Tag-arkiv: Oceanien

Findes paradis på jorden??

Findes Himlen på Jorden??
af Pernille og Kennet Föh

Findes himlen på jorden?? Ja! Prøv Samoa i Stillehavet, og du vil ikke blive skuffet.

På vores jorden-rundt-tur havde et af Pernilles krav været, at der skulle indgå et ophold på et tropeø til ren afslapning. Valget faldt på Samoa. Her var vejret lidt bedre end på Fiji, knap så turistet og billigere. Vi blev ikke skuffet.

Samoa består af Western Samoa og American Samoa. Vi valgte Western da denne del er billigere og ikke turistet af et hav af amerikanere. Samoa består af mange små øer med Upolu som hovedøen med hovedstaden Apia, og den større Savaii. Vi havde hørt, at Savaii havde de bedste strande, og straks ved ankomsten tog vi ned til havnen og sejlede til øen. Turen tog en times tid.

Ved havnen holder alle busserne. Der er ingen køreplaner, og alle busser kører ad en vej rundt på øen. Forskellen er, hvor langt de kører. Forhør ved de lokale, ellers finder man aldrig ud af at komme med den rigtige bus. Vi overnattede den første nat på Siufaga Beach Resort. En lille hytteby ejet af en italiensk læge, som havde slået sig ned på øen. Her var eget bad, faste vægge og en dejlig have. For den luksus betaler man selvfølgelig, og efter en nat tog vi videre for at finde et ‘rigtigt’ fale (hytte) by, med hytter på stranden.

Vi fandt et skønt sted, Vacations Beach Fales i Manase, som åbnede i september 2001. Alle hytter var derfor nye, ligesom fællesfaciliteterne også var fine. Der er hytter ved stranden og i en lille have. Byen har flere små hyttebyer, så det skulle være til at få en plads. Hytterne ligger 3 meter fra stranden, og interiøret er to madrasser på gulvet og en affaldsspand. Bad og toilet er delt (6 toiletter til 10 hytter) i en udendørsbygning, men er rene og pæne.

Om natten sænkes palmegrenspersiennerne ned, og hytten er afskærmet. Om dagen åbnes de for at få luftet ud. Der er elektricitet i hytten, og der er puder og lagner, som i øvrigt skiftes et par gange om ugen. Morgen- og aftensmad er med i prisen (ca. 110 kr. p.p pr. døgn). Der er rigeligt med mad, som indtages ved langbord i fælleshytten, hvor der også kan købes drikkevarer, spilles kort og hygges.

Vandet ved Manase er varmt og rent, og man kan simpelthen ikke lade være med at hoppe i !Øen byder også nogle få muligheder for at tage på tur. Bla. forefindes vandfald på øen, blowholes og steder, hvor man stadig laver den traditionelle Tapa (lidt som papyrus). På Safuga Hotel bor en geolog fra Australien. Han arrangerer ture rundt på øen, og kan fortælle en del om planter, dyr og øen. Højst sandsynligt kommer I også til at opleve en aften med traditionel dans, sang og musik. Kunstnerne tager til de store hoteller, hvor amerikanerne og japanerne betaler dem rigt for at optræde. Bagefter kommer de til hyttebyerne og giver det samme show. Mest fordi de kender ejerne, tror jeg. Her får de selvfølgelig også lidt lommepenge, men intet, som kan måle sig med pengene fra hotellerne.

Samoanerne er kristne, og kirken er en stor del af deres liv. Alle er i kirke om søndagen, og efterfølgende er der stor frokost for alle i byen/famlien. Vacation Beach Fales arrangerer også søndagsmiddag, hvor der bla. er hummer ad libitum.

Alle kirker er åbne for turister, og til gudstjeneste. Der findes bla. katolske missionærer på øen. Vi fik et lift af missionæren Bob til gudstjeneste. (da alle skal i kirke kan man altid få et lift.)

