Forfatterarkiv: Stine Herdel

Klatring i New Zealand

Hvis man er til bouldering er der ét sted i NZ, som skal besøges; Castle Hill.

Her er masser af udfordringer, og området er så lidt overrendt, at man har rig mulighed for at finde og arbejde på sine helt egne boulder-problemer. Desuden er der gratis camping, muligheder for caving og flodtrekking på sidelinien – og helt guddommeligt smukt.

Generelt er New Zealand efter min mening ikke et klatremekka. Der er indtil flere steder at klatre, men landet er “ungt” og mange steder stadig vulkansk aktivt, hvilket betyder at de fleste klippetyper også er meget unge – og dermed ofte løse, skarpe og beskidte. Hvis man er til bouldering derimod, er der ingen grund til at brokke sig. Så tager man nemlig bare til Castle Hill.

Småt er også godt

Castle Hill er et stort bakket område overstrøet med bløde, grå kalkstens-klippestykker. Der er en næsten højtideligt stille stemning over området, hvor alt hvad man kan høre er vindens susen i græsset, og man kan se milevidt omkring. Stilheden og vidderne skyldes, at Castle Hill ligger ude i ingenting midt på syd-øen i New Zealand.

Fra Christchurch drejer man ind af State highway 73, der går midt gennem øen mod Arthurs Pass, og cirka en time senere vil man ikke kunne undgå at se området, der ligger til venstre for vejen. Ret fremme foran ligger også Flock Hill, som er et lignende klatreområde, hvor store sten ligger hulter til bulter i det høje græs.

Castle Hill er til fri afbenyttelse for klatrere, modsat flere andre steder på øen, hvor man skal have tilladelse af den lokale farmer. Stort set alt land i NZ tilhører én eller anden, så det er altid en god ide at undersøge, inden man klatrer løs. Dette gælder blandt andet for Flock Hill.

Fantastisk boulderproblem med led top-out!

Vil man klatre i Castle Hill er der nok at tage fat på. Se evt. på siden http://www.climb.co.nz/Places/Canterbury/CastleHill/Castle-Hill-Climbing.htm hvor der er guides til de forskellige dele af området.
Som nævnt er Castle Hill stadig relativt nyopdaget og meget lidt overrendt, og der er derfor rig mulighed for at finde sine egne små boulderproblemer. Det betyder dog også, at områdets ruter ikke er så detaljeret kortlagt endnu, men det er så vidt vides muligt at få rimelige guider over området i sport- og fritids butikker i Christchurch.

Det, der karakteriserer typen af klipperne i Castle Hill er, at de har meget runde former og nogen gange umiddelbart uhyggeligt få ting at stå på og holde i. Primært er der skrå, runde flader, hvor man skal bruge hele håndfladen til at holde fat. De huller, der er i stenene er runde og afslebne.
Typisk finder man et problem og giver sig i kast med at klatre op og når præcis til det punkt hvor man tænker “fedt, jeg er oppe”… for så at opdage, at der ingenting er at holde fast i i toppen. Og så hænger man der, mens man mentalt suger sig fast til klippen med hele kroppen – en såkaldt “full body smear”, som de lokale kalder det. Men det er det, der er den specifikke udfordring ved Castle Hill og en ret enestående chance for at få trænet sin balance. Det betyder dog også, at det på varme og fugtige dage kan være et ekstra krævende område at klatre i, idet der ikke er optimale forhold for friktionen. Den varmeste del af året i NZ er fra november til februar.

Dan Smith tager tilløb til toppen

Praktisk og husly

Omkring 5-6 kilometer længere henne af vejen, hvis du kommer fra Christchurch, kan du finde en ikke særlig tydeligt skiltet DOC (Department Of Conservation) campingplads, hvor du kan bo gratis. Der er intet vand, så du skal have dit eget med, hvis du ikke vil drikke af den flod, der løber gennem pladsen. Det kan du som regel godt – vi gjorde det og havde det fint. Der er heller ikke elektricitet eller gas, så du skal have eget lys og kogegrej med. Til gengæld har du en idyllisk lille campingplads, ofte helt for dig selv. Det er også en god ide at proviantere lidt, inden du kører til Castle Hill, hvis du ikke vil bruge en masse tid på at køre de 15-20 km. frem og tilbage til de nærmeste småbyer, hvor butikkerne i øvrigt lukker ret tidligt. At have en bil er et ret stort must.

