Tag-arkiv: Nordamerika

Verdensmesterskab i Adventure marthon – Grønland

The Polar Circle Marathon 2005, den 8. oktober 2005

 

Verdens første verdensmesterskab i Adventure Marathon

 

The Polar Circle Marathon i Grønland har tidligere være afholdt – det tilbage i 2001 og 2002. Til forskel fra de tidligere år er løbet blevet flyttet fra 1 måned – fra september til oktober og derudover er det blevet flyttet længere ind på Indlandsisen.

 

Til oktober vil der sikkert være koldere, mild frostvejr kan forventes med mulighed for lidt sne fra oven. Der tror derfor at løbet kan gennemføres i normale løbesko, men der kan blive behov for plasticdupper på selve indlandsisen.

 

Starten går tæt så på iskanten at det er muligt. Når løbet skyde i gang vil der meget vel også lyde tordenagtige brag fra isen.

 

De første 8 km vil være det teknisk mest krævende – et fortryllende men barsk islandskab, der på sit højeste når 3 km op over jordoverfladen. Der skal givetvis tages højde for den spejlglatte overflade, for her vil der kun være is så langt øjet rækker, medmindre at isen er dækket af et tyndt lag nysne, løbes der på knust is, der er fremstillet af en pistemaskine.

 

Derefter går turen mellem nogle af Indlandsisens ældste glechere i et stærkt morænelandskab, tundra formet af gletschere og smeltevandstunneller.

 

Sidste del af ruten går gennem den relativt flade arktiske ørken (Sandflugtsdalen), forbi Sugar Loaf (med en kraftig stigning) og langs elven tilbage til Kangerlussauq. Terrænet er forsat kuperet, men i langt mindre grad end den første del.

 

Langs den baske, men smukke natur vil man passere store smeltevandssøer og vandfald. Højst sandsynlig vil man se moskusokser og rensdyr græsse på de sparsomme vækster.

 

Løbet start ligger ca. 300 m. o. h. Ruten vil de første 9 km. Stige til 500 m. o. h., hvorefter den vil falde til ca. 100 m. o. h.. Derudover vil der forekomme en del bakker fordelt over hele ruten.

 

Lige bort set fra de første 8 km vil ruten hovedsagelig være stenet grusvej med et nogenlunde jævnt og stabilt underlag uden alt for mange store sten. Området er kendt for sit meget stabile og forholdsvist behagelig klima, hvor der højt sandsynlig vil være en del sol og temperaturer i nærheden af frysepunktet (formentlig lidt under). Der vil være en risiko for østenvind, hvilken kan sende kulde ned og dermed øge løbets sværhedsgrad.

 

Angående påklædningen anbefales lange ærmer og bukser (tights og windbreakers). Man bør starte med rimelig påklædning ved isen og derefter muligvis efterlade noget ved de udlagte poster. Der vil være poster for hver 5 km med mulighed for at drikke vand, samt energidrik og forplejning på nogle udvalgte poster. Det vil være muligt at deponere skiftetøj ved flere poster. I tilfælde at man ikke er i stand til at løbe alle 42 km uden stop, men man vil fraråde til at holde hvil for længe i vådt tøj pga. kulden.

Race Across America (RAAM)

Sølvmedalje og Rookie of the Year-pris til Chris MacDonald i verdens hårdeste sportsbegivenhed.

 

Som den første fra Danmark, rullede Chris MacDonald over målstregen på en imponerende 2.plads i verdens hårdste sportsbegivenhed, Race Across America (RAAM), i tiden 10 dage, 2 timer og 1 minut – mere end 6 timer foran den nærmeste konkurrent.

 

 

Kun 11 ud af 25 solo-ryttere gennemførte de 5000 km non-stop på cykel gennem Mohave ørkenen, over Rocky Mountains og ad endeløse amerikanske highways tværs over USA fra San Diego på vestkysten til målstregen i Atlantic City på østkysten. Udmattelse, dehydrering og en tragisk dødsulykke var blandt årsagerne til at mere end halvdelen af rytterne måtte udgå.

 

At RAAM ikke er til at spøge med måtte Chris MacDonald sande allerede på løbets 1. dag, hvor rytterne rammer Mojave ørkenen med temperaturer på op mod 47 graders varme. MacDonald rammes af hedeslag og er tæt på at måtte udgå. Han er af cyklen i flere timer, hvor han bliver nedkølet og behandlet. Enhver podieplacering synes langt uden for rækkevidde.

 

 

“Vi må nok indse, at en podieplacering er umulig nu. Nu handler det bare om at gennemføre og nå til Atlantic City!”, vurderede crew chief Dan Cline, da Chris sætter sig op på cyklen igen efter en flere timer lang pause og behandling.

 

Men Chris demonstrer sin råstyrke. Han havde planlagt at slå til i bjergene, så det gør han – selvom benene hviner af smerter og kroppen skriger på søvn. Det blev til en rekord hurtig klatring op ad den legendariske Wolf Creek i Colorado (én af stigningerne i Rocky Mountains), og Chris er igen med i kampen om medaljerne. Da vi kører ud af Rocky Mountains har Chris kæmpet sig op på en imponerende 3. plads.

 

“Min plan var at angribe på Wolf Creek, der er en af de legendariske stigninger i løbet”, fortæller Chris MacDonald, og fortsætter “Det tog en hel dag at få gang i benene igen efter oplevelsen i ørkenen, men da jeg ramte Wolf Creek om aftenen og begyndte at klatre kunne jeg mærke, at benene var med igen.”

 

Men kort tid efter sætter trætheden for alvor ind og efter en stejl nedkørsel kommer Chris op på siden af følgevognen og konstaterer tørt:

 

“Ok, nu véd jeg, at man faktisk godt kan falde i søvn mens man cykler! Flere gange på nedkørslen vågnede jeg brat, så jeg må have sovet,” fortæller MacDonald sit crew med slet skjult frygt i stemmen. Dette års tragiske dødsulykke (den 2. i løbets 23-årige historie) var netop et resultat af, at rytteren, Bob Breedlove, var faldet i søvn og var drejet over i den modsatte vejbane, lige ud foran en bil. Han blev dræbt på stedet.

