganske svært, hvis man ikke taler spansk. Dog ikke så svært, at man ikke kan komme omkring det med diverse håndtegn og lyde.
Det er også vigtigt at bemærke, at Playa de Colola IKKE er en badestrand. Bølgerne er voldsomme og understrømmene dødsensfarlige, så hvis du vil bade og fiske, skal du tage til Maruata, Manzanilla eller El Faro.
Men, men… når alt dette er sagt, kan vi kun stærkt anbefale at deltage i Vive Mexicos skildpaddeprojekt. Man får en unik indsigt i området, fantastiske naturoplevelser og det er en god måde at lære det spanske sprog på.

Hvordan du kommer dertil:
Hvis du arrangerer et ophold med Vive Mexico, vil de give dig instruktioner i, hvordan du kommer dertil. Skulle du have lyst til at tage chancen på egen hånd og rejse dertil uden en aftale skal du fra Mexico City tage en bus til Morelia. Fra Morelia skal du tage en bus til Tecoman – der gaar kun en om dagen, kl. cirka 22.00. Med denne bus ankommer du kl. cirka 05.00 om morgenen i Tecoman. Fra Tecoman skal du tage en bus ad “highway 200” langs kysten mod “Maruata”. Bussen stopper flere steder, men kun hvis man beder om det, eller hvis der er folk, der skal samles op. Du skal derfor bede chauffoeren om at sætte dig af ved “Pueblo de Colola” eller “Campamente de Tortugas”. Men igen: husk på at du ikke kan campere på Playa de Colola, og der er ingen hoteller i landsbyen.
Der er dog til tider mulighed for at leje private huse i landsbyen.

El Faro, Maruata og Manzanilla:
Hvis du kan lide at have det hele for dig selv, så er El Faro, Maruata og Manzanilla uden tvivl noget for dig. El Faro er en relativt kedelig landsby der har en tilhørende meget smuk og yderst rimelig badestrand. Fra El Faro kan du med de lokale arrangere sejlture ud til små nærliggende øer, hvorfra du kan fiske, bade og snorkle (pas paa søpindsvin!). Du skal ikke forvente at se farverige koraller, men der er et ganske rigt fiskeliv og mulighed for at se havskildpadder.
Kan du ikke fange din egen aftensmad, eller er butikkerne lukkede, kan du gå ned til den fjerneste ende af stranden, hvor en lokal familie har en – absolut ikke iøjnefaldende – restaurant, som byder på fantastisk fisk. Blandt andet grillet red snapper, kæmperejer i krydret sovs, hummer samt den mexikanske specialitet “ceviche”, som er fisk marineret i chili, lime og koriander.
Der er mulighed for at campere på stranden, hvis du har dit eget telt med. Da vi var der, var der også et hotel, men det var ikke åbent, og det vides ikke, hvornår det er det! Selve El Faro by er en af de større landsbyer efter kysten, men den har ikke meget liv. Det skal dog siges, at vi var der i lavsæsonen, og vi forestiller os, at El Faro er noget livligere i sommerhøjsæsonen. Det gode ved at være der i lavsæsonen er til gengæld, at man har det hele for sig selv. Og det er stort set altid muligt at finde en jukebox der virker, samt en butik der sælger “Corona” eller “Sol” (den lokale øl).

Maruata er en charmerende lille landsby, der som de fleste af landsbyerne på denne strækning primært har huse bygget af træ og palmeblaede. Stranden er smuk og både bade- og snorklevenlig, og man kan campere direkte på standen for omkring 40-50 kr.
Går man ret igennem byen til den fjerneste ende af stranden finder man et større fiskerleje, samt – i højsæsonen – små restauranter.
Det er muligt at arrangere fisketure med de lokale fiskere, og man kan forvente at fange både red snapper, hummere og til tider tunfisk. Bådene kan som regel tage op til otte personer – prisen må man forhandle sig til med de enkelte.
Umiddelbart bag Maruata ligger de frodige grønne bjerge, og man kan spørge de lokale om forskellige ruter, hvis man har lyst til at bevæge sig den vej. Bjergvandringer er især en god ide, hvis man er interesseret i sommerfugle. Netop denne del af Mexiko (Michoacan) siges nemlig at være et af de steder i verden med flest forskellige sommerefuglearter.
Går man op i bjergene anbefales i høj grad at medbringe myggenet samt rigeligt med med myggespray. Området har efter sigende ikke malaria, men derimod to typer af “Dengue feber” som ikke er livsfarligt men kan være en kedelig oplevelse, der kan lægge ferien hen i febervildelser i op til flere dage.

