Kategoriarkiv: Bjergbestigning

Guide til Danmarks Bjerge

I en ny bog beskriver nordmanden Roger Pihl sine bedrifter med at bestige alle Danmarks bjerge over 100 m – i alt 183 toppe!

Jomfrubjerget (Bornholm)

Rytterknægten (Bornholm)

Brændholdt (Fyn)

Lerbjerg (Fyn)

Trebjerg (Fyn)

Den jyske ås (Jylland)

Ejer Bavnehøj (Jylland)

Tårnet på Ejer Bavnehøj (Danmark)

Udsigten fra Ejer Bavnehøj (Jylland)

Rebild bakker (Jylland)

Skamlingsbanken (Jylland)

Todbjergtårnet (Jylland)

Sommerspiret (Møn)

Gråryg (Møn)

Sjællands alper (Sjælland)

Kulsbjerg (Sjælland)

Vejrhøj (Sjælland)

Bestig Kilimanjaro

Der er stadig pladser på Kilimanjaro 10. juli 2006.

I 2006 er alle vore gruppedeltagere til dato kommet på toppen (Uhuru Peak) af Kilimanjaro. Vi er ikke billigst – men tager du trekkingturen og akklimatiseringsplanen i betragtning (læs om højder her) kan vi med god samvittighed sige at du ikke får det bedre!. Vi går ad Shira-ruten, hvorved vi oplever hele Kilimanjaros fabelagtige natur.

http://www.kiplingtravel.dk/grr_oestafrika_kilimanjaro_5.895_meter_index.htm

Mont Blanc 2004

Billeder fra min tur til Mont Blanc juli 2004
– anden gang på Mont Blanc…
– anden gang vi ikke nåede toppen…
– Grrr…!

Iiiiiver på vej ned igen

Topforsøg kl. 4 om natten. Det blæste voldsomt og stien var næsten sneet til.
Vi nåede ca. 4300 m op, før vi besluttede os for at vende om. Grrr

Tano på vej ned

Iiiiiver se på et hul i sneen – som formentlig er 100-vis af meter dybt – ja, det er ikke helt ufarligt…

Teltlejr ovenfor Goûter

Iiiiiver foran Goûter-hytten (3817 m)

Tëte Rousse (3167 m) – den sprang vi over og gik direkte til Goûter.

Der er mange kors på vejen op – ‘Kun en tåbe frygter ikke bjerget…’

Madlavning i refugiet – havregrød morgen og middag – TravelLunch til aften.
Jeg spiser ALDRIG havregrød igen!!!

Hytte, hvori vi overnattede den anden nat – vejret var for dårligt til at nå til Tête Rousse

En bjergged uden for refugiet

Iiiiiver og Tano på vej langs bjergbanen – rigtige mænd går hele vejen op…!

Fra venstre: Undertegnede, Tano og Bøf

En Trangia fungerer mange gange bedre med en benzinbrænder i fht. både gas og sprit

Manden de kaldte `Iiiiiver´

Camilla og Bøf – nu hr. og fru kaptajn Pedersen

Udsigt over bjerget fra campingpladsen

Iiiiiver og Tano. Læg mærke til hvor kækt Tano bærer sin hue under hjelmen…

Endnu en bjergged – denne gang med meget diabolske horn…!

Grand Central couloir

Mt. Kitchener

Nordsiden af Mount Kitchener er en stejl væg der rejser sig ca. 4000 fod fra morænerne for neden. Denne væg er kløvet af en svagt kurvet couloir – The Grand Central. Ruten blev første gang klatret af Jeff Lowe og Mike Weiss i 1974. Jeff Lowe havde forsøgt ruten før, sammen med George Lowe, men de havde for varmt vejr og de faldende sten fik Couloir’en til at rumle som New Yorks Grand Central Station på Juleaften – deraf navnet. Ruten går for at være en af de klassiske Rockies “Grand Course” – klassiske hårde ruter. Lowe sammenligner den med ruter som SuperCouloir på Mt. Blanc du Tacul og Colton/Macintyre på Grandes Jorasses i Alperne, idet alle tre var ruter der blev klatret ved brug af teknik og fysik tilegnet under vinterklatring på frosne vandfald. Disse ruter var en naturlig, alpin, progression af vandfaldsklatring, som dengang var forholdsvis ny som individuel sport.

Linien, historien og atmosfæren omkring ruten appellerede til Mathias – min kammerat fra Equador og mig selv. Det at problemerne på ruten kan løsesnæstenudelukkendepå is, var det sidste vi havde brug for, forat overtale os selv til at give den et skud.

 


 

 

På Tilgangen til Kitchener. Toppen af ruten kan ses i baggrunden. Foto © Mathias Dammer

 


 

 

Vi havde begge fri i en uge i april, så vi lånte Mathias’s roommate’s bil og susede af sted mod Rockies. Vi håbede at vinterens snefald havde nået at opbygge en masse is og at det ikke var begyndt at smelte endnu.

Vi planlagde at gå tilgangen, sove for foden af ruten og så starte op ved midnatstid. Tilgangen gik overraskende let på trods af at det var op ad bakke og vi havde “overnatningsrygsække” på. Vi fik dog lov at svede en del, hvilket jeg senere måtte bøde for. Vi slog teltet op ca. en halv times gang fra væggen, og fik smeltet noget sne og lavet lidt mad.

 


 

 

 

Telt under Kitchener. Det meste af væggen er gemt i skyerne.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Der var stadig en del timers mørke tilbage da vi stod op. Støvlerne (vi var begge i læderstøvler!) var som blokke af is og svære at få på. Sveden fra tilgangen var frosset. Det havde vi begge prøvet mange gange før, men denne gang kunne jeg slet ikke tø dem op, selvom vores tilgang var længere end den beregnede halve time. Væggen var simpelt hen så stor at vi groft havde fejlvurderet afstanden – der var nærmere to timer der hen. Heldigvis havde det meste af væggen været dækket i skyer dagen før, så vi ikke var blevet alt for skræmte af størrelsen på væggen.

