The Pan American Highway

Fra mit vindue i flyveren har bjergkæden The Alaskan Range længe vist vejen mod nord, jeg begynder så småt at trippe utålmodigt, drømmen om at opleve The Pan American Highway der starter i Alaska og slutter i Chile er nu kun en halv time fra at gå fra en drøm til at være en realitet.

Landingsstellet kysser blidt jorden i Anchorage, og snart fyldes mine lunger med den friske arktiske luft. I lufthavnen bliver jeg påmindet om, at civilisationen nu ophører, og at jeg ikke længere er på toppen af fødekæden. En kæmpe stor udstoppet grizzly og isbjørn tager pænt imod i lufthaven. Jeg gribes af en følelse af angst, men også spænding over, hvad der venter mig i den kommende tid.

Jeg får checket ind på et hostel og går på opdagelse i Anchorage. Jeg glemmer alt om aftensmaden, da her er lyst næsten hele døgnet. Jeg får dog kokken på en bar overtalt til, at lave mig en burger, selv om køkkenet har lukket. Jeg falder i snak med en af de lokale, og inden længe er jeg inviteret med på en anden bar. Lidt over midnat, et par fadøl og en del lokale historier senere, sætter John mig af på mit hostel, og siger at jeg bare kan ringe hvis jeg får brug for hjælp. En rigtig god første dag.

Dybe fjorde og vild natur på Kenai halvøen

Næste morgen rumsterer min værelseskammerat, jeg siger godmorgen, og spørg ham hvor han skal hen. Han er på vej til Seward på Kenai halvøen – i løbet af 15 minutter har jeg pakket min rygsæk, og sidder sammen med Amin i hans bil. Vejen er fantastisk smuk, med udsyn til snedækkede bjerge hele vejen, og Bald Headed Eagles svævende på en skyfri himmel, gør det svært at holde øjnene på vejen. Seward er en hyggelig lille fiskerby, der om sommeren oplever et turist boom – heldigvis er de første turister endnu ikke ankommet. Amin, min rejsekammerat og jeg slår teltet op ved stranden, og har den smukkeste udsigt over fjorden.

Jeg går ind til byen, for at snakke med forskellige turoperatører, der kunne være interessante for Culture Adventure. I Adventure centret kommer jeg i snak med Jeff fra New York, han er lige kommet hjem efter fem dages vandring i vildmarken. Han virker til at være en fin fyr, og jeg spørg, om han ikke vil campere med os. Snart er teltene slået op, og det bliver starten på en super aften, hvor vi sidder rundt om bålet og fortæller rejsehistorier.

Jeff rejser også alene, og har godt en uge tilbage af sin tur, så vi beslutter at rejse sammen nogle dage. Det bliver igen sent, og jeg finder ud af at min sovepose ikke egner sig til Alaska, heller ikke selv om jeg har alt mit tøj på…

Bjørne og snevandring på Harding Icefield

Vi har valgt at vandre op til gletscheren Harding Icefield. Amin giver os et lift til Exit gletscheren, hvorfra vi er på egen hånd. Stierne er endnu ikke åbnet, og snart befinder vi os i knæhøj sne. Vejret er pragtfuld, så vi bekymrer os ikke så meget om hvor vi er, men er overbeviste om, at vi nok skal finde op til toppen af gletscheren. Efter nogle timer finder vi os selv fanget mellem gletscheren og en klippevæg….hmmm. Vi spotter en rute over bjerget, men ser pludselig noget bevæge sig…..bjørne! Wauw, vi bliver lidt urolige, da vi ser, at det er en sort bjørn, og at den har tre unger. Bjørnen lader dog ikke til at vise interesse, så fra sikker afstand iagttager vi ungernes leg. Fantastisk, at se bjørne på den første dag alene i vildmarken.

Da bjørne med unger, betegnes som dårligt selskab, vælger vi en sneskakt op ad bjergsiden. Vi sparker støvlesnuderne ind i sneen, og kæmper os op, vi fortsætter op i 45 minutter, vi kan stadig ikke se toppen, og siden bliver stejlere og stejlere. Vi er nu ca. 150 m eter oppe, og vi bliver en smule beklemte ved situationen, for nedturen kan nu få ubehagelige konsekvenser. Vi beslutter os for at forsætte lidt endnu, da jeg mister fodfæste. Et dødsskrig giver nu ekko i slugten (tro mig, dødsskriget lyder ikke specielt heroisk)….jeg falder en meter og får heldigvis fodfæste igen, puha det var tæt på. Vi sætter os på en busk og diskuterer situationen igen. Vi binder et reb til hinanden og begiver os videre op, uden at vide om vi kan komme ned derfra. Heldigvis når vi toppen efter ca. 50 meter, et skridt tilbage…..og min sovepose glider ud af liggeunderlaget – vi ser den forsvinde ned i slugten. Det var kold med soveposen, men uden bliver det en meget lang nat.
Jeg firer Jeff ned ad bjergsiden igen, og af en eller anden grund ligger soveposen på en lille hylde på størrelse med soveposen.
Vi begiver os videre op ad bjerget, og terrænet bliver mere tilgængelig. Vi finder en lille klippesats med udsigt til gletscheren og omgivet af bjergtoppe, her beslutter vi os for at slå lejr. Vi stamper en lille plads ud i sneen og slår teltet op.
Snart bobler suppen på vores primus, og vi griner lidt af dagens hændelser. Natten bliver lang pga kulden og teltdugen er ca. 5 cm. Fra vores ansigt, og vi må ligge ret tæt, for at holde varmen….utrolig så hurtigt man lærer folk at kende, under lidt aparte forhold.