I både El Faro og Maruata kan du få de fleste basale fornødenheder rundt omkring i butikkerne, og i skrivende stund er der også en telefon i begge byerne. Men det er også stort set så avanceret, som det bliver. Husk også at tage højde for den daglige siesta, der betyder at alt er som regel er lukket mellem 13-16.

 

Mellem Colola og Maruata ligger et utal af fantastiske øde strande uden tilstødende landsbyer. Det er svært at beskrive nøjatigt hvor de ligger, og de vil være lettest tilgængelige, hvis du selv er i bil langs kysten, så du selv kan udforske området. Den strand, vi boede på, hed Manzanilla (ikke at forveksle med storbyen Manzanillo) og enkelte buschauffører vil muligvis kende til den. Ellers er det bare at holde øjnene åbne – den ligger nede af en skrænt cirka 4 kilometer efter Colola landsby.

På strande som Manzanillo er det gratis at campere. Her kan du tilbringe stjerneklare nætter under åben himmel og tage din morgendukkert i det klare havvand – eller i sensommeren i de mange vandfald, der bruser ned af klippesiderne. Er du heldig kan du se havskildpadder der parrer sig – og er du en natteravn kan du måske endda se dem komme op på stranden og og lægge æg. Det sidste sker sjældent, men det skete for os på Manzanilla strand. En ubetalelig oplevelse. Hvis du camperer på disse strande, skal du derfor passe på, at du ikke lægger dig på skildpadderederne – du kan finde dem ved at holde øje med et hul og en forhøjning umiddelbart ved siden af hinanden. Husk at du skal medbringe alt selv, når du camperer her, og check badeforholdene så godt som muligt, da nogle af disse strande, som Colola, kan have meget farlige strømme. Spørg evt. i nærmeste landsby.

Hvordan du kommer til disse strande:
Ingen af de ovenævnte strande er beskrevet i de guidebøger, vi har kigget i, men du skal følge samme fremgangsmåde som hvis du skal til Colola. Alle strandede ligger mellem Tecoman og Lazaro Cardenas, og du kan bare bede buschaufføren om at stoppe.
Hvis du er i egen bil er det vigtigt at bemærke, at der er mange advarsler mod at køre ad “highway 200” om natten på grund af de mange “bandidos”. Det anbefales at køre i de lyse timer. Hvis du alligevel kører om natten, bør du ikke stoppe for nogen.
Tager du bussen skal du følge de samme instruktioner som for at komme til Colola bortset fra, at du skal fortsætte cirka fire-fem kilometer længere ned af kysten. Bed chaufføren om at sætte dig af ved Manzanilla, hvis han ved, hvor det er.

Et vintereventyr i verden.

Det var vel i maj 2002 , at vi bestemte os for, at det var tid til at ændre på det hele. Tid til at sige de kedelige job op, tid til at komme væk fra støjinfernoet på Nørrebro og tid til at gøre op med udsigten til endnu en uendelig dansk vinter. Fra da af samlede vi hver en skilling vi kunne og begyndte at planlægge et verdenseventyr på ubestemt tid. Et eventyr der skulle starte i Mexico, bevæge sig over USA, Canada, Fiji, New Zealand, Australien og Malaysia – for så at ende på Borneo.

