Tag-arkiv: Sydamerika

4WD omkring Uyuni

Salar de Uyuni i Bolivia

Der er flere maader at besoege dette fantastisk omraade i Bolivia, men hvis man tager afsted paa egen haand skal man taenke sig meget om. Jeg tog den nemme loesning med en guided tur fra San Pedro de Atacama i Chile. Turen tager 4dage alt er inkl. for omkring 600kr. Man koere i 4WD toyotaer med op til seks passagere i hver bil.

Der findes mange rejsebureauer som starter baade fra Bolivia og Chile. Det er svaert at sige hvilket er bedst, men jeg tog med Estrella del sur, og var godt tilfreds. De fleste biler stopper de samme steder og overnatter samme steder. Der er ikke de store valgmuligheder for hoteller her i oedemarken. Den foerst overnatning var ikke fantastisk, der var ikke noget bad og her var meget koldt i 4300m hoejde. Det er en god ide at drikke rigeligt af coca te, saa man ikke faar problemer med hoejdesyge. Mit andet hotel var dog meget bedere, alt var bygget i salt og gav en behagelig temperatur, sjov oplevelse. Om man overnatter her er forskelligt fra bureau til bureau, saa spoerg. Det er heller ikke alle bureaue der tager afsted til solopgang paa salar de Uyuni, hvilket jeg vil forslaa trods det, at det er tidligt. Se nogle af mine billeder i galleriet!

Landskabet er fantastisk her, fyldt med soer med forskellige mineraler. Mineralerne giver soerne forskellig farver som hvid, turkis, roed og klar blaa. Mange af soerne indeholder ogsaa de mineraler som flamingoer lever af, hvilket betyder du ser i tusind vis af dem! I mange af soerene kan man se spejlbillleder af de smukke bjerge og snebeklaedte vulkaner, som omgiver dem. Det er muligt at bestige vulkaner som er 5900m hoeje, men det kraever traening.

Den mest fantastiske oplevelse er dog salar de Uyuni. Et kaempe omraade paa 1200km2 med salt i op til 10m dybde. Om sommeren er det hele hvidt med toer salt, men om vinteren laegger der sig et tyndt lag af vand, som giver et fantastisk spejlbillede – her kan man faktisk gaa paa havet!! Hvis der ikke er for meget vand kan man ogsaa besoege en lille oe der er midt i omraadet. Her er der kaktuser som er op til 1500aar gamle. Der er ogsaa en ruin af et inka hus, saa allerede den gang krydsede man soen til fods.

En fantastisk tur, som jeg er glad for at have faaet med. Det er ikke for den sarte sjael, der findes ikke luksus og maden er meget basal. Men det er fantastisk smukt og foeles helt rigtigt at leve primitivt i dette natur omraade.

 

 

Dyk paa Galapagos

At dykke paa Galapagos har altid vaeret min droem. Nu er den endelig gaaet i opfyldese.

                          

Jeg maa sige at jeg havde forventet mere. Korallerne er doede og sigten er ok, men ikke fantastisk ca.15m.

Marine livet er derimod helt i top. Jeg naede desvaere kun to dyk, men her saa jeg ogsaa Galapagos hajer, moraener, stimer af baracudaer og bedst af alt kom soeloeverne ned for at lege! Der var flere der ogsaa havde set hammerhajer og mantarays, desvaerre ikke jeg.

                       

Hvis man er paa Galapagos skal man helt sikkert give sig selv et dyk. Der findes cruse der kun tager dykkere med, hvor du ser alt under vand! Dette er dog dyrt nok 15000kr for 7dage. Man kan tage et almindeligt cruse for 2000kr hvor man ogsaa har rig mulighed for at snorkle. Jeg saa naesten lige saa meget da jeg snorklede, men man kommer jo ikke saa taet paa. Hvis man bor i byen Portu Auora kan man tage paa dykker turer for ca.600kr – to dyk med frokost og godt udstyr!

 

aconcagua

hey danmark her er lidt om vores ferie …

vi fik lyst til at blive bjerbestiger for et aar siden men nu har vi tiden til at komme afsted ..
vi starter med at vaelge aconcagua som maalet forsoger at faa lidt hjaelp paa www.outsite.org under forum bestigning af aconcugua kan i se hvilken hjaelp vi fik….
ps helle har aldrig naaet toppen..

saa vi tog bare afsted vores plan var at blive venner med nogle der vidste noget om bjerbestigning i bace camp det maa man sigde at det lykkedes..