 

For ganske få penge er det muligt at flyve tilbage til hovedøen. Turen tager 20 minutter og er ganske fornøjelig. Der er 5 rækker i flyet + 1 række til piloten. Det vipper lidt med udsigten er fantastisk. Totalvægten må ikke overskrides i nogen fly. Men da passagerantallet, fragt mv. jo er begrænset er det specielt vigtigt at vide præcist hvor meget alting vejer. Derfor bliver ALT vejet inden ombordstigningen – også passagerne !!


På hovedøen Upolu opholdt vi os kun i 1½ dag. Vi fik set lidt af Apia, men den er turistet og uden den helt store charme. Her kan dog vaskes tøj og man kan også finde en internet-cafe.

Sidste kommentar:
Synd at Samoa ligger så langt væk – ellers ville det være vores foretrukne vinterferie-rejsemål.

Læs mere på Pernille og Kennets website: http://www.pernille-kennet.dk

Den tabte ‘Livingstone-følelse’..

Som ivrig backpackere har min kone og jeg
den fornøjelse at komme rundt og se en masse utrolige
fatastiske steder rundt omkring på kloden.
Ofte kan man, når man rejser rundt, falde over et utal af
turoperatører.
AT rejse med dem er en blandet fornøjelse… Det giver de åbenlyse fordele,
at man kan komme rundt til en stribe steder med guide, til en favorabel
pris. Dog mister man totalt muligheden for at få den der “Livingstone” følelse.
Den følelse man får når man finder (eller tror man finder) en uberørt perle,
ukendt for andre rejsende. Den oplevelse er ligesom fraskrevet fra starten når man
bestiller en tur med et større turselskab, hvor man ofte er mellem 14-25 perosner i busser.
Alene det at skulle fragtes i busser med andre turister, dræber for mig backpacker-ånden med
at se anderledes ting end alle de andre.
Nogen steder i verden er det at sikkerhedsmæssige årsager nødvendigt at alle turister transporteres rundt med store busser i konvoyer (eksemplevis Egypten).
Andre steder skyldes det simpelthen, at der er mange penge at hente.. så jo flere turister afsted med færrest guider og køretøjer, er lig højere fortjeneste.
I Australien oplevede vi dette i udstrakt grad. I Darwin oplevede vi en fantastisk 3-dages tur til Kakadu National park og det med et lille selskab og en lille gruppe på 9 mennesker. (Wilderness 4WD Adventures)
Guiden Tim fortalte, at de fleste små selskaber var knækket i konkurrencen med de få store firmaer, som havde presset priserne ned under hvad de små selskaber kunne klare.
Firmaer som “Adventure Tours”, som tilbyder et utal af ture over hele Australien, er et eksempler på et af de store firmaer.
For mig er det altid den største glæde hvis jeg, sammen med min kone, kan få oplevslerne for os selv. Det er svært i de store grupper.
Det er en trist udvikling, i hvert tilfælde for os backpackere, som ikke rejser ud for at feste, drikke og ture rundt med andre rejsende.
Vi må bare håbe, at der altid er plads til de små selskaber, som kan give den personlige unikke grundige service, som giver de flotte dejlige oplevelser rundt om i verden.
      