Vi vågner næste morgen i silende regnvejr og tilbereder vores havregrød i teltet. Efter en hurtig nedpakning starter turen ned. Vi kigger lidt foruroligende, på de laviner, som har boret slugter ned af bjergsiden, men sneen virker stabil, så vi tager en god lang glidetur ned af bjerget, dog en anden vej, end vi kom op….

Vi får et lift med en Ranger tilbage til Seward og fejre triumfen på en lokal bar.

I havkajak blandt søløver og hvaler

Næste morgen blaffer vi til Millers landing, hvor vi lejer to havkajakker. Vi pakker vores proviant og telte i kajakkerne og aftaler, at vi vil være tilbage om tre dage. Snart glider kajakkerne i vandet, og inden længe padler vi af sted mod nye eventyr i disse geniale fartøjer, som eskimoerne opfandt for godt 1000 år siden.

Langsomt glider vi igennem vandet og civilisationen er snart små prikker i horisonten. Efter et par timers padlen, lægger vi til på en strand og spiser frokost, inden vi skal krydse fjorden, et stræk på tre til fire kilometer i åbent vand. På den anden side af fjorden, møder vi fire gutter i kajak. De har lige set spækhuggere i en bugt ikke langt fra os, så med fornyet kræfter sætter vi kursen mod bugten. Desværre er de væk, da vi når frem. Vi sætter kurs mod Fox Island Spit, der er en spøgelsesskov. Under det store jordskælv i 1964 faldt landskabet, og skoven blev oversvømmet med saltvand, hvor træerne døde. Nu står stammerne tilbage som skeletter, men er bevaret pga af saltet der trængte ind i stammerne. Vi slår lejr på halvøen, som vi kommer til at dele med et par fra Anchorage. Det bliver en hyggelig aften, igen omgivet af bjerge og tempereret regnskov.

Vi lader teltet stå,og begiver os længere ud i fjordsystemet. Egentlig måtte vi ikke passere halvøen pga uroligt vand. På den anden side af halvøen er der åbent vand til Stillehavet, og forsætter vi med at padle, vil næste stop være Hawaii.
Der skulle være en søløve koloni ca. otte kilometer fra vores lejr, og der er forholdsvis roligt vand, så vi forsætter ud gennem fjordsystemet.
Turen er som taget ud fra et natur- program, og efter nogle timers padlen, kan vi høre brøl i det fjerne…søløver!! Vi når frem til nogle høje dramatiske klipper, hvor der er mellem 50-70 kæmpe søløver og sæler. Klipperne er ydermere pakket med ynglende havfugle, der letter i store flokke, og fylder himlen, som stjerner på en klar nattehimmel. Der er et sandt inferno af liv og larm, et fantastisk syn. Vi padler rundt om den fritstående klippe og pludselig kommer der ca. otte søløver op foran vores kajakker, de følger os nysgerrig to meter foran kajakken, for derefter pludselig at dykke under vores spinkle fartøjer. Vi er nær ved at tippe rundt i kajakken, da en stor søløve bryder vandskorpen i et kraftspring, for derefter at sende kaskader af vand ind over os. De er meget legesyge, og jeg er sikker på at den gjorde det med vilje.
På vejen tilbage lægger vi til i en lille bugt og spiser frokost. Tilbage i lejren, beslutter vi os for at prøve om vinterbadning er os, vi springe i fjorden – en kort men dejlig oplevelse. Snart sidder vi igen rundt om bålet, griller Marshmellows over ilden og snakker om dagens oplevelser.

