I kano på Yukon floden

Wrauuumm……endnu en bil kører forbi, og jeg er tilbage til virkeligheden. Solen bager ned fra en skyfri himmel, temperaturen har for længst rundet de tredive grader og hundrede af biler har de sidste to timer passeret mig på Trans Canada Highway. Det er åbenbart en af de dage, hvor jeg bliver nød til at hive alle de positive oplevelser frem, som jeg har haft ved at blafre fra Alaska til Prince George i Canada.

Allermest som jeg er ved at opgive at komme videre, sker det….en rusten Chevy pick-up truck fra 1969 holder ind. Jeg hanker op i min rygsæk og smider mit “hjem” op på ladet af denne klassiker af en bil, jeg bemærker dog, at der allerede ligger et par cowboystøvler og nogle kunstige kohorn, som jeg undre mig lidt over. I bagruden hænger en lasso, og jeg hører den sagte lyd af countrymusik fra førerhuset. Da jeg springer op i førerhuset, sidder jeg ved siden af en vaskeægte cowboy med cowboyhat og et bæltespænde, der leder tankerne hen på et Mogens Palle boksestævne.

Jeg trykker hans næve og introducerer mig sig selv, “Kasper from Denmark” og jeg finder snart ud af at min chauffør hedder Sam, og er endnu en farverig person. Han er vokset op på en 1000 hektar stor Ranch og har stort set kunne ride før han kunne gå. Han deltager i Rodeo konkurrencer, som vi andre spiller fodbold i weekenden.
Bæltespændet viser sig at være en førstepræmie i disciplinen “fang en ko med lasso fra hest, for derefter at binde dens ben sammen”. Som tilskuer bør man holde et vågent øje, da hele seancen er overstået på bare seks sekunder!
Sam er på vej hjem til kæresten, efter at have overstået en et måneders lang kursus i at guide. Han har et job på hånden, hos en 71 år gammel outfitter, der de sidste 40 år har levet af at spore bjørne for trofæ jægere, og Sam glæder sig til at høre alle historierne og lære, inden den gamle jæger går på pension.
Sam har også en uddannelse i skovbrug og har blandt andet studeret i New Zealand, hvor han blandt andet har arbejdet for bedre rettigheder til maorierne, New Zealands oprindelige folk. Jeg fortæller ham om Culture Adventure´s planer for fremtiden, og inden jeg igen står på landevejen, har vi udvekslet adresser, hvem ved, måske krydses vores veje igen en dag.

Sam, er bare en af alle de fantastiske mennesker jeg har mødt den sidste måneds tid, faktisk var det slet ikke meningen, at jeg ville blafre fra Alaska og ned gennem Canada, men den oplevelse det har været, at møde lokal befolkningen, gæstfriheden, de mange spændende livshistorier og farverige beretninger fra de områder jeg har rejst igennem, alle disse ting har simpelthen gjort, at jeg gang på gang har stillet mig ud til landevejen, på trods af regn og til tider lange ventetider.

Kigger jeg tilbage på den sidste måned, har menneskerne jeg har mødt undervejs nok været rejsens indtil videre største oplevelse. Gang på gang overraskes jeg over den gæstfrihed jeg møder overalt, hvor jeg kommer frem, og jeg vil aldrig glemme Gary og Sara, der lod mig overnatte i deres hjem, Bernie der fik ondt af mig, efter at have set mig stå på landevejen i to dage, for derefter at kører mig 400 kilometer til Vancouver og gi´ mig aftensmad, Melinda der havde mødt sin nye mand på Internettet, en svensker fra Gøteborg der udover at være model også er racerkører, Haukns en indianer der på trods af at have mistet alt inklusiv konen, så lyst på fremtiden, og som viste mig sin hjemby, Pat en ældre dame i hvis bil jeg glemte min pung, for derefter at modtage den med posten tre uger senere, Matt der er brandmand i Anchorage, og som inviterede mig til at bo hos hans familie……og alle de andre, som vil være for omfattende at nævne her, men for hvem jeg vil være evig taknemlig, for at have bidraget på hver deres måde, til at min tur gennem Alaska og Canada har været en ubeskrivelig oplevelse.