 

Allerede halvvejs inde i løbet havde Chris sat rekorden for mest tid af cyklen blandt favoritterne. I tæt samarbejde med søvn-forskere på University of Arizona, hvor MacDonald opholdt sig på træningslejr inden RAAM, havde han allerede fra starten planlagt flere og længere sove-pauser end nogen anden i løbet. Samtidig blev Chris registreret for de hurtigste gennemsnitshastigheder mellem tidsstationerne – “Ja, hvis man er af cyklen så meget som jeg faktisk var, så er man jo nødt til at køre til, når man så endelig er på cyklen!” siger Chris MacDonald med et glimt i øjet.

 

Hele tiden tog Chris tid fra rytterne foran og lagde stadig større afstand til rytterne bag ham. Men så ramte vi hedebølgen i Missouri…

 

Igen måtte Chris til behandling i mobilhomet og tabte værdifuld tid til konkurrenterne. Igen måtte han kæmpe sig op – først til en 3. plads og så til en 2. plads. Det var ganske enkelt fænomenalt kørt!

 

 

Alle snakkede om ‘the sensational Rookie’ og efter  10 dages ufattelige strabadser på de amerikanske highways og en skadet achillessene, der gør det næsten umuligt at bruge højre ben til at cykle med, er det en bevæget Chris MacDonald, der kører over målstregen i Atlantic City og bliver hyldet med en sølvmedalje og den prestigefyldte rookie of the year-pris mens den danske nationalsang lyde ud over podiet og strandpromenaden i Atlantic City.

Canon EOS 350D digital spejlreflekskamera

Så er efterfølgeren til Canons meget solgte EOS 300D kommet. Canon EOS 350D er et særdeles prisbilligt spejrefleks til (langt) under kr. 10.000,-.

Læs en anmeldelse af kamerat her:

http://www.akamera.dk/art.php?artikkelid=14947 (DANSK)

http://www.steves-digicams.com/2005_reviews/rebelxt.html (ENGELSK)

http://www.dpreview.com/reviews/canoneos350d/ (ENGELSK)

 

Chris MacDonald stopper sin sportslige karriere

Chris MacDonald stopper sin sportslige karriere efter sin deltagelse i “Race Across America” rapporterede Berlinske Tidende torsdag.

Chris MacDonald er måske mere kendt som direktør for Danmarks eneste professionelle cykel hold for kvinder, Team SATS.

Race Across America (RAAM) afholdes i juni hvor rytterne over 8-9 dage skal tilbagelægge ca. 625 km.

Læs mere: klik her…

Torpedofiskeri på Cayo Costa

2. del

Jeg vågner af vækkeurets irriterende lyd, jeg bliver rusket ud af en drøm, der omhandler fight med stærke fisk, sved, sol og krystalklart vand. Først ønsker jeg at jeg var blevet i drømmen, men vågner hurtigt og finder ud af at jeg er midt i drømmen! Klokken er 6 og jeg er lige vågnet op på øen Cayo Costa, som ligger på Floridas vestkyst. Vi er i alt 10 gutter fra Danmark der er rejst hertil for at få nogle fiskeoplevelser vi sent vil glemme.

Jeg skynder mig op, og rusker liv i Martin, som sikkert stadig drømmer om det samme som jeg gjorde for få øjeblikke siden. Jeg vil ikke lade ham sove, for jeg ved hvad han går glip af hvis jeg lister af sted uden ham. Det er nemlig ikke første gang at vores vækkeur har ringet få timer efter vi er gået i seng. Eller rettere få timer efter sidste fisketur sluttede. For de fleste aftener bliver brugt til at “tungmede” efter hajer og rokker. I går aftes/nat var dog lidt død, og vi er derfor ekstra opsatte på at skulle have revanche denne morgen. De forrige morgener har budt på rigtigt godt fiskeri med flue, med minimum 10 fisk på land per fisker. Fangsterne har inkluderet arter som pompano (permits “lillebror”, og lige så stærk), jack (meget stærke fightere), spotted seatrout (minder meget om “vores” egne havørreder), ladyfish (kaldes tarponens lillebror, og springer og kæmper helt vildt) og et par store mistede snooks (minder lidt om barramundi).

 

Martin med fluefanget jack taget på popper. 

 

Det bedste tidspunkt er lige før og omkring solopgang. Dette giver en ekstra dimension til fiskeriet, da naturen og dyrelivet på dette tidspunkt virker så uberørt og endnu mere fantastisk. På vores vej ad den smalle sti i tusmørket er vi ekstra opmærksomme på hvor vi træder, da vi ved der er alligatorer i og omkring lagunen, og vi vil helst undgå at vække dem. Vi ser også, på vores vej, flere gange havørne på meget nært hold.

Det gode morgenfiskeri havde vi fortalt de andre om til de fælles måltider og dette resulterede i at andre begyndte at vise interesse for fiskeriet på denne tid af døgnet. Men ikke de andre i vores hytte. Da Martin og jeg drog af sted, sov resten af hytten stadig. De havde været mere stædige end os natten før, og var næsten lige gået i seng da vi stod op. Det fandt vi dog ud af der var en grund til. De kom hjem fortalte de med meget rystende og opkørte stemmer at de havde haft kontakt med en tarpon på over 2 meter, som havde hoppet fri af vandet 3 gange inden den var landet på linen og knækket den. Dette var sket lige efter vi havde opgivet… Det sætter os bare endnu mere op til at vi skal have en god fisk, eller i det mindste en god historie med hjem til morgenmadsbordet denne morgen.

Vi passerer den anden af de to lejede hytter på vej til lagunen, og vi kan se at der mangler mindst en fluestang udenfor den anden hytte. Dette tyder på at andre var kommet os i forkøbet. Og ganske rigtigt, da vi kommer til “vores” spot står der allerede en og svinger fluen. På dette tidspunkt ærgrer jeg mig meget over at jeg havde snakket så åbenmundet om vores fangster, for han havde stillet sig lige der hvor jeg havde haft de bedste fangster. Jeg tænkte at det var der ikke noget at gøre ved, “først til mølle” princippet gælder vel i sådan en situation, så jeg startede et godt stykke til højre for ham. Planen var så at rykke over på “min” plads når han havde fisket det igennem. Jeg tjekker min grønne og hvide Clouser Minnov for enden af forfanget, som næsten ikke kan kaldes en flue mere. Den er simpelthen så gennembidt, at jeg overvejer at skifte den. Men jeg vurderer at den kunne fange fisk i går, hvor den næsten så lige så slem ud, så det måtte den også kunne i dag. Første kast er mildest talt mislykket, hvilket nok er en kombination af tidspunktet, trætheden i kroppen og den meget tunge flue. Kastet resulterer i at fluen rammer mig for fuld kraft i nakken, hvilket nærmest føles som om jeg er blevet skudt af et luftgevær på tæt hold, på grund af de store blyøjne på fluen! Næste kast bliver lagt ud med lidt mere forsigtighed, og jeg begynder at tage fluen ind i hurtige ryk med pauser indlagt, hvilket resulterer i en jig-agtigt gang. Da fluen er næsten helt inde, strammer linen meget kraftigt op, da jeg skal til at tage det sidste ryk, og sekundet efter bliver fluelinen flået ud af hånden på mig. Heldigvis ligger løslinen pænt i linekurven, så den følger bare med, hvilket også baglinen gør, og udløbet stopper ikke før ca. 15 meter bagline også er hevet af hjulet. Fisken har taget et langt udløb op langs kysten, faktisk lige op imod hvor Martin står og skal til at ligge et nyt kast ud. Jeg råber til ham at han skal skynde sig at få hans line op af vandet for at undgå komplikationer med min fisk. Derefter følger en dramatisk og lidt underlig fight. (Jeg har på dette tidspunkt helt glemt at den ikke huggede på mit “favoritspot”. Dette bliver jeg dog mindet om det da jeg hører nogle ret grimme gloser derfra, da gutten der står der ser at jeg har kroget og fighter en god fisk).

Fight i solopgang, det er svært at beskrive hvis man ikke har prøvet det.

På intet tidspunkt tager fisken udløb vinkelret ud fra land, den bliver ved med at tage udløb først den ene vej op langs kysten, for derefter at vende om og sprinte den anden vej. Faktisk er den nogle gange så tæt på land, at jeg begynder at frygte at forfanget vil blive slidt over af muslinger og småsten i vandkanten. Jeg ser efter et stykke tid at det er en pæn bluefish der har hugget. Jeg bliver ret overrasket, da det ikke er så almindeligt at fange bluefish fra land, og slet ikke på flue. De er normalt mere talrige længere fra land, og er lettest at fange på levende eller død agn. Efter ca. 10-15 min er fisken træt og jeg kan kane den det sidste stykke op på stranden, med hjælp fra Martin. Jeg råber noget fuldstændig uforståeligt, meget højt. Jeg er så lykkelig over at have fået så flot en fisk på land. Den er “kun” 67 cm, og vejer et stykke over 2 kg, men størrelsen er svær at sammenligne med fighten den gav!

2 kg rå fight og sjov. Bluefishen tog en grøn/hvid Clouser Minnow i andet kast.

Mens jeg stadig nyder min fisk, er Martin igen gået i gang med at fiske. I hans første kast efter han har hjulpet mig med at lande min bluefish, får han også et rigtig godt hug. Det viser sig at være en flot spotted seatrout på omkring 60 cm.

Den meget indtense morgen sluttede sluttede Martin af med denne sea trout. 

Hvilken god start på morgenen! Vi fik yderligere nogle ladyfish, små jacks og flere seatrouts, før vi vendte hjem til morgenmad. Den morgen bestod vores morgenmad af friskfanget røget bluefish, og det var den bedste morgenmad jeg har fået i meget lang tid…

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen

 

Cayo Costa – fantastisk ø, fantastisk fiskeri!

1

1. del – Første dag

Efter at have forladt det meget kedelige og kolde danske forårsvejr, lander vi i Miami International Airport i det sydlige USA, i staten Florida. Med det samme vi stiger ud af flyveren rammes vi af en meget varm og fugtig luft, og det går meget hurtigt med at få smidt den dansktilpassede beklædning. Efter en overnatning i Miami, flyver vi videre til Fort Meyers, og derfra tager vi en minifærge, der transporterer de få fiskere og vovemodige badegæster til vores mål for denne rejse, Cayo Costa. Dette drømmested er en lille ø på lidt over 20 km2 udfor Floridas vestkyst. Der er ingen elektricitet og næsten ingen mennesker udover nogle parkrangere på øen, og det eneste det er muligt at købe på øen, er isterninger til vores kølebokse.

Vi var 10 fiskegale gutter fra Danmark, der var taget med Atlantik rejser til denne ø, for at prøve kræfter med stærke tropiske arter som jacks, snooks, barracuda, hajer, rokker og tarpon. Lokalkendskab et sted som dette, er vigtigt, som det også er alle andre steder, hvor der ønskes succes med fiskeriet. Og heldigvis for os har vores guide Gordon Henriksen fra Atlantik rejser været i praktik som parkranger på denne ø, hvilket hjalp os meget. Især i de situationer hvor man skulle finde det rigtige spot at mede hajer og rokker, eller hvis man ønskede at finde det rigtige sted at svinge fluekæppen efter nogle af de bomstærke arter.

Vel ankommet til øen, var vi alle trætte efter den lange tur, men nogle få af os blev nød til at udforske dette paradis. Så allerede inden vi havde pakket ud, var fluestangen rigget til. En grøn og hvid Clouser Minnow blev bundet for enden af forfanget, og vi var to der stak af med fluestangen i hånden. Vi ‘fandt’ en lagune, som selvfølgelig skulle udforskes, og efter under 10 minutters fiskeri her resulterede dette i et meget tungt og hårdt hug på min flue. Hugget blev efterfulgt af et hurtigt udløb på over 30 meter, inden jeg nåede at gøre noget. Jeg fandt meget hurtigt ud af at denne fisk havde flere kræfter end en dansk havørred i ‘normal’ størrelse. Denne fisk blev jeg nød til bare at lade tage udløb, uden at prøve at stoppe den, da dette med stor sandsynlighed ville resultere i et knækket forfang, som ‘kun’ var 15 pund på det tyndeste sted. ‘Jeg har kroget en kæmpe jack!!’ råbte jeg til Martin, som allerede var i fuld løb over mod det sted som jeg stod. Det var min første tanke, for hvad andet kunne have taget min flue, som var så stærk?! Det var et meget hurtigt og kontant udløb. Andet udløb var lige så tungt og kontant som det første, og sådan blev det ved nogle gange. Så snart jeg havde fået listet omkring 10-20 meter på hjulet ved at pumpe, kæmpe og spænde min fluestang til det alleryderste, tog fisken endnu et udløb, og jeg kunne starte forfra.

2

Jeg ligger alt det pres på fisken, som jeg tør, da jeg flere gange er bange for at stangen skal knække.

Der gik over 15 minutter, før jeg fandt ud af hvad det egentlig var der havde taget min flue. Jeg fik presset fisken så langt ind på det lave vand, at jeg kunne se, at det var en pigrokke på omkring 10 kg, der havde ‘hugget’ på min flue. Det viste sig, at den var blevet kroget i ‘øjenbrynet’. Efter en lidt dramatisk landing, pga. den farlige pig på halen, afkrogning og udsættelse af den mærkelige fluefangst, trængte mine dødtrætte arme til et hvil, inden jeg fiskede videre.

3

Den ret atypiske fluefangede fisk.

Det blev samlet til 6 forskellige arter på under to timers fiskeri, heriblandt en barracuda på ca. 60 cm, som hoppede over 1,5 meter direkte op i luften 3 gange i træk, efter den havde taget den Clouser Minnow, der (selvfølgelig) stadig sad på mit forfang. Den flue var allerede efter førstedagen blevet min favoritflue.

Dette var bare den første dag på denne fantastiske ø, hvad skulle det ikke blive til de resterende 12 dage på øen. Dette fortæller jeg om i efterfølgende artikler om Cayo Costa.

At vi så ikke var helt så populære efter vi kom tilbage fra vores hurtige eventyr, skyldtes nok mere at mange af de andre ikke havde fundet ‘vores’ lagune endnu, og derfor ikke havde fanget noget særligt, end at de skulle vente på os, så vi alle kunne spise sammen.

Alle fik dog deres personlige oplevelser med de tropiske arter. Blandt disse oplevelser kommer, en haj over 2 meter med levende unger i maven, en spole der blev tømt for 500 meter line på omkring 30 sekunder, og hoppende 2 meters tarpon som sprængte vores 30-50 punds liner som var det det letteste i verden, hurtigt frem fra hukommelsen. Udover de mistede fisk, var der også alle dem vi fik på land. Vi fangede tilsammen over 30 forskellige arter på de 12 dage på Cayo Costa. Men jeg har ikke fået nok, og jeg skal med sikkerhed med Atlantik rejser dertil igen i 2005. De fisk har brændt sig så fast på nethinden, at de enten får mig til at smile af fryd eller råbe af ærgrelse i søvne, da mange af dem stadig svømmer rundt derude.

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen

Gennem Canada på cykel

 
I foråret 2003 besluttede jeg mig for at cykle over det nordamerikanske kontinent sammen med en canadisk veninde, jeg havde mødt under et studieophold i Canada i efteråret 2001. Der skulle dog gå endnu et år før planen blev ført ud i livet, da jeg først måtte skrabe tid og penge sammen. Den 15. maj 2004 sad jeg så i en British Airways maskine på vej til Toronto og en af de største oplevelser i mit liv. Da vi (min cykelmakker Kristen og mig) samme dag fløj over Rocky Mountains sneklædte bjergtoppe for at komme til Vancouver og starten på vores odysse, gik tanken kan de her virkelig lade sig gøre gennem mit hoved. Ikke mindst fordi jeg ikke rigtig havde fået trænet så meget som jeg gerne ville – kun cirka 600 km, eller 10% af ruten, var det blevet til. Men vi sagde til hinanden at det jo ikke var indlandsisen vi var på vej over og hvis vi kom i problemer kunne vi jo bare hoppe på et tog og et fly og tage hjem. Så galt gik det dog ikke! I Vancouver tilbragte vi fire dage, hvor jeg fik købt mig en cykel, vi fik samlet grej sammen og nydt vestkyststemningen, det gode canadiske øl og det gode vejr. Det kan helt sikkert betale sig at købe sin cykel (og alt andet outdoor-udstyr) i Canada – jeg sparede cirka 40% på min cykel og en del andet grej. Efter at havde dyppet vores baghjul i Stillehavet, cyklede vi ud af Vancouver den 19. maj. Den første dag var stille og rolig, godt vejr og fladt terræn, men allerede på anden dagen fik vi problemer. Vi ramte Rocky Mountains med et brag, overså et bjergpas på kortet og kiggede med mistro på et Campsite closed skilt, efter at havde lagt 8 timer, 122 km og dagslyset bag os. Vi frøs og turde ikke ligge os til at sove på den forladte lejrplads pga. områdets bjørne og ulve. Heldigvis blev vi reddet lidt længere ned af bjerget af et skiresort, der lige nøjagtigt havde åbnet for sommersæsonen. Vores ilddåb var ovre. Resten af the Rockies forløb som planlagt, eller måske lidt bedre. Vi havde regnet med af køre mindst 100 km om dagen på turen, men havde hørt fra mange kanter at man ikke kunne holde den distance i bjergene. Men det gjorde vi, og efter 10 dage var vi ude på prærien. Den canadiske prærie strækker sig over to tusind kilometer fra Calgary i vest til Winnipeg i øst. Dette var turens hårdeste og kedeligste del, for prærien synes ingen ende at tage og vejret var, med undtagelse af fire 32 graders dage, ret miserabelt. Vi havde hørt at man bliver blæst af sted af den kraftige vestenvind, men så ikke rigtig noget til den før ved grænsen til Manitoba. Her præsterede vi
vores længste dag på 281 km, noget vi stadig ikke rigtig kan fatte. Men præriens kedelige vidder, bliver afbalanceret af utrolige gæstfrie og venlige mennesker – noget som Canada er fyldt til randen af. Vi blev fx inviteret til at overnatte hos nogle tilfældige mennesker vi faldt i snak med i en lille by på grænsen til Ontario. Og så var der motelindehaveren, der kørte 70 km for at indhente vores cykler og give os vores digitalkamera, som vi havde glemt på vores værelse.
Ontario ligner på mange måder Sydsverige og de første 600 km til man kommer til Thunder Bay ved Lake Superior indeholder mange klippede og ikke mindst øde områder, hvor man cykler op til 80 km uden at se bebyggelse. Vi var blevet frarådet at cykle nord om Lake Superior og i
stedet tage turen gennem USA, men vi var fast besluttede på at blive i Canada hele vejen og strækningen ned til Sault Ste. Marie var da heller ikke så slem som frygtet. Nu var vi over halvvejs gennem kontinentet og samtidig blev vejret betydeligt bedre. Det samme blev humøret, der ellers havde været ret langt nede: Man bliver simpelthen træt af hinanden når man kun er to mennesker sammen. En så lang tur som denne bliver på den måde også en mental udfordring, som på mange måder er hårdere end det daglige fysiske slid med at stå op, pakke lejren ned, cykle over 100 km, slå lejr, lave mad osv.
Men der var dog lang vej endnu. Fra Sault Ste. Marie gik det over Manitulin Island til Barrie og op til Ottawa, Canadas hovedstad. Her holdte vi tre hviledage hos en australsk ven Kristen havde og nød ikke at skulle på sadlen, men bare kunne slappe af og se byen. Og lige sådan gik det også resten af turen op langs St. Lawrence floden. Vi nød det gode vejr, så byerne Montreal (lækker jazzmusik) og Quebec City (europæisk by) og cyklede stille og roligt tættere på vores mål Halifax og Atlanterhavet. Vi følte det faktisk som om vi var i mål, selvom der var over 1.500 km tilbage. Gennem New Brunswick meldte hverdagen sig dog igen og vi havde nogle trælse dage, hvor det gav bagslag at vi havde følt os i mål. Vores kroppe var trætte og vejret viste sig nogle dage fra en ret uvenlig side. Men det var også provinsen hvor vi kom gennem byen New Denmark og mødte en 98-årig dansker, der var kommet til den nye verden i 1923. Han snakkede stadig dansk og gav en øl og en snak.
Da vi endelig nåede til Halifax havde vi tilbagelagt 6.882,81 km, var kommet igennem fem tidszoner og ni af Canadas ti provinser. Det var meget uvirkeligt at trille ned på havnen og dyppe forhjulene i Atlanterhavet for der var jo ingen velkomstkomité, ingen målstreg og de eneste mennesker på molen, der vidste hvad vi havde udrettet, var os selv. Vi sad i lang tid ved vandkanten og kiggede underligt på hinanden og havet. Turen var lykkedes og over alt forventning og de næste fire dage blev tilbragt med en øl i hånden og med solen skinnende varmt ned over os.
 
 
Hvis du vil se flere billeder fra vores tur, læse i min dagbog eller se ruten, så klik dig videre til min hjemmeside om turen www.canadapaacykel.dk

Grand Central couloir

Mt. Kitchener

Nordsiden af Mount Kitchener er en stejl væg der rejser sig ca. 4000 fod fra morænerne for neden. Denne væg er kløvet af en svagt kurvet couloir – The Grand Central. Ruten blev første gang klatret af Jeff Lowe og Mike Weiss i 1974. Jeff Lowe havde forsøgt ruten før, sammen med George Lowe, men de havde for varmt vejr og de faldende sten fik Couloir’en til at rumle som New Yorks Grand Central Station på Juleaften – deraf navnet. Ruten går for at være en af de klassiske Rockies “Grand Course” – klassiske hårde ruter. Lowe sammenligner den med ruter som SuperCouloir på Mt. Blanc du Tacul og Colton/Macintyre på Grandes Jorasses i Alperne, idet alle tre var ruter der blev klatret ved brug af teknik og fysik tilegnet under vinterklatring på frosne vandfald. Disse ruter var en naturlig, alpin, progression af vandfaldsklatring, som dengang var forholdsvis ny som individuel sport.

Linien, historien og atmosfæren omkring ruten appellerede til Mathias – min kammerat fra Equador og mig selv. Det at problemerne på ruten kan løsesnæstenudelukkendepå is, var det sidste vi havde brug for, forat overtale os selv til at give den et skud.

 


 

 

På Tilgangen til Kitchener. Toppen af ruten kan ses i baggrunden. Foto © Mathias Dammer

 


 

 

Vi havde begge fri i en uge i april, så vi lånte Mathias’s roommate’s bil og susede af sted mod Rockies. Vi håbede at vinterens snefald havde nået at opbygge en masse is og at det ikke var begyndt at smelte endnu.

Vi planlagde at gå tilgangen, sove for foden af ruten og så starte op ved midnatstid. Tilgangen gik overraskende let på trods af at det var op ad bakke og vi havde “overnatningsrygsække” på. Vi fik dog lov at svede en del, hvilket jeg senere måtte bøde for. Vi slog teltet op ca. en halv times gang fra væggen, og fik smeltet noget sne og lavet lidt mad.

 


 

 

 

Telt under Kitchener. Det meste af væggen er gemt i skyerne.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Der var stadig en del timers mørke tilbage da vi stod op. Støvlerne (vi var begge i læderstøvler!) var som blokke af is og svære at få på. Sveden fra tilgangen var frosset. Det havde vi begge prøvet mange gange før, men denne gang kunne jeg slet ikke tø dem op, selvom vores tilgang var længere end den beregnede halve time. Væggen var simpelt hen så stor at vi groft havde fejlvurderet afstanden – der var nærmere to timer der hen. Heldigvis havde det meste af væggen været dækket i skyer dagen før, så vi ikke var blevet alt for skræmte af størrelsen på væggen.

 

Ruten startede op ad en lang, lavinefarlig sne skråning som hele tiden blev stejlere. Efter ca. 400 højdemeter blev det så stejlt at sneen blev skiftet ud med is. Vi stoppede her for at drikke og smelte lidt sne, mens vi stadig kunne lave en hylde at hvile på. Det var tidligt på dagens lyse timer. Vejret var koldt og væggen stille. Det berygtede stenfald holdt sig i ro. Vi anslog temperaturen i den tørre luft til ca. minus 15 grader C, men det var sandsynligvis koldere. Jeg har senere hørt fra en kammerat som deltog i et isklatrekursus nogle dage forinden i samme område, at de havde minus 40 grader C! Så koldt var det nok ikke men det var måske nok koldere end vi troede.

Da vi havde fået lidt væske i os, gik vi parallelt op ad en stenhård isskråning på ca. 60 grader til bunden af en kamin med noget særdeles stejl is i bunden. Vi mente at det var “Blanchard/Doyle Icestrip” og det var den variation vi ville klatre. Mathias tog første reblængde som var 4+/5 grads is op gennem kaminen, som ikke var meget bredere end vores skuldre. Helt fantastisk.

Min reblængde var stort set magen til, måske endda lidt stejlere. Jeg klatrede indtil jeg løb tør for reb, 60 meter højere. Fra min standplads kunne jeg se der hvor isen blev til en snehylde som det så ud til man kunne traversere mod venstre, i retning af hoved-couloir’en.

 


 

 

Kasper fører anden reblængde i iskaminen.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Mathias førte op mod hylden, kom til et sted hvor kaminen ligesom knækkede en smule til siden og tvangham til at lave et par usikre, besværlige bevægelser som han havde sikret med en god isskrue. Så kom han op i sneen og pludselig bevægede rebet sig ikke mere! Det så ud som om han nærmest lå på maven i sneen, men det kunne være vinklen der snød. Langsomt, langsomt krøb rebet gennem min bremse indtil jeg ikke længere kunne se Mathias. Rebet fortsatte opad, lige så langsomt som før, for til sidst at stå stille. Et par sekunder efter råbte Mathias noget jeg ikke helt kunne høre. Han forsøgte igen . Det lød som om han spurgte efter vores pitoner, som han havde valgt ikke at tage med på reblængden. Jeg bandt dem i det ene reb og Mathias begyndt at hejse dem op. Så kom de ned. Så op. De sad åbenbart fast i et eller andet. Til sidst tryglede Mathias om bare en piton. En lille en. Jeg bandt en tynd, blødståls Knifeblade i rebet og den kom op. Så hørte jeg hammerslag – det var Mathias der huggede klippen ned som man gør det med rådden is. Rockies er ikke kendte for høj kvalitet sten. Tilsidst hørte jeg lyden af en piton der bliver slået i og lidt efter fik jeg besked på at komme op, uden at falde. Jeg klatrede op til Mathias’s isskrue og tog den ud. Det eneste der nu kunne forhindre os begge i at blive slået ihjel hvis jeg skulle falde var en enkelt Knifeblade i rådden klippe! Og nu skulle jeg så til at klatre det besværlige sted – fuld koncentration, tak. Jeg turde ikke lave de marginale bevægelser på isen som Mathias havde lavet, så jeg tog klippen til hjælp og drytoolede med den ene økse. Et par M5 bevægelser og jeg kunne se hvorfor Mathias havde været så lang tid om sneen. Det var en kæmpe sne “mushroom” som hang ud over dybet. I den var et stort hul hvorigennem man kunne se hele vejen ned ad væggen! Den eneste vej over var at bridge med et ben på hver side af hullet, men sneen var helt ukonsolideret og det er mig stadig en gåde at vi kunne klatre i det. På den anden side var en snevæg på 2-3 meter. Mathias havde stået der, med et ben på hver side af hullet og hugget løs på denne væg indtil den ikke længere var overhængende, men kun lodret. Heldigvis havde han været nogenlunde sikret af snelæben i tilfælde af han skulle ryge ned gennem hullet. Nu skulle jeg så over men igen med den ene piton i den rådne klippe som vores eneste forbindelse til bjerget. Heldigvis var væggen jo allerede hugget til, så det gik.

Vi fik nu forstærket Mathias’s standplads med to knifeblades mere og fik orienteret os lidt. Vi blev enige om at vi ikke var på den rette linie, men måske en travers kunne bringes os tilbage. Så var det måske alligevel ikke “Blanchard/Doyle Icestrip” vi havde klatret.

Jeg forsøgte traversen. Klippen var stejl, rådden og dækket i puddersne. Til gengæld var der ingen sikringer. Efter et par meter besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og klatrede tilbage til standpladsen. “Du er velkommen til at forsøge. Måske er det bare mig der er en kylling.” Siger jeg. “No Kasper. If you couldn’t do it, I’m not even going to try.” OK, så er det vist ned ad. Vi havde mistet for meget tid til at forsøge at abseile ned og klatre tilbage op ad den rigtige linie. Mine tæervar kolde og jeg var bange for at fryse dem på en bivuak.Vi var nået 800-900 meter op af ruten.

Et par håndfulde abseils bragte os tilbage til det punkt hvor vi havde holdt pause på vej op. I samme øjeblik gik der en powder-lavine ude til siden. Den kom fra cornice’n helt oppepå toppen og falder over vores rute videre ned. Sneen var ikke nok til at skade en person, men mon ikke der også var nogle klumper is eller sten blandet i? Det ville i hvert fald være nemt at blive forvirret og måske tabe balancen i infernoet, hvis man stod under den. Så gælder det om at bevæge sig hurtigt, så man tilbringer så lidt tid som muligt i farezonen. Vi sprintede nedad, så godt vi kunne på dette moderat stejle sneparti.

Da vi langt om længe nåede teltet, havde vi været i gang i over 16 timer på en stejl nordvæg i fulde vinterforhold. Vi var begge lidt halvtrætte. Der var ikke mere mad tilbage, så vi kunne hoppe direkte i poserne og nøjes med at smelte lidt sne over brænderen.

Da jeg tog strømperne af, kunne jeg godt se at den var gal med tæerne. Og ganske rigtigt, den velkendte smerte af forfrysninger der tør, begyndte stille og roligt at tage til. Og til…

Morgenmaden næste morgen var hurtigt overstået – der var ikke nogen.

Jeg var bange for at skulle gå tilbage til vejen på mine forfrosne fødder som var blevet tøet i løbet af natten, men jeg havde ikke noget valg. Det var mest højre storetå der er gal, den havde fået helt forkerte farver. Heldigvis kunne jeg sagtens få mine støvler på og vi pakkede vores grej sammen. De næste 4 timers vandring var en pine, mest psykisk, fordi jeg var så bange for mine tæer – det gjorde ikke rigtig ondt, men jeg var meget omhyggelig med ikke at støde tæerne, hvilket var umuligt på de isede moræner.

Hospitalet i Jasper var lukket, så vi gik i svømmehallen og sad i boblebadet. Næste formiddag gik jeg til lægen for at få checket tæerne. “You may loose some of this…” Så galt gik det dog ikke, jeg passede og plejede mine fødder den næste måneds tid. Storetåen blev sort ned til første led og der var en stor vabel på – heldigvis uden blod i. Jeg tabte neglene på alle 10 tæer og huden på storetåen. Selve tåen blev dog ikke kortere, og jeg åndede lettet op. Snart kunne jeg bruge almindelige sko igen og klippesæssonen havde ikke været i gang længe før jeg kunne tage friktionssko på også.

Jeg slap godt fra det, men må nu være superdisciplineret med mine fødder for at undgå fremtidige forfrysninger, for mine fødder bliver kolde for et godt ord.

Sådan endte vores eventyr på Grand Central. For denne gang…

 


 

Facts om ruten:

Bjerg: Mt. Kitchener, Canadian Rockies

Navn: Grand Central Couloir

Førstebestigning: 1974, Jeff Lowe, Mike Weiss

Gradering: Lowe giver den: V, AI4 M6 VS

Den lokale guide:V 5.9 A2/WI5

Guide: Alpine Select, Canadian Rockies af Sean Dougherty. Lowe’s bog Iceworld giver også nogle gode oplysninger, samt en beskrivelse fra førstebestigningen.

 


 

 

Der er en artikel om alpinklatring generelt i Canadian Rockies på vej, så hold øje med Website’et her.

 

Stars and Stripers

Striperen er en fisk med en meget interessant levemåde. Den trækker årligt op og ned af  USA kyster og ligesom man i Danmark venter spændt på hornfiskens ankomst i april, følges striperens færden af mange lystfiskere i USA. Den kan fanges fanges fra båd på havet, i brændingen på kysten, langt oppe i floder og findes faktisk også enkelte steder indelukket i ferskvandssøer. Men det mest populære sted at fiske efter stripers må være store flodmundingerne hvor de trækker op og ned på jagt efter sildestimer og andet føde. Det var netop sådant et sted vi skulle hen. The Merrimac river er en af de meste kendte striper floder. De lokale aviserne havde haft fo flere uger siden haft overskrifter med “The Stripers have arrived”. Endelig, var også jeg ankommet.

Før vi skal ud og fiske skal vi tanke op i den lokale grejbiks, der minder om én stor rodet grejboks. Der er hjemmelavede stangstativer og hylder med både brugt og nyt grej og overalt på væggene hænger der sorthvid billeder af folk med store stripers. Dem der er heldige nok til at fange en “keeper”- som de kalder fisk over mindstemålet, kan få et billede med dem og fisken op væggen. Mens vi står i butikken kommer to mænd væltende ind med en kæmpe striper på lidt under en meter, og der går ikke længe inden er nyt sort/hvid polaroid hænger op på væggen, sammen med de gamle sort/hvid billeder. Grejbutikken har stort set kun grej til stripers, men alligevel har den større udvalg end flere grejbutikker herhjemme. Dette illustrerer at fangstmetoderne til stripers er endnu mere varieret end fangststederne. Den kan tages på let spin, fluegrej, agn og tungt havgrej. Blair og jeg har tænkt os at prøve det hele. Blair køber lidt muslinger, blæksprutte, makrel, og levende børsteorm, og vi er afsted mod flodmundingen.

Mindstemålet er helt oppe på 28 inches (over 70 cm), og der er langt imellem at man fanger en keeper. Målet er sat så højt, da striperen var nær udryddelse, og man lavede derfor en radikal omvæltning af reglerne vedrørende dens fangst. Pga. af erhvervsfiskeri og delvis også lystfiskeri var striperpopulationerne på randen af sammenbrud. Da indså man at der måtte gøres noget og det lykkedes regeringen i sidste øjeblik at få standset et katastrofe. Utroligt nok gav man arten “Gamefish-status” hvilket betyder den kun tages med stang og line og forbyder erhvervsfiskeri efter arten. Det lyder ikke så dumt hva? Man hævede også mindstemålet fra 18 til 28 inches. Dette vakte selvfølgelig utrolig meget uro, men nu flere år senere når striper populationerne er kommet tilbage og erhvervsfiskerne har fundet andre leveveje, er alle (især lystfiskerne) glade. Regeringen er også meget tilfredse, da områderne nu tjener flere penge på fisketurisme end de gjorde på erhvervsfiskeriet. Det store mindstemål betyder at man skal være meget heldig, for at fange en over målet, men Blair og jeg agter at gøre så ihærdigt et forsøg som vi kan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan vi har ødelagt vores torskebestande herhjemme. At hæve mindstemålet på torsk til 70 cm ville nok være overdrevet, men tænk hvor meget det ville gøre hvis man gav den “Gamefish status” og forbød erhvervsfiskeri efter den. Vi ville kunne have helt forbløffende fiskeri og fange store fisk fra kysten igen. Desværre er dette kun en drøm, men vi burde overveje om noget lignende skal til, for at redde torsken.

Vi ankommer til en af Blairs pladser. Solen skinner og han fortæller i bedste amerikanske stil, mens han smider trøjen og tager “cooleren” med frosne muslinger og kølige budweiserøl ud af bilen, at her er et hul hvor striperne lægger sig i læ af strømmen. Synet af striperen i butikken gør at jeg er meget ivrig for at få linen i vandet og rigger til med et danske blink. Strømmen er kraftig og blinket kommer ikke ordentlig ned, så jeg beslutter mig for at prøve en jig og kaster den opstrøms så jiggen lægger sig i hullet. Blair nyder en kold øl i varmen, mens han ser mig give modhug fighte min første striper. Jeg er stolt, over den flotte fisk, selvom den kun er omkring et kilo. Her kalder de disse “schoolies”, da disse mindre fisk ofte fanges i store stimer (schools). Navnet er logisk nok, og vi fanger flere i samme størrelse. De ligger bestemt i hullet foran os. Men  strømmen aftager og aktionen stopper. De har bevæget sig videre siger han. Strømmen vender og flyder nu op ad åen og ikke ned af den. Det virker helt forkert. Blair siger vi lige så godt kan snuppe en bid mad og prøve igen i aften helt ude ved mundingen.

Efter en god cheeseburger, er vi helt ude ved kysten hvor vi prøver muslingerne og fanger nogle enkelte schoolies mens solen går ned. Hvilket herligt fiskeri. Efter mørket har lagt sig skulle der være gode chancer for at fange keepers og vi prøver med levende ål på en 10-15cm. Blair får et godt hug, men ellers er der stille. I morgen er sidste dag inden jeg skal hjem. Blair har derfor lejet en båd og vi skal ud og prøve med tungere stænger og agn efter store “keepers”. Normalt ville jeg have svært ved at falde i søvn sådan en aften, men da Blair insisterer på at jeg skal prøve flere lokale øl inden vi går i seng, så det bliver det ikke et problem.

                      Næste morgen køber vi friske hele makreller, og hopper i båden med tungere grej og store forventninger. Det har været fantastisk at fange schoolies, men jeg drømmer om keepers mens vi sejler mod mundingen. Der er store forskelle på høj- og lavvande her og dette bevirker at strømmen i floden er meget kraftig nær mundingen under ebbe. Vi sætter ankeret ud med rigelig af line og ligger midt i floden ikke langt fra mundingen og havet. Der er flere andre både i nærheden med samme ide som os. Vi skærer en makrel i to og tager halvdelen hver og sætter den på en krog med et blylod. Her er medefiskeri aktivt og ikke noget ventefiskeri. Det er strømmen for stærk til. Vi kaster opstrøms alt hvad vi kan gang på gang, og lader makrellen hoppe langs bunden, hvor den forhåbentlig møder en sulten striper. Hvis der er noget der hugger på denne halve makrel, så er det i hvert fald ikke småt. Blair mærker noget, men er i tvivl om det er bundhug. Hans stang er godt bøjet, men det er bare et stykke line han har fanget. Han beslutter sig for at hive linen ind og se hvad der er på den anden ende. Efter at have hevet flere meter ind får han en flot rapala wobler. “The days first catch” siger han og kommer den i grejkassen. mens han smider linen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke synes man skal smide line i vandet eller fordi jeg havde håbede på det bedste, men jeg begynder at hive linen ind. Der er modstand, og til vores store overraskelse får jeg hevet ind en fiskestang med hjul og det hele ind. Det er en fin dyr stang med baitrunner hjul, som nogen må have mistet fra en af de andre både for nylig. “thats a keeper” siger Blair og vi bliver enige om at dette må anses som en fin fangst. Dagen tegner godt og pludselig ser vi at  der er hug i en af de andre både. Vi kan se en godt bøjet stang og en af der løber kaotisk frem og tilbage med et net. Pludselig ser jeg den godt bøjede stang blive slap og hører et par klassiske amerikansk bandeord. Men alligevel er det et godt tegn. “They’re running” siger Blair, hvilket er hvad man kalder det når stimerne svømmer forbi området man fisker i.  “And it’s not schoolies today” tilføjer han. Så gælder det om at fiske mens de er der, og det gør vi. Jeg spytter på min makrel for ekstra held og kaster den. Det er svært at holde kontakten med agnen i strømmen, men da jeg synes makrellen er holdt op med at drive strammer jeg op. Jeg mærker et par gode dunk, tænker dette er ikke bund, og giver et hårdt modhug. “Fish on” siger jeg til Blair og løsner bremsen. Det er en formidabel fighter som holder sig dybt og rusker godt i den stærke strøm. Jeg er fast besluttet på ikke at lide samme skæbne som ham i den anden båd. Jeg forsøger at tage det så roligt som muligt. Så kommer den op til overfladen og vi ser sølvglimtene. Nu kan jeg se hele fisken og de flotte striper langs siden der giver dem navnet “stripers”. Vi har ikke noget net med, men det lykkedes Blair at få fat bag gællerne og svinge den op i båden. Han hiver målebåndet frem. “32 inches” jubler han- “It’s a keeper”. Vi får dræbt fisken taget nogle fotos og smidt den i cooleren. “Fish while they are running” siger Blair, der nu fisker endnu mere koncentreret. Det lykkedes os også at fange et par fisk til, dog ikke så store som den første. På vej hjem beslutter vi at vi er simpelthen er for trætte og slidte til at køre til grejbutikken for at få et billede af mig og fisken op at hænge der. Men det er også unødvendigt. Denne tur er foreviget i min egen hukommelse, og vi fik da taget et par billeder selv.