Tag-arkiv: Asien

Tur til Japan

Forord

Med fjern østen som daglig arbejdsplads, har vi begge en stor fascination af østen og er altid på udkig efter nye og spændende destinationer. Vi havde begge været i Japan tidligere, Michel for 10 år siden og jeg for ca. 3 år siden, men fælles for os begge var, at disse oplevelser stadig stod som noget helt specielt. På den ene side fremstår Japan som et højteknologisk land, hvis varer i overflod præger det europæiske marked, på den anden siden har Japan en velbevaret kultur, hvis rødder kan spores tusinde af år tilbage, de gamle skikke, japanske haver, templer og æresbegreber som stadig sidder dybt forankret i dagens japaner. Det er disse kontraster, der gjorde, at vi endnu engang fyldte rygsækken med tøj, litteratur og forventningens glæde, for at gense den op ad gående sols rige – Japan!

 

Formål

At sætte begreber på Japan som turistdestination, og hente ny inspiration til fremtidige produkter. Der ud over tage billeder til brochureproduktion og foredrag, samt undersøge hotelstandarden, beskrive denne og evt. lave hotelaftaler. Rapporten vil ikke være en slavisk dag-for-dag beskrivelse, men en beskrivelse i hovedtræk, med vægt på iagttagelser der kan være til nytte for denne individuelle rejsende.

 

Rejsen

Vi fløj med Thai Airways via Bangkok til Narita (Tokyo). En god forbindelse med min ventetid i Bangkok både ud og hjem, og med mulighed for stop i Bangkok.

 

Ankomst

Immigrationen fungerer optimalt i Japan, hurtig og venlig betjening, og man fornemmer straks at japanerne har tænkt på alt. Der kræves ikke visum ved indrejse til Japan.

TIPS: Vi anbefaler altid at booke de første nætter i Tokyo, det kan være meget svært at få hotel ved ankomst, (modsat eksempelvis Thailand) specielt hvis man ankommer sent til Tokyo, kan det at skaffe logi være næsten umuligt!

 

Transport til byen

Der kører tog til Tokyo centrum og turen varer 1 time og 15 min og koster 1.350 yen. Det kan som førstegangs besøgende være svært at overskue undergrundssystemet i Tokyo, da instruktionen for udenlandske gæster ikke er den bedste, men efter 1-2 dage i Tokyo bruger man systemet som en vaskeægte “japser”. TIPS: er man i tvivl om prisen på en ønsket station i Tokyo, så køb den billigste billet, man kan ved udgangen på alle stationer putte sin billet i en automat, som fortæller hvor meget ekstra man skal betale.

 

Transport i byerne

Undergrund, hurtig og billigt. Til fods – langsomt og gratis! Japanske byer er nemme at finde rundt i, mange af byerne er delt op efter amerikansk opskrift, hvor gaderne ligger parallelt. Taxi: Dyr transport, men en sjov oplevelse. Alle sæderne er betrukket med fint hæklet nakkestøtter, chaufførerne er pænt klædt på, og så åbner dørene automatisk, når man skal ind i taxaen – japanerne elsker små teknologiske opfindelser, der kan udføre menneskelige funktioner!!

 

 

Transport mellem byerne

Det bedste og billigste måde at opleve Japan på er med tog. Det er vigtig at bestille et Rail pass hjemmefra, da denne skal bestilles uden for Japan. Prisen er små dkk 3.000,- for 1 uge, men er hurtigt tjent ind i forhold til, hvis man køber sin transport lokalt. Passet kan bestilles hos Net-Service, som har specialiseret sig i Japan. Jernbanenettet er meget udbredt i Japan, og der er hyppige afgange mellem alle byer. Shinkansen det berømte japanske hastighedstog tilbagelægger lange strækninger på kort tid. Modsat andre lande i østen, kan du stille dit ur efter den japanske togdrift, vi oplevede ikke en gang, at togene ikke kørte på det minut tal der var angivet i fartplanen. Bus: lokalt kommer man ikke uden om bustransport, der ligesom alt andet i Japan fungerer optimalt. Modsat Danmark betaler man først, når man står af bussen. På et display, kan man se hvilke zoner man kører i, og når man skal af, kigger man på antal kørte zoner og lægger det rigtige antal penge i chaufførens betalingsautomat.

 

Indkvartering

Indkvartering er dyr i Japan, selv for budget/business hoteller ligger over- natningsprisen på ca. dkk 1.000,- i døgnet. For denne pris får man et værelse der er rent, pænt og med eget bad og toilet. Der må ikke forventes den store charme og atmosfære på disse hoteller.

Vil du have en autentisk japansk oplevelse, anbefaler vi, at du overnatter på såkaldte Ryokan´s der er japans svar på et engelsk Bed & Breakfast. Standarden på Ryokans er enkelt og prisen kan alt efter beliggenhed sagtens snige sig op på ca. dkk 600-1000 for et dobbeltværelse. I modsætning til hotellerne, får du på Roykan´s den ægte autentiske og japanske oplevelse. På værelserne er gulvene sivmåtter, du sover på en rullemadras og på alle værelser er det et tv og et lille te-bord, hvor du i bedste samuraistil kan drikke den grønne te som følger med i prisen…..eller sin Gin og Tonic fra flyveren, hvis man ikke vil risikere kulturchok. En anden lille gimmick ved disse Ryokans er, at du kan iklæde dig en såkaldt Yakata (Japansk pyjamas), trisse rundt på sit logi og sige konnichiwa imens man respektfuld laver et buk og hilser på værten. Hvis man er til tv-serie Shogun, så er man nu Shogun, og lighedstrækkene med Richard Chamberland er slående når man kigger sig selv i spejlet, iført sin Yakata.

 

Byerne på Culture Adventure´s research tour

Tokyo: Er Japans hovedstad og med over 11 mio. indb. en imponerende by i alle henseender. Byen kan deles ind i flere distrikter, hvoraf Asakusa, Ginza og Akihabara er de mest interessante for blege danskere iført “I LOVE TOKYO” t-shirt og et Kodak kamera om halsen. Asakusa – er det gamle kvarter med det store Kannon tempe.l Ginsa – er det eksklusive forretningskvarter, hvor alle de store modebutikker og varehuse ligger. Her valfarter de købestærke japanske forbruger til, for at bruge de surt optjente sparepenge på mærke som Gucci, Armani, Issey Miyake m.fl. Som udefrakommende virker det som om, at en japaners succes måles i materielle goder og titler, i hvert fald går de ens klædt, alle i jakkesæt og små spadseredragter, og kun ganske få trodser billedet af hvordan en succesfuld person bør se ud, vel og mærke i japanernes øjne. Akihabara – Er elektronikkens mekka, her findes de sidste nye dimse-dutter, kameraer og andet elektronisk udstyr, som er mere eller mindre brugeligt. Der er et inferno af larm, lys og mennesker der søger det sidste nye udstyr at imponere vennerne med.

Hakone: Ligger et par timer med tog fra Tokyo, og gemmer på en af japans varetegn, nemlig Mount Fuji som er Japans højeste bjerg eller vulkan som det egentlig er. Hakone Nationalpark byder på smuk natur, og for de aktive, en vandretur op ad Mount Fuji (Obs. er kun tilgængelig fra juli til august). Selv om vi var uden for sæsonen, og skiltene frarådede os opstigning, valgte vi dog at trodse de gode råd (Vi var da for faen ikke rejst om på den anden side af kloden, for at lade os stoppe af et skilt!!) Vi nåede et pænt stykke op ad Mt. Fuji i sne til knæerne, men belønningen var det hele værd, skøn bjergluft og en smuk udsigt.

