Tag-arkiv: Schweitz

Zermatt – en lille alpeby for foden af Matterhorn

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

 

Den lille maleriske by Zermatt i Alperne i det sydlige Schweiz danner rammen om et af de mest betagende naturscenerier i Europa. Beliggende i dalen er byen placeret for foden af landets vartegn – den majestætiske bjergtinde Matterhorn. Alle bjergbestigers skræk og verdens farligste bjerg. Med en profil der mest af alt leder tankerne hen på en ond snedronnings slot i en Walt Disney film, virker bjerget både frygtindgydende og uhyggelig, men har ikke desto mindre en magisk tiltrækningskraft på bjergbestigere verden over.

Smalle gader med restauranter og butikker er hvad der karakteriserer smørhullet Zermatt. Byen er ligesom klemt inde i dalen, omgivet af sneklædte bjerge og med majestætiske Matterhorn stolt knejsende i horisonten. Jeg finder mig straks tilrette på det lille hyggelige hostel ved bredden af floden Vispa, der løber gennem byen, og nyder den rene bjergluft og de høje grantræer med flokke af fugle lige udenfor mit vindue. Byen er usædvanlig fredelig. Biler er forbudt, så byens gader domineres kun af små lydløse el-biler og hestevogne. Det ideelle paradis for en afstressningsferie. Byen er af så sparsom af størrelse at alt ligger i gåafstand, og jeg finder ret hurtigt ud af hovedgadens status som indkøbsparadis. Her er et kæmpeudvalg af souvenirbutikker med postkort og schweizerchokolade, samt butikker med alle de gængse mærker i outdoorudstyr. Hele Zermatt oser af romantisk landsbyatmosfære. Der er en stemning af forventning og spænding, med skiløber på vej mod skiliften, entusiastiske backpackere og vandrefolk. Et internationalt træfpunkt for rejsende fra hele verden og bjergbestigere der skal prøve kræfter med højderne og Moder natur.

På kirkegården ved den lille katolske kirke, bliver folk dog i den grad mindet om risikoen ved at bestige Matterhorn. En udforskning af de mange gravsten med deres triste inskriptioner giver indblik i adskillige drømme der endte i tragedier. En af gravstenene er prydet med en ishakke der har tilhørt en uheldig bjergbestiger som styrtede i døden. Underlig oplevelse at gå rundt på kirkegården, og forestille sig hvad disse eventyrere må have oplevet i de sidste minutter af deres liv. Det er svært ikke at blive en smule berørt af de mange triste skæbner.

Ved første svævebanestation mod Lille Matterhorn kan man stå af og gå tilbage til byen gennem dalen. Der er en utrolig smuk natur omkring Zermatt, og jeg oplever en helt unik stemning af sommer, solskin og bier der summer. Folk sidder udenfor deres alpehytter, nyder solen og hilser venligt på folk der går gennem gårdspladserne. Jeg får næsten associationer til “The Sound of Music”, og ville ikke blive spor overrasket, hvis de gumlende køer blev til lilla Milkakøer med kobjælder, mens Heidi fra min barndoms bogsamling frejdigt kom løbende gennem tæppet af gule mælkebøtter på de græsbeklædte bakker.

 

Matterhorn – en frygtingydende skønhed

De første to dage jeg opholder mig i Zermatt er det fuldstændig umuligt at se bjerget. Det indre billede, som jeg har af dens karakteristiske profil, kan ikke genfindes i virkeligheden. Temperaturen er kun omkring 8 grader og vejrudsigten ser ikke alt for lovende ud. Et tungt skydække hænger over byen, og overlader forestillinger om en frygtindgydende bjergtinde til fantasien. Matterhorns top er for det meste indhyllet i tåger, og det skal være meget klart vejr, før man kan se hele bjerget. Med sine 4478 m op til den sneklædte spidse top, knejsende mod en blå himmel er den både dramatisk, frygtindgydende og uhyggelig stejl. Fra Zermatt kan bjerget ses i klart vejr i horisonten, men totalt betagende bliver det først helt når man tager med svævebanen op til Lille Matterhorn endestationen i 3883 meters højde.

