Vandring ved Matterhorn

Hvor ligger Matterhorn ?

Matterhorn er et verdensberømt bjerg på 4478 meter, der bl.a. har givet navn til en af verdens første stålrutsjebaner, der findes i Disneyland i Californien. Har dette bjerg mon også givet ideen til formen på en Toblerone chokolade ? Måske, fra Schweiz-siden har dette bjerg i hvert fald en karakteristisk pyramideform. Matterhorn er et legendarisk bjerg, der rejser sig meget abrubt på grænsen mellem Schweiz og Italien. På den Schweiziske side ligger skisportsbyen Zermatt, mens skisportsbyen Cervinia ligger på det italienske side. Tilsammen udgør disse to byer et af de mest eksklusive skisportsområder i Europa. Om sommeren er det endvidere et meget populært område for vandring i alperne.

 

‘Verdens største Toblerone’

Hvordan kommer man dertil ?

Bjerget skulle efter sigende være flottest fra Schweiz-siden, så det var der min kammerat Lars og jeg kørte til. Vi valgte en østlig rute, der tog os gennem Liechtenstein og Rhindalen. Vi fulgte vej 19 ind i hjertet af alperne. Denne vej følger i starten Rhinen og senere følger den Rhone-floden. Ved byen Brig bliver vej 19 til vej 9, og kort efter ved byen Visp drejer vejen fra til Zermatt og Matterhorn. Der er kun denne ene vej derind, og man kører i en snæver dal med alpegiganterne Weiishorn (4506m) og Dom (4545m) på hver sin side. Ca. 10 km. før Zermatt når man byen Täsch, hvor man ikke har lov til at køre videre. Vejen fortsætter godt nok til Zermatt, men kun folk med særlige rettigheder må køre op til den ellers bilfri by. Fra Täsch må man derfor vandre op til Zermatt eller man kan tage toget, ‘Gletcherekspressen’.

  ‘Matterhorn-Gotthard banen’, ‘Gletscherekspressen’

Man kan køre med gletcherekspressen helt fra St. Moritz til Zermatt, og det skulle være en utrolig smuk tur. Mellem Täsch og Zermatt kører endvidere et pendlertog. En retur koster ca. 15 Euro.

Vandreture omkring zermatt

Zermatt by ligger i 1620 meter, og i området omkring byen skulle ligge 17 bjerge over 4000 meter. Foruden Matterhorn bl.a. Monte Rosa (4634m), Liskamm (4527m), Breithorn (4164m) og Strahlhorn (4190m).

‘Det er den vej’                               ‘Matterhorn spejles i Leisee’

En god vandretur går op til Hörnlihytten, der i 3260 meter ligger for foden af Matterhorn. Det skulle være muligt at nå derop på ca. 5 timer. Ellers er der mange lifter og bjergtog der kan tage en op i terrænnet. Vi valgte at tage tandhjulsbanen op til Sunnegga paradise i 2288 meters højde. Tandhjulsbanen kører i en tunnel inde i bjerget og skulle være den første af sin art i Europa.

Fra denne side får man de bedste views af Matterhorn, og der er mange søer, hvori matterhorns kegleform spejles, bl.a. Leisee (se billede), Stellisee, Grindjisee og Grünsee. I samme område er der gode udsigter til det spidse sneklædte bjerg Adlerhorn (3988m), og man kan vandre på sidemorænen til gletscheren Findelgletcher.

Har man penge, kan man tage bjergtogbanen Gornergratbahn op til Gornergrat i 3089 meter, en tur der koster ca. 75 Euro t/r fra Zermatt. Herfra skulle der være gode views også af Monte Rosa. Er man endnu mere velhavende kan man tage liften op til Klein Matterhorn i over 3800 meters højde. En af de højeste lifter i Europa, hvis ikke den højeste, men turen koster over 80 Euro t/r fra zermatt.

‘Fra venstre: Rimpfischhorn, Strahlhorn og Adlerhorn fra gletchermorænen’.

 

THE END