Det rige bjerg

Over verdens højest beliggende by, Potosí i Bolivia (4070 m), troner
Cerro Rico, det rige bjerg. Rigt fordi det gemmer på kolossale
mineralressourcer, heriblandt masser af tin og sølv. Spanierne gav bjerget navnet for flere hundrede år siden fordi de udvandt netop sølv af det, eller
rettere, indianere og importerede afrikanske slaver gjorde det for dem.
Millioner har efter sigende måttet lade livet pga. ulykker, sygdomme og
lignende forårsaget af det risikable og næsten umenneskeligt hårde
arbejde i minen.
Idag er forholdene anderledes: Nok sætter ihærdige desperadoer stadig
livet på spil i håb om at ramme den store sølvåre, men de gør det nu af
egen fri vilje. En minearbejder kan med lidt held tjene flere gange så
meget som gennemsnitslønnen i Bolivia, men det koster. Selv om han slipper
for ulykker, kan han dog ikke undgå på et eller andet tidspunkt
i sit liv, oftest når han er midaldrende, at udvikle en lungesygdom der
hæmmer hans lungekapacitet betragteligt. Alligevel myldrer minen med
arbejdsomme, senede mænd der, i et tempo en dansk kommunalarbejder ville have svært ved at forholde sig til, hakker, skovler og sprænger sig vej
videre og videre ind gennem de snævre gange og skakter.
Besøgende har imidlertid også adgang til minen, i følge med en guide,
og det er her jeg kommer ind billedet.

En dag med slud og regn i evigt kølige Potosí begav jeg mig sammen med
nogle amerikanske backpackere og en guide op til minen. Guiden var selv
tidligere minearbejder og kendte således det komplicerede system af
gange og skakter som sin egen bukselomme.
Enhver tur til minen begynder lige neden for den, ved det såkaldte
miners market. Her skulle vi købe gaver til arbejderne som tak for at

vi måtte besøge dem. Gavernes karakter vidnede om at modtagerne var et

barsk folkefærd; vores guide rådede os ikke til at købe f.eks. frugt,
frisklavede sandwiches eller lignende, som markedet ellers bugnede med,
men i stedet cocablade, 97 % alkohol og nitroglycerin med tilhørende
tændsatser. Spritten bruger de om fredagen når de skal fejre en vel
overstået uge, cocabladene tygger de konstant for at undgå tidlig udmattelse
og nitroglycerinen bruger de naturligvis til sprængninger i minen.
Med disse varer i bagagen blev vi nu kørt op til minen. Ved indgangen
mødte vi allerede de små mørke arbejdere. De kom med jævne mellemrum
susende ud af det lille runde hul på deres tipvogne. Der løber skinner
gennem alle minens gange, så minearbejderne kan transportere deres råsølv
eller tin på hjul. Da vi blev bedt om at påføre os vore hjelme og tænde
for pandelamperne, gik alvoren op for os; vi skulle nu begive os ind i
det tilsyneladende uigennemtrængelige mørke hvorfra vi havde set
minearbejderne suse ud på deres vogne. I starten var der højt nok til at man
kunne gå oprejst, dog med bøjet nakke, men senere vekslede loftets
højde. Nogle gange kunne man gå, andre gange måtte man kravle. Undervejs
stødte vi på arbejdere der i tavshed stod og hakkede eller skovlede i et
rytmisk tempo. Stilheden i minen var påfaldende, det føltes som var man
langt under jorden og ikke i over 4000 m’s højde. Det eneste der af og
til brød stilheden, var bragene fra nitroglycerinen som fik støv og småsten
til at rasle ned i hovedet på os fra det ikke særlig velholdte loft. Vores guide
forsikrede os imidlertid om at vi var helt uden for fare: Eksplosionerne
blev udført et helt andet sted end der hvor vi var, men de fornemmedes altid
på en eller anden måde i hele minen.
Den enkelte dynamitstang vi hver især havde, kunne vi give til hvem vi
nu ønskede. Minearbejderne er ikke ansat af nogen, de arbejder for sig
selv. De kan dog også vælge at indgå i et sjak. Gør de det, er der
naturligvis større chance for gevinst, men til gengæld skal den så deles.
De arbejdere der er heldige at få dynamit af en af de besøgende, er godt
stillet den dag. Ikke alle har mulighed for at sprænge dagligt.
Når arbejderne kommer ud af minen efter endt arbejdsdag, sælger de
høsten af deres anstrengelser til raffinaderier der ligger lige udenfor.
Her afgøres det om det har været en vellykket dag eller ej. Nogle går
hjem med næsten ingenting, mens andre viser sig at have været særdeles
heldige. En af Bolivias rigeste mænd er således en tidligere minearbejder
der for få år siden ramte en kolossal åre.

Ude af minen igen måtte jeg knibe øjnene sammen pga. sneens refleksion
af solen. Efter 3 timer i mørket føltes det som om jeg havde siddet i
en mørk biograf bortset fra at jeg var kulsort og øm i led og lemmer
efter al den kryben og kravlen gennem lave gange og snævre skakter. Jeg
misunder ikke arbejderne at de skal slide under de forhold i 8-10 timer
dagligt uden andet end væske og cocablade.
Jeg satte mig ind i jeepen og lod mig mageligt transportere tilbage
til Potosí. Jeg nikkede vist lidt med hovedet.