acouncagua
vi floj til santagio den 17 feb lejede det nodvendige udstyr sov paa politigaarden da de ikke kunne lide at vi sov paa gaden hehe.
startede inmarcen til confluncia 3600 meter med 30 og 25 kg paa ryggen den 19 feb, ligger ud med at redde os en 1 grads forbraendning i ansigtet der. Solcrem faktor 2 er aabentbart ikke saa god i den hojde saa nu forgaar resten af turen i bratislava (elefanthue) helt daekket af for solen det var meget varmt…
naestedag gaar vi mod bacecamp slaar telt op efter 10 km sammen med nogle soldater naeste morgen gaar vi de sidste 11 km til bace camp plaza de mules i 4300 meters hojde ..
michael er hojde syg fra starten det kommer til at vare ved det meste af turen
da michael har en puls pa 70 hvor alle andre pa bjerget har en paa 125 og hans ild procent er paa under 70 hvor man skal have 85 for at gaa vidre venter vi 2 dage i lejeren hvorefter vi gaar op til camp canada 5000 meter .
nogledage gaar med at vandre op og ned fra canada for at afklimatisere efter en uge ca kommer vi op i nido 5500 meter hvor michael for det meget skidt..
da der bliver varslet meget daarligt vejr den naeste uge vaelger de fleste at forlade bjerget sa nu er vi ca 40 personer tilbage i bacecamp
en del dage gaar med at gemme os i teltet for uvejret hvor vi laver mad og te ..
da det bliver ok vejr igen tager vi en afkimatesirings tur til nido med vores mountainven haiko(FUCK) fra findland han ville sovede oppe saa han har taget en alt for stor taske medhan kan ikke baere den og er ufattelig langsom vi bliver nod til at hjaelpe ham og det ender med at vi aldrig naar at finde nido da det er blevet nat
michael er igen hojdesyg haiko er dehydret og raaber fucking fuck hele tiden nicolai er ude for at finde en stove haiko havde liggene i nido men finder den ikke ..
michael og haiko saetter telt op paa bjerget hvilket haiko absolut vil have gravet et perfekt hul til i snen vi ender med at sove 3 mand i et utroligt lille telt med kun en sovepose vi tommer haikos taske ud paa gulvet for at isolere for kulden da vi ogsaa kun har et liggeunderlag
i ca minus 15 grader hele teltet bliver fyldt med is der hele tiden falder ned i hovdet paa os meget sjov og kedelig nat…
naeste dag starter vi med at bruge 4 timer paa at faa haikos taske op i nido bagefter tager vi til bace camp for at faa kraefter igen vi havde ikke faaet mad og kun meget lidt vand i over 24 timer
naeste dag hos laegen er michael pludeslig afklimateseret saa er vi klar til toppen tror vi..
efter nogle dage gaar vi op til nido igen sammen med haiko som var kommet ned fra nido nogle dage inden da hele lejeren blev evakueret pga daarligt vejr, vi har nu ogsaa vores nye ven mattihas fra tyskland
med vi camper i nido forsoger at komme til berlin 6000 meter dagen efter men michael ender med at ligge i snen og kan ikke komme vidre pga hojdesyge igen.. vi gaar tilbage til nido og sover et par dage , tager derefter til berlin med matthias og hakio .planen er toppen naeste morgen men de andre vil ikke pga daarligt verj nicolai har hojdesyge for forste gang men vi naar alligevel halvejs til toppen som afklimatisering tur. vi for det begge daarligt tager ned i nido for at sove i mathias telt men det meste af lejeren er blaest vaek der har vaeret meget daarligt vejr aabentbart …
vi foresaetter ned til bace camp hvor vi hviler nogle dage .. campen er naesten ved at vaere tom de fleste expidtioner er taget ned fra bjerget .. der er ca 15 klatre tilbage nu..
vi er nu blevet saa gode venner med pladsens laege at han forslaar at vi kan tage toppen sammen han forsogte sidste aar men nogle englaendere havde efterladt deres kammarat 200 meter fra toppen han var bevistlos saa laegen fik reddet ham istaedet for toppen..
med paa vores expidition har vi ogsaa chuck norris fra geo trek en park ranger og der skulle have vaeret en fra mountain rescuepolice med men han kunne ikke naa det alligevel ..
vi tager til nido og efter 2 dage er vejret ok til opstigningen til toppen..
vi starter den 13 marts kl 3 om natten med at smelte sne og lave mad til turen vi gaar kl 5 om morgen .
i berlin giver park rangeren op det er noget daarliger vejr end vi havde regnet med .. vi andre forsaetter efter et lille hvil som forgig med at faa mere toj paa og hoppe rundt for at faa varme i fodderne ..
vi naar til plaza indipendisa hvor der ligger end lille hytte der blev blaest i stykker for nogle aar siden.. fra nu af er der daarligt vejr saa meget blaest at vi nogle gange falder og andre gange ikke kan gaa frem ad vi naar toppen kl 17 om aftenen de sidste 100 meter er michael saa langt vaek pga hojden at han naesten ikke kan gaa og slet ikke taenke saa nicolai staar for navigering .. laegen og chuck norris er gaaet lidt i forvejen vi er utrolig langsomme holder pause hver 10 skridt..
vi er paa toppe i ca 5 min for taget nogle billeder michael har svaert ved at staa op han vil hels bare sove der oppe …laegen er saa glad at han naesten graeder der han ser os komme der op .. chuck norris danser rundt korset der er paa toppen det er 6 gang han er der oppe..
kommer tilbage til til nido sent om natten ..
har det begge super godt .. bruger en ekstra dag i nido inden vi tager ned til bace camp som i mellem tiden er blevet helt tomt for mennesker ca 5 klatere tilbage der bruger igen en dag med mad og kakoe gilde for vi tager ned til confluencia naeste morgen hore vi danskere michael vaelter ud af teltet og hilser paa dem da de forstaar at vi har vaeret paa toppen bliver vi naesten omtalt som guder det ville vaere dejligt hvis det kan vaere lidt endnu hehe..
de tager billeder af os og forklare os at vi maa vaere de yngste fra danmark der har vaeret paa toppen ..saa det maa vi lige prove at finde ud af…
samme dag gaar vi til udgangen af bjerget hvor vi faar et lift til busstoppestedet der ligger 8 km der fra det var virkelig sjovt at kore i bil efter 27 dage hvor vi kun havde gaaet… det gik rigtig staerkt..
ved bussen snakke vi med nogle canaider der sener kommer til at hjaelpe os i iguasus argentina..

nogle dage gaar med at fejre sejeren i mendoza med vin kod whisky og spanske piger som desvaere kun kan scores med et lidt bedre spansk end vi har laert paa bjerget … saa naest plan er at laer spansk..
da vi er ved at sende vores udstyr hjem paa posthuset for vi stjaalet vores vaerdi taske som indholdte begge pas alle id papier naesten alle penge alle biliter til fly og bus og vores kriditkort.. forsoger at faa hjaelp paa konsulatet men konsulaten holder ferie de naeste 6 dage .. da vi har biliter til iguazus forsoger vi at faa lov til at komme med bussen uden vores biliter efter en hel dags overtaleser for vi lov at komme med ..
men bliver pludeslig smid ud af bussen ca 30 kr for vi er der og maa bruge af de 200 kr vi havde for at komme resten af vejen….
da iguzus er en utoligt lille by med et vandfald som tiltraekker turister er der ingen konsulat her … naermeste konsulat er 600 km herfra og vi har ca 140 kr tilbage til mad og vand.. saa vi har ikke raad til bussen eller hvis vi gik ville vi ikke have raad til mad og vand…
vores utrolige daarlige rejseforsikring GAUDA er paa ingen maade interseret i at hjaelpe os..
da vi lober tor for penge er vi nod til at begynde at tigge ved turister…
det gaar utroligt godt ..
vi bruger nogle dage paa at forsoge at krydse floden til brasilien da der en ambasade der overe og vi ikke gider til at kore frem og tilbage
i argentina…
floden hvor der i den ene ende er et af verdens bredeste vandfald er vores maal vi bruger nogle dage paa at tjekke op paa kystpolitiet stromen og finde martialer til vores tommerflaade..
ender med at droppe det da changen for at blive skudt paa vandet er for stor.. en del mennesker fortaeller os om brasiliens politi som vaerene meget skydeglade..
vi tager en bus til konsulatet i tucumun i argentina hvor vi for lavet provisorisk pas som bjarne lover vi kan faa byttet til rigtige pas paa ambasaden i bolivia..hvilket vi finder ud af at vi ikke kan skal betale for nye pas en gang til rimligt dyrt naar de eneste penge vi har er dem vi har tigget os til..
efter tucumon tager vi til bolivia for at finde ud af at togene er blokeret da vi er traet af busstationer beslutter vi os for at gaa til santa cruz 540 km af jernbanesporet..
det er en rigtig hyggelig tur de fleste byer har aldrig haft gringoer paa besog for saa alle steder forfolger born os og naar vi sidder og laver mad sidder hele byens born omkring os..
i en by er der en restautor der invitere os ind vi sover hos ham i 3 dage rigtigt hyggeligt vi gaar vider men nicolais skinneben har det meget daarligt.. og han har mange vabler hans lille taa har faktisk ikke noget hud tilbage.. det regner meget isaar om natten og vi er meget plaget af myg… vi har kun vores lufthansa taepper at sove med…
vi fanger et aesel som michael rider paa noget tid saa prover vi begge men det vil den ikke vaere med til …
saa det endte med at vi fik bundet vores tasker op paa den saa kunne den baere dem hehe..
nicolais fod er nu saa skidt at vi er nod til kun at gaa 20 km om dage eller tagde en bus til santa cruz
da michael ikke kan forholde sig til kun at gaa 20 km om dagen tager vi en taxi fra naermeste by til naermeste bus station og kore til santa cruz hvorfra vi tager til den falske hovedstad la paz..
for at faa ordnet pas og faa send et nyt kridit kort vi lever stadigvaek af de penge vi fik tigget os til det er snart en maanede siden..
vi regner med at have faaet de sidste ting fra dk om ca 10 dage saa tager vi mod perus regnskov for at finde nogle indianer at haenge ud med saa nicolai kan faa hans drom om at jage anakondaer opfyldt…
der har vi faaet god hjaelp af hans erik rasmusen www.hans-erik-rasmussen.dk
i la paz for vi tiden til at gaa med at lege i grotter der ligger lidt ude for byen forsoge at komme ned i kloark systemet og gaa i spansk skole desuden kore vi michaels boksetraenings program hver morgen…

tjeck vores blog om resten af turen www.vovedrengene.jubiiblog.dk

Mount Victory Camp

Midt i St. Croixs fanstatiske natur finde man Mount Victory Camp, som et overnatningssted for backpackere.


