Forfatterarkiv: Torbjørn Tirsted

Middelalderbyer og supermarkeder af fantasidimensioner

Chanas  –  Cruas     95 km

Vejret er nu fuldt som man forventer det af sydeuropa. Hele dagen har jeg fulgt Rhonefloden; en lang flad strækning, kun sjældent afbrudt af bakker. På begge sider af floden kaster bjergkamme sig mod himmelen. Den smule vind der er trængt igennem bjergpartierne, til Rhonedalens midte, selve floden, rammer mig i form af medvind. Hurtigere end jeg erindrer at have kørt hidtil, får jeg overstået dagens dont, og triller således dejligt tidligt ind i en gammel middelalderby; Cruas. Byen i sig selv virker ny og trist, domineret som den er af et kæmpe kalkbrud. Mest af alt ligner den på afstand et atomkraftværk, med alle arbejdernes hytter strøet omkring værket. Over byen ligger imidlertid ruinerne af en vaskeægte middelalderby. Hugget ud af klippen, har den overraskende flot overlevet tiden og historien gennem århundreder, og tjener i dag som et fantastisk mindesmærke om et anderledes, og for længst glemt, Europa. Denne gamle by er bygget som et fæstningsværk, måske en handelsstation fra dengang floden endnu var en vigtig handelskanal, og ser ud som om tiden har impregneret alle årenes rædsler i sine sten. En spøgelsesby med minder om pest og krige – men vel også glade bønder arbejdende uden kvoter over hovedet; om høstfester, romantiske duelkampe om liv og død og smukke møer. Selv må jeg have taget mig så medtaget ud som ruinen, for man lader mig sætte mit telt op gratis. “For dig, min ven,” eksklameres på gebrokkent engelsk, “er denne nat gratis!” Jeg takker ydmygt, slår teltet op, og begiver mig ud på natte sightseeing. Cruas er så fransk som noget kan være. I de snævre, små dunkle gader, der snor sig om “atomkraftværkets” ankler, lurer jeg på franskmændende bag deres halvt lukkede gardiner. Et skyggespil med et simpelt tema; byens familier samles om maden. Min idylliske forestilling om det franske hjemmeliv, elegant og puritansk, lykkeligt, ødelægges imidlertid af en grim lille øjebæ i hvert rum. En lille lysende lyseblå kasse dominerer hver en stue. Kassen er stuernes mest fremtrædne møbel, og næsten ingen steder ser jeg folk i konversation. Dette gør mig lidt trist, og giver efterstræbende plads til en følelse af ensomhed indeni. Jeg opgiver mit ulovlige, men underholdende, nattetogt, og går på restaurant istedet. Herinde snakkes og grines højlydt omkring mig. Langsomt aftager den tomme fornemmelse – dog kun indtil jeg tålmodigt konkluderer, at flere af disse grin går på min bekostning. Dog taler jeg ikke sproget, men meget kan læses i kropssprog og mimik, og mange ord er ens!! Naturligvis lader jeg som ingenting, spiser blot sluprende op, takker nej til kaffe, forlader stedet med et kynisk smil, drikkepengeskålen rungende tom.   

Cruas  –  Le Teil             25 km

Hen ad morgenen, før jeg har begivet mig afsted igen, mærker jeg i begge knæ, en vedvarende murrende fornemmelse. Fornemmelsen vokser til en følelse af smerte, efterhånden som jeg indtager de første fem kilometer. En reflektion tillader at se smerten an, hvem ved, måske forsvinder den, men sandheden gær dog hurtigt op for mig. Jeg kommer ikke langt i dag. Den nærmeste by er Le Teil. Allerede kl. 11 står mit telt under skyggen fra et træ, mens jeg, glad for den lille pause, trasker på tur til Montelimar. En stor by umiddelbart på den anden side af floden. Dagen bliver således opslugt af lidt hjemlig korrespondence, lidt hyggelæsning på en cafe, og en rum tid prøvende at finde vej ud af et supermarked jeg havde forvildet mig ind i. Netop dette indkøbscenter var ubestridt dagens store oplevelse! Hvilken størrelse! Hvilket afsindigt udbud af varer! Hvilken kollossal forbrugerfælde!: Da jeg først var kommet ind, kunne jeg, efter at have vandret rundt i et næsegrus beundring, dårligt forlade stedet uden en souvenier; jeg måtte have et eller andet; på en aller anden måde få afreageret over for den stigende købetrang der vældede op i mig. Men netop hvad skulle skilles fra dets brødre på hylderne? Da tilsyneladende alt blev solgt her, var valget ikke nemt. I dyb forbløffelse og barnagtig eufori vadede jeg formålsløst op og ned af de kulørte indkøbsalléer, for ved et tilfælde at havne i oste afdelingen. Denne afdeling var så stor som et lille supermarked i københavn. I desperation valgte jeg lidt gedeost, og fandt tilmed i hygiejneafdelingen en tube tandpasta jeg syntes adskilte sig nok fra de 66 andre mærker, til at jeg gad bruge den. Endelig ved betalings-kasserne som strækker sig fra horisont til horisont, indespærrende små hjælpeløse uniformerede frøkener, har i min kurv indfundet sig langt mere end jeg egentlig var kommet efter: gedeost, tandpasta, vin, rosiner, lighter, og blystifter til blyanten. Indkøbsparadis eller forbrugerfælde, hvem ved…hvem tør fælde dom over reoler der støtter mod loftet? Begejstret over igen at se den blå himmel, vel undsluppet butikkens sløvende muzak, opdager jeg pludseligt at begge knæ føles meget bedre; den konstante smerte er næsten væk.                                   Bare de nu også er ok i morgen, at dette kun har været en undtagelse der bekræfter mine knæs sunde og stabile tilstand. For ærligt talt, hvis der kommer problemer med dem igen, som der desværre har været før i tiden, kan jeg dårligt se hvordan jeg kan krydse Pyranæerne. Det er med en vis bismag af malurt at jeg konkluderer dette. Rødvinen er drukket og har gjort min sind tungt og døsigt, og en knugende bitterhed har svøbet sig om min forstand. Hvis nu knæene ikke er stærke nok, hvad så? Må jeg så opgive det hele? Trist inspiration til en lang nats mareridt.                                             

         

Langs Rhonefloden

Lons le Saunier  – Villars les Dombes   93 km.

En begivenhedsløs dag. En solløs dag. Alle 93 km blev tilbagelagt på en trøstesløs hovedvej, skulder om skulder med den hidsige trafik. Ingen cykelsti. Min del af vejen var afskåret fra bilernes af en hvid stiplet streg. Her er vist ikke anden trafik end den benzindrevede. Den eneste mentale beskæftigelse jeg har lidt under, har været domineret af en sirlig optælling af kilometerne, som de sneglede sig forbi. Imellem kilometerstenene forestiller jeg mig drømmende campingpladsens lindrende brusekabine, den lokale restaurants overdådige menu. Selve middagen bliver nok ikke mere end en opvarmet dåse et eller andet, og bruseren er sikkert istykker. Men man kan vel altid drømme.               På campingpladsen  tilbyder indehaveren mig, at jeg kan tilbringe natten i fjernsynsstuen! Temperaturen falder tilsyneladende til 3 C. om natten, og af erfaring ved jeg, at det i et telt ville være meget koldt. Jeg takker mange gange, og indlogerer mig med en pude i nakken, soveposen op under næsen, øjnene fæstnet til skærmen. Et fjernsyn! For første gang i fem uger – hvilken lækkerbidsken! Halvvejs igennem en kedelig fodboldkamp vågner jeg med et sæt. De to kommentatorer har lullet mig i søvn. Et hurtigt tryk på knappen, og jeg sønker døsigt ned i den afbrudte drøm igen. En drøm om bedre vejr, og flere fjernsynsstuer!