Turen mod Lille Matterhorn foregår i 3 etaper gennem et storslået og dramatisk snehvidt landskab med udsigt over både Matterhorn og Breithorn.

Udsigten er berusende på en så skyfri dag med klar blå himmel og krystalklar luft, som jeg til sidst fik lov at opleve. En fantastisk og helt uforglemmelige oplevelse. Under turen med svævebanen kan man se Matterhorns stejle vægge stå helt tydeligt i det frostklare landskab. Her får man også et godt indtryk af hvor bredt bjerget i virkeligheden er. Nede fra Zermatt syner bjerget særdeles smalt og spidst, men bjerget har fire sider ligesom en obelisk, hvilket gør den til en iskold formfuldendt skønhed i hvide nuancer. Og ens fantasi om en ond snedronning begynder rigtigt at tage form.

På Lille Matterhorn er en tunnel boret gennem bjerget og udsigtspunktet på toppen kan nås med elevator. Punktet er med sine 3883 m det højeste udsigtspunkt i Europa; en 360 graders panoramaudsigt over de schweiziske, franske og italienske Alper. Fra platformen kan man se hele 38 bjergtoppe på 4000 meter eller derover. Jeg bliver foreviget foran skiltet på toppen med et betagende bjerglandskab i baggrunden, mens kulden går gennem marv og ben, og øjnene misser mod den skarpe sol.

 

Europas højst beliggende isgrotte

Ved udgangen af tunnelen ligger en lille interimistisk café hvor man kan få varmen med et krus varm kakao, der kan være meget tiltrængt.

I nærheden af cafeen ligger det såkaldte is-palads 15 meter under isen. Ad en lang iskold tunnel bevæger man sig dybt ned under isen og ind i en isnende blå verden. De blålige vægge omslutter én med kulde, når man til sidst kommer ind i museet med smukke isskulpturer. Grotten er den højst beliggende gletscherhule i Europa, og et lysshow akkompagnerer det næsten magiske syn og gør det meget stemningsfyldt. Stilheden er slående og man føler sig næsten hensat til en himmelsk verden.

Siden 1865 da Matterhorn blev besteget første gang, har folk forsøgt at besejre bjerget. Adskillige har i årernes løb mistet livet – og de fleste har fundet hvile på kirkegården i Zermatt. Den første der besejrede Matterhorn var englænderen Edward Whympers. På vejen ned styrtede fire af gruppens bjergbestigere i døden – og et par stykker blev aldrig fundet. At Matterhorn er farligt at bestige hersker der absolut ingen tvivl om. I bogen “Matterhorn – Verdens farligste bjerg” berettes levende om to danskere der har besteget bjerget under dramatiske omstændigheder.

Området nedenfor Matterhorn byder på skipister i verdensklasse for både øvede og begyndere med skiinstruktører. Matterhorn Glacier Paradise er et skiresort, der ligger med fantastisk udsigt til Matterhorn og et bjerglandskab der er ideelt til skiløb. Selv nyder jeg for en stund den storslåede udsigt fra en liggestol, for med Matterhorn og Zermatt i kikkerten er det en yderst afslappende måde at holde ferie på i smukke omgivelser.

Har man mod på at erobre bjergtoppe, er Breithorn det nemmeste 4000 meter bjerg i Alperne at bestige. Matterhorn er absolut for de erfarne bjergbestigere med mere end almindeligt mod og mandshjerte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alpernes største gletscher

  Grosser Aletschgletcher

Alpernes største gletcher er overraskende meget let at komme til, da den ligger tæt på vej 19, der løber langs Rhone floden i Schweiz. Godt nok kan man ikke se gletcheren fra dalen, da den ligger skjult bag en bjergkam, der når højder af 2900 meter. Fra dalen i 1000 meters højde er der dog lifter fra flere byer og op på toppen af bjergsiden, bl.a. fra byerne Fiesch og Bettmer.