Uluru – den røde sten

Uluru, af de fleste nok bedre kendt som Ayers Rock ligger cirka 500km. fra Alice Springs i midten af Australien. Navnet Uluru er det oprindelige navn som det lokale aboriginerfolk Anangu har brugt siden tidernes morgen. Ayers Rock derimod var navnet på opdagelsesrejsende Ernest Giles valgte da han som den første hvide mand så klippen i 1872.
Uluru er en monolit (klippe) og er 3.6km lang, 2km bred og 348m høj og det menes at den går flere km ned i jorden. Geologer vurderer at den er 550 millioner år gammel.
For Anangu-stammen har den haft, og har fortsat, kolossal kulturel betydning. Hver en lille sprække, hule, vandhul m.m. har tilknyttet en kulturel betydning eller rolle. Eksempelvis har kvinderne og mændene hver deres steder til gennemførelse af ceremonier og det er tabu for det modsatte køn at besøge stedet.
Uluru er en del af en nationalpark som i 1958 blev etableret under navnet Ayers Rock/Mount Olga National Park. På dette tidspunkt var nationalparken styret enerådigt af den australske stat uden hensyntagen til de oprindelige “ejere” Anangu-folket.
Som følge af en række retssager blev parken i 1985 overdraget til Anagu-folket som dog forpagtede den tilbage til staten gennem en 99-årig kontrakt. I 1985 fik hele parken status som World Heritage Site og i 1993 fik den sit nuværende navn Uluru – Kata Tjuta National Park.
Der er mange aktivitetsmuligheder ved Uluru.
Man kan vælge at vandre The Base Walk som er en 10km. og meget let tur rundt om foden af klippen og som i afslappet tempo tager 3-4 timer. Med jævne mellemrum er der skilte med oplysninger om historie, kultur, geologi m.m. Enkelte steder er der også forbud mod at fotografere idet disse steder stadig har stor kulturel betydning for Anagu-folket. De steder hvor der stadig den dag i dag foregår kulturelle ceremonier, er hegnet ind og det er strengt forbudt for alle på nær de indviede Ananguer at betræde dem.
Cirka 2km af Base Walk’en kaldes for The Mala Walk og er et meget betydningsfuldt område. Guidede ture udgår fra parkeringspladsen og kan på det stærkeste anbefales idet der her løftes lidt for sløret over Uluru’s kulturelle betydning.
Uluru – Kata Tjuta Natiobal Park Cultural Center ligger cirka 1km. fra Uluru og indeholder spændende udstillinger om områdets kultur og natur. Jeg vil anbefale at man sætter mindst én time af til besøget.
Højdepunktet for et besøg ved Uluru er henholdsvis solopgangen og -nedgangen. Det er her man virkelig kan nyde det fantastiske farvespil i klippen når den går fra højrød over orange til lilla. Selvom man til tider står som sild i en tønde blandt alle turisterne på de bedste udsigtssteder er det det hele værd. 
Endelig kan man bestige Uluru hvilket er en 1.6km. tur og som varer et par timer. Denne tur var for nogle år tilbage et must for besøgende. Grundet at der hvert år dør turister som følge af fald, hjerteproblemer m.v. opfordrer Anangu-folket til at man ikke bestiger Uluru. Dette fremgår af skilte og i den folder man får udleveret når man kører ind i parken. Opfordringen skyldes dog ikke alene hensynet til turisternes liv og lemmer, men også, og nok mere, respekten for Uluru og dens kulturelle betydning.
To climb or not to climb er det store diskussionsemne på ture til Uluru. Nogle mener vi skal respektere Uluru’s kulturelle betydning og dermed ikke bestige den. Andre er af den mening at Anagu-folket tjener på at forpagte området ud og dermed allerede er gået på kompromis med Uluru’s kulturelle betydning. Hvem der har ret ved jeg ikke, men når nogen beder mig pænt om noget så efterkommer jeg deres anmodning – længere er den ikke. Så lad være med at bestige Uluru og nyd i stedet det fantastiske sted og den fantastiske stemning!

Klatring i New Zealand

Hvis man er til bouldering er der ét sted i NZ, som skal besøges; Castle Hill.

Her er masser af udfordringer, og området er så lidt overrendt, at man har rig mulighed for at finde og arbejde på sine helt egne boulder-problemer. Desuden er der gratis camping, muligheder for caving og flodtrekking på sidelinien – og helt guddommeligt smukt.

Generelt er New Zealand efter min mening ikke et klatremekka. Der er indtil flere steder at klatre, men landet er “ungt” og mange steder stadig vulkansk aktivt, hvilket betyder at de fleste klippetyper også er meget unge – og dermed ofte løse, skarpe og beskidte. Hvis man er til bouldering derimod, er der ingen grund til at brokke sig. Så tager man nemlig bare til Castle Hill.

Småt er også godt

Castle Hill er et stort bakket område overstrøet med bløde, grå kalkstens-klippestykker. Der er en næsten højtideligt stille stemning over området, hvor alt hvad man kan høre er vindens susen i græsset, og man kan se milevidt omkring. Stilheden og vidderne skyldes, at Castle Hill ligger ude i ingenting midt på syd-øen i New Zealand.