Villars les Dombes  –  Chanas    (via Lyon)  70 km.

Jeg er som tappet for kræfter. Efter de første 30 km til Lyon havde jeg brugt alle mine energireserver, og de sidste 40 km udviklede sig til en 3 timer lang pine. Solen kom endog frem fra sit skjul, skinnende imellem de forbidrivende skyer, men lige meget hjalp det. Omend hård – bød dagen på en overmåde dejlig rute. To gange passerede jeg nogle luksuscruisere der lå til kajs. Begge gange kastede jeg lange misundelige ærgerrige blikke efter dem. Sikken en verden de har at byde på. Jeg smugkiggede ind af et suitevindue, og så en stue på ca 30 kvm. 30kvm. af ren luksus under dæk – over dæk en af de dejligste udsigter i sydeuropa! Det er en oplevelse jeg under mig selv; sådan at tilbringe et par måneder i uforskammet komfort, flydende omkring på Europas flodnet. At tilbringe en driverferie langs Rhonedalens bredder, uden nogensinde at skulle løfte en finger, om ikke andet da for at sippe til champagnen, lyder i øjeblikket som den slags kreative ferieudfoldelse, jeg vil hengive mig til i fremtiden. Jeg er skam stadig glad for at være afsted; hvordan kunne jeg være andet så dejligt et sted som her – men må samtidig underkaste mig perioder af frustration og mismod, når målet synes at være så langt væk som fra starten. Dertil skal lægges betydelige fysiske anstrengelser samt den mentalt udmattende effekt ved at være alene i så lang tid: behovet for at dele de mange fremmede og spændende sanseindtryk. Til tider bliver det næsten for meget! På de lange trættende dage som idag, sker det en gang imellem at jeg om aftenen vågner som af en døs uden at kunne erindre nogen af dagens begivenheder. For mit indre kører den hvide stiplede streg blot monotont forbi, absorberende ethvert af hukommelsens kraftspring.                                                                                           I dag var ikke en af disse dage, dertil er landskabet for spektakulært, men ikke desto mindre var jeg ved ankomsten til Chanas meget udmattet. Endda så udmattet, at jeg vågner midt om natten, ovenpå soveposen – fuldt påklædt, til lyden af teltdøren flagrende i nattevinden som et spøgelse.  

 

 

  

Fra Schweiz til Frankrig

Biel (Schweiz) – Pontarlier (Frankrig)    82 km

Hvis jeg husker rigtigt, vågnede jeg fem gange i nat på grund af kulden, til lyden af regnen der trommede på teltet. Der er noget melankolsk over denne lyd, den minder mig, ganske modsat, om billedet af silhouetterne af hundredevis af myg der danser mod segldugen. Følelsen af at være ganske alene, men stadig beskyttet og tryg, som var man gemt i en membran uigennemtrængelig for resten af verden. Der er dog mange ting jeg ikke kan beskytte mig imod; en af dem er anstrengelser. Og netop anstrengelser blev min skæbne undervejs til Frankrig: Til dels de skrappe stigninger voldte mig problemer, men ikke kun på grund af højden, at det blev og koldere og koldere jo længere jeg kom op, var ligeledes en væsentlig faktor. Mange gange måtte jeg stoppe for at banke lidt liv i mine frosne, følelsesløse hænder, og måtte således sande at det tynde par cykelhandsker jeg har ikke er nok. Stort set hele dagen gik det op af bakke, de sidste ti kilometers beskedne fald mod Pontarlier undtaget. I dag fik jeg for alvor en forsmag på hvad venter mig i Pyranæerne. En nagende tvivl er langsomt ved at bide sig fast i mit sind; har jeg taget munden for fuld. Jeg frygter ikke de lange skrappe stigninger, de snævre bjergpas, eller trafikken – men kulden der ubestrideligt vil herske så højt oppe, så langt inde i efteråret, kan få mig til at tvivle. Jeg vil, under alle omstændigheder, få brug for nye handsker der dækker både håndled og fingre, men den tid den sorg – jeg er endnu langt derfra. Kulden og anstrengelserne usagt var det en god dag.    Midt i dagens strabadser stødte jeg selvfølgelig også på en grænsepost. Under planlægningen af turen var jeg lidt nervøs for trafikken i netop de snævre bjergpas, men indtil videre har der ikke været nogen problemer. Billisterne sænker forsvarligt farten når de ser mig, og kører udenom i store buer. De tyske og schweiziske veje har været overordenligt gode, men kun ti kilometer inde i Frankrig kan jeg desværre mærke en forskel. Venligheden med hvilken jeg bliver modtaget er imidlertid intakt. Frankrig er nået. Inden jeg tog afsked med Schweiz nåede jeg dog at købe en gigantisk plade chokolade, to store stykke ost, og en pakke brød. I Pontarlier, 826 m over havet, står mit telt på en trestjernet bakkeskråning. Her er så koldt som i Danmark om vinteren. Himmelen er dækket af et tykt tæppe af skyer, og når det ikke direkte regner, lægger en konstant støvregn sin fugtige hinde over alle forhåbninger om et glimt af solen og varmen.

   Pontarlier – Lons le Saunier       80 km

Kulden var i nat så bedøvende, at den vækkede mig flere gange. Kl. fem om morgenen vågnede jeg for sidste gang, og lå døsigt i et stykke tid, og nød en morgentræt radioværts udsøgte valg af melankolske jazztoner. Regnen gav fra seks til syv sit besyv med, med en trommen så blid, at skulle jeg ikke selv trommes på, havde jeg fundet tid til at nyde dens insisterende våde drømme akkompagnant. Da jeg endelig stod op, måtte en skoldhed bruser arbejde i en halv time, før jeg følte mig bare nogenlunde klar til at kaste mig mod dagens dont. Morgenfrosten er stadig bidende, og med en hånd på styret og en i jakkelommen, besidder kravet om nye handsker endnu engang mine tanker. Men da jeg allerede efter en time havde cyklet så langt, at Jura bjergene havde spredt sig på horisontens vifte som et dejligt postkort, steg humøret og rejseglæden et par grader i takt med den langsomt stigende temperatur. På behørig afstand er de skam et smukt syn. Over tinderne, fra nord til syd, vælter sig i evig bevægelse et bælte af kulde og frost. Disse tåger falder i et med himmelens lavthængende skyer, og udvisker skellet mellem himmel og jord. Himmelen hænger lavt i dag, og efter at have gennemført dagens etape, mangler jeg stadig at finde et hul i skydækkets kapsel. Det er nu flere dage siden jeg sidst så det blå.    Hele dagen går det nedad, dog uden at vejret bliver spor bedre. I Lons le Saunier, hvor jeg efter endt måltid sidder på en lille cafe, regner det stadig. Jeg har ingen lyst til at tage tilbage til mit fugtige lille telt. Men i dag er vaskedag og nødvendigheder trænger sig på. Der er heldigvis vaskefaciliteter på campingpladsen, og det eneste rene jeg har tilbage er, ironisk nok, mine badebukser.

Schweiz og Jurabjergene

Freiburg (Tyskland) –  Lorrach (Schweiz)   60 km

Endelig ude af Tyskland. Men det går langsomt disse dage. For fjerde dag i træk bevæger jeg mig mindre end 100 km. Havde det dog ikke været for mine uheld, ville jeg have været så frisk som en fyrig ganger; men min ganger skranker fra tandhjulene, og mine ben er så fyrige som sprækkede, knastørre tændstikker. Jeg har tabt mig. Kroppens mosaik genspejler turens hårdhed. Et begyndende fuldskæg kærtegner kejtet mit ansigt. Hvor shortsene og t-shirten har tilladt solens stråler, er huden brun og sej som læder, resten er pinligt hvidt – i særdeleshed ballerne. Mærkværdigt udseende muskler har snoet sig om mine knæ, og armenes og benenes lyse hår lyver om hårrøddernes dunkle intentioner. Zebrafødder vidner om slidte sandaler, og afblegede shorts om en smal gardarobe. At jeg skiller mig ud er jeg ikke i tvivl om, da jeg dagen lang iklædes udforskende blikke fra mistroiske billister og fodgængere. Turen fra Freiburg til Lorrach var ingen stor oplevelse, vejret var atter dårligt. Kulde og regn kommer i en lind strøm fra sydøst; den selvsamme  retning jeg bevæger imod. En femdøgnsprognose afslører en efterårs- koldfront fra Jurabjergene, vestschweiz – jeg gyser ved mit snarlige komme dertil. I Lorrach har jeg en personlig kontakt, en ung trebørns familie, et hyggeligt hvilested for natten. Jeg tilbringer eftermiddagen med en omgang fodbold i en park med familiens tre sønner, og går ellers tidligt i seng med tanke på morgendagens ankomst til Schweiz og dets udfordringer.

Lorrach  –  Biel      105 km

Allerede tidligt på dagen stifter jeg bekendtskab med en knap så venlig side af alpernes land. Alperne er jeg heldigvis skånet for i første omgang, men der er bestemt andre bjerge i det lille rige i midten. Jeg passerer et enkelt af disse undervejs til Biel; en bagatel på 1140 m., vel ledsaget af en støt faldende temperatur jo højere jeg bevæger mig. Atter en dag uden problemer, gennem skønne landskaber, og endda, fra et land til et andet ved et enkelt tråd i pedalerne. Jeg styrer direkte mod mit hvilested for natten. Få kilometer inde i Schweiz får jeg imidlertid en ny rejseledsager; en kæde af bjerge så lang øjet rækker, tålmodigt, afventende, snoende sig langs vejen – den ved at den nok skal få sit bytte. Det er denne kæde jeg i morgen skal prøve kræfter med, min første alvorlige styrkeprøve, dog i dag intet andet end en flot udsigt. Efter seks timers ridt når jeg mit bestemmelsessted. Biel ligger nord for Bielsø, den ene af tre søer i -de tre søers land- som området så rammende er navngivet. Campingpladsen ved søen er 450 m. over havet, og ved aftentid går det op for mig, at her er de svale sommeraftener forlængst forbi. På vestbredden troner Jurabjergkæden mod solnedgangens bål af farver; et smukt syn som de urørlige klipper spreder sig under den hastigt fortonende himmel, flygtigt skitserede grå masser af skyer, der formålsløst tynger sig mod himmelhvælvets revner – de iturevede silhuetter af tinder mod natten. Da solen forsvinder endeligt, tager nattens bidende kulde livet i besiddelse. Jeg er endnu så langt nordpå at der tales tysk, men få kilometer herfra, advares jeg, dominerer det franske. Med et sprogkundskab begrænset til Abbas: voulez vous coucher avec moi, ce soir, forbereder jeg mig på det sproglige ingenmandsland, mine manglende franskkundskaber i morgen vil efterlade mig i. Skuttende i soveposen falder jeg i søvn til tanken om, hvorledes man spørger om vej på tegnsprog. 

De sorte bjerge

Bad Herrenalb – Scharpbadt     70 km

En rigtig møgdag. Fra start til slut en af de dage der bare skal overstås. Jeg vågner sent med ondt i højre håndled og venstre ribben. Og begge ben, naturligvis. Det er koldt så højt oppe, og 200 m inde i dagens rute, støder jeg frontalt på et bjerg, der bogstaveligt tager pusten fra mig. Dog med sølle 70 km foran mig idag, påtager jeg mig en ubekymret mine, altimens jeg hvæsende og prustende kravler op af stigningerne. Jeg følger en cykelsti i skoven belagt med store sten. Vegetationen er skiftet fra bøg til gran, og temmeligt hurtigt bliver min astma ubønhørligt provokeret af alle de døde grannåle omkring mig. Astmaen går imidlertid over, i skarp modsætning til bjergene. De næste fire timer bestiger jeg således endnu tre bjerge, og det sidste og højeste bestiger jeg endda to gange: ved foden af den grønne klippe øjner jeg en cykelsti, og efter i fire timer at have cyklet side om side med bilerne på hovedvejen, er lidt plads da kun en kærkommen forandring. Denne skovsti snor sig som en ubeslutsom slange, krydser flere gange sit eget spor, og ender efter en halv times lidelser i en ubamhjerteligt stejl stigning. Da jeg endelig står ved hovedvejen igen, dog denne gang på toppen af bjerget, spørger jeg for en sikkerheds skyld en hvilende billist, om dette nu også er vejen til Scharpbadt. Han ser op og ned af mig med en bekymret mine, og fortæller at vejen deler sig halvvejs oppe af bjerget, og at jeg desværre er havnet på den forkerte. Forbandende mit uheld suser jeg tilbage ned igen, ad vejen denne gang!, opmærksom på at finde den rigtige frakørsel, suser og suser, lige indtil jeg atter stå ved foden, hvor jeg fyrre minutter tidligere fandt denne cykelsti til helvede. Forvirret, men med en bange anelse, spørger jeg et postbud om hvorledes jeg kommer til Scharpbadt. Han peger venligt i den retning jeg kommer fra, og forklarer efter mine protester, at det helt sikkert er den eneste mulige rute.  Den hvilende billist havde altså spillet mig et puds. Mens jeg så langsomt som en fodgænger atter kravler op på toppen, forbereder jeg en tale til billisten, denne satans yngel. Først vil jeg skælde ham huden fuld, derefter smide sten efter ham og hans bil. Da jeg atter står på toppen, er han heldigvis væk. Heldigvis, fordi jeg selvfølgelig ikke ville have kylet sten efter ham, og derved var faldet i egen agtelse, og heldigvis fordi jeg næppe havde fundet pusten til rigtigt at hidse mig op – og sådan noget skal nu engang gøres ordentligt.     Med blot 15 km igen har en suppetyk tåge lagt sig over landskabet, og idet jeg når en meget stejl, meget lang nedstigning, bryder et voldsomt uvejr ud. Med begge håndbremser konstant i bund, kun i stand til at se de modkørende bilers mosemændsagtige lygteøjne 50 m fra mig, triller jeg nervøst nedad. Regnen tager til i styrke, vejen er blevet glat som is, og bange for mit helbred finder jeg læ og venter på at det værste er overstået. I ly af regnen spiser jeg lidt mad og læser tankeløst i vejkortet. En halv time efter styrter regnen fortsat mod jorden. Jeg beslutter mig at fortsætte, og finder regntøjet frem. Da jeg imidlertid vil befri mit regnslag fra sin praktiske lille nylonpose, folder sig til min store overraskelse en plastic indkøbspose ud. Instinktivt overvejer jeg om jeg kan iklæde mig posen, men slår i samme sekund tanken hen. Jeg må hjemmefra have mistaget posen for regnslaget, og altså kun iført regntætte bukser, og en absolut ikke vandtæt vindjakke, begiver jeg mig igen på dagens problemlagte spor.

Da jeg når Scharpbadt regner det stadig, og da camping i sådan et vejr er umuligt, ihvertfald ret ubelejligt, indlogerer jeg mig på et lille hyggeligt gæstgiveri. Så snart pengene har skiftet hænder, holder regnen op! Atter forbandende mit uheld sætter jeg mig på cyklen for at finde et sted at stille min sult. Efter fire kilometer eksploderer mit bagdæk. Dækket var åbenbart tyndslidt langs fælgen og besluttede sig at give op. Således knækket trasker jeg tilbage til gæstgiveriet, skubbende min cykel, min tålmodighed, og lysten til at fortsætte, fire km op ad bakke.   

Scharpbadt – Freiburg: 85 km.

Med reserveslangen i brug cykler jeg ganske langsomt mod Wolfach, undervejs mod Freiburg. Jeg er blevet informeret at i Wolfach ligger en cykelforretning hvor jeg kan købe et nyt dæk. Imidlertid er de 15 km imellem Scharpbadt og Wolfach 4 km for langt, for reserveslangen eksploderer også, og uden at gide at lappe den vader jeg til butikken. Igen skubbende min cykel. Først lykkes det mig dog at fejllæse vejskiltene, og gå tre km i den forkerte retning. Tre km frem, tre km tilbage, samt de oprindelige fire km, giver ialt ti km! Inden jeg er kommet ordenligt igang med dagens program, er jeg allerede lidt træt. I butikken ordnes mit lille problem dog hurtigt, så jeg uden yderligere tekniske indsigelser kan bevæge mig mod Freiburg. undervejs skal et lille bjerg først passeres, men vejret er flot og klart, og turen ud af Schwarzwald er skøn. Schwarzwald er tysklands største turistattraktion; hver lille by består af lige mange privathuse og hoteller – og dertil hørende souvenirshops. Er økonomien stram, men rejselysten intakt, er Schwarzwald absolut et besøg værd. Det smukke landskab virker direkte lindrende på sjælens halten, og gider man ikke gå for meget, kan man altid tilbringe dagen henslængt i en af de mange varme lokale kilder. Freiburg er også en dejlig oplevelse. Den gamle del af byen er sammenstykket som var den en engelsk slotslabyrint, af hyggelige kastaniedækkede alléer, og smukke gamle murstenshuse. Overalt ligger legefærdige brune kastanjer. Var man bare ti år igen!                Værende en universitetsby sprudler byen af ungt liv; søde unge piger med glimt i øjet og unge fyre med skæve fisurer, geleen glinsende i solskinnet. Jeg havde på forhånd fået en kontakt i freiburg og tilbragte aftenen med perlende lokal hvidvin, beroligende hjemlig konversation (krydret med talrige sproglige misforståelser), samt, vigtigst; en god lang nat i en blød seng!

Ottes dages ferie i Rheinland am Phalz

11/9 – 17/9 Speyer

Speyer bød på otte dages hvile. Otte dages veltrængt pause. En udsøgt chance for at lege turist; altså, på med vandreskoene, kameraet over skulderen, og derfra ud i det grønne. Speyer er en interessant by ud fra mange perspektiver; bortset fra sin idylliske beliggenhed, klods op ad Rhinen, den dominerende domkirke der troner over byens torv og kan ses flere kilometer væk, og statuer og monumenter der alle vidner om fordums storhed, har Speyer meget andet at byde på. Kulturen her er stærk og bliver holdt højt i hævd af såvel gamle som unge. Mellem markedsdage og ny-vin-fester slænger sig en kulturopfattelse, som uden at skele til alder eller herkomst, skaber et fælles begær for livslyst – sene aftenture på kroer, familiesamlende weekender på landet til landsbyfest, eller blot forsonende gåture langs byens gamle gågade, det industrielle centrum hvor paver og kejsere har måtte give vej for Clein og Levis. Det lokale cousine kan byde på mange delikatesser. Af de mere kendte er sauerkraut og varierende pølser selvfølgelig repræsenteret. Herudover kan opleves saumagen og leberknøddel, to typiske eksempler på Rheinland am Phalz’s kulinariske udfoldelser. Her spiser man dog ikke uden at drikke, måske ikke meget, men godt, og øllene er således i top ganske som såvel lokale hvid- som rødvine er oplevelser i sig selv.  Mens man således kan være sikker på positive oplevelser om aftenen, kan man jo udforske byen og selve området om dagen, om ikke andet da for at samle appetit. Imidlertid skulle det ikke være noget problem at finde dagsbeskæftigelser i byen. Udover et internationalt anerkendt museum, en domkirke med sammenlagt 14 afdøde kejsere og konger, samt et ikke angivet antal dronninger og biskopper og lign., ruinerne af 2000 år gammel jødisk helligdom, og resterne af den gamle bymur, sprudler egnen af uforglemmelige oplevelser. Fx. en tur tværs over Rhinen med en næsten antik båd, en cykeltur forbi nabobyens intimiderende atomkraftværk, eller en svævebanetur, 216 m. op af et lille bjerg, der tilgengæld kan tilbyde en helt enestående udsigt. Rheinland am Phalz har herudover mere end 300 middelalderborge og slotte, eller snarere ruinerne af disse, og siges at ligge på pilgrimsfærden til Santiago de Compostello.  Alt i alt en lille perle kultur og traditioner, i en af de skønneste dele af Tyskland. De otte dage jeg tilbragte i Speyer, og dermed alle de fantastiske personer jeg mødte, har gjort sit til at ændre min opfattelse af Tyskland, så jeg i dag betragter landet mere som en bror end som en fjern nabo, hvilket mange vel vil kunne nikke genkendende til. For mit eget vedkommende er det bestemt ikke sidste gang jeg har været i Speyer.      

18/9 Speyer – Bad Herrenalb 95 km.

Kl. 10 tager jeg med første tråd atter vejen i besiddelse. Foran mig venter 60 kilometer langs Rhinen mod Karlsruhe. Om forholdene for cyklister langs Rhinen i sydtyskland, er de samme hele vejen fra Nordsøen til Bodensø, ved jeg ikke. Men at man fra Weisbaden (omkring Frankfurt) til Schweiz finder en seks meter bred cykelsti, og næsten ingen anden trafik end snegle og pensionister, har jeg da lært.  Til den sikre følelse af flodens nærvær, dog gemt bag oversvømmelsesdigerne, kan man således følge floden i sit eget tempo. Faktisk ligger cykelstien på selve digerne, og havde floden ikke haft denne kedelige tendens, tvivler jeg da på at man overhovedet havde bygget en cykelsti der. Beruset af idyllen beslutter jeg at spise frokost på en lille fiskertræbro, der rager fra bredden langt ud i vandet i en lille sø beliggende ved Rhinen. Uden tanke på de hyppige oversvømmelser traver jeg friskt ud på broen. Halvvejs slår en tanke mig som et lyn. Er her oversvømmmelser, må altså også denne lille bro have været under vand!? Træværket er ganske rigtigt pilråddent, og broen vakler på usikre piller som var jeg pludselig i en Indiana Jones film. Jeg trodser dog faren og når den lille platform der troner for enden, jeg tager mig tid til min frokost, og vakler derefter forsigtigt tilbage. Det lille eventyr fortoner sig dog hurtigt i mine tanker efterhånden som jeg nærmer mig Karlsruhe. Den mægtige sorte skov, Schwarzwald, ligger blot 15 km syd for karlsruhe, og er således inden for umiddelbar rækkevidde. Som jeg på tiende km snegler mig op ad en uendelig bakke, har en ærgelig tanke bidt sig fast i mit sind; jeg græmmer mig at jeg har brugt mine mest hyldende gloser på steder så kedelige som Danmark og Schlesvig-Holstein. Hvordan kan jeg forsvare at have kaldt dem; vidunderlige, paradisiske, fantastiske? I sammenligning med resten af hvort snævre verdensdel er de intet, men allerede har jeg tildelt mine største adjektiver. Hvordan kan jeg nu yde Schwarzwald retfærdighed?  Lad mig med almindelige ord forsøge at beskrive hvad min betagelse druknede sig i; Uigennemtrængelig skov af løvstammer beskytter mig fra alle sider mod solen. Nu og da får jeg gennem kronernes hudtynde spind af blade et glimt af den blå himmel. Lysegrønne skjuler trætoppenes hvælving de omkringliggende bjerge. Fra de nedfaldne grenes skeletter, dækkende jorden som efter et vældigt slag, op langs de nøgne stammer, kærtegner luften skovens ro. I sollysets sporadiske stråler fastholder en stillestående vind, en tyk atmosfære af underkendelse af tidens gang. Som i en kæmpe hyldest til moder jord. Af hovedvejen som løber lidt længere nede af bjerget anes kun en svag brummen, civilisationens hvepserede. Dækket af træerne bliver den monotone lyd fra bilernes motorer nærmest et blødt akkompagnant til den bølgende natur. Den falder i ét med omgivelserne, der lader til at kunne neutralisere ethvert af nutidens forstyrrende elementer. Som når omgivelserne i sit bedøvende favntag skubber mig op ad en bakke, for på den anden side blot at kaste mig voldsomt af sig igen. Omend  hvor smukt dette område er, kunne det ikke undgå at tære på mig; dette mit første spøde møde med bjergene. Da jeg  hen på eftermiddagen når mit bestemmelssted, er jeg ved at segne af træthed. Benene værker, og jeg er dehydreret. Et lille fald i temperatuen, i overensstemmelse med stigningen i højden, slår de sidste kræfter af mig. Udmattet går jeg til køjs klokken ni.

Giesen, Frankfurt, Speyer

Soendag 8/9 Marburg -Giesen 35km

I dag ville jeg egentlig til Frankfurt. Foelelsestom, men maalbevidst, vaagnede jeg hen ad formiddagen, stadig bitter over gaarsdagens mangel paa begivenheder. Under en bagende sol pakkede jeg sammen, og besteg kl. 11 min funklende jernhest. Kl 13 var jeg i Giesen, og kl 15 opgav jeg nogensinde at komme ud igen. Endnu engang viste det tyske vejnet sig saa komplekst, som jeg tidligere har anklaget det for at vaere. Jeg fandt dog en campingplads i virvaret enslydende gadenavne, endogved en soe, og kunne saaledes efter en god dukkert, tilbringe resten af dagen med at hvile i solen paa en graesskraaning. Allerede frisk og veludhvilet gik jeg tidligt i seng.

Mandag 9/9 Giesen – Frankfurt 65 km

30° i skyggen. Teltet badede allerede tidlig morgen i sved, og med udsigt til en dag under solen, drog mine tanker sydpaa, til en fantasi om brune lemmer og lange svale aftener. Til alt held fandt jeg med det samme vejen til Franfurt. Dvs den blev mig aabenbaret undervejs, ved hjaelp af talrige venlige lokale. Indtil videre er jeg overalt blevet moedt med overvaeldende imoedekommenhed og en dyb interesse for at hjaelpe. Saa snart jeg staar med landkortet i haanden, boejet over det som et stort spoergsmaalstegn, melder sig straks en forstaaende person, frivilligt tilbydende sin assistance. Saaledes er jeg ogsaa i dag blevet guidet gennem snaevre veje, over smaa bjerge, gennem det tyske landsby vejnetenigma. Det er en stor udfordring at cykle tungt oppakket i saa varmt et vejr. Efter fire timers koersel naaede jeg Franfurt, og besluttede efter kort overvejelse, at tilbringe natten der, i midten af 2.verdenskrigs efterladenskaber. Raedselen ved taeppebombning af en storby. Bortset fra byen catedral, skulle naesten intet vaere blevet staaende tilbage efter de allieredes angreb. Den tyske rolle i krigen usagt, taenker jeg at hverken england eller USA, er den melodramatiske foelelse for overdrivelse ukendt. Dette kommer til udtryk i Frankfurt af idag; en funklende ny by. Da jeg foerste gang skimmede dens konturer i horisonten, var det synet af glashoejhuse der moedte mig. De foerste rigtige hoejhuse jeg har set i Tyskland endnu. Med en fornemmelse af at indtage en amerikansk delhovedstad, voskede byen glamouroest under mit langsomme traad. Som hovedparten af de tyske storbyer, gennemloebes ogsaa Frankfurt af en flod; Main. Langs Main troner paa den ene bred en lang raekke af hoejhuse, nogle under opfoerelse, paa den anden; bygninger der vender tanken mod mit Koebenhavn. Arkitektonisk er det ikke nogen flot by. Der er for mange forskellige stilarter, og hvad der vel er taenkt eklektisk og spaendende i stil, virker paa mig grimt og forvirrende. Som storby har Frankfurt dog meget andet at byde paa, bl.a internetcafeer! Jeg skriver saaledes lidt hjem, og planlaegger at tilbringe resten af dagen paa en cafe, i skygge for solen med en stor koelig pilsner i haanden!