Kyoto: Et must for en hver japan rejsende. Byen er gammel hovedstad og byder på over 1000 templer og japanske haver. Byen står i skarp kontrast til Tokyo, med sine smalle gader, gamle huse og atmosfære fra en svunden tid. Her er kultur når det er bedst, her står tiden stille og ikke uden grund er utallige af byens seværdigheder beskyttet som UNESCO World Heritage Sites. Kyoto kan med fordel besøges medio april, her blomstre de japanske kirsebærtræer. Har man ikke fået styret sin lyst til templer, kan man besøge nabobyen Nara, der som Kyoto har fungeret som hovedstad og byder på et utal af templer.

Nagasaki: En overset perle. Byen var hovedsæde for hollænderne under kolonitiden, og flere bygninger og havnefronten bærer stadig præg af hollændernes visit. Byen har charme og sporvogne! men er også vidne om hvilken katastrofal ødelæggelse A-bomben kan påføre menneskeheden. A-bomb museet er et spændende og skæmmende museum, der giver stof til eftertanke.

Beppu: Vores guidebog sagde Japans Las Vegas, et yndet forlystelsessted for japanere. Vi måtte se dette sted med egne øjne……det gjorde vi, og kommer aldrig tilbage! Stedet har ikke meget at byde på, specielt efter Kyoto og Nagasaki.

 

Bonus tips:

En rejse i Japan kræver en del planlægning. Japanerne er meget pligtopfyldende og følger reglerne, hvilket ikke overlader meget til spontaniteten, heller ikke for turister. Det er vigtigt at man undersøger helligedage i Japan og planlægger derefter. Japanerne rejser meget i deres eget land, og det kan være umuligt at få indkvartering under helligdage. Vi måtte f.eks. køre videre fra byen Aso, vi kunne ganske enkelt ikke finde et sted at sove.

 

God skik – Æresbegreberne sidder dybt forankret i japanerne. Alle viser stor respekt for hinanden, og man bør som turist sætte sig ind i de mest almindelige regler, så man ikke optræder som en hund i et spil kegler. Man tager altid skoene af, inden man entréer en japaners hjem. Man hilser og bukker, når man møder en japaner. Man bør optræde velsoigneret, japanerne er meget renlige og går stilfuld klædt. Apropos velsoigneret – man bør prøve et japansk bad eller onse, der er et kursted, hvor man efter endt behandling føler sig som født på ny.

 

Økonomi – Den store tegnedreng skal medbringes til Japan, alt er dyr, alt er dyr uden undtagelse!!! McDonalds er nok den eneste “restaurant”, hvor priserne kan sammenlignes med de danske. Sørg altid for at have rigelig med kontanter på lommen, det kan til tider være mere end vanskelig at hæve penge på kreditkort i Japan. De fleste automater tager kun japanske kort og hævning i banker kan være en mere end langsommelig process.

 

Mad – Europæisk mad har vundet indtog i Japan, så fortvivl ikke, du kan få pasta, pizza og Big Mac. Vil du være lidt mere original, så besøg en Sushibar, hvor maden kører rundt på transportbånd eller hvad med [okonomiyaki] hvor man selv tilbereder maden på en kogeplade ved bordet.

 

Sprog – Kan du japansk, så er lykken gjort! japanerne taler meget dårligt engelsk, på trods af verdens hårdeste skolesystem, min teori er, at de ikke tør udtale ordene af frygt for at tabe ansigt. Dog er det nemt at rejse rundt som turist, det meste er godt skiltet, også med vores skrifttegn!

 

Evaluering – Efter at have tilbagelagt over 1.000 km fra Tokyo på hovedøen Honshu til Nagasaki på den sydlige ø Kyushu, har vi fået en bred indsigt i den japanske kultur. Japan kan på ingen måder sammenlignes med andre lande i østen, dets økonomi hører stadig til i sværvægtsklassen, selv om den har været hårdt presset de seneste år. Japanerne har om nogen taget den vestlige kultur til sig, og det er den kontrast, som gør Japan spændende. Japan er en fusion, og japanerne er fantastiske til at udnytte potentialet fra andre kulturer, samtidig med at de bevarer deres egen identitet.

Japanerne er altid hjælpsomme, uden at man dog kommer tæt på befolkningen, lykkedes det, har man derimod venner for livet. Landet er som rejseland noget af det sikreste, og man føler sig aldrig utryg eller chikaneret.

På trods af en kulturel perle, er vores konklusion dog, at Japan aldrig bliver en magnet for turisme, hvilket alene skyldes det høje prisniveau, men for den der ønsker at betale det, det koster, venter der en oplevelse udover det sædvanlige!

Yangshuo, et unikt karstlandskab

Landskabstypen

Landskabet omkring den mindre kinesiske landsby Yangshuo er fortryllende og eventyrligt. Her findes vel nok det smukkeste karstlandskab i verden. Overalt rejser der sig høje kalkstensklipper op af rismarkerne. Et karstlandskab er et landskab bestående af eroderet kalksten. Erosionen af landskabet har ikke været jævn, nogle steder har været mere modstandsdygtige mod det nedbrydende vand end andre områder, og det er i disse mere resistente klipper der nu står tilbage som mægtige kalkstensklipper. Kalksten eroderes relativt nemt, og det er derfor også i disse landskaber man finder drypstenshuler, som der også er mange af i Yangshuo området.

  Foto : Li Jiang floden mellem Yangshuo og Guilin

  Hvor ligger Yangshuo?
 
Yangshuo ligger i den kinesiske provins Guangxi Zhuang, en provins i det sydvestlige Kina lige nord for Vietnam. Provinshovedstaden er Nanning.
  Guangxi provinsen
Hvordan kommer man til Yangshuo?
 
Ikke langt nord for Yangshuo ligger den store by Guilin. Hertil kan man flyve fra de større byer i Kina eller man kan ankomme med tog. Fra Guilin er der busser sydpå til Yangshuo, en køretur på omtrent en time. Alternativt kan man komme med bus fra Provinshovedstaden Nanning, hvortil man kan komme med fly eller tog. Nanning ligger dog ret langt syd for Yangshuo. Der er også busforbindelser til Guangzhou og Hong Kong, der efter kinesisk målestok ikke er så langt væk, dog adskillige timer med bus.
 
Info om Yangshuo
 
Yangshuo er en af de mest populære backpacker byer i Kina. Det er en mindre landsby klemt inde mellem adskillige imponerende kalkstens-klipper og lige ud til Li Jiang floden. Det er et chill out sted, hvor man kan slappe af og nyde livet et par dage. Mange backpackere bliver her i lang tid, da der er så smukt og så meget at opleve. De fleste overnatnings-steder ligger ved en enkelt gade i midtbyen, turistgaden. Her er der masser af stemning, hoteller, restauranter, barer, turbureauer, forretniger mm. Det er billigt at overnatte, og der er hård konkurrence, så det er nemt at få en seng for 2$ . Også mad er billigt. I mange restauranter er der mulighed for at se fede film eller bytte rejsebøger. Om aftenen stiller restauranterne borde og stole ud på gaderne, og det er ekstremt hyggeligt.
 
Aktiviteter
 
1) Flodtur
 
En sejlads på Li jiang floden mellem Guilin og Yangshuo er et must. Disse officielle sejlture mellem de to byer er meget dyre. I stedet tilbydes der mindre mere uofficielle ture fra byen Xingping mellem Guilin og Yang-shuo. Disse ture kan organiseres i Yangshuo med bustransport til og fra Xingping, og er billige. Der sejles i noget af de fineste kartslandskab, floden er omgivet af imponerende klipper. Et af de steder man sejler er udødeliggjort på de nuværende 20 Yuan sedler. Det er sjovt at se hver-dagslivet folde sig ud langs og i floden. Man ser bl.a. vandbøfler og fiskeri med skarv. Fiskerne bruger skarv-fuglen til at fange fisk med. Den dykker simpelthen ned i vandet og fanger fiskene. Der er bundet et snor omkring skarvens næb, så den ikke sluger de større fisk. Meget pussigt.
 