 

Ruten startede op ad en lang, lavinefarlig sne skråning som hele tiden blev stejlere. Efter ca. 400 højdemeter blev det så stejlt at sneen blev skiftet ud med is. Vi stoppede her for at drikke og smelte lidt sne, mens vi stadig kunne lave en hylde at hvile på. Det var tidligt på dagens lyse timer. Vejret var koldt og væggen stille. Det berygtede stenfald holdt sig i ro. Vi anslog temperaturen i den tørre luft til ca. minus 15 grader C, men det var sandsynligvis koldere. Jeg har senere hørt fra en kammerat som deltog i et isklatrekursus nogle dage forinden i samme område, at de havde minus 40 grader C! Så koldt var det nok ikke men det var måske nok koldere end vi troede.

Da vi havde fået lidt væske i os, gik vi parallelt op ad en stenhård isskråning på ca. 60 grader til bunden af en kamin med noget særdeles stejl is i bunden. Vi mente at det var “Blanchard/Doyle Icestrip” og det var den variation vi ville klatre. Mathias tog første reblængde som var 4+/5 grads is op gennem kaminen, som ikke var meget bredere end vores skuldre. Helt fantastisk.

Min reblængde var stort set magen til, måske endda lidt stejlere. Jeg klatrede indtil jeg løb tør for reb, 60 meter højere. Fra min standplads kunne jeg se der hvor isen blev til en snehylde som det så ud til man kunne traversere mod venstre, i retning af hoved-couloir’en.

 


 

 

Kasper fører anden reblængde i iskaminen.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Mathias førte op mod hylden, kom til et sted hvor kaminen ligesom knækkede en smule til siden og tvangham til at lave et par usikre, besværlige bevægelser som han havde sikret med en god isskrue. Så kom han op i sneen og pludselig bevægede rebet sig ikke mere! Det så ud som om han nærmest lå på maven i sneen, men det kunne være vinklen der snød. Langsomt, langsomt krøb rebet gennem min bremse indtil jeg ikke længere kunne se Mathias. Rebet fortsatte opad, lige så langsomt som før, for til sidst at stå stille. Et par sekunder efter råbte Mathias noget jeg ikke helt kunne høre. Han forsøgte igen . Det lød som om han spurgte efter vores pitoner, som han havde valgt ikke at tage med på reblængden. Jeg bandt dem i det ene reb og Mathias begyndt at hejse dem op. Så kom de ned. Så op. De sad åbenbart fast i et eller andet. Til sidst tryglede Mathias om bare en piton. En lille en. Jeg bandt en tynd, blødståls Knifeblade i rebet og den kom op. Så hørte jeg hammerslag – det var Mathias der huggede klippen ned som man gør det med rådden is. Rockies er ikke kendte for høj kvalitet sten. Tilsidst hørte jeg lyden af en piton der bliver slået i og lidt efter fik jeg besked på at komme op, uden at falde. Jeg klatrede op til Mathias’s isskrue og tog den ud. Det eneste der nu kunne forhindre os begge i at blive slået ihjel hvis jeg skulle falde var en enkelt Knifeblade i rådden klippe! Og nu skulle jeg så til at klatre det besværlige sted – fuld koncentration, tak. Jeg turde ikke lave de marginale bevægelser på isen som Mathias havde lavet, så jeg tog klippen til hjælp og drytoolede med den ene økse. Et par M5 bevægelser og jeg kunne se hvorfor Mathias havde været så lang tid om sneen. Det var en kæmpe sne “mushroom” som hang ud over dybet. I den var et stort hul hvorigennem man kunne se hele vejen ned ad væggen! Den eneste vej over var at bridge med et ben på hver side af hullet, men sneen var helt ukonsolideret og det er mig stadig en gåde at vi kunne klatre i det. På den anden side var en snevæg på 2-3 meter. Mathias havde stået der, med et ben på hver side af hullet og hugget løs på denne væg indtil den ikke længere var overhængende, men kun lodret. Heldigvis havde han været nogenlunde sikret af snelæben i tilfælde af han skulle ryge ned gennem hullet. Nu skulle jeg så over men igen med den ene piton i den rådne klippe som vores eneste forbindelse til bjerget. Heldigvis var væggen jo allerede hugget til, så det gik.

Vi fik nu forstærket Mathias’s standplads med to knifeblades mere og fik orienteret os lidt. Vi blev enige om at vi ikke var på den rette linie, men måske en travers kunne bringes os tilbage. Så var det måske alligevel ikke “Blanchard/Doyle Icestrip” vi havde klatret.

Jeg forsøgte traversen. Klippen var stejl, rådden og dækket i puddersne. Til gengæld var der ingen sikringer. Efter et par meter besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og klatrede tilbage til standpladsen. “Du er velkommen til at forsøge. Måske er det bare mig der er en kylling.” Siger jeg. “No Kasper. If you couldn’t do it, I’m not even going to try.” OK, så er det vist ned ad. Vi havde mistet for meget tid til at forsøge at abseile ned og klatre tilbage op ad den rigtige linie. Mine tæervar kolde og jeg var bange for at fryse dem på en bivuak.Vi var nået 800-900 meter op af ruten.

Et par håndfulde abseils bragte os tilbage til det punkt hvor vi havde holdt pause på vej op. I samme øjeblik gik der en powder-lavine ude til siden. Den kom fra cornice’n helt oppepå toppen og falder over vores rute videre ned. Sneen var ikke nok til at skade en person, men mon ikke der også var nogle klumper is eller sten blandet i? Det ville i hvert fald være nemt at blive forvirret og måske tabe balancen i infernoet, hvis man stod under den. Så gælder det om at bevæge sig hurtigt, så man tilbringer så lidt tid som muligt i farezonen. Vi sprintede nedad, så godt vi kunne på dette moderat stejle sneparti.

Da vi langt om længe nåede teltet, havde vi været i gang i over 16 timer på en stejl nordvæg i fulde vinterforhold. Vi var begge lidt halvtrætte. Der var ikke mere mad tilbage, så vi kunne hoppe direkte i poserne og nøjes med at smelte lidt sne over brænderen.

Da jeg tog strømperne af, kunne jeg godt se at den var gal med tæerne. Og ganske rigtigt, den velkendte smerte af forfrysninger der tør, begyndte stille og roligt at tage til. Og til…

Morgenmaden næste morgen var hurtigt overstået – der var ikke nogen.

