Tag-arkiv: Canada

Gennem Canada på cykel

 
I foråret 2003 besluttede jeg mig for at cykle over det nordamerikanske kontinent sammen med en canadisk veninde, jeg havde mødt under et studieophold i Canada i efteråret 2001. Der skulle dog gå endnu et år før planen blev ført ud i livet, da jeg først måtte skrabe tid og penge sammen. Den 15. maj 2004 sad jeg så i en British Airways maskine på vej til Toronto og en af de største oplevelser i mit liv. Da vi (min cykelmakker Kristen og mig) samme dag fløj over Rocky Mountains sneklædte bjergtoppe for at komme til Vancouver og starten på vores odysse, gik tanken kan de her virkelig lade sig gøre gennem mit hoved. Ikke mindst fordi jeg ikke rigtig havde fået trænet så meget som jeg gerne ville – kun cirka 600 km, eller 10% af ruten, var det blevet til. Men vi sagde til hinanden at det jo ikke var indlandsisen vi var på vej over og hvis vi kom i problemer kunne vi jo bare hoppe på et tog og et fly og tage hjem. Så galt gik det dog ikke! I Vancouver tilbragte vi fire dage, hvor jeg fik købt mig en cykel, vi fik samlet grej sammen og nydt vestkyststemningen, det gode canadiske øl og det gode vejr. Det kan helt sikkert betale sig at købe sin cykel (og alt andet outdoor-udstyr) i Canada – jeg sparede cirka 40% på min cykel og en del andet grej. Efter at havde dyppet vores baghjul i Stillehavet, cyklede vi ud af Vancouver den 19. maj. Den første dag var stille og rolig, godt vejr og fladt terræn, men allerede på anden dagen fik vi problemer. Vi ramte Rocky Mountains med et brag, overså et bjergpas på kortet og kiggede med mistro på et Campsite closed skilt, efter at havde lagt 8 timer, 122 km og dagslyset bag os. Vi frøs og turde ikke ligge os til at sove på den forladte lejrplads pga. områdets bjørne og ulve. Heldigvis blev vi reddet lidt længere ned af bjerget af et skiresort, der lige nøjagtigt havde åbnet for sommersæsonen. Vores ilddåb var ovre. Resten af the Rockies forløb som planlagt, eller måske lidt bedre. Vi havde regnet med af køre mindst 100 km om dagen på turen, men havde hørt fra mange kanter at man ikke kunne holde den distance i bjergene. Men det gjorde vi, og efter 10 dage var vi ude på prærien. Den canadiske prærie strækker sig over to tusind kilometer fra Calgary i vest til Winnipeg i øst. Dette var turens hårdeste og kedeligste del, for prærien synes ingen ende at tage og vejret var, med undtagelse af fire 32 graders dage, ret miserabelt. Vi havde hørt at man bliver blæst af sted af den kraftige vestenvind, men så ikke rigtig noget til den før ved grænsen til Manitoba. Her præsterede vi
vores længste dag på 281 km, noget vi stadig ikke rigtig kan fatte. Men præriens kedelige vidder, bliver afbalanceret af utrolige gæstfrie og venlige mennesker – noget som Canada er fyldt til randen af. Vi blev fx inviteret til at overnatte hos nogle tilfældige mennesker vi faldt i snak med i en lille by på grænsen til Ontario. Og så var der motelindehaveren, der kørte 70 km for at indhente vores cykler og give os vores digitalkamera, som vi havde glemt på vores værelse.
Ontario ligner på mange måder Sydsverige og de første 600 km til man kommer til Thunder Bay ved Lake Superior indeholder mange klippede og ikke mindst øde områder, hvor man cykler op til 80 km uden at se bebyggelse. Vi var blevet frarådet at cykle nord om Lake Superior og i
stedet tage turen gennem USA, men vi var fast besluttede på at blive i Canada hele vejen og strækningen ned til Sault Ste. Marie var da heller ikke så slem som frygtet. Nu var vi over halvvejs gennem kontinentet og samtidig blev vejret betydeligt bedre. Det samme blev humøret, der ellers havde været ret langt nede: Man bliver simpelthen træt af hinanden når man kun er to mennesker sammen. En så lang tur som denne bliver på den måde også en mental udfordring, som på mange måder er hårdere end det daglige fysiske slid med at stå op, pakke lejren ned, cykle over 100 km, slå lejr, lave mad osv.
Men der var dog lang vej endnu. Fra Sault Ste. Marie gik det over Manitulin Island til Barrie og op til Ottawa, Canadas hovedstad. Her holdte vi tre hviledage hos en australsk ven Kristen havde og nød ikke at skulle på sadlen, men bare kunne slappe af og se byen. Og lige sådan gik det også resten af turen op langs St. Lawrence floden. Vi nød det gode vejr, så byerne Montreal (lækker jazzmusik) og Quebec City (europæisk by) og cyklede stille og roligt tættere på vores mål Halifax og Atlanterhavet. Vi følte det faktisk som om vi var i mål, selvom der var over 1.500 km tilbage. Gennem New Brunswick meldte hverdagen sig dog igen og vi havde nogle trælse dage, hvor det gav bagslag at vi havde følt os i mål. Vores kroppe var trætte og vejret viste sig nogle dage fra en ret uvenlig side. Men det var også provinsen hvor vi kom gennem byen New Denmark og mødte en 98-årig dansker, der var kommet til den nye verden i 1923. Han snakkede stadig dansk og gav en øl og en snak.
Da vi endelig nåede til Halifax havde vi tilbagelagt 6.882,81 km, var kommet igennem fem tidszoner og ni af Canadas ti provinser. Det var meget uvirkeligt at trille ned på havnen og dyppe forhjulene i Atlanterhavet for der var jo ingen velkomstkomité, ingen målstreg og de eneste mennesker på molen, der vidste hvad vi havde udrettet, var os selv. Vi sad i lang tid ved vandkanten og kiggede underligt på hinanden og havet. Turen var lykkedes og over alt forventning og de næste fire dage blev tilbragt med en øl i hånden og med solen skinnende varmt ned over os.
 
