Tag-arkiv: Filipinerne

Bedøvet og berøvet i Filipinerne

Uvisheden

Får man stjålet noget fra sin lomme på gaden er det selvfølgelig uheldigt, men man ved i det mindste hvordan det er gået til. Det værste ved at blive bedøvet er alle de tanker om hændelsesforløbet som man ikke ved noget om, eller som man kun har svage erindringer om. Hvad har de gjort ved èn mens man var væk? Har de kun stjålet ens penge, eller har man også været udsat for fysisk voldtægt?. Det er spørgsmål jeg aldrig får svar på. Det ser dog ud til at jeg slap relativt billigt, at de “kun” stjal mine penge og nogle enkelte ejendele og ikke gjorde noget ondt ved mig. Men man har hørt så meget, at f.eks. rejsende bliver bedøvet, og mens det står på, så udfører de en operation og fjerner ens nyre eller en anden legemes del, der kan sælges for penge. Jeg har i hvert fald ingen ar på mig, så noget så grusomt er ikke hændt, heldigvis.

Opslagstavle på hotel i Filippinerne, læg mærke til ‘Bevar Christiania’

Bearbejdning

Det har været vigtigt for mig at snakke om hændelsen, at komme ud med det hele. Man kan sagtens få et psykisk efterslæb efter sådan en omgang, hvis man ikke fortæller det til nogen. Om end jeg har tænkt episoden igennem mange gange og stadig ikke helt har overblik over hvad der er sket, så har jeg ingen psykiske men. Efter jeg var vågnet op, fik jeg nemlig hurtigt behageligt kvindeligt selskab og støtte, så derfor tænkte jeg ikke så meget over bedøvelsen. Først et par dage senere, da jeg kiggede min rygsæk ordentligt igennem og fandt ud af, at der manglede nogle ting, så fik jeg et ubehageligt deja-vu. Jeg fik stjålet alle mine kontanter, hvilket dog kun var omtrent 70 $, og så snuppede de også noget tøj, bl.a. en del af mine underbukser!!!, men det var også nogle forbryderpiger der havde fingre i mig, mere om det om lidt. Heldigvis tog de ikke mit pas, visa kort eller kamera, jeg slap billigt materielt.

Filippinsk bekymring

Jeg vidste selvfølgelig godt på forhånd at Filippinerne kunne være et usikkert land at besøge, især hvis man, som jeg, rejste alene. Der har været meget korruption i landet, der er udbredt kriminalitet, og i syd er der muslimsk terror og enkelte bortførelser. Hvad er der egentlig med de lande, der førhen har været spanske kolonier? Hvorfor er der så megen kriminalitet i de lande?, se på Syd Amerika. Alligevel så jeg frem til mit besøg i Filippinerne. Jeg ønskede at komme lidt væk fra masseturismen i østen, og besøge et land, som mange turister vælger fra. Landet står nu som det land, jeg husker bedst fra min 8 måneders tur i Syd Øst Asien. Både på godt og ondt. Det er jo et utroligt flot land, mange flotte øer, koralrev, vulkaner, bjerge, og også kulturelle højdepunkter. Og så er det et af de lande i østen, hvor mange af de lokale snakker godt engelsk, ja selv bedre end i Thailand efter min vurdering. Dette skyldes selvfølgelig den store amerikanske indflydelse med etablering af amerikanske militærbaser efter Anden Verdenskrig. Amerikanerne er væk nu, men sexindustrien har overlevet, og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg efter min bedøvelse op på et hotel nær den berømte sexgade “Fields Avenue” i sexbyen Angeles. Det havde nok ikke været mit eget ønske at indlogere mig på et “prostitutionshotel”, men billige er de.

Mangrovesump i Filippinerne.

