Forfatterarkiv: Mikkel Thøgersen

Nikon D50 digital spejlreflekskamera

Så er Nikon kommet med et nyt digital speljsrefleks nemlig Nikon D50.

Her er lidt information om det:

 

Nikon D50 er det hidtil mindste, letteste og mest brugervenlige digitale spejlreflekskamera fra Nikon. Nikon D50 henvender sig med sin brugervenlighed, høje billedkvalitet og lave pris til familiefotografen, som ønsker at “opgradere” fra et digitalt kompaktkamera for at få de fordele, et digitalt spejlreflekskamera giver.

·          Billedsensoren med sine 6.1 megapixels leverer exceptionelt klare billeder med levende farver – perfekt til forstørrelser op til 70 x 100 cm

·          DX-Nikkor 18-55 ED objektivet har Silent Wave fokusering – hurtig og lydløs

·          Billedserier med 2.5 billeder i sekundet indfanger begivenhederne. Lukkertider op til 1/4000 og flashsynkronisering op til 1/500 sekund

·          Det genopladelige EN-EL3Li-Ion-batteri giver helt op til 2.000 billeder på én opladning, og den nye MH-18a lader er væsentligt mindre end forgængeren.

·          En stor og tydelig 2″-skærm gør det nemt at tjekke billederne. Det nye menusystem er meget overskueligt og giver muligheden for at kalde en forklarende hjælpetekst frem ved et tryk på en knap.

·          7 digitale motivprogrammer indstiller alle kameraets facetter efter motivtypen, så du får perfekte resultater uden besvær. Vælg mellem Auto, Portræt, Landskab, Sport, Makro, NatPortræt og det nye Børne-program, som bland andet giver perfekte hudtoner. Og naturligvis har du også alle manuelle muligheder.

·          Optimal eksponering under selv de vanskeligste lysforhold. Den nye teknologi detekterer automatisk højlys og skygger og indstiller eksponeringen perfekt

·          Et intelligent 5-punkts autofokus-system med fokusforfølgelse og Lock-on™ leverer skarpe billeder af begivenhedernes gang. Og AF-hjælpelyset giver en hånd med i svagt lys.

·          Det er nemt og hurtigt at printe direkte fra kameraet – uden computer – til en PictBridge-kompatibel printer

Havkajak, Halong Bay, Vietnam

Havkajak – Halong Bay – Vietnam.

I juli 2005 rejste min kæreste og jeg rundt i Vietnam i tre uger. Undervejs besluttede vi os for at tage på en tredages havkajaktur i Halong Bay.
Vi bookede turen gennem rejsebureauet Handspan Adventure Travel som har hovedkontor i Hanoi. Vi havde hørt at Handspan  havde nogle rigtig gode ture hvor guiderne talte godt engelsk (hvilket er en sjældenhed i Vietnam) og hvor havkajakkerne var “rigtige” havkajakker.
Turen kostede $150 USD per person hvilket var lidt dyrere end andre ture, men hvor standarden efter sigende skulle være bedre. Udover tredagesturen har de også todages ture.

Dag 1 startede med at vi mødte op ved Handspans kontor klokken 0530. Her mødte vi guiden og resten af gruppen. Gruppen bestod udover min kæreste og jeg af fire andre altså i alt seks personer hvilket er det maksimale antal gæster Handspan tager med på deres havkajakture.
Efter en kort præsentation og briefing kørte vi cirka to timer til Hai Phong som er en af Vietnams største og vigtigste havnebyer. Her fik vi en typisk vietnamesisk morgenmad, “Pho”, som nudelsuppe med kylling eller oksekød. Da vi havde spist kørte vi derefter ned til havnen og gik ombord i en gammel russisk flyvebåd som på halvanden time sejlede os til Cat Ba Island. Herfra kørte vi 10 minutter over til båden som sejlede os videre ud til den private ø som de næste tre dage skulle være vores base camp og hvor vi ankom cirka 1200. Base camp er bygget på et lille stykke strand på en lille ø midt i Halong Bay som består af cirka 3000 kalkstens småøer som stikker ud af vandet i op til 100 meters højde. Et helt fantastisk syn som kan minde lidt (men også kun lidt) om Krabi i Thailand eller Guilin i Kina. Halong Bay er efter manges opfattelse Vietnams flotteste naturoplevelse og blev da også erklæret for World Heritage Site i 1994. Navnte Halong kan oversættes til “hvor dragen dykker ned i havet”..
Vi blev indkvarteret i små tomands hytter, bygget af træ og tørrede palmeblade, med madrasser, tæpper, myggenet og en fan. Herudover var der et halvtag som fungerede som fællesområde og spisestue, et par hytter til kokken og hans medhjælpere samt en bruser og et toilet (vestligt) og en meget venlig lejrhund.
Efter en overdådig frokost bestående af 5-10 små vietnamesiske retter fik vi en kajaksikkerhedsinstruks og en briefing om de næste dages program af vores guide, Son.
Om eftermiddagen tog vi på en tretimers tur rundt i området hvor vi vænnede os til vores nye transportmiddel og fik et lille indtryk af det helt unikke område. Undervejs sejlede vi blandt andet ind i en grotte hvor vi så flagermus og drypsten hænge ned fra loftet. Nogle af øerne havde små strande hvor vi kunne komme i land og holde pause og tage en kølende dukkert. Vandets temperatur på cirka 30 grader gjorde dog at det var så om så med den kølende effekt.
Da vi returnerede til base camp godt trætte efter turen var der lige tid til et kort bad før middagen, igen bestående af 5-10 lækre retter, var klar. Om aftenen nød vi den absolutte stilhed og stjernespækkede himmel. Forholdene for at kigge stjerner var optimale idet der kun er meget lidt lys i lejren og derfor kulsort bare fem meter væk fra hytterne. Elektriciteten til lys og faner kommer fra en lille generator som kun kører om aftnen og som (næsten) ikke kan høres.

