Kategoriarkiv: Trekking

Hiking i Kina

Mange backpackere, der rejser i Kina, bliver efter et stykke tid trætte af de store, larmende byer, man ofte befinder sig i. Og selvom det kan være svært at tro, især hvis man kommer fra de overbefolkede megabyer på østkysten, er det faktisk muligt at slippe væk fra menneskemængderne og ud i naturen. Et sådant refugie finder man i Gansu og Sichuan-provinserne ude mod vest. Her ligger en række mindre landsbyer, hvorfra det er muligt at tage på vandreture i de omkringliggende bjerge og dale. Der er enorme områder, som er fuldstændigt uberørte af mennesker, og man kan sagtens bruge dagevis på at vandre i den storslåede natur. Det anbefales dog at nøjes med dagture, med mindre man har fået grønt lys til at campere af politiets udlændingeafdeling, PSB.

 

Scener fra Labrang Kloster i Xiahe

Fra Lanzhou i Gansu kan man rejse sydpå via små bjergveje, hele vejen til Chengdu i Sichuan. Denne rute har tidligere været off limits for udlændinge, men blev engang i halvfemserne åbnet. Turen tager godt fire dage, ikke medregnet ophold i de forskellige byer på ruten. Rejser man ad denne rute, får man samtidig en enestående chance for at se tibetanere og deres kultur på tæt hold. Dette område var nemlig en del af Tibet indtil halvtredserne, da den kinesiske regering flyttede provinsgrænserne, og gjorde Tibet meget mindre end det oprindeligt var. Kina holder nu Tibet i et jerngreb, og på mange måder ser man faktisk mere åbentlyst den tibetanske kultur langs ruten mellem Lanzhou og Chengdu, end i selve Tibet, fordi man herude i ‘det glemte Tibet’   ikke længere fører streng kontrol med udlændinge. Så har man lyst til at se lidt af den tibetanske kultur, uden at tage til Tibet, er her en mulighed.

Bakker og dale omkring Xiahe

Fra millionbyen Lanzhou kan man tage en bus til den lille by Xiahe, ca. seks timer mod syd. Her ser man straks en flig af Tibet, idet ca. halvdelen af byens indbyggere er tibetanere. Byen er opdelt i den tibetanske og den Han-kinesiske del, og i den tibetanske del finder man let et billigt guesthouse at bo i. På Tara’s Guesthouse kan Tara selv være behjælpelig med gode råd om vandreture i omegnen. Og så er det absolut værd at stå tidligt op og prøve hendes friskmalkede yakokseyoghurt, som er af en anden verden! Man kan også leje cykler og tage på ture ud af byen, og bliver man træt af den megen motion, kan man sagtens bruge timer på at udforske det fantastiske Labrang Kloster som ligger i byen, og huser lidt over 1000 munke. Vil man have info om klosteret skal man bare finde en munk der taler engelsk, de er glade for at have gæster, og bruger gerne tid på at fortælle om livet bag murene. Vil man ind i hovedbygningen, må man dog deltage i en tur, som kan arrangeres på stedet. Klosteret er ufatteligt smukt, i flotte naturomgivelser, og hele vejen rundt går en såkaldt pilgrimsrute, hvor hundredevis af bedehjul er opstillet langs en sti. Her kan man se tibetanere i alle aldre udføre religiøse ritualer.

 

Langmusi

Fra Xiahe går turen videre til den endnu mindre by Langmusi. Idet Langmusi ikke ligger helt op ad hovedvejen, kan det være man bliver sat af godt fire kilometer uden for byen. Der er dog altid motorcykler og taxi’er klar til at fragte en helt ind til byen. Langmusi er endnu en fascinerende by, med endnu mere tibetansk præg end Xiahe. Indbyggerne er overvejende tibetanske, og den kinesiske tilstædeværelse anes kun lidt. Langmusi huser hele to klostre, som begge er mindre, men mindst lige så spændende, som Labrang i Xiahe. Man fortaber sig nemt i de smalle gyder mellem bygningerne i byen, og ender med at vandre rundt i timevis og tage det hele ind. Trænger man til naturoplevelser er byen omgivet af skøn natur, bjerge og dale så langt øjet rækker, så det er bare at snøre vandrestøvlerne og komme afsted. Igen anbefales det dog at checke med det lokale PSB hvad der er tilladt og hvad der ikke er. Det ville være surt at ende sin tur blandt bjerge og tibetanere, fordi man bliver deporteret tilbage til Lanzhou eller Chengdu!

   

Langmusi

Næste stop er Zöige, ca. fire timers kørsel fra Langmusi. Kort efter Langmusi krydser man provinsgrænsen, og er nu i Sichuan-provinsen. Zöige er ikke helt så charmerende som Xiahe og Langmusi, men naturen omkring byen er stadig flot, og med mindre man har baller af stål, ville det nok være en god ide at gøre holdt her. Vejene er mildest talt miserable, og busturene kan være hårde ved endestykkerne. Vil man gerne blive i Zöige en dag eller to, har man tid til at se nærmere på de to klostre byer har. Begge er smukke eksempler på religiøs kunst og kultur fra Tibet. 