Restauranten

 

Stedets restaurant/bar er det prefekte samlingssted efter en lang dags vandring. Stedet danner også rammen som søndags ‘Camp cook-out’ hvor der serveres helstegt pattegris til tonerne fra et lokalt band.


Overnatning.

Stedet giver mulighed for overnatning i historiske omgivelser. Billedet ovenfor viser hvorledes indkvartering er bygget ind i en gammel slaveskole, bygget af Peter von Scholten.


Overnatning.


En af de mange skildpadder som lever i området.

Der er også muligheder for at overnatte i en teaktræs bungalow.


Bungalow


Køkkenet i bungalowen.


Sovepladserne.


Senge med myggenet.

Fra campen er der mulighed for vandring, ridning, ture på mountain bike osv.

Alt i alt kan jeg varmt anbefale stedet.

Læs mere på: www.mtvictorycamp.com
 

Det rige bjerg

Over verdens højest beliggende by, Potosí i Bolivia (4070 m), troner
Cerro Rico, det rige bjerg. Rigt fordi det gemmer på kolossale
mineralressourcer, heriblandt masser af tin og sølv. Spanierne gav bjerget navnet for flere hundrede år siden fordi de udvandt netop sølv af det, eller
rettere, indianere og importerede afrikanske slaver gjorde det for dem.
Millioner har efter sigende måttet lade livet pga. ulykker, sygdomme og
lignende forårsaget af det risikable og næsten umenneskeligt hårde
arbejde i minen.
Idag er forholdene anderledes: Nok sætter ihærdige desperadoer stadig
livet på spil i håb om at ramme den store sølvåre, men de gør det nu af
egen fri vilje. En minearbejder kan med lidt held tjene flere gange så
meget som gennemsnitslønnen i Bolivia, men det koster. Selv om han slipper
for ulykker, kan han dog ikke undgå på et eller andet tidspunkt
i sit liv, oftest når han er midaldrende, at udvikle en lungesygdom der
hæmmer hans lungekapacitet betragteligt. Alligevel myldrer minen med
arbejdsomme, senede mænd der, i et tempo en dansk kommunalarbejder ville have svært ved at forholde sig til, hakker, skovler og sprænger sig vej
videre og videre ind gennem de snævre gange og skakter.
Besøgende har imidlertid også adgang til minen, i følge med en guide,
og det er her jeg kommer ind billedet.

En dag med slud og regn i evigt kølige Potosí begav jeg mig sammen med
nogle amerikanske backpackere og en guide op til minen. Guiden var selv
tidligere minearbejder og kendte således det komplicerede system af
gange og skakter som sin egen bukselomme.
Enhver tur til minen begynder lige neden for den, ved det såkaldte
miners market. Her skulle vi købe gaver til arbejderne som tak for at

vi måtte besøge dem. Gavernes karakter vidnede om at modtagerne var et

barsk folkefærd; vores guide rådede os ikke til at købe f.eks. frugt,
frisklavede sandwiches eller lignende, som markedet ellers bugnede med,
men i stedet cocablade, 97 % alkohol og nitroglycerin med tilhørende
tændsatser. Spritten bruger de om fredagen når de skal fejre en vel
overstået uge, cocabladene tygger de konstant for at undgå tidlig udmattelse
og nitroglycerinen bruger de naturligvis til sprængninger i minen.
Med disse varer i bagagen blev vi nu kørt op til minen. Ved indgangen
mødte vi allerede de små mørke arbejdere. De kom med jævne mellemrum
susende ud af det lille runde hul på deres tipvogne. Der løber skinner
gennem alle minens gange, så minearbejderne kan transportere deres råsølv
eller tin på hjul. Da vi blev bedt om at påføre os vore hjelme og tænde
for pandelamperne, gik alvoren op for os; vi skulle nu begive os ind i
det tilsyneladende uigennemtrængelige mørke hvorfra vi havde set
minearbejderne suse ud på deres vogne. I starten var der højt nok til at man
kunne gå oprejst, dog med bøjet nakke, men senere vekslede loftets
højde. Nogle gange kunne man gå, andre gange måtte man kravle. Undervejs
stødte vi på arbejdere der i tavshed stod og hakkede eller skovlede i et
rytmisk tempo. Stilheden i minen var påfaldende, det føltes som var man
langt under jorden og ikke i over 4000 m’s højde. Det eneste der af og
til brød stilheden, var bragene fra nitroglycerinen som fik støv og småsten
til at rasle ned i hovedet på os fra det ikke særlig velholdte loft. Vores guide
forsikrede os imidlertid om at vi var helt uden for fare: Eksplosionerne
blev udført et helt andet sted end der hvor vi var, men de fornemmedes altid
på en eller anden måde i hele minen.
Den enkelte dynamitstang vi hver især havde, kunne vi give til hvem vi
nu ønskede. Minearbejderne er ikke ansat af nogen, de arbejder for sig
selv. De kan dog også vælge at indgå i et sjak. Gør de det, er der
naturligvis større chance for gevinst, men til gengæld skal den så deles.
De arbejdere der er heldige at få dynamit af en af de besøgende, er godt
stillet den dag. Ikke alle har mulighed for at sprænge dagligt.
Når arbejderne kommer ud af minen efter endt arbejdsdag, sælger de
høsten af deres anstrengelser til raffinaderier der ligger lige udenfor.
Her afgøres det om det har været en vellykket dag eller ej. Nogle går
hjem med næsten ingenting, mens andre viser sig at have været særdeles
heldige. En af Bolivias rigeste mænd er således en tidligere minearbejder
der for få år siden ramte en kolossal åre.

Ude af minen igen måtte jeg knibe øjnene sammen pga. sneens refleksion
af solen. Efter 3 timer i mørket føltes det som om jeg havde siddet i
en mørk biograf bortset fra at jeg var kulsort og øm i led og lemmer
efter al den kryben og kravlen gennem lave gange og snævre skakter. Jeg
misunder ikke arbejderne at de skal slide under de forhold i 8-10 timer
dagligt uden andet end væske og cocablade.
Jeg satte mig ind i jeepen og lod mig mageligt transportere tilbage
til Potosí. Jeg nikkede vist lidt med hovedet.