Fra Christchurch drejer man ind af State highway 73, der går midt gennem øen mod Arthurs Pass, og cirka en time senere vil man ikke kunne undgå at se området, der ligger til venstre for vejen. Ret fremme foran ligger også Flock Hill, som er et lignende klatreområde, hvor store sten ligger hulter til bulter i det høje græs.

Castle Hill er til fri afbenyttelse for klatrere, modsat flere andre steder på øen, hvor man skal have tilladelse af den lokale farmer. Stort set alt land i NZ tilhører én eller anden, så det er altid en god ide at undersøge, inden man klatrer løs. Dette gælder blandt andet for Flock Hill.

Fantastisk boulderproblem med led top-out!

Vil man klatre i Castle Hill er der nok at tage fat på. Se evt. på siden http://www.climb.co.nz/Places/Canterbury/CastleHill/Castle-Hill-Climbing.htm hvor der er guides til de forskellige dele af området.
Som nævnt er Castle Hill stadig relativt nyopdaget og meget lidt overrendt, og der er derfor rig mulighed for at finde sine egne små boulderproblemer. Det betyder dog også, at områdets ruter ikke er så detaljeret kortlagt endnu, men det er så vidt vides muligt at få rimelige guider over området i sport- og fritids butikker i Christchurch.

Det, der karakteriserer typen af klipperne i Castle Hill er, at de har meget runde former og nogen gange umiddelbart uhyggeligt få ting at stå på og holde i. Primært er der skrå, runde flader, hvor man skal bruge hele håndfladen til at holde fat. De huller, der er i stenene er runde og afslebne.
Typisk finder man et problem og giver sig i kast med at klatre op og når præcis til det punkt hvor man tænker “fedt, jeg er oppe”… for så at opdage, at der ingenting er at holde fast i i toppen. Og så hænger man der, mens man mentalt suger sig fast til klippen med hele kroppen – en såkaldt “full body smear”, som de lokale kalder det. Men det er det, der er den specifikke udfordring ved Castle Hill og en ret enestående chance for at få trænet sin balance. Det betyder dog også, at det på varme og fugtige dage kan være et ekstra krævende område at klatre i, idet der ikke er optimale forhold for friktionen. Den varmeste del af året i NZ er fra november til februar.

Dan Smith tager tilløb til toppen

Praktisk og husly

Omkring 5-6 kilometer længere henne af vejen, hvis du kommer fra Christchurch, kan du finde en ikke særlig tydeligt skiltet DOC (Department Of Conservation) campingplads, hvor du kan bo gratis. Der er intet vand, så du skal have dit eget med, hvis du ikke vil drikke af den flod, der løber gennem pladsen. Det kan du som regel godt – vi gjorde det og havde det fint. Der er heller ikke elektricitet eller gas, så du skal have eget lys og kogegrej med. Til gengæld har du en idyllisk lille campingplads, ofte helt for dig selv. Det er også en god ide at proviantere lidt, inden du kører til Castle Hill, hvis du ikke vil bruge en masse tid på at køre de 15-20 km. frem og tilbage til de nærmeste småbyer, hvor butikkerne i øvrigt lukker ret tidligt. At have en bil er et ret stort must.

Det er i øvrigt værd at advare om de bjergpapegøjer, der bebor området omkring castle Hill, og som faktisk findes på det meste af sydøens vestkyst. De hedder kea papegøjer, og de er sjove, helt ufatteligt nysgerrige, men desværre også meget destruktive! Det er en rigtig dårlig ide at fodre dem, ligesom du ikke bør stimulere deres nysgerrighed ved at lade noget som helt ligge på jorden – i hvert fald ikke hvis du ønsker at se det igen i hel tilstand. Dette gælder desværre også nogen gange for biler og telte, som enkelte keas godt kan finde på at give sig i kast med. De elsker vinduesviskere og teltbarduner. Det kan derfor være en ide at pakke sit telt sammen og lægge det i bilen, når man ikke er der. Det med vinduesviskerne må man så tage, som det kommer…