2) Klatring
 
Kalkstensklipperne omkring Yangshuo er et paradis for klatrere. Der er en del klatreinstruktører i byen, og tilmed er et par af de lokale barer forsynet med indendørs klatrevægge.
 
3) Mountain Biking
 
Det er yderst populært at leje mountainbikes i Yangshuo og det er billigt. Det er fortryllende at cykle rundt i dette underskønne landskab og opleve det oprindelige Kina med rismarker, vandbøfler, stråhatte mm. Endvidere er mountainbikes nyttige til at komme rundt til områdets seværdigheder, såsom huler, klatring mm. Kina er i en rivende udvikling, så det er med at opleve Yangshuo før charmen går af byen. Man kan tage på en guidet tur med en lokalkendt, og man indtager så typisk en frokost på dennes landsted, meget hyggeligt.
 
 
4) Caving
 
I nærheden af byen findes mange drypstenshuler. Man kan enten selv cykle ud til dem, nogle koster penge at besøge, eller man kan deltage i en arrangeret tur.
 
5) Bamboo rafting
 
På “Dragon River” kan man tage en bamboo rafting tur. Det er stille rafting uden white water, men man passerer enkelte små vandfald. Landskabet er her måske endnu mere idyllisk, fredeligt og smukt end landskabet omkring den større Li Jiang flod.
 
6) Longsheng risterasser
 
3 timer fra Yangshuo i nordlig retning finder man de fantastiske risterrasser ved Longsheng. Jeg henviser til en anden artikel på adventureguiden.
 
7) Vandring
 
Det er muligt at bestige mange af klipperne omkring Yangshuo. Det er hårdt, men udsigten er formidabel. Lidt udenfor byen findes den populære “Moon Hill”, et bjerg med et hul i. Der er trapper det meste af vejen, men skal man helt til tops skal man ud på en mindre sti. Hver opmærksom på ivrige gamle damer, der vil score en skilling på turisterne.
 
8) Guilin
 
Landskabet er i Guilin næsten så smukt som i Yangshuo, men ikke helt. Guilin er vokset ukontrolleret, så der er ikke så meget charme. Det er en stor by. Men det er områdets trafikknudepunkt, og der er da nogle gode parker samt templer at besøge.
 
Læs mere om yangshuo her:
  
 

 
The End
 
 

Bedøvet og berøvet i Filipinerne

Uvisheden

Får man stjålet noget fra sin lomme på gaden er det selvfølgelig uheldigt, men man ved i det mindste hvordan det er gået til. Det værste ved at blive bedøvet er alle de tanker om hændelsesforløbet som man ikke ved noget om, eller som man kun har svage erindringer om. Hvad har de gjort ved èn mens man var væk? Har de kun stjålet ens penge, eller har man også været udsat for fysisk voldtægt?. Det er spørgsmål jeg aldrig får svar på. Det ser dog ud til at jeg slap relativt billigt, at de “kun” stjal mine penge og nogle enkelte ejendele og ikke gjorde noget ondt ved mig. Men man har hørt så meget, at f.eks. rejsende bliver bedøvet, og mens det står på, så udfører de en operation og fjerner ens nyre eller en anden legemes del, der kan sælges for penge. Jeg har i hvert fald ingen ar på mig, så noget så grusomt er ikke hændt, heldigvis.

Opslagstavle på hotel i Filippinerne, læg mærke til ‘Bevar Christiania’

Bearbejdning

Det har været vigtigt for mig at snakke om hændelsen, at komme ud med det hele. Man kan sagtens få et psykisk efterslæb efter sådan en omgang, hvis man ikke fortæller det til nogen. Om end jeg har tænkt episoden igennem mange gange og stadig ikke helt har overblik over hvad der er sket, så har jeg ingen psykiske men. Efter jeg var vågnet op, fik jeg nemlig hurtigt behageligt kvindeligt selskab og støtte, så derfor tænkte jeg ikke så meget over bedøvelsen. Først et par dage senere, da jeg kiggede min rygsæk ordentligt igennem og fandt ud af, at der manglede nogle ting, så fik jeg et ubehageligt deja-vu. Jeg fik stjålet alle mine kontanter, hvilket dog kun var omtrent 70 $, og så snuppede de også noget tøj, bl.a. en del af mine underbukser!!!, men det var også nogle forbryderpiger der havde fingre i mig, mere om det om lidt. Heldigvis tog de ikke mit pas, visa kort eller kamera, jeg slap billigt materielt.

Filippinsk bekymring

Jeg vidste selvfølgelig godt på forhånd at Filippinerne kunne være et usikkert land at besøge, især hvis man, som jeg, rejste alene. Der har været meget korruption i landet, der er udbredt kriminalitet, og i syd er der muslimsk terror og enkelte bortførelser. Hvad er der egentlig med de lande, der førhen har været spanske kolonier? Hvorfor er der så megen kriminalitet i de lande?, se på Syd Amerika. Alligevel så jeg frem til mit besøg i Filippinerne. Jeg ønskede at komme lidt væk fra masseturismen i østen, og besøge et land, som mange turister vælger fra. Landet står nu som det land, jeg husker bedst fra min 8 måneders tur i Syd Øst Asien. Både på godt og ondt. Det er jo et utroligt flot land, mange flotte øer, koralrev, vulkaner, bjerge, og også kulturelle højdepunkter. Og så er det et af de lande i østen, hvor mange af de lokale snakker godt engelsk, ja selv bedre end i Thailand efter min vurdering. Dette skyldes selvfølgelig den store amerikanske indflydelse med etablering af amerikanske militærbaser efter Anden Verdenskrig. Amerikanerne er væk nu, men sexindustrien har overlevet, og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg efter min bedøvelse op på et hotel nær den berømte sexgade “Fields Avenue” i sexbyen Angeles. Det havde nok ikke været mit eget ønske at indlogere mig på et “prostitutionshotel”, men billige er de.

Mangrovesump i Filippinerne.

Mødet

Nå, tilbage til historien. Det var min kun anden dag i Filippinerne, da det skete. Dagen før var jeg kommet fra Vietnam, hvor det af og til havde været et helvede at være turist, da mange lokale er nærgående for at tjene en skilling på dig. Filippinerne virkede mere vestligt og rigt, men den første nat boede jeg dog i den fattige sydlige del af Manila, nær lufthavnen. Selvom det var lidt snusket og skummelt her, var der ingen der var kommet op til mig. Ikke før en kvinde på omkring de 30 kom op til mig, mens jeg belæsset med min rygsæk var på vej til busstationen for at komme væk fra den beskidte storby. Der var endnu et stykke til busstationen, jeg svedte i varmen, og det var ikke det bedste kvarter i byen. Da kvinden var den første lokale jeg havde snakket med i gademiljøet, var jeg ikke så afvisende, og gav det en chance. Hun var ikke en nærgående sælger, men virkede mere som bare nysgerrig lokal. Senere stødte en anden kvinde til, en kraftigere dame omkring de 40, og de sagde, at de var kusiner. De var ikke særligt smukke, så jeg troede bestemt ikke, at de var prostituerede. Jeg ville måske være blevet lidt mere bekymret, hvis det var   to smukke kvinder, der prøvede at komme i nærkontakt med mig. De sagde bl.a., at de kom oppe fra den nordligere del af Luzon øen, og at de skulle tilbage i dag. De havde været i Manila og købe forskellige varer, som de påtænkte at sælge oppe nordpå. De boede hos familie i Manila, hvorfra de om et par timer skulle køre tilbage i en jeepney (filippinsk videreudbygget amerikansk militærjeep   der er udbredt i landet især som offentligt transportmiddel men også som privat køretøj). De gav udtryk for, at det var et farligt område jeg var i, og tilbød at jeg kunne køre med dem mod nord. Det var ganske rart at have lidt lokalt selskab, det gav lidt tryghed i gaden. Desuden var min destination Mt. Pinatubo nær Angeles City, hvilket var den vej de skulle. Jeg mener, at jeg var lidt afvisende, men til sidst fik de mig overtalt. Jeg betragtede det som en stor lejlighed til at snakke med de lokale og få et nemt og relativt billigt lift. Det forekom i hvert fald en del nemmere og mere spændende end at tage en bus. Det er jo en af glæderne ved at rejse, at man snakker med de lokale og kommer tæt på deres hverdag. I bagklogskabens lys var det naivt af mig at tage med dem, men gud ved hvor mange andre ubehagelige episoder jeg har undgået på mine rejser. Det er en svær balance akt. Rejser man alene, har man mere behov for at snakke med de lokale, og man kan tit komme tættere på dem, end hvis man rejste to eller flere sammen. Men det kan også være farligere.

