Tag-arkiv: Spanien

Kitesurfing i Tarifa

I et split sekund, når jeg lige at tænke: JEG KITESURFER!, hvorefter jeg bliver trukket ud af balance, og igen må smage lidt saltvand.
Ovenstående stammer fra et kitesurfer begynderkursus som jeg tog med min kæreste i Tarifa i Spanien.
Tarifa ligger i det sydvestlige Spanien lige ud til Atlanterhavet. Beliggenheden er dermed perfekt til kitesurfing; stabil vind ind mod stranden. Ja, og så gør det jo heller ikke noget, at der ofte er sol og varmt.
Vi tog kurset hos Dragon Tarifa og udgangspunktet er deres beachbar på stranden.
Beachbar
Vi tog et 3 dages kursus, men man kan sammensætte det som man ønsker. Det kan være en god ide med en reserve dag, hvis nu ikke lige vinden passer.
Kursusdag 1.
Første dag foregår på stranden, hvor man får den grundlæggende teori om drage, vind, sikkerhed osv.
Derefter træner man med nogle mindre drager så man bliver tryg ved at styre dragen.
Den første er på 2m2 og ganske sjov at lege med.
3m2 drage
Allerede ved 3m2 dragen begynder man at mærke de kræfter som er på spil. Tanken om at styre en 12m drage og et board henover havet, virker lidt fjern, men mon ikke vi lærer det. 
Kursusdag 2.
Vi går op i en 6m2 drage og skal lære at styre den på land. Man mærker tydeligt at der er meget trækkraft i dragen.
Vi træner at styre dragen, så vi kan vælge hvornår og hvor meget den skal trække.
Efter noget træning er vi ved at være klar til at komme ud i havet. Først skal vi lære “bodydrag”, hvilket vil sige at man ikke har boardet med, men at man træner at styre dragen, imens man lader sig trække igennnem vandet.
Bodydrag
Kursusdag 3.
Så er det tid til at prøve at komme op på boardet ude i vandet. Hvilket jeg må erkende; ikke er helt let.
Som beskrevet allerøverst, så lykkes det faktisk kun ganske kort, men nok tid til at blive grebet af sporten, så:
Jeg er blevet kitesurfer 🙂
Skulle du også have fået mod på at tage et kursus, kan jeg varmt anbefale Dragon Tarifa, det fungerede rigtigt godt.
Held og lykke med det.
Denne artikel er produceret i samarbejde med: Dragon Kite School:

Landsteder på Mallorca

Bogen “Landsteder på Mallorca” giver et unikt indblik i en række muligheder for overnatninger, som man ellers ikke ville finde.


Landsteder på Mallorca

Med lavpris-flybilleter kan man sammensætte sin egen unikke ferie og bo steder, der er væsentligt mere hyggelige end de klassiske charterferie-boliger.

Bogen er fyldt med gode billeder en række tips og triks til din ferie.

Samlet set en godt gennemarbejdet guidebog som giver lyst til at rejse til Mallorca.

Læse mere på:
www.landsteder.com

Af samme forfatter: Strandhytter i Thailand: www.standhytter.dk

God rejse…

 

den berømte Jazzfestival i San Sebastián, Spanien

JAZZ festival i Donostia( San Sebastián)

 

I sommers rejste jeg på en sprogrejse til Spanien, I håbet om at lære spansk – men jeg lærte meget mere.

Min tur varede rundt regnet hele tre uger. Hver uge bød på hver deres unikke præg, og festligheder.

Den første omhandlede det årlige tyre løb i Pamplona, hvilket var noget af en oplevelse.

Dette vare en uge, hvor de traditionelt slipper tyrene løs i hovedgaden, hvorefter de løber tilskuerne ned på vej til arenaen. Besøger man byen i hvilken som helst anden uge end denne, råder Pamplona over ca. 200.000 indbyggere. Men med deres årlige tyre løb, valgfarter ikke kun spanierne dertil, jeg mødte også forbavsende mange australiere og tyskere. I nyhederne i San Sebastián hørte jeg(da jeg kom tilbage) at der den dag jeg deltog(lørdag)var nær de 1,2 millioner mennesker.

Dette forklarer imidlertid ikke det kaos man møder når man ankommer med bussen eller toget til denne basker by. Gaderne var fyldt til renden med menneskehober af alle aldre, klædt i rødt fra top til tå. Det tog mine venner og jeg en evighed at nå frem til Arenaen, hvor tyrene omkring middag duellerede med tyrefægterne.

