Forfatterarkiv: Casper Tollerud

Hiking i Kina

Mange backpackere, der rejser i Kina, bliver efter et stykke tid trætte af de store, larmende byer, man ofte befinder sig i. Og selvom det kan være svært at tro, især hvis man kommer fra de overbefolkede megabyer på østkysten, er det faktisk muligt at slippe væk fra menneskemængderne og ud i naturen. Et sådant refugie finder man i Gansu og Sichuan-provinserne ude mod vest. Her ligger en række mindre landsbyer, hvorfra det er muligt at tage på vandreture i de omkringliggende bjerge og dale. Der er enorme områder, som er fuldstændigt uberørte af mennesker, og man kan sagtens bruge dagevis på at vandre i den storslåede natur. Det anbefales dog at nøjes med dagture, med mindre man har fået grønt lys til at campere af politiets udlændingeafdeling, PSB.

 

Scener fra Labrang Kloster i Xiahe

Fra Lanzhou i Gansu kan man rejse sydpå via små bjergveje, hele vejen til Chengdu i Sichuan. Denne rute har tidligere været off limits for udlændinge, men blev engang i halvfemserne åbnet. Turen tager godt fire dage, ikke medregnet ophold i de forskellige byer på ruten. Rejser man ad denne rute, får man samtidig en enestående chance for at se tibetanere og deres kultur på tæt hold. Dette område var nemlig en del af Tibet indtil halvtredserne, da den kinesiske regering flyttede provinsgrænserne, og gjorde Tibet meget mindre end det oprindeligt var. Kina holder nu Tibet i et jerngreb, og på mange måder ser man faktisk mere åbentlyst den tibetanske kultur langs ruten mellem Lanzhou og Chengdu, end i selve Tibet, fordi man herude i ‘det glemte Tibet’   ikke længere fører streng kontrol med udlændinge. Så har man lyst til at se lidt af den tibetanske kultur, uden at tage til Tibet, er her en mulighed.

Bakker og dale omkring Xiahe

Fra millionbyen Lanzhou kan man tage en bus til den lille by Xiahe, ca. seks timer mod syd. Her ser man straks en flig af Tibet, idet ca. halvdelen af byens indbyggere er tibetanere. Byen er opdelt i den tibetanske og den Han-kinesiske del, og i den tibetanske del finder man let et billigt guesthouse at bo i. På Tara’s Guesthouse kan Tara selv være behjælpelig med gode råd om vandreture i omegnen. Og så er det absolut værd at stå tidligt op og prøve hendes friskmalkede yakokseyoghurt, som er af en anden verden! Man kan også leje cykler og tage på ture ud af byen, og bliver man træt af den megen motion, kan man sagtens bruge timer på at udforske det fantastiske Labrang Kloster som ligger i byen, og huser lidt over 1000 munke. Vil man have info om klosteret skal man bare finde en munk der taler engelsk, de er glade for at have gæster, og bruger gerne tid på at fortælle om livet bag murene. Vil man ind i hovedbygningen, må man dog deltage i en tur, som kan arrangeres på stedet. Klosteret er ufatteligt smukt, i flotte naturomgivelser, og hele vejen rundt går en såkaldt pilgrimsrute, hvor hundredevis af bedehjul er opstillet langs en sti. Her kan man se tibetanere i alle aldre udføre religiøse ritualer.

 

Langmusi

Fra Xiahe går turen videre til den endnu mindre by Langmusi. Idet Langmusi ikke ligger helt op ad hovedvejen, kan det være man bliver sat af godt fire kilometer uden for byen. Der er dog altid motorcykler og taxi’er klar til at fragte en helt ind til byen. Langmusi er endnu en fascinerende by, med endnu mere tibetansk præg end Xiahe. Indbyggerne er overvejende tibetanske, og den kinesiske tilstædeværelse anes kun lidt. Langmusi huser hele to klostre, som begge er mindre, men mindst lige så spændende, som Labrang i Xiahe. Man fortaber sig nemt i de smalle gyder mellem bygningerne i byen, og ender med at vandre rundt i timevis og tage det hele ind. Trænger man til naturoplevelser er byen omgivet af skøn natur, bjerge og dale så langt øjet rækker, så det er bare at snøre vandrestøvlerne og komme afsted. Igen anbefales det dog at checke med det lokale PSB hvad der er tilladt og hvad der ikke er. Det ville være surt at ende sin tur blandt bjerge og tibetanere, fordi man bliver deporteret tilbage til Lanzhou eller Chengdu!

   

Langmusi

Næste stop er Zöige, ca. fire timers kørsel fra Langmusi. Kort efter Langmusi krydser man provinsgrænsen, og er nu i Sichuan-provinsen. Zöige er ikke helt så charmerende som Xiahe og Langmusi, men naturen omkring byen er stadig flot, og med mindre man har baller af stål, ville det nok være en god ide at gøre holdt her. Vejene er mildest talt miserable, og busturene kan være hårde ved endestykkerne. Vil man gerne blive i Zöige en dag eller to, har man tid til at se nærmere på de to klostre byer har. Begge er smukke eksempler på religiøs kunst og kultur fra Tibet. 

Fra Zöige kan man tage til Jiuzhaigou, en fantastisk flot park lidt længere sydpå. Jiuzhaigou er velbesøgt af kinesiske turister, og med god grund. Parken har noget af det mest forunderlige natur jeg har set. Et stort skovområde med utallige små og store søer, alle med fantastisk dybblå eller grønt vand. Brusende vandløb og flotte vandfald dukker op bag hvert hjørne af stierne. Det er virkelig smukt. Man kan sagtens vandre rundt derinde, men idet parken primært er møntet på kinesiske turister, er der en del trafik frem og tilbage på hovedvejen. Kommer man i højsæsonen (maj-september) kan det være svært at finde et hotel med ledige værelser.

 

Jiuzhaigou

Længere sydpå kommer man til Songpan, hvor det er muligt at komme på heste-trek i bjergene (se venligst den kommende artikel ‘På hestetrek i Songpan’ for yderligere information). Selvom man ikke vil på hestetur er Songpan alligevel et besøg værd, om ikke andet så for at bryde den lange bustur til Chengdu. I Songpan er der rig mulighed for at købe tibetanske souvenirs, og der er et par cafeer med gode informationer om området.

Fra Songpan starter den lange tur ned gennem dalene til hovedstaden i Sichuan-provinsen, Chengdu. Det er en flot tur, omend man nok vil finde det svært at blive alt for imponeret, efter at have rejst hele vejen fra Lanzhou. Turen tager godt ni timer, med jævne stop for at gå på toilettet, købe mad og måske se lidt på udsigten. Vel fremme i Chengdu gælder det om at finde et godt hotel og få sig et varmt bad efter de noget primitive forhold langs turen. Siden den provincielle regering i Sichuan besluttede at gøre et par af de gamle backpackerhoteller forbudt for udlændinge, er der ikke længere meget at vælge imellem i Chengdu. Et af de gode, gamle, som stadig hænger ved, er Traffic Hotel, med rimelige priser og god info om alt mellem himmel og jord.

Praktisk:

De ovennævnte vandretursforslag er ikke særligt krævende, og man behøver ikke specialudstyr for at komme afsted – med mindre man er heldig at få tilladelse til at campere uden for byerne. Udstyr kan ikke købes noget sted langs ruten. Et par gode vandrestøvler er nok til at nyde naturen på denne tur. Der kræves dog en speciel busforsikring for at rejse med bus i Gansu-provinsen. Forsikringen kan købes på busstationen i Lanzhou, og det er en god ide at ofre de 20 kroner den koster. Forsikringen skal fremvises ved billetkøb i Xiahe og Langmusi. Den beskrevne tur kan naturligvis også gøres i omvendt rækkefølge, fra Chengdu til Lanzhou.

Både Chengdu og Lanzhou har fly- og togforbindelser til alle større byer i Kina.

