Kategoriarkiv: Klatring

Rjukan Update

Mix-klatring er ved at tage fat for alvor i Norge. I Rjukan er det specielt området Krokan (Gausdalen) der har set udvikling og der er flere ruter der er værd at se nærmere på, både traditionelle og moderne boltsikrede kreationer. Der er noget for de fleste, fra moderate “klippestarter” på is ruter til mere drytool-intensive oplevelser. Der er dog også andre steder man kan klatre “moderne is”. Venstre side af øvre svingfoss er en klassiker som dog er mere is end mixklatring. Kan sikres fint med isskruer og lidt klippegrej.

Der blev for nyligt etableret en ny mixlinje på højre side af Nye Vemorksfoss (førstebestigning: Feb. 2004, Kasper Berkowicz, Mads Granlien, Søren Svinth). Ruten hedder Tanja og er meget moderat i sværhedsgrad, ca. M5+ og velsikret med bolte på klippedelen (3 stk.) Klatringen er ikke tung men lidt tricky da det ikke er alle placeringer der er positive. Efter klippedelen får man fornøjelsen af at   klatre stejl is i en slags kaminformation, hvor man kan få no-hands-rest ved at læne ryggen mod klippen i klassisk kamin-position. Denne position kan også med fordel bruges til at sætte isskruer – Super fin klatring. Man kunne varme op ved at klatre selve Nye Vemork og derefter abseile ned og klatre mix-varianten. Derved er der lidt mere at komme efter.

Fortsat god vinter til jer alle.

Klatring i New Zealand

Hvis man er til bouldering er der ét sted i NZ, som skal besøges; Castle Hill.

Her er masser af udfordringer, og området er så lidt overrendt, at man har rig mulighed for at finde og arbejde på sine helt egne boulder-problemer. Desuden er der gratis camping, muligheder for caving og flodtrekking på sidelinien – og helt guddommeligt smukt.

Generelt er New Zealand efter min mening ikke et klatremekka. Der er indtil flere steder at klatre, men landet er “ungt” og mange steder stadig vulkansk aktivt, hvilket betyder at de fleste klippetyper også er meget unge – og dermed ofte løse, skarpe og beskidte. Hvis man er til bouldering derimod, er der ingen grund til at brokke sig. Så tager man nemlig bare til Castle Hill.

Småt er også godt

Castle Hill er et stort bakket område overstrøet med bløde, grå kalkstens-klippestykker. Der er en næsten højtideligt stille stemning over området, hvor alt hvad man kan høre er vindens susen i græsset, og man kan se milevidt omkring. Stilheden og vidderne skyldes, at Castle Hill ligger ude i ingenting midt på syd-øen i New Zealand.

Fra Christchurch drejer man ind af State highway 73, der går midt gennem øen mod Arthurs Pass, og cirka en time senere vil man ikke kunne undgå at se området, der ligger til venstre for vejen. Ret fremme foran ligger også Flock Hill, som er et lignende klatreområde, hvor store sten ligger hulter til bulter i det høje græs.

Castle Hill er til fri afbenyttelse for klatrere, modsat flere andre steder på øen, hvor man skal have tilladelse af den lokale farmer. Stort set alt land i NZ tilhører én eller anden, så det er altid en god ide at undersøge, inden man klatrer løs. Dette gælder blandt andet for Flock Hill.

Fantastisk boulderproblem med led top-out!

Vil man klatre i Castle Hill er der nok at tage fat på. Se evt. på siden http://www.climb.co.nz/Places/Canterbury/CastleHill/Castle-Hill-Climbing.htm hvor der er guides til de forskellige dele af området.
Som nævnt er Castle Hill stadig relativt nyopdaget og meget lidt overrendt, og der er derfor rig mulighed for at finde sine egne små boulderproblemer. Det betyder dog også, at områdets ruter ikke er så detaljeret kortlagt endnu, men det er så vidt vides muligt at få rimelige guider over området i sport- og fritids butikker i Christchurch.

