Forfatterarkiv: Gordon Henriksen

10 citater og 10 gode råd

Det er efterhånden en del år siden Izaak Walton i 1635 skrev den første egentlige bog om lystfiskeri: Den fuldkomne fisker. Siden da har mange dygtige forfattere (og fiskere) nedfældet deres visdomsord om vores lidenskab, ja for at kalde det en hobby ville være syndt. De fleste ivrige lystfiskere, inklusiv mig selv, har også en god samling fiskelitteratur derhjemme. Her har jeg tilladt mig at håndplukke ti gode citater som jeg mener er værd at samle på. De er så sammensat med ti snusfornuftige råd som jeg mener er værd at huske på.

“Jeg har aldrig mistet en lille fisk. Det kan jeg ærligt sige. Det var altid den største fisk jeg fangede der slap væk.”

Eugene Field (1850-1895)

Surt er det, når den store slipper væk. En ting du nemt kan gøre for virkelig at forbedre dine chancer, er at bruge skarpe kroge. Det tager ikke lang tid at skærpe krogene inden de ryger derudaf, og er der bare en stor kleppert der ellers ville have sluppet væk der bliver hængende, var det alt besværet værd.

“At blære sig bringer nok ikke lykke, men ingen som lige har fanget en stor fisk, vælger at gå hjem ad en mørk bagvej”

Anonym

Husk altid kameraet når du tager på fisketur. Ikke kun for at have beviser på den store fisk, men også for at minde dig selv om dine gode fiskeoplevelser. Billederne skal tages når fisken er frisk og på lokaliteten, ikke hjemme i baghaven.

“Jeg gør det til en regel aldrig at veje eller måle en fisk jeg har fanget, men skønner dens mål så nøjagtig som muligt og øger med en femtedel eller omkring tyve procent. Dette gør jeg mest fordi folk tror at alle lystfiskere overdriver med mindst tyve procent, og på denne måde tager jeg forbehold for den mistro folk tillæger mine fortællinger.”

Ed Zern 1977

Hvis du ikke altid kan huske at have målebånd eller tommelstok med på turen, så tegn nogle mærker eller sæt tape på stangen for at markere 30, 35, 40 og andre relevante mindstemål. Så kan du nemt tjekke en fisk og hurtigt genudsætte eventuelle undermålere. Om du så vil lægge 20% til når du fortæller om din fangst, det må være din egen sag.

“Gode fisk er for værdifulde til at blive fanget bare en gang”

Lee Wulf 1939

Det er værd at overveje om ikke man burde sætte de største og flotteste fisk ud igen og i stedet tage de mindre med hjem til stegepanden. Den personlige glæde ved at genudsætte en rigtig flot fisk er stor, og biologisk set er det de store sunde eksemplarer vi helst vil have til at bidrage til de fremtidige bestande.

“Der er ingen grund til at gå fem mil for at fiske, når man kan regne med at have lige så lidt succes tæt på hjemmet.”

Mark Twain (1835-1910)

Glem ikke de hjemlige vande. Man kan drømme om eksotiske storfisk fra troperne, men glæden ved at fange en lille fisk i en mose tæt på hjemmet kan være lige så stor. Desuden er der store fordele ved at fiske det samme vand ofte, så man lærer det at kende, og finder ud af hvilke forhold der er mest produktive.

“Fluebinding er det næstbedste efter fiskeri; det er den slags slikken om læberne der mindsker tørsten hos en mand i ørkenen.”

Arthur Ransome (1929)

Lad vær med at tabe modet hvis det ikke lige er den bedste tid på året til at fiske. Brug vinteren på at gøre grej klar til næste sæson, og nyd tiden ved fluestikket eller foran pejsen med en god fiskebog.

“Denne vinter er jeg fast besluttet på at fiske fornuftigt for en gangs skyld. Og med det mener jeg behageligt.”

Tom Sutcliffe (1990)

Vi kan bruge flere uger på at klargøre grejet til en fisketur, men nemt glemme de lange underbukser. En god tur til kysten bliver hurtigt ødelagt hvis man fryser og maven er tom. Dette er nemt at forhindre, blot man sørger for at få den rigtige påklædning med og en ordentlig madpakke med evt. kaffe og chokolade til at give ekstra energi. Er man lidt mere ambitiøs, kan et primus og en gang varm mad virkelig gøre underværker på en kold vinterdag.

“Godt fiskeri stopper aldrig. Der er bare nogle gange, der er bedre end andre.”

George Fichter

En fisker er nødt til at have masser af tålmodighed. Nogle fisk skal først fortjenes, og fanges først efter mange timers fiskeri uden hug.

“Mange mænd har fisket hele livet, uden at vide det ikke var fiskene de var efter.”

