Mexico fra nord til syd i bil.

I skrivende stund sidder jeg i Cuyutlan i Mexico, en lille søvnig badeby, der har sin højsæson i December måned. Det er juli måned, parasoller ne er slået ned, og byen er gået i hi, indtil turisterne om fem måneder igen rykker ind, og vækker byen til live. Det er et dejligt sted, her hviler en ro, og bølgernes brusen er det eneste der forstyrrer stilheden…..Hvis jeg vel og mærket ikke havde valgt, at tilbringe aftenen i baren på Hotel Fenix. Hotellet ejes af en ældre amerikaner, der styrer stedet iført hawaiiskjorte, og med en marqarita i den ene hånd. Han siger ikke meget, men lader sig dog rive med af musikken, når han i ny og næ kender teksten til blues musikken, der spiller fra barens højtalere.

Med andre ord, det er det perfekte sted at fordøje oplevelserne fra de sidste to måneder. Jeg bestiller en Cuba Libre i baren, og forsøger at finde ord der dækker indtrykkene indtil nu, det lykkes ikke. Det er i dag præcis to måned siden, jeg startede Pan-America Ekspeditonen i Alaska, og når jeg kigger tilbage på rejsen, føler jeg mig overvældet. Der er en eller anden tilfredsstillelse i at bevæge sig henover landjorden, i stedet for at opleve verden i små usammenhængende bidder. Det er som at se en film i sin helhed, i stedet for små afsnit, hvor du alligevel aldrig får set dem alle.

I dag har jeg kørt gennem frodige bjerge i regionen, med kokospalmer svejende langs vejen, små mexicanske byer, der ligger øde hen, når solen står højest og folk holder siesta. For bare to måneder siden, frøs jeg i min sovepose i Alaska og var omgivet af arktisk tundra. Det er en mangfoldig verden vi lever i, og jeg føler mig privilegeret over, at opleve den.

Tour Culture Adventure gennem Mexico.

For snart to uger siden, rullede vi over den Mexicanske grænse ved Tijuana, og når jeg siger vi, så mener jeg Wim fra Belgien og Steffen fra Danmark, som lavede sin billet om for at følge karavanen et stykke ned gennem Mexico. Jeg samlede begge to op i San Francisco, og holdet har nu været sammen de sidste 14 dage, 24 timer i døgnet. Det kan til tider være hårdt, at tilbringe så m eget tid sammen med fremmede, du aldrig før har set, man lærer en god position tolerance, og også, at det er vigtigt, at tage nogle dage, hvor man laver noget hver for sig, og dyrker sine forskelligheder.

Nå, tilbage til Tijuana. Ved grænsen oplever jeg, at vi nu ikke længere er i den vestlige verden. Det tager det meste af formiddagen, at få formaliteterne i orden på grund af bilen. Først kører vi over grænsen uden problemer, derefter skal vi have lavet forsikring på bilen, visum fordi vi er i egen bil, som selvfølgelig skal betales et andet sted i byen. Herefter skal vi have taget kopier af alle blanketterne (et nyt sted), hvorefter vi går til et motorkontor, hvor vi udfylder en indførelsesblanket på bilen. Endelig kan jeg sige “hasta la vista” til skrankepaverne, og med de nyerhvervede tilladelser i hånden, tænker jeg, at det nok skal blive “sjovt”, at krydse yderligere ti grænseovergange den næste tid.

Jeg når lige at kigge mig omkring i Tijuana der ligger klods op af den amerikanske grænse og som er legendarisk for sit natteliv. Tijuana besøges dagligt af tusindvis af amerikanere, der ønsker sig en billig brandert og selskab af let levende damer, der sælger deres ydelser for amerikanske dollars. Snart sidder jeg i bilen på vej mod det autentiske Mexico, hvor befolkningen lever uden påvirkning fra “Big Brother” mod nord.