Natten var springfyldt med liv, og diversitet.

På trods af den udmattende nat, og den stigende stemning i arenaen, som vi måtte betale omkring seks euro for at skaffe, var vi alle ved godt mod. Det var dog lige indtil de sjove julelege med de “små” tyre holdt op, og den rigtige nedslagtning gik i gang – der gik ikke mange minutter før vi besluttede os for at vende tilbage til San Sebastián.

 

Den anden uge i den fantastisk fortryllende fiskerby, handlede netop om fisker livet i San Sebastián.

Her var lagt op til en uges fest ved havnen i La parte de Vieja(den gamle bydel), hvilket viste sig at være en socialistisk arbejderklasse festival, igen en årlig attraktion som afholdes, for at hylde og mindes byens daværende indtægtskilde – nemlig deres udsøgte og velsmagende fiskerindustri.

Aftnerne bød på live bands og traditionel folkedans, hvor alle var inviterede, og det viste sig at være ganske let. Alt dette foregik imens Bruce Springsteen kom og afholdt en koncert i byen, desværre havde jeg ikke købt billetter, der var udsolgt omkring seks måneder før datoen for koncerten.

En ganske unik oplevelse, der ellers faldt perfekt sammen med min ferie.

 

Af alle de kulturoplevelser der fandt sted mens jeg var i byen, som indbefatter kunst tur til Bilbao, Pamplona tyrefægtning, socialistisk havne festival, udendørs postmoderne teaterforestillinger og akvariums besøg var den sidste dog den mest farverige og stemningsfyldte.

Den sidste uge af mit besøg den 22-27 juli startede den berømte Jazz-festival i Donostia.

Dette er en verdensberømt jazzfestival sponsoreret af Heineken som i år 2008 inkluderede store kunstnere så som: Johnny Winter, Diana Krall, Steve Coleman, David Murray, David linx & Diederik Wissels, The Waifs og Bobby Mcferrin plus en hel del andre.

En del af de helt store navne, foregik i de store koncertsale, jeg fik desværre ikke set Johnny Winter kun hørt den overleverede viden. Men Bobby Mcferrin og de australske The Waifs og en del andre fik jeg oplevet, da disse koncerter foregik på stranden og ikke kostede noget.

En utrolig musik oplevelse, tre scener efter størrelse blev opstillet i Playa de la Zurriola’s sand. Og her kunne man sidde de lange sommernætter på et tæppe og drikke sig et glas af den lokale vin, mens man lyttede til Jazz under stjernehimlen sammen med sine gode venner. Bare denne koncert er et besøg værd, for ikke at nævne alle de andre fantastiske ting byen har at tilbyde.

Bestemt ikke sidste gang at jeg har besøgt spændene Donostia, som baskerne selv kalder San Sebastián.

 

Mathilde R. Carbel 2008

Endelig

ENDELIG – 2500 km – og udsigt til middelhavet.  Motorcyklerne holder et lille hvil, mens vi plasker rundt i poolen paa campingpladsen. Det lyder maaske underligt at vi ikke pladsker rundt i Middelhavet 150 m vaek, men det er for salt til at det er en laengere fornojelse. Men nu er vi her –  og det er skoent. Byen Canet de Mar ligger ca. 30 km nord for Barcelona. Ikke den store turistby, dog kan man alligvel maerke at byen eksistere for turisterne.   

Vi har gennem de sidste par dage besluttet at oege vores rejsehastighed, saa vi har anvendt hoved- og motorveje. Efter turen gennem Frankrig valgte vi dog at laegge vores vej forbi Andorra og fik nogle smukke oplevlser paa ved op i bjergene og ned igen.

Frankrig var en god oplevelse – vi tog os en week-end til at kigge lidt naermere paa Normandiets kyst, samt komme til haegterne igen.

Derfra gik turen til Le Mont Saint Michel – hvilket kan anbefales (gratis adgang undtagen til parkering, kirken og klostret samt museerne- alt undtagen parkering kan sagtens undvaeres stadig med en god oplevelse).

Fra klosteret gik turen syd over til Bordeaux – hvor vi desvaerre blev fanget i et uvejr. Fra Bordeaux til Toulouse – skoen by – til Andorra til Canet de Mar. 

Varmen har vi vaennet os til efter mange km med “vinterovertojet” paa – men grundet vores sikkerhed har vi valgt ikke at tage det af, selvom der er absolut ingen hernede der koerer med motorcykeltoj.

Mandag er det afrejsedag mod Danmark – og vi maa da nok indromme at det bliver skoent at komme hjem igen.

Gitte og Nic

Middelalderbyer og supermarkeder af fantasidimensioner

Chanas  –  Cruas     95 km

Vejret er nu fuldt som man forventer det af sydeuropa. Hele dagen har jeg fulgt Rhonefloden; en lang flad strækning, kun sjældent afbrudt af bakker. På begge sider af floden kaster bjergkamme sig mod himmelen. Den smule vind der er trængt igennem bjergpartierne, til Rhonedalens midte, selve floden, rammer mig i form af medvind. Hurtigere end jeg erindrer at have kørt hidtil, får jeg overstået dagens dont, og triller således dejligt tidligt ind i en gammel middelalderby; Cruas. Byen i sig selv virker ny og trist, domineret som den er af et kæmpe kalkbrud. Mest af alt ligner den på afstand et atomkraftværk, med alle arbejdernes hytter strøet omkring værket. Over byen ligger imidlertid ruinerne af en vaskeægte middelalderby. Hugget ud af klippen, har den overraskende flot overlevet tiden og historien gennem århundreder, og tjener i dag som et fantastisk mindesmærke om et anderledes, og for længst glemt, Europa. Denne gamle by er bygget som et fæstningsværk, måske en handelsstation fra dengang floden endnu var en vigtig handelskanal, og ser ud som om tiden har impregneret alle årenes rædsler i sine sten. En spøgelsesby med minder om pest og krige – men vel også glade bønder arbejdende uden kvoter over hovedet; om høstfester, romantiske duelkampe om liv og død og smukke møer. Selv må jeg have taget mig så medtaget ud som ruinen, for man lader mig sætte mit telt op gratis. “For dig, min ven,” eksklameres på gebrokkent engelsk, “er denne nat gratis!” Jeg takker ydmygt, slår teltet op, og begiver mig ud på natte sightseeing. Cruas er så fransk som noget kan være. I de snævre, små dunkle gader, der snor sig om “atomkraftværkets” ankler, lurer jeg på franskmændende bag deres halvt lukkede gardiner. Et skyggespil med et simpelt tema; byens familier samles om maden. Min idylliske forestilling om det franske hjemmeliv, elegant og puritansk, lykkeligt, ødelægges imidlertid af en grim lille øjebæ i hvert rum. En lille lysende lyseblå kasse dominerer hver en stue. Kassen er stuernes mest fremtrædne møbel, og næsten ingen steder ser jeg folk i konversation. Dette gør mig lidt trist, og giver efterstræbende plads til en følelse af ensomhed indeni. Jeg opgiver mit ulovlige, men underholdende, nattetogt, og går på restaurant istedet. Herinde snakkes og grines højlydt omkring mig. Langsomt aftager den tomme fornemmelse – dog kun indtil jeg tålmodigt konkluderer, at flere af disse grin går på min bekostning. Dog taler jeg ikke sproget, men meget kan læses i kropssprog og mimik, og mange ord er ens!! Naturligvis lader jeg som ingenting, spiser blot sluprende op, takker nej til kaffe, forlader stedet med et kynisk smil, drikkepengeskålen rungende tom.   