Mødet

Nå, tilbage til historien. Det var min kun anden dag i Filippinerne, da det skete. Dagen før var jeg kommet fra Vietnam, hvor det af og til havde været et helvede at være turist, da mange lokale er nærgående for at tjene en skilling på dig. Filippinerne virkede mere vestligt og rigt, men den første nat boede jeg dog i den fattige sydlige del af Manila, nær lufthavnen. Selvom det var lidt snusket og skummelt her, var der ingen der var kommet op til mig. Ikke før en kvinde på omkring de 30 kom op til mig, mens jeg belæsset med min rygsæk var på vej til busstationen for at komme væk fra den beskidte storby. Der var endnu et stykke til busstationen, jeg svedte i varmen, og det var ikke det bedste kvarter i byen. Da kvinden var den første lokale jeg havde snakket med i gademiljøet, var jeg ikke så afvisende, og gav det en chance. Hun var ikke en nærgående sælger, men virkede mere som bare nysgerrig lokal. Senere stødte en anden kvinde til, en kraftigere dame omkring de 40, og de sagde, at de var kusiner. De var ikke særligt smukke, så jeg troede bestemt ikke, at de var prostituerede. Jeg ville måske være blevet lidt mere bekymret, hvis det var   to smukke kvinder, der prøvede at komme i nærkontakt med mig. De sagde bl.a., at de kom oppe fra den nordligere del af Luzon øen, og at de skulle tilbage i dag. De havde været i Manila og købe forskellige varer, som de påtænkte at sælge oppe nordpå. De boede hos familie i Manila, hvorfra de om et par timer skulle køre tilbage i en jeepney (filippinsk videreudbygget amerikansk militærjeep   der er udbredt i landet især som offentligt transportmiddel men også som privat køretøj). De gav udtryk for, at det var et farligt område jeg var i, og tilbød at jeg kunne køre med dem mod nord. Det var ganske rart at have lidt lokalt selskab, det gav lidt tryghed i gaden. Desuden var min destination Mt. Pinatubo nær Angeles City, hvilket var den vej de skulle. Jeg mener, at jeg var lidt afvisende, men til sidst fik de mig overtalt. Jeg betragtede det som en stor lejlighed til at snakke med de lokale og få et nemt og relativt billigt lift. Det forekom i hvert fald en del nemmere og mere spændende end at tage en bus. Det er jo en af glæderne ved at rejse, at man snakker med de lokale og kommer tæt på deres hverdag. I bagklogskabens lys var det naivt af mig at tage med dem, men gud ved hvor mange andre ubehagelige episoder jeg har undgået på mine rejser. Det er en svær balance akt. Rejser man alene, har man mere behov for at snakke med de lokale, og man kan tit komme tættere på dem, end hvis man rejste to eller flere sammen. Men det kan også være farligere.

Frokosten

Vi gik væk fra menneskemylderet og fandt en taxi. Jeg ville gerne betale, men fik ikke lov til det. De var meget flinke, og det var sjovt at snakke med dem (de havde mig i deres hule hånd). Vi snakkede om, at jeg måske kunne besøge dem senere på min tur i deres hjemby, godt med kontakter. Vi kørte til et sted i den nordlige del af Manila, hvor deres familie boede. Sjovt nok nærmede klokken sig frokost tid, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over. Men det var selvfølgelig planlagt meget nøje, at de skulle finde et offer kort før frokost. De inviterede mig på lidt mad, og vi gik indenfor. Jeg opdagede intet usædvanligt, der var børn i huset og en ældre dame, så det virkede på ingen måde kriminelt (igen sikkert planlagt). Vi åbnede en stor flaske San Miguel øl, som jeg delte med de to kvinder. Så kom den ældre dame op med tre skåle supper, en til os hver. Heller ikke usædvanligt at man får maden serveret. Herefter gik det stærkt, og jeg husker ikke rigtigt noget fra det næste døgn, før jeg vågner op på et hotelværelse i en anden by. Jeg mener dog at erindre, at suppen smagte meget stærkt, hvilket jeg kommenterede. Dernæst tror jeg at vi gik nedenunder for at synge karaoke, og så er jeg nok helt væk. Senere på dagen er jeg måske vågnet igen, da jeg synes svagt at huske, at jeg hånd i hånd med en af pigerne bliver fulgt ned til bussen. De siger at jeepney`en er gået i stykker, så jeg må i stedet tage bussen. Jeg husker intet fra busturen og husker ikke om jeg selv tjekkede ind på et hotel værelse i Angeles city, nogle timer nord for Manila.