 

Songpan

Byen Songpan ligger ca. ni timers buskørsel nord for provinshovedstaden i Sichuan, Chengdu. Herfra er det muligt at tage på rideture i den skønne natur i de omkringliggende bjerge. I Songpan er der flere konkurrerende hestetrek-arrangører, og det er med til at holde priserne på et acceptabelt leje. En hestetur koster ca. 60 kroner pr. dag, og inkluderer guider, telt og forplejning – plus en hest at ride på, selvfølgelig. Hestene er tamme, og selv utrænede ryttere, som jeg selv, kan tage på tur. Der er forskellige ruter at vælge imellem, alt fra to til syv dages trek. Man kan vælge at ride til et bestemt sted, hvor der er noget at se, eller man kan ride rundt i bjergene for at nyde naturen.

Vi valgte et tre-dages trek uden noget bestemt mål. Vi ville bare se naturen og bjergene. Og prøve at ride på heste, naturligvis, noget som min kæreste havde set meget frem til. Turen startede en tidlig morgen, og foruden os var fem andre udlændinge med. Der var hele tre guider til at holde styr på os og hestene, som foruden at skulle slæbe på os også bar telte og mad til tre dage. Vi red i ca. fire timer, før vi gjorde holdt. Først var vi lidt forvirrede, skulle vi virkelig allerede hvile for natten? Ja, det skulle vi, og det gik op for os at tre dage på hest altså ikke betød tre hele dage på hest. Det gjorde nu ikke noget, min bagdel var allerede godt øm, og hestene trængte tydeligvis også til at komme til kræfter, efter at have slæbt rundt på tunge udlændinge. Guiderne ville slå lejr lige midt på en temmelig beskidt græsplæne. Det var tydeligt at der havde været mange ture før os. Vi nægtede dog at bo i skidt og møg, og det endte med at guiderne tog os med op på en bjergskråning, hvor de slog lejr. Vores glæde blev dog hurtigt gjort til skamme, for guiderne fældede raskt væk mindst ti træer for at gøre plads til teltene. Ups. Vi ville jo bare se på naturen, ikke ødelægge den. Men sket var sket, og det var et pragtfuldt sted de havde valgt for os. Eftermiddagen var fri til at vandre rundt, og et stykke nede af bjerget fandt vi, til vores forbløffelse, en lille butik der solgte øl og cigaretter. For at råde bod på al det besvær vi havde været for guiderne, købte vi nogle flasker øl til dem. Det udviklede sig til en sen natteseance, hvor vi sad omkring bålet og delte øl og fortalte historier. Meget hyggeligt.

Dag to lignede den første. Jeg var blevet mere fortrolig med min hest, omend den havde en kedelig tendens til ikke at lystre. Men trods nervøse øjeblikke var jeg dog i stand til at nyde det hele. Endnu en gang slog vi lejr ikke langt over middag, og kunne igen bruge eftermiddagen som vi ville. Jeg brugte lang tid på at vinde min hests venskab ved at fodre den med brød, men den var ikke tilfreds. Måske var det brødet, som var næsten uspiseligt. Desværre var det hovedingrediensen i alle måltider på turen, men heldigvis blev der også lavet en vidunderlig kartoffelsuppe til, som vi levede af.

Dag tre skulle vi tilbage til Songpan, og et stykke af vejen red vi på en lille grusvej langs en flod. Her var nogle meget flotte broer, udsmykkede på tibetansk manér. Landskabet var det samme, granskov så langt øjet rakte, men ikke desto mindre flot. Vel tilbage i Songpan måtte vi tage til takke med et iskoldt brusebad, men det var bedre end ingenting efter tre dage til hest.

Songpan selv er en hyggelig lille by, og absolut værd at bruge en ekstra dag i. Der er et par templer man kan besøge, og nogle små butikker med souvenirs. Desuden er der en lille håndfuld cafeer, hvor man kan få masser af information om området.

Praktisk:

Man skal ikke bekymre sig om ikke at finde hestretrek-bureauerne, de skal nok finde en. Konkurrencen imellem dem er hård, og så snart man stiger af bussen står scouts fra bureauerne og forsøger at sælge dig en tur. Snus lidt rundt, og find ud af hvad der passer dig. 

Det kan være koldt oppe i bjergene, selv om sommeren, så sørg for at have varmt tøj med til nætterne i teltene. En sovepose ville være god at medbringe. Som sagt er maden ikke ligefrem inspirerende, men man kommer heller ikke til at dø af sult.

Et hestetrek kræver ingen forudgående kendskab til heste, så alle kan tage med. Hvis man gerne vil se den flotte natur, men ikke har lyst eller er i stand til at vandre selv, er et hestetrek således en god mulighed for at komme lidt væk fra byernes os og larm. 

Transport:

Man kan komme til Songpan med bus fra Chengdu, eller stoppe i Songpan på vejen fra Lanzhou til Chengdu (se artiklen “Hiking i Kina” for info om Lanzhou-Chengdu ruten). Busturen fra Chengdu tager ca. ni timer, og er en flot tur gennem de frodige dale. Både Chengdu og Lanzhou har fly- og togforbindelser til det meste af Kina.

 

At rejse til Tibet

I modsætning til tidligere, hvor mulighederne for at rejse til Tibet var få, er der nu flere ruter at vælge imellem. Valgene står lige nu mellem fly, jeep eller bus, men om få år vil den kinesiske regering have færdiggjort en jernbaneforbindelse til Lhasa, og det vil uden tvivl lette rejsen for mange. Indtil da må man dog vælge en af de andre muligheder.

Med fly:

Man kan rejse til Lhasa med fly fra Chengdu, hovedstaden i Sichuan-provinsen i Kina. Billetterne er dyre, men dog et alternativ til dem som ikke vil ofre to eller flere dage i bus på at nå målet. Billetter kan bestilles hjemmefra hos et rejsebureau, eller købes i Chengdu. Der kan dog være ventetid i højsæsonen, som løber fra maj til september. Chendu kan nås med fly fra næsten alle steder i Kina, ligesom byen er forbundet til alle andre provinser med togforbindelser. Togturen til Chengdu fra Beijing tager ca. 35 timer.

Ud over Chengdu har Lhasa også direkte flyforbindelse til Kathmandu, og herfra videre til resten af verden.

Med jeep:

Sidste år blev det muligt at rejse fra Kunming i Kinas Yunnan-provins til Lhasa med jeep, gennem bjergene der skiller Tibet fra lavlandet i øst. Priserne er skyhøje, men sikkert pengene værd, da man kommer igennem dele af Kina og Tibet som tidligere har været off limits for udlændinge. Der skulle være mulighed for stop på turen, omend det muligvis er for et ekstra gebyr. Jeeps kan bestilles på Camellia Hotel i Kunming.

Kunming, som ligger i det sydligste Kina, kan ligeledes nås fra de fleste egne af Kina via fly eller tog. Desuden ligger byen ikke langt fra både den laotiske og vietnamesiske grænse, hvis man kommer derfra. 

Med bus:

Lhasa kan nås med bus fra Golmud i Tibets naboprovins, Qinghai. Turen kan tage alt mellem 28 og 80 timer, og er absolut ikke behagelig. Den er dog et billigt alternativ til de dyre flybilletter. Billetter til bussen kan kun købes på det officielle kontor i Golmud, og priserne varierer efter regeringens forgodtbefindende. Bussen kører, når den er fyldt op, hvilket kan tage fra en til flere dage. Golmud nås med fly, eller tog fra Lanzhou i Gansu-provinsen, hvorfra der er forbindelser til resten af Kina.

Man kan også tage bussen fra Kathmandu til Lhasa, eller kombinere bus og jeep. Efter at have krydset grænsen fra Nepal kan transport arrangeres i grænsebyen Zhangmu. Turen herfra til Lhasa tager ca. to dage. Der er dog masser af muligheder for at bryde turen op, og se noget af Tibet på vejen. Dette er nemmest hvis man tager bussen, idet jeepchaufførerne ofte hellere vil hurtigt til Lhasa og finde nye kunder. Priserne varierer.

Cykel:

Det er tilladt at cykle mellem Lhasa og Kathmandu, men man skal være i god form og velforberedt.