Trekking på St. Croix

St. Croix kan byde på meget mere end endeløse strande. Der er faktisk også nogle fantastiske muligheder for at vandre.

Vi var ude at vandre med Ras Lumumba fra AY-AY Eco Hike & Tours.

Turen vi var på hed ‘The Heights of St. Croix’. Turen tager en 3,5 til 4 timer og tager en over øens højeste ‘bjerge’ Mt. Eagle og Blue Mountain.

Fra diverse toppe og højdedrag er den en fantastisk udsigt over øen.

Turen går af små stier gennem junglen.

Undervejs på turen fortæller Ras om de lokale blomster og planter.


Et af de mange udstigtspunkter

 


Område hvor der tidligere blev dyrket sukkerrør

Undervejs er der udsigt til de mange flotte strande.

Turen tager en forbi de gamle sukkerplantager.


En gammel sukker mølle


Ras Lumumba

Ras Lumumbas brochure:

Jeg kan varmt anbefale Ras Lumumba hvis I skulle have lyst til vandre på St. Croix. Han har en ufattelig stor viden om naturen og kan arrangere ture lige fra et par timer til flere dage med overnatning i naturen.

Kontakt info:
Ras Lumumba Corriette
P.O. Box 2425 Kingshill, St. Croix VI 00851
Virgin Island
USA

tlf.: 340.772.4079
Mobil: 340.277.0410
E-mail: eco@viaccess.net

God tur!!!

 

Buck Island – St. Croix

Snyd ikke jer selv for en dejlig sejltur til Buck Island hvis I kommer til St. Croix, Dansk Vestindien.


Buck Island set fra St. Croix


Oversigtskort over Buck Island

Generelt
Buck Island er en ca. 19.000 ha. stor national park, hvoraf de ca. 18.000 er under vand. Buck Island blev først beskyttet i 1948 og senere udnævnt som nationalt monument i 1961.

National Parken er så absolut et besøg værd og kan besøges som enten en halvdagstur eller som en heldagstur.

På heldagsturen sejler man først til øens vestkant, hvor man kan få afprøvet sit snorkeludstyr og ofte møde den venlige rokke Sammy som nyder godt af godbiderne fra turbådene.


Rokken Sammy

Efterfølgende sejler man om til øens østkyst hvor der er mulighed for at snorkle på koralrevet som er en stor del af National Parken.


Koraller omkring Buck Island


Hjerne koral


Oversigtskort over national parken Buck Island


Snorkling på revet

Efter at have snorklet ved Buck Island sejler man tilbage til en af strandene på St. Croix, hvor der så bliver serveret grillmad.

Alt i alt en meget dejlig oplevelse hvor man får mulighed for at snorkle et lidt bedre sted end på de mange strande på St. Croix.


Du kan tage til Buck Island med Big Beard’s
www.bigbeards.com

 

St. Croix udfordrer dig fysisk

Cormorant strandhotel ligger rigtigt godt centralt paa St. Croix og med egen strand ca. 6 kilometer fra hovedstaden Christiansted. Men en rejse til St. Croix og Cormorant er langt mere end strand, palmer, sand, sol og tropiske drinks. Cormorant Beach Club er saa absolut en af de mere afslappende oaser, hvor du kan vaere dig selv, men alligevel nyde godt af et venligt personale, der er klar med de gode hemmeligheder. De gode hemmeligheder er de nyheder, der gemmer sig i maengden af events, og som ofte er der man kommer ind under “huden” paa sit rejsemaal.


Strand og hotel.

Ja, du befinder dig paa et afslappende hotel, der har formaaet at blende sig ind i den caribiske natur, et hotel, der ikke forstyrrer skoenheden, et hotel, der bevarer den lokale aand. Men du skal ikke langt for at opleve et rigt oe-liv med hiking, camping, lokal dans, den originale quelbe musik, golf, tennis, dykning, kayak, snorkling, ridning paa stranden og i regnskoven. Det er ikke blot golf, men golf paa en af caribiens smukkeste golfbaner, Carambola, som omringes af de frodige bjerge, hibiscus og bouganvillea, palmer, og flere hundrede aar gamle traer. Der er to andre golf baner paa oeen, lokaliseret oestpaa i det mere toerre klima, nemlig Buccaner og The Reef Golf Club. St. Croix er lig med aktiv ferie, eller lad det vaere skrevet, at St. Croix tilbyder mere end, hvad der kan naas paa 14 dage…. afhaengig af dine interesser naturligvis.

St. Croix er et paradis for dig, der oensker fysiske udfordringer naar du rejser. Vandreture i bjergenene med udsigt til det caribiske hav, naar du endelig er deroppe, hvor du ikke moeder mange paa din vej. Efter en god varm vandretur deroppe gaar turen ned, og det er bare fantastisk endelig at naa ned til oeens naturlige pool indkredset af klippevaeg og med boelgerne brusende indover dig. Her kan du snorkle, som saa mange andre steder paa oeen.

Midt i vores semi-regnskov ligger Mount Victory Camp, en eco-campingplads med delvist aabne hytter bygget smukt ind i landskabet og blandt andet bygget ind i en af Peter von Scholtens ruiner af hans 8 skoler.

Det er omfangsrigt at naevne alle udfordringer, men udover de allerede naevnte er der oeens jeep safari, som kan tilpasses dit temperament. Adrenaliet behoever ikke spares, hvis du oensker et sus paa de ofte ufremkommelige veje. Ofte afhaenger dette dog af vejr forholdene, et voldsomt regnskyl kan krydre turen gevaldigt. Udover at laere oeen at kende fra punkter, der ikke ellers er muligt, deler vores lokale chauffoer ogsaa ud af sin omfangsrige viden.

Paa stranden ved Cormorant vraelter i oejeblikket de store, smukke, gumpetunge skildpadder (100-200kilo) op og laegger deres aeg. Senere naar aeggene udklaekkes flokkes i 100-vise smaa skildpadder mod lys og stoej. Foer var det maanen, stjerner og havet, der kunne guide dem. Nu er det hotellets stoej, gaester og belysning, der tiltraekker dem, hvorfor gaesterne ofte befinder sig i faerd med at vise de ubehjaelpelige smaa paa rette vej mod havet.

Pelikaner strejfer over strand og pool og venter paa det rette oejeblik til frokosten er lige der, hvor den er nemmest af gaa til. Se mere paa vores hjemmeside og skriv endelig, hvis du har spoergsmaal angaaende vores tilbud, aktiviteter, St. Croix som rejsemaal, m.m.

Discover Scuba

Har du tænkt på om dykning er noget for dig eller kunne du blot tænke dig et specielt minde fra en ferie, så er Discover Scuba noget for dig.

Discover Scuba foregår på følgende måde:
1. Lidt teori.
2. Træning i poolen.
3. 1-2 dyk i havet med en instruktør.

1. Teori.
Først får du lidt teori om hvad det vil sige at dykke, samt hvad det er man skal være forsigtig med. Endvidere gennemgår instruktøreren hvordan dykket kommer til at foregå. 


Teori ved poolen.

2. Træning i polen.
Efterfølgende er det tid til at komme i poolen. Her lærer du at bruge udstyret.


Træning i poolen.