Næste morgen

Da jeg vågnede næste dag opdagede jeg, at min trøje var fuld af bræk, og det samme var min lille dag turs rygsæk. Jeg har måske endda sovet på gulvet, hvilket en stuepige skulle have fortalt den pige (Miriam), jeg senere mødte på hotellet, og som blev et godt bekendtskab for mig. Jeg var svimmel og havde kvalme, som efter en voldsom druktur. Hvorfor var min trøje nu fuld af bræk? Jeg kan ikke huske, at jeg havde brækket mig. Var det en reaktion på bedøvelses pillerne, eller havde de proppet mig med sprut, så jeg skulle vågne op og tro jeg bare havde været fuld? Det må guderne vide. I hvert fald var jeg noget sløj og omtumlet da jeg omkring frokost tjekkede ud fra mit værelse, hvorefter jeg hang ved en af bordene i receptionen. Det gik op for mig, at jeg måtte være blevet bedøvet af pigerne dagen før, og i mit mavebælte manglede alle mine kontanter. Jeg tænkte på at tage videre til vulkanen, som jo egentlig var mit mål, men følte det ikke sikkert på daværende tidspunkt, og jeg var meget smadret. Så kom min redning, en kvinde ved navn Miriam. Jeg havde behov for at slappe af og sove noget mere, og da hun boede fast på et af hotellets værelser, inviterede hun mig indenfor, så jeg kunne slappe af. Dette udviklede sig til et godt venskab, og lige det selskab og nærværd jeg havde brug for efter sådan en tur. Det blev et godt venskab, og hun fulgte mig rundt på Filippinerne resten af min tid på øerne. Det var utroligt vigtigt for mig at have en ved min side, og en lokal kunne forudse problemerne, så lidt godt endte det da, intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jagten på en politirapport

For at kunne få nogle penge tilbage fra min forsikring måtte jeg dog lige have fat i en politirapport, hvilket skulle blive svært. Og uden Miriams hjælp og oversættelse var det nok aldrig lykkedes mig. I Angeles ville de ikke lave en, da de henviste til, at det nok ikke var der kriminaliteten var sket. Jeg fortalte, at jeg nu engang ikke kunne gøre for, at det var der, jeg var vågnet op. Men forgæves. Så måtte jeg jo til Manila for at få den lavet. Vi besøgte det nærmeste politikontor til det sted, hvor jeg havde mødt de to piger. De kunne ikke hjælpe os, men henviste til et andet kontor, der skulle tage sig af sådanne sager. Så tog vi derhen. Her mente de, at jeg ikke kunne være sikker på, at det var i Manila jeg var blevet bestjålet, det kunne lige så godt have været i Angeles. Her var jeg ved at springe i luften, ja, teoretisk vidste jeg ikke hvor det var sket, men det tydede dog mest på Manila. Så mente de, at jeg skulle henvende mig til det bydistrikt i Manila, hvor jeg havde fået frokosten. Åh nej, utroligt kompliceret, jeg var jo ikke så kendt i byen, så jeg kunne jo ikke sige præcist hvor det var, ikke andet end at det var i nord Manila. Til sidst mod betaling fik jeg den så lavet, sikken en omgang, pyha.

 Ja, nogle gange er det jo de negative historier og tragedier man husker bedst fra sine rejser, og denne episode glemmer jeg aldrig. Nu hvor jeg slap med lemmerne i behold, er det jo efterhånden en sjov historie, selvom jeg da helst ville have været foruden.