Andet:

Utallige historier florerer om rejsende, som har snydt checkpoints og hiket, cyklet eller tomlet til Lhasa fra forskellige dele af Kina. Generelt må dette frarådes, med mindre man er villig til at risikere at blive smidt ud af landet. Den kinesiske regering slår hårdt ned på udlændinge, som omgår loven.

Praktisk:

Det er bedst at rejse til Tibet i sommermånederne, hvor vejret er bedst og vejene åbne. Forår og efterår er også ok, mens vinteren som regel vanskeliggør ind- og udrejse. Om sommeren er det varmt om dagen og koldt om natten, så pak herefter. Højden kan blive et problem for nogle, men generelt kan de fleste klare Lhasas 3700 m.o.h. Ilt kan købes i Golmud til turen over passene, ligesom Holiday Inn i Lhasa har ilt til gæsterne.

For den kinesiske regering er Tibet et ydest ømtåeligt emne, og det frarådes på det kraftigste at udtrykke sig negativt om det kinesiske herredømme mens man er der. Det lyder som science fiction, men mange offentlige steder, som Potala og Barkhor Square, er videoovervågede. 

Og ellers er det bare at komme afsted!

Over jorden, under himlen

Vi er på vej til Jokhang, den vigtigste religiøse bygning i Tibet. På vejen går vi gennem nogle af de bevarede tibetanske bydele, som endnu ikke er revet ned og afløst af den triste kinesiske betonarkitektur. Overalt bliver vi mødt af duften af røgelse og ser de flot udsmykkede tibetanske bygninger, med smukke, klare farver og elegant udskårne dekorationer. Man kan nemt få følelsen af, at tibetanere er det mest elegante folkefærd i verden når man ser dem i deres prangende dragter. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, selv ikke på verdens tag, og vi bliver med et revet ud af vore romantiske forestillinger, da vi støder på et lille marked, med menneskelig afføring spredt ud over det hele. En lille dreng laver stort netop som vi passerer ham, og det syn, blandet med stanken fra det store fællestoilet, anfægter straks vores hidtidige opfattelse af tibetanere. Der findes altså også mennesker i dette land, som ikke bruger hele dagen på bønner og meditation. Men det er vel kun naturligt.

 

Barkhor Square

Foran Jokhang ligger Barkhor Square, en stor plads hvor gadehandlere og souvenirsælgere har slået boder op langs husmurene. I skyggen, skjult for den brændende middagssol, ligger pilgrimme og hviler mellem bønnerne. Der er en underfundig stemning af livlig markedsplads kombineret med religiøs, stoisk ro. Udenfor Jokhang er adskillige mennesker i gang med at udføre forskellige ritualer. Vi lister forbi og ind i det tyste indre.

Jokhang

Indenfor ser vi adskillige rum med bedeflag, røgelseskar og messende munke. Som i Potala er her en eventyrlig stemning. Der er meget at se, næsten for meget, og vi begiver os ud i en af de små åbne gårde for lidt frisk luft og en pause. Oppe på taget er der, i tråd med kinesisk turisttradition, en lille butik hvor man kan købe drikkevarer og snacks. Butikken består af rustent metal og plastik, og passer bestemt ikke ind i omgivelserne, men vi lader æstetik være for et øjeblik og nyder at skylle de tørre ganer med dåsecola, bragt hertil med bus hele vejen fra Golmud. Der er en fantastisk udsigt fra taget og vi nyder det.

 

Fra taget af Jokhang

Mens vi sidder og slapper af, kommer en kinesisk turgruppe op på taget. De skal også have noget koldt at svale sig på i varmen. Vi sludrer lidt med dem, og de lader forstå, at de synes Tibet er et ret tilbagestående sted. Men heldigvis er Kina jo ved at hjælpe tibetanerne med at udvikle sig. Lufthavn, veje, bygninger og meget andet bygger kineserne. Gad vide hvor mange af disse ting tibetanerne selv har bedt om? Men det lader virkelig til, at disse kinesere mener, at de hjælper tibetanerne, ikke ødelægger deres kultur.

 

Detaljer fra Jokhang – Bedehjul udenfor Jokhang              

Et besøg i Lhasa bør også indkludere et tur til Sera-klosteret, ca. fem kilometer fra centrum. Her er mulighed for at opleve munkene debattere religion. Ikke at man forstår noget som helst, men det er alligevel en oplevelse. Munkene i Sera debatterer på en meget speciel måde. Det foregår således, at mens en munk står op og fremfører sit argument, sidder tilhørene foran ham. Et argument afsluttes med et højt klask i hænderne, som for at drive pointen ind hos tilhørerne. Disse debatter finder sted i en åben gård, og det er næsten ikke til at få ørenlyd for larmen fra klappene. Men sjovt er det.

Munkene i Sera

En dag arrangerer vi en dagstur til Ganden Kloster, ca. 40 kilometer fra Lhasa. Vi er nødt til at leje en jeep, da de offentlige transportmidler er suspenderede efter den udenlandske protest mod Kina. Den trange jeep gør ikke turen specielt behagelig, men udsigten er umådelig flot. Vi kører et stykke tid gennem Lhasadalen, inden vi begynder at kravle op gennem bjergene til klosteret. Klosteret ser ikke specielt velbesøgt ud. Der holder kun en anden jeep på parkeringspladsen da vi ankommer. Vi ser da heller ikke andre turister mens vi er der, og det er en dejlig følelse at have sådan et pragtfuldt sted helt for sig selv. Munke ser vi faktisk heller ikke mange af, men det er vist fordi de er midt i en eller anden messe. Vi vandrer rundt på må og få og beundrer klosteret. Vi dumper ved et uheld ind i køkkenet, og får straks en lektion i, hvordan man laver man til flere hundrede munke. Det hele foregår med fagter, naturligvis, ingen her taler engelsk, og vi taler ikke tibetansk. Udenfor står en ung novice og rører langsomt rundt i en stor gryde. Novicen er ikke i stand til at forklare, hvad det er han laver, men jeg er heller ikke sikker på at jeg vil vide det. Det lugter fælt, og for en gangs skyld er jeg glad for, at vi ikke skal spise med. Jeg har tidligere forsøgt mig med både Tsampa, en slags dej lavet af karskt smør og salt, og tibetansk te, med nogenlunde de samme ingredienser, og det bekom mig ikke vel. Jeg vil normalt gerne prøve lidt af den lokale mad, men tilhænger af det tibetanske køkken bliver jeg aldrig. 

Ganden Kloster

Fra toppen af bakken bag klosteret nyder vi den mageløse udsigt over dale og bjerge. Det føles som om, at hvis vi strækker os, bare lidt, kan vi røre himlen. Vi er på det sted hvor jorden hører op og himlen tager over. Skyerne synes kun at være få meter over os. Der er langt højere steder i Tibet, men netop på dette sted føler man sig virkelig på verdens tag. Fantastisk. Også her i Ganden Kloster er en rute man kan vandre, mens man udfører sine daglige bønner. Vi tager en tur rundt, og ser nogle af de flotte motiver, der er malede på sten langs ruten. Foran og bag os traver pilgrimme hvileløst afsted i jagten på nirvana.

Motiv på sten, Ganden

På vejen tilbage til Lhasa kører vi forbi et lillebitte tempel ude midt i ingenting. Der er ingen mennesker omkring, og vi drister os til at kigge ind. Der er knapt nok plads til to ad gangen derinde, men trods størrelsen er udsmykningen den samme som i Potala og Jokhang. Udenfor står et lille stativ med tre bederuller på, i skærende kontrast til de kilometerlange ruter vi har set i Lhasa.

Pilgrim, Ganden

Vores tid i Tibet er slut, og en tidlig morgen kører vi til lufthavnen for at flyve til Chengdu. Vi vil altid mindes det farverige, eventyrlige og smukke Tibet, og sidder allerede og dvæler ved minderne da flyet tager os op over bjergene og ned i de frodige dale i Sichuan-provinsen. Ned til en helt anden verden. 