Inden vi padler tilbage til Millers landing, beslutter vi os for at undersøge en ny bugt, min største drøm er at padle med spækhuggere, og vi har endnu ikke set nogen på turen. Jeg lover Jeff øl i aften, hvis vi ser hvaler på vejen. Vi har lige rundet pynten, da jeg på lang afstand ser den karakteristiske finne som spækhuggere har. De kaldes også for dræberhvaler, da de går løs på blåhvaler og andre store havpattedyr, men jeg har engang læst, at de aldrig har rettet angreb på mennesker, så vi sætter farten op, indtil vi er ca. 20 meter fra dem. Der er ca. otte stykker, der iblandt en kæmpe han. Spækhuggeren er et familiedyr, og vil følge den samme flok hele livet igennem. De glider upåvirket af vores tilstedeværelse forbi vores kajakker, og sætter kurs over fjorden. Vi skal nogenlunde samme vej og gør dem selskab. De glider stille og roligt op af vandet, og vi kan holde deres tempo i ca. 45 minutter. På resten af turen ser vi havoddere, søløver, ørne og en Oeyster catcher (fugl), der sneg sig ind på os, indtil den kun var 2 meter væk.

Tilbage i Seward, fejrer vi en veloverstået tur med adskillige velskænkede fadøl og planlægger vores videre færd.

Alaska har hjertet på rette sted

Dagen efter står vi igen i rabatten og forsøger igen at få et lift. Det lykkes, denne gang er det to vietnamveteraner der samler os op. Der er en del krigsveteraner i Alaska, da det er det eneste sted de har kunnet finde sig hjemme, efter rædslerne i Vietnam. Jeg kan kun give dem ret i, at man finder sin indre ro på disse breddegrader.
I Anchorage ringer vi til en gut, der samlede Jeff op tidligere på ugen, og som sagde vi bare kunne bo hos ham. Gary en middel aldrende mand henter os i Anchorage og kører os til hans hjem. Hans kone Sara sørger for mad og drikkevarer. Vi checker vores mails, jeg får en bog om polarekspeditioner, og inden vi går i seng, smider de sønnen ud af hans værelse, så vi har et sted at sove. En smule overvældet over gæstfriheden vi har mødt, falder vi i søvn.

Til Denali på tommelfingeren

Dagen efter kører Gary os et stykke uden for byen, hvor vi kan blaffe. Vores plan er at nå til Denali National Park. Først får vi et lift af en mand, der skal hjælpe hans datter til et ridestævne. Derefter bliver vi samlet op af to piger i en pick-up, med en kæmpe rottweiler på ladet. De ryger et par fede til rytmen af elendig rapmusik, hvor jeg selvfølgelig sidder bagi, oven på en overdimensioneret bas. Det er nærmest en lettelse, da vi bliver sat af. Herfra går vi et stykke uden at blaffe, men alligevel holder en bil ind, og spørger os om vi vil ha´ et lift. Det er et par af de oprindelige indbyggere, der har de samme træk som inuitterne i Grønland. Igen bliver vi spurgt om vi ryger fede, måske er det mine øjne der er irriteret af pollen, der gør, at jeg ligner en der er på stoffer…. Det lader til at de fleste ryger en fed imens de kører bil – igen takker jeg nej, og tager i stedet et hiv af min astmaspray.

Vi bliver sat af på en øde landevej, hvor der er en lille bod. Vi venter en times tid, og de der står i boden, får ondt af os, og laver os et stort skilt, hvor der står Denali. Endelig holder en bil ind til siden. Denne gang en håndværk er der mener at vi er vanvittige, da vi fortæller, at vi vil vandre i Denali uden våben, bjælder, bjørnespray. Han fortæller alle mulige historie om folk, der er blevet dræbt af bjørne, og giver os alle mulige tips om, hvad vi gør, hvis vi står ansigt til ansigt med en bjørn. Vi forsikre ham, at vi nok skal passe på, og står igen i vejkanten. Der går fem minutter, og vi bliver samlet op af to piger, der har bilen fyldt op med bagage og en hund på bagsædet. Alle der har samlet os op, har kørt i små biler, der er pakket med bagage, og alligevel stopper de, bruger ti minutter på at omrokere tingene, og kører os gerne nogle ekstra kilometer. Hvorimod folk i autocampere, minibusser og store biler bare kører forbi, så jeg har konkluderet, at jo mindre plads folk har i deres biler, jo mere hjerterum er der.

Pigerne bor i Fairbanks, og det er super spændende at høre om livet langt mod nord, hvor rindende vand i husene ikke er en selvfølge. Pigerne sætter os af ved et skilt, hvor der står “Welcome to Denali Nationalpark”, og vi har på kun 6 timer nået vores mål.