Henry David Thoreau (1854)

Glem ikke at nyde naturen, kammeraterne og alle de andre grunde til at du kan lide at tage på fisketur – ud over fiskene.

Det skal dog lige siges at jeg kender hårdnakkede flittige fiskere der griner af dette citat, som ikke anser det for visdomsord, men for en dårlig undskyldning…….

“Hvis du vil være lykkelig i en time, drik dig fuld.

Hvis du vil være lykkelig i tre dage, bliv gift.

Hvis du vil være lykkelig i otte dage, dræb en gris og spis den.

Hvis du vil være lykkelig resten af dit liv, lær at fiske.”

Kinesisk ordsprog

Husk hvor heldig du er, og hvor synd det er for alle de andre, der ikke forstår os.

Knæk og Bræk!

Stars and Stripers

Striperen er en fisk med en meget interessant levemåde. Den trækker årligt op og ned af  USA kyster og ligesom man i Danmark venter spændt på hornfiskens ankomst i april, følges striperens færden af mange lystfiskere i USA. Den kan fanges fanges fra båd på havet, i brændingen på kysten, langt oppe i floder og findes faktisk også enkelte steder indelukket i ferskvandssøer. Men det mest populære sted at fiske efter stripers må være store flodmundingerne hvor de trækker op og ned på jagt efter sildestimer og andet føde. Det var netop sådant et sted vi skulle hen. The Merrimac river er en af de meste kendte striper floder. De lokale aviserne havde haft fo flere uger siden haft overskrifter med “The Stripers have arrived”. Endelig, var også jeg ankommet.

Før vi skal ud og fiske skal vi tanke op i den lokale grejbiks, der minder om én stor rodet grejboks. Der er hjemmelavede stangstativer og hylder med både brugt og nyt grej og overalt på væggene hænger der sorthvid billeder af folk med store stripers. Dem der er heldige nok til at fange en “keeper”- som de kalder fisk over mindstemålet, kan få et billede med dem og fisken op væggen. Mens vi står i butikken kommer to mænd væltende ind med en kæmpe striper på lidt under en meter, og der går ikke længe inden er nyt sort/hvid polaroid hænger op på væggen, sammen med de gamle sort/hvid billeder. Grejbutikken har stort set kun grej til stripers, men alligevel har den større udvalg end flere grejbutikker herhjemme. Dette illustrerer at fangstmetoderne til stripers er endnu mere varieret end fangststederne. Den kan tages på let spin, fluegrej, agn og tungt havgrej. Blair og jeg har tænkt os at prøve det hele. Blair køber lidt muslinger, blæksprutte, makrel, og levende børsteorm, og vi er afsted mod flodmundingen.

Mindstemålet er helt oppe på 28 inches (over 70 cm), og der er langt imellem at man fanger en keeper. Målet er sat så højt, da striperen var nær udryddelse, og man lavede derfor en radikal omvæltning af reglerne vedrørende dens fangst. Pga. af erhvervsfiskeri og delvis også lystfiskeri var striperpopulationerne på randen af sammenbrud. Da indså man at der måtte gøres noget og det lykkedes regeringen i sidste øjeblik at få standset et katastrofe. Utroligt nok gav man arten “Gamefish-status” hvilket betyder den kun tages med stang og line og forbyder erhvervsfiskeri efter arten. Det lyder ikke så dumt hva? Man hævede også mindstemålet fra 18 til 28 inches. Dette vakte selvfølgelig utrolig meget uro, men nu flere år senere når striper populationerne er kommet tilbage og erhvervsfiskerne har fundet andre leveveje, er alle (især lystfiskerne) glade. Regeringen er også meget tilfredse, da områderne nu tjener flere penge på fisketurisme end de gjorde på erhvervsfiskeriet. Det store mindstemål betyder at man skal være meget heldig, for at fange en over målet, men Blair og jeg agter at gøre så ihærdigt et forsøg som vi kan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan vi har ødelagt vores torskebestande herhjemme. At hæve mindstemålet på torsk til 70 cm ville nok være overdrevet, men tænk hvor meget det ville gøre hvis man gav den “Gamefish status” og forbød erhvervsfiskeri efter den. Vi ville kunne have helt forbløffende fiskeri og fange store fisk fra kysten igen. Desværre er dette kun en drøm, men vi burde overveje om noget lignende skal til, for at redde torsken.