 

 

Syv dage i Tibet

Udsigten er fantastisk, og vi tager det hele til os, mens vi ligger i bussen på vej til Tibet. Efter at have forladt Golmud er vi langsomt, men støt, steget højere og højere op. I løbet af aftenen eller natten skal vi passere et pas i 5200 meters højde, og man kan allerede mærke, at luften er blevet tyndere. Så langt øjet rækker ser vi majestætiske bjerge strække sig mod himlen, og hist og her ser vi sne. Stadigt sjældnere passerer vi små landsbyer, som ligger som klumper af bygninger langs vejen. Livet ser hårdt ud i disse småbyer, men lidt velstand må der være; mange huse har en parabol på taget. Sceneriet er fantastisk, men det kan man ikke sige om bussen. Den hoster og harker, og liggepladserne er små og ukomfortable. Det bliver en lang tur.

 

Pause på turen og landskabet omkring os

Vi kører over passet, og flere af passagererne kan mærke et begyndende ubehag, som om højdesygen kommer snigende. Vi drikker masser af vand og prøver på ikke at falde i søvn for at modvirke det. På et tidspunkt gør vi holdt, så chaufførerne kan få noget at spise. Da vi ser restauranten, priser vi os lykkelige for, at vi selv har medbragt forsyninger. Stedet er uhumsk, grænsende til det perverse. Toilettet er ikke meget bedre, men skal man så skal man…

I løbet af natten indtræffer første uheld. Motoren giver op, og chaufførerne kæmper nogle timer med at reparere den. Det er forbavsende at de er i stand til dèt, endsige at køre bussen, for mens den ene kører, tager den anden godt for sig af lasten, som består af dusinvis af kasser med øl. Jeg er glad for, at vi ikke kører på de smalle bjergveje i Nepal. Her i Tibet er der trods alt plads til uheld. Chaufførerne får gang i motoren igen, og vi fortsætter vor rejse. Nat bliver til dag, og vi fortsætter støt fremad gennem det flotte landskab, kun afbrudt af enkelte stop for mad eller toiletbesøg. Ved et af stoppene er der ingen toiletter, og mens min kæreste går bag en mur, må jeg holde de fritgående geder væk. Et uheld kommer sjældent alene, og pludselig punkterer bussen. Det er dog til at klare med reservehjulet, og efter ikke alt for lang tid er vi afsted igen. Ud på eftermiddagen passerer vi de 28 timer, og burde være fremme i Lhasa, men der er åbenbart lang vej endnu. Endnu to punkteringer gør, at vi kommer langsomt frem. Der er ikke flere reservehjul, og chaufførerne må lappe dækkene hver gang det går galt. Ud på aftenen er vi endnu ikke fremme. Vi gør atter holdt, og jeg spørger chaufførerne hvor langt vi er fra Lhasa. 150 kilometer er svaret, og det lyder jo ikke så slemt. Bussen kører faktisk rimelig hurtigt – når den altså kører.

Potala-paladset

Men minutterne bliver til timer, og timerne bliver ulidelige i den trange bus. Vi er stadig ikke fremme, og pludselig bryder bussen sammen igen. Klokken har passeret midnat, og mens jeg står udenfor og ser på reparationsarbejdet, går det op for mig, at det nu er min fødselsdag. Jeg bliver 25 idag, og skal åbenbart fejre det første af dagen i en gammel bus. Men hvad gør det, når man kan stå i over firetusinde meters højde og se på stjerneskud. Det er faktisk ikke så slemt at bussen ikke kan køre, og selvom vi ikke synes det er sjovt lige nu, ved vi, at denne tur bliver en af de oplevelser vi vil huske længe, og sikkert grine ad en dag. 

Og miraklet sker; efter 45 timer i bus triller vi på tredjedagen, tidligt om morgenen, ind i Lhasa. Vi bliver mødt på busstationen af guiden for tredagesturen, som i minibus fragter os til det hotel vi ønsker. Vi er dog nødt til at hamre på porten for at få receptionisterne op, men vi bliver da lukket ind, og lidt i syv om morgenen kan vi endelig dejse om i rigtige senge. Hvilken lykke!

Vi står først op ud på eftermiddagen, og fejrer – sammen med vores lidelsesfæller fra bussen – min fødselsdag på behørig vis med yakokse-burgere. Ikke det klogeste valg, fortæller vore maver senere. Vi løber stafet med toiletrullen, og skiftes til at kæmpe os gennem den stillestående sværm af fluer som bevogter døren til toilettet. Toiletterne er ikke pæne, men resten af Banak Shol, hotellet hvor vi bor, er flot, bygget helt i træ, med tre etager og en dejlig gårdhave, hvor man kan slappe af og nyde den stærke sol.

Potala-paladset

Dagen efter starter den obligatoriske tur, men allerede da bussen ankommer, aner vi uråd. Guiden er plørefuld, og generelt ikke til megen hjælp. Vi får dog ud af ham, at kravet om at betale 100 kroner pr. dag, sålænge man opholder sig i Tibet, ikke bliver håndhævet. Billetten til Chengdu kan dog ikke refunderes, og vi ærgrer os over, at vi sagtens kunne have gennemført vore planer om tre uger i Tibet alligevel. Men det er der ikke noget at gøre ved nu, og vi vil bare have det bedste ud af de dage vi har. ‘Turen’, som i praksis viser sig at være transport mellem de forskellige seværdigheder, og absolut ikke den høje billetpris værd, starter naturligt nok med Potala-paladset. Potala er oprindeligt Dalai Lamas residens, men siden han flygtede til Indien for godt 50 år siden, har paladset ikke været brugt af de øverste religiøse ledere. Det er dog stadig hjemsted for hundredevis af munke.

Indergård i Potala

Allerede nede fra vejen ser man, hvor pragtfuldt paladset er. En enorm bygning i hvide og brune farver, og med gylden udsmykning på toppen. I sandhed et imponerende syn. Trapper går op langs facaden til billetkontoret, og efter at have betalt, kommer vi ind i selve paladset. Paladset består af utallige rum, langt over tusinde ifølge den overrislede guide, og man kan næsten ikke få det hele ind. De fleste af rummene er forskellige i udformning og udsmykning, eller sådan føles det i hvert fald når man går rundt derinde. Man kan let forvilde sig i labyrinten af rum i alle størrelser.

 

Scener fra Potala

I et af rummene bliver vi mødt af den velkendte, sødlige duft af røgelse, og ser en munk, som rytmisk slår på en lille tromme. Det er som taget ud af et eventyr, og man føler næsten, at tiden står stille derinde. Det er magisk. Andre rum indeholder store kar med yakoksesmør, som kan brænde. I lyset – og lugten – fra det brændende smør ser vi endeløse samlinger af religiøse skrifter og hundredevis af forgyldte statuer af forskellige religiøse skikkelser. Det er simpelthen fantastisk, og det eneste minus er, at vi ser meget få munke. Dem vi ser, er ikke meget for at snakke med os, og vi er skuffede, indtil vi ser de små videokameraer, som er forsøgt skjult oppe under loftet i de fleste rum. Kommunistkinas jerngreb føles med èt.

     

Buddhaer og indergård

Fra taget af paladset er der en enestående udsigt over Lhasa og dalen byen ligger i, Lhasa Valley. Eneste plet på det smukke billede er den åbne plads overfor paladset, hvor det kinesiske flag vejer i vinden. Det må virkelig være en torn i øjet på tibetanerne. Men selv ikke den nærværende følelse af kynisk magt kan tage helhedsbilledet af Potala fra os. En fantastisk og enestående del af tibetansk kultur, og uden tvivl et af verdens smukkeste bygningsværker.

        

Fra taget og en af de åbne gårde

Da vi kommer ud af Potala-paladset, går turen til Lama’ens sommerresidens, som også er flot, men som i vore øjne ikke kan måle sig med Potala. Det bliver svært at imponere os fra nu af. Ikke desto mindre er sommerresidensen en stor oplevelse, med mange flotte eksempler på tibetansk arkitektur og kunst.

Sidst på dagen tager vi tilbage til hotellet, og nyder, at vi endnu en gang kan sove i rigtige senge. Det er ikke til at beskrive, hvad næsten to døgn i bus gør ved en. Vi er kvæstede, men det kan være, at det er på grund af det lavere iltindhold i luften. Men vi beslutter at udforske Lhasa dagen efter.