Frokosten

Vi gik væk fra menneskemylderet og fandt en taxi. Jeg ville gerne betale, men fik ikke lov til det. De var meget flinke, og det var sjovt at snakke med dem (de havde mig i deres hule hånd). Vi snakkede om, at jeg måske kunne besøge dem senere på min tur i deres hjemby, godt med kontakter. Vi kørte til et sted i den nordlige del af Manila, hvor deres familie boede. Sjovt nok nærmede klokken sig frokost tid, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over. Men det var selvfølgelig planlagt meget nøje, at de skulle finde et offer kort før frokost. De inviterede mig på lidt mad, og vi gik indenfor. Jeg opdagede intet usædvanligt, der var børn i huset og en ældre dame, så det virkede på ingen måde kriminelt (igen sikkert planlagt). Vi åbnede en stor flaske San Miguel øl, som jeg delte med de to kvinder. Så kom den ældre dame op med tre skåle supper, en til os hver. Heller ikke usædvanligt at man får maden serveret. Herefter gik det stærkt, og jeg husker ikke rigtigt noget fra det næste døgn, før jeg vågner op på et hotelværelse i en anden by. Jeg mener dog at erindre, at suppen smagte meget stærkt, hvilket jeg kommenterede. Dernæst tror jeg at vi gik nedenunder for at synge karaoke, og så er jeg nok helt væk. Senere på dagen er jeg måske vågnet igen, da jeg synes svagt at huske, at jeg hånd i hånd med en af pigerne bliver fulgt ned til bussen. De siger at jeepney`en er gået i stykker, så jeg må i stedet tage bussen. Jeg husker intet fra busturen og husker ikke om jeg selv tjekkede ind på et hotel værelse i Angeles city, nogle timer nord for Manila.

Næste morgen

Da jeg vågnede næste dag opdagede jeg, at min trøje var fuld af bræk, og det samme var min lille dag turs rygsæk. Jeg har måske endda sovet på gulvet, hvilket en stuepige skulle have fortalt den pige (Miriam), jeg senere mødte på hotellet, og som blev et godt bekendtskab for mig. Jeg var svimmel og havde kvalme, som efter en voldsom druktur. Hvorfor var min trøje nu fuld af bræk? Jeg kan ikke huske, at jeg havde brækket mig. Var det en reaktion på bedøvelses pillerne, eller havde de proppet mig med sprut, så jeg skulle vågne op og tro jeg bare havde været fuld? Det må guderne vide. I hvert fald var jeg noget sløj og omtumlet da jeg omkring frokost tjekkede ud fra mit værelse, hvorefter jeg hang ved en af bordene i receptionen. Det gik op for mig, at jeg måtte være blevet bedøvet af pigerne dagen før, og i mit mavebælte manglede alle mine kontanter. Jeg tænkte på at tage videre til vulkanen, som jo egentlig var mit mål, men følte det ikke sikkert på daværende tidspunkt, og jeg var meget smadret. Så kom min redning, en kvinde ved navn Miriam. Jeg havde behov for at slappe af og sove noget mere, og da hun boede fast på et af hotellets værelser, inviterede hun mig indenfor, så jeg kunne slappe af. Dette udviklede sig til et godt venskab, og lige det selskab og nærværd jeg havde brug for efter sådan en tur. Det blev et godt venskab, og hun fulgte mig rundt på Filippinerne resten af min tid på øerne. Det var utroligt vigtigt for mig at have en ved min side, og en lokal kunne forudse problemerne, så lidt godt endte det da, intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jagten på en politirapport

For at kunne få nogle penge tilbage fra min forsikring måtte jeg dog lige have fat i en politirapport, hvilket skulle blive svært. Og uden Miriams hjælp og oversættelse var det nok aldrig lykkedes mig. I Angeles ville de ikke lave en, da de henviste til, at det nok ikke var der kriminaliteten var sket. Jeg fortalte, at jeg nu engang ikke kunne gøre for, at det var der, jeg var vågnet op. Men forgæves. Så måtte jeg jo til Manila for at få den lavet. Vi besøgte det nærmeste politikontor til det sted, hvor jeg havde mødt de to piger. De kunne ikke hjælpe os, men henviste til et andet kontor, der skulle tage sig af sådanne sager. Så tog vi derhen. Her mente de, at jeg ikke kunne være sikker på, at det var i Manila jeg var blevet bestjålet, det kunne lige så godt have været i Angeles. Her var jeg ved at springe i luften, ja, teoretisk vidste jeg ikke hvor det var sket, men det tydede dog mest på Manila. Så mente de, at jeg skulle henvende mig til det bydistrikt i Manila, hvor jeg havde fået frokosten. Åh nej, utroligt kompliceret, jeg var jo ikke så kendt i byen, så jeg kunne jo ikke sige præcist hvor det var, ikke andet end at det var i nord Manila. Til sidst mod betaling fik jeg den så lavet, sikken en omgang, pyha.

 Ja, nogle gange er det jo de negative historier og tragedier man husker bedst fra sine rejser, og denne episode glemmer jeg aldrig. Nu hvor jeg slap med lemmerne i behold, er det jo efterhånden en sjov historie, selvom jeg da helst ville have været foruden.

 

 

 The End

 

Ingen overnatning på Sipadan, Malaysia

Med henblik på at bevare det fantastiske marineliv omkring øen skal de 5 dykkerfirmaer fjerne deres overnatningssteder på øen inden udgangen af dette år.
 
 
Udenrigsminister Datuk Seri Syed Hamid Albar ønsker at søge UNESCO om at få Sipadan optaget på UNESCOs “world heritage site” liste. Hvilket er med rette. Sipadan har et fantastisk dyreliv.
 
Dykkerfirmaerne er forståeligt nok noget utilfredse med beslutningen. De frygter endvidere at fiskeri med dynamit igen vil forgå omkring øen. Deres konstante tilstedeværelse havde ellers standset denne ødelæggende måde at fiske på.
 
Læs mere om dykning på Sipadan: Klik her… 
 

Dragens Rygrad – et landskab i Kina

I det sydlige Kina nær Lóngshèng ligger et eventyrligt område. På kinesisk kendt som “Lóngji Titián” af Lonely Planet oversat til ‘Dragens rygrad.’ Navnet dækker over utallige rismarker, der former bjergene i fantastiske mønstre, så langt øjet rækker. Om foråret er terrasserne dækket af vand, der får bjergene til at glitre i solen, mens de om sommeren er helt lysegrønne af risplanter.