Vi vælger at køre indover fastlandet, i stedet for ned langs Baja Californien, hvor vi på et tidspunkt bliver nød til at tage en dyr færge, for at komme tilbage til fastlandet. Eneste ulempe ved den valgte rute er, at vi skal krydse Al Tar ørkenen for at komme sydover, og som ikke er det mest gæstfrie område på denne jord.
Landskabet ændrer sig langsomt, og vegetation bliver mere og mere sparsom, som vi bevæger os ind i landet. Vores første overnatning i Mexico bliver i Mexicali, alene fordi mørket sænker sig, da vi når bygrænsen. Det er lørdag aften, og selv om vi er midt i en glohed ørken, satser vi på, at folk også her går ud for at møde venner. Vi spørg os omkring, og lader os fortælle at Terrecas er byens hotteste bar, så med en frisk t-shirt gør vi vores entre. Det er tydeligt, at vi ikke længere er i Tijuana, da vi er de eneste hvide i baren. Folk ser en smule skulende ud, og forveksler os med gringoes, som er betegnelsen for amerikanere. Amerikanere er ikke vellidte i Mexico, da mange mexicanere er af den opfattelse, at USA har for stor økonomisk magt i Mexico. Vi kommer i kontakt med nogle lokale, og da vi fortæller at vi er fra Europa, bliver tonen pludselig helt anderledes, og en stor gruppe mexicanere samler sig omkring os, og snart udvikler aftenen sig, og vi ender med at danse til stedet lukker.

Al Tar ørkenen

Selv ikke hotelejerens entusiastiske beretninger om Mexicali og stedets store attraktion, en plante der kun findes i Mexicali, og som kun lever en sæson for derefter at dø, kan få os til at blive dette sted. En hård dag venter, foran os ligger Al Tar ørkenen, og det bliver lidt af en prøvelse. Vi sørger for, at medbringe rimeligt med vand og krydser ellers fingre for, at bilen klarer turen. Med nedrullede vinduer begiver vi os ud på ørkenvandringen, hvor min gamle Jeep fra 1986 gør det ud for kamelerne. Som dagen skrider frem, og solen får mere kraft, gisper vi efter køligere himmelstrøg. Vi passerer bil efter bil, der holder i vejkanten og som ikke klarede turen. Vi presser ikke den gamle “dame” og sørger for at holde en lille siesta i ny og næ. Jeg måler temperaturen, og mit termometer viser 49 grader celcius. Sjovt nok finder jeg sceneriet fantastisk, kaktusser der rejser sig ti meter høje, dominerer landskabet, og som prikken over iét svæver der et par gribbe på himmelvævet. Jeg benytter lejligheden til at checke vandressourcerne i en kaktus. Det er ikke ligefrem, som at åbne for en vandhane når man skær i en kaktus, og jeg er glad for, at der stadig er vand i feltflasken. Efter ti timers kørsel går dagen på hæld, og solens sidste stråler forvandler hele ørkenen til en farvepalet i de smukkeste varme farver. Jeg fascineres gang på gang over steder som dette, hvor livsbetingelserne er yderst sparsomme, og hvor planter og dyr alligevel tilvænner sig forholdene.

Hen under aften ruller vi ind i en lille by der hedder Santa Ana, og det bliver vores stop for natten….et anderledes stop vel og mærke.

Hanekamp og 150 pesos rigere

Inden vi går til køjs, går vi omkring byens Zocalo, der er byens torv og samlingssted for de lokale. Det er altid sjovt at stoppe i disse byer, der ikke er nævnt i nogle guidebøger, og hvor de ikke hver dag får besøg af tre blege europæere. Der går aldrig længe inden nysgerrigheden driver de lokale hen, for at spørge hvor man kommer fra, heller ikke her i Santa Ana. Snart ved hele torvet hvor vi kommer fra, og vi bliver hilst med smil af alle vi møder. På vejen tilbage til vores logi, går vi forkert og ender på en mørk, mørk vej.