 

 

 The End

 

At opleve verden med egne øjne…

“For virkeligt at opleve verden maa man tage ud i den. Man kan ikke faa verden ind under huden ved at se den bag en tv-skaerm. Kun ved at komme afsted kan man faa bekraeftet eller afkraeftet de billeder man har af verden, og opleve om den nu er, som man havde forestillet sig”

Dette ser jeg som essensen af at rejse. Alle de lande og byer som jeg besoeger paa min tur, har jeg inden afrejse fra Dk haft en ide om, hvordan saa ud. Men selv om man har set fjernsyn om et land, saa er det meget anderledes naar man foerst er ude i det. Det er isaer begreber om fattigdom der efter en rejse vil staa hoejt i hukommelsen. Billeder paa TV fortaeller kun lidt af historien og er tit manipuleret.

Lugte kan man heller ikke fornemme fra en sofa i Dk, de kan kun opleves ude, hvor det sker, og der er mange lugte – specielt i Syd Oest Asien. Nogle gange gode lugte af mad, men ogsaa tit grimme lugte af forurening, urin eller affald. Det hele er isaer slemt, naar solen bare bader ned.

En af de oplevelser, der har gjort stoerst indtryk paa mig, er nedenstaaende. Jeg havde det meget daarligt ved at se, hvad jeg saa, og var lidt maabende over synet. Dette ser man ikke i TV, men det er virkeligheden, desvaerre.


 

“Jeg staar paa daekket af faergen ved indsejlingen til havnen i Cebu City, Filipinerne. Jeg kigger ind over byen og udover havnen. Pludseligt ser jeg en traebaad med paahaengsmotor med stor hast naerme sig den store faerge. Farten mod faergen er meget hoej, og jeg taenker, hvad er nu det for noget? I baaden ser jeg en mand, der sidder bagerst og styrer baaden, han har et stort smil paa. I baaden er hele hans familie, og baaden er sikkert deres hjem. Det ser ud til, at der er 5 boern, nogle af dem noegne, og moderen sidder forest i baaden med en ammende baby paa maven og med et udspaendt klaede i haenderne. Klaedet er et stykke stof paahaeftet to traekaeppe, og det er gult. (baaden til hoejre paa nedenstaende billede)

Det gaar op for mig, at det maa vaere tiggere. En utrolig fattig familie, der maa ernaere sig og holde sig i live ved denne bedrift. Det er frygteligt at taenke sig. Det mest utrolige er, at mange af dem har smil paa laeben, selvom de lever paa graensen af liv og doed. Det kan vi i den vestlige verden laere noget af. Vi er ikke i akut livsnoed, og kan tit flippe ud over selv smaa problemer. Men maaske op mod 80 % af verdens befolkning lever i fattigdom, og hver dag er en kamp for dem, en kamp for at skaffe penge og mad, og holde sig i live. Alle disse tanker flyver gennem hovedet, mens jeg bare maabende staar og ser det hele, og faar det godt og grundigt ind under huden.

 Jeg har stor respekt for dem, og foeler dybt med dem. Men inderst taenker jeg, at det maaske i vis grad lidt er deres egen skyld. Hvis du lever et usselt og fattigt liv, hvorfor saa saette saa mange boern i verden?, det er da for dyrt, og at saette et spaedbarns liv paa spil er da uetisk.Dette er den vestlige tankemaade, vores noegle til velstand er bl.a.familieplanlaegning. Men befolkningstilvaeksten er desvaerre uhyggelig hoej i de fattige lande, de ser boern som en forsikring til alderdommen, og flere boern betyder flere, der kan indsamle mad og penge. Men flere boern betyder ogsaa flere udgifter, saa hvad er egentlig det bedste?