Vi har stadig fem dage i Tibet, og vi har endnu kun set en lille del af dette vidunderlige land. De kommende dage vil byde på undere..

 

På vej til verdens tag

Ens bevægelser bliver akkompagneret af små, stødvise rystelser. Vi er i gang med at hælde vand op til nudelsuppe, men fylder ikke folieboksen op til randen. Det ville gøre det umuligt ikke at spilde. ‘Duo dao yi dian ba’, siger damen vi har sludret med, ‘hæld dog mere op’. Beskeden er ikke til at tage fejl af. Mere vand giver mere mad, men vi tænker ikke på den måde i vores overflodssamfund. Men for at føje damen hælder vi mere vand op. Selvfølgelig spilder vi, ud over det hele. Ikke desto mindre ler damen glad. Hun ser det vist lidt som sin pligt at hjælpe os. Pyt med lidt vand på gulvet.

Vi er ombord på toget fra Beijing til Lanzhou, og har de sidste 16 timer, siden vi forlod Beijing, delt bås med den hjælpsomme dame og hendes familie. Turen til Lanzhou varer ca. 35 timer, har vi fået at vide. I øjeblikket befinder vi os et sted i det enorme område mellem Den gule Flod og Yangtzefloden. Selv om Kina er et stort land, er der tegn på bebyggelse med jævne mellemrum. Men der er selvfølgelig også langt over en milliard mennesker i dette land. Det er faktisk en meget behagelig rejse vi er på, omend toiletterne er begyndt at lugte lidt og bestemt ikke ser så pæne ud, som da vi kørte fra Beijing. Stewardessen kommer forbi med jævne mellemrum, og vi skynder os at købe snacks, så vi har noget at byde vore rejsefæller. Noget at gengælde deres hjælpsomhed og imødekommenhed med.

Cykeltaxier venter på kunder i Golmud

Næsten helt nøjagtig 35 timer efter at vi forlod Beijing ankommer vi til Lanzhou. Jeg forbløffes igen over den præcision togene i Kina åbenbart har, specielt efter at have rejst i Indien. Det er dejligt at være fremme, men selvom vi helst bare ville kravle i seng på et pænt hotel skal vi videre. Jeg har tidligere, godt to år tidligere, været i Lanzhou, hvor jeg tilbragte to dage i byen. Det er absolut ikke den mest inspirerende af Kinas storbyer, og jeg husker mest besværet med at komme væk derfra. Derfor har vi på forhånd besluttet at forsøge at komme med et tog videre med det samme, til den noget mindre by Xining i Qinghai-provinsen. Der er heldigvis ikke problemer med at få billetter. Xining ligger kun fire timer væk, og vi køber derfor hard seat-billetter. Ventetiden fordriver vi på en lille cafe udenfor togstationen, da vi ikke har lyst til at vandre rundt med vores rygsække. Det er først senere på turen at vi lærer at benytte de geniale bagageopbevaringsrum, der findes på enhver kinesisk banegård.

På vej til Xining falder vi hurtigt i snak med vore medpassagerer. Vi forsøger i hvert fald at kommunikere. Vi taler stadig meget lidt kinesisk, og det er tydeligt at det frustrerer kineserne omkring os, at vi ikke kan mere. Det er ikke hver dag de har mulighed for at tale med en udlænding.

Madtelt i Xining

Da vi ankommer til Xining konsulterer vi guidebogen, og finder hurtigt et hotel tæt på banegården. Vi checker ind, og løber straks spidsrod mellem hinanden for at komme på toilettet. Vi har tydeligvis fået et eller andet vi ikke kunne tåle. Efter at jeg, bogstaveligt talt, har fyldt toiletskålen op, kan jeg ikke skylle ud. Vi henvender os i receptionen, som tilbyder os et andet værelse. Da vi flytter vores bagage, ser vi en mand, som er på vej til vores tidligere værelse. Idet han passerer os tager han en lang gummihandske, som fortsætter helt op til albuen, på. Der er ingen tvivl om hvad han er blevet sat til. Sikke et job! Efter dette lille intermezzo går vi ud for at finde noget at spise. Langs vejen står adskillige telte, hvor man kan købe kaorou, kød stegt over åben ild, og vi beslutter at smage. Inde i teltet sidder to Hui, en af Kinas mange minoriteter, og laver mad. Til deres overraskelse er det dog ikke kødet vi er mest begejstrede for, men derimod deres fantastiske brød, som er krydret med chili, og en hel del andre krydderier vi ikke lige kan sætte fingeren på. Det smager fabelagtigt. Vi bestiller nogle brød til turen i morgen, og betaler. Et par kroner skal de have, og atter undres jeg over, at det overhovedet kan betale sig at drive forretning i Kina.

Næste dag skal vi tidligt op, for vi skal ud og se Qinghai-søen, Kinas største sø. Vi skal med en rejsegruppe derud, for der går ikke offentlige transportmidler til søen. Men oh gru, turen tager over syv timer, og selvom vi stopper for at få frokost, er det alligevel lang tid at sidde i en trang bus. Derfor er skuffelsen da også det større da vi ankommer, og ser et landskab der kunne være vadehavet i Danmark. Oven i købet regner det, noget som skal vise sig at holde stik for næsten alle de steder vi skal besøge i de kommende to måneder. I det mindste har turen til søen været flot, og vi forsøger at holde humøret højt. Det kommer dog på endnu en prøve, da vi hele vejen tilbage til Xining skal høre karaoke-musik. Guiden vil også gerne have os til at synge, men vi takker pænt nej.

           

 Qinghai-søen                 Lille pige fra Golmud

Vel tilbage i Xining får vi købt billetter til Golmud, hvorfra man tager bussen til Tibet. Den 16 timer lange togtur går med at se ud af vinduerne på det stadig goldere landskab, samt at prøve at ignorere lugten fra en papkasse under sædet, som indeholder en ubestemmelig slags kød.

Da vi ankommer til Golmud bliver vi hentet på stationen af en repræsentant for busselskabet, som absolut ikke tillader anden transport til Tibet end med bus. Officielt fordi man ikke vil udsætte udlændinge for farer, uofficielt fordi regeringen vil have kontrol med, hvem der tager dertil. Der er også kun et hotel i Golmud der accepterer udlændinge. Der er i det hele taget en meget stram kontrol med udlændinge, der gerne vil til Tibet. Indtil for ganske nylig var der kun tre tilladte måder at rejse til Tibet på: at flyve fra Chengdu, at rejse over land fra Kathmandu, og at tage bussen fra Golmud. Mange backpackere kan fortælle historier om, hvordan de har forsøgt at snyde kontrollen, men vil man ikke risikere at blive smidt ud af landet, er det bedst at følge reglerne. Priserne er skyhøje, 1600 kroner for turen fra Golmud til Lhasa. Damen på billetkontoret forklarer, at det er fordi billetten inkluderer en tre-dages tur i Lhasa, men det reelle forklaring er vist en anden. Vi har hørt at et par udlændinge ugen forinden havde smuglet pro-tibetanske flag med ind, og havde demonstreret for et frit Tibet foran Potala-paladset. Derfor har den kinesiske regering nu strammet kontrollen med udlændinge. Det har også udmøntet sig i, at man nu skal betale 100 kroner pr. dag man vil opholde sig i Tibet, samt at man allerede i Golmud skal bestille videre transport fra Lhasa. Efter at have regnet på budgettet, må vi skære det planlagte ophold ned fra tre uger til kun syv dage, desværre. Vi bestiller samtidig en flybillet fra Lhasa til Chengdu. Pokker stå i det, alt, hvad vi havde planlagt, må laves om.

Markedet i Golmud

I hotellets reception møder vi Mr. Jia, som i de følgende to dage viser os Golmud, og tager os med hjem til middag. Han taler flydende engelsk, og vil gerne have at vi øver lidt med hans børn, en søn og to piger. Den ene pige er handikappet, og derfor var han tilladt at få et barn mere. Da det også blev en pige forsøgte han og hans kone igen, og endelig blev det en dreng, som de fleste kinesiske forældre ønsker. Drengebørn sørger nemlig for at hædre forfædrene, og det er meget vigtigt i Kina. Mr. Jia måtte betale en bøde for at have overtrådt loven om etbarnspolitikken. Goldmud er et temmelig uinspirerende sted, og uden Mr. Jias underholdning havde de to dage været meget kedelige.

