Tag-arkiv: Bolivia

4WD omkring Uyuni

Salar de Uyuni i Bolivia

Der er flere maader at besoege dette fantastisk omraade i Bolivia, men hvis man tager afsted paa egen haand skal man taenke sig meget om. Jeg tog den nemme loesning med en guided tur fra San Pedro de Atacama i Chile. Turen tager 4dage alt er inkl. for omkring 600kr. Man koere i 4WD toyotaer med op til seks passagere i hver bil.

Der findes mange rejsebureauer som starter baade fra Bolivia og Chile. Det er svaert at sige hvilket er bedst, men jeg tog med Estrella del sur, og var godt tilfreds. De fleste biler stopper de samme steder og overnatter samme steder. Der er ikke de store valgmuligheder for hoteller her i oedemarken. Den foerst overnatning var ikke fantastisk, der var ikke noget bad og her var meget koldt i 4300m hoejde. Det er en god ide at drikke rigeligt af coca te, saa man ikke faar problemer med hoejdesyge. Mit andet hotel var dog meget bedere, alt var bygget i salt og gav en behagelig temperatur, sjov oplevelse. Om man overnatter her er forskelligt fra bureau til bureau, saa spoerg. Det er heller ikke alle bureaue der tager afsted til solopgang paa salar de Uyuni, hvilket jeg vil forslaa trods det, at det er tidligt. Se nogle af mine billeder i galleriet!

Landskabet er fantastisk her, fyldt med soer med forskellige mineraler. Mineralerne giver soerne forskellig farver som hvid, turkis, roed og klar blaa. Mange af soerne indeholder ogsaa de mineraler som flamingoer lever af, hvilket betyder du ser i tusind vis af dem! I mange af soerene kan man se spejlbillleder af de smukke bjerge og snebeklaedte vulkaner, som omgiver dem. Det er muligt at bestige vulkaner som er 5900m hoeje, men det kraever traening.

Den mest fantastiske oplevelse er dog salar de Uyuni. Et kaempe omraade paa 1200km2 med salt i op til 10m dybde. Om sommeren er det hele hvidt med toer salt, men om vinteren laegger der sig et tyndt lag af vand, som giver et fantastisk spejlbillede – her kan man faktisk gaa paa havet!! Hvis der ikke er for meget vand kan man ogsaa besoege en lille oe der er midt i omraadet. Her er der kaktuser som er op til 1500aar gamle. Der er ogsaa en ruin af et inka hus, saa allerede den gang krydsede man soen til fods.

En fantastisk tur, som jeg er glad for at have faaet med. Det er ikke for den sarte sjael, der findes ikke luksus og maden er meget basal. Men det er fantastisk smukt og foeles helt rigtigt at leve primitivt i dette natur omraade.

 

 

4WD omkring Uyuni salar

Billeder fra den mest oede part af Bolivia. Trods daarlige veje er turen det hele vaerd.

Soen Colorado i 4400m hoejde. Om morgenen er soen alm. blank, men om eftermiddagen bliver den roed som her. Er altid fyldt med flamingoer

Flamingo flyver hen over soen Blanca, hvor vulkanen i baggrunden spejler sig i vandet.

Det storslaaede landskab som foelge en hele dagen. Landskabet har dannet baggrund for mange Salvador Dali malerier.

Solopgang paa salar de Uyuni. Den 1200km2 store soe, som om sommeren er helt toer for vand, men om vinteren er daekket af et tyndt lag vand, som giver fantastisk spejlbilleder.

Et tydeligt eksempel paa et spejlbillede.

Udsigt fra en oe der ligger midt i soen. Her er kaktuser der er op til 1500aar gamle.

Her i det uendelige land kan man lave mange sjove billeder!