Vi ankommer til en af Blairs pladser. Solen skinner og han fortæller i bedste amerikanske stil, mens han smider trøjen og tager “cooleren” med frosne muslinger og kølige budweiserøl ud af bilen, at her er et hul hvor striperne lægger sig i læ af strømmen. Synet af striperen i butikken gør at jeg er meget ivrig for at få linen i vandet og rigger til med et danske blink. Strømmen er kraftig og blinket kommer ikke ordentlig ned, så jeg beslutter mig for at prøve en jig og kaster den opstrøms så jiggen lægger sig i hullet. Blair nyder en kold øl i varmen, mens han ser mig give modhug fighte min første striper. Jeg er stolt, over den flotte fisk, selvom den kun er omkring et kilo. Her kalder de disse “schoolies”, da disse mindre fisk ofte fanges i store stimer (schools). Navnet er logisk nok, og vi fanger flere i samme størrelse. De ligger bestemt i hullet foran os. Men  strømmen aftager og aktionen stopper. De har bevæget sig videre siger han. Strømmen vender og flyder nu op ad åen og ikke ned af den. Det virker helt forkert. Blair siger vi lige så godt kan snuppe en bid mad og prøve igen i aften helt ude ved mundingen.

Efter en god cheeseburger, er vi helt ude ved kysten hvor vi prøver muslingerne og fanger nogle enkelte schoolies mens solen går ned. Hvilket herligt fiskeri. Efter mørket har lagt sig skulle der være gode chancer for at fange keepers og vi prøver med levende ål på en 10-15cm. Blair får et godt hug, men ellers er der stille. I morgen er sidste dag inden jeg skal hjem. Blair har derfor lejet en båd og vi skal ud og prøve med tungere stænger og agn efter store “keepers”. Normalt ville jeg have svært ved at falde i søvn sådan en aften, men da Blair insisterer på at jeg skal prøve flere lokale øl inden vi går i seng, så det bliver det ikke et problem.

                      Næste morgen køber vi friske hele makreller, og hopper i båden med tungere grej og store forventninger. Det har været fantastisk at fange schoolies, men jeg drømmer om keepers mens vi sejler mod mundingen. Der er store forskelle på høj- og lavvande her og dette bevirker at strømmen i floden er meget kraftig nær mundingen under ebbe. Vi sætter ankeret ud med rigelig af line og ligger midt i floden ikke langt fra mundingen og havet. Der er flere andre både i nærheden med samme ide som os. Vi skærer en makrel i to og tager halvdelen hver og sætter den på en krog med et blylod. Her er medefiskeri aktivt og ikke noget ventefiskeri. Det er strømmen for stærk til. Vi kaster opstrøms alt hvad vi kan gang på gang, og lader makrellen hoppe langs bunden, hvor den forhåbentlig møder en sulten striper. Hvis der er noget der hugger på denne halve makrel, så er det i hvert fald ikke småt. Blair mærker noget, men er i tvivl om det er bundhug. Hans stang er godt bøjet, men det er bare et stykke line han har fanget. Han beslutter sig for at hive linen ind og se hvad der er på den anden ende. Efter at have hevet flere meter ind får han en flot rapala wobler. “The days first catch” siger han og kommer den i grejkassen. mens han smider linen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke synes man skal smide line i vandet eller fordi jeg havde håbede på det bedste, men jeg begynder at hive linen ind. Der er modstand, og til vores store overraskelse får jeg hevet ind en fiskestang med hjul og det hele ind. Det er en fin dyr stang med baitrunner hjul, som nogen må have mistet fra en af de andre både for nylig. “thats a keeper” siger Blair og vi bliver enige om at dette må anses som en fin fangst. Dagen tegner godt og pludselig ser vi at  der er hug i en af de andre både. Vi kan se en godt bøjet stang og en af der løber kaotisk frem og tilbage med et net. Pludselig ser jeg den godt bøjede stang blive slap og hører et par klassiske amerikansk bandeord. Men alligevel er det et godt tegn. “They’re running” siger Blair, hvilket er hvad man kalder det når stimerne svømmer forbi området man fisker i.  “And it’s not schoolies today” tilføjer han. Så gælder det om at fiske mens de er der, og det gør vi. Jeg spytter på min makrel for ekstra held og kaster den. Det er svært at holde kontakten med agnen i strømmen, men da jeg synes makrellen er holdt op med at drive strammer jeg op. Jeg mærker et par gode dunk, tænker dette er ikke bund, og giver et hårdt modhug. “Fish on” siger jeg til Blair og løsner bremsen. Det er en formidabel fighter som holder sig dybt og rusker godt i den stærke strøm. Jeg er fast besluttet på ikke at lide samme skæbne som ham i den anden båd. Jeg forsøger at tage det så roligt som muligt. Så kommer den op til overfladen og vi ser sølvglimtene. Nu kan jeg se hele fisken og de flotte striper langs siden der giver dem navnet “stripers”. Vi har ikke noget net med, men det lykkedes Blair at få fat bag gællerne og svinge den op i båden. Han hiver målebåndet frem. “32 inches” jubler han- “It’s a keeper”. Vi får dræbt fisken taget nogle fotos og smidt den i cooleren. “Fish while they are running” siger Blair, der nu fisker endnu mere koncentreret. Det lykkedes os også at fange et par fisk til, dog ikke så store som den første. På vej hjem beslutter vi at vi er simpelthen er for trætte og slidte til at køre til grejbutikken for at få et billede af mig og fisken op at hænge der. Men det er også unødvendigt. Denne tur er foreviget i min egen hukommelse, og vi fik da taget et par billeder selv.  

