Tag-arkiv: Australien

Den tabte ‘Livingstone-følelse’..

Som ivrig backpackere har min kone og jeg
den fornøjelse at komme rundt og se en masse utrolige
fatastiske steder rundt omkring på kloden.
Ofte kan man, når man rejser rundt, falde over et utal af
turoperatører.
AT rejse med dem er en blandet fornøjelse… Det giver de åbenlyse fordele,
at man kan komme rundt til en stribe steder med guide, til en favorabel
pris. Dog mister man totalt muligheden for at få den der “Livingstone” følelse.
Den følelse man får når man finder (eller tror man finder) en uberørt perle,
ukendt for andre rejsende. Den oplevelse er ligesom fraskrevet fra starten når man
bestiller en tur med et større turselskab, hvor man ofte er mellem 14-25 perosner i busser.
Alene det at skulle fragtes i busser med andre turister, dræber for mig backpacker-ånden med
at se anderledes ting end alle de andre.
Nogen steder i verden er det at sikkerhedsmæssige årsager nødvendigt at alle turister transporteres rundt med store busser i konvoyer (eksemplevis Egypten).
Andre steder skyldes det simpelthen, at der er mange penge at hente.. så jo flere turister afsted med færrest guider og køretøjer, er lig højere fortjeneste.
I Australien oplevede vi dette i udstrakt grad. I Darwin oplevede vi en fantastisk 3-dages tur til Kakadu National park og det med et lille selskab og en lille gruppe på 9 mennesker. (Wilderness 4WD Adventures)
Guiden Tim fortalte, at de fleste små selskaber var knækket i konkurrencen med de få store firmaer, som havde presset priserne ned under hvad de små selskaber kunne klare.
Firmaer som “Adventure Tours”, som tilbyder et utal af ture over hele Australien, er et eksempler på et af de store firmaer.
For mig er det altid den største glæde hvis jeg, sammen med min kone, kan få oplevslerne for os selv. Det er svært i de store grupper.
Det er en trist udvikling, i hvert tilfælde for os backpackere, som ikke rejser ud for at feste, drikke og ture rundt med andre rejsende.
Vi må bare håbe, at der altid er plads til de små selskaber, som kan give den personlige unikke grundige service, som giver de flotte dejlige oplevelser rundt om i verden.
      

Uluru – den røde sten

Uluru, af de fleste nok bedre kendt som Ayers Rock ligger cirka 500km. fra Alice Springs i midten af Australien. Navnet Uluru er det oprindelige navn som det lokale aboriginerfolk Anangu har brugt siden tidernes morgen. Ayers Rock derimod var navnet på opdagelsesrejsende Ernest Giles valgte da han som den første hvide mand så klippen i 1872.
Uluru er en monolit (klippe) og er 3.6km lang, 2km bred og 348m høj og det menes at den går flere km ned i jorden. Geologer vurderer at den er 550 millioner år gammel.
For Anangu-stammen har den haft, og har fortsat, kolossal kulturel betydning. Hver en lille sprække, hule, vandhul m.m. har tilknyttet en kulturel betydning eller rolle. Eksempelvis har kvinderne og mændene hver deres steder til gennemførelse af ceremonier og det er tabu for det modsatte køn at besøge stedet.
Uluru er en del af en nationalpark som i 1958 blev etableret under navnet Ayers Rock/Mount Olga National Park. På dette tidspunkt var nationalparken styret enerådigt af den australske stat uden hensyntagen til de oprindelige “ejere” Anangu-folket.
Som følge af en række retssager blev parken i 1985 overdraget til Anagu-folket som dog forpagtede den tilbage til staten gennem en 99-årig kontrakt. I 1985 fik hele parken status som World Heritage Site og i 1993 fik den sit nuværende navn Uluru – Kata Tjuta National Park.
Der er mange aktivitetsmuligheder ved Uluru.
Man kan vælge at vandre The Base Walk som er en 10km. og meget let tur rundt om foden af klippen og som i afslappet tempo tager 3-4 timer. Med jævne mellemrum er der skilte med oplysninger om historie, kultur, geologi m.m. Enkelte steder er der også forbud mod at fotografere idet disse steder stadig har stor kulturel betydning for Anagu-folket. De steder hvor der stadig den dag i dag foregår kulturelle ceremonier, er hegnet ind og det er strengt forbudt for alle på nær de indviede Ananguer at betræde dem.
Cirka 2km af Base Walk’en kaldes for The Mala Walk og er et meget betydningsfuldt område. Guidede ture udgår fra parkeringspladsen og kan på det stærkeste anbefales idet der her løftes lidt for sløret over Uluru’s kulturelle betydning.
Uluru – Kata Tjuta Natiobal Park Cultural Center ligger cirka 1km. fra Uluru og indeholder spændende udstillinger om områdets kultur og natur. Jeg vil anbefale at man sætter mindst én time af til besøget.
Højdepunktet for et besøg ved Uluru er henholdsvis solopgangen og -nedgangen. Det er her man virkelig kan nyde det fantastiske farvespil i klippen når den går fra højrød over orange til lilla. Selvom man til tider står som sild i en tønde blandt alle turisterne på de bedste udsigtssteder er det det hele værd. 
Endelig kan man bestige Uluru hvilket er en 1.6km. tur og som varer et par timer. Denne tur var for nogle år tilbage et must for besøgende. Grundet at der hvert år dør turister som følge af fald, hjerteproblemer m.v. opfordrer Anangu-folket til at man ikke bestiger Uluru. Dette fremgår af skilte og i den folder man får udleveret når man kører ind i parken. Opfordringen skyldes dog ikke alene hensynet til turisternes liv og lemmer, men også, og nok mere, respekten for Uluru og dens kulturelle betydning.
To climb or not to climb er det store diskussionsemne på ture til Uluru. Nogle mener vi skal respektere Uluru’s kulturelle betydning og dermed ikke bestige den. Andre er af den mening at Anagu-folket tjener på at forpagte området ud og dermed allerede er gået på kompromis med Uluru’s kulturelle betydning. Hvem der har ret ved jeg ikke, men når nogen beder mig pænt om noget så efterkommer jeg deres anmodning – længere er den ikke. Så lad være med at bestige Uluru og nyd i stedet det fantastiske sted og den fantastiske stemning!