En uforglemmelig udsigt over Dragens rygrad

Min veninde og jeg tog i forbindelse med et besøg i Kina en guidet bustur fra byen Guìlín for at se dette forunderlige landskab. At vores tur var guidet mærkede vi dog kun i forbindelse med, at vi blev kørt op til selve bjergområdet. Efter vores ankomst satte guiden sig på bjergbyens eneste beværtning og sendte os ud i bjergene sammen med et fåtal af andre unge, der havde valgt samme tur. På den måde kunne vi få lov til at udforske området i vores eget tempo.

Bjergene er fyldt af små stier, der snor sig op og ned mellem terrasserne. Terrasserne har været dyrket i flere århundrede af de bjergbønder, der generation efter generation har deres daglige gang for at pleje planterne.

 


Bønderne må slide hårdt under den bagende sol

På terrasserne dyrkes ikke kun ris men også chili. Derfor er der en hel speciel krydret duft, både fra planterne men også fra de mange høstede frugter der ligger og tørrer på de små husterrasser. Chilierne bliver solgt i tørrede bundter af små ældre kinesiske damer, der er næsten ligeså præget af bjergluften, som de indtørrede frugter.

Dette område opfylder i høj grad ens forventninger kulturmæssigt. Lokalbefolkningen er meget imødekommende, selvom det er næsten umuligt at føre en samtale. Skal der indgås en handel om chili eller andre småting, kan man dog komme langt med fingersprog.

Bjergene er også befolket af de særlige Yao kvinderne, der lader deres hår gro, til det når ned til jorden. Deres hår er bundet op i store frisurer, men kvinderne lader sig gerne fotografere for et par få Yuan med udslået hår. Dette kan måske virke en smule turistet, men kvinderne og deres lange hår er ikke desto mindre en del af den kinesiske kultur i denne del af Kina. 

Bliver man træt af at gå langs de smalle stier, er det muligt at lade sig transportere i en bærestol af et par kinesere. Selvom de ikke så ud til at have større besvær med at transportere de lokale rundt på bjergvejene, ville vi dog under vores besøg ikke udsætte de to mænd for vores danske kampvægt. Bjergvejene snor sig op til en højde af 800 meter, hvorfra man får den bedste udsigt.

Området ligger ca. 80 kilometer fra Guìlín, så turen med bus tager nogle timer. Disse timer er dog godt givet ud, når man først står og skuer ud over det skællede landskabet og indsnuser den krydrede bjergluft.
 

 

Brunei og Singapore

Brunei, det lille olierige midt paa Borneo samt Singapore, en lille oe syd for Den Malaysiske Halvoe er nok de 2 rigeste lande i SOE-Asien. Brunei er kommet nemt til sin rigdom, mens Singapore har arbejdet haardt for at opnaa det udviklingsstadie, landet har nu.

Brunei:

Hvis man er i Malaysisk Borneo enten i delstaten Sabah eller Sarawak, og vil besoge begge disse stater, saa kan man naesten ikke komme uden om Brunei, der ligger lige mellem dem. Det er svaert at komme over land mellem de to delstater, saa enten maa man flyve over Brunei, eller ogsaa tage over land gennem Brunei. Jeg valgte den sidste mulighed. Brunei er godt nok et dyrt land, en del dyrere end Malaysia, men jeg synes nu det kunne vaere sjovt lige af aflaegge dette lille land et besoeg.

Landets oekonomi er naesten udelukkende baseret paa olie, og sultanen af Brunei blev paa et tidspunkt anset som verdens rigeste mand, den aere tilfalder nu i disse dage nok Bill Gates. Olie ressourcerne vil dog maaske allerede begynde at vaere opbrugt i aar 2020, og saa kan landet ikke basere sin oekonomi paa meget andet end toemmer. Indtil nu har det meste af landets regnskove faaet lov til at staa uberoert hen.

Jeg forventede at komme til et meget rigt land med glinsende bygninger og store biler. Det var ikke helt saa fint, som jeg havde regnet med. Faktisk saa jeg ogsaa nogle fattige folk. Sultanen scorer nok 99% af landets indtaegt, saa han lever i sus og dus, men han kunne maaske godt give lidt mere til sit folk. Men rigt er landet bestemt, man kunne godt maerke en forskel fra Malaysia. Der var en del store biler og mange meget dyre huse i udkanten af landets hovedstad, Bandar Seri Begawan.

Sevaerdigheder: Efter et par dage i landet vil man allerede loebe toer for aktiviteter. I hovedstaden er der et par meget flotte moskeer, men ellers ikke meget andet. Ellers kan man besoege regnskoven eller verdens stoerste forlystelsespark, der ligger naer Bandar Seri Begawan.

En muslimsk ordensstat: Brunei er noget mere muslimsk end f.eks. Malaysia. Oel og alkohol kan ikke koebes i landet, og kvinder og maend, der ikke er gift, kan ikke gaa haand i haand. Dette er bare nogle af de mange regler eller uskrevne regler som landet besidder.

Paa en internetcafe saa jeg foelgende skilt:

No Smoking, No alcohol, No Pornography, No chewing gum, No School uniform.

Hvad er der nu galt med skoleuniform, er det for anstoedende?

Da jeg skulle ud af landet igen brugte jeg en bus. Her var der kontrol med bussens hastighed. Hvis han koerte hurtigere en han maatte, saa begyndte et apparat at bippe helt vildt, overholdt han farten, saa bippede det mindre. Men det larmede altsaa hele tiden, og busturen var paa et par timer, saa det var lidt irriterende.

Singapore

Singapore er et I-land ligesom Danmark. Det kan man snildt maerke, og landet har en staerk oekonomi baseret paa handel, IT og finans. Hele oeen er ikke Singapore by, der er ogsaa groenne omraader og smaa lommer af regnskov.

Fra Sentosa Island. kontrasten mellem groent og massevis af tankskibe.

Sevaerdigheder: Singapore har relativt meget at byde paa, hvis man har penge. Prislejet er europaeisk, og landet er dyrere and Brunei, og uden tvivl det dyreste land i Syd Oest Asien. Der er en god Zoo, botanisk have og end del andre dyreparker. Lige syd for Singapore oeen finder man oeen Sentosa, der er er en turist og attraktionsoe. Der er gode strande her, museeer og mange forlystelser. Man kan tage en svaevebane ud til oeen med imponerende udsigter over den kaempemaessige Singapore havn.

Singapore paa en vaad, graa december dag. Foto: LN

Ordensstat: Man har hoert saa meget om Singapore, at det er et land, hvor naesten alt er ulovligt. Jeg lagde nu ikke saa meget maerke til det, og saa kun faa advarselsskilte. Man skal dog nok ikke spytte, urinere eller smide tyggegummi paa gaden med politiet i naerheden.

Valuta: Singapore dollar og Brunei dollar er akkurat lige meget vaerd, saa de er aabenbart bundet til hinanden. I Brunei kan man nemt betale med Singapore$ i stedet for den lokale Brunei$


The End

At opleve verden med egne øjne…

“For virkeligt at opleve verden maa man tage ud i den. Man kan ikke faa verden ind under huden ved at se den bag en tv-skaerm. Kun ved at komme afsted kan man faa bekraeftet eller afkraeftet de billeder man har af verden, og opleve om den nu er, som man havde forestillet sig”

Dette ser jeg som essensen af at rejse. Alle de lande og byer som jeg besoeger paa min tur, har jeg inden afrejse fra Dk haft en ide om, hvordan saa ud. Men selv om man har set fjernsyn om et land, saa er det meget anderledes naar man foerst er ude i det. Det er isaer begreber om fattigdom der efter en rejse vil staa hoejt i hukommelsen. Billeder paa TV fortaeller kun lidt af historien og er tit manipuleret.