Det er i øvrigt værd at advare om de bjergpapegøjer, der bebor området omkring castle Hill, og som faktisk findes på det meste af sydøens vestkyst. De hedder kea papegøjer, og de er sjove, helt ufatteligt nysgerrige, men desværre også meget destruktive! Det er en rigtig dårlig ide at fodre dem, ligesom du ikke bør stimulere deres nysgerrighed ved at lade noget som helt ligge på jorden – i hvert fald ikke hvis du ønsker at se det igen i hel tilstand. Dette gælder desværre også nogen gange for biler og telte, som enkelte keas godt kan finde på at give sig i kast med. De elsker vinduesviskere og teltbarduner. Det kan derfor være en ide at pakke sit telt sammen og lægge det i bilen, når man ikke er der. Det med vinduesviskerne må man så tage, som det kommer…

Fridags caving

På højre side af vejen, også lidt længere nede end den første del af Castle Hill området ligger en parkeringsplads, hvorfra der er adgang til Flock Hill og til en underjordisk flod, der som et større hulesystem snor sig gennem den underliggende klippegrund. Her kan man på eget ansvar tage på et lille 300 meters cavingeventyr, der kun kræver, at man har en stærk lommelygte (helst vandtæt, for man bliver våd!), solide sko og ikke lider af klaustrofobi. Det er ret spændende og der er nogle fascinerende huleformationer derinde. Bemærk dog at du aldrig må gå derind, hvis det lige har regnet meget af fare for springfloder.

Historisk bouldering i Hueco Tanks

For cirka 34 millioner år siden skabte naturen et af verdens mest interessante boulderingområder i verden og placerede det midt i den Texanske ørken. Området kaldes i dag for Hueco Tanks, hvilket frit oversat betyder “Hul Bassiner”.

Det er netop Huecos huller og bassiner, der gør klippeformationerne til en så bemærkelsesværdige klatre-legeplads. Den geologiske forklaring er, at klipperne består af vulkansk porfyr, som oprindelig var omgivet af kalkstensmasse. Kalkstensmassen er langsomt eroderet væk og har efterladt en gigantisk bunke chokoladefarvede klippesten i de mest mærkværdige former og med de karakteristiske tusindvis af huller.
Som klatrer kan man naturligvis ikke andet end at glæde sig over alle de udfordrende hullerne, som nogle steder får klippen til at lige en mikrohullet havarti, andre steder en god gammeldags emmenthaler med store, dybe regelmæssige huller. 
Bassinerne, som er fordybninger i klippegrunden, har derimod glædet indianerstammer gennem tusindvis af år, idet de opsamler det sparsomme regnvand i ørkenen. Dette gør Hueco Tanks til et ikke alene fabelagtigt klatreområede, men også til et område af anseelig historisk interesse. Især Mescalero Apache stammerne har efterladt sig talrige beviser på deres eksistens i området i form af potteskår, bopladser og ikke mest hundredevis af fantastiske vægmalerier. Er man bare en anelse historisk eller geologisk interesseret er der derfor ingen grund til at kede sig på en hviledag!

Desuden er den historiske del af Hueco Tanks noget, man er nødt til at forholde sig til, hvis man har intentioner om at klatre der. På grund af sin historiske værdi er Hueco et fredet område, der i dag hører under Texas Wildlife Department. Det koster derfor 4 $ om dagen at klatre i området, ligesom man (kun en gang) også skal gennemgå en 20 minutters instruktion i, hvordan man forholder sig til området. Det er dog det hele værd.

Der er bogstavelig talt masser at tage fat på i Hueco Tanks. Primært i form af bouldering, men der findes også en del ruter. Blandt andet klassikeren “Sea of holes” (amerikansk 5.10), en lodret væg, der på grund af sine tætte små huller svarer meget godt til den tidligere beskrivelse af en havarti ost. Der er desuden talrige ruter på “Central Wall” i en til to etaper. Sværhedsgraden varierer fra 5.8 til 5.13 (amerikansk)
Mange af ruterne har dog kun få bolte og er en blanding af sports- og traditionel klatring. Det kan derfor være en god ide at medbringe udstyr til begge dele, hvis man vil klatre ruter i Hueco.

