Tur ned langs stillehavskysten i USA

Lidt over midnat krydser jeg den canadiske grænse til USA. Jeg kunne have ventet til dagen efter, men som en anden trækfugl havde jeg en indre stemme der sagde, at nu var tiden inden til at trække sydpå, og der er noget dejligt befriende i at være i bevægelse, og komme sit mål en lille smule nærmere.

Denne gang vil jeg dog kun være på gennemrejse i USA, da jeg har valgt at bruge min tid i Latin- og Syd Amerika på min rejse fra Alaska til Chile. Det er femte gang jeg skal rejse igennem USA, alligevel glæder jeg mig til at køre ned langs stillehavskysten ad Highway 1, der strækker sig 3.500 kilometer fra staten Washington i nord, igennem Oregon og ned gennem Californien til den mexicanske grænse.

Endelig melder trætheden sig omkring klokken 01.00, og jeg finder en græsmark, hvor jeg slår mit telt op for natten.

Seattle en stilfuld metropol

Tidligt næste morgen vågner jeg ved, at regnen trommer på teltdugen, og jeg sidder igen i min Cherokee Jeep med kurs mod syd. Seattle skyline dukker snart op i horisonten og inden længe går jeg rundt i byens charmerende gader. Bygninger i victoriansk stil, små boghandlere og cafeér præger bybilledet. Jeg besøger det lokale marked, hvor der er livlig aktivitet – blomster, grøntsager, kunst, tøj, souvenirs skifter ejermand i et væk.

Sidst på eftermiddagen sidder jeg sammen med tusinde af andre mennesker i en kilometerlang kø ud af Seattle, langsom i bevægelse, men dog på vej.

Det første der slår en, når man kører ned langs kystlinen igennem Washington og Oregon er, at her er grønt. Forklaringen skyldes uden tvivl de nedbørsmængder der falder på disse kanter, noget jeg selv kommer til at mærke. I tre dage siler regnen mere eller mindre ned, og til sidst bliver det for meget for motoren til vinduesviskerne, der sætter ud. Med hovedet ude af vinduet, som en anden labrador, fortsætter jeg i sneglefart, indtil regnen endelig holder op.

Heldigvis købte jeg et rigtigt godt telt inden afrejsen, og den har klaret alle forhold perfekt den sidste 1 ½ måned, lige fra sne, regn og hård vind, så der er altid tørt og rart når jeg kravler i soveposen.

Eventyrlandet Californien

Stillehavskysten er for mig omgivet af mystik, ofte er kysten indhyllet i tæt tåge, som gemmer den på en hemmelighed. Pludselig letter tågen og afsløre uden varsel sin skønhed, en dramatisk kyststrækning, der rejser sig af havet. Det næste øjeblik, forsvinder det hele igen i havdisen. Sceneriet ændrer sig langsomt, som dagen skrider frem og snart kører jeg mellem de legendariske Redwoods, eller Californiske kæmpe fyr som vi kender dem. Disse træer er plantelivets ukronede konger, der med sine over 100 meter i højde, er de største levende organismer på denne jord. Du forstiller dig hvert øjeblik, at en kæmpe vil træde ud på vejen, i dette eventyrland.

Måske er det disse træer der bedst symboliserer den amerikanske kultur, der på mange måder kan synes rodløs. Træerne synes ikke at have nogen begrænsninger i deres vokseværk, og kan modstå den værste skovbrand. Meget kan siges om det amerikanske samfund, men folket forfølger deres drømme, og lever dem ud, og man må tage hatten af for alt det, amerikanerne har udrettet på nogle få hundrede år. Selv den værste skovbrand i form af terroraktionerne den 11. september ser ikke ud til at ryste USA, tværtimod synes tragedien, at have styrket nationalfølelsen. Overalt ser man streamers i bagruderne på bilerne der siger “God bless Amerika” og “We shall never forget”. På mig virker nationalfølelsen en smule skræmmende – bevidsthed om egen kultur og identitet er vigtigt, men nationalisme i overdrevet grad er ikke vejen til en bedre verden.

San Francisco

Efter tre dage på landevejen, kører jeg over Golden Gate Bridge til San Francisco. Det er tredje gang jeg besøger San Francisco, og på en måde, er det som at komme hjem, da det er min ubetinget favorit by i USA. Stemningen er afslappet, og her skildrer man ikke imellem race og seksuel overbevisning. Ikke tilfældigt, at de glade 60ér startede her, og man kan stadig se gamle hippier ligge i solen på Hippie Hill, og lave fredstegnet når man spankulerer forbi.
Victorianske huse ligger side om side op ad de stejle bakker, og sporvognene slæber sig igennem gaderne, som de har gjort det sidste århundrede. Jeg tager sporvognen til Almo Park, hvor der er en fantastisk udsigt over San Francisco Bay – Alcatraz, Fishermans Wharf og Golden Gate Bridge, du kan se det hele herfra.

Når dagen går på hæld, er det største problem, at vælge om man skal spise i det italienske kvarter, Sea food ved Fishermans Warf eller i China Town.

Nye ekspeditions deltagere

Jeg vil bruge tre dage i San Francisco, dels for at se alt det jeg ikke nåede sidst, men også for at finde nogle rejsekammerater sydpå. Jeg sætter en seddel op på opslagstavlen “Going south? – You want adventure, company and to share gas – sign up here”

Senere på dagen er der fire navne på min seddel. Wim (Belgien), Steffen (DK), Lisa og Ida fra Sverige.
Det bliver en drenge tur, og snart planlægger Wim, Steffen og jeg vores videre færd. Wim er lærer og rejseleder for et belgisk firma, og har lige sluttet en tur med en gruppe i USA. Hans næste tur er i Guatemala om en måned, så vores rejseplan passer perfekt sammen. Han forærer mig en kølertaske, to nye gasblus og en gaslampe, så efterhånden er det ved at være en vel ekviperet ekspedition.
Steffen læser statskundskab i København, og har de sidste uger læst på et universitet i Los Angeles og har et par uger tilbage, inden han rejser hjem for at arbejde på Christiansborg.