På den anden side af bjergsiden venter der udsigter af denne kaliber, imponerende views af den lange gletscher, der starter nær sydsiden af det kendte bjerg ‘Jungfrau’

Grosser Aletschgletcher, sommer 2005

  Vandreture ved Grosser Aletschgletscher

Fra dalen kan man som sagt tage lifter op på bjergsiden. Fra byen Fiesch kan man tage liften helt op til Eggishorn (2927m), eller man kan stå af halvvejs ved Fiescheralp. Fra Fiescheralp kan man vandre rundt om bjergkammen og om på den anden side bjerget, hvor gletscheren befinder sig. Denne tur tog min kammerat Lars og jeg på en meget varm juni dag i 2005. Stien er forholdsvis nem at følge, og der er også hytter i området, som man kan overnatte i. På vandreturen får man også gode udsigter til Fieschergletscheren og på toppen af bjergkammen mellem gletscheren og Rhonedalen er der udsigter til høje bjerge mod sydvest, bl.a. Matterhorn og Monte Rosa. Faktisk er der utroligt mange betagende views på denne vandretur rundt om bjergkammen, der tager omkring 5-6 timer.

 

  ‘Grosser Aletschgletcher’, sommer 2005

Overnatning mm

Nær kabineliftstationen i byen fiesch findes en god omend lidt dyr campingplads. Ellers er der mange hoteller i byen. Der er jernbane i byen og toget ‘Gletscherekspressen’ mellem St. Moritz og Zermatt kører igennem.

Ellers er der bare tilbage at sige, husk vand og især solcreme på denne tur, det skulle jeg huske at sige fra mine lægge, der blev meget røde på denne tur.

 

Snuden af Grosser Aletschgletscher, sommer 2005

 

The End

Vandring ved Matterhorn

Hvor ligger Matterhorn ?

Matterhorn er et verdensberømt bjerg på 4478 meter, der bl.a. har givet navn til en af verdens første stålrutsjebaner, der findes i Disneyland i Californien. Har dette bjerg mon også givet ideen til formen på en Toblerone chokolade ? Måske, fra Schweiz-siden har dette bjerg i hvert fald en karakteristisk pyramideform. Matterhorn er et legendarisk bjerg, der rejser sig meget abrubt på grænsen mellem Schweiz og Italien. På den Schweiziske side ligger skisportsbyen Zermatt, mens skisportsbyen Cervinia ligger på det italienske side. Tilsammen udgør disse to byer et af de mest eksklusive skisportsområder i Europa. Om sommeren er det endvidere et meget populært område for vandring i alperne.

 

‘Verdens største Toblerone’

Hvordan kommer man dertil ?

Bjerget skulle efter sigende være flottest fra Schweiz-siden, så det var der min kammerat Lars og jeg kørte til. Vi valgte en østlig rute, der tog os gennem Liechtenstein og Rhindalen. Vi fulgte vej 19 ind i hjertet af alperne. Denne vej følger i starten Rhinen og senere følger den Rhone-floden. Ved byen Brig bliver vej 19 til vej 9, og kort efter ved byen Visp drejer vejen fra til Zermatt og Matterhorn. Der er kun denne ene vej derind, og man kører i en snæver dal med alpegiganterne Weiishorn (4506m) og Dom (4545m) på hver sin side. Ca. 10 km. før Zermatt når man byen Täsch, hvor man ikke har lov til at køre videre. Vejen fortsætter godt nok til Zermatt, men kun folk med særlige rettigheder må køre op til den ellers bilfri by. Fra Täsch må man derfor vandre op til Zermatt eller man kan tage toget, ‘Gletcherekspressen’.

  ‘Matterhorn-Gotthard banen’, ‘Gletscherekspressen’

Man kan køre med gletcherekspressen helt fra St. Moritz til Zermatt, og det skulle være en utrolig smuk tur. Mellem Täsch og Zermatt kører endvidere et pendlertog. En retur koster ca. 15 Euro.