Fra en døråbning hører vi råb og marriachi musik, første tanke er, at der bliver holdt bryllup, og vi går lidt nærmere for at få et glimt af brudeparret. Det er ikke bryllup! Vi bliver hevet inden for, og trukket igennem mængden af hujende mennesker, der alle er opslugt af noget der finder sted under et halvtag, hvor et par flimrende neonrør udgør belysningen. Vi befinder os til hanekamp.
Arrangementet har tydeligvis været i gang et stykke tid, stemningen er opløftet, og flere af tilskuerne har allerede fået mere end rigeligt. En lille mexicansk mand står i den lille arena og taler i en mikrofon, i samme arena står fire aldrende mænd og spiller den klassiske mexicanske musik, som kaldes for marriachi. Ikke mange høre efter hvad der bliver sagt, for blikket er rettet imod de nyankomne, som tydeligvis ikke er fra egnen. Et par lettere berusede mænd mumler et eller andet med “gringoes”, vi svarer “no gringos, estamos de Europa”, og igen oplever jeg, at stemningen bliver betydelig mere venlig. Vi taler med et par yngre mænd, hvor den ene pludselig tager mikrofonen fra denne lille mexicaner, og præsenterer os, samtidig med, at han opfordre til en sang. Jeg stivner, ikke så meget på grund af sangen, men mest fordi, den eneste sang jeg pludselig kan huske teksten til er “på en resteplads i Kesi” af Johnny Madsen. Heldigvis griber den lille mexicaner ind igen, og jeg slipper denne gang. Jeg lover mig selv, at jeg til en anden god gang har en lidt mere original sang klar til lejligheden.

En mexicaner griber fat i mig, og det er tydeligt hvad han vil. Han vil spille på næste kamp, jeg forsøger at forklare, at det er min første hanekamp, og faktisk bryder jeg mig slet ikke om hanekamp, men til sidst indvilliger jeg. Jeg afleverer 100 pesos, og studerer de to kamphaner. Der er et eller andet ved den røde hane, jeg ved ikke om det er blikket hanen giver mig, eller om det er intensiteten omkring ejeren af hanen der gør, at jeg siger “rojo”. Spillemændene spiller op igen, og ejerne sliber knivene der bliver fastgjort til kamphanernes sporer, dette er ikke bare en kamp, men en kamp på liv og død, hvor vinderen er den hane der til sidst er i live. I et kort øjeblik inden kampen starter, falder der ro over hele stedet, de sidste væddemål er indgået, og alles blikke er rettet mod de to gladiatorer, der nu stirrer hinanden direkte i øjnene. For en kort stund står tiden stille, alle holder vejret, og pludselig udløses klimakset, hanerne bliver givet fri.
En kamp på liv og død udspiller sig nu i savsmuldet, tilskuerne læner sig ind over rækværket, og stemningen er på kogepunktet. De to haner kan tydeligvis ikke lide hinanden, og alle kneb bliver taget i brug for at gøre det af med den anden. Jeg mister hurtigt overblikket over, hvilken hane jeg har spillet på, og i løbet af 30 sekunder er kampen afgjort, den ene hane ligger meget stille….den er død. Jeg aner ikke om det er min hane der har vundet, men pludselig stikker mexicaneren mig 200 pesos i hånden – jeg har vundet.