Tirsdag 10/9 Frankfurt – Speyer 95km

Puha. Toemmermaend. Jeg moedte igaar en amerikaner der, efter to aar i Bonn, skulle tilbage til LA idag. Vi gik ud for at drikke en oel. En blev til flere, og da vores selskab blev suppleret af en australier og en tysker, blev behovet for en rigtig bytur intensiveret. Fire mand hoej vraltede vi skraalende mod Frankfurts vaertshuskvarter; Sachenhausen! Som sagt; puha, toemmermaend. Man vaekkede mig uhoefligt kl. 9.20, for at informere, at var jeg ikke ude inden ti minutter, blev endnu en dags leje paaregnet! Over byen havde en tung regnvejrssky lagt sig tilrette i loebet af natten, og foer jeg havde fundet den noedvendige motivation til at tage afsked med min morgenmadscafe, var klokken blevet 12. Kl. 20 stod jeg, efter en ret uinteressant tur, paa doertaerskelen til min mors kollegas hus. Det havde vaeret planen fra starten at jeg skulle besoege hende, og der hvile et par dage i Speyer. Efter et klimt med klokken dukkede et smilende hovede frem i koekkenvinduet, og en venlig vinken lod mig vide at jeg var anloebet i en sikker havn. Denne venlige sjael hedder Brigitte, og har boet i 20 aar i Danmark. Paa dialektloest dansk fortaeller hun, at jeg de naeste par dage skal overnatte hos hendes mor; Paula, og i glimtet i hendes oejne laeser jeg en foelelse af naestekaerlighed og tillid saa staerk, at var hun naeste sekund spadseret til Israel, var jeg uden toeven fulgt med. I Paulas hus svoebes jeg i 76 aars moderlig erfaring, og efter et varmt phaelsisk maaltid, falder jeg i en bloed seng i en soevn saa dyb, at var jeg tre aar gammel, endnu med min mors beroligende sang i oeret, kunne selv et jordskaelv ikke have beroevet mig sirenernes soede droemmeakkompagnant.

Centraltyskland

Torsdag 5/9 Hardegsen – Kassel 75 km

Tidligt paa dagen har jeg endnu en punktering. I Daekket finder jeg imidlertid en lille skarp sten, som placeret ved gaarsdagens lapning, maa paatage sig skylden for begge punkteringer. Af at vaere for laenge alene bliver man gerne lidt smaaskoer, og foelgeligt skaelder jeg en rum tid landevejen ud. Jeg maa dog spare paa vejret, dagen byder paa to smaa bjerge. Aerboedigt, spaendt, kampklar, langsomt ladende op, lader jeg vejen foere mig. Paa begge bjerge maa passeres kilometerlange 10% stigninger, men svedende, med aeren og benene i behold, naar jeg begge gange toppene. For foden af andet bjerg ligger Kassel, byen virker ved foerste oejekast spaendende og fuld af liv, og jeg opgiver at cykle laengere, da jeg kommer forbi en campingplads med den ene fod i byens centrum. I Kassel er der i disse dage en kaempe udstilling af moderne kunst; dokumenta 11, tilsyneladende en tilbagevendende begivenhed i Kassel. Mens jeg skriver disse linier, sidder jeg paa en tyrkisk restaurant og nyder godt af min yndlingsspise; kebab i spaendende variation. Til dem fra noerrebro; se om ikke i kan faa den lokale til at fyre op for saadan en omgang. Det hedder “iskender kebab”, og smager superlaekkert! Ifoelge landkortet, som efterhaanden er blevet mit faste selskab under middag i mangel af bedre, er bjergene ovre for denne gang. Nu venter tre dages fladt terraen, efterfulgt af tre dage i Swarzwald. Men for i aften venter oellet blot paa at blive drukket saa regningen kan betales, og min sovepose paa at lukke sine varme arme om en kuldskaer lille krop.

Fredag 6/9 Kassel – Marburg 100km

Det er altid svaert for mig at afgoere hvor jeg kommer til sove, og hvad jeg kan forvente mig af byen jeg sover ved. I Kassel fandt jeg hvad jeg havde brug for i form af en internetcafe. Dette er snarere undtagelsen end reglen. Da jeg ikke vidste hvornaar jeg kommer til en saadan cafe igen, tilbragte jeg hele morgenen paa nettet, indtil jeg af noed maatte vende tilbage til campingpladsen, foer jeg blev paaregnet endnu en nats leje. Da jeg forlod byen var klokken 13, fem timer senere end jeg ideelt burde have taget afgang. At dagen tilmed boed paa alt andet end det forventede flade terraen, kortet svigfuldt havde lovet, kom til udtryk i min sene ankomst til Marburg. Kl. 20 kunne jeg tage et bad, og foerst kl. 21 blev sulten stillet. Marburg er en universitetsby, altsaa skorter det ikke paa unge mennesker, eller soede servitricer. Som universitetsbyer er oftest, er ogsaa Marburg en meget gammel by, bygget op omkring en middelalderborg og adskillige smukke lige saa gamle kirker. Centrum bestaar af traebindingsvaerkshuse skulder om skulder med murstenshuse med spirdaekkede tage, alt i alt et goer byen et imponerende indtryk paa mig. Jeg tror jeg bliver her en dag extra; min bog er alligevel naesten slut, og hvilken bedre undskyldning kunne jeg komme paa, end at skulle lede efter en ny i et dunkelt gammelt kaelderantikavriat. Pladsen mit telt staar paa er ogsaa ideelt til nok en dags nydelse. To meter fra floden Lahn, med udsigt til to middelalderborge knejsende fra to af de fem groenne bjerge der lukker dalen. Cafeen jeg skriver fra, serverer en god merlot, og som sagt er servitricen soed. Jooee…., jeg er ved at vaere overbevist. Her maa vaere lidt at hente, som fx en aften i hyggeligt selskab med lidt uforpligtigende konversation. Jeg tilbringer i forvejen for meget tid alene. Mulige haendelsesforloeb og lange samtaler med fremmede af hvem jeg kun har set et kort glimt, udspiller sig dagligt i min forstand. Jeg kan blive helt raed for vanviddets afgrund – hvor langt staar jeg fra kanten? Jeg har foer tilbragt lange perioder alene, og er da heller ikke oprigtigt bekymret, men netop klog af erfaring ligger jeg nu mere distinkt maerke til forandringerne i mit sind. Taenk at maatte leve et helt eller halvt liv alene. Det maa beroeve selv den staerkeste sjael enhver form for social sans, efterladende en i et faengsel, afskaaret fra alt menneskeligt samkvem, andet end dybden af den hengivenhed man kan foele for en tilfaeldig butiksassistent.