Nu er det så blevet oktober 2002. Man mærker at mørket kommer snigende og at kulden kryber ind igennem selv den tykkeste sweater. Det er det perfekte tidspunkt at tage af sted på, netop som den klamme danske vinter holder sit indtog. Den 15. oktober kl. 10.05 letter maskinen fra Kastrup Lufthavn på vej mod Mexico og fra da af begynder vores eventyr.

 

Om os

Daniel, som er englænder og helst kalder sig Dan, er en dygtig og meget erfaren klatrer. Han har klatret i både USA, Sydeuropa, Asien og Skandinavien og er desuden ved at tage en uddannelse inden for miljøvidenskab. Desuden er han en meget habil snowboarder “hobby-linedanser”.
Jeg selv, Stine, er uddannet inden for journalistik og samfundsvidenskab og er meget glad for at dykke. Jeg overvejer blandt andet at tage en dykkerinstruktør uddannelse undervejs. Jeg har derudover nogen erfaring inden for klatring og har stået på ski i mange år.
Vi har begge to rejst en del før blandt andet i Asien, Sinai og Mellemøsten. Tilsammen udgør vi et par, der er glade for rejser og for at kaste os ud i oplevelser, der inkluderer diverse fysiske udfoldelser og naturoplevelser. Museer, by-sightseeing og templer er til gengæld ikke vores største interesse. Vores tur vil derfor primært være koncentreret om at opleve dyr, planter, højder, dybder, solbeskinnede strande og snedækkede bjerge. Og vi vil selvfølgelig forsøge at fortælle om det hele, undervejs.

 

Den foreløbige plan for turen (med stort forbehold for ændringer):

Når vi kommer til Mexico skal vi direkte videre ud til vestkysten, nærmere betegnet en lille strand, der hedder “Playa de Colola”. Den eksisterer ikke på noget kort, vi har fundet endnu, men den ligger i nærheden af Colima og Tecoman. Der skal vi i tre uger deltage i et projekt til havskildpaddernes beskyttelse sammen med godt ti andre frivillige og et hold mexicanske biologer.

 

Derpå regner vi med at tage til Guadalajara og derpå nordøst videre mod Potrero Chico nær Monterrey. Potrero Chico skal efter sigende være mellem de ti bedste klatresteder i verden med ruter på op til 300 meter. Der skulle også være begynderruter, hvilket er fint for mig, der ikke er så erfaren en klatrer. Dan derimod glæder sig som et barn til jul til at prøve kræfter med nogle udfordrende ruter. Muligvis skal vi også til El Paso som byder på flere klatremuligheder samt fantastiske gamle hulemalerier.

Resten af Mexico står foreløbig hen i det uvisse, men vi skal ende i Arizona omkring jul, hvor vi skal besøge nogle gode venner, der bor i Tucson.

I Arizona regner vi med at skulle køre nogle lange ture på motorcykel i ørkenen, ligesom man vel heller ikke må gå glip af Grand Canyon?!

Omkring starten af januar flyver vi til Vancouver i Canada og tager straks efter til Whistler for at bruge en lille måned på at blive endnu bedre til ski og snowboard. Whistler er kendt som et fantastisk skisportssted, blandt andet fordi der er fantastisk pulversne. Om jeg holder mig til ski eller giver mig i kast med snowboarding er endnu uvist. Sidste gang jeg prøvede et snowboard var en smertefuld omgang, men muligvis vover jeg pelsen og giver det endnu en chance.

Fra Canada rejser vi til over Nadi på Fiji. Blot for at få varmen i et par dage inden vi så rejser videre til Auckland i New Zealand.

New Zealand, Australien, Malaysia og Borneo er endnu ikke planlagt særligt nøje. Vi ved, at vi skal trekke i New Zealand, og at vi skal købe os en bil at køre rundt i de seks uger, vi skal være der. Australien står på dykning og koala-klapning etc. På Borneo skal vi, som planen er nu, være i Sabah og Sarawak. Vi skal se en masse naturparker, finde verdens største kødædende plante “Rafflesia” samt givetvis bestige Mount Kinabalu.