Vandreture omkring zermatt

Zermatt by ligger i 1620 meter, og i området omkring byen skulle ligge 17 bjerge over 4000 meter. Foruden Matterhorn bl.a. Monte Rosa (4634m), Liskamm (4527m), Breithorn (4164m) og Strahlhorn (4190m).

‘Det er den vej’                               ‘Matterhorn spejles i Leisee’

En god vandretur går op til Hörnlihytten, der i 3260 meter ligger for foden af Matterhorn. Det skulle være muligt at nå derop på ca. 5 timer. Ellers er der mange lifter og bjergtog der kan tage en op i terrænnet. Vi valgte at tage tandhjulsbanen op til Sunnegga paradise i 2288 meters højde. Tandhjulsbanen kører i en tunnel inde i bjerget og skulle være den første af sin art i Europa.

Fra denne side får man de bedste views af Matterhorn, og der er mange søer, hvori matterhorns kegleform spejles, bl.a. Leisee (se billede), Stellisee, Grindjisee og Grünsee. I samme område er der gode udsigter til det spidse sneklædte bjerg Adlerhorn (3988m), og man kan vandre på sidemorænen til gletscheren Findelgletcher.

Har man penge, kan man tage bjergtogbanen Gornergratbahn op til Gornergrat i 3089 meter, en tur der koster ca. 75 Euro t/r fra Zermatt. Herfra skulle der være gode views også af Monte Rosa. Er man endnu mere velhavende kan man tage liften op til Klein Matterhorn i over 3800 meters højde. En af de højeste lifter i Europa, hvis ikke den højeste, men turen koster over 80 Euro t/r fra zermatt.

‘Fra venstre: Rimpfischhorn, Strahlhorn og Adlerhorn fra gletchermorænen’.

 

THE END

Fra Schweiz til Frankrig

Biel (Schweiz) – Pontarlier (Frankrig)    82 km

Hvis jeg husker rigtigt, vågnede jeg fem gange i nat på grund af kulden, til lyden af regnen der trommede på teltet. Der er noget melankolsk over denne lyd, den minder mig, ganske modsat, om billedet af silhouetterne af hundredevis af myg der danser mod segldugen. Følelsen af at være ganske alene, men stadig beskyttet og tryg, som var man gemt i en membran uigennemtrængelig for resten af verden. Der er dog mange ting jeg ikke kan beskytte mig imod; en af dem er anstrengelser. Og netop anstrengelser blev min skæbne undervejs til Frankrig: Til dels de skrappe stigninger voldte mig problemer, men ikke kun på grund af højden, at det blev og koldere og koldere jo længere jeg kom op, var ligeledes en væsentlig faktor. Mange gange måtte jeg stoppe for at banke lidt liv i mine frosne, følelsesløse hænder, og måtte således sande at det tynde par cykelhandsker jeg har ikke er nok. Stort set hele dagen gik det op af bakke, de sidste ti kilometers beskedne fald mod Pontarlier undtaget. I dag fik jeg for alvor en forsmag på hvad venter mig i Pyranæerne. En nagende tvivl er langsomt ved at bide sig fast i mit sind; har jeg taget munden for fuld. Jeg frygter ikke de lange skrappe stigninger, de snævre bjergpas, eller trafikken – men kulden der ubestrideligt vil herske så højt oppe, så langt inde i efteråret, kan få mig til at tvivle. Jeg vil, under alle omstændigheder, få brug for nye handsker der dækker både håndled og fingre, men den tid den sorg – jeg er endnu langt derfra. Kulden og anstrengelserne usagt var det en god dag.    Midt i dagens strabadser stødte jeg selvfølgelig også på en grænsepost. Under planlægningen af turen var jeg lidt nervøs for trafikken i netop de snævre bjergpas, men indtil videre har der ikke været nogen problemer. Billisterne sænker forsvarligt farten når de ser mig, og kører udenom i store buer. De tyske og schweiziske veje har været overordenligt gode, men kun ti kilometer inde i Frankrig kan jeg desværre mærke en forskel. Venligheden med hvilken jeg bliver modtaget er imidlertid intakt. Frankrig er nået. Inden jeg tog afsked med Schweiz nåede jeg dog at købe en gigantisk plade chokolade, to store stykke ost, og en pakke brød. I Pontarlier, 826 m over havet, står mit telt på en trestjernet bakkeskråning. Her er så koldt som i Danmark om vinteren. Himmelen er dækket af et tykt tæppe af skyer, og når det ikke direkte regner, lægger en konstant støvregn sin fugtige hinde over alle forhåbninger om et glimt af solen og varmen.