Loerdag 7/9 Pause i Marburg

Jeg faldt i gaar i snak med en af de foernaevnte soede servitricer. Under et venligt blik, spurgte hun om mit forehavende i Marburg. Jeg forklarede at jeg var paa gennemrejse. Lidt sniksnak resulterede i at hun tilboed at vise rundt naete aften (i dag). Herligt! Jeg glaedede mig. Endelig en aften tilbragt uden for solitudens kolde skygge. Men som aftenen skred frem, fandt jeg mig selv alene paa vores moedested. Hun moedte aldrig op. Dybt skuffet drak jeg et par genstande paa en naerliggende bar, skummende af vrede over hendes uforskammethed. Hun saarede mig inderligt. Efter at have vaeret alene saa mange aftener, oejnede jeg endelig en chance for at foele mig lidt i live. Sent paa aftenen vaklede jeg tilbage til min laerredskiste og faldt i en dyb uforloesnende soevn.

De første bjerge

Tirsdag 3/9

Ehlershausen – Hannover

En meget kort dag. Efter at vaere punkteret umiddelbart inden Hannover gider jeg ikke koere laengere. I mangel paa et sted at campere, finder jeg et ungdomsherberg, lader mig indregistrere og faar i modgift et medlemskort, til Europas samlede herberg. Haha, pas paa for her kommer endnu en drikkende og stoejende dansker, promille paa ti og en halv, uden respekt for andre end sig selv. hvilket desvaerre er en tom trussel, for som saedvanligt raekker min energi kun til en enkelt oel i baren og en kort sludder med en ung praest, hvorefter jeg gaar paa hovedet i seng. I en seng der vel at maerke koster tre gange saa meget som at campere! I gennemsnit ligger priserne for de tyske ungdomsherberg paa 130 – 170 kr per nat. Det kan bestemt betale sig at slaebe rundt paa et telt!

Onsdag 4/9

Hannover – Hardegsen 110 km.

Vejrudsigten for idag havde ikke vaeret god, saa det var med bange anelser, jeg havde trukket gardinerne for i morges. Men vejret var fint, og blev bare bedre og bedre, efterhanden som dagen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal. gen dtrakte sig over for- og eftermiddag. Mine ben var, efter den egentlig ret belejlige pause, saa gode som nye, og fra förste traad til sidste, steg mit humör ligeledes fra morgenens flade dösighed, til de sene eftermiddags lyksalighedens timer. De tyske byer kan som tidligere naevnt, vaere svaere at finde ud af. Saa da jeg efter halvanden time kom til dagens förste, spurgte jeg efter saedvane efter vej hos de förste de bedste. Som taget direkte fra en Storm P. tegning, manifesterede dagens förste quizofre sig i et aeldre venindepar, hvilende paa en baenk i den förste morgensol. Den ene aeldre og mere rynket end den anden, udgjorde de saa iöjnefaldende et makkerpar, at jeg naesten betvivlede deres aegthed. Efter den saedvanlige introduktion ( undskyld, jeg skal til…, kan De vise mig vej? ), var de som aeldre er flest; naermest komisk forhippede i deres iver efter at hjaelpe. Desvaerre var de uenige om hvilken vej ville vaere den hurtigste. Den mindste ( en lille prop med hareskaar og Orla Frösnapper-naese ) fik dog efter totalt ensidig konsultation, med sin ballontykke veninde med porcelaensskaer, gennemtrumfet, at den den letteste vej ville vaere; ..”hvis bare De körer ud af hovedvejen, og saa drejer til höjre over en bro ved jernbanen, som De egentlig burde krydse over skinnerne, De kan jo tage tage cykelen paa nakken, saa ung og staerk som De ser ud, ja De minder mig saamaend om mit barnebarn, omend han er lidt höjere, skal De derefter gennem en lille skov, som (stemmen saenkes til en fortolig hvisken) detet egentlig er forbudt at köre igennem, men det burde De nu, det er saa meget hurtigere, hvorefter De vil komme direkte ud til vejen De leder efter!! Inderligt forvirret takkede jeg mange, og körte vinkende vaek under endnu en byge af venligt formanende gode raad. Blot 500 meter efter saa jeg et skilt, som pegede den direkte linie til Bundesstraße 3 an, netop som jeg havde opgivet alt haab om at finde den. Saadan krydres min dag dag med underholdende smaa indslag, der alle gaar det hele lidt mere taaleligt, og knap saa ensomt.

50 km syd for Hannover naaede jeg en lille bakke, der sin beskedne störrelse til trods, vil indtage en plads i min hukommelse, som hele projektets vendepunkt; paa toppen ventede mig et syn, der var saa uventet at jeg fik et lille chok, jeg tror hjertet snöd sig gennem et slag eller to, for i horisonten havde rejst sig, en hel haer af smaa bjerge. Pludselig antog dagen en noget mere alvorlig karakter, dette ville blive min förste styrkepröve! I to timer cyklede jeg mod bjergene, og uden egentlig at komme meget naermere, voksede bjerge stöt op omkring mig, paa begge sider af vejen. Snart fik jeg fornemmelsen af at köre i en slugt. Som tiden gik blev slugten smallere, for tilsidst at munde ud i et fuldstaendig bjergdaekket landskab. Jeg maatte nu pröve mine kraefter af. Efter at have besteget de förste to, naturligvis respektfuldt langsomt (jeg er köbenhavner, og ikke meget vant til stigninger af nogen art), og efter i fulde drag at have nydt de kilometer lange nedkörseler, indsaa jeg at dette var hvorfor jeg var taget afsted. Hvilken frydefuld fornemmelse at vaere her, helt alene, i den skönneste natur. Mit hjerte jublede i pulsens galop, og mellem bögetraeer paa en bjergskraaning, under fri blaa himmel, maatte jeg give luft for et tarzanskrig, der til min store glaede i nogen sekunder gjaldede fra vaeg til vaeg i dalen, inden underdanigt at dö hen. Paa toppen af sidste og höjeste bjerg, dagens tredje, befandt sig dagens maal; Hardegsen Campingplads. Med udsigt fra min teltplads, over disse vidunderlige grönne bjerge i hjertet af landet Hessen, strakte jeg mine ömme muskler. Lige saa fladt og friseret det nordtyske landskab virkede, saa bakket, spaendende og vildt, byder det sydtyske sig.