Et uventet stop i Whitehorse

Efter at have tilbragt tre uger i Alaska var tiden inden til at forsætte mod mit mål, Santiago i Chile. Jeg var efter tre uger nået tilbage til mit udgangspunkt Anchorage, og havde altså ikke tilbagelagt en eneste kilometer, men de næste dages rejse til Whitehorse i Canada, vil bringe mig et godt stykke nærmere mit mål.
Turen på Alaska Highway er ubeskrivelig, støvet grusvej så langt øjet rækker, og sceneriet skifter fra tæt nåleskov til snedækkede bjergtoppe, kæmpe søer, hvor isen endnu ikke er brudt op. Fra tid til anden ser man elge og andet vildt forsvinde i buskadset, når de hører lyden af motorstøj. Det er uden tvivl den smukkeste vej jeg nogensinde har kørt, og imens blikket er sat på uendelig, flyver tankerne af sted.

Efter to lange dage på vejen, når jeg frem til Whitehorse, der er hovedstad i staten Yukon. Staten er 483.450 km2 og har kun 31.500 indbyggere, så der er langt imellem civilisationerne. Man bliver ret ydmyg når man rejser i disse regioner, her har mennesket endnu ikke overtaget kontrollen, her er det naturen der hersker og viser du ikke respekt, eller ved hvad du har med at gøre i denne barske natur, kan prisen være høj, i værste fald med livet som indsats.

Whitehorse ligger smukt ved den mægtige Yukon flod, og var under den store Klondike guldfeber i 1898 en vigtig forsyningsby, hvor hjuldampere kæmpede sig vej op ad de farlige strømfald. Ved flodbredden ligger en gammel udtjent hjuldamper, der for længst har sejlet sin sidste tur. Den gamle skude vidner om, at guldet for længst er forsvundet, og det nu er andre ting der trækker folk til Yukon.

Jeg har besluttet mig for at blive i Whitehorse nogle dage, vente på at min pung skal ankomme med posten og ellers udforske området. Til en afveksling skifter jeg mit ganske udmærkede telt ud med en rigtig seng på et hostel, også for at snakke med andre end mig selv…..

Snakket bliver der! Ud af tolv pladser på dette lille hostel, er der ikke færre end ni nationaliteter, så der bliver udvekslet masser af rejsehistorier og hentet ny inspiration. Jeg har fundet ud af, at den liste jeg altid har i mit hoved inden jeg rejser, altid bliver længere undervejs, når jeg møder andre rejsende, så det ser ikke ud til, at jeg løber tør for nye destinationer lige foreløbigt.

I kano på Yukon floden

Efter et par dage på mountainbike og en dag på den årlige storytelling festival, trækker vildmarken igen. Jeg beslutter mig for at padle op ad Yukon floden i nogle dage, og spørg om der er nogle på vandrehjemmet der har lyst til at tage med. Der lyder et lille forsagt “hai” henne fra hjørnet, og stemmen tilhører en lille japansk pige der hedder Kayoko. Nå, ja hvorfor ikke, tænker jeg, og snart er vi i gang med at planlægge de næste dage. Fordelen ved at rejse i kajak og kano er, at du ikke behøver at tænke så meget på vægten, som når du vandre, så vi vælger at forkæle os selv, og alt frysetørret mad er bandlyst.

Næste dag er kanoen pakket og vi lægger fra land på den største flod jeg endnu har padlet, flere steder minder den mere om en sø på grund af bredden. Yukon er en af de største floder i Nord Amerika og forsætter op igennem Alaska, for til sidst at løbe ud i Berring Strædet. Vejret er pragtfuld og vi har hele floden for os selv, da det er midt juni og de første turister endnu ikke er ankommet…..det er myggene desværre, og vi kan næsten høre dem råbe “blod, blod, blod” det første sted vi planlægger at slå lejr for natten. Vi padler hurtigt videre, og finder et sted, hvor der er knap så mange, og da først vi får gang i bålet, er alt godt igen. Trætte efter en lang dags padlen falder vi snart i søvn.

Næste morgen har vinden taget til, og vi holder os tæt til land, da isen indtil for ganske nylig stadig havde sit faste greb i disse vande. En kæntring i så koldt vand, vil lamme inden for fem minutter, så vi tager ingen chancer. Jeg er en gang tidligere blevet reddet fra en kæntringsulykke i iskoldt vand, hvor jeg kan takke en fiskekutters tilstedeværelse for mit liv, og så heldig er vi måske ikke igen.
Det dårlige vejr opvejes dog af vores gode humør, og jeg forsøger at lære Kayoko nogle gode lejrskolesange som “row, row, row your boat…” og måske derfor, ser vi ikke så meget dyreliv den dag.