      

Baozi og chili på markedet

På andendagen i Golmud er bussen endelig fyldt op, og vi er klar til at tage til Tibet. Min kæreste og jeg, samt en lille håndfuld andre udlændinge, bliver kørt til busstationen i minibus, for at sikre at vi ikke stikker af og prøver at komme ind i Tibet på anden måde. Først på eftermiddagen stiger vi ombord på dobbeltdækkerbussen, efter at være blevet forsikret, at turen kun tager 28 timer. Turen skulle nu komme til at forløbe lidt anderledes end busselskabets repræsentanter havde fortalt os… 

Kina – Riget i Midten

Da eunukken Zheng He i 1432 tog afsted på sin syvende og sidste søekspedition skulle det også blive sidste gang i adskillige århundreder, at Kina vendte blikket ud over landets grænser. I et forsøg på at mindske den barbariske, vestlige indflydelse nedlagde Mingkejseren forbud mod flere ekspeditioner, og alle søkort blev brændt. Kina lukkede sig ude af det voksende verdenssamfund, og i Vesten overhalede den teknologiske udvikling Kinas. Man regnede ikke længere med Kina som en magtfaktor, selvom nogle få fremsynede anede, at kejserriget kun sov rævesøvn. Napoleon advarede således verden om, at den slumrende drage ville vågne før eller senere.

 

tiananmen square, beijing

              Tiananmen Square, Beijing.

Nu er dragen vågnet. Siden markedsøkonomien blev frigivet sidst i halvfjerdserne, har landet ikke set tilbage. Økonomien er i rivende udvikling, og velstanden vokser dag for dag. Det er dog ikke kun økonomien der boomer. Turismen har også været i konstant fremgang i de to sidste årtier, og nu modtager Kina hundredetusindevis af turister hvert år. Ikke kun turgrupper, men også backpackere. Desværre kommer mange derfra med dårlige minder, og det er synd, for der er absolut grund til at besøge Kina. Landet har alt at byde på, fra megabyerne langs østkysten, hvor man kan se den rivende udvikling i skærende kontrast til den gamle kultur, til de enorme, tomme områder i de vestlige provinser som Tibet og Xinjiang. Bjerge og ørkener, tropiske regnskove og rismarker, små templer og hellige bjerge, århundreder gamle landsbyer og tårnende skyskrabere, hulekunst og fantastisk natur og hundredevis af andre ting som er værd at bruge lidt tid på. Og så er alle ‘must-see’ seværdighederne slet ikke nævnt endnu. Og selv om Kina modtager stadigt flere turister hvert år, er det ikke svært at slippe væk fra masserne. De fleste turister holder sig nemlig til de kendteste af Kinas mange seværdigheder, og man kan stadig finde steder hvor man, som turist, er helt for sig selv. Eneste problem kan være sprogbarrieren, men har man en god parlør og finder sin indre mimiker frem, kan alle

problemer løses.                      

    

 Taichi i Tiantan Park, Beijing De gule Bjerge, Anhui

Men hvor skal man tage hen? Kina er et enormt land, der måler godt syvtusinde kilometer fra øst til vest, og små firetusinde fra syd til nord. Med mindre man har et par år og en svulmende bankkonto til rådighed, er man nok nødt til at udvælge en håndfuld steder at besøge, alt efter hvad man er mest interesseret i at se. For førstegangsrejsende er Beijing oplagt. Her finder man Den Himmelske Freds Plads, Den forbudte By, Den kinesiske Mur og flere andre nationalklenodier, som man ikke må snyde sig selv for. Desuden er det billigst at flyve til Beijing, hvis man ikke kommer over land fra et andet asiatisk land. Ca. tusinde kilometer syd for Beijing ligger Shanghai, en fantastisk storby som huser mere end 17 millioner mennesker. Her kan man se de nyeste højhuse ligge side om side med gamle templer, og meget af den flotte franske kolonialarkitektur er stadig bevaret. Ikke langt fra Shanghai ligger både Suzhou og Hangzhou, som af kineserne kaldes de smukkeste byer på jorden. Fantastiske haver, kanaler og gammel arkitektur vidner om Kinas prangende fortid. Ikke langt herfra i Anhui-provinsen ligger Huangshan, De gule Bjerge, med deres enestående og spektakulære natur. Dybere inde i landet ligger den gamle kejserby, Xi’an, hvor Terracottahæren befinder sig. Dette fantastiske mesterværk, mindst ottetusinde lerfigurer i naturlig størrelse, er et mausoleum til kejser Qin Shihuang, som omkring år 200 f.kr. forenede Kina. Længere mod vest ligger Tibet, med det ubeskriveligt smukke Potala palads i Lhasa og de mindst lige så smukke bjerge. I de sydlige provinser Yunnan og Guangxi finder man farverige minoritetsgrupper og afsidesliggende landsbyer.  Der er mange steder at besøge, og naturligvis mange som ikke er nævnt her, så det er bare at få fat i en guidebog og begynde at planlægge. Stort set alle områder af Kina er åbne for turister nu, så med mindre man planlægger en meget radikal rejserute er der ingen forhindringer. De store byer, specielt på østkysten, er temmelig dyre at være i, men rejser man mest i områder med begrænset eller ingen turisme kan man sagtens klare sig med et budget der tåler sammenligning med Sydøstasien. Transport med bus eller tog er relativt billigt, mens det er temmelig dyrt at flyve. På lange stræk er det klart at foretrække at rejse med tog, da busserne ofte er ukomfortable og langsomme. Hotelpriser er ekstremt afhængige hvor i landet man er, men generelt bliver det billigere jo længere mod vest man kommer. Vejr og klima varierer meget mellem de forskellige egne af landet. Generelt er vejret bedst om foråret og efteråret, hvor behagelige temperaturer fremhersker. Sommeren er ofte ulidelig varm næsten overalt i landet, mens vinteren kan være barsk i nord, men med det store plus, at den kolde luft gør, at smoggen har lettere ved at forsvinde over Kinas storbyer. Nogle områder, som Tibet, kan kun med besvær eller slet ikke besøges om vinteren, ligesom de årlige oversvømmelser af Yangtzefloden gør, at områderne omkring floden kan være svære at rejse i i juli og august.

Gadehandler         Måneport         Suzhou

Der er mange muligheder for rejse til og fra Kina. Beijing, Shanghai og Hong Kong har alle forbindelser til Europa og mange destinationer i resten af Asien. Den transmongolske jernbane, med endestation i Beijing, er også en mulighed. Der er færgeforbindelser til både Korea og Japan. Over land kan man nu rejse fra Kazakhstan, Pakistan, Nepal, Mongoliet, Laos og Vietnam og rygterne svirrer om, at grænsen til Myanmar også vil blive åbnet i nærmeste fremtid. Der er således gode muligheder for at kombinere et besøg i Kina med videre rejse i Asien.

Et besøg i Kina bliver et kulturchok. Lydene og lugtene, sproget og maden, transporten og hotellerne og millioner af venlige mennesker, som alle gerne vil sige ‘hello’ og tage et billede af dig med deres baby på armen. Man vil ikke kunne undgå at lade sig påvirke af dette inferno af sanseindtryk, som ustandseligt vælter ind over en. En rejse i verdens folkerigeste land bliver en rejse man mindes for livet. God tur.

Drømmen begynder. En rundrejse i Kina.

Selvom vi kun er få hundrede meter oppe, har jorden endnu ikke åbenbaret sig gennem det tætte skydække. Maskinen ryster og larmer, og min kæreste og jeg knuger hinandens hænder. Bare det nu går godt.