Dag 2 startede med pandekager, frugt og grøntsagssalat til morgenmad hvorefter vi sejlede et par timer og ind og ud imellem øerne og så mange falke, ørne, ugler og andre fugle. Ved middagstid mødtes vi med en lille båd hvor vi fik serveret frokost. Mens båden sejlede os videre til et nyt område slappede vi af og nød solen og den flotte natur. Om eftermiddagen blev vi søsat igen og sejlede tre timer hjem til base camp. På eftermiddagens padlletur besøgte vi en lille flydende by hvor der boede 600 mennesker. Hver familie havde bygget en stor “tømmerflåde” hvor de boede i et lille hus. Da tyve fra fastlandet åbenbart ofte var på “besøg” havde hver familie minimum 2 bidske hunde der kunne varsko hvis der kom fremmede, herunder kajakturister. Den flydende by havde sin egen lille skole som var bygget af en fransk humanitær organisation. 
Om aftnen blev vi igen trakteret med en lækker middag med efterfølgende hygge og noget velfortjent søvn.

Dag 3 sejlede vi en tur på knap tre timer hvor vi besøgte endnu en flydende by med cirka 2-300 mennesker og padlede på den yderste side af alle småøerne hvilket var en lidt speciel følelse idet vi på den ene side havde alle småøerne og på den anden side det Sydkinesiske Hav så langt øjet rakte. Efter denne sidste padletur fik vi frokost og et par timers afslapning før at turen gik hjemad mod Hanoi hvor vi ankom til Handspan kontoret klokken cirka 1900.
Alt i alt en super tur hvor service, guide, materiel, natur, omgivelser og mad var helt i top! Vi kan kun anbefale på det kraftigste at benytte Handspan idet servicen og guiden var langt over den standard vi oplevede på andre ture og langt bedre udstyr end de andre turgrupper vi så og derfor den lidt dyrere pris værd.
Der er ingen krav om at have sejlet havkajak før og alle aldersgrupper kan deltage. Vi havde et australsk par på 50-60 år med og de klarede sig fint.
Temperaturen i juli måned er cirka 30-40 grader hvilket er varmt, men absolut til at holde ud. Selv om at der er regntid i juli havde vi ikke en eneste dag med regn eller med skyer og guiden fortalte at selv når det regner, er det kun en halv times tid om eftermiddagen.

Handspan Adventure Travels hjemmeside er: www.handspan.com

På turen skal man medbringe:
– Pas, penge til drikkevarer (sodavand, øl, vin og snacks)
– Myggespray og solcreme (solen er stærk, meget stærk…)
– Evt. en indersovepose hvis ikke man vil bruge de udleverede tæpper
– Kamera og batterier (der er MANGE gode fotomuligheder)
– Sandaler, solbriller, badetøj, bredskygget hat og langærmet trøje,
– Toiletartikler
– Lygte (man sejler ind i flere mørke grotter)

Handspan udstyrer gæsterne med:
– Alt havkajakudstyr: dobbeltkajak, paddel, spraydeck/skirt, redningsvest og vandtætte poser til kameraer m.m.
– Mad, kaffe/te og drikkevand på hele turen
– Pengeskab til værdigenstande findes i base camp
– Sovetæpper og håndklæder
– Opbevaring af overskudsbagage på kontoret i Hanoi
– Guiden medbringer på alle turene førstehjælpsudstyr, lænsepumpe og lygte

Nilen – Den Ultimative Udfordring

“Nilen – Den Ultimative Udfordring” er den nyeste film i Tycho Brahe Planetariums repertoire.

Filmen omhandler en ekspedition der som de første tilbagelægger 5.247 km fra Nilens udspring i Etiopien til udmundingen i Middelhavet.

I 2004 starter ekspeditionen ved Den Blå Nils udspring i det etiopiske højland og krydser undervejs Etiopien, Sudan og Egypten. Efter 114 dage fyldt med krokodiller, sandstorme, skudepisoder, malaria og en brændende ørkensol når de målet ved Nilens udspring i Middelhavet.

Filmen er meget flot filmet og giver et godt indtryk af områderne de krydser og deres forskelligartede historie og folkeslag. Undervejs er der flere dramaer som får en til at holde godt fast i biografsædet.