Cruas  –  Le Teil             25 km

Hen ad morgenen, før jeg har begivet mig afsted igen, mærker jeg i begge knæ, en vedvarende murrende fornemmelse. Fornemmelsen vokser til en følelse af smerte, efterhånden som jeg indtager de første fem kilometer. En reflektion tillader at se smerten an, hvem ved, måske forsvinder den, men sandheden gær dog hurtigt op for mig. Jeg kommer ikke langt i dag. Den nærmeste by er Le Teil. Allerede kl. 11 står mit telt under skyggen fra et træ, mens jeg, glad for den lille pause, trasker på tur til Montelimar. En stor by umiddelbart på den anden side af floden. Dagen bliver således opslugt af lidt hjemlig korrespondence, lidt hyggelæsning på en cafe, og en rum tid prøvende at finde vej ud af et supermarked jeg havde forvildet mig ind i. Netop dette indkøbscenter var ubestridt dagens store oplevelse! Hvilken størrelse! Hvilket afsindigt udbud af varer! Hvilken kollossal forbrugerfælde!: Da jeg først var kommet ind, kunne jeg, efter at have vandret rundt i et næsegrus beundring, dårligt forlade stedet uden en souvenier; jeg måtte have et eller andet; på en aller anden måde få afreageret over for den stigende købetrang der vældede op i mig. Men netop hvad skulle skilles fra dets brødre på hylderne? Da tilsyneladende alt blev solgt her, var valget ikke nemt. I dyb forbløffelse og barnagtig eufori vadede jeg formålsløst op og ned af de kulørte indkøbsalléer, for ved et tilfælde at havne i oste afdelingen. Denne afdeling var så stor som et lille supermarked i københavn. I desperation valgte jeg lidt gedeost, og fandt tilmed i hygiejneafdelingen en tube tandpasta jeg syntes adskilte sig nok fra de 66 andre mærker, til at jeg gad bruge den. Endelig ved betalings-kasserne som strækker sig fra horisont til horisont, indespærrende små hjælpeløse uniformerede frøkener, har i min kurv indfundet sig langt mere end jeg egentlig var kommet efter: gedeost, tandpasta, vin, rosiner, lighter, og blystifter til blyanten. Indkøbsparadis eller forbrugerfælde, hvem ved…hvem tør fælde dom over reoler der støtter mod loftet? Begejstret over igen at se den blå himmel, vel undsluppet butikkens sløvende muzak, opdager jeg pludseligt at begge knæ føles meget bedre; den konstante smerte er næsten væk.                                   Bare de nu også er ok i morgen, at dette kun har været en undtagelse der bekræfter mine knæs sunde og stabile tilstand. For ærligt talt, hvis der kommer problemer med dem igen, som der desværre har været før i tiden, kan jeg dårligt se hvordan jeg kan krydse Pyranæerne. Det er med en vis bismag af malurt at jeg konkluderer dette. Rødvinen er drukket og har gjort min sind tungt og døsigt, og en knugende bitterhed har svøbet sig om min forstand. Hvis nu knæene ikke er stærke nok, hvad så? Må jeg så opgive det hele? Trist inspiration til en lang nats mareridt.                                             

         

Vinterferie kan godt være fiskeferie!!!

Vinterferie kan godt være fiskeferie!!!

Vinteren nærmer sig med raske skridt og folk begynder så småt at drømme sig væk til de varmere egen mod syd. Familien trænger måske også til en “rigtig” ferie efter sommeren igennem at være blevet trukket rundt ved norske lakseelve. Men selvom rejsen går sydover er der ingen grund til at lade interessen for lystfiskerifiskeri blive hjemme. De traditionelle feriemål som Gran Canaria, Tenerife og Las Palmas er sande lystfisker eldoradoer. Langs de smukke strande patruljerer multer i store stimer og havnene er fyldt med turbåde, der lever af at tage turister med ud på de store lystfiskereventyr.

Da jeg sidste år blev inviteret til Gran Canaria, tog det da heller ikke lang tid, før jeg begyndte at drømme om marlin, tun og andre store fisk forenden af linen, men efter lidt søgning på nettet fandt jeg dog hurtigt ud af, at vinterhalvåret ikke var højsæson for dette fiskeri. Dette stoppede dog ikke mine drømme om at prøve lidt storvildtfiskeri. De første par dagen af ferien blev så brugt til at besøge de forskellige havne og tale med skipperne på diverse både. Der findes alle typer både og det kan være ret forvirrende hvilken man skal vælge. Ved bådene fandtes farverige billeder med de fangster, der var gjort, så man kunne, se at der rent faktisk blev fanget fisk.  Nogle gjorde et stort nummer ud af, at man kunne få lov til at slå fiskene ihjel, mens andre lave reklame ved at have den modsatte holdning. Jeg fandt endda et par danske både, men valget faldt på en hollandsk båd der havde en genudsætningspolitik. Turen kostede hvad der svarer til 300,- kroner og inkluderede leje af grej og en sandwich.

Da jeg næste dag mødte op ved båden viste det sig at være den store skandinaviske tur. To finner, to svenskere, en nordmand og jeg selv fra Danmark havde lejet sig ind på båden og snakken faldt hurtigt på fodbold, håndbold og hvad vi ellers havde sloges om gennem tiden og vi var ikke kommet ud af havnen før en ellers afslappende tur var lavet om til en skandinavisk fisketurnering.

På turen ud forklarede skipper os, at de for tiden kun havde fanget rokker, men at der var chance for små hajer, muræne og barracudaer. Vi fik gennemgået grejet og anvist pladser rundt om på båden. Fiskemåden var forholdsvis simpel. Et blylod på omkring 100 gr. blev monteret i en hægte sammen med en ca. 50 cm. line, hvor der for enden var monteret en stor enkelt krog. Krogen blev agnet med en sardin og hele herligheden blev firet ned på 40-50 meter vand.