Vi er på vej til Kinas hovedstad, Beijing. Både min kæreste og jeg har rejst i Kina før, men denne gang er det anderledes. Vi skal gå på universitetet herovre, i en, efter kinesisk målestok, lille by ved Yangtzeflodens bred. Vi ved ikke meget om stedet, og er spændte på at se den by, vi i de næste måneder skal kalde vores hjem. Forinden er gået måneder med planlægning og et eksamensræs, som var ved at tage livet af os. På kun to uger har vi tømt vores lejlighed og været på en næsten ceremoniel afskedsturne rundt i Danmark hos familie og venner. Afrejsedatoen har hele tiden været en lysende markør, en gulerod til at få os til at bide tænderne sammen og kæmpe os gennem de forgangne hektiske måneder.

Nu sidder vi så endelig i flyet og beder til Gud, Buddha, Allah eller hvem der ellers måtte høre efter om at komme helskindede ned igen. Vi lider begge af rejsenervøsitet grænsende til flyskræk, og det tætte skydække uden udsigt til den frelsende lufthavn hjælper ikke. Vi hører landingshjulene gå, og pludselig, med et bump, er vi i Kina. Forløsningen er næsten til at tage og føle på. Nu er vi her, og forude venter to måneders ferie og rundrejse i Kina, inden vi skal starte på skolen i Wuhu.

Uden for lufthavnen venter endeløse rækker af små, røde taxi’er på kunder. Vi forklarer på gebrokkent kinesisk, hvor vi vil hen, og snart er vi på vej mod Beijing centrum. Vi stirrer trætte, men opmærksomme, ud af ruderne på vejen ind. Kina. Kina, med den underlige badeværelsesarkitektur, hvor ydersiden af bygningerne er beklædt med hvide gulvfliser. De mange skilte med skrifttegn, som vi endnu ikke forstår meget af. De mange mennesker. Vi når hotellet, et meget centralt placeret hotel ikke langt fra shoppinggaden Wangfujing og Den forbudte By, med værelsespriser der ikke slår budgettet i stykker. Går omkuld på sengene og hviler ud. Sightseeingen må vente til dagen efter.

den himmelske freds plads

        Den Himmelske Freds Plads

Dagen starter naturligt nok med Den Himmelske Freds Plads, hjertet af Beijing og Kina. Historiens vingesus er ikke til at tage fejl af, som vi står der på pladsen og tager det hele ind. Midt på den enorme plads står et monument til folkets helte, og rundt om ligger Den forbudte By, Folkets Hal, Maos mausoleum og det historiske musem. En imponerende samling pompøse bygninger med tydeligt kommunistisk præg af beton og rette linier. Rundt omkring vejer stolte, røde flag i den lette brise. På indgangen til Den forbudte By hænger et enormt portræt af Mao og skuer ud over pladsen. Mon ikke han ville vende sig i graven, hvis han så, at reklameskilte for Kentucky Fried Chicken og McDonalds nu kæmper med kommunistkinas stoltheder om turisternes opmærksomhed. ‘Liang kuai qian yi ping’ skriger en dame med en papkasse under armen, ‘to kuai stykket’. Hun sælger vand, og det har vi brug for i den bagende hede.                          

Vi fortsætter under Mao-portrættet og ind i Den forbudte By. Det ser ud som om det halve Beijing har fået samme ide. Der er mennesker overalt, men det kan ikke undgås i verdens folkerigeste nation. Den forbudte By er flot, rigtig flot, men det er alligevel svært at danne sig et godt indtryk af livet, som det var herinde, når man skal kæmpe om en plads ved vinduerne med hundredevis af andre turister. Velkommen til den kinesiske version af turisme. Kineserne er et rejseglad folkefærd, dog kun sålænge det foregår i den sikre anonymitet i store grupper. Måske er det en del af deres kommunistiske arv, eller måske er det bare fordi de er vant til mange mennesker. Uanset grunden, bevæger de sig alle omkring i brusende klumper, i sikkerhed under den obligatoriske gule kasket fra rejsebureauet og guidens flag og megafon. En meget støjende form for turisme, hvor der ikke er plads eller ørenlyd til et par tilfældige udlændinge. Men mange af kineserne er også kommet langvejs fra for at se nationens skatte, og vi resignerer og overlader vore pladser ved vinduet til næste bølge. Trods trængslen nyder vi nu alligevel at se Den forbudte By igen.

Den forbudte By                    Natmarked

Ude på Pladsen igen undgår vi med nød og næppe at blive kørt ned, da vi krydser den sekssporede boulevard i jagten på et toilet. Vi har fået fortalt, at boulevarderne i Beijing er lavet så brede, for at regeringen hurtigere kan sætte militæret ind, hvis der skulle udbryde optøjer på Den Himmelske Freds Plads, som det skete i 1989. Om det er sandt ved jeg ikke, men den voldsomme trafik hjælper i hvert fald til at holde menneskemængderne i god ro og orden på fortovene. Og hvis det ikke skulle være nok, er der altid en trafikpasser, let genkendelige i deres skriggule veste, på plads til at fløjte og råbe efter en. En tydelig påmindelse om, at vi er i et kommunistisk land, hvor der ikke findes arbejdsløshed. Alle skal og er i arbejde, om det så betyder at man skal opfinde flere jobs end der er brug for. Helt uofficielt, altså.

Toilettet er et flash-back til min første toiletoplevelse i Kina, i Kunming i Yunnan-provinsen. De såkaldte ståtoiletter kan jeg håndtere, men min blufærdighed har det hårdt med de åbne båse. Der er ikke døre for, og skillevæggene er meget lave. Der er ingen privatsfære. Det generer ikke kineserne, men de er heller ikke udsat for, at alle andre stopper op og studerer en indgående, mens man besørger. Dengang i Kunming blev jeg så befippet, at jeg ikke kunne gå på toilettet. Det var på busstationen, og der var vel omkring 50 båse i rummet. Folk sad og læste avis og røg, og tog sig ikke af alle de andre omkring dem. Det var for meget for mig, stadig en novice i kinesiske toiletbesøg. Denne gang i Beijing går det bedre, men jeg har det nu bedst med hotellets mere private toiletter. 

I sydenden af Pladsen ligger Qianmen, Front Gate. Den er en af de få bevarede dele af den gamle bymur, og står som et stolt vartegn og troner over de mange busstoppesteder. Vi går ikke op på porten, men går derimod rundt om den langs vejen. Her er masser af busstoppesteder, og hundredevis af passagerer, som venter på at komme med. Der er hegn mellem fortovet og vejen, og da en bus ankommer, bryder en verdenskrig ud. Passagerer i hobetal maser sig gennem passager i hegnet, springer over eller løber udenom. En voldsom kamp for at komme på bussen udspiller sig, og vi tror knapt vore øjne. To voksne mænd kommer i slagsmål om at komme først på, mens anskillige andre maser sig forbi dem, uden at ænse dem eller skænke dem en tanke. Det gælder om at komme først, ikke for at få en siddeplads, men for overhovedet at komme med. Det er måske den hverdag man lever med i Kinas store byer. Der er ikke plads til at tage sig af andre end en selv. Man vænner sig til at skulle kæmpe for plads, for rettingheder, vi i Vesten tager for givet. Man begynder at forstå, hvorfor den kinesiske regering har iværksat den stramme etbarnspolitik. Da bussen endelig kører videre er den fyldt til bristepunktet, og folk hænger ud af dørene for og bag.

Efter et hvil på hotellet går vi på jagt efter aftensmad. Til vores store glæde ser vi, at der ikke langt fra hotellet er opstillet dusinvis af vogne med mad i løbet af eftermiddagen, og alle sælger de en eller flere kinesiske delikatesser. Kokkekunst fra det meste af landet er repræsenteret her. Vi kaster os over stegte nudler og kød på spyd, men nøjes med at se på de mange boder med skorpioner, græshopper og biller. Det er maverne ikke klar til endnu. Men det vi får er lækkert og billigt, og det er meget underholdende at gå rundt og se, hvad de forskellige boder har at byde på.