Men, som jeg har sagt så uendelig mange gange de seneste par dage: “lad os nu se, hvad der sker”.

Puerto Vallarta, Mexico

Mexico er et stort land og det kan være meget uoverskuelig at finde ud af, hvor man skal tage hen. Jeg havde da også forestillet mig, at jeg skulle til Baja California, som er den ca.1000 km lange tange der strækker sig ned fra USA’s vestkyst. Her skulle være et fantastisk varieret marine liv fra koldvandsfisk i nord, til tropefisk i syd. Men det gik op for mig at Mexico er meget stort og det ville tage flere dag med bus og båd at nå Baja Calafornia. Jeg endte derfor op i turistbyen Puerto Vallarta. Byen ligger i den sydvestlige del af Mexico, altså ud til Stillehavet, og her måtte der da også være noget at se på!
Selvfølgelig fik jeg også en masse gode oplevelser med hjem. Jeg fandt et godt og forholdsvist billigt dykkercenter, som klart kan anbefales. Centeret ligger lidt ude for byen og kan derfor være svært at finde hvis man ikke kender det. Men man får det bedste tilbud hvis man tager der ud, i stedet for at booke ved et bureau i byen. Man skal blot tage en taxi eller bus til plaza del toros (tyre ringen). Her ligger dykkercentret Twin Dolfin lige overfor.

Puerto Vallarta
Der er flere spændende dykkersteder i Puerto Vallarta. Byen ligger ved en stor bugt, omkranset af regnskovsbevoksede bjerge. Bugten er hjemsted for store delfinflokke. De holder nemlig bugten fri for hajer, så deres unger altid er i sikkerhed. Dette gør også bugten interessant for pukkelhvalerne, som kommer her til hvert år mellem januar og maj for at føde deres kalve. Så hvis man kommer i denne periode kan man være helt sikker på at se de store dyr. Det er altså ikke kun under vandet man oplever marine livet, også turene på bådene er det hele værd. Vi så store delfinflokke følge båden, manta rays hoppe over vandet, store stimer af små tun hoppe over vandet med pelikaner og måger sværmende over for at få en godbid. Det mest fascinerende var dog når man så en pukkelhval i det fjerne, sejlede sig ind på den og så ellers vente til den kom op kun få meter fra én. Disse oplevelser var hverdag på båden, og Twin Dolfin gjorde deres bedste for at få alle oplevelserne med på turen. Dykker turene var heldagsture med afgang kl.9.00 og hjemkomst kl.17.00. Med ca. en times sejlads til dykkerstedet hvor man så havde to dyk, med frokost i pausen. Der blev sejlet til forskellige dykkersteder, og jeg vil her beskrive nogle af stederne.

Islas Marietas
Dette var nogle klippeøer som lå yderst i bugten. Her kunne man kunne man bruge mange timer under vandet. Der var alle slag tropefisk, flotte koraller, hummer, konkylier og hvis man var heldig (som jeg var) kunne man se en manta ray komme svævende forbi. Klipperne var fyldt med huler, som strømmen havde lavet, og flere steder kunne man svømme helt igennem klipperne. Selv for nybegyndere var der stor mulighed for at komme ind og kigge i hulerne. Men nogle af hulerne krævede nogen erfaring, da der ikke altid var meget plads at svømme igennem, og strømmen fra bølgerne gjorde, at man måtte vente med at svømme igennem til strømmen kunne føre én.

Men her er helt sikkert spændende dyk for alle niveauer. Det skal dog siges at sigten ikke var fantastisk på denne årstid (marts) højest op til 15m. Der var nemlig meget plankton i vandet, men det er jo dette som gør det muligt at se mantas og hvaler! Temperaturen var behagelig ca. 24C i vandet og ca. 28C i luften. I sommer perioden skulle sigten være bedre, men der bliver meget varmt og fugtigt. De lokale selv syntes den bedste periode var efteråret. Her var vandet stadig varmt og sigten god, og store fisk som blue marlin, sailfish og store tun kom ofte ind i bugten, men hvalerne var der dog ikke. El Morro
Dette var en meget lille klippeø som lå uden for bugten, det tog ca. 1½ time at sejle derud, men det var det værd.

