Trolling, dørgning eller blinkning – bådens indretning 3

 

Trolling, dørgning eller blinkning – bådens indretning 3

 

Udrigger er betydelig ældre dato end downriggeren, og dens pirmære opgave er at holde agnene uden for bådens skrue- og kølevand samt sprede agnene. Til forskel fra downriggeren så bruges udriggeren til overfladetrolling.

Udriggere er lavet af almuminium, rustfri stål eller glasfiber. De kan ligeledes være teleskopiske, eller samlet i sektionsvis. Længden varierer fra 15 fod ( 4,5 m) til 30 fod ( 9 m). Der kræves nylonsnor, som normalt består af ca. 30 m forhalingsline., chokabsorbere (gummistropper) med glasring i den ene ende, og en krafteig svivel med hægte i den anden, lineudløser og et fæste til snoren i båden.

For det meste bliver udriggeren slået ud til siden i en vinkel på ca. 45 grader. På Hawaii fisker de dog næsten altid i lodret position i en vinkel bagud på 60-90 grader.

I centerkonsolbåde på optil 20 fod bruges korte udriggere, som ofte placeres i holdere på rælingen.

Et bøjeligt beslag længst ned på udriggeren gør dem nemme at flytte og folde under fiskeri eller transport.

De lange udriggere finder man først og fremmest på store både, hvor de kan være monteret på kabinens side og/eller på en overbygning. Da de lange udriggere er forsynet med flere ben, er de ofte fastmonteret til båden, man kan slås ud og ind under sejlads til og fra fiskepladsen. Man bør sikre dem med en ekstra tamp.

Ud over bådens størrelse falder valget på udriggeren også ud fra hvad agntype og størrelse som anvendes.

Ofte monteres disse udriggere midtskibs på kabinen så de ikke ved uheld kan gribe fat i stænger, kampstol og andet.

Udriggernes elasticitet er afhængig af konstruktionen og opspændingen. Jo flere metalpinde der er placeres på dem, des mere stive bliver de samme med nylonsnoren, der spænder udriggeren op. Det kan være en fordel i høj sø. Antal liner man spænder op kan også være med til at udriggeren bliver stiv. Allround-udriggeren har en stiv underdel og en elastisk spids, som udgør ca. 25% af stangen totale længde.

Man kan klare sig et langt stykke hen ad vejen med den korte udgave, men i hårdt vejr bliver den let overlastet og det kan få agnen til at hoppe i overfladen. Det kan korrigeres ved at lineudløseren flyttes længere ned på stangen, altså ned på den stive del.

Forhalingslinen løber gennem nogle ringe, nogle gange også gennem en toprulle.

Justeringen af linerne sker manuelt, ved at linien spændes og låses, efter at agnene er sat ud.         

 

Overfladeparavaner anvendes som ligeledes som overfladetrolling,   men på en anden en helt anden form. Denne form er forbudt i Danmark, men den kan bruge i udlandet. Paravanerne kan bruges som en udriggerstangs forlængede arm. Det vil sige føre linierne så langt ud til siden at fisken ikke skræmmes af bådens kølevand og motorens støj. De er specielt praktiske, når fiskeren skal fiske så tæt på land, at båden ikke vil kunne sejle her.

Et oterbrædt er en anden eksempel på overfladeparavaner. Den er ligeledes ulovlig i Danmark. Den kan være lavet af træ, metal eller plast. Jo større den er, desto bedre kan den klare høj hastighed og søgang. De lange modeller kan være tune at tage hjem og slider godt på både mast og linespole.

Pavanen bør være malet i en hidsig farve og bære vimpel, så den tydelig kan ses på afstand.

Mellem mast og paravaner løber linen over en toptrisse eller lignende. Lineudløseren skal kunne glide frit på linen.

 

Agnen præsenteres for fisken 25- 30 meter fra båden.

Masten, er ofte 1- 2 meter høj, forsynes med en eller to justerbare linespoler og bør være lavet af et materiale, som kan tåle saltvand. Masten skal placeres så langt fremme på båden som muligt – helst i stævnen. Det er en fordel, at linespolerne har slirebremse.

Linen skal være af kulørt dacron, ca. 50 meter lang og have en brudstyrke på ca. 60 kg.