Fra Zöige kan man tage til Jiuzhaigou, en fantastisk flot park lidt længere sydpå. Jiuzhaigou er velbesøgt af kinesiske turister, og med god grund. Parken har noget af det mest forunderlige natur jeg har set. Et stort skovområde med utallige små og store søer, alle med fantastisk dybblå eller grønt vand. Brusende vandløb og flotte vandfald dukker op bag hvert hjørne af stierne. Det er virkelig smukt. Man kan sagtens vandre rundt derinde, men idet parken primært er møntet på kinesiske turister, er der en del trafik frem og tilbage på hovedvejen. Kommer man i højsæsonen (maj-september) kan det være svært at finde et hotel med ledige værelser.

 

Jiuzhaigou

Længere sydpå kommer man til Songpan, hvor det er muligt at komme på heste-trek i bjergene (se venligst den kommende artikel ‘På hestetrek i Songpan’ for yderligere information). Selvom man ikke vil på hestetur er Songpan alligevel et besøg værd, om ikke andet så for at bryde den lange bustur til Chengdu. I Songpan er der rig mulighed for at købe tibetanske souvenirs, og der er et par cafeer med gode informationer om området.

Fra Songpan starter den lange tur ned gennem dalene til hovedstaden i Sichuan-provinsen, Chengdu. Det er en flot tur, omend man nok vil finde det svært at blive alt for imponeret, efter at have rejst hele vejen fra Lanzhou. Turen tager godt ni timer, med jævne stop for at gå på toilettet, købe mad og måske se lidt på udsigten. Vel fremme i Chengdu gælder det om at finde et godt hotel og få sig et varmt bad efter de noget primitive forhold langs turen. Siden den provincielle regering i Sichuan besluttede at gøre et par af de gamle backpackerhoteller forbudt for udlændinge, er der ikke længere meget at vælge imellem i Chengdu. Et af de gode, gamle, som stadig hænger ved, er Traffic Hotel, med rimelige priser og god info om alt mellem himmel og jord.

Praktisk:

De ovennævnte vandretursforslag er ikke særligt krævende, og man behøver ikke specialudstyr for at komme afsted – med mindre man er heldig at få tilladelse til at campere uden for byerne. Udstyr kan ikke købes noget sted langs ruten. Et par gode vandrestøvler er nok til at nyde naturen på denne tur. Der kræves dog en speciel busforsikring for at rejse med bus i Gansu-provinsen. Forsikringen kan købes på busstationen i Lanzhou, og det er en god ide at ofre de 20 kroner den koster. Forsikringen skal fremvises ved billetkøb i Xiahe og Langmusi. Den beskrevne tur kan naturligvis også gøres i omvendt rækkefølge, fra Chengdu til Lanzhou.

Både Chengdu og Lanzhou har fly- og togforbindelser til alle større byer i Kina.

 

Trekking i De Transylvanske Alper

I min juleferie skulle der ske noget ud over det sædvanlige. Jeg ville ud at trekke og klatre. Kravet var at det max måtte koste 10.000 kr. og der skulle være oplevelser og udfordringer. Derudover ville jeg have en guidet tur, da det var første gang jeg skulle i bjergerne.


Troels på toppen

Efter at have søgt længe på nettet og ved rejsebureauer efter gode steder blev jeg lidt mismodig. Indledningsvis kontaktede jeg firmaer i Chamonix. De virkede ikke særlig hjælpsomme og var ekstremt dyre. Jeg vendte herefter blikket  mod de tidligere østlande og endte med Rumænien. Folk var her ekstremt imødekomne og priserne var cirka en ¼ af priserne fra de traditionelle steder.

På nettet fandt jeg en guide, Iulian Cozma, som er 28 år, har klatret siden han var 11 år og har været professionel guide siden 1998. Han er ligeledes medlem Romanien MountainGuide Assosiation, som kun har 25 medlemmer, der alle er professionelle. Mit valg af guide viste sig hurtigt at være et godt valg, da Iulian er yderst kompetent. Ydermere er han en meget flink og behagelig person at være sammen med.

Turen bestod af 3 etaper: Første etape var et let trek, hvor jeg blev set an af guiden. Trekket startede med bjergveje, der snævrede ind og blev til små stier med gode stigninger, i alt 1400 højdemeter fordelt over 12-13 kilometer. Vi overnattede i et Chalette, som er en hytte med mulighed for overnatning og spisning. Dagen efter gik vi ned ad en ti kilometer rute, som så derfor også var væsentlig stejlere.


Her er udfordringer for alle

Anden etape var en 3 dages tur ind i Fâgaras Mountain Area. Området har 25 toppe med den højeste på 2545 meter. De sværeste var 5 B på den russiske skala (Højeste er 6 B). I Området er der ni Chalattes i varierende standarder.  Derudover er der jagt- og redningshytter, som kun kan benyttes med guide. I området er der 250 km lette trekkingruter. Alt i alt er der 450 kilometer ruter i området.