Jeg var bange for at skulle gå tilbage til vejen på mine forfrosne fødder som var blevet tøet i løbet af natten, men jeg havde ikke noget valg. Det var mest højre storetå der er gal, den havde fået helt forkerte farver. Heldigvis kunne jeg sagtens få mine støvler på og vi pakkede vores grej sammen. De næste 4 timers vandring var en pine, mest psykisk, fordi jeg var så bange for mine tæer – det gjorde ikke rigtig ondt, men jeg var meget omhyggelig med ikke at støde tæerne, hvilket var umuligt på de isede moræner.

Hospitalet i Jasper var lukket, så vi gik i svømmehallen og sad i boblebadet. Næste formiddag gik jeg til lægen for at få checket tæerne. “You may loose some of this…” Så galt gik det dog ikke, jeg passede og plejede mine fødder den næste måneds tid. Storetåen blev sort ned til første led og der var en stor vabel på – heldigvis uden blod i. Jeg tabte neglene på alle 10 tæer og huden på storetåen. Selve tåen blev dog ikke kortere, og jeg åndede lettet op. Snart kunne jeg bruge almindelige sko igen og klippesæssonen havde ikke været i gang længe før jeg kunne tage friktionssko på også.

Jeg slap godt fra det, men må nu være superdisciplineret med mine fødder for at undgå fremtidige forfrysninger, for mine fødder bliver kolde for et godt ord.

Sådan endte vores eventyr på Grand Central. For denne gang…

 


 

Facts om ruten:

Bjerg: Mt. Kitchener, Canadian Rockies

Navn: Grand Central Couloir

Førstebestigning: 1974, Jeff Lowe, Mike Weiss

Gradering: Lowe giver den: V, AI4 M6 VS

Den lokale guide:V 5.9 A2/WI5

Guide: Alpine Select, Canadian Rockies af Sean Dougherty. Lowe’s bog Iceworld giver også nogle gode oplysninger, samt en beskrivelse fra førstebestigningen.

 


 

 

Der er en artikel om alpinklatring generelt i Canadian Rockies på vej, så hold øje med Website’et her.

 

Drømmen om de 6000 meter (2.del)

(Fortsættelse af tidligere artikel)

Sajama Village: Fra Sajama by i 4200 meters højde er der den vildeste udsigt man kan forestille sig. Man kan se 4 vulkaner, Sajama (6542m), Parinacota (6340m), Pomerape (6220m), og Guallatiri (6066m). Sidstnævnte står og ryger en smule. Parinacota er rent faktisk lige inde i Chile, mens vulkanen lige ved siden af (Pomerape) skulle være boliviansk. Efter min vurdering er Parinacota bestemt en af de smukkeste vulkaner i verden, den er meget symmetrisk og dækket af et kønt snedække de øverste ca. 800 meter.

Parinacota (tv) og Pomerape (th) set fra Sajama byen (4200 moh)

Synet af Parinacota var simpelthen for betagende. Jeg fik igen en afsindig lyst til at bestige denne vulkan, hvilket jo var drømmen helt fra starten af. Dette skulle kunne gøres på to dage, men nu var spørgsmålet om jeg kunne finde en kvaliciceret guide og leje noget udstyr. Byen var, som vi havde hørt, noget øde, men alligevel fik jeg en aftale i hus med en gut der havde en jeep. Næste dag ville jeg kunne få et lift de ca. 25 km. til foden af Parinacota og jeg kunne få en ung lokal guide med, der dog ikke kunne snakke engelsk. Det sted hvor jeg spiste min aftensmad, der bestod af lamakød og pomfritter, kunne jeg leje noget udstyr. Jeg valgte at leje et par steigeisen og en isøkse.

Parinacota bestigning, dag 1: Min kammerat Lars var desvære lidt syg, vi vidste ikke hvad han fejlede, men han havde af og til noget feber, så han kunne ikke være med til bestigningen. Alene tog jeg afsted, hvilket gjorde det hele noget dyrere. Det kostede hele 40 US$ at køre de 25 km. i jeep fra Sajama by til foden af Parinacota, og altså 80 $ ialt, det er jo sindsygt i et ellers meget billigt land!! På de 25 km. lykkedes det at løbe tør for benzin, sidde fast i sandet et par gange, og så smadrede chafføren også lige koblingen, som han dog fik fikset igen, og der var ekstra benzin med på taget. Alt dette kunne ikke overraske mig mere, når det gælder transport, skal man være forberedt på det værste i Bolivia, hvilket vi jo i hvert fald selv erfarede flere gange.

Udover dette havde jeg også hyret en guide, da det kan være farligt selv at give sig i kast med et bjerg af denne kaliber. Han var kun 20 år, men kostede også 40$ om dagen. Han havde dog besteget Parinacota et par gange, og også den nærliggende vulkan, Sajama (6542 m), det højeste bjerg i Bolivia. Han havde ovenikøbet været med til at spille fodbold på toppen af Sajama i 2001, hvilket selvsagt er verdensrekord for fodbold i højden!!

Tilbage til bestigningen. Vi ankom i jeep til 4600 meter kl. 14. Herfra skulle jeg og guiden gå de 800 højdemeter op til campo alto (High camp) i 5400 meter. Det var vildt hårdt, da jeg både havde telt, brænder, tyk sovepose og en masse tøj med, og luften var meget tynd. Jeg fik dog lokket guiden til at slæbe en smule, da jeg var ved at gå kold på de 40 grader stejle askeskråninger!!

Vi kom til Campo Alto lidt før det blev mørkt, kl. 17.15, lige omkring sne grænsen. Det bliver kulmørkt i Bolivia omkring kl. 18.30. Her nær ækvator går solen meget stejlt op og ned, så der er nærmest ikke noget tusmørke. Om dagen er det lunt, selv på altiplano 4000 meter over havet, men når solen går ned, bliver det enddog meget koldt. Vi fik lavet mad, og var i posen allerede kl. 19.

Parinacota bestigning, dag 2: Det frøs meget om natten, min cola i teltet var stivfrossen ved daggry. Det var meningen, at vi skulle begynde bestigningen kl 5 om morgenen, hvor det var mørkt og meget koldt. Jeg havde dog næsten ikke sovet (typisk i højden) og havde en lille kvalme, så jeg frygtede højdesyge og udskød bestigningen til kl.8. På dette tidspunkt havde jeg stadig en lille kvalme, men besluttede at forsøge mig mod toppen. Fik jeg det dårligere, ville jeg straks fortælle guiden, at vi skulle gå ned.