Lugte kan man heller ikke fornemme fra en sofa i Dk, de kan kun opleves ude, hvor det sker, og der er mange lugte – specielt i Syd Oest Asien. Nogle gange gode lugte af mad, men ogsaa tit grimme lugte af forurening, urin eller affald. Det hele er isaer slemt, naar solen bare bader ned.

En af de oplevelser, der har gjort stoerst indtryk paa mig, er nedenstaaende. Jeg havde det meget daarligt ved at se, hvad jeg saa, og var lidt maabende over synet. Dette ser man ikke i TV, men det er virkeligheden, desvaerre.


 

“Jeg staar paa daekket af faergen ved indsejlingen til havnen i Cebu City, Filipinerne. Jeg kigger ind over byen og udover havnen. Pludseligt ser jeg en traebaad med paahaengsmotor med stor hast naerme sig den store faerge. Farten mod faergen er meget hoej, og jeg taenker, hvad er nu det for noget? I baaden ser jeg en mand, der sidder bagerst og styrer baaden, han har et stort smil paa. I baaden er hele hans familie, og baaden er sikkert deres hjem. Det ser ud til, at der er 5 boern, nogle af dem noegne, og moderen sidder forest i baaden med en ammende baby paa maven og med et udspaendt klaede i haenderne. Klaedet er et stykke stof paahaeftet to traekaeppe, og det er gult. (baaden til hoejre paa nedenstaende billede)

Det gaar op for mig, at det maa vaere tiggere. En utrolig fattig familie, der maa ernaere sig og holde sig i live ved denne bedrift. Det er frygteligt at taenke sig. Det mest utrolige er, at mange af dem har smil paa laeben, selvom de lever paa graensen af liv og doed. Det kan vi i den vestlige verden laere noget af. Vi er ikke i akut livsnoed, og kan tit flippe ud over selv smaa problemer. Men maaske op mod 80 % af verdens befolkning lever i fattigdom, og hver dag er en kamp for dem, en kamp for at skaffe penge og mad, og holde sig i live. Alle disse tanker flyver gennem hovedet, mens jeg bare maabende staar og ser det hele, og faar det godt og grundigt ind under huden.

 Jeg har stor respekt for dem, og foeler dybt med dem. Men inderst taenker jeg, at det maaske i vis grad lidt er deres egen skyld. Hvis du lever et usselt og fattigt liv, hvorfor saa saette saa mange boern i verden?, det er da for dyrt, og at saette et spaedbarns liv paa spil er da uetisk.Dette er den vestlige tankemaade, vores noegle til velstand er bl.a.familieplanlaegning. Men befolkningstilvaeksten er desvaerre uhyggelig hoej i de fattige lande, de ser boern som en forsikring til alderdommen, og flere boern betyder flere, der kan indsamle mad og penge. Men flere boern betyder ogsaa flere udgifter, saa hvad er egentlig det bedste?

Fra baaden er der langt op til passagerdaekket, men jeg fornemmer, hvad det gaar ud paa. Moderen i baaden holder klaedet ud, og saa skal vi paa faergen kaste moenter og andet godt ned til dem. Selv med et klaede kan det vaere svaert at fange en moent kastet fra 10 meters hoejde. Et par enkelte pesos bliver kastet ud fra daekket og moderen er meget god til at fange dem med hendes net. Hun takker og boenfalder om mere. Det hele bliver sat noget mere i relief, naar man ved, at der gaar 55 pesos paa en dollar. Det er smaapenge, men meget for dem. En ny baad kommer op til faergen, meget lig den foerste, deres net er blot lyseroedt.

Tiggerbaade i Cebu havn. November 2003. Foto: LN

Udover penge ryger der ogsaa lidt mad ned mod dem, blandt andet chips. Boernene i baadene er straks over maden, som gribbe. Jeg bliver ved med at taenke, at dette da er noget af det voldsomste, jeg nogensinde har oplevet, jeg har naesten gaasehud, og fatter ikke, at jeg staar og ser dette skuespil.Men det er ikke et skuespil, det er virkelighed. Jeg foeler mig hjaelpeloes, hvad kan jeg goere? Jeg proever at analysere situationen, og kommer frem til, at jeg finder det forkert at kaste ting ud til dem. Jeg vil ikke goere det. Paa den ene side, vil jeg da gerne hjaelpe dem, men foeler ikke, at det er den rigtige maade. Ved at kaste ting ud, saa stoetter du denne form for tiggeri, og holder familierne inde i denne daarlige rytme. Dette kan ikke vaere den rigtige maade. Det afholder dem fra at tjene penge paa en mere fornuftig maade, og naar alt kommer til alt, saa kan vi turister egentlig ikke goere meget. Regeringen og det filipinske samfund maa tage vare om dette soergelige problem. 

Tiden gaar, faergen er laenge om at laegge til kaj, saa flere baade kommer til. Nogle ting og penge havner i vandet, og folkene i baadene kaemper som dyr om at faa fat i noget, der med danske oejne kun har en vaerdi af 10 oerer. Der er kamp om sagerne, og selv smaa boern kaster sig ud i vandet, for livet. Det ser noget farligt ud, og det hele bliver bare vildere og vildere. De raaber i vilden sky, nogle faar mere end andre, og det goer ikke stemningen bedre. Nogle opfordrer passagerere paa faergen til at kaste ting ud i vandet, saa folkene i traebaadene kan kaste sig efter det. Jeg foeler det noget absurt, at lave saadan et show ud af saadan en alvorlig situation.

Flere baade er kommet til, og folk er i vandet. Foto: LN

Det hele kulminerer, da faergen stoeder paa grund. Mudder spreder sig lynhurtigt ud mod baadene, og nu er det da virkeligt farligt at have smaa boern flydende rundt i vandet. Nogle bliver fanget i det grumsede vand, men heldigvis ser ingen ud til at komme noget til.

Faergen stoeder paa grund, og mudder spredes. Foto: LN

Rystet forlader jeg kort tid efter faergen. En stor oplevelse rigere, men en oplevelse af de mere ubehagelige og bizarre. En oplevelse, jeg vil huske laenge. En oplevelse, der er saa meget staerkere end de billeder man oplever fra medier. Det er virkeligheden, taenk over det. Dagene derefter taenker jeg over ikke at koebe mere mad end jeg kan spise. Har jeg for meget, gir jeg det til tiggere paa gaden. Men i laengden falder jeg tilbage til den vestlige rytme, ser uden om fattigdommen. Oplevelser som denne er dog vigtig, saa vi i vesten rigtigt kan faa oejnene op for verdens problemer, og man ser det aller bedst LIVE.

Desvaere skal det dog ind med ske, foer vi forstaar alvoren. Disse grumme forhold er ikke enestaaende. Som rejsende ser man mange lignende episoder. Det er haardt psykisk, men en noedvendighed at opleve.


 

The End

Batad Risterrasser

“Ifugao Risterrasserne omkring byerne Banaue, Bontoc og Batad (Filipinerne) er blevet doebt verdens “8. vidunder”. Disse risterrasser er 2000 til 3000 aar gamle, og nogle steder er de 1500 meter hoeje.”

De flotteste terrasser findes nok omkring den lille bjergby Batad, ca. 20 km. fra den stoerre by Banaue. Begge disse byer ligger i bjergkaeden Cordillera central paa den store oe Luzon, hvor ogsaa hovedstaden Manila er placeret. I de samme bjergomraaeder kan man ogsaa stadig stoede paa stamme folk, der stadig lever efter aeldgamle traditioner. Det er ikke mange aar siden nogle af stammerne har lagt deres hovedjagt paa hylden.