Det, der karakteriserer typen af klipperne i Castle Hill er, at de har meget runde former og nogen gange umiddelbart uhyggeligt få ting at stå på og holde i. Primært er der skrå, runde flader, hvor man skal bruge hele håndfladen til at holde fat. De huller, der er i stenene er runde og afslebne.
Typisk finder man et problem og giver sig i kast med at klatre op og når præcis til det punkt hvor man tænker “fedt, jeg er oppe”… for så at opdage, at der ingenting er at holde fast i i toppen. Og så hænger man der, mens man mentalt suger sig fast til klippen med hele kroppen – en såkaldt “full body smear”, som de lokale kalder det. Men det er det, der er den specifikke udfordring ved Castle Hill og en ret enestående chance for at få trænet sin balance. Det betyder dog også, at det på varme og fugtige dage kan være et ekstra krævende område at klatre i, idet der ikke er optimale forhold for friktionen. Den varmeste del af året i NZ er fra november til februar.

Dan Smith tager tilløb til toppen

Praktisk og husly

Omkring 5-6 kilometer længere henne af vejen, hvis du kommer fra Christchurch, kan du finde en ikke særlig tydeligt skiltet DOC (Department Of Conservation) campingplads, hvor du kan bo gratis. Der er intet vand, så du skal have dit eget med, hvis du ikke vil drikke af den flod, der løber gennem pladsen. Det kan du som regel godt – vi gjorde det og havde det fint. Der er heller ikke elektricitet eller gas, så du skal have eget lys og kogegrej med. Til gengæld har du en idyllisk lille campingplads, ofte helt for dig selv. Det er også en god ide at proviantere lidt, inden du kører til Castle Hill, hvis du ikke vil bruge en masse tid på at køre de 15-20 km. frem og tilbage til de nærmeste småbyer, hvor butikkerne i øvrigt lukker ret tidligt. At have en bil er et ret stort must.

Det er i øvrigt værd at advare om de bjergpapegøjer, der bebor området omkring castle Hill, og som faktisk findes på det meste af sydøens vestkyst. De hedder kea papegøjer, og de er sjove, helt ufatteligt nysgerrige, men desværre også meget destruktive! Det er en rigtig dårlig ide at fodre dem, ligesom du ikke bør stimulere deres nysgerrighed ved at lade noget som helt ligge på jorden – i hvert fald ikke hvis du ønsker at se det igen i hel tilstand. Dette gælder desværre også nogen gange for biler og telte, som enkelte keas godt kan finde på at give sig i kast med. De elsker vinduesviskere og teltbarduner. Det kan derfor være en ide at pakke sit telt sammen og lægge det i bilen, når man ikke er der. Det med vinduesviskerne må man så tage, som det kommer…

Fridags caving

På højre side af vejen, også lidt længere nede end den første del af Castle Hill området ligger en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til Flock Hill og til en underjordisk flod, der som et større hulesystem snor sig gennem den underliggende klippegrund. Her kan man på eget ansvar tage på et lille 300 meters cavingeventyr, der kun kræver, at man har en stærk lommelygte (helst vandtæt, for man bliver våd!), solide sko og ikke lider af klaustrofobi. Det er ret spændende og der er nogle fascinerende huleformationer derinde. Bemærk dog at du aldrig må gå derind, hvis det lige har regnet meget af fare for springfloder.

Kalymnos Prioriterer Klatreturister

Kalymnos, en lille ø i Middelhavet med grønne og lyseblå farver i havet, storslåede kalkstensklipper i orange overhæng og grotter uanset hvor du ser hen. Vi er kørt til enden af  vejen – der hvor absolut ingen trafik forstyrer nattesøvnen. Alligevel holdes vi vågne af et dyr hvis støjniveau, når det lander hen over øret, langt overgår de rigtige flyvemaskiner. Endnu er øen på 15000 indbyggere forskånet flystøj. Men landingsbanen og et stort overskud af hotelkomplekser er bygget. Allerede før det hele er taget i brug, mærker man den selvudslettende process. Oprindeligt er Kalymnos kendt for de naturlige svampe som voksede i havet rundt om øen. Tilrejsende for hundrede år siden beundrede de nøgne dykkere som kunne blive under vand op til fire – fem minutter for at samle de magiske badesvampe. Nu har fiskeopdræt overtaget scenen. Udslidt italiensk udstyr er placeret i de smukke bugter. Ved fodringstid besøger de vilde fisk sine slægtninge, og nogle er heldige med at rømme. Med simple snører forsøger dykkernes efterkommere at fange disse smuler fra de riges bord.