   Pontarlier – Lons le Saunier       80 km

Kulden var i nat så bedøvende, at den vækkede mig flere gange. Kl. fem om morgenen vågnede jeg for sidste gang, og lå døsigt i et stykke tid, og nød en morgentræt radioværts udsøgte valg af melankolske jazztoner. Regnen gav fra seks til syv sit besyv med, med en trommen så blid, at skulle jeg ikke selv trommes på, havde jeg fundet tid til at nyde dens insisterende våde drømme akkompagnant. Da jeg endelig stod op, måtte en skoldhed bruser arbejde i en halv time, før jeg følte mig bare nogenlunde klar til at kaste mig mod dagens dont. Morgenfrosten er stadig bidende, og med en hånd på styret og en i jakkelommen, besidder kravet om nye handsker endnu engang mine tanker. Men da jeg allerede efter en time havde cyklet så langt, at Jura bjergene havde spredt sig på horisontens vifte som et dejligt postkort, steg humøret og rejseglæden et par grader i takt med den langsomt stigende temperatur. På behørig afstand er de skam et smukt syn. Over tinderne, fra nord til syd, vælter sig i evig bevægelse et bælte af kulde og frost. Disse tåger falder i et med himmelens lavthængende skyer, og udvisker skellet mellem himmel og jord. Himmelen hænger lavt i dag, og efter at have gennemført dagens etape, mangler jeg stadig at finde et hul i skydækkets kapsel. Det er nu flere dage siden jeg sidst så det blå.    Hele dagen går det nedad, dog uden at vejret bliver spor bedre. I Lons le Saunier, hvor jeg efter endt måltid sidder på en lille cafe, regner det stadig. Jeg har ingen lyst til at tage tilbage til mit fugtige lille telt. Men i dag er vaskedag og nødvendigheder trænger sig på. Der er heldigvis vaskefaciliteter på campingpladsen, og det eneste rene jeg har tilbage er, ironisk nok, mine badebukser.

Schweiz og Jurabjergene

Freiburg (Tyskland) –  Lorrach (Schweiz)   60 km

Endelig ude af Tyskland. Men det går langsomt disse dage. For fjerde dag i træk bevæger jeg mig mindre end 100 km. Havde det dog ikke været for mine uheld, ville jeg have været så frisk som en fyrig ganger; men min ganger skranker fra tandhjulene, og mine ben er så fyrige som sprækkede, knastørre tændstikker. Jeg har tabt mig. Kroppens mosaik genspejler turens hårdhed. Et begyndende fuldskæg kærtegner kejtet mit ansigt. Hvor shortsene og t-shirten har tilladt solens stråler, er huden brun og sej som læder, resten er pinligt hvidt – i særdeleshed ballerne. Mærkværdigt udseende muskler har snoet sig om mine knæ, og armenes og benenes lyse hår lyver om hårrøddernes dunkle intentioner. Zebrafødder vidner om slidte sandaler, og afblegede shorts om en smal gardarobe. At jeg skiller mig ud er jeg ikke i tvivl om, da jeg dagen lang iklædes udforskende blikke fra mistroiske billister og fodgængere. Turen fra Freiburg til Lorrach var ingen stor oplevelse, vejret var atter dårligt. Kulde og regn kommer i en lind strøm fra sydøst; den selvsamme  retning jeg bevæger imod. En femdøgnsprognose afslører en efterårs- koldfront fra Jurabjergene, vestschweiz – jeg gyser ved mit snarlige komme dertil. I Lorrach har jeg en personlig kontakt, en ung trebørns familie, et hyggeligt hvilested for natten. Jeg tilbringer eftermiddagen med en omgang fodbold i en park med familiens tre sønner, og går ellers tidligt i seng med tanke på morgendagens ankomst til Schweiz og dets udfordringer.

