Krigen om Calypso fortsætter

Slægtsfejden raser videre i Cousteau-familien – det går værst ud over det gode skib Calypso, der er i en sørgelig forfatning.
Calypso har siden 1998 ligget i havnen i den franske atlanterhavsby La Rochelle. Fartøjet blev gjort berømt af Jacques Cousteau, men er nu så forfaldent, at det næppe kan sejle længere. Årsagen er en bitter strid mellem Francine Cousteau (Jacques’ kone nummer to) og sønnen Jean-Michel efter første ægteskab.

Francine leder L’Equipe Cousteau og Jean-Michel styrer Les Campagnes Océanographiques Françaises. Begge vil gerne istandsætte Calypso, men de kan ikke blive enige om hvordan det skal foregå og hvilke projekter, båden skal indgå i.

Francine Cousteau siger, at hun har underskrevet en aftale til en værdi af 1,3 milioner dollars, der sikrer, at Calypso bliver renoveret på Bahamas og forvandlet til et videnskabeligt uddannelsescenter.

Jean-Michel Cousteau vil derimod beholde skibet i Frankrig. Han har bedt nogle skibsarkitekter om planer for genopbygning af det stolte skib. “Det er et historisk fartøj og Calypso burde have været erklæret fransk nationalarv for længe siden”, har han udtalt,

Den slibrige baggrund for stridighederne er, at Jacques Cousteaus første kone Simone døde i 1990, tilsyneladende i uvidenhed om, at Jacques havde to børn med den tidligere stewardesse Francine, som han havde mødt om bord på Concorden.

Et halvt år senere giftede Cousteau sig med den 40 år yngre Francine. Jean-Michel Cousteaus antagonisme mod sin stedmoder steg til uanede højder, da Jacques Cousteaus døde i 1997 og enken mente, at have ret til Cousteaus eftermæle.
Skriver DYK

Kilde: Thyges Dykkercenter, af Flemming Thyge

Se: http://www.thygedive.dk/artikel.php?id=373/”