Transport til Banaue

Fra Manila tager det ca. 8-10 timer i bus at naa Banaue, men det vilde terraen kan goere tiden meget varieret fra dag til dag. I regntiden fra omkring juni til oktober vil det normalt tage laengst tid, og jordskred kan da blokere vejen. En anden laengere men smukkere vej gaar via Baguio og Bontoc til Banaue. Busturen fra Manila til Baguio tager omtrent 6 timer. Vejen fra Baguio til Bontoc er en af de smukkeste i bjergene, men den tager tid. Ca. 7 timer tager det at koere denne straekning gennem bjergene. Fra Bontoc tager det igen 2-3 timer i bus/jeepney til Banaue.

Jeepneyen er en institution i Filipinerne. De foerste jeepneyer blev bygget ud fra de militaere jeeps, som amerikanerne efterlod efter Anden Verdenskrig. Jeepneyen bygges nu i Filipinerne, og er en forlaenget udgave af den amerikanske jeep. Man sidder bagi jeepneyen sidelaens til koerselsretningen og under et overdaekket lad, der kan huse lige saa mange mennesker, som chaffoeren foeler han kan presse ind. Normalt er det ca. 12-14 personer, men ofte er der langt flere passagerer. Jeepneyen er desuden meget udsmykket, og oftest spaekfyldt med amerikanske slogans eller kristne budskaber.

Baaede busser og jeepneys er billige transport midler i Filipinerne. Men man sidder en del bedre i en air con bus end i en jeepney, hvor stoev og roeg kan traenge ind. Der er meget luftforurening i de stoerre byer.

Traditionelle huse ved Bontoc Museum

Banaue Risterrasser
Dette er maaske de mest kendte af risterraserne, men jeg var nu ikke saa imponeret. Dette skyldes nok, at byen er saa grim og relativ stor. Nogle risterrasser er blevet oedelagt ved byens ekspansion. Fra et viewpont oven for byen er de mange hoejdemeter med risterrasser dog meget imponerende, men udsigten nede fra selve byen er ikke saa god. Langt bedre er risterraserne ved Batad. Noget af det mest imponerende, jeg har set laenge.

Batad og risterrasserne

Batad Risterrasser

Fra Banaue kan man enten tage en jeepney eller en tricycle 12 km. af en hullet bjergvej til man kommer til den sti, der gaar til Batad. Vandreturen til Batad er paa 9 km., og foerst gaar det opad til en bjergkam, og dernaest ned i den dal, hvor den charmerende lille by ligger. Det hele virker meget mere eventyrligt, naar man skal vandre for at komme dertil. Man skal vandre naesten 8 km. foer man naar en mindre bjergkam, hvor der er en utrolig udsigt over risterrasserne. Det er muligt at overnatte i byen, og udsigten fra ens hotel er blandt de bedste i verden.


De haengende kister ved Sagada

En anden sevaerdighed ude i de bjergegne er de haengende kister ved Sagada. Denne bjergby ligger naer den stoerre by bontoc. Tidligere blev beboerne i denne by begravet i kister, der blev haengt op paa stejle klippevaege eller gemt i huler. Det er et bizart syn at se disse kister paa klipperne. Der er bus fra Baguio eller jeepney fra Bontoc til Sagada.

Haengende kister ved Sagada


The End

Royal Trek

Onsdag den 27-11-2002

Grunden til at denne trekking tur bliver kaldt Royal Trek er at for nogle år tilbage gik en engelsk prins denne tur.

Trekking turen foregår ved to søer i Pokhara området i vest Nepal.

I bussen møder jeg en tiggende handicappede dreng som jeg også har mødt dagen før.

Denne tiggende dreng har en arm der sidder skævt. Han viser så turisterne en seddel hvor på der står at han er fattig, handicappet og beder om penge. Hvis man først har læst hans seddel så er han ikke til at slibe af med. Jeg aviser drengen og andre tiggere så snart jeg ser dem ved at vinke dem af høfligt men bestemt. Min trekking tur begynder ved en militær lejer.

Jeg ser flere små landbrug, hvor bønderne høster deres marker på gammeldags maner med håndsejl.

Adskillige små børn råber choclate, school pen, rupes i håb om at jeg vil forærer dem nogle af de sidst nævnte effekter.

Ved en fejltagelse kommer jeg til at vælge den forkerte vej. Jeg møder nogle bønder, men da jeg spørger dem om vej peger den mod nord og den anden mod syd.

Det er ikke altid at nepaleserne kan læse eller forstå, hvad man siger så for ikke at tabe ansigt når man spørger dem om vej så peger de bare i en eller anden retning.

Jeg vender om og går tilbage til det det sidste sikre udgangs punkt.

Natten tilbringer jeg i en lille by kaldet Majhthana. Jeg bor på et primitivt og simpelt hotel. Manden i huset taler godt engelsk og servere gratis brændevin til mig, men det smager ikke særligt godt.

Torsdag den 28-11-2002.

Dagen før har jeg mødt en venlig nepaleser, der invertere mig til gratis morgenmad bestående af ris og grøntsager.
Denne ret kaldes dal bat, og er meget populær i Nepal og spises flere gange om dagen.
Grunden til at nepaleserne er specielt flinke og imødekommende er at denne vandretur-trekking tur kun er meget lidt brugt af turister.

På min videre vandring samme dag bliver jeg stoppet af nogle gamle damer, der er meget forundret over, at jeg vandrer alene i bjergene. De advarer mig.
Men de er dog så flinke, at de også invertere mig indenfor til dal bat bestående af ris og grøntsager, og giver mig en bunke klementiner med i rygsækken gratis. Måden som damerne beder en om at komme hen til en på er modsat af i Danmark. Så i første omgang troede jeg at de vinkede mig væk.

Jeg går videre og møder en anden gammel dame, der rækker hånden frem imod mig. Jeg giver hende en af de mandariner, som jeg lige har fået gratis.
 i Nepal så, det sker, at når nogle fattige nepalesere, ser en udlænding tiger de penge eller mad.

Jeg møder en pige, der beder om kuglepen og slik. Jeg afviser hende, da dette også er det bedste at gøre.

Jeg ser solnedgangen , der er meget flot idet, at Annapurna bjergene farves røde.

Efter ca. Ni timers vandring når jeg målet Landsbyen Shyaklung.
Jeg går ind og spørger efter husly et par steder. Overraskende afviser de mig.
Tredje gang er lykkens gang. En flink nepaleser siger ja tak til, at jeg kan bo og spise hos ham gratis. Folk er fattige, men de har hjertet på det rette sted idet, at de ikke er blank For at give gratis kost og logi til en rig mand fra vesten.

En stor flok børn stimler sammen om mig imens, at jeg spiser dal bat.
Der ingen elektricitet så lys fås ved brug af stearinlys.
Den nat sover jeg på en overdækket terrasse med masser af frisk luft.

Dette er en god dag idet at jeg ikke har brugt en krone. 

29-10-2002

Jeg starter dagen med at få serveret varm oksemælk lige fra koen.

Jeg taler med naboens dreng, der taler godt engelsk. Naboens dreng er landmand og arbejder 8-10 timer hver dag.

Han følger mig på vej en lille landsby, der ligger på toppen af et bjerg, herfra er der en meget smuk udsigt. Jeg finder en lille restaurant, hvor jeg indtager min frokost.

Lidt senere møder jeg en flok små piger, der bærer vand på ryggen i nogle små krukker.

Jeg gør nu flere forsøg på at finde vejen til en landsby der hedder Talbesi. Men det er meget svært da kort og virkelighed ikke stemmer overens.

Jeg bliver flere gange advaret imod at gå alene i bjergene, da der ifølge de lokale kan være banditter, der kan finde på at røve turisterne. Jeg forsætter ufortrødent min gang.