Fiskefeberen

Jeg er bange for at jeg er syg. Se mig dette billede af mig selv. Jeg fejler tydeligvis et eller andet. Det er ikke en helt almindelig sygdom. Det er en tilbagevendende feber, en fiskefeber. Det er først for nylig, at det er gået op for mig, at min besættelse af fiskeri er sygelig. Der er visse symptomer der afslører denne særlige sygdom: Det er fx kun de færreste der foretrækker, at deres hænder er slimede og lugter af fisk…? Dette er højest unormalt. Mens normale mennesker ville sove længe på en søndag i oktober hvor regnen siler ned, kan jeg, stærkt påvirket af fiskefeberen, finde på at stå op før solen og begive mig udenfor. Jeg fisker ofte når der er landskamp, fordi så får jeg pladsen for mig selv. De fleste jeg kender mener, at midt på dagen er den bedste tid at opholde sig på stranden om sommeren. Jeg har den modsatte mening, og går først derned lidt før solnedgang, og bliver der gerne til den står op igen. Desuden foretrækker de fleste kedelige strækninger med sand, hvor jeg mener, at stenede strande med masser af tang er langt at foretrække. Er der noget sygeligt galt med mig?

At kalde mit fiskeri en hobby, er en hån, ligesom at sige, at en astronaut på vej ud i rummet “skal på arbejde”. Det er nået til et punkt, hvor jeg tænker på de store der slap væk når jeg ligger og falder søvn, drømmer om skrigende bremser når jeg sover, og vågner klar til at fiske, eller oftere, ked af at det ikke er lige det jeg skal netop den dag. Jeg kan ikke rejse uden at medbringe fiskegrej, og læser først flere bøger om fiskeriet i området jeg er på vej til. Ja,  jeg har faktisk en hel reol til mine fiskebøger og fiskeblade og en til alle mine andre mindre vigtige bøger. Når jeg bliver ramt af feberen, og jeg ikke kan komme ud at fiske, tager jeg ikke til hospitalet men til mit fluebindebord. Her kan jeg sidde og fantasere om fremtidige fiskeoplevelser. Mine ønskeliste ved jul og fødselsdage er simpel: Giv mig hvad som helst, så længe det har at gøre med fisk. Små detaljer, såsom at alle mine computer-passwords er fisk, min nøglering er en wobbler, og at jeg kan over 50 fiskenavne på latin tyder på, at denne feber har sejret over mit immunforsvar for længst. Alle billederne på min væg er af fisk, og alle de penge jeg tjener går til fiskegrej. Jeg kan sagtens forsvare at købe endnu en 7 fods stang, da den har en lidt anderledes aktion end mine 6 andre. Jeg har sågar overvejet at få job i en grejbutik, da min lønseddel alligevel går til fiskegrej, og jeg på denne måde ville kunne få lidt rabat…

Jeg ved ikke hvornår jeg først blev smittet med denne sygdom. Måske var det første gang jeg som tiårig stod med en hjemmelavet stang, som angiveligt ikke var god nok til at fange fisk, men til gengæld var tilstrækkelig for at overføre de farlige fiskebaciller fra det inficerede vand op igennem sikkerhedsnålen, sejlgarnen og bambuspinden til mine hænder. Siden da bliver tilstanden forstærket af små momenter, som når en trykbølge forekommer bag ved mit blink, eller en godt placeret tørflue forvinder med et stille svup. Det er disse øjeblikke der styrker feberen og spreder den til alle dele af min krop. I starten gjaldt det om at fange så mange fisk som mulig. Så udviklede sygdommen sig til at jeg jagtede så stor en fisk som mulig. Nu er det udfordringen der driver mig, og jeg er mest fascineret af de fisk på den anden side af kloden – dem der er sværest at fange og kræver mest teknik og kunnen. 