Specielt om vinteren ligger turisterhvervet brak. Mere alvorligt bliver det når opdrætsanlæggene har overbelastet kysterne og badevandet. Da er beboernes livsgrundlag for alvor ødelagt og kun klatrerturister vil bidrage til den spinkle økonomi. Masseturismen Skrottet Øen består nemlig af et sandt orgie af klatremuligheder, som ø-styret fører kontrol med og informerer om. Ved ankomst får man udleveret en guide, og mærkede stier fører dig helt uforvirret frem til ruterne, selvfølgelig med påskrevne navne. George Hatzismalis, leder af  ø-styrets sportskontor, oplyser at klatring er et nyt indsatsområde. Traditionel charterturisme indfrier ikke forventningerne, derfor har man ansøgt EU’s regionalfonde om støtte til endnu flere bolte. Som med udnyttelsen af kysten er der udsigt til frit at boltre sig i de utallige grotter. Hvis hr Hatzismalis godkender dig får du boremaskine og bolte udleveret. Men fri kunkurrence er der selvfølgelig ikke. En dygtig græsk klatrer har bemyndigelse til at justere graderinger og stjerner i guiden. Det er klart når EU er indblandet forekommer også udstrakt brug af “korruption”. Flere ruter med kryds, bolle og nodetegn og sød musik i ørerne, kan der kun siges en positiv ting om: man behøver ikke slide sko og hud op i eventuelle repetitioner. Derimod genstår en masse overhængende linier jomfrueligt nøgne. Tendensen afspejler at sportskontoret satser på at tiltrække den største gruppe af klatrere, nemlig “tyske slabklatrere” eller middelgode udøvere. Derfor er fordelingen af ruter atypisk i forhold til nyboltede områder andre steder i Europa. Der er flest ruter i graden 6a – 7b og få ruter hårdere end 7c. Men potentialet for at bolte ruter til eliten er enormt. Enhver som har kræfter til at gå i en halv time opad bakke, kan få sit eget crag med ruter i verdensklasse. Foreløbigt er det, efter min mening, kun sektor Odyssey som kommer i den kategori med i alt 59 ruter: syv 6b; otte 6c; seks 7a; 13 7b; fem 7c og tre 8a, plus en del fine lette ruter. Her er baner i flere stilarter; slab, vertikal og overhæng i diedre (Fouska 7a+) med tufaer og stalakitter. Vi fandt ingen fabrikerede eller chippede ruter;
det forklarer til dels at klatringen forekommer cruxet og derfor mere naturlig end visse steder i Sydeuropa, hvor ruterne er lige lovlig “jævne”. Dog vil jeg anbefale DNA, 7b på sektor Grande Grotta. On sight-orthodokse advares nu om at springe en sætning over. Cruxene er
nemlig at klippe de 14 slynger imens du hygger dig i en behagelig kneebar og efterfølgende rense ruten. Med næsten 45 graders hæng, er det en god ide at opleve ruten en gang til ved at rense på bagtov. Prøv endvidere Mind Boogle 7b+, 30 meter, 16 velplacerede bolte på både
overhængende og slabede crux plus en fintet stalakitlegeplads i toppen. Grande Grotta, som er alle tiders stallakitvidunder, er lukket for videre boltning. Ej på grund af faren for at blive ramt af et vidunder, men for at bevare den æstetiske værdi af de hængende kalkklumper. Jeg skulle ønske man også ville vurdere risiko; og endvidere, adaptere blot et minimum af samme krakilske hensyn til naturen inden for andre aktiviteter. Lokal Idyl i Forfald Det forekommer ekstra tydeligt på en turist-ø, at flere aktiviteter både udgør en væsentlig fare og ødelægger naturen. For eksempel den konstante åbne afbrænding af affald i
en af dalene på øen, eller den voldsomme trafik til alt for små gader. Konsekvensen er et hav af disse EU-scottere – som i øvrigt også klatrerne lejer. Dette inferno af knallertstøj og røg gør
det ulideligt at bruge den ellers fine og hyggelige hovedby, Pothia. Netop på en ø så lille som Kalymnos, ser man kontravirkningen af EU’s indsprøjtninger. Endnu er her ingen Mac D, eller store supermarkeder, men tendensen ses tydeligt – alt centreres om Pothia. Dette i en – i
udgangpunktet – fantastisk økonomi hvor der er flere små butikker og restauranter end fisk tilbage i havet. Blot at stadig flere kører til Pothia for handle bla. den uhyre delikate Kalymnos timianhonning, men også  helt almindelige ting som brød,  appelsiner og bananer. Og hver gang får du en plasticpose som bliver brændt i dalen eller flyver rundt på strandene. Her optræder de sammen med andet olietilklistret affald. Ja, det lyder utroligt negativt, men jeg beretter blot hvad jeg ser, at grækerne skifter olie i havet, og kaster rundt om sig med
bilskrot, vaskemaskiner og andre hvide og brune varer. Jeg forstår jo at grækerne mister moralen når myndighederne ikke tilrettelægger for at kvitte sig med affaldet eller når en olietanker lækker mere olie, end hele Kalymnos når at bruge før verden løber tør. Ellers er grækerne de fineste folk, og på denne ø lider de ikke af turistitis. Det ser man på den umiddelbare glæde ved at hilse på os, og især Snorre som bare er 6
måneder. Brødpigen råber Bjuuutiful når hun ser ham og selv teenagedrenge viser sine skrukhormoner på denne græske ø. De gamle gør alskens tegn for hans helse; gid nogen ville danse en soldans for os.
Velkommen Tilbage når Solen Skinner, selv om vi er så tæt på Sahara, at vi får flyvesand i salaten, regner det omtrent hver tredje dag – akkurat nok til at holde tufaerne våde. De lokale påstår dog at dette år er helt
usædvanligt koldt og regnfuldt. Det er bare vanskeligt at tro, når de har bygget kantsten op i en halv meters højde, præcis nok til at dæmme op for de flodbølger som skyller gennem byen når det styrtregner. Mere skumle er stormene med tyfonagtige vindstød. Som en hund der
kommer op af vandet, ryster bilen sig, og vi klamrer os fast til hinanden i håb om at den ikke vælter. Dog er det ofte dejligt januarvejr og vi lærer at acceptere våde greb. Det er ærgerligt i slutgrebet på en marginal 7b+ on sight, til gengæld morsomt når det sker uventet. 6a+ er “altid” en sikker opvarming for både Marianne og mig selv – men pludselig kommer hun skudt ud af en kanon – flyvende. Jeg vil vædde en tusse på at det ikke kommer til at ske for mig, men selv om jeg klatrer ekstraordinært sikkert, bliver jeg catapultet af ruten nøjagtig samme sted. Det giver os begge en personlig antirekord, og vi foreslår nu at
Mia’s place 6a+ på sektor Palace, bliver omdøbt til Mia’s catapult. Jeg anbefaler også sektor Baby House, med to fine 7a og en første klasses 7b. Sektoren burde have navn efter kolibrierne som summer rundt  i en nydelig blomstereng under ruterne. Grækenland er jo et
sandt navneparadis og ruterne har ofte mytologiske navne.
Som f.eks. Sisyphos – ham der altid trillede ned lige før toppen. Det bør jo være en bestseller, men blev nuppet af en 4c. Min mor kan gå 4c uden at ramle i toppen! Gudernes gud har også sin rute – Zeus 5b. Jeg ved godt, at for en nybegynder, er det helt fantastisk at fange en babymakrel. Men hallo! – se det fra Zeus’ synsvinkel – kære navnedøber! Det er måske lidt for meget forlangt, at den korrupte græker også skal holde regnskab på navnene, oveni graderinger og stjerner og EU-tilskud.