Fra baaden er der langt op til passagerdaekket, men jeg fornemmer, hvad det gaar ud paa. Moderen i baaden holder klaedet ud, og saa skal vi paa faergen kaste moenter og andet godt ned til dem. Selv med et klaede kan det vaere svaert at fange en moent kastet fra 10 meters hoejde. Et par enkelte pesos bliver kastet ud fra daekket og moderen er meget god til at fange dem med hendes net. Hun takker og boenfalder om mere. Det hele bliver sat noget mere i relief, naar man ved, at der gaar 55 pesos paa en dollar. Det er smaapenge, men meget for dem. En ny baad kommer op til faergen, meget lig den foerste, deres net er blot lyseroedt.

Tiggerbaade i Cebu havn. November 2003. Foto: LN

Udover penge ryger der ogsaa lidt mad ned mod dem, blandt andet chips. Boernene i baadene er straks over maden, som gribbe. Jeg bliver ved med at taenke, at dette da er noget af det voldsomste, jeg nogensinde har oplevet, jeg har naesten gaasehud, og fatter ikke, at jeg staar og ser dette skuespil.Men det er ikke et skuespil, det er virkelighed. Jeg foeler mig hjaelpeloes, hvad kan jeg goere? Jeg proever at analysere situationen, og kommer frem til, at jeg finder det forkert at kaste ting ud til dem. Jeg vil ikke goere det. Paa den ene side, vil jeg da gerne hjaelpe dem, men foeler ikke, at det er den rigtige maade. Ved at kaste ting ud, saa stoetter du denne form for tiggeri, og holder familierne inde i denne daarlige rytme. Dette kan ikke vaere den rigtige maade. Det afholder dem fra at tjene penge paa en mere fornuftig maade, og naar alt kommer til alt, saa kan vi turister egentlig ikke goere meget. Regeringen og det filipinske samfund maa tage vare om dette soergelige problem. 

Tiden gaar, faergen er laenge om at laegge til kaj, saa flere baade kommer til. Nogle ting og penge havner i vandet, og folkene i baadene kaemper som dyr om at faa fat i noget, der med danske oejne kun har en vaerdi af 10 oerer. Der er kamp om sagerne, og selv smaa boern kaster sig ud i vandet, for livet. Det ser noget farligt ud, og det hele bliver bare vildere og vildere. De raaber i vilden sky, nogle faar mere end andre, og det goer ikke stemningen bedre. Nogle opfordrer passagerere paa faergen til at kaste ting ud i vandet, saa folkene i traebaadene kan kaste sig efter det. Jeg foeler det noget absurt, at lave saadan et show ud af saadan en alvorlig situation.

Flere baade er kommet til, og folk er i vandet. Foto: LN

Det hele kulminerer, da faergen stoeder paa grund. Mudder spreder sig lynhurtigt ud mod baadene, og nu er det da virkeligt farligt at have smaa boern flydende rundt i vandet. Nogle bliver fanget i det grumsede vand, men heldigvis ser ingen ud til at komme noget til.

Faergen stoeder paa grund, og mudder spredes. Foto: LN

Rystet forlader jeg kort tid efter faergen. En stor oplevelse rigere, men en oplevelse af de mere ubehagelige og bizarre. En oplevelse, jeg vil huske laenge. En oplevelse, der er saa meget staerkere end de billeder man oplever fra medier. Det er virkeligheden, taenk over det. Dagene derefter taenker jeg over ikke at koebe mere mad end jeg kan spise. Har jeg for meget, gir jeg det til tiggere paa gaden. Men i laengden falder jeg tilbage til den vestlige rytme, ser uden om fattigdommen. Oplevelser som denne er dog vigtig, saa vi i vesten rigtigt kan faa oejnene op for verdens problemer, og man ser det aller bedst LIVE.

Desvaere skal det dog ind med ske, foer vi forstaar alvoren. Disse grumme forhold er ikke enestaaende. Som rejsende ser man mange lignende episoder. Det er haardt psykisk, men en noedvendighed at opleve.


 

The End

Batad Risterrasser

“Ifugao Risterrasserne omkring byerne Banaue, Bontoc og Batad (Filipinerne) er blevet doebt verdens “8. vidunder”. Disse risterrasser er 2000 til 3000 aar gamle, og nogle steder er de 1500 meter hoeje.”