Det var aftenens anden sidste kamp, og vi beslutter for at blive til det slutter. Ind i arenaen træder en gusten udseende mexicaner med sin kamphane i den ene hånd og en dåseøl i den anden. De er et studie i ondskab, ejeren af hanen, tager en slurk af sin øl, og sprøjter det ud over hanen, for at hidse den op. Der går en rum tid inden der findes en udfordrer til den sidste kamp. I mellemtiden hygger folk sig, der bliver drukket og snakket ivrigt om aftenens kampe. En meget fuld mand er ved at vælte ind i arenaen, folk griner, og manden bliver ført bort.
Endelig melder der sig en udfordrer til aftenens sidste kamp. Igen forbereder ejerne deres haner til kampen, der bliver indgået væddemål, og jeg indvilliger i, at give mexicaneren fra før, chancen for at vinde sine penge tilbage. Denne gang vælger jeg at spille på hanen med den gustne ejer, et eller andet siger mig, at denne hane ikke bare er blevet opdrættet for at hilsen solen velkommen hver morgen. Det mexicanske orkester spiller op, og snart bliver hanerne givet fri. Denne gang holder jeg nøje øje med min favorit. De ryger i totterne på hinanden, og det hele ligner mest af alt en pudekamp, hvor fjerene flyver rundt i luften. Kampen trækker ud, den er jævnbyrdig, og hanerne begynder at vise træthedstegn, men nej, hvad er nu det…min hane ligger nederst og den ligger stille. Der bliver helt stille omkring arenaen, alle holder vejret…..er kampen virkelig afgjort? Nej, den blinker stadig med øjnene. Det næste øjeblik, finder den de sidste kræfter frem, med et har de to haner byttet plads, og den anden hane får dødsstødet, den er færdig. Utrolig, igen har jeg vundet. Jeg har det lidt dårligt med mit begynder held, og tilbyder at annullere væddemålet, men min mexicanske ven vil ikke høre tale, og giver mig pengene.
Der er optræk til slagsmål på nogle af tilskuerpladserne, det er åbenbart ikke alle der var tilfredse med slutningen på den sidste kamp, så vi fortrækker så småt, en oplevelse og 150 pesos rigere.

Efter yderligere et par dage på vejen, bliver landskabet mere frodigt, og vi ankommer til byen Los Mochis.

Hos den mexicanske kommandant

I Los Mochis tager vi ned på banegården, for at købe billetter til en af verdens efter sigende smukkeste togture, nemlig turen igennem Cobber Canyon. Cobber Canyon er en velforvaret hemmelighed, som kun besøges af ganske få mennesker, på trods af at stedet er tre gange så stor som Gran Canyon i USA. Ved billetlugen kommer vi i snak med Esperanza og Lene. Lene er fra Danmark og har tidligere boet hos Esperanza under et skoleophold. Esperanza spørg hvor vi bor, og da vi endnu ikke har noget sted, inviterer hun os til at bo hos hende. Vi takker ja, og inden længe sidder vi i hendes køkken og spiser frokost.
Vi trænger til at få vasket vejstøvet af os, og kører til den nærmeste strand. På vejen tilbage stopper vi ved en grotte med tusindvis af flagermus, og her var vi nær blevet, da jeg har svært ved at starte bilen, da vi skal derfra. Det er en gammel bil, men den har ikke voldt mig problemer indtil nu, så det bekymre mig lidt.
Tilbage hos Esperanza er hendes mand nu kommet hjem. Han hedder Alberto og er kommandant for politiet i Los Mochis. Det er tydeligt, at vi er havnet hos det bedrestillet borgerskab i Mexico. Huset de bor i er nydeligt, og Esperanza arbejder ikke, men sørger for at alt derhjemme er ordentligt, og når hun har tid, så arbejder hun med velgørende formål. Alberto går på pension i år, og de glæder sig, da de er ved at være trætte af at flytte rundt på grund af Albertos arbejde. Regeringen forsøger virkelig at gøre noget ved korruption indenfor politiet, og en af måderne er, at flytte rundt på højtstående politifolk, så de ikke får oparbejdet et netværk til det kriminelle miljø.
Desværre er der lang vej, da politiet er dybt involveret i kriminaliteten i Mexico. De fortæller, at der er meget narko i Los Mochis, men ingen gør noget, da levetiden ofte er kort for dem der forsøger at rydde op i egne rækker.