Det rige bjerg

Over verdens højest beliggende by, Potosí i Bolivia (4070 m), troner
Cerro Rico, det rige bjerg. Rigt fordi det gemmer på kolossale
mineralressourcer, heriblandt masser af tin og sølv. Spanierne gav bjerget navnet for flere hundrede år siden fordi de udvandt netop sølv af det, eller
rettere, indianere og importerede afrikanske slaver gjorde det for dem.
Millioner har efter sigende måttet lade livet pga. ulykker, sygdomme og
lignende forårsaget af det risikable og næsten umenneskeligt hårde
arbejde i minen.
Idag er forholdene anderledes: Nok sætter ihærdige desperadoer stadig
livet på spil i håb om at ramme den store sølvåre, men de gør det nu af
egen fri vilje. En minearbejder kan med lidt held tjene flere gange så
meget som gennemsnitslønnen i Bolivia, men det koster. Selv om han slipper
for ulykker, kan han dog ikke undgå på et eller andet tidspunkt
i sit liv, oftest når han er midaldrende, at udvikle en lungesygdom der
hæmmer hans lungekapacitet betragteligt. Alligevel myldrer minen med
arbejdsomme, senede mænd der, i et tempo en dansk kommunalarbejder ville have svært ved at forholde sig til, hakker, skovler og sprænger sig vej
videre og videre ind gennem de snævre gange og skakter.
Besøgende har imidlertid også adgang til minen, i følge med en guide,
og det er her jeg kommer ind billedet.

En dag med slud og regn i evigt kølige Potosí begav jeg mig sammen med
nogle amerikanske backpackere og en guide op til minen. Guiden var selv
tidligere minearbejder og kendte således det komplicerede system af
gange og skakter som sin egen bukselomme.
Enhver tur til minen begynder lige neden for den, ved det såkaldte
miners market. Her skulle vi købe gaver til arbejderne som tak for at

vi måtte besøge dem. Gavernes karakter vidnede om at modtagerne var et

barsk folkefærd; vores guide rådede os ikke til at købe f.eks. frugt,
frisklavede sandwiches eller lignende, som markedet ellers bugnede med,
men i stedet cocablade, 97 % alkohol og nitroglycerin med tilhørende
tændsatser. Spritten bruger de om fredagen når de skal fejre en vel
overstået uge, cocabladene tygger de konstant for at undgå tidlig udmattelse
og nitroglycerinen bruger de naturligvis til sprængninger i minen.
Med disse varer i bagagen blev vi nu kørt op til minen. Ved indgangen
mødte vi allerede de små mørke arbejdere. De kom med jævne mellemrum
susende ud af det lille runde hul på deres tipvogne. Der løber skinner
gennem alle minens gange, så minearbejderne kan transportere deres råsølv
eller tin på hjul. Da vi blev bedt om at påføre os vore hjelme og tænde
for pandelamperne, gik alvoren op for os; vi skulle nu begive os ind i
det tilsyneladende uigennemtrængelige mørke hvorfra vi havde set
minearbejderne suse ud på deres vogne. I starten var der højt nok til at man
kunne gå oprejst, dog med bøjet nakke, men senere vekslede loftets
højde. Nogle gange kunne man gå, andre gange måtte man kravle. Undervejs
stødte vi på arbejdere der i tavshed stod og hakkede eller skovlede i et
rytmisk tempo. Stilheden i minen var påfaldende, det føltes som var man
langt under jorden og ikke i over 4000 m’s højde. Det eneste der af og
til brød stilheden, var bragene fra nitroglycerinen som fik støv og småsten
til at rasle ned i hovedet på os fra det ikke særlig velholdte loft. Vores guide
forsikrede os imidlertid om at vi var helt uden for fare: Eksplosionerne
blev udført et helt andet sted end der hvor vi var, men de fornemmedes altid
på en eller anden måde i hele minen.
Den enkelte dynamitstang vi hver især havde, kunne vi give til hvem vi
nu ønskede. Minearbejderne er ikke ansat af nogen, de arbejder for sig
selv. De kan dog også vælge at indgå i et sjak. Gør de det, er der
naturligvis større chance for gevinst, men til gengæld skal den så deles.
De arbejdere der er heldige at få dynamit af en af de besøgende, er godt
stillet den dag. Ikke alle har mulighed for at sprænge dagligt.
Når arbejderne kommer ud af minen efter endt arbejdsdag, sælger de
høsten af deres anstrengelser til raffinaderier der ligger lige udenfor.
Her afgøres det om det har været en vellykket dag eller ej. Nogle går
hjem med næsten ingenting, mens andre viser sig at have været særdeles
heldige. En af Bolivias rigeste mænd er således en tidligere minearbejder
der for få år siden ramte en kolossal åre.