Fridags caving

På højre side af vejen, også lidt længere nede end den første del af Castle Hill området ligger en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til Flock Hill og til en underjordisk flod, der som et større hulesystem snor sig gennem den underliggende klippegrund. Her kan man på eget ansvar tage på et lille 300 meters cavingeventyr, der kun kræver, at man har en stærk lommelygte (helst vandtæt, for man bliver våd!), solide sko og ikke lider af klaustrofobi. Det er ret spændende og der er nogle fascinerende huleformationer derinde. Bemærk dog at du aldrig må gå derind, hvis det lige har regnet meget af fare for springfloder.

Guide til trekking i New Zealand

Introduktion: New Zealand er et vidunderligt land med mange variationer. Det er et perfekt backpackerland, og de fleste, som er på jordom-rejse i den del af verden, vælger at aflægge landet et besøg. Landet er rig på natur, kultur, adrenalinsport og venlige folk, og dette er en perfekt cocktail for rygsæksrejsende. Det er dog nok mest den indbydende natur, som landet er kendt for. New Zealand har et areal på ca. 270.000 kvadratkilometer, men beboes kun af ca. 3,8 mio. mennesker, så der er meget plads til natur og vildmark. Jeg besøgte selv New Zealand henover årsskiftet 1997/98, og brugte det meste af tiden på at trekke og kaste mig ud i vilde events såsom bungy-jumping og faldskærms-udspring. Formidling af disse friluftsaktiviteter er ideen bag denne artikel og en tidligere artikel (guide til adrenalinsport i New Zealand). Artiklen her beskæftiger sig med trekking i New Zealand.

Natur: Det er som om, det nærmest er muligt at se hele verdens forskellige landskabstyper inden for landets grænser. Landet rummer vilde bjerge, store gletschere, aktive vulkaner, varme kilder, geysere, tempereret regnskov, subtropiske strande, huler – ja jeg kunne blive ved. Ikke mange andre steder i verden har man et så varieret udbud af natur indenfor et relativt begrænset landområde.

 

 

 

 

 

Milford Sound                                             Pancake Rocks

Dyreliv: Der findes ingen farlige rovdyr på New Zealand, så en tur i regnskoven kan foregå i ro og mag. Der findes et rigt fugleliv, og den mest kendte fugl er Kiwien, der også er landets nationalfugl. Kiwien kan ikke flyve og ses meget sjældent. Vandet omkring New Zealand bugner af dyreliv såsom hvaler, delfiner og sæler. Et dyr man helt sikkert vil se, er fåret, da der findes over 50 mio. af dem i landet.

Kultur/historie: Landets oprindelige befolkning er Maorierne, der stadig udgør ca. 15% af befolkningen mod 70% Europæere. Maoriernes forfædre er Polynesere, der kom til landet for ca. 1000 år siden. Maorierne er meget farverige og ses især i området omkring Rotorua på Nordøen. I 1642 kom den Hollandske søfarer Abel van Tasman forbi øerne, og navngav landet New Zeeland, efter den nederlanske provins Zeeland. Næste Europæer på banen var briten James Cook i 1769, og i 1814 gik de første missionærer i land.

 

Trekking i New Zealand: Jeg har valgt at give en kort introduktion til 3 vidt forskellige treks i New Zealand, der viser den variation af natur, hvorunder man kan trekke. Det første trek, The Routeburn Track, finder man på sydøen, og dets varemærke er vandring i regnskov og også alpint blandt flotte snebjerge. The Abel Tasman National Park byder på treks langs flotte subtropiske strande, og til sidst men ikke mindst har vi Tongariro National Park, hvor man vandrer i vulkanske landskaber med flotte søer, og med mulighed for at bestige den flotte kegleformede vulkan Ngauruhoe på 2291 meter.