Du lærer alle de ting du skal kunne for at kunne dykke, så som:
– At puste luft i din vest, samt at lukke det ud igen.
– At tømme dit mundstykke for vand.
– At samle dit mundstykke op igen, hvis du skulle være så uheldig at tabe det.
– Og som nok det vigtigste så lærer du at trækkevejret under vand med mundstykket. Det føles lidt underligt i starten, men man vender sig hurtigt til det.


Mere træning i poolen.

3. 1-2 dyk i havet med en instruktør.
Så er du klar til at dykke i havet.


Dykning i havet.

Praktiske oplysninger:
Et Discover Scuba tager ca. 6 timer, lidt afhængigt af hvor langt der er ud til dykkerstedet.
Et prøve dyk koster ca. 90 US$ (115 US$ med 2 dyk).
Hvis du er blevet bidt af dykning kan du efterfølgende tage et 1 dags kursus, så må du efterfølgende dykke med en divemaster.
Eller du kan tage et PADI open water kursus, så kan du selv tage ud at dykke med en anden dykker.

Ovenstående prøvedyk er fortaget på St. Croix, Dansk Vestindien.
Dykket blev gennemført af firmaet St. Croix Ultimate  Bluewater Aventure.


Besøg deres hjemmeside på: http://www.stcroixscuba.com/

 

Mexico fra nord til syd i bil.

I skrivende stund sidder jeg i Cuyutlan i Mexico, en lille søvnig badeby, der har sin højsæson i December måned. Det er juli måned, parasoller ne er slået ned, og byen er gået i hi, indtil turisterne om fem måneder igen rykker ind, og vækker byen til live. Det er et dejligt sted, her hviler en ro, og bølgernes brusen er det eneste der forstyrrer stilheden…..Hvis jeg vel og mærket ikke havde valgt, at tilbringe aftenen i baren på Hotel Fenix. Hotellet ejes af en ældre amerikaner, der styrer stedet iført hawaiiskjorte, og med en marqarita i den ene hånd. Han siger ikke meget, men lader sig dog rive med af musikken, når han i ny og næ kender teksten til blues musikken, der spiller fra barens højtalere.

Med andre ord, det er det perfekte sted at fordøje oplevelserne fra de sidste to måneder. Jeg bestiller en Cuba Libre i baren, og forsøger at finde ord der dækker indtrykkene indtil nu, det lykkes ikke. Det er i dag præcis to måned siden, jeg startede Pan-America Ekspeditonen i Alaska, og når jeg kigger tilbage på rejsen, føler jeg mig overvældet. Der er en eller anden tilfredsstillelse i at bevæge sig henover landjorden, i stedet for at opleve verden i små usammenhængende bidder. Det er som at se en film i sin helhed, i stedet for små afsnit, hvor du alligevel aldrig får set dem alle.

I dag har jeg kørt gennem frodige bjerge i regionen, med kokospalmer svejende langs vejen, små mexicanske byer, der ligger øde hen, når solen står højest og folk holder siesta. For bare to måneder siden, frøs jeg i min sovepose i Alaska og var omgivet af arktisk tundra. Det er en mangfoldig verden vi lever i, og jeg føler mig privilegeret over, at opleve den.

Tour Culture Adventure gennem Mexico.

For snart to uger siden, rullede vi over den Mexicanske grænse ved Tijuana, og når jeg siger vi, så mener jeg Wim fra Belgien og Steffen fra Danmark, som lavede sin billet om for at følge karavanen et stykke ned gennem Mexico. Jeg samlede begge to op i San Francisco, og holdet har nu været sammen de sidste 14 dage, 24 timer i døgnet. Det kan til tider være hårdt, at tilbringe så m eget tid sammen med fremmede, du aldrig før har set, man lærer en god position tolerance, og også, at det er vigtigt, at tage nogle dage, hvor man laver noget hver for sig, og dyrker sine forskelligheder.

Nå, tilbage til Tijuana. Ved grænsen oplever jeg, at vi nu ikke længere er i den vestlige verden. Det tager det meste af formiddagen, at få formaliteterne i orden på grund af bilen. Først kører vi over grænsen uden problemer, derefter skal vi have lavet forsikring på bilen, visum fordi vi er i egen bil, som selvfølgelig skal betales et andet sted i byen. Herefter skal vi have taget kopier af alle blanketterne (et nyt sted), hvorefter vi går til et motorkontor, hvor vi udfylder en indførelsesblanket på bilen. Endelig kan jeg sige “hasta la vista” til skrankepaverne, og med de nyerhvervede tilladelser i hånden, tænker jeg, at det nok skal blive “sjovt”, at krydse yderligere ti grænseovergange den næste tid.

Jeg når lige at kigge mig omkring i Tijuana der ligger klods op af den amerikanske grænse og som er legendarisk for sit natteliv. Tijuana besøges dagligt af tusindvis af amerikanere, der ønsker sig en billig brandert og selskab af let levende damer, der sælger deres ydelser for amerikanske dollars. Snart sidder jeg i bilen på vej mod det autentiske Mexico, hvor befolkningen lever uden påvirkning fra “Big Brother” mod nord.

Vi vælger at køre indover fastlandet, i stedet for ned langs Baja Californien, hvor vi på et tidspunkt bliver nød til at tage en dyr færge, for at komme tilbage til fastlandet. Eneste ulempe ved den valgte rute er, at vi skal krydse Al Tar ørkenen for at komme sydover, og som ikke er det mest gæstfrie område på denne jord.
Landskabet ændrer sig langsomt, og vegetation bliver mere og mere sparsom, som vi bevæger os ind i landet. Vores første overnatning i Mexico bliver i Mexicali, alene fordi mørket sænker sig, da vi når bygrænsen. Det er lørdag aften, og selv om vi er midt i en glohed ørken, satser vi på, at folk også her går ud for at møde venner. Vi spørg os omkring, og lader os fortælle at Terrecas er byens hotteste bar, så med en frisk t-shirt gør vi vores entre. Det er tydeligt, at vi ikke længere er i Tijuana, da vi er de eneste hvide i baren. Folk ser en smule skulende ud, og forveksler os med gringoes, som er betegnelsen for amerikanere. Amerikanere er ikke vellidte i Mexico, da mange mexicanere er af den opfattelse, at USA har for stor økonomisk magt i Mexico. Vi kommer i kontakt med nogle lokale, og da vi fortæller at vi er fra Europa, bliver tonen pludselig helt anderledes, og en stor gruppe mexicanere samler sig omkring os, og snart udvikler aftenen sig, og vi ender med at danse til stedet lukker.