I Denali er der ingen stier og kun et ganske få antal bliver tilladt i de enkelte zoner. Vi får vores “back country permit”, og vi bliver udstyret med en container til at opbevarer vores mad, i tilfælde af sultne bjørne. Vi tager en bus, så langt ind i parken, som vi kan, og er på egen hånd. Vi vandre igennem nogle dale, ser Caribou der minder om rensdyr, og holder et våget øje med bjørne, som Denali parken er kendt for. Vi slår lejr ved en smeltevands elv, og laver igen gourmet mad på vores primus. Imens vi spiser, føler vi os som små fugle der spiser korn…pik, pik.. kigger op.. pik,pik, pik.. kigger op….en mærkelig fornemmelse, pludselig at være en ret på et dyrs menukort. Efter maden bliver alt emballage, tandpasta, solcreme og mad pakket ned i containeren, og gemt ca. 100 meter fra teltet. Bamserne har en fænomenal lugtesans, og mad i teltet, kan blive dit livs største fejltagelse.

Natten bliver lang, i de sidste dage er alt sprunget ud, og luften er fyldt med pollen, så jeg får ikke sovet meget den nat. Næste dag tager vi længere ind i parken, og ser blandt andet en elg med kalv, bjerggeder og flere Caribou. Vi beslutter os for at bestige en bjergtop, og kommer også langt op, men klipperne i Alaska er rådne, store stykker falder af, når vi tager fat, så vi lader fornuften råde denne gang, og vender om. På vejen tilbage, ser vi vores første grizzly bjørn, en kæmpe, der er i færd med at æde et eller andet, vi går en stor bue uden om…hvem hader ikke at blive forstyrret i sin frokostpause…. Klokken er 20.00 inden vi begynder at blaffe tilbage til Anchorage.

Talkeetna et tilfældigt stop på vejen

Vi får et kort lift af en klatre og står derefter på den mest øde landevej. Det er ved at være sent, så det kan blive svært at få et lift, men vi har teltet med, så vi tager det ikke så tungt. En time senere stopper et ungt par, omrokerer deres bagage og vi er på vej igen. Vi kommer et godt stykke, får nogle lokale historie, et par sandwich de har købt, og et par hundrede kilometer senere står vi igen på vejen.

Der er ca. 14 km. Til en by der hedder Talkeetna og vi vil forsøge at nå dertil. I samme øjeblik stopper en bil i modsatte retning og vender bilen, og spørg os, om vi vil have et lift. Utrolig folk kender os ikke, har ingen grund til at samle os op, og alligevel, møder man folk der gerne kører hele vejen tilbage for at sætte to fremmede af, en omvej på 45 minutter! Vores chauffør har 120 hunde, som han opdrætter og sælger. Vi får et par tips om fodring af hunde, og hvordan man vælger den rigtige hvalp.

I Talkeetna får vi en hurtig byrundtur og forsøger at finde logi på The Fairview Inn, der mere er kendt for sin bar end komfortable værelser. Vi træder ind i et lokale, røgen er tyk som ved en markbrænding, og stemningen minder mest om en Robin Williams koncert, bortset fra at teenage pigerne er skiftet ud med mænd, der alle er et studie i råstyrke og har fuldskæg.
For enden af baren er der malet et kæmpe billede af bjerget Mount McKinley eller Denali, som de lokale kalder bjerget. Små flag på billedet, vidner om de forskellige ekspeditioners triumfer, i kampen om at nå toppen af Denali. I loftet hænger skindet fra en grizzly og toner af Cat Stevens skratter fra barens jukeboks.

Fairview Inn er en historie i sig selv, og har været mødested for bjergbestigere siden 1923, og at dømme fra indretningen, er der ikke blevet ændret på stilen siden baren blev bygget. Vi bestiller et par store fadbamser, da det ikke virker som stedet hvor man bestiller en Pinacolada. Vi suger stemningen og ….øllet til os – på den ene side af baren står et tysk hold bjergbestigere, der lige er kommet ned fra Denali, Nord Amerikas højeste bjerg. På den anden side af baren står et amerikansk hold, der også succesfuldt har besteget det 6194 meter høje bjerg, så der er alt mulig grund til at fejre.

Baren har fem værelser, og vi synes, at det er praktisk at leje sig ind her. Et par drinks for meget, op ad trappen, og som en ekstra bonus nyde stemningen nede fra baren til kl. fem om morgenen, også på en onsdag!

Uden penge…

Lettere udhvilet, har vi taget det bedste smil på, og forsøger igen at appellere til forbipasserendes godmodighed. Inden længe er der bid, en ældre dame der har en hestefarm, og som arbejder med problematiske teenager, der søger et fast holdepunkt i tilværelsen, samler os op. Endnu en spændende historie, og en verden der indtil nu, har været os ukendt. Vi bliver sat af, og i det øjeblik bilen forsvinder ud af syne, opdager jeg at min pung er røget ud af lommen og kører væk med vores lift…arrrggg.

Forsættelse følger…….får jeg min pung igen, kan man slå sit telt op på en færge, møder jeg nye spændende mennesker, finder jeg en bil der kan klare The Pan American Highway, holder min næse aldrig op med at løbe……jeg ved det ikke, men finder ud af det inden for den næste uges tid.