 

1) The Routeburn Track

Kan startes fra det nordvestlige hjørne af den store sø Lake Wakatipu i nærheden af QueenstownSydøen , eller fra hovedvej 94 mellem Te Anau og Milford Sound. Populært trek på 3-4 dage i regnskov og også subalpint. Man kan overnatte i hytter langs stien eller campere, hvilket ikke er gratis. Booking af overnatninger er nødvendigt henover den New Zealandske sommer. Ligemeget i hvilken retning man starter trekket, vil man først vandre i regnskov.

 

 

 

 

 

Billeder fra The Routeburn Track

Har det regnet fornyligt, kan stien godt være meget fugtig, og flere steder krydser større vandløb stien. Omtrent midvejs på stien når man passet Harris Saddle (1277m). Her kan man lave en lille afstikker til Conical Hill (1527m), hvor udsigten skulle være fabelagtig. Trekket kan være en god måde at komme fra Queenstown og mod det flotte Milford Sound. Vælger man denne retning stiger man så bare på en bus fra hovedvej 94 og kører til Milford Sound. MERE INFO

 

2) Abel Tasman Coastal Track

Dette trek foregår ikke uventet i Abel Tasman National Park, der ligger ud til Tasman Bay på det aller nordligste af Sydøen nær den større by Nelson. 3-4 dages trek gennem flot skov og langs stranden ud til det lysblå vand i Tasman Bay. Er også et populært trek, og med rette. Skoven er helt anderledes og mere subtropisk end på det sydlige af Sydøen, og man vandrer langs mange idylliske havbugter.

 

 

 

 

 

 

Billeder fra Abel Tasman Coastal Track

 Man kan overnatte i hytter undervejs eller i eget telt. På visse strækninger af stien skal man passere små bugter, der er under indflydelse af tidevand. Det er derfor vigtigt at have fået information om tider for lavvande. Det er også muligt at sejle i havkajak langs den flotte kyststrækning, hvilket mange benytter sig af. MERE INFO

 

3) Tongariro National Park, Northern Circuit Track

Denne park ligger på den centrale del af Nordøen og indeholder 3 vulkaner, hvoraf Ruapehu (2797m) ofte er aktiv. Parken er New Zealands første, og byder på et aktivt vulkansk landskab og den flotte kegleformede vulkan Ngauruhoe (2291m).

              

                    Vulkanen Ngauruhoe (2291m)

Northern Circuit Track er et trek på ca. 4 dage, der går gennem ældre kratre og forbi farvefulde søer og vulkanske formationer. Det er ydermere muligt og meget anbefalelsesværdigt at lave en lille afstikker og bestige Mt. Ngauruhoe. Vulkanen er stejl og fuldstændig symmetrisk. Højdeforskellen fra stien og til toppen er ikke meget mere end 500 meter, så turen kan gøres på et par timer. Nedturen er enddog meget hurtig, hvis man glider i asken.

 

 

 

 

Det

Billeder fra Tongariro National Park

Det må bemærkes at landskabet er meget eksponeret og det kan være meget blæsende. Der er hytter på ruten, der ligefrem har madrasser og kogegrej til rådighed. MERE INFO

 

Praktiske oplysninger:

Målgruppe: Jeg vil da vurdere, at alle med lyst til naturen kan være med. På ruterne er der en del hytter at vælge imellem, så man selv kan bestemme, hvor langt man ønsker at gå. Abel Tasman trekket vil være det mindst hårde, da der her ikke er nogen stigninger af betydning og der er mange hytter.

Litteratur: Prøv følgende hjemmesider, hvor der også kan hentes information om andre treks.

Backpacker New Zealand

Lonely Planet New Zealand

New Zealand Visitor Bureau

Entertainment New Zealand

Sæson: Den bedste årstid for trekking må være den New Zealandske sommer fra december til februar. Nordøen har et varmere klima end Sydøen og især Routeburn Track på Sydøen kan drukne i sne om vinteren.

Transport: Jeg har aldrig oplevet noget land, hvor det er nemmere at tomle end i New Zealand, så dette er da en mulighed hvis man er på et lavt budget og har modet på at møde de lokale på tæt hold.

