Månedsarkiv: november 2012

Danish Adventure Film Festival

VELKOMMEN TIL D.A.F.F. 2012

På torsdag lyder startskudet til Danish Adventure Film Festival, traditionen tro med film til eventyrlystne danskere. Som noget nyt i år kan D.A.F.F. nu også opleves i Jylland, hvor både Aarhus og Struer lægger biografsale til action og adrenalin i mørket.

(kredit: Andreas Carlsen / DAFF) 

Danish Adventure Film Festival (D.A.F.F.) er med sine 16 år på bagen ikke bare Danmarks men også én af Europas ældste adventurefilm festivaler.

 

D.A.F.F. er skabt ud fra drømmen om at præsentere publikum for tidens mest inspirerede adventure og outdoor actionfilm med udgangspunkt i et biografmiljø, hvor filmene på bedste vis kan komme til rette, hvad både angår billede og lyd. Sagt anderledes, på D.A.F.F. vises ingen film som DVD, men i biografkvalitet. Og ofte er det eneste gang disse film kan opleves på det store lærred i Danmark!

 

Nu også i Jylland

Som noget nyt kommer et udvalg af festivalens film også til Jylland, hvor man d. 8. december kan opleve et udvalg af filmene i Nordjyllands største biograf, Apollon i Struer samt d. 13.-15. december kan opleve to dage med adventurefilm i Øst for Paradis i Aarhus.

Programmet

Årets program byder på intet mindre end 24 forskellige film indenfor kategorierne ski/snowboard, klatring, mountaineering, mountainbike, adventure race, trailrunning, kajak og eventyr. Det er da også med stor stolthed, at programmet rummer flere af tidens største internationele adventurefilm, samt hele 4 danske premierefilm. Herunder den danske løbefilm “ULTRA”, Danmarks første løbefilm.

 

Festivaldirektør Bugge Holm Hansen udtaler om programmet: ” At en dansk adventurefilm festival som vores kan trække biografpremierer på en række af tidens bedste adventurefilm som “Few Words” og “Where The Trail Ends” vidner om et årelangt arbejde, hvor D.A.F.F. i dag regnes for Skandinaviens vigtigste adventurefilm festival. At vi på toppen af det kan stimulere et dansk filmmiljø, hvor hele fem danske film får premiere, er for os en vigtig del af arbejdet med festivalen. Vi har en enorm opbakning, både fra filmmiljøet, sponsorer og ikke mindst publikum. F.eks. er løbefilmen “ULTRA” allerede blevet udsolgt i København kort tid efter biletterne blev sat til salg. Heldigvis er der mange flere fantastiske film på programmet, så kom ind og få en på opleveren, når vi blænder op for filmene i mørket.”

 

Download  D.A.F.F. program ( højreklik for at downloade – fylder 2,7 mb)

Awardshow

Lørdag d. 1. december kl. 21.45 kulminerer festivalen med et awardshow i Cinemateket, hvor festivalen hylder vinderne af følgende fem priser:

                 Årets bedste film

                 Årets bedste danske film

                 Årets actionsportsfilm

                 Juryens specialpris

                 Den filmiske pris

 

D.A.F.F. arrangeres i samarbejde med magasinerne LUKSUS – Magasinet om Outdoor & Eventyr, LøbeMagasinet, Skimagasinet Pist n’ Powder, Cinemateket/Det Danske Filminstitut, Øst for Paradis og Apollon. Partnere på årets festival er desuden Visit Sweden, Quicksilver og Friluftsland.