 
Hvis du vil se flere billeder fra vores tur, læse i min dagbog eller se ruten, så klik dig videre til min hjemmeside om turen www.canadapaacykel.dk

Grand Central couloir

Mt. Kitchener

Nordsiden af Mount Kitchener er en stejl væg der rejser sig ca. 4000 fod fra morænerne for neden. Denne væg er kløvet af en svagt kurvet couloir – The Grand Central. Ruten blev første gang klatret af Jeff Lowe og Mike Weiss i 1974. Jeff Lowe havde forsøgt ruten før, sammen med George Lowe, men de havde for varmt vejr og de faldende sten fik Couloir’en til at rumle som New Yorks Grand Central Station på Juleaften – deraf navnet. Ruten går for at være en af de klassiske Rockies “Grand Course” – klassiske hårde ruter. Lowe sammenligner den med ruter som SuperCouloir på Mt. Blanc du Tacul og Colton/Macintyre på Grandes Jorasses i Alperne, idet alle tre var ruter der blev klatret ved brug af teknik og fysik tilegnet under vinterklatring på frosne vandfald. Disse ruter var en naturlig, alpin, progression af vandfaldsklatring, som dengang var forholdsvis ny som individuel sport.

Linien, historien og atmosfæren omkring ruten appellerede til Mathias – min kammerat fra Equador og mig selv. Det at problemerne på ruten kan løsesnæstenudelukkendepå is, var det sidste vi havde brug for, forat overtale os selv til at give den et skud.

 


 

 

På Tilgangen til Kitchener. Toppen af ruten kan ses i baggrunden. Foto © Mathias Dammer

 


 

 

Vi havde begge fri i en uge i april, så vi lånte Mathias’s roommate’s bil og susede af sted mod Rockies. Vi håbede at vinterens snefald havde nået at opbygge en masse is og at det ikke var begyndt at smelte endnu.

Vi planlagde at gå tilgangen, sove for foden af ruten og så starte op ved midnatstid. Tilgangen gik overraskende let på trods af at det var op ad bakke og vi havde “overnatningsrygsække” på. Vi fik dog lov at svede en del, hvilket jeg senere måtte bøde for. Vi slog teltet op ca. en halv times gang fra væggen, og fik smeltet noget sne og lavet lidt mad.

 


 

 

 

Telt under Kitchener. Det meste af væggen er gemt i skyerne.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Der var stadig en del timers mørke tilbage da vi stod op. Støvlerne (vi var begge i læderstøvler!) var som blokke af is og svære at få på. Sveden fra tilgangen var frosset. Det havde vi begge prøvet mange gange før, men denne gang kunne jeg slet ikke tø dem op, selvom vores tilgang var længere end den beregnede halve time. Væggen var simpelt hen så stor at vi groft havde fejlvurderet afstanden – der var nærmere to timer der hen. Heldigvis havde det meste af væggen været dækket i skyer dagen før, så vi ikke var blevet alt for skræmte af størrelsen på væggen.