Læs om transportmuligheder her

En god og sjov mulighed er Kiwi Experience, et busselskab der lever af at transportere backpackere rundt i New Zealand. En god mulighed for at møde andre rejsende, og blive del af en gruppe, der måske følges ad og afholder fester på diverse hostels.

Overnatning: Det er perfekt at campe i den dejlige natur, og der et godt udbud af campingpladser. Hostels (vandrehjem) skyder op som paddehatte, da New Zealand er så populært blandt rygsæksrejsende.

Guide til adrenalinsport i New Zealand

Introduktion: New Zealand er et vidunderligt land med mange variationer. Det er et perfekt backpackerland, og de fleste, som er på jordom-rejse i den del af verden, væl-ger at aflægge landet et besøg. Landet er rig på natur, kultur, adrenalinsport og venlige folk, og dette er en perfekt cocktail for rygsæks-rejsende. Det er dog nok mest den indbydende natur, som landet er kendt for. New Zealand har et areal på ca. 270.000 kvadratkilometer, men beboes kun af ca. 3,8 mio. mennesker, så der er meget plads til natur og vildmark. Jeg besøgte selv New Zealand henover årsskiftet 1997/98, og brugte det meste af tiden på at trekke og kaste mig ud i vilde events såsom bungy-jumping og faldskærmsudspring. Formidling af disse friluftsaktiviteter er ideen bag denne artikel og en senere artikel. Denne første artikel beskæftiger sig med det store udbud af vilde adrenalinpumpende aktiviteter, mens næste artikel går i dybden med trekking.

Adrenalinaktiviteter: New Zealænderne (eller Kiwierne, som de selv ønsker at blive kaldt) elsker spænding. Derfor kan man kaste sig ud i næsten alt hvad hjertet begærer af vilde aktiviter, som for ens adrenalin i kog. I det følgende gives bl.a. en intro til bungy-jumping, skydiving, jetboating, white water rafting, black water rafting, rapelling, rap-jumping, luge, zorbing, skyjumping og fly-by-wire. Læg mærke til links under de enkelte aktiviteter for mere information.

Bungy Jumping. New Zealand er om nogen det land, der udvikler og finder på nye mærkværdige adrenalinaktiviteter. Mest kendt er nok Bungy Jumping, som blev udviklet af New Zealænderen A.J. Hackett tilbage i midtfirserne. A.J Hackett Bungy er nu en institution, der kan findes flere steder i verden. Udover jumping sites i New Zealand, kan man bl.a. finde A.J Bungy i Australien, Tyskland, Las Vegas og Frankrig. Quenstown på Sydøen er den helt store adrenalinby, hvor der er mange forskellige bungy jumping sites, bl.a. fra helikopter, nightbungy eller 134 meter over en brusende bjergflod fra en udspændt wire. Jeg kan personligt anbefale Skippers Canyon Bridge Bungy (71 meter) nær Queenstown, selv køretøjen ud til stedet var fantastisk. Bungy koster i omegen af 100 NZ$.

Skydiving kan man prøve flere steder i landet. Jeg sprang selv med Taupo Tandem Skydiving på Nordøen, hvor man havde en lækker udsigt over den store Lake Taupo. Det er normalt at springe fra 9000 eller 12000 fods højde. Koster ca. 200NZ$ inklusiv video.

Jet-Boating. Endnu en New Zealandsk opfindelse, og kan bl.a. prøves i Queenstown. Motoren ligger inde i båden, hvilket gør det muligt for båden at sejle over meget lavt vand. Der suges vand ind, hvorefter en jet kaster vandet ud med voldsom kraft, hvormed båden kan skyde en høj fart. Jetten kan drejes i alle retninger, og båden kan lave en hårrejsende 360 grader drejning næsten på stedet, så det er hylesjovt. Koster ca. 25-50NZ$. MERE INFO

White Water Rafting.
Er perfekt i New Zealand, da landet indeholder snesevis af vilde egnede bjergfloder. Igen er det Queenstown på Sydøen, der har det bedste udbud. Pris: ca. 50-75 NZ$. MERE INFO

 

 