Det var så det, nu var der bare tilbage at vente. Det var godt nok ikke lige det, jeg havde drømt om da jeg gik rundt i Danmark og glædede mig til at jeg skulle på big game fiskeri, men når nu ikke sæsonen var til det, var der ikke så meget andet at gøre end at få det bedste ud af turen og vejret var jo fremragende. Pludselig krummede min stang sig helt sammen. I ren refleks greb jeg ud efter den og nåede lige at mærke et enkelt rusk inden linen blev underlig slap. Skippers hjælper forklarede begejstret på en mellem ting mellem spansk og engelsk, at det havde været en muræne og at jeg godt kunne spole ind for der var formentlig ikke nogen krog på længere. Han havde selvfølgelig ret og jeg fik monteret en ny og sendte lidt mere fortrøstningsfuldt agnen mod bunden igen. Vi ventede og ventede, men intet skete. Sejlede til en ny plads og forsøgte der, men med samme resultat. Da vi 4. eller 5. sted stadig ikke havde fanget noget, tillod jeg mig et besøg på toilettet, men jeg havde knap fået sat mig før jeg kunne høre skipper råbe “Danish, Danish!!” Jeg fik hurtigt hevet alt indenbords og fløj op til et syn af min stang, der stod spændt som en flitsbue. Jeg fik et fightbælte på og kunne begynde at hive noget, der mest af alt mærkede som en dør, op fra 40 meters vand. Lige som jeg havde fået et par meter line ind på hjulet gave det et par ryk i stange og linen blev atter trukket af hjulet. Sådan fortsatte tovtrækkeriet et godt stykke tid og jeg begyndte så småt at kunne mærke syren i armene. Efter endnu et par minutter, hvor fisken ikke rokkede sig ud af stedet begyndte den til sidst at give efter. Mere og mere line kom ind på hjulet og man kunne så småt begynde at ane fisken i det klare vand.

“It’s a Stingray!” udbrød skipper og forklarede, at når den kom op i båden skulle vi passe på den pig, der sad på halen. Hvis den ramte os kunne de få alvorlige konsekvenser. Skippers hjælper fik rokken gaffet og trukket ombord i båden. Jeg holdt god afstand til fisken. Til trods for den romantiske ide om at dø på søen, var jeg ikke helt klar til det endnu og da skipper sagde at jeg skulle sætte mig hen ved siden af fisken så der kunne blive taget et billede var det med en vis tøven at jeg satte mig derhen. Skipper skød rokken til at veje omkring de 30 pund. 

Den blev hurtigt fotograferet og lempet tilbage i vandet, så andre kunne få glæde af den. Vi fiskede en times tid mere dog uden at få yderligere gevinst. Jeg kunne med stolthed konstaterer at jeg havde forsvaret de danske farver og givet vores nordiske brødre en røvfuld, men samtidigt kunne jeg ikke lade være at tænke over, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg rent faktisk havde fanget en marlin på omkring de 1000 pund, når en rokke på 30 pund kunne give mig syre i armene! Nå det må jeg finde ud af en anden dag.

Selvom det ikke var det big game fisker jeg havde drømt om, vil jeg alligevel anbefale folk at prøve det. Det er under alle omstændigheder en rar måde at bruge dagen på og man ved jo aldrig hvad der kommer op af dybet. Bluemarlin 3 som båden jeg var ude med hedder har en side på nettet som jeg varmt kan anbefale. Her kan man se billeder, priser og bestille ture.

God fornøjelse til dem der vil prøve lykke

Karsten Justesen

www.bluemarlin3.com

Teide

Spaniens højeste bjerg, Teide, rager 3718 meter op i luften. Det er en tidligere vulkan, en vulkan der med andre har dannet øen Tenerife. Bjerget kan for den dovne let bestiges; der kører nemlig en kabelbane op til ca. 3500 m. Herefter er det blot en spadseretur på en 30 minutter der skal overståes for at nå til toppen. På en skyfri dag er det muligt at se alle de kanariske øer fra toppen af Teide. Det var ikke skyfrit da AdventureGuide tog til Teide.
Bjerget kan også bestiges på en mere traditionel måde. Turen indbefatter en gåtur på ca. 11 km. og en stigning på ca. 1600 højdemeter. Dette er vel og mærke hvis kabelbanen kan transportere en ned igen. Blæser det mere end 7m/s, og det gør det tit på Teide, kører banen ikke og man må gå ned igen.