Mht. til bouldering er Hueco en gavepose, hvad enten man er til ti meters lodret powerklatring ved hjælp af lommer i hovedstørrelse eller til vandret klatring på “slopers”. Der er desuden masser af huler at klatre i samt overhæng en halv meter over jorden med ondskabsfulde “crimps” i Netto-pomfrit størrelse.
Graden af udfording varierer fra V0 minus til V15. Selv V0 er dog ofte både teknisk og styrkemæssigt ret svære, hvilket godt kan slå selv den mest ihærdige begynder ud. Et godt sted at starte for begyndere eller for folk der gerne vil bygge et hudlag op er “Warm up Boulder” eller “Small Potatoes”.
Klippen i Hueco er af en særdeles skarp natur, og det er de færreste, der slipper ud af Hueco uden mindst en seriøs “flapper” (Når huden på fingerspidserne skæres af og hænger i en flap). Masser af tape kan minimere flapperne, men forringer din evne til at holde fast på klassiske “crimp-roofs” som The Mushroom Roof (V8).

Der er for nylig blevet åbnet op for et helt nyt klatreområede i Hueco, kaldet “The Meadow”. Man kan finde det ved at gå op til toppen af North Mountain, indtil man ser “Mousie Adams” skrevet på væggen (grafitti har længe været en dårlig vane for besøgende i Hueco.) Her skal du kravle igenne en snæver og lidt besværlig passage, men derefter åbner der sig til gengæld et mindre klatremekka henlagt i solskin det meste af dagen uanset årstiden. Den bedste sæson for klatring i Hueco er fra oktober til april, hvor temperaturen er lav og friktionen er høj!

Skulle du have lyst til at læse mere om Hueco Tanks kan du kigge følgende steder:

“Hueco Tanks: Climbing and bouldering Guide”, skrevet af John Sherman
eller du kan gå til  http://www.drtopo.com/ , hvor du kan downloade en aldeles udemærket guide over linierne og ruterne i Hueco Tanks. Vejr og andet nyt fra Hueco kan du finde på:
http://www.huecotanks.org/newsindex.htm 
Billeder af stedet finder du her: http://www.aaaclimbing.com/climbhueco.htm

Hvordan du kommer dertil:
Hueco Tanks ligger som sagt i det sydvestlige Texas lige uden for grænsebyen El Paso. Er du alligevel i det nordlige Mexico, kan det være oplagt at smutte en tur over grænsen til Hueco. Man skal blot finde en bus mod Ciudad Juarez og krydse grænsen der.
Flyver du direkte fra Danmark, kan du vælge den nærmeste internationale lufthavn, som faktisk ligge i El Paso. Ellers ligger Phoenix lufthavn kun godt 7 timers kørsel derfra den er evt. er billigere at flyve til.

Når du først er kommet til El Paso har du flg. valgmuligheder for at komme til Hueco:
– Tag en taxa (50-60 dollars)
– Lej en bil (det kan anbefales at ha en bil)
– Ring til Rob på Hueco Rock Ranch (915 855 0142). Han kan hente dig i lufthavnen eller andetsteds i El Paso, hvis du vælger at bo på hans campingplads.

Hvor du kan bo:
Medbring et telt og bo på en af de omkringliggende campingpladser. Hueco Rock Ranch er der hvor de fleste vælger at bo. Her er der også værelser, du kan leje, men de er dyre. Du kan også campere på “Pete and Queta Country Store” (915 857 1135). Det koster omkring 5 US$ pr. nat at campere, og begge steder er omkring 5 km. fra Hueco Tanks Park, så du skal bruge en bil eller et lift for at komme ud at klatre. Det er dog som regel rimelig nemt at få et lift med andre fra campingpladsen.
Den sidste mulighed er at campere i selve Hueco Tanks Park. Her er smukt, du får de bedste badefaciliteter, og du bor midt i klatreområdet. Det koster 10 US$ pr. teltplads og det inkluderer adgangsgebyr for parken. Eneste minus er, at der er temmelig dødt om aftenen.

Skal du være i Hueco i længere tid kan det være en god ide at leje en bil, da Hueco er langt fra alting – også butikker der sælger mad.

Langs Mexikos vestkyst

Bevæger du dig ned langs Mexikos vestkyst mellem Manzanillo og Lazaro Cardenas, kan du med al sandsynlighed finde dig din helt egen private paradisstrand.
Selv om området ikke optræder i guidebøgerne, er det absolut værd at udforske, og bevæbnet med telt, myggenet og en anelse kendskab til det spanske sprog er netop denne strækning et paradis for camping, bjergvandring, fiskeri og unikke natur- og dyreoplevelser. Nedestående artikel vil beskrive fire af kystens små ukendte strande; Colola, El Faro, Maruata og Manzanilla.

På ovennævnte cirka 300 km. lange kyststrækning finder du ingen store luksushoteller, vandscootere og larmende diskoteker. Kun små charmerende landsbyer, samt kilometervis af strand, skov, bjerglandskab og vildfarne æsler. Fra bittesmå  butikker kan du få diverse fornødenheder, og derudover kan du selv klatre op efter dine egne kokosnødder og fange dine egne fisk og hummere med hjælp fra de lokale fiskere. Selv tilbragte vi tre fantastiske uger på den 6 kilometer lange, øde strand, Colola, og derudover besøgte landsbyerne Maruata og El Faro og camperede yderligere nogle dage på en lille afsides strand ved navn Manzanilla.

Colola
“Colola” betyder på den lokale dialekt “gul skorpion”, hvilket man kan se en umiddelbar logik i, idet man på Colola strand møder temmelig mange af disse. De livsfarlige skorpioner, de utilregnelige understrømme samt strandens uvenlige, tornede vegetation gør, at Colola nok aldrig vil komme på listen over “paradisstrande”.  Men ser man bort fra det, er Colola helt unik. Ikke alene er den vidunderlig smuk, som den ligger omkranset af frodige bjerge og beboet af et mylder af farverige sommerfugle. Den er også en af verdens sidste ynglesteder for den udryddelsestruede sorte havskildpadde. Vores mål med opholdet på Playa de Colola var derfor netop at deltage i et projekt til skildpaddernes beskyttelse. Projektet ledes af den mexikanske organisation Vive Mexico, og opholdet skulle vise sig at være en helt unik oplevelse.

Arbejdet med skilpadderne foregår om natten og i de tidlige morgentimer, hvor man sammen med lokale “spejdere” (patruljeros) tilbringer timevis med at overvåge skildpadderne mens de graver deres redehuller og lægger deres æg. Bagefter bliver skildpadden målt og mærket, før den langsomt maver sig tilbage til Cololas frådende bølger. Vores opgave var desuden at grave æggene forsigtigt op og sikre at de blev transporteret til den nærmeste “vivero” – skildpadde vuggestuen – hvor æggene overvåges og beskyttes til de klækkes efter cirka 6 uger. Når æggene klækkes samles skildpadderne sammen og følges ned til vandet. Herfra må de små skildpadder klare sig selv.
Arbejdet med skildpadderne er tvingende nødvendigt, idet både skildpadderne og deres æg er eftertragtede som delikatesser og afrodisium. Og ender æggene ikke i hænderne på lokale æggetyve, så sidder hunde og rovfugle klar til at frådse i skildpadderederne, inden de nogensinde får en chance for at nå vandet.

Det er forbudt at opholde sig på Playa de Colola, hvis man ikke har til formål at arbejde med skildpadderne. Alle former for lys og larm er desuden forbudt på hele stranden, og overholder man ikke dette, kan man blive arresteret af det lokale politi, som hyppigt frekventerer stranden med meget store maskinpistoler! Det er muligt, at man kan få lov til at overnatte en enkelt nat i lejren, hvis man medbringer eget telt – men man kan ikke regne 100% med det. Det er heller ikke sikkert, at man får lov til at gå på standen om natten, hvor skildpadderne kommer. Det er derfor kun muligt at opleve skildpadderne på Colola, hvis man deltager i Vive Mexicos projekt.

Biologerne fra Vive Mexico er til stede på Playa de Colola cirka fem måneder om året, hvor de benytter sig af frivillig arbejdskraft til arbejdet med skildpadderne. Skulle man have lyst til at deltage i projektet, kan man kontakte Vive Mexico (www.vivemexico.org) eller Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark, som kan formidle kontakt. Det er ikke gratis at arbejde for Vive Mexico. Man betaler 210 US dollars ved ankomsten, men til gengæld er kost og logi inkluderet. Der vil også blive arrangeret diverse udflugter som f.eks. bjergvandringer eller ture til nærliggende strande om byer. Der er også mulighed for mindre spanskkurser hos den lokale skolelærer.