Black Water Rafting. Det er nok noget de færeste har hørt om, men det er ikke desto mindre hvad man kan opleve i Waitoma Caves på nordøen. Det foregår på vandløb i underjordiske kalkstenshuler, hvor hver enkelt person flyder på sin egen gummiring. Der er kulmørkt dernede og køligt, så hjelm med lys og en våddragt er nødvendigt. Jeg brød selv lidt af en grænse ved at prøve denne disciplin, da jeg er en elendig svømmer, og har det en smule dårligt med små lukkede rum, og så nede under jorden! Ydermere kom guiden med små overraskelser, der også kunne skræmme livet af en. Men jeg overlevede, og så var det hele jo fedt igen. Pris: ca. 50 NZ$. MERE INFO

Rapelling/Abseiling. Igen en disciplin for personer uden højdeskræk. Man firer sig ned fra et højt objekt med ryggen nedad. En mere kendt udfoldelse også på vore breddegrader, udøves typisk på siloer i Danmark. MERE INFO

 

 

Rap-Jumping. En variation af rapelling og basejumping, deraf navnet. Man firer sig ned af en høj bygning eller klippe, men med hovedet nedad, så man ser frygten i øjnene! Kan blandt andet opleves på et højhus i Auckland til en pris omkring 50 NZ$. MERE INFO

 

 

 

Luge. Kan man eksempelvis afprøve i nærheden af byen Rotorua på nordøen. Det foregår i en slæde på hjul (se billede), men på en bane nedad et bjerg, så man kan køre så hurtigt man tør. For 29 NZ$ kan man prøve 5 ture og gondol liften til toppen er med i prisen. MERE INFO

 

 

 

Zorbing. Er også en kiwi opfindelse, og denne omtumlende oplevelse kan man ligeledes erfare i nærheden af Rotorua ved forlystelsesstedet Agrodome. Jeg har ikke prøvet det, og kunne aldrig tænke mig det. Jeg får brækfornemmelser bare af at se billeder af det. Man kravler ind i en kæmpemæssig gennemsigtig plasticbold, og så kan man bare bede til gud, mens bolden og man selv vælter rundt, mens bolden ruller nedad en bakke med op mod 50 km/t. Centrifulkraften skulle så få personen til at blive presset op mod siden af bolden ligesom salat i et dørslag, men du må hellere selv tjekke det ud her: MERE INFO

 

 

 

 

 

Skyjumping. I Auckland, den folkerigeste by i New Zealand, står et tårn på ca. 300 meter kaldet skytower. Og nu det er der, kan kiwierne jo ikke lade være med at lave et eller andet sindsygt, så nu har man opfundet skyjumping. Fra kuplen 192 meter over jorden kan man nu springe mod jorden i et slags kontrolleret base-jump med op mod 75 km/t. Se her: MERE INFO

 

 

 

Fly-by-wire. Det bliver vildere og vildere. Nu har en New Zealænder opfundet fly-by-wire, hvor man selv kan blive herre over sit eget fly. Det lille aflange fly er spændt fast til et fixpunkt højt over flyet i en kløft. Man kan så selv styre fart og retning af flyet indenfor kløften, og der er opnået hastigheder på helt op til 170 km/t ! Det kan være lidt svært at beskrive, så læs videre her . Koster ca. 150 NZ$

The Swoop. Hvad med at blive løftet op i en højde af 40 meter, og dernæst flyve som en fugl, dog selvfølgelig fastspændt i en hanggliding-sele. The Swoop findes ved Agrodome nær Rotorua , og er en slags gynge, idet man fastspændt til et kabel kan flyve gennem luften, frem og tilbage. Mere info her

 

 



Det største forlystelses center er uden tvivl byen Queenstown på Sydøen. Her kan man næsten prøve alle mulige vilde aktiviter. På nordøen er Rotorua en af de største turistbyer, mens storbyen Auckland også har sine gode udbud.

 

New Zealand byder på langt flere friluftsaktiviteter end de beskrevne, blandt andet mountainbiking, klatring, bjergbestigning, kajak, kano, hvalture, svøming med delfiner, skisport og varmluftsballon ture: Tjek følgende sider: