Tag-arkiv: Laos

Backpacking in South East Asia

Laos er det mindst udviklede land i Syd Oest Asien, og lidt af et aandehul i forhold til mange af de andre overbefolkede lande i omraadet. Landet har omtrent det samme indbyggertal som Danmark, men paa et langt stoerre areal. Hovedstaden Vientianne har kun omkring 200.000 indbyggere, og det er det eneste sted, hvor jeg saa et par trafiklys. De fleste folk bor paa landet, og trafikken er meget begraenset, hvilket er dejligt. Jeg havde hoert at vejene skulle vaere i daarlig stand foer jeg ankom til Laos, men jeg fandt dem nu meget gode. Maaske fordi vejnettet er relativt nyt, saa asfalten er stadig god. Hele min tur fra det nordlige Laos over byerne Luang Prabang og Vang Vieng til Vientianne var der god asfaltvej. Landet er dog meget bjergrigt, saa vejene svinger meget og transport tager relativ lang tid. Mange turister ankommer til Laos fra Thailand og tager en slowboat paa Mekong floden til Luang Prabang. Herefter gaar det sydpaa til Vientianne. Derfra kan man vaelge at krydse til Thailand igen, besoege det sydlige Laos, eller som jeg tage en bus til Vietnam. Da de fleste backpackere foelger denne rute, virker det noget turistet. Tager man vaek fra denne rute kan man faa det hele for sig selv, men visse steder kan det stadigt vaere farligt at rejse i Laos, saa pas paa. Overfald paa busser og backpackere er set foer i landet.

Selve Laos har maaske ikke de helt store sevaerdigheder i sammenligning med de tilgraensende lande. Den stoerste sevaerdighed er vel faktisk at slappe af. Luang Prabang, den anden stoerste by, er dog en flot gammel kongeby, med mange smukke templer. I omraadet er der mange flotte vandfald, og man kan tage en sejltur paa Mekong floden.

Vandfald naer Luang Prabang. Foto: LN

Tempel i Luang Prabang. Foto: LN

Vang Vieng lidt laengere sydpaa er et stor hangout for backpackere, men har ikke den samme charme som Luang Prabang. Vang Vieng  er et meget afslappet sted, der lever af sine turister. Her kan man se de nyeste hollywood film paa byens barer og restauranter og spise western food. De stoerste attraktioner i omraadet er drypstenshuler, samt rafte i kajakker eller i gummiringe.

Rismark naer Vang Vieng. Foto: LN

Udspring fra klippe og kajakrafting. Foto: LN

Hovedstaden Vientianne har naesten intet at byde paa udover en del flotte templer.

Golden Stupa i Vientianne. Foto: LN

Prisniveauet er helt i bund i Laos. Jeg levede for omkring 1000 kroner paa 2 uger, altsaa under 100 kroner per dag. overnatninger kan faes saa billigt som 1 dollar. Transport er ogsaa meget billigt, mens oel og mad er lidt dyrere, men set med danske oejne, stadig billigt. Et godt maaltid kan koebes for 2 dollar.


 

The End

Backpacking in South East Asia

-Klokken er knap to om eftermiddagen den 19. september. Jeg sidder i en minibus paa vej mod graensen til Laos ved Mohan/Boten. Med i bussen er udover jeg selv kun Englaenderen Steve, der bor og arbejder i Hanoi, men som er paa ferie i et par uger. Det virker besynderligt, at jeg snart vil besoege Laos, foer jeg har besoegt lande som eksempelvis Spanien og Polen. Dette havde jeg nok ikke regnet med for flere aar siden. Men Laos er nu aabnet op, og naesten alle backpackere har landet paa deres liste under rejsen i Syd Oest Asien, da det er relativt nyt og spaendende. Vi bruger vores sidste kinesesiske penge paa en sen frokost, foer vi uden problemer kommer gennem den kinesiske graensepost. Vi faar et lift til Boten, hvor det gaar ligesa smertefrit at komme ind i Laos. Laos er et aandehul i Syd Oest Asiens larm og menneskemylder, og landet er kendt for at have en meget afslappet stemning. Dette maerker vi straks. Der virker meget stille her i forhold til i Kina, hvor der er mennesker overalt. Vi tilbydes et lift med en lille lastbil til naermeste stoerre by, men prisen er alt for hoej, 25.000 kip per person, hvilket dog kun er 2,5 US Dollar. Men vi ved at man kan tage en 10 timers bustur i Laos for kun ca. 50.000 Kip, saa den hopper vi ikke paa.

Vi gaar i stedet ned ad gaden til busstationen, eller hvad jeg skal kalde det. Det er en ploejemark, hvor der i udkanten holder en enkelt bus. Klokken er 15.30, og ved forhoer i omraadet finder vi frem til, at bussen maaske vil koere kl. 16. Klokken bliver 16.45, et par kasser er blevet smidt ved siden af bussen, men ellers ingen tegn paa afgang. Her gaar det op for os, at klokken i Laos er en time efter Kina, og altsaa kun 15.45, saa bussen er maaske ikke forsinket alligevel. Tiden gaar videre. Kl. naermer sig langsomt 17 Laos tid, intet tegn paa afgang. Vi oensker at komme til byen Udomxai, der ifoelge et skilt burde koste 18.000 kip. Da der aabenbart ikke er nok folk til at bussen vil koere, faar vi at vide, at vi skal betale 30.000 kip per person ved 5 mennesker. Imellem tiden er en russisk familie paa 3 ankommet til Ploejemarken. Manden, Launas, kan rent faktisk snakke dansk, da han tidligere har arbejdet i Danmark. Meget pussigt og ganske fornoejeligt. Det er meget atypisk at se en russisk famile paa farten, og de har endda i sinde at rejse i et aars tid. De er dog meget naerrige, endnu mere end jeg selv, og oensker tilsyneladende ikke at betale 30.000 kip for turen. Pludseligt er de  vaek, og vi gaar ud fra, at de er gaaet ned ad gaden for at faa et lift, men biler er der ikke mange af. Kl. 17.45 giver Steve og jeg op, vi overgiver os og gaar med til at betale de 30.000. Vi skal dog foerst lige hjaelpe med at laesse bussen med de mange tunge kasser. Endeligt er vi paa vej, og laengere nede ad gaden maa russerne kapitulere og bide i det sure aeble ved slutte sig til busselskabet til den nye pris. Dette er stadig kun 3 dollar for en tur paa omkring 3 timer.

Vejen er rent faktisk asfalteret og i ok stand. Lige veje er dog ikke noget de kan finde ud af at lave, saa vejen svinger konstant fra hoejre til venstre. Vi koerer gennem et flot landskab, primaer skov og ikke andet, saa langt oejet raekker. Der er ingen stroem i dette omraaede og folk bor meget primitivt i traehytter paa paele. Efterhaanden bliver det moerkt, og vi kan se familierne sidde og hygge ved deres baal. Der er dyr naesten hele tiden paa vejen, baaede kvaeg, geder, grise, hoens og hunde. Ingen hegn kan anes, saa dyrerne vandrer hvileloest rundt i skoven og paa vejen. Buschaffoeren koerer staerkt i zig zag mellem disse mange dyr, og jeg undrer mig gang paa gang over, at vi ikke koerer nogle af dem ned. Kl. lidt over 21 ankommer vi til Udomxai. Jeg er meget smadret efter at have vaeret paa farten i over et doegn siden Kunming i Kina. Vi gaar straks i seng og gekkoer paa vaeggen minder mig om, at vi er ved at naerme os troperne.

Naeste morgen er Steve og jeg ved busstatioen omkring kl. 9. Vi tror at bussen til Luang Prabang vil koere klokken 10, men vi kommer foerst afsted kl. 12, saa det blev endnu en lang venten. Man skal have taalmodighed, og det er ikke noget vi danskere med skemalagt hverdag er saa vandt til. Det er dog paa en maade behageligt at det hele gaar saa langsomt og afslappet, men naar man kun har visa til 15 dage i Laos, er der ikke tid til at sidde og vente hele tiden. Russerne ankommer kort foer afgang og er med i bussen. Bussen er halv fuld, og lidt nede af vejen stopper vi, mens en af chaffoererne koeber nogle plasticposer. Han ved nok hvad der snart vil ske, og det ved jeg ogsaa. Fra Kina har jeg hoert at mange braekker sig i busserne i Laos. Og ganske rigtigt, snart er halvdelen af bussen igang med at braekke sig, mens Mr. Puke Himself (undertegnede) henslaengt og dopet af koeresyge piller stadig har foerste opkast til gode. Vejen svinger kraftigt, saa det forsaetter med braek og spytlyde i et par timer. Co chaffoeren putter loebende olie paa bussen, men der er ikke plads til at haelde, saa han suger luft ud af et plastic roer, opnaar et undertryk, hvorved han kan faa lidt olie ned i tanken. 5 timer senere omkring kl 17 ankommer vi endeligt til Luang Prabang.

welcome to Laos


 

The End