Typisk landskab ved foden af Teide.
AdventureGuide (næsten) på toppen.
AdventureGuide var draget til Tenerife for at få dykket en masse. Men tanken om Spaniens højeste bjerg virkede dragende, og det endte med at der skulle bruges en fridag på bjergbestigning eller hård trekking, som vi fik det beskrevet. Hjemmefra var vi udstyret med regntøj,varme flistrøjer og gode vandrestøvler. Det eneste vi nu manglede, var en tilladelse til at gå de sidste 200 meter fra kabelbanens endestation og op til toppen. Sådan en fik vi ganske gratis på Parque Nacional Del Teide’s kontor i Santa Cruz. 2 dage efter var vi klar, og i den lejede bil kørte vi til rutens begyndelse, som ligger 1 km nord for kabelbanen. Vejrudsigten var ikke for god, den sagde overskyet og blæsende. Men ved godt mod og tændt på lidt eventyr, satte vi i gang.


Ruten til toppen med hytte, kabelbane og toppen.

Sol, masser af vind og….sne?
Den første del af turen var meget nem: Næsten ingen stigning og en fin grusvej at gå på. Landskabet var helt fantastisk. Det lignede et månelandskab med gule og orange nuancer. Brat slog ruten slog ruten om. Den fortsatte over i en lille sti, der steg meget. Det var nu rart, for her følte man virkelig, at man hurtigt kom op i højderne.
Omkring 700 højdemeter fra toppen begyndte den første sne at ligge på jorden. Blæsten tog til og det var blevet mærkbart koldere. 500 meter fra toppen gik vi ind i en hytte og holdt et kort hvil.Efter hytten var der sne overalt. Stien blev meget glat, og jeg begyndte at få min tvivl. Vejret blev også værre og værre. Da vi nåede enden af kabelbanen, var vejret blevet så dårligt, at vi vurderede situationen til at være for farlig.


Sne på vejen op.

Vi manglede skibriller, så skulle det begynde at sne, ville vi få problemer. Vi bed i det sure æble og vendte om.

Bittert.
Da vi igen nåede hytten, blev vi lidt mugne. Det var rart at nå hytten, men bag os knejsede Teide frem fra en skyfri himmel….Havde vi bare været deroppe 15 minutter længere.

De gode råd:
*
Snak med de lokale turistbureauer om hvordan man får tilladelsen til at gå på toppen. Her kan man også få kort over ruten m.m.
* Nationalparkens telefonnr. er: 922 29 01 29
* Der er adskillige turister der klarer turen til toppen iført shorts, t-shirt og gummisko. Men vejret er meget omskifteligt, så husk varmt, langt tøj, handsker og hue, gode sko.
* Husk mad og drikke. Der kan ikke købes noget i hytten og kabelbanen er måske lukket.
* Planlæg på at gå både op og ned. Kabelbanen er meget upålidelig.
* Gå sammen med andre. Selvom turen ikke indbefatter direkte klatring, er der masser af muligheder for at brække et ben.
* Tjek vejrudsigten inden I henter jeres tilladelse.

The Rays, Tenerife

The Rays, eller Rokkerne på dansk, er et rigtig godt dyk for begyndere og for dem, der vil se store dyr på deres dyk.
The Rays ligger lige udenfor havnen ved Las Galletas og alle dykkercentrene i nærheden har bådture hertil. Dykket har en maks dybde på 20 meter.
Dykket foregår omkring et lille vrag, som er sunket på dette sted med vilje. Ellers er det sandbund der dominerer bunden.

En murræne kigger frem, hvor vi har kastet ankeret.Vandet bliver domineret af rokker, som er ekstremt legesyge og nysgerige. Selvom vi ikke havde medbragt lokkemad, kom dyrene svømmene fra alle retninger og nærmest gned sig op dykkerne. Store Sommerfugle rokker landede elegant foran os og ville kløes på ryggen og mindre rokker svømmede direkte imod os for så til sidst at svømme enten over eller under os

 

Kan du se den? Den samme blæksprutte fotograferet fra oven, hvor den bruger sandbunden som camouflage og fra siden, hvor den bruger skibssiden.

Ud over rokkerne kan man på vraget se murræner og andre fisk. Og hvis man er heldig, er der også en blæksprutte. Ellers er dykket jævnt kedeligt og uden de store adspredelser.

For den rutinerede dykker vil The Rays hurtigt blive småkedeligt. Men har man en stor hang til rokker, er dette et must:
AdventureGuide giver dykket 6 finner  (ud af 10).