Som altid er det en fantastisk oplevelse at se film på det 1000 kvadratmeter store kuppellærred. Filmen er særdeles anbefalelsesværdig og virker som benzin på alle os “skabseventyreres” bål.

 

Filmen har premiere lørdag den 21. maj.

 

Ekspeditionslederen Pasquale Scaturro har skrevet bogen “Mystery of the Nile”, hvor han dokumenterer sine oplevelser med at lede ekspeditionen ned af Den Blå Nil.

 

http://www.tycho.dk/ (Tycho Brahe Planetarium)

 

http://www.nilefilm.com/ (Filmens hjemmeside)

 

 

 

Canon EOS 350D digital spejlreflekskamera

Så er efterfølgeren til Canons meget solgte EOS 300D kommet. Canon EOS 350D er et særdeles prisbilligt spejrefleks til (langt) under kr. 10.000,-.

Læs en anmeldelse af kamerat her:

http://www.akamera.dk/art.php?artikkelid=14947 (DANSK)

http://www.steves-digicams.com/2005_reviews/rebelxt.html (ENGELSK)

http://www.dpreview.com/reviews/canoneos350d/ (ENGELSK)

 

Uluru – den røde sten

Uluru, af de fleste nok bedre kendt som Ayers Rock ligger cirka 500km. fra Alice Springs i midten af Australien. Navnet Uluru er det oprindelige navn som det lokale aboriginerfolk Anangu har brugt siden tidernes morgen. Ayers Rock derimod var navnet på opdagelsesrejsende Ernest Giles valgte da han som den første hvide mand så klippen i 1872.
Uluru er en monolit (klippe) og er 3.6km lang, 2km bred og 348m høj og det menes at den går flere km ned i jorden. Geologer vurderer at den er 550 millioner år gammel.
For Anangu-stammen har den haft, og har fortsat, kolossal kulturel betydning. Hver en lille sprække, hule, vandhul m.m. har tilknyttet en kulturel betydning eller rolle. Eksempelvis har kvinderne og mændene hver deres steder til gennemførelse af ceremonier og det er tabu for det modsatte køn at besøge stedet.
Uluru er en del af en nationalpark som i 1958 blev etableret under navnet Ayers Rock/Mount Olga National Park. På dette tidspunkt var nationalparken styret enerådigt af den australske stat uden hensyntagen til de oprindelige “ejere” Anangu-folket.
Som følge af en række retssager blev parken i 1985 overdraget til Anagu-folket som dog forpagtede den tilbage til staten gennem en 99-årig kontrakt. I 1985 fik hele parken status som World Heritage Site og i 1993 fik den sit nuværende navn Uluru – Kata Tjuta National Park.
Der er mange aktivitetsmuligheder ved Uluru.
Man kan vælge at vandre The Base Walk som er en 10km. og meget let tur rundt om foden af klippen og som i afslappet tempo tager 3-4 timer. Med jævne mellemrum er der skilte med oplysninger om historie, kultur, geologi m.m. Enkelte steder er der også forbud mod at fotografere idet disse steder stadig har stor kulturel betydning for Anagu-folket. De steder hvor der stadig den dag i dag foregår kulturelle ceremonier, er hegnet ind og det er strengt forbudt for alle på nær de indviede Ananguer at betræde dem.
Cirka 2km af Base Walk’en kaldes for The Mala Walk og er et meget betydningsfuldt område. Guidede ture udgår fra parkeringspladsen og kan på det stærkeste anbefales idet der her løftes lidt for sløret over Uluru’s kulturelle betydning.
Uluru – Kata Tjuta Natiobal Park Cultural Center ligger cirka 1km. fra Uluru og indeholder spændende udstillinger om områdets kultur og natur. Jeg vil anbefale at man sætter mindst én time af til besøget.
Højdepunktet for et besøg ved Uluru er henholdsvis solopgangen og -nedgangen. Det er her man virkelig kan nyde det fantastiske farvespil i klippen når den går fra højrød over orange til lilla. Selvom man til tider står som sild i en tønde blandt alle turisterne på de bedste udsigtssteder er det det hele værd. 
Endelig kan man bestige Uluru hvilket er en 1.6km. tur og som varer et par timer. Denne tur var for nogle år tilbage et must for besøgende. Grundet at der hvert år dør turister som følge af fald, hjerteproblemer m.v. opfordrer Anangu-folket til at man ikke bestiger Uluru. Dette fremgår af skilte og i den folder man får udleveret når man kører ind i parken. Opfordringen skyldes dog ikke alene hensynet til turisternes liv og lemmer, men også, og nok mere, respekten for Uluru og dens kulturelle betydning.
To climb or not to climb er det store diskussionsemne på ture til Uluru. Nogle mener vi skal respektere Uluru’s kulturelle betydning og dermed ikke bestige den. Andre er af den mening at Anagu-folket tjener på at forpagte området ud og dermed allerede er gået på kompromis med Uluru’s kulturelle betydning. Hvem der har ret ved jeg ikke, men når nogen beder mig pænt om noget så efterkommer jeg deres anmodning – længere er den ikke. Så lad være med at bestige Uluru og nyd i stedet det fantastiske sted og den fantastiske stemning!