Jeg kan ikke beslutte, om jeg er ked af, at jeg er smittet med denne tilbagevendende feber,- jeg elsker jo at fiske. Men at den har krævet meget at mine nærmeste, er der ikke tvivl om. Min familie hører mig ikke tale om andet. Når min kone viser mig sin nye jakke, ser jeg straks nye fluebindings materialer. Når hun spørger, om jeg gå en aftentur ved vandet, kigger hun mærkeligt på mig, når jeg svarer “ja”, og begynder at tage waders på. Jeg har intet billede af hende i min pung, men kan altid hive billeder af mine flotteste fisk frem. Ja, selv min hund må være træt af min lidenskab, da den har haft en krog i poten op til flere gange.

Jeg har snakket med min læge om min tilstand. Hun var ikke meget hjælp, og foreslog at jeg prøvede golf i stedet? Faktisk er de eneste folk der forstår min sygdom, dem der også er smittet. Forfatterne til mine fiskebøger og fiskeguides i fremmede lande er nogle af de folk der kender til min sygdom, da den er meget udbredt hos dem. Måske besidder de evnen til at kurere mig, men det er tvivlsomt, da jeg faktisk anser dem som idoler.

Jeg tror, at jeg må acceptere denne fiskefeber. Jeg håber endda, at jeg kan smitte mine børn og børnebørn. Indtil da er der kun en form for terapi der hjælper på min tilstand, og det der den der foregår ved vandet med en fiskestang i hånden.

Drømmen om at fange en fisk større end mig selv

Da jeg var lille og fiskede i det lokale gadekær, var det ikke den der fangede den største fisk der fik lov til at blære sig, men den der til sidst havde fanget den største sum af skaller, aborrer og karusser. Antallet var altafgørende. Siden da, er både jeg og min verden vokset. Og det er fisken i mine drømme også. Jeg er blevet besat af tanken om at fange en stor fisk, en kæmpe fisk- en fisk større end mig selv. Jo større des bedre. Billeder fra fiskeblade af kæmpe marlins, stør og andre enorme fisk fascinerer mig. Hvis Freud skulle analysere de forskellige faser i en lystfiskers udvikling, ville denne besættelse af at fange en kæmpe fisk sikkert indtage en fremtrædende plads i hans beskrivelse. I sin bog om ørred- og laksefiskeri gennem 75 år beskriver Edward R. Hewitt de tre vigtige stadier i en lystfiskers liv. Først vil han bare fange så mange fisk som muligt. Dernæst stræber han efter at fange den størst mulige fisk. Og til sidst studerer han teknikker og grej i håb om at fange den mest vanskelige fisk. På dette sidste trin er han mere interesseret i selve sporten end i fisken. Ingen tvivl om at jeg stadigvæk befinder mig på det andet trin. Men hvor stor er stor, og hvad er stort nok? For mit vedkommende var målet klart. Jeg måtte fange en fisk større end mig selv. Det var et håndgribeligt mål, og ikke fordi jeg er en blærerøv, men det lyder da godt at kunne sige: “Det er da ikke noget- jeg har fanget fisk større end dig!”

Dette mål er desværre ret svært at opnå i Danmark, så jeg måtte søge til udlandet. Lejligheden til at opfylde drømmen om den store fisk bød sig, da jeg skulle ud og bo i en hytte på en lille ø på Floridas vestkyst kaldet Cayo Costa, med min kæreste. Det var forår, og der fandtes mange hajer i området på dette tidspunkt. Jeg glædede mig som en lille knægt glæder sig til juleaften.

Forberedelserne går i gang. Jeg læser mig klog på hajfiskeri, grej, madding og teknik. Jeg køber lange stålforfang, et ordentligt hjul og store, stærke kroge, og jeg sætter lineøjer og hjulholder på et kosteskaft. Det sidste passer vist ikke helt, men den stang jeg købte, føltes som et kosteskaft. Jeg har også mit mavebælte til at fighte fisk med. Det er et jeg har fået for lang tid siden af to gymnasiekammerater. Gaven var ment som en spøg, men den der griner sidst ler bedst, og jeg kan fortælle at bæltet fik store slidmærker på denne tur.

Så ankommer vi endelig til Cayo Costa, en lille fredet ø med teltpladser og et par primitive hytter. Der sidder pelikaner på bådbroen og en mindre alligator i vandet byder os velkommen.  Der er mangrovesump på den ene side af øen og lange smukke strande uden mennesker på den anden side. Det er  det perfekte sted at være på ferie. Min viden om hajerne gør så bare, at jeg er mere interesseret i at fiske end i at bade…

Så snart vi har pakket ud, hiver vi strandstolene, fiskestængerne og stangholderne ned til vandet. Tættere på paradis kommer man sjældent. Her sidder jeg i varmen et par timer før solnedgang, sammen med min kæreste på en vidunderlig tropeø, og foran mig står der fire stangholdere med riggede stænger i. To rigget med rejer til at fange hajmadding, en med en levende agnfisk til mellemstore tropefisk, og kosteskaftet står og venter på at vi fanger noget stort nok til hajmadding. Jo det er ikke værst.