Held i uheld

Vi beslutter os for at kigge os lidt omkring i Los Mochis, og parkerer bilen i centrum. Da vi skal derfra, sker det jeg har frygtet, bilen vil ikke starte. Jeg forsøger at få liv i bilen igen og igen, men intet sker. Heldigvis kører Alberto tilfældigvis forbi, og kommer os til undsætning. Han siger, at vi ikke skal tænke mere på bilen, men tage hjem og få noget søvn, så vi er klar til togturen i morgen. Puha, jeg havde ellers set vores lille ekskursion gå i vasken, men igen overraskes jeg over den hjælpsomhed jeg har mødt under hele turen. Jeg har lige mødt disse mennesker, bliver inviteret til at bo hos dem, får mad, og nu vil de sørge for at min bil bliver repareret, utroligt.

Cobber Canyon

Vækkeuret ringer klokken 04.00 og vi siger farvel og på gensyn til Esperanza, der er stået op, for at smøre sandwich til togturen. Vi har besluttet at forkæle os selv oven på strabadserne den sidste tid, og har bestilt 1. klasse på toget til Divisadero, hvor vi vil bruge et par dage. Kl. 06.00 lyder fløjten på perronen og toget sætter i bevægelse. Togturen er uden tvivl den smukkeste jeg har kørt, og toget slider sig langsomt over bjerge, dybe kløfter, tunneller og igennem små støvede landsbyer. Efter et par timer på skinnerne kommer kokken ind i vores vogn, ringer med klokken og annoncerer, at nu er morgenmaden serveret. Efter ni timer når vi vores mål, Divisadero, der udover stationen, nogle få Harmarta indianere og Cobber Canyon ikke har meget at byde på, præcis som vi gerne vil have det.
½ times gang fra stationen finder vi en Cabana, der i dette tilfælde er en lerklinet hytte. Udover en el-pærer i loftet og en seng, er der ikke noget i rummet, men den manglende komfort opvejes rigeligt af stedets atmosfære. Hytten har vi lejet af en lokal familie, hvor tre generationer driver et lille landbrug, og hvor vores hytte er et supplement til husholdningen. Vi spiser i familiens køkken og får lidt at vide om området, og forstår nu bedre, hvorfor kun få turister finder vej til dette sted. I årevis har regeringen lovet, at landsbyen vil få leveret vand, men endnu har de ikke set den første vandvogn, så alt vand hentes til fods. Derudover findes der ingen ordentlige kort over Cobber Canyon eller afmærkede stier, så alt færden i slugterne forgår med en vis risiko for at fare vild. Sønnen i huset er vokset op i området, og kender området, så vi hyrer ham som guide den følgende dag.

Tidligt næste morgen begiver vi os ned i slugten, som floden igennem millioner af år har brugt på at forme. Stedet er enormt, og vi begiver os ned ad, for at udforske dette vidunder skabt af naturens egen hånd. Vi møder ingen andre turister hele dagen, kun nogle få landmænd og harmarta indianere der har valgt, at kalde dette sted deres hjem. Stedet er alt andet end gæstfrit, varmen er kvælende, ikke kun for os, men også for de få mejsplanter der skriger på vand. Vi passerer nogle få vandhuller, og alt liv ser ud til at have søgt tilflugt til disse pytter, der også snart vil være udtørret. Udover vandbiller og haletudser, ser vi også fire slanger der ligger til afkøling i vandet.

Uden en dråbe vand tilbage, når vi op ad kløften igen, og er enige om, at juli måned ikke er den bedste måned at udforske Cobber Canyon, det er simpelthen for varmt. Udsigten over Cobber Canyon kan dog nydes året rundt, og togturen er fænomenal. På vejen tilbage i toget, begynder det at regne, regntiden er endelig kommet og jeg sender en venlig tanke til indianerne i kløften.

På vejen igen

Tilbage i Los Mochis ringer vi på døren hos vores ven kommandanten, og venter spændt på nyt vedrørende bilen. Gudskelov er den klar igen. Starteren er repareret, jeg har fået nye nøgler og bilen er blevet afhentet. Jeg venter spændt på regningen, og tror dårligt mine egne øre, da jeg bliver præsenteret for en regning på under 200 kroner, igen har heldet tilsmilet ekspeditionen. Som tak for gæstfriheden og hjælpen, giver vi Esperanza og Alberto en stor buket blomster og chokolade, inden vi tager afsked og forsætter syd på.