Al Tar ørkenen

Selv ikke hotelejerens entusiastiske beretninger om Mexicali og stedets store attraktion, en plante der kun findes i Mexicali, og som kun lever en sæson for derefter at dø, kan få os til at blive dette sted. En hård dag venter, foran os ligger Al Tar ørkenen, og det bliver lidt af en prøvelse. Vi sørger for, at medbringe rimeligt med vand og krydser ellers fingre for, at bilen klarer turen. Med nedrullede vinduer begiver vi os ud på ørkenvandringen, hvor min gamle Jeep fra 1986 gør det ud for kamelerne. Som dagen skrider frem, og solen får mere kraft, gisper vi efter køligere himmelstrøg. Vi passerer bil efter bil, der holder i vejkanten og som ikke klarede turen. Vi presser ikke den gamle “dame” og sørger for at holde en lille siesta i ny og næ. Jeg måler temperaturen, og mit termometer viser 49 grader celcius. Sjovt nok finder jeg sceneriet fantastisk, kaktusser der rejser sig ti meter høje, dominerer landskabet, og som prikken over iét svæver der et par gribbe på himmelvævet. Jeg benytter lejligheden til at checke vandressourcerne i en kaktus. Det er ikke ligefrem, som at åbne for en vandhane når man skær i en kaktus, og jeg er glad for, at der stadig er vand i feltflasken. Efter ti timers kørsel går dagen på hæld, og solens sidste stråler forvandler hele ørkenen til en farvepalet i de smukkeste varme farver. Jeg fascineres gang på gang over steder som dette, hvor livsbetingelserne er yderst sparsomme, og hvor planter og dyr alligevel tilvænner sig forholdene.

Hen under aften ruller vi ind i en lille by der hedder Santa Ana, og det bliver vores stop for natten….et anderledes stop vel og mærke.

Hanekamp og 150 pesos rigere

Inden vi går til køjs, går vi omkring byens Zocalo, der er byens torv og samlingssted for de lokale. Det er altid sjovt at stoppe i disse byer, der ikke er nævnt i nogle guidebøger, og hvor de ikke hver dag får besøg af tre blege europæere. Der går aldrig længe inden nysgerrigheden driver de lokale hen, for at spørge hvor man kommer fra, heller ikke her i Santa Ana. Snart ved hele torvet hvor vi kommer fra, og vi bliver hilst med smil af alle vi møder. På vejen tilbage til vores logi, går vi forkert og ender på en mørk, mørk vej.

Fra en døråbning hører vi råb og marriachi musik, første tanke er, at der bliver holdt bryllup, og vi går lidt nærmere for at få et glimt af brudeparret. Det er ikke bryllup! Vi bliver hevet inden for, og trukket igennem mængden af hujende mennesker, der alle er opslugt af noget der finder sted under et halvtag, hvor et par flimrende neonrør udgør belysningen. Vi befinder os til hanekamp.
Arrangementet har tydeligvis været i gang et stykke tid, stemningen er opløftet, og flere af tilskuerne har allerede fået mere end rigeligt. En lille mexicansk mand står i den lille arena og taler i en mikrofon, i samme arena står fire aldrende mænd og spiller den klassiske mexicanske musik, som kaldes for marriachi. Ikke mange høre efter hvad der bliver sagt, for blikket er rettet imod de nyankomne, som tydeligvis ikke er fra egnen. Et par lettere berusede mænd mumler et eller andet med “gringoes”, vi svarer “no gringos, estamos de Europa”, og igen oplever jeg, at stemningen bliver betydelig mere venlig. Vi taler med et par yngre mænd, hvor den ene pludselig tager mikrofonen fra denne lille mexicaner, og præsenterer os, samtidig med, at han opfordre til en sang. Jeg stivner, ikke så meget på grund af sangen, men mest fordi, den eneste sang jeg pludselig kan huske teksten til er “på en resteplads i Kesi” af Johnny Madsen. Heldigvis griber den lille mexicaner ind igen, og jeg slipper denne gang. Jeg lover mig selv, at jeg til en anden god gang har en lidt mere original sang klar til lejligheden.

En mexicaner griber fat i mig, og det er tydeligt hvad han vil. Han vil spille på næste kamp, jeg forsøger at forklare, at det er min første hanekamp, og faktisk bryder jeg mig slet ikke om hanekamp, men til sidst indvilliger jeg. Jeg afleverer 100 pesos, og studerer de to kamphaner. Der er et eller andet ved den røde hane, jeg ved ikke om det er blikket hanen giver mig, eller om det er intensiteten omkring ejeren af hanen der gør, at jeg siger “rojo”. Spillemændene spiller op igen, og ejerne sliber knivene der bliver fastgjort til kamphanernes sporer, dette er ikke bare en kamp, men en kamp på liv og død, hvor vinderen er den hane der til sidst er i live. I et kort øjeblik inden kampen starter, falder der ro over hele stedet, de sidste væddemål er indgået, og alles blikke er rettet mod de to gladiatorer, der nu stirrer hinanden direkte i øjnene. For en kort stund står tiden stille, alle holder vejret, og pludselig udløses klimakset, hanerne bliver givet fri.
En kamp på liv og død udspiller sig nu i savsmuldet, tilskuerne læner sig ind over rækværket, og stemningen er på kogepunktet. De to haner kan tydeligvis ikke lide hinanden, og alle kneb bliver taget i brug for at gøre det af med den anden. Jeg mister hurtigt overblikket over, hvilken hane jeg har spillet på, og i løbet af 30 sekunder er kampen afgjort, den ene hane ligger meget stille….den er død. Jeg aner ikke om det er min hane der har vundet, men pludselig stikker mexicaneren mig 200 pesos i hånden – jeg har vundet.

Det var aftenens anden sidste kamp, og vi beslutter for at blive til det slutter. Ind i arenaen træder en gusten udseende mexicaner med sin kamphane i den ene hånd og en dåseøl i den anden. De er et studie i ondskab, ejeren af hanen, tager en slurk af sin øl, og sprøjter det ud over hanen, for at hidse den op. Der går en rum tid inden der findes en udfordrer til den sidste kamp. I mellemtiden hygger folk sig, der bliver drukket og snakket ivrigt om aftenens kampe. En meget fuld mand er ved at vælte ind i arenaen, folk griner, og manden bliver ført bort.
Endelig melder der sig en udfordrer til aftenens sidste kamp. Igen forbereder ejerne deres haner til kampen, der bliver indgået væddemål, og jeg indvilliger i, at give mexicaneren fra før, chancen for at vinde sine penge tilbage. Denne gang vælger jeg at spille på hanen med den gustne ejer, et eller andet siger mig, at denne hane ikke bare er blevet opdrættet for at hilsen solen velkommen hver morgen. Det mexicanske orkester spiller op, og snart bliver hanerne givet fri. Denne gang holder jeg nøje øje med min favorit. De ryger i totterne på hinanden, og det hele ligner mest af alt en pudekamp, hvor fjerene flyver rundt i luften. Kampen trækker ud, den er jævnbyrdig, og hanerne begynder at vise træthedstegn, men nej, hvad er nu det…min hane ligger nederst og den ligger stille. Der bliver helt stille omkring arenaen, alle holder vejret…..er kampen virkelig afgjort? Nej, den blinker stadig med øjnene. Det næste øjeblik, finder den de sidste kræfter frem, med et har de to haner byttet plads, og den anden hane får dødsstødet, den er færdig. Utrolig, igen har jeg vundet. Jeg har det lidt dårligt med mit begynder held, og tilbyder at annullere væddemålet, men min mexicanske ven vil ikke høre tale, og giver mig pengene.
Der er optræk til slagsmål på nogle af tilskuerpladserne, det er åbenbart ikke alle der var tilfredse med slutningen på den sidste kamp, så vi fortrækker så småt, en oplevelse og 150 pesos rigere.