Badaling                            Ming-gravene

De følgende dage går med sightseeing og afslapning. Vore kroppe og hjerner har stadig brug for tid til at vænne sig til, at der ikke længere stilles krav til dem. I et mageligt tempo ser vi Folkets Hal og Sommerpaladset samt flere andre seværdigheder. Sommerpaladset er fantastisk. Der var her kejserne tilbragte somrene, ved bredden af en svalende sø. Der er en fantastisk udsigt fra toppen af paladsets hovedbygning, som er bygget op ad en bakkeside, selvom det gør ondt i lungerne at se det tykke lag af smog, som ligger over byen. Men ovenpå det støjinferno som kendetegner alle store, kinesiske byer, er det dejligt at slappe af i fredelige omgivelser.

Folkets Hal er er enorm bygning, der rummer ti tusinde siddepladser i en stor hal. Alle pladserne vender mod et podie, hvorpå der står fem stole bag et bord. Det er herfra Kina regeres. De mænd, som sidder på disse fem stole, har indflydelse på og betydning for millioner af menneskers liv. Jeg får gåsehud på armene og har svært ved at tage øjnene væk. Det var her Mao sad. Det var her Deng Xiaoping sad. Det var her Jiang Zemin indtil 2002 sad og regerede Kina. Man skal være stille derinde, og der er en aura af respekt og magt i alle rum.

Vi skal naturligvis også se Den kinesiske Mur. Adskillige dele af Muren er nu åbne for turister. Badaling, som ligger tættest på Beijing, er en totalrenoveret del, hvor de fleste kinesere og udenlandske turgrupper tager hen, med alt hvad dertil hører af kulørte lamper og souvenirboder. Men Badaling er også den bedst renoverede del, så hvis man vil se Muren, som den så ud for mange hundrede år siden, skal man tage til Badaling. På vores sidste dag i Beijing tager vi derfor til Qianmen, lige syd for Den Himmelske Freds Plads, og finder en minibus der kører til denne del af Muren. Eller rettere: minibussen finder os. Det foregår ved, at bussen kører frem og tilbage langs fortovet, mens en sælger hænger ud af døren og brøler på kunder. ‘Badalin Changcheng, Badaling Changcheng’, hører vi en dame skrige, ‘Badaling lange mur’. Vi hopper på.  Efter godt en times kørsel er vi fremme. Nede fra vejen ser vi Muren i al sin pragt. Den ser imponerende ud, deroppe på bakkedragene. Som ventet er indgangen nærmest blokeret af souvenirboder og restauranter, men det gør faktisk ikke noget. Vejret er nemlig ringe, og vi er nødt til at købe en trøje til min kæreste, som fryser. Vi køber en lidet charmerende, rød sweatshirt med ‘I climbed the Great Wall’ trykt på maven. Ikke kønt, men effektivt mod kulden. Vi bestiger Muren, og imponeres over landskabet og det gamle Kinas byggekunst. Det er meget flot, og vi nyder det hele, trods regnvejr og smagløs udsmykning. Med jævne mellemrum er der placeret vagttårne, hvor vagterne dels sov, dels brugte som kommunikationssystem ved at tænde bål på taget. Dette varslingssystem kunne bringe bud om angreb fra fjerne egne og helt til Beijing i løbet af en enkelt dag. Det er tankevækkende, at muren aldrig er indtaget med magt, men gentagne gange faldt som følge af forræderi og bestikkelse. Vi tilbringer nogle timer på muren, før bussen går tilbage til Beijing.

Monument til folkets helte, Beijing

Vi er klar til at tage videre. Vi skal med toget til Lanzhou i Gansu-provinsen langt ude mod vest, som er et stop på vej til Tibet. Først skal vi dog på banegården og købe billetter. I Kina er det ikke bare noget man gør. Køerne er enorme, og snor sig som slanger fra skranken og ofte helt ud af bygningen. Da vi ankommer til stationen, ser vi hundredevis af mennesker, som har slået lejr udenfor afgangshallen. Unge, gamle, familier med børn og deres ejendele pakket i store lærredssække, alle venter de på at få billet væk herfra. På vej ind i den enorme billethal bliver vi passet op af adskillige billethajer, som alle har de bedste billetter til Shanghai, Xi’an og andre vigtige steder. Vi melder pas, og stiller os i stedet op bagerst i den lange kø. Det går nu rimeligt hurtigt fremad. Snart ser vi, at det skyldes damen i billetlugen, der som en matriarkalsk højesteretsdommer begunstiger køen billetter. Man siger, hvor man vil hen, og bliver straks svaret med enten ‘hvornår’ eller ‘har ikke’. Er svaret hvornår, kan man fortsætte sin bestilling. Får man, som de fleste i vores kø, at vide at der ikke er flere billetter til den ønskede destination, må man forlade køen. Den eneherskende matrone har ikke tid til ekstraspørgsmål, og uddeler dommen med lynets hast og skinger stemme gennem de skrattende højttalere. Der er ingen appelinstans. Lettere nervøse nærmer vi os lugen, og får også bestilt. Gudskelov, der er stadig billetter til Lanzhou. Det er først, da vi forlader hallen med billetterne i hånden, at det går op for os, hvor heldige vi har været. Vi havde tilfældigvis stillet os i den rigtige kø. Køerne er nemlig opdelt efter destinationer, og på tidligere rejser har vi prøvet at stå i kø længe, blot for at få at vide at vi skal to luger ned. Det havde vi glemt, men heldet følger de tossede, eller i dette tilfælde de uvidende.

At rejse med tog i Kina er næsten en turistattraktion i sig selv. Togene er meget lange, nærmest som rullende landsbyer, og kan som regel medbringe flere tusinde passagerer ad gangen. I egalitære Kina er der – lidt selvmodsigende – fire klasser et vælge imellem. Den billigste er hard seat, hvor man kæmper om en plads i vognen med alle de andre passagerer. Startskuddet går i afgangshallen når portene åbnes, og så går det vilde løb for at komme først ombord og få en plads. I teorien skulle alle have faste pladser, men mange kommer uden om dette ved at købe de billige ståbilletter, og hard seat er derfor ofte fyldt til bristepunktet. De dyreste billetter er til soft sleeper, hvor man får sin egen kupe med plads til fire, og kan lukke døren til gangen. 

I togene er man er sammen i tykt og tyndt, ofte i mange timer eller dage ad gangen. Der udvikler sig små samfund i toget, folk som hjælper hinanden og deler deres mad. Man spiser sammen, sover sammen og lider sammen. De tre bedste klasser er alle adgangsbegrænsede, men på hard seat lader det til, at alt og alle bliver lukket ind. Ofte er gangene ufremkommelige, fordi horder af mennesker uden pladsbillet slår sig ned i midtergangen, i rygerummene mellem vognene eller i ekstreme tilfælde på toiletterne. Ved af- og påstigning samles man foran dørene, og en voldsom kamp for at komme af eller på begynder. Her hjælper man kun sig selv. De fleste kinesere, der rejser med tog, har enorme mængder mad med. Det er som om de spiser for at fordrive tiden, og for at tænke på noget andet end den propfyldte togvogn de nu sidder i. Skulle man ikke have medbragt nok, kan man købe varm mad og dåsenudler hos togstewardessen, som med besvær maser sin vogn gennem menneskemængderne. Man kan også købe cigaretter, øl, risvin og snacks. Desuden står der overalt termokander med varmt vand, som man kan bruge til sin te eller nudler. Løber man tør for vand, kan man hente mere mellem vognene, hvor der er et kulfyr med en stor kedel med vand. Det er ganske gratis, og på nogle afgange kommer der endda folk rundt med vandet og skænker op. Togene er også en glimrende måde at komme i kontakt med kineserne på. De er nysgerrige efter at vide hvor man er fra, og er isen først brudt er man sikret uudtømmelig forsyning af mad, snacks og drikkevarer resten af turen. Man er sammen på rejse, og deler hvad man har. Og kineserne deler hjertens gerne.

Væbnet med vore billetter tager vi tilbage til hotellet og sover, inden vi næste dag skal forlade Beijing. Vi har set det vi gerne ville se, og føler ikke sorg over allerede at skulle afsted. Vi ved, vi nok skal vende tilbage til Beijing senere på året. Nu gælder det fantastiske oplevelser i Tibet.