I 5500 meter tog vi steigeisen under støvlere, og fra nu af var det den rene snevandring på 40 grader stejle skråninger. Det var selvsagt meget hårdt, vi gik på tværs af skråningen (zig zag), men jeg måtte holde pustepause meget ofte. Dette betød, af vi nærmest ikke kom nogle vegne, sådan føltes det i hvert fald. Det er meget vigtigt at have tålmodighed og jernvilje, når man bestiger bjerge, det er en meget langsom proces, et skridt af gangen, men toppen bliver ved med at være langt væk. Vi havde ikke rigtigt været i form i Sydamerika, kørte i bus hele tiden eller spiste burgere og fritter/kylling (svært at få andet), så min form var ikke i top, slet ikke. Vi havde dog været på altiplano i næsten 4 uger, så jeg var meget godt akklimatiseret til 4000 meter, utroligt vigtigt.

Måske var det vildt koldt om natten, men det var næsten uudholdeligt varmt i sneen omkring kl.10, jeg havde lyst til at smide alt tøjet, men vinden (når den var der, det var ok vejr) var kølig. Varmen gjorde det hele endnu hårdere, og skråningen var bare så stejl, så man næsten ikke fatter det, og den blev ved. Den vedvarende konstante hældning er ulempen ved vulkaner, men der er sjældent så mange gletschere, hvilket gør det muligt at bestige mange vulkaner uden brug af reb. Vi havde steigeisen og isøkse med. Man skal passe på ikke at falde og skride ned af de stejle skråninger, dette var eneste faremoment udover højdesyge ved bestigningen. Isøksen skulle bruges til at stoppe sådanne fald, det kom dog heldigvis slet ikke så langt, jeg følte mig ok tryg på skråningen, sneen var god og hård.

Efterhånden tækte jeg på at give op, da jeg hele tiden skulle have pustepause, men hvis jeg havde tålmodighed nok, og kunne undgå højdesyge, så skulle det vel lykkes på et eller andet tidspunkt. Jeg satte et nyt mål, bare at komme over de 6000 meter og slå min rekord fra Kilimanjaro i Afrika. Efterhånden lykkedes dette, og mit højdeur gik i sort, da det kun virker til 6000 meter, et godt tegn. Vi fortsatte den langsomme fremmarch. For at holde mig gående tænkte jeg på min nye lille nevø, Marius. Han skulle ikke have en onkel, der sådan bare lige giver op, og ikke har fightervilje. Dette hjalp mig hele vejen til toppen. Vi ankom kl. 12.15 til kraterranden i omkring 6300 meter over havet. Jeg undgik de store højdesyge symptomer, der plagede mig på Kilimanjaro, og der var en fantastisk udsigt fra toppen mod de nærliggende vulkaner, og ned i krateret, der var fyldt med sne.

Sejrens sødme, maj 2002. Kraterranden af Parinacota.

Nedturen var også slem, jeg var træt, og når man gik ned af den stejle skråning skulle man især være koncentreret for ikke at falde. Vi nåede ned til 4600 meter til kl. 15.30 og kort efter ankom jeepen for at hente os. Det var med ro i sjælen at turen gik tilbage til Sajama landsbyen, min drøm om at komme over de 6000 meter var ført ud i livet.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Bjerge: Der er mange gode egnede bjerge i Sydamerika over 6000 meter, og Parinacota er blandt de nemmeste. Men som nævnt ovenfor er det utroligt smukke bjerg, Huayna Potosi, nær La Paz også en populær mulighed. La Paz har et rigt udvalg af turarrøngerer til bjergtoppe i den nærliggende bjergkæde, Cordillera Real. En sværere mulighed er bjerget Illimani (6460m), der tydeligt ses fra La Paz. I Peru er området omkring Huaraz et mekka for trekkere og bjergbestigere, og her findes nogle af de flotteste bjerge i Sydamerika, blandt andet det fantastisk smukke Alpamayo, der dog lige er under de 6000 meter. Perus højeste bjerg Huascaran ( 6768m) findes også i dette område. I Equador kan bjerget Chimborazo (6267m) være en oplagt mulighed.Udstyr: På Parinacota kan man nøjes med isøkse og steigeisen for sin egen sikkerhed, men på mange andre bjerge vil det også være nødvendigt med reb og klatreudstyr. Gode solbriller og varmt tøj er en selvfølge.Transport: Sajama by ligger nogle kilometer fra asfaltvejen, der forbinder La Paz i Bolivia med Arica i Chile. Man kan stå af ved asfaltvejen og håbe på et lift til Sajama, der er noget langt at gå, men ikke umuligt. En anden mulighed er at tage med bus fra La Paz og sydpå til byen Patacamaya. Her kan man fange små minibusser, der kører helt til Sajama landsbyen. Dette var hvad vi selv gjorde.

En flybillet Sydamerika t/r løber op i omkring 6000-7000 kroner.Sæson: Parinacota kan bestiges året rundt, men i visse perioder kan der være dannet mange ispenitentes på bjerget, som kan gøre en bestigning vanskelig. Jeg tror månederne omkring maj-september er gode, her vil der være et godt og mere ensformigt snedække, da det er umiddelbart efter regntiden.Turarrangører: La Paz har masser af brugbare selskaber eller prøv selv lykken i Sajama parken, hvor der dog ikke er meget at komme efter. Der er egentlig ingen butikker i byen, man kan få lidt mad hos de lokale, og leje lidt udstyr hist og pist. Det er en god ide selv at tage mad med til Sajama, da man ikke kan få meget andet en lokalt lamakød, og jeg synes personligt ikke det smagte fremragende, og det var sejt.

Huaraz

La Paz

Litteratur:

Lonely Planet Bolivia  online rejseguide

Andes.org.uk  info om alle bjerge i Sydamerika over 6000 meter

 

 

The End……….  

Drømmen om de 6000 meter (1.del)

Drømmen opstår: Drømmen om at komme over de 6000 meter opstod vel næsten lige efter, at jeg i sommeren 2000 havde besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der med sine 5895 meter lige akkurat ikke nåede op over denne grænse. Dengang havde jeg været på toppen sammen med min studiekammerat Lars, og da vi to i 2001 så småt begyndte at planlægge en længere tur til Sydamerika til foråret 2002, var en bestigning af en 6000’er inde i billedet med det samme.