Historisk bouldering i Hueco Tanks

For cirka 34 millioner år siden skabte naturen et af verdens mest interessante boulderingområder i verden og placerede det midt i den Texanske ørken. Området kaldes i dag for Hueco Tanks, hvilket frit oversat betyder “Hul Bassiner”.

Det er netop Huecos huller og bassiner, der gør klippeformationerne til en så bemærkelsesværdige klatre-legeplads. Den geologiske forklaring er, at klipperne består af vulkansk porfyr, som oprindelig var omgivet af kalkstensmasse. Kalkstensmassen er langsomt eroderet væk og har efterladt en gigantisk bunke chokoladefarvede klippesten i de mest mærkværdige former og med de karakteristiske tusindvis af huller.
Som klatrer kan man naturligvis ikke andet end at glæde sig over alle de udfordrende hullerne, som nogle steder får klippen til at lige en mikrohullet havarti, andre steder en god gammeldags emmenthaler med store, dybe regelmæssige huller. 
Bassinerne, som er fordybninger i klippegrunden, har derimod glædet indianerstammer gennem tusindvis af år, idet de opsamler det sparsomme regnvand i ørkenen. Dette gør Hueco Tanks til et ikke alene fabelagtigt klatreområede, men også til et område af anseelig historisk interesse. Især Mescalero Apache stammerne har efterladt sig talrige beviser på deres eksistens i området i form af potteskår, bopladser og ikke mest hundredevis af fantastiske vægmalerier. Er man bare en anelse historisk eller geologisk interesseret er der derfor ingen grund til at kede sig på en hviledag!