De flotteste terrasser findes nok omkring den lille bjergby Batad, ca. 20 km. fra den stoerre by Banaue. Begge disse byer ligger i bjergkaeden Cordillera central paa den store oe Luzon, hvor ogsaa hovedstaden Manila er placeret. I de samme bjergomraaeder kan man ogsaa stadig stoede paa stamme folk, der stadig lever efter aeldgamle traditioner. Det er ikke mange aar siden nogle af stammerne har lagt deres hovedjagt paa hylden.

Transport til Banaue

Fra Manila tager det ca. 8-10 timer i bus at naa Banaue, men det vilde terraen kan goere tiden meget varieret fra dag til dag. I regntiden fra omkring juni til oktober vil det normalt tage laengst tid, og jordskred kan da blokere vejen. En anden laengere men smukkere vej gaar via Baguio og Bontoc til Banaue. Busturen fra Manila til Baguio tager omtrent 6 timer. Vejen fra Baguio til Bontoc er en af de smukkeste i bjergene, men den tager tid. Ca. 7 timer tager det at koere denne straekning gennem bjergene. Fra Bontoc tager det igen 2-3 timer i bus/jeepney til Banaue.

Jeepneyen er en institution i Filipinerne. De foerste jeepneyer blev bygget ud fra de militaere jeeps, som amerikanerne efterlod efter Anden Verdenskrig. Jeepneyen bygges nu i Filipinerne, og er en forlaenget udgave af den amerikanske jeep. Man sidder bagi jeepneyen sidelaens til koerselsretningen og under et overdaekket lad, der kan huse lige saa mange mennesker, som chaffoeren foeler han kan presse ind. Normalt er det ca. 12-14 personer, men ofte er der langt flere passagerer. Jeepneyen er desuden meget udsmykket, og oftest spaekfyldt med amerikanske slogans eller kristne budskaber.

Baaede busser og jeepneys er billige transport midler i Filipinerne. Men man sidder en del bedre i en air con bus end i en jeepney, hvor stoev og roeg kan traenge ind. Der er meget luftforurening i de stoerre byer.

Traditionelle huse ved Bontoc Museum

Banaue Risterrasser
Dette er maaske de mest kendte af risterraserne, men jeg var nu ikke saa imponeret. Dette skyldes nok, at byen er saa grim og relativ stor. Nogle risterrasser er blevet oedelagt ved byens ekspansion. Fra et viewpont oven for byen er de mange hoejdemeter med risterrasser dog meget imponerende, men udsigten nede fra selve byen er ikke saa god. Langt bedre er risterraserne ved Batad. Noget af det mest imponerende, jeg har set laenge.

Batad og risterrasserne

Batad Risterrasser

Fra Banaue kan man enten tage en jeepney eller en tricycle 12 km. af en hullet bjergvej til man kommer til den sti, der gaar til Batad. Vandreturen til Batad er paa 9 km., og foerst gaar det opad til en bjergkam, og dernaest ned i den dal, hvor den charmerende lille by ligger. Det hele virker meget mere eventyrligt, naar man skal vandre for at komme dertil. Man skal vandre naesten 8 km. foer man naar en mindre bjergkam, hvor der er en utrolig udsigt over risterrasserne. Det er muligt at overnatte i byen, og udsigten fra ens hotel er blandt de bedste i verden.


De haengende kister ved Sagada

En anden sevaerdighed ude i de bjergegne er de haengende kister ved Sagada. Denne bjergby ligger naer den stoerre by bontoc. Tidligere blev beboerne i denne by begravet i kister, der blev haengt op paa stejle klippevaege eller gemt i huler. Det er et bizart syn at se disse kister paa klipperne. Der er bus fra Baguio eller jeepney fra Bontoc til Sagada.

Haengende kister ved Sagada


The End