 

Ruten startede op ad en lang, lavinefarlig sne skråning som hele tiden blev stejlere. Efter ca. 400 højdemeter blev det så stejlt at sneen blev skiftet ud med is. Vi stoppede her for at drikke og smelte lidt sne, mens vi stadig kunne lave en hylde at hvile på. Det var tidligt på dagens lyse timer. Vejret var koldt og væggen stille. Det berygtede stenfald holdt sig i ro. Vi anslog temperaturen i den tørre luft til ca. minus 15 grader C, men det var sandsynligvis koldere. Jeg har senere hørt fra en kammerat som deltog i et isklatrekursus nogle dage forinden i samme område, at de havde minus 40 grader C! Så koldt var det nok ikke men det var måske nok koldere end vi troede.

Da vi havde fået lidt væske i os, gik vi parallelt op ad en stenhård isskråning på ca. 60 grader til bunden af en kamin med noget særdeles stejl is i bunden. Vi mente at det var “Blanchard/Doyle Icestrip” og det var den variation vi ville klatre. Mathias tog første reblængde som var 4+/5 grads is op gennem kaminen, som ikke var meget bredere end vores skuldre. Helt fantastisk.

Min reblængde var stort set magen til, måske endda lidt stejlere. Jeg klatrede indtil jeg løb tør for reb, 60 meter højere. Fra min standplads kunne jeg se der hvor isen blev til en snehylde som det så ud til man kunne traversere mod venstre, i retning af hoved-couloir’en.

 


 

 

Kasper fører anden reblængde i iskaminen.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Mathias førte op mod hylden, kom til et sted hvor kaminen ligesom knækkede en smule til siden og tvangham til at lave et par usikre, besværlige bevægelser som han havde sikret med en god isskrue. Så kom han op i sneen og pludselig bevægede rebet sig ikke mere! Det så ud som om han nærmest lå på maven i sneen, men det kunne være vinklen der snød. Langsomt, langsomt krøb rebet gennem min bremse indtil jeg ikke længere kunne se Mathias. Rebet fortsatte opad, lige så langsomt som før, for til sidst at stå stille. Et par sekunder efter råbte Mathias noget jeg ikke helt kunne høre. Han forsøgte igen . Det lød som om han spurgte efter vores pitoner, som han havde valgt ikke at tage med på reblængden. Jeg bandt dem i det ene reb og Mathias begyndt at hejse dem op. Så kom de ned. Så op. De sad åbenbart fast i et eller andet. Til sidst tryglede Mathias om bare en piton. En lille en. Jeg bandt en tynd, blødståls Knifeblade i rebet og den kom op. Så hørte jeg hammerslag – det var Mathias der huggede klippen ned som man gør det med rådden is. Rockies er ikke kendte for høj kvalitet sten. Tilsidst hørte jeg lyden af en piton der bliver slået i og lidt efter fik jeg besked på at komme op, uden at falde. Jeg klatrede op til Mathias’s isskrue og tog den ud. Det eneste der nu kunne forhindre os begge i at blive slået ihjel hvis jeg skulle falde var en enkelt Knifeblade i rådden klippe! Og nu skulle jeg så til at klatre det besværlige sted – fuld koncentration, tak. Jeg turde ikke lave de marginale bevægelser på isen som Mathias havde lavet, så jeg tog klippen til hjælp og drytoolede med den ene økse. Et par M5 bevægelser og jeg kunne se hvorfor Mathias havde været så lang tid om sneen. Det var en kæmpe sne “mushroom” som hang ud over dybet. I den var et stort hul hvorigennem man kunne se hele vejen ned ad væggen! Den eneste vej over var at bridge med et ben på hver side af hullet, men sneen var helt ukonsolideret og det er mig stadig en gåde at vi kunne klatre i det. På den anden side var en snevæg på 2-3 meter. Mathias havde stået der, med et ben på hver side af hullet og hugget løs på denne væg indtil den ikke længere var overhængende, men kun lodret. Heldigvis havde han været nogenlunde sikret af snelæben i tilfælde af han skulle ryge ned gennem hullet. Nu skulle jeg så over men igen med den ene piton i den rådne klippe som vores eneste forbindelse til bjerget. Heldigvis var væggen jo allerede hugget til, så det gik.