Visse enkle paravane-typer, som Yellow Bird og Rover fæstes direkte

Paravaner der går i dybden
Disse paravaner monters på fiskelinen ca. 1 meter foran blinket. Paravanerne vejer fra omkring 10 gram og op til 2- 300 gram for de største. De fleste benytter paravaner som vejer 30 – 100 gram, idet paravaner der er tungere, er meget generende at have på fiskelinen.
Paravanerne findes i mange forskellige fabrikater og de har mange forskellige udformninger, men i princippet fungerer de ens.
De har en ske-form som betyder at de trækker nedad. En kombination af paravanens udformning, størrelse og vægt er afgørende for hvor dybt de trækker linen nedad. Desto mere line man afgiver, desto dybere går paravanen ned – dog kun til en vis grænse. Vandmodstanden mod linen betyder at disse paravaner i praksis maksimalt kan fiske ned til 15 – 18 meter, men ingen benytter så tunge paravaner der fisker så dybt. Almindeligt er det at benytte mindre paravaner som går ned i 3 – 10 meters dybde.

Trolling med planer board
Et Planer Board er at betragte som en oter. D.v.s. en stor paravane som ikke kan monteres på fiskelinen. Et Planer  Board er 60 – 80 cm langt og 30 – 50 cm bredt. Det vejer 3 – 5 kilo. Det kan have en udformning med to parallelle brædder, eller det kan være udformet som en lille båd.
For at håndtere et Planer Board er det almindeligt at båden er udstyret med en speciel mast, hvorpå der er monteret et spil. Planer Boardet er forbundet til masten og spillet med en kraftig snor. På denne snor kan monteres lineklemmer, hvori fiskelinen fra fiskestangen kan monteres. Hvis man får fisk på, vil linen trækkes ud af klemmen og fisken kan trækkes ind til båden – helt uden indvirken fra det tunge Planer Board.
Planer Boardet kan trække ca. 25 – 35 meter ud til siden. Der kan monteres flere lineklemmer på snoren ud til Planer Boardet. Ofte fiskes der med et Planer Board på hver side af båden. Teoretisk kan der fiskes med et uendeligt antal stænger på Planer Board linen, men i praksis lader det sig ikke gøre at fiske med mere end 3 stænger.
Trollingfiskeri med Planer Board er kun egnet, hvor der kan fiskes over store områder, hvor der ikke hele tiden skal manøvreres.
Fordelen ved metoden er at man dækker et relativt stort område.

Oter
Metoden har aldrig været særligt udbredt i Danmark, i modsætning til Norge og Sverige, hvor det er en relativt almindelig fiskemetode, der dog ikke dyrkes af tilnærmelsesvis så mange som der dyrker lystfiskeri med stang og hjul. Metoden anses ikke i hverken Norge, Sverige eller Danmark for lystfiskermetode, idet der er tale om et tungt redskab.
Metoden kan benyttes fra såvel båd som fra land, og da der kan monteres mange agn, (som regel fluer eller små blink) på linen ud til oteren så kan det i visse tilfælde være en endog meget effektiv metode. I mange vande i Norge og Sverige er der begrænsninger eller forbud mod brug af oter – hvor den i mange tilfælde sidestilles med brug af garn.
Oteren består af en stor paravane som beskrevet under fiskeri med Planer Board. På linen ud til oteren kan der være op til 20 – 30 tavser hvori der er monteret små blink eller oftest fluer. Der benyttes ikke stang og hjul. Redskabet – og fangsten – tages ind ved at trække linen ind med hånden.
Oteren fiskes ved at man langsomt ror båden fremad, og den spiles langt ud til siden – ca. 30 – 40 meter.
Når oteren benyttes fra land fiskes den ved at man hele tiden langsomt bevæger sig fremad. Også her kan den bruges til at spile 30 – 40 meter udad.
Da den herhjemme var lovlig blev den benyttet af nogle få personer, som fiskede den langs kysten. Metoden var meget effektiv. Da metoden samtidig er ret pladskrævende blev de personer der benyttede metoden hurtigt ret upopulære blandt andre kystfiskere, når de således trak redskabet mange kilometer langs kysten, og forstyrede mange andre i deres fiskeri. Metoden kræver nemlig at oteren hele tiden er i bevægelse framad.