Desuden er den historiske del af Hueco Tanks noget, man er nødt til at forholde sig til, hvis man har intentioner om at klatre der. På grund af sin historiske værdi er Hueco et fredet område, der i dag hører under Texas Wildlife Department. Det koster derfor 4 $ om dagen at klatre i området, ligesom man (kun en gang) også skal gennemgå en 20 minutters instruktion i, hvordan man forholder sig til området. Det er dog det hele værd.

Der er bogstavelig talt masser at tage fat på i Hueco Tanks. Primært i form af bouldering, men der findes også en del ruter. Blandt andet klassikeren “Sea of holes” (amerikansk 5.10), en lodret væg, der på grund af sine tætte små huller svarer meget godt til den tidligere beskrivelse af en havarti ost. Der er desuden talrige ruter på “Central Wall” i en til to etaper. Sværhedsgraden varierer fra 5.8 til 5.13 (amerikansk)
Mange af ruterne har dog kun få bolte og er en blanding af sports- og traditionel klatring. Det kan derfor være en god ide at medbringe udstyr til begge dele, hvis man vil klatre ruter i Hueco.

Mht. til bouldering er Hueco en gavepose, hvad enten man er til ti meters lodret powerklatring ved hjælp af lommer i hovedstørrelse eller til vandret klatring på “slopers”. Der er desuden masser af huler at klatre i samt overhæng en halv meter over jorden med ondskabsfulde “crimps” i Netto-pomfrit størrelse.
Graden af udfording varierer fra V0 minus til V15. Selv V0 er dog ofte både teknisk og styrkemæssigt ret svære, hvilket godt kan slå selv den mest ihærdige begynder ud. Et godt sted at starte for begyndere eller for folk der gerne vil bygge et hudlag op er “Warm up Boulder” eller “Small Potatoes”.
Klippen i Hueco er af en særdeles skarp natur, og det er de færreste, der slipper ud af Hueco uden mindst en seriøs “flapper” (Når huden på fingerspidserne skæres af og hænger i en flap). Masser af tape kan minimere flapperne, men forringer din evne til at holde fast på klassiske “crimp-roofs” som The Mushroom Roof (V8).

Der er for nylig blevet åbnet op for et helt nyt klatreområede i Hueco, kaldet “The Meadow”. Man kan finde det ved at gå op til toppen af North Mountain, indtil man ser “Mousie Adams” skrevet på væggen (grafitti har længe været en dårlig vane for besøgende i Hueco.) Her skal du kravle igenne en snæver og lidt besværlig passage, men derefter åbner der sig til gengæld et mindre klatremekka henlagt i solskin det meste af dagen uanset årstiden. Den bedste sæson for klatring i Hueco er fra oktober til april, hvor temperaturen er lav og friktionen er høj!

Skulle du have lyst til at læse mere om Hueco Tanks kan du kigge følgende steder:

“Hueco Tanks: Climbing and bouldering Guide”, skrevet af John Sherman
eller du kan gå til  http://www.drtopo.com/ , hvor du kan downloade en aldeles udemærket guide over linierne og ruterne i Hueco Tanks. Vejr og andet nyt fra Hueco kan du finde på:
http://www.huecotanks.org/newsindex.htm 
Billeder af stedet finder du her: http://www.aaaclimbing.com/climbhueco.htm

Hvordan du kommer dertil:
Hueco Tanks ligger som sagt i det sydvestlige Texas lige uden for grænsebyen El Paso. Er du alligevel i det nordlige Mexico, kan det være oplagt at smutte en tur over grænsen til Hueco. Man skal blot finde en bus mod Ciudad Juarez og krydse grænsen der.
Flyver du direkte fra Danmark, kan du vælge den nærmeste internationale lufthavn, som faktisk ligge i El Paso. Ellers ligger Phoenix lufthavn kun godt 7 timers kørsel derfra den er evt. er billigere at flyve til.