Det er nok vigtigt at tilføje, at forholdene i lejren er meget primitive, samt at arbejdet kan være hårdt. Der er hverken elektricitet eller rindende vand og den nærmeste telefon er 1.5 kilometer væk. Der er skorpioner og slanger i området, og hygiejnen kan halte en anelse, da det ikke er muligt at holde noget koldt eller 100% kakkerlakfrit. Desuden skal man at arbejde sammen med den lokale befolkning, hvilket kan være ganske svært, hvis man ikke taler spansk. Dog ikke så svært, at man ikke kan komme omkring det med diverse håndtegn og lyde.
Det er også vigtigt at bemærke, at Playa de Colola IKKE er en badestrand. Bølgerne er voldsomme og understrømmene dødsensfarlige, så hvis du vil bade og fiske, skal du tage til Maruata, Manzanilla eller El Faro.
Men, men… når alt dette er sagt, kan vi kun stærkt anbefale at deltage i Vive Mexicos skildpaddeprojekt. Man får en unik indsigt i området, fantastiske naturoplevelser og det er en god måde at lære det spanske sprog på.

Hvordan du kommer dertil:
Hvis du arrangerer et ophold med Vive Mexico, vil de give dig instruktioner i, hvordan du kommer dertil. Skulle du have lyst til at tage chancen på egen hånd og rejse dertil uden en aftale skal du fra Mexico City tage en bus til Morelia. Fra Morelia skal du tage en bus til Tecoman – der gaar kun en om dagen, kl. cirka 22.00. Med denne bus ankommer du kl. cirka 05.00 om morgenen i Tecoman. Fra Tecoman skal du tage en bus ad “highway 200” langs kysten mod “Maruata”. Bussen stopper flere steder, men kun hvis man beder om det, eller hvis der er folk, der skal samles op. Du skal derfor bede chauffoeren om at sætte dig af ved “Pueblo de Colola” eller “Campamente de Tortugas”. Men igen: husk på at du ikke kan campere på Playa de Colola, og der er ingen hoteller i landsbyen.
Der er dog til tider mulighed for at leje private huse i landsbyen.

El Faro, Maruata og Manzanilla:
Hvis du kan lide at have det hele for dig selv, så er El Faro, Maruata og Manzanilla uden tvivl noget for dig. El Faro er en relativt kedelig landsby der har en tilhørende meget smuk og yderst rimelig badestrand. Fra El Faro kan du med de lokale arrangere sejlture ud til små nærliggende øer, hvorfra du kan fiske, bade og snorkle (pas paa søpindsvin!). Du skal ikke forvente at se farverige koraller, men der er et ganske rigt fiskeliv og mulighed for at se havskildpadder.
Kan du ikke fange din egen aftensmad, eller er butikkerne lukkede, kan du gå ned til den fjerneste ende af stranden, hvor en lokal familie har en – absolut ikke iøjnefaldende – restaurant, som byder på fantastisk fisk. Blandt andet grillet red snapper, kæmperejer i krydret sovs, hummer samt den mexikanske specialitet “ceviche”, som er fisk marineret i chili, lime og koriander.
Der er mulighed for at campere på stranden, hvis du har dit eget telt med. Da vi var der, var der også et hotel, men det var ikke åbent, og det vides ikke, hvornår det er det! Selve El Faro by er en af de større landsbyer efter kysten, men den har ikke meget liv. Det skal dog siges, at vi var der i lavsæsonen, og vi forestiller os, at El Faro er noget livligere i sommerhøjsæsonen. Det gode ved at være der i lavsæsonen er til gengæld, at man har det hele for sig selv. Og det er stort set altid muligt at finde en jukebox der virker, samt en butik der sælger “Corona” eller “Sol” (den lokale øl).