Chile en lille smule nærmere

Alt ting tager længere tid end beregnet. Jeg havde regnet med at tilbagelægge flere kilometer end vi gør, men jeg må se i øjnene, at forholdene er anderledes her, end hvad jeg er vant til. Tusindvis af vejbump, krydsende kvæg, heste, hunde, mennesker, huller i vejene, langsom trafik, bjergkørsel, militære kontrolposter, listen er uendelig lang over faktorer der spiller ind på tidsplanen.

Vi lægger dog langsomt men sikkert by efter by bag os, Manzalan, Tepec, Puerto Vallarta og Acapulco, hvor vi siger farvel til Steffen, der skal retur til Danmark. I Acapulco benytter vi lejligheden til at se, de lokale vovehalse springe ud fra 35 meter høje klipper, direkte i bølgen blå.

Vi forsætter syd, overnatter i små landsbyer, hvis navne jeg allerede har glemt. Først i Zipolite gør vi holdt, hvor vi som alle andre, smider os i en hængekøje, og ellers får det meste af dagen til at gå med, at kigge udover havet.
Efter en overnatning i Zipolite, rejser vi videre til Puerto Angel, hvor vi skal bo hos Wim´s ven Pitche, der er fisker og har et lille hotel. Vi bliver hjertelig modtaget, og efter at have fortalt om vores rejse, aftaler vi, at vi skal med ud og fiske næste dag.

Den fiskende operasanger

Klokken 05.30 bliver vi vækket af Pitche, der har lovet at tage os med ud for at fiske sværdfisk. Med morgenhår og søvnen siddende i øjnene, begiver vi os ned til stranden, hvor de andre fiskere allerede er i fuld gang med at skubbe deres joller i vandet. Vi giver en hånd med, og får de sidste både i vandet. Det er endnu mørkt da vi sejler ud i Stillehavets blå favn, men vi vil af sted inden det bliver for varmt. Efter godt 45 minutter når vi positionen, som Pitche har valgt at prøve lykken fra. Metoden som bruges til at fange disse sværdfisk, er unik for Puerto Angel, og ifølge Pitche det eneste sted metoden er i brug. Måden det foregår på er ret enkelt. Først bindes en line fast til en plasticdunk, og derefter fast til en krog, som bliver stukket igennem en levende fisk. Herefter bliver det hele kastet overbord. Hele proceduren gentages ti gange, hvorefter det bare er at vente på, at en sværdfisk hopper på krogen.
Vi venter en times tid, men intet sker, med undtagelse af tre delfiner der passerer forbi vores båd. Jeg har været tidligt oppe, og havets vuggen har gjort mig søvnig, og et øjeblik drømmer jeg, at jeg er ombord med de tre tenor……jeg åbner øjnene og ser Pitche synge udover havet. Han har en vidunderlig stemme, og det er et fantastisk syn, at se Pitche iklædt sin fodboldtrøje, imens han står der i morgensolen og træner sin stemme. Jeg havde fået fortalt, at han kunne synge, og at han ofte bliver inviteret ud for at optræde med sin stemme, men at sidde her i en åben jolle på Stillehavet, og lytte til hans sang, det er stort.

Hans sang forstummer, og igen kigger han med sit trænede blik udover havet. Om det er sangen der giver bonus ved jeg ikke, men en af plasticdunkene har flyttet sig. Vi starter motoren og sejler hen imod dunken, der nu tydeligvis er i bevægelse. Et eller andet stort har taget vores madding, for dunken bliver trukket under overfladen, for derefter at komme op igen. Vi afventer spændt, da havoverfladen pludselig brydes og en ca. to meter lang sværdfisk kommer til syne. Den kæmper en brav kamp, men det nytter intet, krogen sidder fast, og langsomt tappes fisken for kræfter. Med de bare næver, begynder Pitche at hive kæmpen ind, der stadig laver nogle sværd slag, og i en lille jolle, virker det hele ret dramatisk, men Pitche har fisket igennem et helt liv, og snart har vi hevet fisken ombord.