Vi fik nu forstærket Mathias’s standplads med to knifeblades mere og fik orienteret os lidt. Vi blev enige om at vi ikke var på den rette linie, men måske en travers kunne bringes os tilbage. Så var det måske alligevel ikke “Blanchard/Doyle Icestrip” vi havde klatret.

Jeg forsøgte traversen. Klippen var stejl, rådden og dækket i puddersne. Til gengæld var der ingen sikringer. Efter et par meter besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og klatrede tilbage til standpladsen. “Du er velkommen til at forsøge. Måske er det bare mig der er en kylling.” Siger jeg. “No Kasper. If you couldn’t do it, I’m not even going to try.” OK, så er det vist ned ad. Vi havde mistet for meget tid til at forsøge at abseile ned og klatre tilbage op ad den rigtige linie. Mine tæervar kolde og jeg var bange for at fryse dem på en bivuak.Vi var nået 800-900 meter op af ruten.

Et par håndfulde abseils bragte os tilbage til det punkt hvor vi havde holdt pause på vej op. I samme øjeblik gik der en powder-lavine ude til siden. Den kom fra cornice’n helt oppepå toppen og falder over vores rute videre ned. Sneen var ikke nok til at skade en person, men mon ikke der også var nogle klumper is eller sten blandet i? Det ville i hvert fald være nemt at blive forvirret og måske tabe balancen i infernoet, hvis man stod under den. Så gælder det om at bevæge sig hurtigt, så man tilbringer så lidt tid som muligt i farezonen. Vi sprintede nedad, så godt vi kunne på dette moderat stejle sneparti.

Da vi langt om længe nåede teltet, havde vi været i gang i over 16 timer på en stejl nordvæg i fulde vinterforhold. Vi var begge lidt halvtrætte. Der var ikke mere mad tilbage, så vi kunne hoppe direkte i poserne og nøjes med at smelte lidt sne over brænderen.

Da jeg tog strømperne af, kunne jeg godt se at den var gal med tæerne. Og ganske rigtigt, den velkendte smerte af forfrysninger der tør, begyndte stille og roligt at tage til. Og til…

Morgenmaden næste morgen var hurtigt overstået – der var ikke nogen.

Jeg var bange for at skulle gå tilbage til vejen på mine forfrosne fødder som var blevet tøet i løbet af natten, men jeg havde ikke noget valg. Det var mest højre storetå der er gal, den havde fået helt forkerte farver. Heldigvis kunne jeg sagtens få mine støvler på og vi pakkede vores grej sammen. De næste 4 timers vandring var en pine, mest psykisk, fordi jeg var så bange for mine tæer – det gjorde ikke rigtig ondt, men jeg var meget omhyggelig med ikke at støde tæerne, hvilket var umuligt på de isede moræner.

Hospitalet i Jasper var lukket, så vi gik i svømmehallen og sad i boblebadet. Næste formiddag gik jeg til lægen for at få checket tæerne. “You may loose some of this…” Så galt gik det dog ikke, jeg passede og plejede mine fødder den næste måneds tid. Storetåen blev sort ned til første led og der var en stor vabel på – heldigvis uden blod i. Jeg tabte neglene på alle 10 tæer og huden på storetåen. Selve tåen blev dog ikke kortere, og jeg åndede lettet op. Snart kunne jeg bruge almindelige sko igen og klippesæssonen havde ikke været i gang længe før jeg kunne tage friktionssko på også.

Jeg slap godt fra det, men må nu være superdisciplineret med mine fødder for at undgå fremtidige forfrysninger, for mine fødder bliver kolde for et godt ord.

Sådan endte vores eventyr på Grand Central. For denne gang…

 


 

Facts om ruten:

Bjerg: Mt. Kitchener, Canadian Rockies

Navn: Grand Central Couloir

Førstebestigning: 1974, Jeff Lowe, Mike Weiss

Gradering: Lowe giver den: V, AI4 M6 VS

Den lokale guide:V 5.9 A2/WI5

Guide: Alpine Select, Canadian Rockies af Sean Dougherty. Lowe’s bog Iceworld giver også nogle gode oplysninger, samt en beskrivelse fra førstebestigningen.

 


 

 

Der er en artikel om alpinklatring generelt i Canadian Rockies på vej, så hold øje med Website’et her.