Maruata er en charmerende lille landsby, der som de fleste af landsbyerne på denne strækning primært har huse bygget af træ og palmeblaede. Stranden er smuk og både bade- og snorklevenlig, og man kan campere direkte på standen for omkring 40-50 kr.
Går man ret igennem byen til den fjerneste ende af stranden finder man et større fiskerleje, samt – i højsæsonen – små restauranter.
Det er muligt at arrangere fisketure med de lokale fiskere, og man kan forvente at fange både red snapper, hummere og til tider tunfisk. Bådene kan som regel tage op til otte personer – prisen må man forhandle sig til med de enkelte.
Umiddelbart bag Maruata ligger de frodige grønne bjerge, og man kan spørge de lokale om forskellige ruter, hvis man har lyst til at bevæge sig den vej. Bjergvandringer er især en god ide, hvis man er interesseret i sommerfugle. Netop denne del af Mexiko (Michoacan) siges nemlig at være et af de steder i verden med flest forskellige sommerefuglearter.
Går man op i bjergene anbefales i høj grad at medbringe myggenet samt rigeligt med med myggespray. Området har efter sigende ikke malaria, men derimod to typer af “Dengue feber” som ikke er livsfarligt men kan være en kedelig oplevelse, der kan lægge ferien hen i febervildelser i op til flere dage.

I både El Faro og Maruata kan du få de fleste basale fornødenheder rundt omkring i butikkerne, og i skrivende stund er der også en telefon i begge byerne. Men det er også stort set så avanceret, som det bliver. Husk også at tage højde for den daglige siesta, der betyder at alt er som regel er lukket mellem 13-16.

 

Mellem Colola og Maruata ligger et utal af fantastiske øde strande uden tilstødende landsbyer. Det er svært at beskrive nøjatigt hvor de ligger, og de vil være lettest tilgængelige, hvis du selv er i bil langs kysten, så du selv kan udforske området. Den strand, vi boede på, hed Manzanilla (ikke at forveksle med storbyen Manzanillo) og enkelte buschauffører vil muligvis kende til den. Ellers er det bare at holde øjnene åbne – den ligger nede af en skrænt cirka 4 kilometer efter Colola landsby.

På strande som Manzanillo er det gratis at campere. Her kan du tilbringe stjerneklare nætter under åben himmel og tage din morgendukkert i det klare havvand – eller i sensommeren i de mange vandfald, der bruser ned af klippesiderne. Er du heldig kan du se havskildpadder der parrer sig – og er du en natteravn kan du måske endda se dem komme op på stranden og og lægge æg. Det sidste sker sjældent, men det skete for os på Manzanilla strand. En ubetalelig oplevelse. Hvis du camperer på disse strande, skal du derfor passe på, at du ikke lægger dig på skildpadderederne – du kan finde dem ved at holde øje med et hul og en forhøjning umiddelbart ved siden af hinanden. Husk at du skal medbringe alt selv, når du camperer her, og check badeforholdene så godt som muligt, da nogle af disse strande, som Colola, kan have meget farlige strømme. Spørg evt. i nærmeste landsby.

Hvordan du kommer til disse strande:
Ingen af de ovenævnte strande er beskrevet i de guidebøger, vi har kigget i, men du skal følge samme fremgangsmåde som hvis du skal til Colola. Alle strandede ligger mellem Tecoman og Lazaro Cardenas, og du kan bare bede buschaufføren om at stoppe.
Hvis du er i egen bil er det vigtigt at bemærke, at der er mange advarsler mod at køre ad “highway 200” om natten på grund af de mange “bandidos”. Det anbefales at køre i de lyse timer. Hvis du alligevel kører om natten, bør du ikke stoppe for nogen.
Tager du bussen skal du følge de samme instruktioner som for at komme til Colola bortset fra, at du skal fortsætte cirka fire-fem kilometer længere ned af kysten. Bed chaufføren om at sætte dig af ved Manzanilla, hvis han ved, hvor det er.

Et vintereventyr i verden.

Det var vel i maj 2002 , at vi bestemte os for, at det var tid til at ændre på det hele. Tid til at sige de kedelige job op, tid til at komme væk fra støjinfernoet på Nørrebro og tid til at gøre op med udsigten til endnu en uendelig dansk vinter. Fra da af samlede vi hver en skilling vi kunne og begyndte at planlægge et verdenseventyr på ubestemt tid. Et eventyr der skulle starte i Mexico, bevæge sig over USA, Canada, Fiji, New Zealand, Australien og Malaysia – for så at ende på Borneo.