 

Efter at have besteget det højeste bjerg i Afrika, ville det selvfølgelig også være en drøm at stå på toppen af det højeste i Sydamerika, Aconcagua på 6962 meter. Men der var dog visse begrænsninger. Den ene var økonomien, vi skulle være i Sydamerika i 3 1/2 månede og også et smut til USA, så budgettet var ikke så stort. En anden begrænsning var vores tekniske kunnen. Vi havde ingen erfaring med teknisk bjergbestigning, så vi skulle finde et bjerg, der ikke krævede den store bjergbestignings ekspertise og samtidig et bjerg, der kunne bestiges med få penge på lommen.

Aconcagua skrinlægges: Med disse forbehold blev det klart, at Aconcagua ville blive for dyrt for os, og måske også for krævende. Godt nok er Aconcagua sandsynligvis det højeste bjerg i verden, der kan bestiges uden den store tekniske kunnen, men bjerget er højt samt meget koldt og blæsende. Det ville kræve en del dage og en del udstyr at give sig i kast med dette bjerg, og dette ville bringe de samlede udgifter op på et niveau, som vi ikke kunne magte, med alt det andet vi skulle i Sydamerika. I stedet besluttede vi os for at foretage et trek for foden af Aconcagua og kigge os om efter et andet egnet bjerg over 6000 meter at gå i krig med.

 

Cerro Aconcagua

 

Den mægtige sydvæg på næsten 3000 højdemeter

 

 

 

 

 

 

Foto: Marts 2002 (LN)

 

Sydamerikas fordele: Hvis man ikke kender til teknisk bjergbestigning, men alligevel har en drøm om at komme over de 6000 meter, så har man måske de bedste muligheder i Sydamerika. Der er mange vulkaner over de 6000 meter, og vulkaner er typisk mindre krævende teknisk end egentlige bjerge. Dette skyldes vulkanernes symmetri, der eksponerer sneen mod solen, og der er ikke så mange læpunkter, hvor sneen kan fyge sammen. Dette bevirker, at gletscherdannelse ikke er så fremtræden på vulkaner som på bjerge. Kan man blive fri for gletschere og ekstremt stejle passager, så kan man også undgå at bruge reb og kende til rebteknikker. En anden fordel i Sydamerika er klimaet. Dette gælder i hvert fald for de toppe, der ligger i Andeskæden på grænsen mellem det nordligste Chile og Argentina, og på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger nemlig den knastørre Atacamaørken, hvormed vejret ofte er godt og stabilt og snemængden på bjergene er begrænset. Snegrænsen ligger faktisk normalt helt oppe ved 5500 meter over havet og nogle steder næsten 6000 meter på nordvendte skråninger.

Volcan Licancabur. 5916 meter, men næsten snefri på nordsiden

En tredie meget stor fordel i dette område er højplateauet, der strækker sig fra det nordligste Argentina og til det sydligste Peru, og som dækker en stor del af det vestlige Bolivia. De fleste vulkaner i dette område rejser sig op fra dette plateau, hvilket betyder, at højdeforskellen mellem base og top “kun” er på ca. 1500-2000 meter. Der er altså gode chancer for at få en optimal højdeakklimatisering, hvilket er så super vigtigt, når man skal bestige høje bjerge. Et par uger på højplateauet og man er godt rustet.

Udvælgelse af det rette bjerg: Med denne viden gav vi os i kast med at kigge efter nogle gode egnede vulkaner eller bjerge i det omtalte område. I det nordlige Chile på grænsen til Argentina fandt vi vulkanen Ojos del Salado, der med sine 6893 meter skulle være verdens højeste vulkan, og det andet højeste bjerg i Sydamerika efter Aconcagua. Vi kunne læse os frem til, at vulkanen ikke skulle være specielt teknisk, og snemængden var ikke af betydning. På den negative side var dog vulkanens afsides beliggenhed og problemer med en ordentlig akklimatisering. Det tiltalte os dog meget at komme til at stå på toppen af den højeste vulkan, men alligevel endte vi med at finde en mere egnet kandidat i Sajama National Parken på grænsen mellem Chile og Bolivia. Her ligger 4 høje vulkaner på over 6000 meter lige ved siden af hinanden i nærheden af den asfalterede hovedvej mellem Arica i Chile og La Paz i Bolivia. Tilgængeligheden var altså god, og samtidig rejste vulkanerne sig op fra et 4200 meter højt plateau, hvilket kunne give en god akklimatisering. Området passede også perfekt med vores planlagte rutevalg i Bolivia, idet vi ville kunne akklimatisere på det høje plateau i Bolivia i en 3 ugers tid før vi ville tage til Sajama parken.

I Sajama National Parken kunne vi vælge mellem Sajama på 6542 meter (Bolivias højeste punkt), Parinacota på 6340 meter og Pomerape på 6220 meter. Sajama er en kæmpemæssig vulkan, men kræver en smule teknik. Parinacota derimod blev jeg forelsket i ved første øjekast. Sjældent har jeg set en så flot og symmetrisk vulkan med et nydeligt hvidt snedække de øverste 700-800 meter. Tilmed skulle Parinacota også have et stort flot krater, som man kunne se ned i. Sagen var klar, i marts 2002 rejste vi til Sydamerika med den forventning, at det var Parinacota, der skulle få vores drøm til at gå i opfyldelse.

Volcan Parinacota, 6340 meter.

Nye overvejelser i La Paz: Vi ankom til La Paz, Bolivia i starten af maj 2002, hvor vi ville kunne opbevare nogle af vores ting, mens vi ville tage en afstikker til Sajama Parken. I La Paz forhørte jeg mig om priser og muligheder for at bestige et bjerg over 6000 meter. De fleste bureauer anbefalede, at vi i stedet skulle forsøge os på bjerget Huayna Potosi (6088m), der ligger i bjergkæden Cordillera Real tæt på La Paz. Dette kunne gøres for rimelige penge omkring de 125 US$ per person. Ture arrangeret fra La Paz til Sajama Parken med eventuel bestigning af Sajama eller Parinacota ville blive noget dyrere, især som følge af den længere transport fra La Paz. Og mulighederne for at arrangere bestigninger fra selve Sajama Village i Sajama National parken skulle ikke være så gode. Det skulle være svært at opdrive engelsktalende guider i den lille by, og udbuddet af udstyr ville være begrænset. Under alle omstændigheder ville vi tage ned til Sajama parken, da det skulle være et flot sted, og i hvert fald mindst lave et trek i området. Så kunne vi altid tage tilbage til La Paz og forsøge os på Huayna Potosi, der jo også er over de 6000 meter. Med denne plan tog vi med bussen mod Sajama Village, hvor vi allerede fra over 100 kilometers afstand kunne se de sneklædte vulkaner knejse mod en dybblå himmel. Det kildede i min mave med de utroligt flotte udsigter, der var noget stort i vente.