Ude af minen igen måtte jeg knibe øjnene sammen pga. sneens refleksion
af solen. Efter 3 timer i mørket føltes det som om jeg havde siddet i
en mørk biograf bortset fra at jeg var kulsort og øm i led og lemmer
efter al den kryben og kravlen gennem lave gange og snævre skakter. Jeg
misunder ikke arbejderne at de skal slide under de forhold i 8-10 timer
dagligt uden andet end væske og cocablade.
Jeg satte mig ind i jeepen og lod mig mageligt transportere tilbage
til Potosí. Jeg nikkede vist lidt med hovedet.

Drømmen om de 6000 meter (1.del)

Drømmen opstår: Drømmen om at komme over de 6000 meter opstod vel næsten lige efter, at jeg i sommeren 2000 havde besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der med sine 5895 meter lige akkurat ikke nåede op over denne grænse. Dengang havde jeg været på toppen sammen med min studiekammerat Lars, og da vi to i 2001 så småt begyndte at planlægge en længere tur til Sydamerika til foråret 2002, var en bestigning af en 6000’er inde i billedet med det samme.

 

Efter at have besteget det højeste bjerg i Afrika, ville det selvfølgelig også være en drøm at stå på toppen af det højeste i Sydamerika, Aconcagua på 6962 meter. Men der var dog visse begrænsninger. Den ene var økonomien, vi skulle være i Sydamerika i 3 1/2 månede og også et smut til USA, så budgettet var ikke så stort. En anden begrænsning var vores tekniske kunnen. Vi havde ingen erfaring med teknisk bjergbestigning, så vi skulle finde et bjerg, der ikke krævede den store bjergbestignings ekspertise og samtidig et bjerg, der kunne bestiges med få penge på lommen.

Aconcagua skrinlægges: Med disse forbehold blev det klart, at Aconcagua ville blive for dyrt for os, og måske også for krævende. Godt nok er Aconcagua sandsynligvis det højeste bjerg i verden, der kan bestiges uden den store tekniske kunnen, men bjerget er højt samt meget koldt og blæsende. Det ville kræve en del dage og en del udstyr at give sig i kast med dette bjerg, og dette ville bringe de samlede udgifter op på et niveau, som vi ikke kunne magte, med alt det andet vi skulle i Sydamerika. I stedet besluttede vi os for at foretage et trek for foden af Aconcagua og kigge os om efter et andet egnet bjerg over 6000 meter at gå i krig med.

 

Cerro Aconcagua

 

Den mægtige sydvæg på næsten 3000 højdemeter

 

 

 

 

 

 

Foto: Marts 2002 (LN)

 

Sydamerikas fordele: Hvis man ikke kender til teknisk bjergbestigning, men alligevel har en drøm om at komme over de 6000 meter, så har man måske de bedste muligheder i Sydamerika. Der er mange vulkaner over de 6000 meter, og vulkaner er typisk mindre krævende teknisk end egentlige bjerge. Dette skyldes vulkanernes symmetri, der eksponerer sneen mod solen, og der er ikke så mange læpunkter, hvor sneen kan fyge sammen. Dette bevirker, at gletscherdannelse ikke er så fremtræden på vulkaner som på bjerge. Kan man blive fri for gletschere og ekstremt stejle passager, så kan man også undgå at bruge reb og kende til rebteknikker. En anden fordel i Sydamerika er klimaet. Dette gælder i hvert fald for de toppe, der ligger i Andeskæden på grænsen mellem det nordligste Chile og Argentina, og på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger nemlig den knastørre Atacamaørken, hvormed vejret ofte er godt og stabilt og snemængden på bjergene er begrænset. Snegrænsen ligger faktisk normalt helt oppe ved 5500 meter over havet og nogle steder næsten 6000 meter på nordvendte skråninger.