Syd, syd og atter syd

Efter nogle gode dage i San Francisco siger vi farvel og på gensyn til byen, og jeg er igen på landevejen, med mine to nye rejsekammerater.

Kilometertælleren bekræfter, at vi langsomt tilbagelægger kilometer efter kilometer. Jeg har allerede kørt godt 4000 kilometer siden Vancouver, og bilen kører perfekt, og har uden problemer fragtet mig over Rocky Mountains, Canada´s vestkyst og nu ned langs USA´s Highway 1. De tilbagelagte kilometer begynder endelig at syne på mit medbragte verdenskort, men der er stadig lang, lang vej igen, og de endelig prøvelser venter stadig forude.

Drømmen der lever videre

To dages kørsel fra San Francisco laver vi et stop i byen San Simoen. Det var her, at William Randolph Hearst udlevede sin vanvittige drøm, om at bygge et slot på Camp Hill, der ligger på familien Hearsts 700 kvadrat kilometer store ejendom. William Hearst var i 1920érne en af verdens rigeste mænd, og tjente sine penge på at drive avisvirksomhed.

Som dreng rejste William rundt i Europa med sin mor, og allerede der blev hans interesse for kultur vækket til live, og måske hans drøm om en dag, at bo på sit eget slot.

Resultatet er i dag et fantastisk “slot” i en fusion af forskellige stilarter, fra det antikke Grækenland til renæssancen. Udover egen zoologiskhave havde stedet en landingsbane til sin egen DC3 flyver og slottet huser en fantastisk antikvitetssamling. William Hearst elskede selskab, og tidens mest prominente personligheder gæstede jævnligt hans hjem, Charlie Chaplin, Præsident , var bare nogle få, på den lange gæsteliste over dag tidens stjerner.

Historien bag familien Hearst er yderst spændende, måske mere spændende end selve slottet, der i dag vidner om en farverig person, der fulgte sin drøm og delte den med andre, og netop derfor lever drømmen videre den dag i dag. Besøgstallet taler sit tydelige sprog, og har for længst rundet 32.000.000, siden Hearst familien forærede hele herligheden væk til Californiens Park Service, værsgo!

Solvang…næsten som at være hjemme!

Dagens andet stop på vejen er Solvang, der altid er et sjovt stop som dansker. Det er lidt Disneyland over byen, der er en gammel dansk koloni, men indbyggerne virker oprigtige omkring deres danskhed. Du kan gå ned ad Copenhagen Rd. Spise kringle på Mortensens Bageri, for derefter at kigge på danske juleplatter på Atterdag Rd. Hvis du ikke lige finder det du søger, kan du evt. kigge på dansk julepynt i butikken “Jule Hans”…også i juli måned! Uanset, hvad man synes om Solvang, er det altid et sjovt stop på vejen.

Der er langt mellem englene i Los Angeles

Lige så afslappet og charmerende San Francisco er, ligeså hektisk og upersonlig finder jeg Los Angeles. Groft sagt bor her 11 millioner mennesker, der mest af alt minder om en myretue, hvor biler og mennesker i et virvar strømmer til, for at opnå det livet handler om i Los Angeles, nemlig penge og berømmelse. Byen har ikke noget egentlig centrum, men består af forstæder, der som et patchwork tæppe ligger spredt ud over et enormt område. Er man førstegangs besøgende i Los Angeles, bør man dog unde sig selv et par dage i byen, for at opleve underholdningsindustriens mekka.
Her finder du Disneyland, Universal Studios, Hollywood og de berømte strande, hvor Baywatch bliver filmet og folk generelt tropper op for at blive set.
Vi ruller dog ubemærket ind i byen, først forbi eksklusive Malibu Beach, derefter Santa Monica Beach og til sidst den berømte Venice Beach, hvor vi finde os et logi for natten.

4. juli – en nation fester!

Det er den 4. juli og Amerikas nationaldag. Vi har besluttet os for, at fejre begivenheden i San Diego, inden lægger vi dog vejen forbi Hollywood, og går en tur op ad Hollywood Boulevard, hvor vi må gå i zigzag, for ikke at krænke stjernerne indenfor underholdningsindustrien, der her har fået deres navn foreviget på en flise, og hvor almindelige dødelige, nu kan vade henover deres egen personlige stjerne. Inden vi kører videre får jeg et par paparazzibilleder….godt nok kun af Wim og Steffen, men med hjælp fra fotoshop, skulle jeg nok kunne få dem til at ligne Jean Claude Van Damm og Kevin Spacy.

To timer senere, og vi ruller ind i San Diego. Det er nu tydeligt, at vi nærmer os den Mexicanske grænse, spansk er nu det dominerende sprog og en halv times kørsel mere, og vi ville være i Mexico. Vi finder et hostel for de næste to dage, fylder køletasken med øl, og begiver os sammen med resten af San Diegos indbyggere ned til stranden, for at indtage den medbragte væske, og for at se fyrværkeriet, der er altid er kulminationen på denne festdag, som også er amerikanernes vigtigste helligdag.

Hasta la vista America!

Nationaldagen kunne ikke være et bedre punktum for turen ned igennem U.S.A. På kun ni dage har jeg tilbagelagt turen fra nord til syd. Selv om jeg denne gang kun har været på lynvisit, har jeg alligevel fået nye indtryk med hjem, og jeg vil helt sikkert vende tilbage, for at besøge venner, ny steder og gamle favoritter.

God bless America!