At første hug kommer kun ti min. efter vi har sat os, gør det bare endnu bedre. Bremsen sidder løs, og noget trækker flere meter line af den lille stang med reje på, inden jeg når at gribe den og give modhug. Der er fast fisk og jeg hiver en malle på et par kilo ind. Herligt, men ikke den rigtige slags til hajmadding.

Kort tid senere fanger vi en lille jack, og spændingen stiger. Nu skal den store stang rigges til. Jacken er en fedtet fisk, og sender derfor gode duftspor som hajer kan følge fra store afstande hen til maddingen. Jeg dræber jacken, stikker den med en kniv så den bløder godt, og putter den på enden af et stålforfang på den store stang. Ud med den, og så er der bare at vente på klik-klik-klik lyden fra spolen. Bare tanken om denne lyd, som altid signalerer at lige om lidt sker der noget vildt, får mig stadig til at springe op af sædet og gøre klar til modhugget.

En time og et par “småfisk” senere lyder det: klik-klik-klik… Jeg farer op af sædet. Noget har fat i jacken. Klik-klik-klik-klik, den bliver ved med at trække line af hjulet. Jeg tager stangen op i hænderne, sætter den i frispole og putter min tommelfingeren på linerullen. Det er en dejlig fornemmelse at mærke en stor fisk svømme af sted med ens madding i munden, mens man venter på at give modhug. Da jeg ikke kan klare spændingen mere, giver jeg modhug så hårdt som jeg kan. Jeg mærker en stor modstand, men pludselig er den væk. Da jeg hiver linen ind, ser jeg at jacken blevet bidt midt over. Det var helt sikkert en haj, men jeg havde ikke givet den tid til at tage agnen helt ind i munden. Gad vide om den var større end mig selv…

Den halve jack røg ud igen, blodig og duftende, og så venter vi bare. Vi aftaler at næste gang der var hug, er det min kæreste Malenes tur til at prøve… Tyve min. går, klik-klik-klik … Vi farer op igen. Hun griber stangen og spørger, hvordan er det nu er man sætter den i frigear. Jeg hjælper og minder hende om, at jeg ikke havde givet den sidste nok tid. Hun ved godt hvad det gælder om, og venter før hun sætter modhugget hårdt og kontant, ved at tage nogle skridt op ad stranden samtidig. Det var åbenbart det rigtige tidspunkt fordi bremsen synger og indikerer fast fisk. Ekstatisk og samtidig lidt jaloux ser jeg kosteskaftet bøje og Malene kæmpe med denne meget stærke fisk. Hun får bæltet på, men er ved at være godt træt efter 20 minutters fight. Jeg spørger om jeg skal overtage, ikke tale om! Fisken har endnu ikke vist sig, og vi ved ikke hvad det er. Både fisken og Malene er begyndt at vise tegn på træthed, men hun presser den og får den tæt på land. Da ser vi at det ikke var en haj, men en kæmpe rokke. Denne slags har en giftig pig på halen og vi må passe godt på. Vi får rokken lige op i bølgekanten, tager et foto og kapper så linen tæt på krogen. Godt træt i armene siger Malene at jeg godt må få den næste der hugger på hajstangen. Fint siger jeg, stadig ret jaloux.

Der er ingen grund til at sulke, for der går bare fem minutter før hjulet synger igen. Måske havde alt postyret med rokken lokket noget nærmere…? Jeg griber stangen og giver modhug. Denne gang på det rigtige tidspunkt. Det er en god fight, og lidt senere lander jeg en “lemon shark” på omkring halvanden meter. Det er for farligt at prøve at hive en haj af denne størrelse op på land, så vi tager et foto og kapper linen mens den er tæt på strandkanten. Denne fisk var måske ikke lige så stor som mig, men at påstå jeg er skuffet ville være tåbeligt. Jeg sætter mig meget glad og tilfreds i min strandstol og nyder solnedgangen, stedet, min kærestes selskab og min viden om at hajfiskeri kun bliver bedre efter solen er gået ned…