Volcan Licancabur. 5916 meter, men næsten snefri på nordsiden

En tredie meget stor fordel i dette område er højplateauet, der strækker sig fra det nordligste Argentina og til det sydligste Peru, og som dækker en stor del af det vestlige Bolivia. De fleste vulkaner i dette område rejser sig op fra dette plateau, hvilket betyder, at højdeforskellen mellem base og top “kun” er på ca. 1500-2000 meter. Der er altså gode chancer for at få en optimal højdeakklimatisering, hvilket er så super vigtigt, når man skal bestige høje bjerge. Et par uger på højplateauet og man er godt rustet.

Udvælgelse af det rette bjerg: Med denne viden gav vi os i kast med at kigge efter nogle gode egnede vulkaner eller bjerge i det omtalte område. I det nordlige Chile på grænsen til Argentina fandt vi vulkanen Ojos del Salado, der med sine 6893 meter skulle være verdens højeste vulkan, og det andet højeste bjerg i Sydamerika efter Aconcagua. Vi kunne læse os frem til, at vulkanen ikke skulle være specielt teknisk, og snemængden var ikke af betydning. På den negative side var dog vulkanens afsides beliggenhed og problemer med en ordentlig akklimatisering. Det tiltalte os dog meget at komme til at stå på toppen af den højeste vulkan, men alligevel endte vi med at finde en mere egnet kandidat i Sajama National Parken på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger 4 høje vulkaner på over 6000 meter lige ved siden af hinanden i nærheden af den asfalterede hovedvej mellem Arica i Chile og La Paz i Bolivia. Tilgængeligheden var altså god, og samtidig rejste vulkanerne sig op fra et 4200 meter højt plateau, hvilket kunne give en god akklimatisering. Området passede også perfekt med vores planlagte rutevalg i Bolivia, idet vi ville kunne akklimatisere på det høje plateau i Bolivia i en 3 ugers tid før vi ville tage til Sajama parken.

I Sajama National Parken kunne vi vælge mellem Sajama på 6542 meter (Bolivias højeste punkt), Parinacota på 6340 meter og Pomerape på 6220 meter. Sajama er en kæmpemæssig vulkan, men kræver en smule teknik. Parinacota derimod blev jeg forelsket i ved første øjekast. Sjældent har jeg set en så flot og symmetrisk vulkan med et nydeligt hvidt snedække de øverste 700-800 meter. Tilmed skulle Parinacota også have et stort flot krater, som man kunne se ned i. Sagen var klar, i marts 2002 rejste vi til Sydamerika med den forventning, at det var Parinacota, der skulle få vores drøm til at gå i opfyldelse.

Volcan Parinacota, 6340 meter.