Nu er det så blevet oktober 2002. Man mærker at mørket kommer snigende og at kulden kryber ind igennem selv den tykkeste sweater. Det er det perfekte tidspunkt at tage af sted på, netop som den klamme danske vinter holder sit indtog. Den 15. oktober kl. 10.05 letter maskinen fra Kastrup Lufthavn på vej mod Mexico og fra da af begynder vores eventyr.

 

Om os

Daniel, som er englænder og helst kalder sig Dan, er en dygtig og meget erfaren klatrer. Han har klatret i både USA, Sydeuropa, Asien og Skandinavien og er desuden ved at tage en uddannelse inden for miljøvidenskab. Desuden er han en meget habil snowboarder “hobby-linedanser”.
Jeg selv, Stine, er uddannet inden for journalistik og samfundsvidenskab og er meget glad for at dykke. Jeg overvejer blandt andet at tage en dykkerinstruktør uddannelse undervejs. Jeg har derudover nogen erfaring inden for klatring og har stået på ski i mange år.
Vi har begge to rejst en del før blandt andet i Asien, Sinai og Mellemøsten. Tilsammen udgør vi et par, der er glade for rejser og for at kaste os ud i oplevelser, der inkluderer diverse fysiske udfoldelser og naturoplevelser. Museer, by-sightseeing og templer er til gengæld ikke vores største interesse. Vores tur vil derfor primært være koncentreret om at opleve dyr, planter, højder, dybder, solbeskinnede strande og snedækkede bjerge. Og vi vil selvfølgelig forsøge at fortælle om det hele, undervejs.

 

Den foreløbige plan for turen (med stort forbehold for ændringer):

Når vi kommer til Mexico skal vi direkte videre ud til vestkysten, nærmere betegnet en lille strand, der hedder “Playa de Colola”. Den eksisterer ikke på noget kort, vi har fundet endnu, men den ligger i nærheden af Colima og Tecoman. Der skal vi i tre uger deltage i et projekt til havskildpaddernes beskyttelse sammen med godt ti andre frivillige og et hold mexicanske biologer.

 

Derpå regner vi med at tage til Guadalajara og derpå nordøst videre mod Potrero Chico nær Monterrey. Potrero Chico skal efter sigende være mellem de ti bedste klatresteder i verden med ruter på op til 300 meter. Der skulle også være begynderruter, hvilket er fint for mig, der ikke er så erfaren en klatrer. Dan derimod glæder sig som et barn til jul til at prøve kræfter med nogle udfordrende ruter. Muligvis skal vi også til El Paso som byder på flere klatremuligheder samt fantastiske gamle hulemalerier.

Resten af Mexico står foreløbig hen i det uvisse, men vi skal ende i Arizona omkring jul, hvor vi skal besøge nogle gode venner, der bor i Tucson.

I Arizona regner vi med at skulle køre nogle lange ture på motorcykel i ørkenen, ligesom man vel heller ikke må gå glip af Grand Canyon?!

Omkring starten af januar flyver vi til Vancouver i Canada og tager straks efter til Whistler for at bruge en lille måned på at blive endnu bedre til ski og snowboard. Whistler er kendt som et fantastisk skisportssted, blandt andet fordi der er fantastisk pulversne. Om jeg holder mig til ski eller giver mig i kast med snowboarding er endnu uvist. Sidste gang jeg prøvede et snowboard var en smertefuld omgang, men muligvis vover jeg pelsen og giver det endnu en chance.

Fra Canada rejser vi til over Nadi på Fiji. Blot for at få varmen i et par dage inden vi så rejser videre til Auckland i New Zealand.

New Zealand, Australien, Malaysia og Borneo er endnu ikke planlagt særligt nøje. Vi ved, at vi skal trekke i New Zealand, og at vi skal købe os en bil at køre rundt i de seks uger, vi skal være der. Australien står på dykning og koala-klapning etc. På Borneo skal vi, som planen er nu, være i Sabah og Sarawak. Vi skal se en masse naturparker, finde verdens største kødædende plante “Rafflesia” samt givetvis bestige Mount Kinabalu.

Men, som jeg har sagt så uendelig mange gange de seneste par dage: “lad os nu se, hvad der sker”.