Lorrach  –  Biel      105 km

Allerede tidligt på dagen stifter jeg bekendtskab med en knap så venlig side af alpernes land. Alperne er jeg heldigvis skånet for i første omgang, men der er bestemt andre bjerge i det lille rige i midten. Jeg passerer et enkelt af disse undervejs til Biel; en bagatel på 1140 m., vel ledsaget af en støt faldende temperatur jo højere jeg bevæger mig. Atter en dag uden problemer, gennem skønne landskaber, og endda, fra et land til et andet ved et enkelt tråd i pedalerne. Jeg styrer direkte mod mit hvilested for natten. Få kilometer inde i Schweiz får jeg imidlertid en ny rejseledsager; en kæde af bjerge så lang øjet rækker, tålmodigt, afventende, snoende sig langs vejen – den ved at den nok skal få sit bytte. Det er denne kæde jeg i morgen skal prøve kræfter med, min første alvorlige styrkeprøve, dog i dag intet andet end en flot udsigt. Efter seks timers ridt når jeg mit bestemmelsessted. Biel ligger nord for Bielsø, den ene af tre søer i -de tre søers land- som området så rammende er navngivet. Campingpladsen ved søen er 450 m. over havet, og ved aftentid går det op for mig, at her er de svale sommeraftener forlængst forbi. På vestbredden troner Jurabjergkæden mod solnedgangens bål af farver; et smukt syn som de urørlige klipper spreder sig under den hastigt fortonende himmel, flygtigt skitserede grå masser af skyer, der formålsløst tynger sig mod himmelhvælvets revner – de iturevede silhuetter af tinder mod natten. Da solen forsvinder endeligt, tager nattens bidende kulde livet i besiddelse. Jeg er endnu så langt nordpå at der tales tysk, men få kilometer herfra, advares jeg, dominerer det franske. Med et sprogkundskab begrænset til Abbas: voulez vous coucher avec moi, ce soir, forbereder jeg mig på det sproglige ingenmandsland, mine manglende franskkundskaber i morgen vil efterlade mig i. Skuttende i soveposen falder jeg i søvn til tanken om, hvorledes man spørger om vej på tegnsprog. 

Eigers Nordvæg

De to sweiziske bjergbestigere Stephan Siegrist og Michael Pitelka planlægger at klatre originalruten på Eigers nordvæg fra 1938. Dette i sig selv er ikke noget særligt længere, eftersom denne rute er blevet klatret mindst et par hundrede gange siden; men de har tænkt sig at gennemføre klatringen med det tøj og udstyr, der blev brugt den gang! I 1938 var f.eks. 12-takkede steigeisen langt fra hver bjergbestigers eje (kun to af de fire førstebestigere havde dem), og svedtransporterende tøj blev først udviklet årtier senere. Om de også vil bruge hampereb som i 1938, melder historien ikke noget om.

 

(Kilde: Dansk Bjergklub nr. 4)

Discovery Channel World Championsship Adventurerace

Dicovery Channel har netop afsluttet det første World Championship Adventure Race. Løbet blev afholdt i Schweiz d. 3 til 8 September. 41 hold fra hele verden deltog. Grundet det hårde vejr lykkede det kun 9 hold at gennemføre. Vinderne blev det findske hold “Nokia Adventure”. Første premien var på 50.000.- US $ Holdene der deltog var nogle af de bedste hold fra den nyligt etablerede AR World Series (Adventure Race World Series). AR World Series er en sammenslutning af AdventureRaces verden over. Gennem deltagelse i disse lokale løb er det muligt kvalificere sig til det prestige fyldte World Championship Adventure Race. Dicovery Channel filmede løbet og det bliver vist i begyndelsen af 2002. læs mere på: www.arworldchampionship.com