Nye overvejelser i La Paz: Vi ankom til La Paz, Bolivia i starten af maj 2002, hvor vi ville kunne opbevare nogle af vores ting, mens vi ville tage en afstikker til Sajama Parken. I La Paz forhørte jeg mig om priser og muligheder for at bestige et bjerg over 6000 meter. De fleste bureauer anbefalede, at vi i stedet skulle forsøge os på bjerget Huayna Potosi (6088m), der ligger i bjergkæden Cordillera Real tæt på La Paz. Dette kunne gøres for rimelige penge omkring de 125 US$ per person. Ture arrangeret fra La Paz til Sajama Parken med eventuel bestigning af Sajama eller Parinacota ville blive noget dyrere, især som følge af den længere transport fra La Paz. Og mulighederne for at arrangere bestigninger fra selve Sajama Village i Sajama National parken skulle ikke være så gode. Det skulle være svært at opdrive engelsktalende guider i den lille by, og udbuddet af udstyr ville være begrænset. Under alle omstændigheder ville vi tage ned til Sajama parken, da det skulle være et flot sted, og i hvert fald mindst lave et trek i området. Så kunne vi altid tage tilbage til La Paz og forsøge os på Huayna Potosi, der jo også er over de 6000 meter. Med denne plan tog vi med bussen mod Sajama Village, hvor vi allerede fra over 100 kilometers afstand kunne se de sneklædte vulkaner knejse mod en dybblå himmel. Det kildede i min mave med de utroligt flotte udsigter, der var noget stort i vente.

To be continued…………………

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.

Downhill Madness Mountainbiking

Introduktion: Er man typen, der elsker at få et adrenalin kick i ny og næ, så er mountainbiking i Bolivia lige sagen. Dette måtte jeg sande efter en forrygende mountainbike tur ned ad “verdens farligste vej” i maj 2002. Vejen har status som verdens farligste, da der ca. hver anden uge i gennemsnit er et køretøj, der vælter udover de stejle skrænter, der flankerer denne smalle vej. Ruten er hovedfærdselsåre mellem La Paz/højplateauet og den lavere Yungasregion/junglen, og standarden af veje i Bolivia er rystende dårlig skulle jeg hilse at sige. Cykelturen var på forhånd udset til at blive en af de største oplevelser på min Syd Amerika tur; som jeg var på i foråret 2002 med en studiekammerat.

Min rejsekammerats dagbogsbeskrivelse af turen: “Så er det tid til den med spænding ventede mountainbiketur ned af “verdens farligste vej”, der går fra et pas i 4700 meters højde lige nord for La Paz og til kun 1100 meter ved byen Yolosa. Næsten 4 km. højdeforskel på kun 60 km, så det er vel ikke mærkeligt, at vores turarrangør kaldte sig for “Downhill Madness”!

Her til venstre ses La Cumbre Passet, der er startsted for MTB-turen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første ca. 20 km. er asfalterede med to spor og uden alt for farlige passager, så her kan vi virkelig få testet både mod og bremser. Man når uden problemer 50 km/t og kunne sagtens køre hurtigere, hvis man har modet ! De første 20 km. er derfor selvsagt overraskende (og ærgeligt) hurtigt overstået. Herefter er der en mindre stigning på 3 km. (turens eneste). 3 km. lyder måske ikke af meget, men i 3600 meters højde kan det sagtens være en ordentlig mundfuld !

Efter den korte stigning når vi det stykke, der må have givet vejen dens navn, her stopper asfalteringen og vejen fortsætter som enspors grusvej resten af vejen til Yolosa. Nu bliver det for alvor vigtigt at holde tungen lige i munden, der er mange ting at holde øje med, og ind imellem er det da også lige før man ikke helt har kontrol over situationen. Vi drøner nedad med vel en ca. 30 km. i timen, og ud af øjenkrogen aner man lige akkurat, at vejkanten munder ud i lodrette drops på op til 200-300 m, men da øjnene konstant er på vejen (for at være forberedt på sving, huller, store sten, hunde, lastbiler mm) fatter man vel aldrig helt, hvor tæt man er på engang imellem ! Vejen er desuden hovedvej mellem La Paz og lavlandet, og der er derfor relativ stor trafik med store lastbiler, hvilket selvsagt ikke er rart på en ensporet vej. Et par gange prøvede jeg at stå på en halv meters mellemrum mellem en lastbil og afgrunden mens den langsomt rullede forbi ! Ingen kom alvorligt til skade i vores gruppe, men det må nødvendigvis ske en gang imellem, når først man falder her er en cykelhjelm ikke til megen hjælp ! Udover det store adrenalinchok var det også fantastisk at opleve hvordan klimaet og landskabet ændrede sig dramatisk på de kun 3-4 timer turen tog, fra bjerge med sne gennem grønne subtropiske dale, til ægte tropisk varme i bunden.