Når du først er kommet til El Paso har du flg. valgmuligheder for at komme til Hueco:
– Tag en taxa (50-60 dollars)
– Lej en bil (det kan anbefales at ha en bil)
– Ring til Rob på Hueco Rock Ranch (915 855 0142). Han kan hente dig i lufthavnen eller andetsteds i El Paso, hvis du vælger at bo på hans campingplads.

Hvor du kan bo:
Medbring et telt og bo på en af de omkringliggende campingpladser. Hueco Rock Ranch er der hvor de fleste vælger at bo. Her er der også værelser, du kan leje, men de er dyre. Du kan også campere på “Pete and Queta Country Store” (915 857 1135). Det koster omkring 5 US$ pr. nat at campere, og begge steder er omkring 5 km. fra Hueco Tanks Park, så du skal bruge en bil eller et lift for at komme ud at klatre. Det er dog som regel rimelig nemt at få et lift med andre fra campingpladsen.
Den sidste mulighed er at campere i selve Hueco Tanks Park. Her er smukt, du får de bedste badefaciliteter, og du bor midt i klatreområdet. Det koster 10 US$ pr. teltplads og det inkluderer adgangsgebyr for parken. Eneste minus er, at der er temmelig dødt om aftenen.

Skal du være i Hueco i længere tid kan det være en god ide at leje en bil, da Hueco er langt fra alting – også butikker der sælger mad.

Klatring på Kullen

Klippeklatring

Kullen ligger mindre end 3 timers kørsel fra København og byder på god klippeklatring uanset niveau.
Området
Kullen er et naturreservat med grotter, moser, kystklipper, løv- og nåleskov.
Kullen har et rigt og varieret dyre- og planteliv. Det er således muligt at se kaniner, rådyr, ræve og et utal af fugle. Man kan endvidere være heldig at se havpattedyrerne spættet sæl og marsvin. Området indeholder en række naturstier hvor det er muligt vandre.


Klatring

Som nævnt er der ruter for alle niveauer. Alle ruter er beskrevet i bogen “Klatring på Kullen” udgivet af Dansk Bjergklub.


Overnatning

Det er ikke tilladt at overnatte i naturreservatet, men der er en stor campingplads ved Möllehässle, hvor der også er et dykkercenter, da Kullen byder på fine dykkersteder.


Praktiske oplysninger

– Camping: Möllehässle 042-43 73 84/ -34 64 48
– “Klatring på Kullen” udgivet af Dansk Bjergklub.

Doping i boulder-worldcup

Det amerikanske klatrevidunderbarn Chris Sharma, der egentlig vandt boulderworldcuppen i München i juli, er blevet frataget sejren, da han ikke slap helskindet gennem en efterfølgende dopingkontrol.

Hvad vi længe har set inden for stort set alle andre sportsgrene, “måtte” jo også på et eller andet tidspunkt dukke op blandt konkurrerende klatrere.
Men heldigvis har man været hurtigt ude med at statuere et eksempel.

(Kilde: Dansk Bjergklub nr. 4)

Det bør måske nævnes at han blev taget for at have røget marihuana.

Klatre Nyt

Sure klatresko.
Udviklingen inden for klatreudstyr tager ofte nogle spøjse veje. Nu har ungarske kemikere fundet på at farve klatresko med rødebedesaft, der er en velkendt indikator for væskers pH (surhedsgrad). Meningen med farvningen er, at klatreren selv kan se, hvornår han/hun har haft sine sko på så længe, at de trænger til vsk. Et basisk miljø vil farve rødbedesaften grøn, mens et surt miljø vil give den en blå farvning.

Klatreskoene markedsføres nu af det ungarnske skofirma Tréfacsináló og kan indtil videre kun købes i Budapest.

Alpine panoramaer
Interesserer man sig for bjergpanoramaer i alle deres afskygninger, kunne det måske være en ide at lægge turen forbi Schweizerisches Alpine Museum i Bern mellem 23. november og 1. maj. Her vises mere end 200 års forsøg på at udstille Alperne tre-dimensionelt. Flere oplysninger (på tysk, fransk og engelsk) på:
http://www.alpinesmuseum.ch

(Kilde: Dansk Bjergklub nr. 5 – november 2001)