En times tid senere, hiver vi de sidste dunke ind og vi tager til takke med en sværdfisk, eller det vil sige vores egen sværdfisk. På vej mod land ser vi nemlig endnu en sværdfisk bryde vandskorpen, Pitche vender båden og sejler i retning af fisken. Vi ser, at den har bidt sig på en krog, og at den nu trækker af sted med en plasticdunk, men der er ingen fiskere i nærheden….eller er der. Jo, i det fjerne ser vi en jolle, men fiskeren har ikke opdaget, at han har bid, og dunken er trukket ud af hans synsfelt. Jeg iagttager Pitche, og aner hvad der er på færre, han har i sinde at snuppe fisken, selv om den tilhører en anden. Han går i gang med at hive fisken ind, og igen udkæmpes der en brav kamp, selvom udfaldet er kendt på forhånd. Imens vi kæmper med fisken, har jollen i det fjerne opserveret, at der er noget i gærde, og sætter kurs mod os. Jeg bliver hurtigt instrueret i, hvordan jeg skal forestille at fiske med line fra båden, så den hastigt nærmende jolle ikke skal fatte mistanke om vores ugerning. Det lykkes, efter at have iagttaget os et stykke tid, vender jollen om, og vi hiver endnu en sværdfisk ombord. Pitche griner lidt over fangsten, og siger at det er meget almindelig, at fiskerne stjæler hinandens fangst, og det nu var hans tur.

Solen er nu kommet på himlen, og vi ser flere havskildpadder komme op til overfladen for at nyde solens stråler. Jeg beslutter mig for at tage en dukkert og springer i vandet ved siden af en stor havskildpadde, jeg tager fat i skjoldet og bliver trukket et lille stykke, inden jeg må slippe, og den forsvinder ned i dybet.

Et stykke fra land, fjerner vi indvoldene fra fangsten og kaster dem i havet. I det samme springer en stor flot Dorado op af vandet. Det er en meget delikat spisefisk, og med et snuptag har Pitche, sat et fiskehoved på en krog, og kastet en line i vandet. Et hug, og der er bid! Det er en livlig krabat, og den gør alt for at få sin frihed igen. Vi får den hevet ombord, men den er så vild, at vi må smide den tilbage i vandet igen, til vi har tappet den for de sidste kræfter, og endelig kan hive den op i båden. Doradoen er en sjov fisk, for de svømmer altid rundt to og to, og er sammen med den samme partner livet igennem. Lidt trist at tænke på, at dens livs kærlighed nu svømmer rundt alene.

I land holder folk allerede klar med deres trillebøre og venter på dagens fangst, fangsten er nemlig altid solgt på forhånd. Dog beholder vi Doradoen, som vi tager med hjem til Pitches familie. Pitches kone bliver glad for fangsten, og snart har hun tilberedt fisken, som udgør et herligt morgenmåltid.

Adios Mexico

Efter tre dage i Puerto Angel siger vi farvel til Pitche og hans familie, tilbage har vi kun to dages kørsel til Guatemala. Det har taget os tre uger, at køre fra det nordligste Mexico til det sydligste, en rejse som har givet et fantastisk indblik i dette lands mangfoldighed, og alligevel kun løftet sløret for en lille del af, hvad Mexico har at tilbyde.

Vi befinder os i nu i Mexicos fattigste region Chiapas, der også er en del af Maya ruten, der strækker sig ned igennem Guatemala og Honduras. Klimaet er tropisk, vulkaner rejser sig i horisonten, og vi ser ofte maya indianerne i deres farverige klædedragter, et lille fingerpeg om, hvad der venter mig i Guatemala. I Guatemala skal jeg også møde min kæreste, der er meget at se frem til. Tilbage strækker jeg min dovne krop og tænker “la vida pura” – livet er herligt!