Efter yderligere et par dage på vejen, bliver landskabet mere frodigt, og vi ankommer til byen Los Mochis.

Hos den mexicanske kommandant

I Los Mochis tager vi ned på banegården, for at købe billetter til en af verdens efter sigende smukkeste togture, nemlig turen igennem Cobber Canyon. Cobber Canyon er en velforvaret hemmelighed, som kun besøges af ganske få mennesker, på trods af at stedet er tre gange så stor som Gran Canyon i USA. Ved billetlugen kommer vi i snak med Esperanza og Lene. Lene er fra Danmark og har tidligere boet hos Esperanza under et skoleophold. Esperanza spørg hvor vi bor, og da vi endnu ikke har noget sted, inviterer hun os til at bo hos hende. Vi takker ja, og inden længe sidder vi i hendes køkken og spiser frokost.
Vi trænger til at få vasket vejstøvet af os, og kører til den nærmeste strand. På vejen tilbage stopper vi ved en grotte med tusindvis af flagermus, og her var vi nær blevet, da jeg har svært ved at starte bilen, da vi skal derfra. Det er en gammel bil, men den har ikke voldt mig problemer indtil nu, så det bekymre mig lidt.
Tilbage hos Esperanza er hendes mand nu kommet hjem. Han hedder Alberto og er kommandant for politiet i Los Mochis. Det er tydeligt, at vi er havnet hos det bedrestillet borgerskab i Mexico. Huset de bor i er nydeligt, og Esperanza arbejder ikke, men sørger for at alt derhjemme er ordentligt, og når hun har tid, så arbejder hun med velgørende formål. Alberto går på pension i år, og de glæder sig, da de er ved at være trætte af at flytte rundt på grund af Albertos arbejde. Regeringen forsøger virkelig at gøre noget ved korruption indenfor politiet, og en af måderne er, at flytte rundt på højtstående politifolk, så de ikke får oparbejdet et netværk til det kriminelle miljø.
Desværre er der lang vej, da politiet er dybt involveret i kriminaliteten i Mexico. De fortæller, at der er meget narko i Los Mochis, men ingen gør noget, da levetiden ofte er kort for dem der forsøger at rydde op i egne rækker.

Held i uheld

Vi beslutter os for at kigge os lidt omkring i Los Mochis, og parkerer bilen i centrum. Da vi skal derfra, sker det jeg har frygtet, bilen vil ikke starte. Jeg forsøger at få liv i bilen igen og igen, men intet sker. Heldigvis kører Alberto tilfældigvis forbi, og kommer os til undsætning. Han siger, at vi ikke skal tænke mere på bilen, men tage hjem og få noget søvn, så vi er klar til togturen i morgen. Puha, jeg havde ellers set vores lille ekskursion gå i vasken, men igen overraskes jeg over den hjælpsomhed jeg har mødt under hele turen. Jeg har lige mødt disse mennesker, bliver inviteret til at bo hos dem, får mad, og nu vil de sørge for at min bil bliver repareret, utroligt.

Cobber Canyon

Vækkeuret ringer klokken 04.00 og vi siger farvel og på gensyn til Esperanza, der er stået op, for at smøre sandwich til togturen. Vi har besluttet at forkæle os selv oven på strabadserne den sidste tid, og har bestilt 1. klasse på toget til Divisadero, hvor vi vil bruge et par dage. Kl. 06.00 lyder fløjten på perronen og toget sætter i bevægelse. Togturen er uden tvivl den smukkeste jeg har kørt, og toget slider sig langsomt over bjerge, dybe kløfter, tunneller og igennem små støvede landsbyer. Efter et par timer på skinnerne kommer kokken ind i vores vogn, ringer med klokken og annoncerer, at nu er morgenmaden serveret. Efter ni timer når vi vores mål, Divisadero, der udover stationen, nogle få Harmarta indianere og Cobber Canyon ikke har meget at byde på, præcis som vi gerne vil have det.
½ times gang fra stationen finder vi en Cabana, der i dette tilfælde er en lerklinet hytte. Udover en el-pærer i loftet og en seng, er der ikke noget i rummet, men den manglende komfort opvejes rigeligt af stedets atmosfære. Hytten har vi lejet af en lokal familie, hvor tre generationer driver et lille landbrug, og hvor vores hytte er et supplement til husholdningen. Vi spiser i familiens køkken og får lidt at vide om området, og forstår nu bedre, hvorfor kun få turister finder vej til dette sted. I årevis har regeringen lovet, at landsbyen vil få leveret vand, men endnu har de ikke set den første vandvogn, så alt vand hentes til fods. Derudover findes der ingen ordentlige kort over Cobber Canyon eller afmærkede stier, så alt færden i slugterne forgår med en vis risiko for at fare vild. Sønnen i huset er vokset op i området, og kender området, så vi hyrer ham som guide den følgende dag.

Tidligt næste morgen begiver vi os ned i slugten, som floden igennem millioner af år har brugt på at forme. Stedet er enormt, og vi begiver os ned ad, for at udforske dette vidunder skabt af naturens egen hånd. Vi møder ingen andre turister hele dagen, kun nogle få landmænd og harmarta indianere der har valgt, at kalde dette sted deres hjem. Stedet er alt andet end gæstfrit, varmen er kvælende, ikke kun for os, men også for de få mejsplanter der skriger på vand. Vi passerer nogle få vandhuller, og alt liv ser ud til at have søgt tilflugt til disse pytter, der også snart vil være udtørret. Udover vandbiller og haletudser, ser vi også fire slanger der ligger til afkøling i vandet.

Uden en dråbe vand tilbage, når vi op ad kløften igen, og er enige om, at juli måned ikke er den bedste måned at udforske Cobber Canyon, det er simpelthen for varmt. Udsigten over Cobber Canyon kan dog nydes året rundt, og togturen er fænomenal. På vejen tilbage i toget, begynder det at regne, regntiden er endelig kommet og jeg sender en venlig tanke til indianerne i kløften.

På vejen igen

Tilbage i Los Mochis ringer vi på døren hos vores ven kommandanten, og venter spændt på nyt vedrørende bilen. Gudskelov er den klar igen. Starteren er repareret, jeg har fået nye nøgler og bilen er blevet afhentet. Jeg venter spændt på regningen, og tror dårligt mine egne øre, da jeg bliver præsenteret for en regning på under 200 kroner, igen har heldet tilsmilet ekspeditionen. Som tak for gæstfriheden og hjælpen, giver vi Esperanza og Alberto en stor buket blomster og chokolade, inden vi tager afsked og forsætter syd på.

Chile en lille smule nærmere

Alt ting tager længere tid end beregnet. Jeg havde regnet med at tilbagelægge flere kilometer end vi gør, men jeg må se i øjnene, at forholdene er anderledes her, end hvad jeg er vant til. Tusindvis af vejbump, krydsende kvæg, heste, hunde, mennesker, huller i vejene, langsom trafik, bjergkørsel, militære kontrolposter, listen er uendelig lang over faktorer der spiller ind på tidsplanen.