Det krævede dog lidt erfaring, så man skulle spørge efter ture her til, så der kunne samles en lille gruppe af erfarne dykkere til turen. Det spændende ved dette sted var, at der på 38m dybde var en hule man kunne svømme ind i og komme ud igen på den anden side på 16m dybde. Jeg syntes, det er fascinerende med huledykning, der er en helt speciel ro og som på natdyk, ser man kun de ting som lygten fanger, så det gælder om at være opmærksom. Sigten var også en del bedre her, da man var kommet ud fra bugten. Der skulle også være mulighed for at se forskellige hajer, bla. hammerhajer, men så heldig var jeg ikke. Der skulle være et sted endnu længere ude fra bugten, hvor der skulle være større mulighed for at se hajer, men det var sjældent de sejlede der ud, så det nåede jeg ikke at opleve.


Los Arcos

Dette var nogle klipper som lå tæt ved land, så der var ikke så lang sejltid, derfor blev det også brugt til natdykning. Her var et stort drop-off, som startede ved ca. 20m og gik helt ned til 400m.

Det må være fantastisk hvis ellers sigten er god, men desværre var sigten elendig, ikke mere end 5-10m, så man kunne knap fornemme, at det var et drop-off. Jeg var dog der ude på natdyk og her var det smukt. Der var fyldt med hummere i klippesprækkerne. Vi så mange søslanger, søanemoner som kun kom frem om natten og store gopler, med deres lange røde fangarme efter sig. Det meget plankton som var i vandet lyste i alverdens farver når lyset blev slukket. Det var lidt specielt at dykke ned, da der ned til 5m dybde var nogle fisk som ville angribe lyset hvis det var tændt.

Derfor måtte man dykke ned uden lys og blot følge rebet og det samme når man skulle op. Her kan man virkelig sige at man bliver omgivet af mørke.


Majahuitas

Her blev der dykket ved klipperne på land. Stedet lå på den sydlige del af bugten, og her var en lille hyggelig strand man kun kunne sejle til. Her kunne man svømme ind og holde pause mellem dykkene. Vandet her var meget roligt og det var et godt sted for nybegynder og i øvrigt også for snorklere. Det var et godt sted at lede efter spændende dyr i sprækkerne.

Vi fandt en del blæksprutter og en divemaster fangede én, så nu forstår jeg virkelig hvorfor de hedder blæksprutter, vandet blev helt sort omkring os, så meget spruttede den! Vi så søheste, stenfisk og mange små rokker i sandet. Nogle havde også set en hel stime små manta rays. Et hyggeligt og afslappende dykkersted.

Mexico
Dette var så mine oplevelser fra Mexico denne gang. Jeg har før rejst rundt i Mexico. Det er et spændende land med en interessant historie. Landet er fyldt med bygninger og pyramider fra Mayaernes tid. Naturen er også smuk. Her er ørken med kaktuser og stegende hede. Og i det sydlige Mexico finder du regnskov med imponerende vandfald. Så er der jo også verdens største by, som bør opleves, her vil man se fattigdom og forurening som vi har svært ved at forestille os. Men samtidig ser man et fantastisk sammenhold blandt familier, og de fleste Mexicanere er utrolig gæstfrie og hjælpsomme. Efter at have oplevet livet under overfladen i Mexico, har jeg endnu større lyst til atter at komme dertil. Der er jo stadig Baja Calafornien der venter, for ikke at snakke om den østlige del som vender ud mod det Caribiske Hav. Her skulle der være mulighed for endnu mere imponerende huledykning. Der skal nok spares lidt sammen, for disse steder skulle være i den dyre ende af dykkersteder. Jeg kan varmt anbefale Mexico som feriested, og jeg vil skrive igen når jeg kommer hjem næste gang!