Snorkling på Ikkasøjlerne i Ikkafjorden, Grønland

Ikkasøjlerne i Ikkafjorden er et af jordens naturlige vidundere. Søjlerne, som står op fra 20 meters dybde, er unikke og kan kun findes i Ikkafjorden. Ingen (kendte) steder på denne planet har der været de nødvendige sammenfald af geologiske og biologiske sammentræf, som er nødvendige for at søjlerne af Ikait kan opstå. Der er syv forhold der skal gøre sig gældende for at søjlerne kan opstå. For det første skal der være en særlig kemi, i de omkringliggende fjelde og denne kemi skal kunne gennemstrømmes af nedsivende vand, der søger op i fjordbunden. Fjordbunden er igen helt unik, i forhold til Ikkasøjlerne: Den er nemlig “forsejlet” med ler, der kun tillader det opsivende kildevand i at komme op enkelte steder og dermed danne søjlerne af Ikait. Temperaturen i fjorden må max. være 8 grader, ellers “smelter” ikaiten. Endvidere afstives søjlerne af algerne der vokser på dem.
Søjlerne blev genopdaget i midten af 90’erne. Dvs. at de har været kendt fra ca. 60’erne, rent videnskabeligt. Men alligevel har det i de mellemliggende år kun været de lokale, samt dykkere fra Grønlandskommando i det nærliggende Grønnedal, der har kendt til Ikkasøjlerne.

 

Ikkasøjle med udfoldet Søpølse.                     

AdventureGuides udsendte havde den fornøjelse at snorkle på ikkasøjlerne. Dette var en meget speciel oplevelse. Søjlerne varierer fra at ligne tynde flagstænger til at være små øer man kan stå på. På alle søjlerne pipler det ud med kildevand og man kan virkelig se det ellers ret nørdede fagområde “geologi” udfolde sig live. Søjlerne vokser i forhold til deres fætre i drypstenshuller med imponernede hast, idet en søjle kan vokse op til 50 cm på et år. 

Som nævnt er et af de krævede forhold, for at Ikkasøjlerne kan opstå, den lave vand temperatur. Da jeg snorklede i Ikkafjorden, målte jeg temperaturen til ca. 10 grader. Om søjlerne kan klare langvarige “høje” temperaturer eller om den globale opvarmning også vil ødelægge dette naturfænomen, ved jeg ikke. Men vil du opleve søjlerne er det bare om at komme afsted til Ivigtut kommune og få dig et par dyk. Hold øje med diverse dykkercentre, for at se om de arrangerer rejser, eller forslå det evt. i din egen dykkerklub. Nuuk Dykkerklub har tidligere været behjælpelig.

For mere detaljeret og videnskabelig korrekt information forslår jeg, at du læser: “Ikkasøjlerne – en undersøisk oase i Arktis” af Gabrielle Stockmann og Uffe Wilcken, udgivet af Dansk Polarcenter. Du kan finde bogen her.
Du kan læse mere fra videnskabsekspiditionen 2007 på deres blog. Se også billeder m.m.

                     Søanemone for foden af en søjle.