Vi fanger endnu en stor rokke og flere forskellige “mindre” fisk i skumringen hvoraf flere bliver til hajmadding. Så sker det jeg har drømt om hele mit liv. En haj på over 2 meter tager maddingen og min krog i munden. Det der sker efter jeg giver modhug, er nok det mest intense jeg nogensinde har oplevet. Jeg bliver fuldstændig overvældet af dette dyrs vilje og styrke. Jeg mindes knap at den svømmede, men bare at den sprang som vild og gal og lavede et kæmpe plask hvor den landede. Selvom bremsen var stram, måtte jeg måtte løbe langs med stranden, med tommelfingeren på spolen for at bremse den og forhindre den i at tage alt linen af mit hjul. Jeg var ikke opmærksom på hvor meget friktionen brændte min tommelfinger, men det runde væskefyldte brandmærke jeg bar de næste dage mindede mig om det. Hajer springer sjældent, men dette eksemplar var en af de ekstremt aggressive “bullsharks”, og åbenbart en der virkelig ikke kunne lide at have min krog i munden. Man ville måske tro at jeg var skuffet da den landede på linen og knækkede den, men sådan mindes jeg det ikke. Jeg var nærmest lettet. Dette monsters voldsomhed og energi var tydeligvis mere end jeg kunne magte, og den slog mig ud i første runde. Velfortjent. Den gav mig aldrig en chance, men lod mig stå hjælpeløs på stranden, selv med min tykke line, stålforfang og kosteskaftet. Det hele gik så stærkt at vi ikke nåede at få et billede, men jeg kan stadig se den springende bullshark for mig til hver en tid. Den kommer tilbage i mine drømme, hvor den desværre også knækker linen hver gang.

Vi fangede flere mindre hajer i løbet af natten, men at fange en fisk der var større end mig selv, blev det ikke til i denne omgang. Det afholder mig dog ikke fra at betragte turen til denne lille paradisiske ø som en af de bedste fisketure jeg nogensinde har haft.Siden da er det faktisk lykkedes mig at fange en fisk, større end mig selv. Men det er en anden historie……

 

Hvis du er interesseret i at fiske på Cayo Costa, så tjek den tur jeg arrangerer her.

Den store, De mange og De grimme

Vi befinder os i Tromsø i Nordnorge. Jeg er taget herop for at studere fiskebiologi på universitetet. Det nærmeste vi kommer på fiskene, er ved dissekering i laboratoriet. Jeg må tage sagen i egen hånd, hvis jeg vil  kigge nærmere på fiskene i levende live. Så er det jo heldigt, at jeg har medbragt flere stænger end bøger på mit “studieophold”. Indtil videre har jeg holdt min fiskefeber ved lige ved hjælp af fangster af småsej og torsk op til 4 kg fra kysten, men jeg må nå helt derud hvor de store bor, inden mit fly letter mod hjemlandet. Bådleje er dyrt heroppe, så jeg er glad, når jeg finder en sejlbåd til billig leje. En sejlbåd er nok ikke optimal, men så længe den får os ud på dybere vand er jeg tilfreds. (Det skal lige nævnes at jeg godt kan finde ud af at sejle.) Jeg får overtalt min kæreste og 2 andre danske studerende til en 2-dages tur. Båden bliver pakket med proviant, soveposer og en masse havgrej, og vi er fyldt med de højeste forventninger da vi stikker til søs.

Med vind i sejlet og solskin i nakken sejler vi hen til en plads med god strøm, hvor vi mener, at der bør være godt efter torsk. At dette var min heldige uge burde jeg ha’ vidst, da dette var første gang, jeg skulle prøve min nye havstang, som jeg havde netop havde købt for penge, jeg vandt i pokerspil et par dage tidligere.

Sejlet hives ned og pirkene sænkes. Dette skulle vare en helt særlig fisketur, og det viste sig med det samme, da første hug er på min nye stang og meget tungt. Min pokergevinst bliver testet til sit fulde på denne første fisk som dunker nede i dybet. Vandet er klart, og vi ser, at det er en torsk et stykke før den bakses helt op til overfladen. “Holdkæft hvor er den stor” udbryder Jannik, mens der gøres klar til landing. Vi er jo bare et par gutter og en tøs på tur, og er ikke forberedt på storfisk, så tanken om et stort net eller en gaf har ikke strejfet os. Men Martin får fat bag gællerne og smider den op på dækket. Man skulle tro vi var til fodboldkamp og ikke på fisketur, for det næste der sker er, at vi alle hopper i båden med armene over hovedet, mens vi råber og skriger og giver høj fem. Det er tydeligt, at ingen af os før har været i nærheden af en torsk af den størrelse eller forventet noget lignende på vores lille ekspedition. Vægten kommer frem. Op til denne tur har jeg drømt om måler. Når vægten viser 11 kg, er min dag, min fisketur – ja mit semester i Nordnorge reddet. Vi skal være i båden 24 timer mere uden køleboks, så fisken ryger i vandet med et stort plump og svømmer direkte mod bunden.