Jeg går op til et tempel. Fra templet følger jeg en sti der fører mig tilbage til hovedvejen.

Det er sidst på dagen så jeg vælger at spørge om husly hos en nepaleser.

Manden i huset smiler, og giver mig husly med det samme.

Jeg giver konen i huset 100 rs-10 kr. for mad og husly.

Hun tager imod pengene og tænker ikke at øjeblik på at bede om flere penge.

Deres yngste barn løber rundt med kun en bluse på kroppen.

Familien har mange små børn, der alle er meget nysgerrige.

Vi sidder på gulvet og spiser aftensmad, der består af den tradtionlle dalbath med ris og grøntsager.

Da familien ikke ejer bestik må jeg spise med fingerende.

Heldig vis har naboen en dreng, der kan tale lidt engelsk. Ellers foregår al kommunikation ved hjælp af fingersprog.

Natten tilbringer jeg på deres terrasse

Lørdag den 30-11-2002

Da jeg vågner er jeg noget radbrække  efter at have sovet en hel nat på en terrasse.

Til morgenmad får jeg serveret den sædvanlige nepalesiske ret bestående af ris og grøntsager. Jeg er så småt begyndt at blive lidt træt af denne ret.

To af mandens drenge følger mig på vej til landsbyen kaldet Talbesi. Uden hjælp udefra vil jeg ikke kunne finde vej til landsbyen Talbesi.

Ved bunden af bjerget står jeg foran nogle markeder. Jeg balancere over en flod på en træstamme. Jeg ser nogle nepalesiske mænd lave halm balder ved hjælp af tre til fire køer, som de får til at gå i rundkreds med et reb bundet fast til dem. Jeg vil betegne dette som en nepalesisk halmpresser.

Endelig når jeg landsbyen Talbesi. Jeg stopper op og studere mit kort. En stor flok børn omringer mig og kigger nysgerrigt med på mit kort.

En mand i landsbyen spørger mig om jeg kan tale arabisk. Jeg må skuffe ham,

og sige at det eneste jeg kan sige er salam, hvilket betyder farvel.

Jeg ser nu flere landmænd, der pløjer deres markeder ved hjælp af deres okser.

Denne måde at pløje marker på tror jeg ikke, at vi har brugt de sidste 50 år i Danmark.

Min trekking tur ender i landsbyen Begnas Tal Bazar. Ved denne landsby ligger en sø kaldet Begnas Tal. Denne sø har jeg nu brugt tre dage på at gå rundt om.

En god ting er at jeg ikke har mødt andre turister på denne tur.

Ved ankomst til Pokhara får jeg en ful kropsmassage, hvilket er meget rart efter fire dage i bjergene.

Igen har jeg haft nogle dage med utrogelige store oplevelser til meget små penge.

Hvis man ønsker at vandre i Nepal, så er det bedst at gøre dette fra oktober til marts.

Ens rygsæk skal ikke veje mere end 10 kg til 12 kg.

En rimelig god form og et par gode vandre støvler er et must.

Det er bedst at være to. Men det er ikke nødvendigt.

 

Med venlig Hilsen

Jens Peter Nielsen

Hanoi, Vietnam

Jeg har nu vaeret i det nordlige Vietnam omkring Hanoi i omtrent 10 dage. Her er meget at se, og meget at tage sig til, saa dage bliver hurtigt til en uge. Hanoi er en meget charmerende by, og ogsaa varieret. I den gamle bydel er gaderne smalle og travle, men ikke langt derfra finder man store boulevarder og groenne omraader. Hoan Kiem soeen er Hanois hjerte, men spredt udover hele byen findes mange andre dejlige soeer. Det foerste indtryk man faar af byen kan dog godt vaere lidt afskraekkende. Trafikken er noget af det vaerste, jeg har oplevet. Gaderne er overfyldte med knallerter og motorcykler, saa det er en udfordring at vaere fodgaenger. Det er ogsaa en stor oplevelse at leje en cykel eller knallert og koere rundt paa opdagelse i byen. Man skal dog holde tungen lige i munden og kigge sig godt for. Men man vender sig til det, og efterhaanden bliver det hverdag og egentlig meget afslappet. Det er en stor by, men der hviler alligevel en provinsiel stemning over Hanoi, og snart bliver trafikken en sevaerdighed i sig selv.

Knallert kaos i Hanoi’ s gader. Foto: LN, oktober 2003

Af andre sevaerdigheder i byen kan naevnes templer og museer. Hanoi har isaer mange gode museer, der skildrer ” Den Amerikanske Krig” i Vietnam. Der findes baaede et army museum, et air force museum og et faengsels museum, samt flere andre.

MIG 21 ved Air Force Museet. Foto: LN, oktober 2003

Hanoi er ogsaa byen, hvor “Uncle Ho” (Ho Chi Minh) boede og regerede. Han er en overordentlig populaer mand her i Vietnam, og man kan baaede besoege hans museum og hans Mausoleum. En god sevaerdighed er Ho Chi Minh’s stilt house, der ligger taet paa det gamle praesident palads og naer ved mausoleet. Her levede Uncle Ho i perioden 1958 til 1969 i et ydmygt traehus.

Ho Chi Minh’ s Mausoleum i Hanoi. Foto: LN, oktober 2003

Der er snesevis af udflugter man kan tage paa fra Hanoi. De 2 populaereste er Sapa og Halong Bay. Sapa er en landsby i det nordvestlige Vietnam naer graensen til Kina. Her kan man opleve minoritets befolkninger i smukke bjergrige omgivelser med mange rismarker. Her er ogsaa mange gode treks, bl.a. til toppen af bjerget Fansipan, Vietnams hoejeste (3143 meter).

Halong Bay er nok den stoerste turistattraktion i hele Vietnam. Stedet er optaget som et Unesco World Heritage Site, og er et smukt naturomraade. I bugten findes ca. 3000 kalkstensoeer, der rejser sig stejlt op fra det groenne havvand. Paa mange af oeerne findes endvidere mange store og flotte drypstenshuler. Det er en fornoejelse at sejle rundt mellem de mange oeer, ogsaa kajak og svoemning er populaert. Cat Ba Island er den stoerste oe i bugten, og mange af de organiserede ture inkluderer en eller flere overnatninger her. Det er en meget kuperet oe, hvor der er gode treks og et par ok strande. Overnatning paa baad tilbydes ogsaa, og dette kan jeg staerkt anbefale. Jeg sov paa daekket under fuldmaanens skaer og omgivet af kalstensbjerge.

Kalkstensoeer i Halong Bay. Foto: LN, oktober 2003. Desvaerre skidt vejr.

Sydvest for Hanoi findes et lignende kartslandskab ala Halong bay. Her rejser klipperne sig dog ikke op af havet, men op fra rismarkerne. Her kan man sejle i robaaede eller bambus baaede i det flotte landskab, og man kan paa taet hold se, hvordan landbefolningen lever. Ogsaa her er der mange huler, og i en enkelt af disse findes Perfume Pagoda, et af de helligste steder i Vietnam

Rotur i karst landskab 70 km. vest for Hanoi. Foto: LN, oktober 2003

Organisering: Der er masser at turselskaber i Hanoi, og turerne er meget billige. Jeg betalte eksempelvis kun 23 dollar for en tredages tur til Halong Bay, prisen inkluderede al transport, mad, entreer og guideservice. Drikkevarer skal man selv koebe. Kim Cafe Travel er maaske det billigste selskab. Ogsaa jysk rejsebureau har et kontor i Hanoi, paa Hang Bac street nummer 88. Her kan man snakke med en dansk rejsekonsulent, der kan hjaelpe med at arrangere ture og komme med gode raad.


 

The End