Vi lægger dog langsomt men sikkert by efter by bag os, Manzalan, Tepec, Puerto Vallarta og Acapulco, hvor vi siger farvel til Steffen, der skal retur til Danmark. I Acapulco benytter vi lejligheden til at se, de lokale vovehalse springe ud fra 35 meter høje klipper, direkte i bølgen blå.

Vi forsætter syd, overnatter i små landsbyer, hvis navne jeg allerede har glemt. Først i Zipolite gør vi holdt, hvor vi som alle andre, smider os i en hængekøje, og ellers får det meste af dagen til at gå med, at kigge udover havet.
Efter en overnatning i Zipolite, rejser vi videre til Puerto Angel, hvor vi skal bo hos Wim´s ven Pitche, der er fisker og har et lille hotel. Vi bliver hjertelig modtaget, og efter at have fortalt om vores rejse, aftaler vi, at vi skal med ud og fiske næste dag.

Den fiskende operasanger

Klokken 05.30 bliver vi vækket af Pitche, der har lovet at tage os med ud for at fiske sværdfisk. Med morgenhår og søvnen siddende i øjnene, begiver vi os ned til stranden, hvor de andre fiskere allerede er i fuld gang med at skubbe deres joller i vandet. Vi giver en hånd med, og får de sidste både i vandet. Det er endnu mørkt da vi sejler ud i Stillehavets blå favn, men vi vil af sted inden det bliver for varmt. Efter godt 45 minutter når vi positionen, som Pitche har valgt at prøve lykken fra. Metoden som bruges til at fange disse sværdfisk, er unik for Puerto Angel, og ifølge Pitche det eneste sted metoden er i brug. Måden det foregår på er ret enkelt. Først bindes en line fast til en plasticdunk, og derefter fast til en krog, som bliver stukket igennem en levende fisk. Herefter bliver det hele kastet overbord. Hele proceduren gentages ti gange, hvorefter det bare er at vente på, at en sværdfisk hopper på krogen.
Vi venter en times tid, men intet sker, med undtagelse af tre delfiner der passerer forbi vores båd. Jeg har været tidligt oppe, og havets vuggen har gjort mig søvnig, og et øjeblik drømmer jeg, at jeg er ombord med de tre tenor……jeg åbner øjnene og ser Pitche synge udover havet. Han har en vidunderlig stemme, og det er et fantastisk syn, at se Pitche iklædt sin fodboldtrøje, imens han står der i morgensolen og træner sin stemme. Jeg havde fået fortalt, at han kunne synge, og at han ofte bliver inviteret ud for at optræde med sin stemme, men at sidde her i en åben jolle på Stillehavet, og lytte til hans sang, det er stort.

Hans sang forstummer, og igen kigger han med sit trænede blik udover havet. Om det er sangen der giver bonus ved jeg ikke, men en af plasticdunkene har flyttet sig. Vi starter motoren og sejler hen imod dunken, der nu tydeligvis er i bevægelse. Et eller andet stort har taget vores madding, for dunken bliver trukket under overfladen, for derefter at komme op igen. Vi afventer spændt, da havoverfladen pludselig brydes og en ca. to meter lang sværdfisk kommer til syne. Den kæmper en brav kamp, men det nytter intet, krogen sidder fast, og langsomt tappes fisken for kræfter. Med de bare næver, begynder Pitche at hive kæmpen ind, der stadig laver nogle sværd slag, og i en lille jolle, virker det hele ret dramatisk, men Pitche har fisket igennem et helt liv, og snart har vi hevet fisken ombord.

En times tid senere, hiver vi de sidste dunke ind og vi tager til takke med en sværdfisk, eller det vil sige vores egen sværdfisk. På vej mod land ser vi nemlig endnu en sværdfisk bryde vandskorpen, Pitche vender båden og sejler i retning af fisken. Vi ser, at den har bidt sig på en krog, og at den nu trækker af sted med en plasticdunk, men der er ingen fiskere i nærheden….eller er der. Jo, i det fjerne ser vi en jolle, men fiskeren har ikke opdaget, at han har bid, og dunken er trukket ud af hans synsfelt. Jeg iagttager Pitche, og aner hvad der er på færre, han har i sinde at snuppe fisken, selv om den tilhører en anden. Han går i gang med at hive fisken ind, og igen udkæmpes der en brav kamp, selvom udfaldet er kendt på forhånd. Imens vi kæmper med fisken, har jollen i det fjerne opserveret, at der er noget i gærde, og sætter kurs mod os. Jeg bliver hurtigt instrueret i, hvordan jeg skal forestille at fiske med line fra båden, så den hastigt nærmende jolle ikke skal fatte mistanke om vores ugerning. Det lykkes, efter at have iagttaget os et stykke tid, vender jollen om, og vi hiver endnu en sværdfisk ombord. Pitche griner lidt over fangsten, og siger at det er meget almindelig, at fiskerne stjæler hinandens fangst, og det nu var hans tur.

Solen er nu kommet på himlen, og vi ser flere havskildpadder komme op til overfladen for at nyde solens stråler. Jeg beslutter mig for at tage en dukkert og springer i vandet ved siden af en stor havskildpadde, jeg tager fat i skjoldet og bliver trukket et lille stykke, inden jeg må slippe, og den forsvinder ned i dybet.

Et stykke fra land, fjerner vi indvoldene fra fangsten og kaster dem i havet. I det samme springer en stor flot Dorado op af vandet. Det er en meget delikat spisefisk, og med et snuptag har Pitche, sat et fiskehoved på en krog, og kastet en line i vandet. Et hug, og der er bid! Det er en livlig krabat, og den gør alt for at få sin frihed igen. Vi får den hevet ombord, men den er så vild, at vi må smide den tilbage i vandet igen, til vi har tappet den for de sidste kræfter, og endelig kan hive den op i båden. Doradoen er en sjov fisk, for de svømmer altid rundt to og to, og er sammen med den samme partner livet igennem. Lidt trist at tænke på, at dens livs kærlighed nu svømmer rundt alene.

I land holder folk allerede klar med deres trillebøre og venter på dagens fangst, fangsten er nemlig altid solgt på forhånd. Dog beholder vi Doradoen, som vi tager med hjem til Pitches familie. Pitches kone bliver glad for fangsten, og snart har hun tilberedt fisken, som udgør et herligt morgenmåltid.

Adios Mexico

Efter tre dage i Puerto Angel siger vi farvel til Pitche og hans familie, tilbage har vi kun to dages kørsel til Guatemala. Det har taget os tre uger, at køre fra det nordligste Mexico til det sydligste, en rejse som har givet et fantastisk indblik i dette lands mangfoldighed, og alligevel kun løftet sløret for en lille del af, hvad Mexico har at tilbyde.

Vi befinder os i nu i Mexicos fattigste region Chiapas, der også er en del af Maya ruten, der strækker sig ned igennem Guatemala og Honduras. Klimaet er tropisk, vulkaner rejser sig i horisonten, og vi ser ofte maya indianerne i deres farverige klædedragter, et lille fingerpeg om, hvad der venter mig i Guatemala. I Guatemala skal jeg også møde min kæreste, der er meget at se frem til. Tilbage strækker jeg min dovne krop og tænker “la vida pura” – livet er herligt!