Schleswig – Holstein

Fredag 30/8

Tönder – Scharfstedt 134 km

Paa forhaand havde jeg planlagt at campere i Heide, 106 km fra Tönder, men skaebnen ville det anderledes. Hvor jeg havde regnet med at tilbringe fem timer paa turen, kom jeg til at bruge det dobbelte. Klokken 7 om aftenen rullede jeg ödelagt ind paa pladsen hvor mit telt nu staar, og efter et langt bad, og et varmt maaltid paa en landevejsbevaertning, er jeg nu parat til at fortaelle min historie: Ualmindeligt groggy vaagnede jeg tidligt, til enhver campers mareridt; öspjask regnvejr. Selvom regnen stoppede inden jeg endnu var staaet helt op, var teltet gennemvaadt, og jeg selv ville blive sölet til i mudder allerede inden morgenmaden. Et hurtigt toiletbesög og to haandmadder senere, var jeg paa cyklen. Det var allerede sent, 8.45, men blot et kvarter senere havde jeg krydset den efterladte graensepost, og knapt inde i Tyskland, stödte jeg frontalt ind i en stiv vestenvind, der viste sig at vare ved det meste af dagen. Allerede da vidste jeg at mindst en time maatte laegges til den planlagte tid. For at naa Heide maatte jeg imidlertid gennem to byer; Husum og Tönninger. Nok saa praktiske tyskerne ellers er af ry, afslörer de paa et afgörende punkt hvilket kaos der hersker i deres overordnede sans for orden og struktur.. Deres byer er saa sindrigt bygget op, at er man först kommet ind, kan man lige saa godt opgive at finde ud igen. I begge byer maatte jeg lede efter vejskilte i evigheder, og laegge öre til utallige, fuldstaendigt uduelige og uforstaaelige, forklaringer om höjre- og venstresving, som hver gang ledte mig fluks tilbage til labyrintens hjerte.Da jeg endelig kunne laegge anden by bag mig, var jeg mere end to en halv time efter timeplanen, og hvad vaerre var begyndte vinden at tage til, ved at relancere sig som hovedvind, altsaa blaesende den stik modsatte retning af hvor jeg ville hen. Endelig naaede jeg Heide kl.16, og efter hurtigt at have konstateret at her ingen campingpladser var, fandt jeg addressen paa et ungdomsherberg. Herberget var imidlertid nemt at finde, saa jeg burde have vidst at noget maatte stikke under. En venligt udseende mand byder mig indenfor, og vi kaster os ud i en sindsoprivende samtale paa tysk:

jeg: jeg er idag kommet hertil fra Danmark, men ser at her ingen campingpladser er. Maaske kan du hjaelpe mig?
Han: Nej, Camping er desvaerre forbudt!
Jeg: Nej, jeg mener, maaske kan jeg sove her?
Han: Nej! Camping er forbudt i hele Heide, ogsaa her. Jeg:Undskyld, du misforstaar, jeg vil gerne sove her. (da jeg ikke kunne huske hvad – seng – hedder paa tysk, aframmer jeg med haenderne konturerne af en seng. Desvaerre misforstaar han, og tror at jeg afbilleder et telt). Han(forstaaende, dog ogsaa lidt irriteret):Selvom dit telt er lille, kan du ikke sove her. Du kan finde en campingplads i Scharfstedt, 28 km herfra! Der kan du sove.Jeg(efterhaanden febrilsk, kommer jeg til ivrigt at raabe ham op i hovedet da jeg indser en anden indgangsvinkel): Jeg vil gerne have et vaerelse!
Han:(knap saa venlig laengere, kigger han lakonisk op og ned ad mig):Aah. Desvaerre. Man skal vaere medlem! (herefter fölger en lang redegörelse for reglerne for vandrehjem i Tyskland. Altimens kan jeg maerke min sindstilstand give efter for kroppens traethed, manifasteret i en stor klump i halsen, og en ubehagelig, naesten uimodstaaelig trykken i öjnenes taarekanaler. Havde jeg vaeret en lille dreng havde jeg graedt nu, men jeg er jo stor og staerk og voksen, og holder derfor igen med alt jeg har. Intensivt stirrende i gulvet, koncentreret om i det mindste at opretholde et minimum af respekt om min person, lader jeg ham snakke faerdig, nikker derefter forstaaende som han afvaebnende klapper mig paa ryggen, og i samme bevaegelse skubber mig ud af doeren. Et skarpt farvel efterfoelges af lyden af en smaekkende doer. Omtaaget vakler jeg hen til min cykel, og saetter mig demonstrativt langsomt, lidende op. Jeg har ondt af mig selv. Mens jeg koerer ud af byen, mod denne campingplads 28 km vaek, farer tankerne gennem hovedet paa mig; han var sikkert baade boernelokker og voldtaegtsforbryder konkluderer jeg, og ioevrigt gad jeg slet ikke sove paa hans dumme herberg. Han skulle have et ordentligt lag taesk, hvaeser min indre stemme, som nu efterhaanden har faaet luft for det vaerste. Knuden i halsen er forlaengst forsvundet, og mens mine tanker langsomt lyser op, gaar det op for mig at jeg koerer i jurassic park. Godt nok er dinosauerne udskiftet med prikkede koeer, men landskabet lader ikke meget tilbage at oenske, iforhold til selv den afrikanske savanne. Markerne her ligger brak, og elimineringen af dette sterile indtryk, kombineret med bakkerne, de spredte grupper af traeer drysset over de aabne vidder, faar mig til helt at glemme at jeg koerer i nordtyskland. Intet er altsaa saa galt, at det ikke er godt for noget. Jeg ved jeg vil sove godt og tungt i nat. Jeg vinker tjeneren over, betaler min regning, saetter det sidste punktum, og tager tilbage gennem moerket til min plasticiglo.

Loerdag 31/8

Scharfstedt – Bremervörde 110 km

Doedtraet fra i gaar, kravlede jeg noget modvilligt ud af soveposen i morges. Kl. 7.30 var alt pakket, og i selskab med en naergaaende flue og en ensomt galende hane, noed jeg min efterhaanden ret ensformige morgenmad. Da jeg ikke kan have meget mad med mig af gangen, fordi jeg ikke kan holde det koldt, maa jeg tage til takke med det praktiske; kogte aeg, rugbroed, makral i tomat, Buko ostetrekanter osv. I dag slap alt heldigvis op, og jeg kan nu kaste mig over noget nyt; en ny slags smoereost, en anden slags rugbroed, maaske sardiner i tomat… Morgenmaden gjorde dog hverken til eller fra; mine ben foeltes som traestykker. Uden endnu at have besluttet hvorhen dagen skulle bringe mig, trillede jeg ombord paa en lille faerge, for at krydse den flod jeg havde sovet ved, en biflod til Elben. Paa den anden bred afsloerede et kig i kortet at Elben selv, kun var 50 km vaek. Den skulle altsaa krydses idag. Og naermeste campingplads paa den anden side, var 60 km inde i landet…110 km med oemme ben!! Men hvorfor ikke, de ville jo sikkert live op i loebet af dagen, taenkte jeg. Forkert igen. De livede aldrig op. De blev blot stoet vaerre. En tur der, inkl.faergeoverfart, ikke skulle have taget mere end seks en halv time, kom til at vare ni en halv. Vaer opmaerksom paa den halve time, den bliver ikke talt med fordi jeg er specielt pedantisk , men fordi selv minutterne taeller paa saadan en dag. De tre extra timer var ikke udelukkende benenes skyld, men snarere en kombination af traethed og modvind. Vel placeret paa en graesk restaurant skriver jeg disse sidste linier. Traetheden er naesten overvaeldende, og koekkenet tager sig usaedvanligt god tid. Dette maaltid er saa meget et maaltid, som en beloenning, og har bare at vaere godt. Det har vaeret den drivende kraft i min maalrettethed om at overleve i dag. Men selvom det bare er noget tzazikibras, har jeg naeppe energi til saa meget som at skaenke det en tanke.