To be continued…………………

Trekking Peaks i USA

De 2 højeste bjerge i USA’s 48 sammenhængende stater (lower 48 states) Mt. Whitney (4418 m.), Californien og Mt. Elbert (4399 m.), Colorado kræver ingen bjergbestigningsekspertise, da der er vandrestier til toppen. Mt. Elbert er det højeste bjerg i De Amerikanske Rocky Mountains, men er ironisk nok et af de letteste bjerge af sin kaliber at bestige. Bjerget er så let, at der både har været mountainbikere og også en jeep på toppen! I det hele taget kan Rocky Mountains godt være en skuffelse for første gangs besøgende, da de fleste bjerge er meget afrundede og noget kedelige. Der er endda asfalterede veje op på toppen af et par af de højeste bjerge i Colorado, og det i helt over 4000 meters højde. Højdeforskellene er også moderate, der er typisk maksimalt 1000-1500 meter mellem dal og bjergtoppene. Bjergene virker derfor ikke så store og afskrækkende, omend mange af dem når op over de 4000 højdemeter.

Sierra Nevada bjergkæden i Californien er noget mere skarp og udfordrende. Det er her man finder det højeste bjerg i ‘The Lower 48 States’ (Mt. Whitney) og ikke i The Rockies, som mange nok ville formode. Fra Vest stiger terrænnet stille og roligt op mod de højeste tinder i Sierra Nevada, mens bjergene stiger meget mere abrubt hvis man ankommer fra øst. Fra Owens Valley øst for bjergkæden ef der højdeforskelle på over 3000 meter mellem dal og top.

Mt. Elbert

Mt. Elbert set fra sydøst.

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre bjerge i Rocky Mountains er mere kendt, men Mt. Elbert er nu engang det højeste. Bjerget ligger nær byen Leadville, Colorado, der er den højest beliggende større by i USA. Kører man sydpå af vej 24 fra Leadville kan man straks se Elbert på sin højre hånd. For at komme til stien, der tager èn mod toppen af Elbert, skal man tage vej nummer 82 mod skisportsbyen Aspen, den drejer fra vej 24 ca. 20 km. syd for Leadville. Efter nogle få kilomerts kørsel af vej 82 kommer man til den opdæmmede sø ‘Twin Lakes Reservoir’. Her går en mindre vej op i skoven til højre op mod en campingplads, og i dette område starter stien.

Stien: Stien starter omtrent 3300 meter over havet, så der er ikke meget mere end 1000 højdemeter til toppen af Elbert. Overnatter man en dag eller 2 på campen, vil man være godt aklimatiseret til bjerget, der ud over sin højde ikke byder på nogle problemer. Stien går først opad gennem skoven, lidt stejl visse steder. Over trægænsen zig zagger stien sig gennem en blokmark af sten mod toppen. Selve toppen er ikke særlig spektakulær, men udsigten ud over The Rockies er ganske god. Der er ingen store afgrunde eller dropoffs nogen steder på stien. Tidsmæssigt kan opturen gøres på 3-4 timer og nedturen på den halve tid. 

Undertegnede på toppen Oktober 1997
Foto: JT

 

 

 

 

Links:


Mt. Whitney

 

 

 

 

 

 

 

 

Whitney er en langt større udfordring en Elbert og er også et meget mere spektakulært bjerg. Østsiden er bjerget prydes af en omtrent 800 meter høj næsten lodret klippevæg (se billede ovenfor), så fra den vinkel tager bjerget sig godt ud, og det er da også fra denne side man har sin tilgang. For at komme til bjerget skal man tage til byen Lone Pine i Owens valley øst for Sierra Nevada kæden, hvilket omtrent er 300 km. nord for Los Angeles, Californien. Bjerget er populært at bestige, hvilket har resulteret i, at man nu om dage skal ansøge om permit (tilladelse) til at bestige. I højsæsonnen hen over sommeren skal man søge i god tid, men man kan også være heldig at møde op i Lone Pine, og få et permit på dagen, hvis der har været nogle afbud.

Mt. Whitney set fra Lone Pine (bjerget er i baggrunden) Foto: LN

 

 

 

 

 

Stien: Fra Lone Pine går der en asfaltvej op til El Portal i 2500 meters højde, hvor stien mod toppen starter. Det er langt hårdere at nå toppen af Whitney end tilfældet var med Elbert. Der er langt flere højdemeter at klare, og der er også meget mere stejlt. Desuden kan akklimatisering være et problem, da Lone Pine kun ligger i godt 1000 meter, så derfra er der næsten 3500 højdemeter til toppen. En dag eller to i telt ved El Portal og en nat på trailcamp i 3600 meters højde må anbefales. Bjerget kan bestiges fra El Portal på en enkelt dag, men dette er ekstremt hårdt og krævende og kan ikke anbefales. Det normale er at bruge 2 dage. Den første dag går man op til campen i 3600 meter, og næste dag går man til toppen og ned til El Portal, dette er i sig selv også en lang dag.

Mt. Whitney (th) set fra stien lidt over trailcamp. Foto: LN

 

 

 

 

 

 

Lige over trailcampen (billede herover) går stien med det ene hårnålesving efter det andet stejlt op mod bjergkammen (the crest) i ca. 4000 meters højde. Her møder Whitney-stien en sti fra vest (John Muir Trail), der kommer inde fra Sequoia National Parken. Man følger så John Muir trail langs bjergryggen op til toppen af whitney, og der er fantastiske udsigter undervejs, og der er gode chancer for at se dette dyr.

Murmeldyr (marmot)  Foto: Ray

 

 

 

 

 

 

Stien til toppen er den højest beliggende i USA. Foto: LN

 

 

 

 

 

Links:

Kilimanjaro, Toppen af Afrika

 “De forsvandt en lille smule foran mig, men så gik det op for mig, at de havde nået kraterranden. Jeg kunne se dem deroppe, der var ikke så langt. Jeg kæmpede mig derop, mens de andre stod og heppede. Det var en stor lettelse at nå op til randen i 5700 meters højde. Følelserne væltede op inde i mig. Tårerne piblede frem, jeg var utroligt lykkelig, snøftede af glæde. I horizonten kunne man se, at solen snart ville stå op. Det var et utroligt flot syn” ( uddrag fra min dagbog den 31. juli 2000)

Kunne du tænke dig at få samme oplevelse, så læs videre her ….

kilimanjaro en tidlig morgenstundKilimanjaro

Info om Kilimanjaro: Kilimanjaro er en kæmpemæssig “sovende” vulkan, der samtidig er Afrikas højeste punkt med sine 5896 meter. Vulkanen ligger 3 grader syd for ækvator i det nordlige Tanzania op til grænsen mod Kenya. Kilimanjaro massivet har en udstrækning på 40*60 km eller hvad der svarer til arealet af London. Vulkanen rejser sig næsten 5000 højdemeter fra de omkringliggende sletter og er et af de højeste fritstående bjerge i verden. Kili, som vulkanen populært kaldes, er nemlig ikke en del af en bjergkæde, men rejser sig abrubt op fra den flade savanne, og dette er et fantastisk syn. Massivet har 3 topområder. I vest Shira ridge på ca. 4000 meter, i øst det teknisk svære Mawensi (5149 meter) og i midten cirkelrunde Kibo, hvor det højeste punkt, Uhuru Peak (5896m), findes.

Ruter mod toppen: Kilimanjaro er et yderst populært bjerg at bestige, og masseturismen er over det. Dette skyldes nok bjergets status som det højeste i Afrika, men også det faktum, at bjerget er et af de højeste i verden, som kan bestiges uden hjælp fra reb eller kendskab til teknisk bjergbestigning. Der er tale om ren vandring.

Der er mange ruter op til toppen. De fleste starter fra bjergets sydside omkring byen Moshi (Machame, Umbwe, Mweka, Maua og Marangu ruterne) Fra vest kan man tage Shira plateau ruten og fra nord Rongai ruten. Uanset hvilken rute man vælger, er der typisk omkring 4000 højdemeter eller mere der skal overvindes. Højdesyge (se længere nede) er derfor en stor risiko på Kili. Det mest fascinerende ved bestigningen er nok de forskellig klima- og florazoner, som man passerer. Man starter i fugtig tropisk regnskov, der når op til ca. 3000 meter. Her er det varmt, og shorts og skjorter vil være foretrukket. Er man heldig, ser man måske et par aber. Næste zone er fra ca. 3000-4000 meter. Skoven stopper, og spredte buske og hede tager over. Man når her typisk op over det skydække, der kan ligge over regnskoven. Der er mere vind og det bliver mærkbart køligere i skyggen. Det er stadigt lunt i solen. Fra 4000-5000 befinder man sig i en højalpin ørken, der mest af alt er præget af blokmarker af vulkansk materiale. Et par enkelte hårdføre blomster kan ses hist og her. Ækvatorsolen er stadig lun om dagen, men temperaruren falder lynhurtigt, når solen går ned, og så bliver det hundekoldt. Fra 5000 meter og opefter er det nærmest arktisk. Vegetation er en mangelvare, men gletschere trives, selvom de er kraftigt på retur. Vinden er bidende kold, og luften er typisk kold, tør og klar.

Den nemmeste og mest populære af ruterne er Marangu ruten, der også populært går under navnet “coca cola ruten”. Omtrent 80% benytter sig af denne rute, hvor man kan overnatte i hytter undervejs. Ved hytterne kan man også købe drikkevarer, deraf nok navnet coca-cola ruten. På de andre ruter er telt den overvejende overnatnings-form. De fleste organiserede ture ad Marangu er på kun 5 dage, dette giver en meget ringe akklimatisering, og derfor er procentdelen af trekkere der når kraterranden meget ringe. Det må derfor anbefales, at man mindst bruger 6 dage på turen med eksempelvis 2 overnatninger ved Horombo hytten 3800 meter over havet. Denne rute når kraterranden ved Gillman’s Point (5685m), hvorfra det endnu tager 2 timer på kraterranden at nå Uhuru Peak (5896m). Mange orker ikke dette, og Gillman’s Point bliver for dem det endelige mål.

Marangu ruten, højdeprofil

Starter 2000 meter over havet

3900 højdemeter til toppen

Kibo hytten, 4700 meter, er sidste lejr før toppen

 

 

 

Kilde: Lonely Planet, “Trekking in East Africa”

 

Machame-Mweka ruten er måske den næstmest besøgte rute, og er i hvert fald i nyere tid blevet mere og mere populær. Opturen foregår af Machamestien, mens nedturen foregår ad Mwekastien. Da denne rute er lidt mere krævende end Maran-guruten, bliver den også af nogle kendetegnet som “Whiskey ruten” i kontrast til den mere overrendte coca cola rute. Turen tager mindst 6 dage, så der er en bedre akklimatisering end på Marangu, og chancen for at nå Uhuru Peak er større. Stien rammer også kraterranden tættere på Uhuru Peak end tilfældet er med Marangu. Ruten er også meget afvekslende, og på dag 3 og 4 vandrer man nærmest rundt om Kibo toppen fra vest mod øst i en god akklimatiseringshøjde på ca. 4000-4500 meter. 5. dagen (topdagen) er dog meget hård, idet man skal 1300 højdemeter op til Uhuru, hvorefter man typisk går hele 2900 højdemeter ned til Mweka campen. Det er normalt at starte fra Barafu campen ved midnats tid og nå kraterranden til solopgang kl.06. Uhuru Peak indtages omkring kl 7 eller 8, og man er først nede ved Mweka campen omkring kaffetid.

Machame-Mweka ruten, højdeprofil

Starter i 1800 meter

4100 højdemeter til toppen

Barafu campen i 4600 meter er sidste lejr før toppen

 

 

Kilde: Lonely Planet “Trekking in East Africa

 

Læs om de andre ruter i “Trekking in East Africa” eller søg via nettet.

Sæson: Tørtiderne juni-oktober eller januar-februar er bedst.

Praktiske oplysninger:

Organisering: Treks op på Kilimanjaro skal organiseres i samarbejde med et turselskab, hvilket gør bestigningen til en noget bekostelig affære. Det er ulovligt selv at tage udfordringen op uden brug af guide og bærere.

Af danske rejsebureauer, der har Kilimanjaro på programmet kan bl.a. nævnes:

Albatros Travel, Topas, Livingsstone Safaris og Scantantours.

I år 2000 var jeg med til at organisere en tur til Kilimanjaro. Jeg kan personligt bedst lide selv at opsøge lokale turselskaber, hvilket er noget billigere end at vælge en pakkeløsning med et dansk selskab. Det kræver dog en del research, men dette hører med til den sjove planlægning af en større tur. Internettet har bestemt gjort turplanlægning meget nemmere, og søger man f.eks på Kilimanjaro og touroperators eller Kilimanjaro og travel agents, så får man en masse brugbare sider. Vi brugte Sunny Safaris, som vi var godt tilfredse med.

Oplysninger kan bl.a. hentes via Tanzania tourist office, eller internetsiden budgettravel, hvor der bl.a. er lister over turoperatører mm.

En standard Kilimanjaro bestigning af 5-6 dages varighed koster i omegnen af 600-700 US $ per person. Maranguruten er den billigste rute. Man kan nok finde noget billigere priser, men pas på, kvaliteten kan svinge meget. Denne pris dækker for det meste alt; transport til/fra bjerget, trekkingtilladelser, lønninger, mad mm. Tjek altid omhyggeligt hvad en pris dækker, drikkepenge er ikke inkluderet i prisen.

Hver opmærksom på, at bærere og guider forventer en stor tipping (drikkepenge) efter turen er overstået. Mange vil forsøge at snyde dig, ved at virke meget skuffede omend beløbet måske er passende. Snak med turselskabet om passende tipping før afgang til Kili, eller snak med andre grupper om deres tippingniveau. Vores bærere og guider var noget negative med den tipping de fik, selvom den var af normal størrelse. Som tommelfingeregel bør tippingen være 10% af den samlede trekkingudgift. Dette beløb deles så mellem bærerne, kokken og guiden. Kokken forventer normalt mere end bærerne og guiden bør have den største tipping. Husk under alle omstændigheder at tippe, de lokale får en ringe løn, og de arbejder hårdt. Lonely planets “Trekking in East Africa” har gode afsnit om tipping og turpriser.

Litteratur: Lonely planet har 2 bøger som jeg kan anbefale. Det drejer sig om lp “Tanzania” og lp “Trekking in East Africa”.

Ellers har Nordisk Korthandel flere velegnede bøger og også kort.

På min personlige hjemmeside, kan man læse om min bestigning i år 2000, der foregik i samarbejde med De Studerendes Vandreklub. Der er billeder fra turen, og så er der også en detaljeret beskrivelse af bestigningen, som foregik af Machame-Mweka ruten. Beskrivelsen indeholder bl.a. mine personlige tanker og overvejelser under opstigningen, og der er også en del informationer om bl.a.højdesyge.

Shira camp

Højdesyge: Kilimanjaro er som nævnt ikke et teknisk svært bjerg at bestige, men som følge af den store højdeforskel mellem bund og top er man meget udsat for højdesyge. Højdesyge kan ramme alle uanset hvilken form man er I. Der er store individuelle forskelle på, hvordan man kan klare den tynde luft, og det er ikke til på forhånd at sige, om en person vil få problemer eller ej.

Hvad er højdesyge så?

Det er kroppens reaktion på det mindre iltindhold i luften jo højere man kommer op. På toppen af Kilimanjaro er der halvt så meget ilt som ved havniveau. Hvis man ikke langsomt vender sig til højden (akklimatisering), kan kroppen ikke følge med, hvilket kan føre til døden. Akklimatisering er en proces, hvor kroppen gennem langsom opstigning vænner sig til iltmangel. Dette sker f.eks. ved øget vejrtrækningsfrekvens, så der kommer mere ilt til lungerne. Ydermere vil der dannes flere røde blodlegemer, der mere effektivt transporterer ilt rundt i blodet.

En tommelfingerregl siger, at man højst må sove 300-500 meter højere end dagen før, for at opnå en god akklimatisering. Dette er et problem på Kili, da campene ofte ligger 800-1000 højdemeter fra hinanden. Kroppens første tegn på iltmangel giver sig til kende ved hovedpine, utilpashed, svimmelhed, søvnløshed, kvalme og appetitløshed. Dette er en mild form for højdesyge, og disse symptomer går ofte over i løbet af natten eller hvis man bliver en ekstra dag i samme højde.

Begiver man sig videre opad kan disse symptomer udvikle sig til opkast, gangbesvær, koordinationsvanskeligheder, tør hoste mm. Her er der kun en medicin der virker, gå ned, ned, ned. Det kan ikke siges nok gange, hvor vigtigt det er at komme ned i lavere højde, når symptomerne forværres. I værste fald kan man få væskeansamlinger i hjernen og væskeansamlinger i lungerne, to potentielt dødelige former af højdesyge.

Forebyggelse af højdesyge sker bedst ved akklimatisering, indtagelse af rigelig mængder væske og ved kulhydratrig kost. Et lægemiddel med navnet Diamox kan indtages ved akuthøjdesyge samtidig med nedstigning. Nogle læger anbefaler ikke Diamox som forebyggende medicin, da advarende symptomer måske sløres. Mere farlige symptomer kan derfor pludseligt dukke op uden varsel.

Udstyr: Det er vigtigt at have meget varmt tøj med og en varm sovepose. Over de 3500 meter er der typisk frost om natten, og på den sidste etape mod toppen vandrer man om natten, så man kan stå på toppen ved solopgang. -10 til -15 grader om natten er helt normalt lige før solopgang.

Vigtigste udstyr, tjekliste:

  • Varmt tøj, lag på lag er bedst, eks. uldent undertøj under fleece under vind og vandtæt yderskal
  • Shorts og skjorte i regnskoven på de nedre skråninger
  • Elefanthue eller lignende, hovedet er en vigtig del at holde varm
  • Solide og varme vandrestøvler
  • Vandrestave, især gode i den sumpede regnskov
  • Pandelampe/lygte til vandring om natten, + mange ekstra batterier
  • Solbriller og kasket mod den stærke tropesol, samt solcreme med høj faktor
  • Varm sovepose, komforttemperaur på -10 grader eller mere
  • Varme handsker
  • Drikkedunke