Jeg er overvældet af fiskelykke og nyder en velfortjent kold norsk øl, mens jeg ser de andre fange adskillige mindre torsk og hyser, men så er det tid til noget nyt. Næste stop er en plads den lokale grejbutik anbefalede som Norges bedste plads til havkat, og efter denne tur, skal meget til for at overbevise mig om noget andet. Med en sejlbåd tager det tid at komme fra fiskeplads til fiskeplads, men sejlturerne er fine i sig selv – især med en måler på samvittigheden. Det er efterhånden blevet aften, og vinden har taget af, så sejlbåden driver helt perfekt. Aften betyder ikke at det bliver mørkt, for solen går ikke ned heroppe om sommeren. Tænk bare hvilke muligheder det giver for en ivrig fisker!

Vi gør havkatte-pirkene klare.  Jeg har bundet ekstra sølvglitter på som lokkeeffekt, et tip fra samme grejhandler der anbefalede stedet. Min kæreste døber hendes pilk “Diskodronningen” pga. dens sølvglitter og lyserøde “skørt”. Havkat er en aggressiv fisk, og vi dunker pirkene mod bunden i håb om at fremprovokere et hug. Diskodronningens dunkende flirt og flagrende skørt bliver åbenbart for meget for en havkat, for Malene er den første der får bid. Det er et godt stykke optil overfladen, og hun får lov til at arbejde før den kommer op. Martin griber fat i forfanget, og heldigvis har han medbragt en stor balje til at opbevare fisken i, da det ville være for farlig for os og båden at have den liggende på dækket. Havkatten prøver at bide alt den kan komme i nærheden af. En geddes tænder kan virke faretruende skarpe, men en havkats kæber kunne snildt knuse knoglerne i ens hånd… Den lever af at knuse og spise dyr som muslinger og søpindsvin. Dette ses på dens kraftige kæber og store tænder. “Hold kæft hvor er den da grim” udbryder Jannik. Han har fuldstændig ret. Dette må være en af de grimmeste fisk der findes. Jeg er den næste der får en missekat op, og når jeg kigger på havkattens grimme fjæs indser jeg, at denne fisk er noget ganske særligt. Det er lidt ligesom at lande en smuk ørred på kysten, bare modsat… Man husker sin største fisk, sin smukkeste fisk, men min grimmeste fisk, den vil jeg også huske længe endnu.

 

Havkattene bliver ved med at hugge med små mellemrum, og vi bliver efterhånden ømme i armene og trætte af se deres stygge udtryk, og beslutter os at prøve en tredje plads efter torsk igen. Hvornår skal vi sove?, spørger Malene, men da det er lyst hele natten, er vi tre gutter ivrige efter at fiske videre. Klokken er næsten midnat, og det går jo så godt, så hvorfor stoppe nu?

Nu er vi ude i midten af et sund, hvor der efterhånden er blevet helt vindstille. Ikke godt for sejlbåden, men fint for os der driver stille med strømmen i sundet mellem bjerge og midnatssol. Når vi først finder torskene er de ikke til at slippe af med. Jeg har aldrig oplevet noget limende. De er ikke så store som den første, men de er alle vegne. Vi sænker pirken til bunden, strammer op, og ofte er der hug før vi når at give et ryk. Jannik, som også har ophænger på, fanger to ad gangen og udbryder “hold kæft hvor er der da mange”. Jeg kunne være erhversfisker, med det antal vi fanger, men det er snarere dyreplageri, da vi sætter dem alle ud efter at have været en igennem en  rimelig traumatisk oplevelse. Jeg klemmer modhageren ind på min pilk, så fiskene er nemmere at få af krogen. De nægter simpelthen at holde op med at bide, og da vi efterhånden er blevet så trætte af at fiske beslutter vi at lægge os på anker og sove. I morgen har vi stadig hele dagen til at fiske i før vi skal aflevere båden!

Havkat på pilk?

I Danmark fanges havkat stort set kun på agn og pirke bruges ikke til dem. I Nordnorge er pirke meget populære efter havkat, eller steinbitt, som de kalder den. De bruger runde pirke som er tungest i bunden. Så tilsættes en masse blæksprutteskørter og fjer og flash, hvis man har fluebindegrej. Disse fiskes så ved at lade pirken dunke mod bunden, så hårdt som muligt. Dette ophidser havkatten og den hugger af aggressivitet. Desværre er det meste af havkat-fiskeriet i Danmark på vrag, og man ville derfor sikkert miste mange pirke hvis man skulle dunke dem mod vraget. Men hvis du fisker steder hvor der er dybt, med en stenbund med muslinger og søpindsvin, og der findes havkat, prøv da en provokerende pirk og se om det norske kneb virker.