Første dag blev brugt til isklatring. Guiden instruerede mig på tre vandfald, hvor det højeste var ca. 30 meter. Alle nødvendige teknikker blev indlært og afprøvet. Det var hårdt, men skægt og udfordrende.

Anden dag skulle jeg nå min første top, Pactinul på 2399 meter. Turen startede ud med lettere trekking men endte med mixed klatring. Turen var hård, men fantastisk flot. Ikke en sky på himlen og lækker natur. Vi var på toppen 30 minutter, hvor udsigten og stilheden blev nydt i 10 graders frost. Nedturen gik over en 800-900 meter bjergkam til en sadel, hvorefter resten af turen var let klatring. Alt i alt en tur på 5 timer.

Tredje dag var jeg noget træt i min krop da jeg vågnede, men vejret var ligeså godt som dagen før, så derfor afsted det gik. Dagens top hed Capra, og var 2435 meter. Opstigning var tekninsk let, men fysik hård, da der var dyb sne. Vi kom op til en sadel og gik ned i en dal på modsatte side til et udkigspunkt. Derefter var det op til toppen. Som dagen før var det en fantastisk oplevelse at stå i stilheden og nyde den flotte natur.

Efter to dage med dårligt vejr, var det tid til tredje etape. Vi lavede endnu et 2-dages trek, hvor vi overnattede i en redningshytte. Om natten fik vi selskab af en ung gut, der havde brækket benet i et klatreforsøg, og derfor tilbragte natten i hytten, indtil redningsholdet kunne hente ham. Turen op og ned var den samme, 15 km. med 1100 højdemeter.

Dagene med dårligt vejr blev brugt til kanetur i de store skove, blandt andet ud til et kloster og ellers bare hvile og god mad hos Iulians mormor. Hun var helt hjemme i det rustikke rumænske landkøkken.

Facts:

For leje af udstyr, guide, overnatning og bespisning i bjergene i 9 dage kom jeg af med ca. 600 Euro, ca. 4500 kr.

Togbillet derned og tilbage: 3200 kr.

Priserne for Chalattes:

  • Overnatning 3-20 Euro.
  • Aftensmad eller frokost 1-4 Euro.

Hoteller i Brasov By (udgangspunkt for bjergene) fås fra 15 Euro pr dag. Et måltid på en restaurant 5 Euro og opefter.

Priser for køb af udstyr:

Pris eksempler:

  • Mammut Extreme XCR Jakke: 102 Euro.
  • Mammut Extreme bukser: 90 Euro.
  • Fleece: 40 Euro og opefter.

I området er endvidere mulighed for ski og snowboard. I sommer perioden er der rig mulighed for trekking og klippeklatring.

Trekking i Indonesien


Bromo-vulkanen er en af de mest aktive i Indonesien.

Nogle af mine allerflotteste trekkingture har jeg foretaget i Indonesien. Mulighederne er utallige, men jeg vil her nævne to af mine favorit-ture.
Den ene tur er bestigningen af Bromo-vulkanen på Øst-Java.
 

Turen er ikke særlig krævende, fordi man kan køre det meste af vejen op til krateret, men både vulkanen og det omgivende landskab er fantastisk. Du kan læse mere i min illustrerede artikel om bestigningen afBromo på adressen:

http://home0.inet.tele.dk/ponty/javasol.htm

  Den anden tur er bestigningen af Rinjani-bjerget på øen Lombok (naboø til Bali). Den er mere krævende, for man skal gå det meste af vejen op til toppen, og bjerget er en hel del højere end Bromo. Bjerget er en ca. 3.700 meter høj vulkan, som ind imellem er aktiv. Nedenunder toppen ligger der en stor sø i 2.000 meters højde i bunden af et kæmpekrater – og inde i midten af søen ligger der en mindre vulkankegle!

 
Turen derop tager 3 eller 4 dage alt efter, om man vil helt op på toppen eller vil nøjes med at gå op til kratersøen. De fleste hyrer en eller flere bærere i landsbyen Senarú til at transportere telt, proviant, køkkengrej og lignende og vise vej.
Fra kraterranden på Rinjani-bjerget, Lombok, 2.650 meter o.h.

Men uanset hvordan man tilrettelægger turen, må den absolut frarådes i regntiden, som ligger ca. mellem oktober og marts.

Du kan læse mere i min illustrerede artikel om bestigningen af Rinjani på adressen:

http://home0.inet.tele.dk/ponty/indo-rej.htm

Artiklen handler om min rundrejse i Australien og Indonesien i sommeren 1998.

Og sidst, men ikke mindst: Indonesien er et fantastisk land! Befolkningen i Indonesien er utrolig venlig og gæstfri, og landet rummer et utal af livskraftige kulturer og religioner. De fleste indonesere er muslimer, men det er en mild form for Islam, som er meget forskellig fra f.eks. den, der praktiseres i de muslimske lande i Mellemøsten. Og som turist føler man sig velkommen næsten overalt på en rar og afslappet måde.