Frokost

Teamet

I Yolosa ventede en kold øl og en bus til den nærliggende by Coroico, der har en fantastisk beliggenhed på en lille bakketop med udsigt til de grønne dale og høje bjerge”.

Praktiske oplysninger

Beliggenhed/ruteinfo: MTB-ruten starter fra La Cumbre Passet midt i Cordillera Real bjergkæden, 4730 meter over havet. Dette pas ligger ikke meget mere end én time til halvanden i bil nord for Bolivias hovedstad La Paz. Som beskrevet ovenfor starter turen på en god asfaltvej, men senere bliver ruten til en ensporet grusvej, der til tider er hugget ud i stejle klippeskråninger. Det er vigtigt at holde øjnene på vejen, da der er mange huller og sten.

Målgruppe: Næsten alle kan være med, bare man har modet. Der kører en guide forest og bagerst kører en føljevogn efter den sidste rytter. Der er plads til både hurtige og langsomme ryttere, da der er opsamlinger undervejs, hvor de hurtigere venter på resten af feltet. Gider man ikke mere, så kan man lade sig opsamle af føljevognen.

Transport: Jeg tror næsten alle laver turen med et turbureau, hvor transporten til startstedet og tilbage til La Paz selvfølgelig er med i turpakken, se herunder.

Turarrangører: I La Paz er der mindst 5 turselskaber, der arrangerer denne tur.

Den største turarrangør er Gravity Assisted Mountain Biking. Dette selskab er gennemsyret af professionalisme og styres mest af amerikanere, men grundlæggeren er New Zealænder. Udstyret er tip top, men turprisen er lidt dyrere end for de andre selskaber, omkring de 50-55$. Med i prisen er bl.a.transport til La Cumbre Passet, hjemtransport, cykel, cykelhjelm, cykelhandsker, gratis postkort, snacks, T-shirt mm, men tjek ovenstående hjemmeside for up to date information. Guiderne taler engelsk, og en føljevogn har ekstra cykler og reparationsgrej med.

Vi valgte i sidste instans Explore Bolivia Downhill Madness Mountainbiking, der er i en prisklasse lidt under Gravity Assisted MTB. Alt var dog i fineste orden. Udstyret var glimrende, og man kunne vælge mellem 3 forskellige cykler. Full Suspension (fuld affjedring), samt 2 forskellige frontsuspension (frontaffjedring) cykler. Jeg valgte en af de billigere cykler til 35$, men havde ingen problemer. Med i prisen er alt det samme som hos Gravity, og faktisk er der også frokost med i prisen.

Der er også mange andre fede ruter at vælge imellem i området omkring La Paz, bl.a. Zongo Valley, hvor højdeforskellen er hele 4300 meter. Det kan man da kalde downhill.

Sæson: Jeg ved, at Gravity Assisted MTB arrangerer ture året rundt undtagen i december og januar, hvor regntiden er på sit højeste. På det tidspunkt er det simpelthen for farligt at køre på mudrede grusveje langs farlige skrænter.

Udstyr: Turarrangøren står for cyklen og alt udstyr dertil. Da man starter i 4730 meters højde og slutter i 1100 meter skal man have tøj med til et par klimazoner. I starten er vinden meget kølig, men nede ved bunden kan der herske en næsten uudholdelig og fugtig tropisk varme. Tyndt lag på lag tøj er nok det bedste, og som tiden går, kan man lægge noget af sit tøj af i føljebilen. Briller er gode mod vinden og mod sprøjtende mudder. Man skal heller ikke tage noget tøj på, der ikke kan klare lidt mudder og støv. Der er høj risiko for at være lidt pløret ved turens endepunkt.

“Be ready for Downhill Madness, it’s a lifetime experience”