Vi padler ud på Lake Lebarge, der er næsten 90 kilometer lang og udødeliggjort af den nu døde digter – Robert Service. Han levede under guldfeber dagene for 100 år siden og er den dag i dag kendt for sine digte, der alle fortæller små historier fra det ubarmhjertige nord.

“There are strange things done in the midnight sun
By the men who moil for gold;
The Arctic trails have their secret tales
That would make your blood run cold;
The Northern Lights have seen queer sights,
But the queerest they ever did see
Was that night on the marge of Lake Lebarge
I cremated Sam McGee.”

(Uddrag fra The Cremation of Sam McGee)

Turen når sin ende, og vi finder et lille hus, hvor der står “Moms bakery”. Vi tager i håndtaget, men ak, der er lukket. Vi sidder lidt udenfor, og pludselig bliver der åbnet. Det er “mom” der fortæller at hun har lukket, men da hun ser skuffelsen malet i vores ansigter lukker hun os ind. “Mom” er en fantastisk dame på 78 år og ligeså snaksaglig som sin flotte Amazone papegøje. Hun har boet ved søen hele hendes liv og har de sidste 18 år holdt sig i gang med at bage brød. Da hun høre, at jeg er fra Danmark, fortæller hun at der for to dage siden blev fundet to danskere druknet på Lake Lebarge. De var på en tre måneders ekspedition i kano fra Whitehorse til Berring strædet, men en kæntring havde sat en stopper for ekspeditionen, de var frosset ihjel. “Mom” fortæller, at hun aldrig selv ville padle i kano på søen, da hun så tit har set hvordan vejret kan skifte på et øjeblik. Vi tager en slurk varm kaffe mere, og er glade for, at vi blev i kanoen.

Efter otte dage i Whitehorse er min tålmodighed brugt op, jeg har endnu ikke fået min pung, og jeg beslutter mig for at rejse videre. Guy der er australier og flyver vandflyver i Yukon om sommeren, lover at sende pungen videre til Vancouver.

To lift og nogle timer senere er jeg tilbage i Alaska, nærmere betegnet Skagway. Byen er den nordligste havn på The Marine Highway, som færgeruten fra Alaska til Bellingham i staten Washington kaldes. Jeg beslutter mig for et par dage i Skagway, der byder på flere gode vandreture og hvem ved, måske de gamle guldgravere har glemt en enkelt klump af det skinnende metal.

The Inside passage – En maritim landevej

Det er i nedtrykt sind, at jeg ser Alaska og Yukon forsvinde i horisonten. Naturen og menneskerne har overgået alle mine forventninger, og jeg lover mig selv, at komme tilbage en skønne dag.

Foran mig har jeg en 36 timers sejltur, inden jeg skal af i Prince Rupert i Canada. Jeg finder en plads på gulvet indendørs og ruller mit liggeunderlag ud. Der er også mulighed for at slå sit telt op på dækket, men da skibet ikke engang er halv fuld, er der ingen grund til denne utraditionelle form for teltslagning, selv om ideen er sjov.

Båden sejler indenskærs hele vejen til Prince Rupert, så vandet er næsten altid roligt, da ruten ligger i læ af små øer, der tæmmer vindene fra Stillehavet. Vi er langt mod nord, så der er dårligt tid til at nyde stjernehimlen, inden solen igen får kraft, og kaster sine stråler på de snedækkede bjergtinder, der står i skærende kontrast til de stedse grønne skove der dækker den nederste del af bjergene. Heldigvis er det den lyse tid, for blikket er som fængslet til sceneriet, der stille glider forbi, og jeg kan ikke få nok. Hvaler, ørne og små fiskerbyer dukker op af intetheden, og forsvinder ligeså hurtig igen, men vil for altid være brændt fast på nethinden.

Et stort skridt nærmere mål

Efter en enkelt nat på et hostel i Prince Rupert, sagde jeg pænt tak for denne gang til opsynsdamen, en haltende nonne iklædt gamache og mavebælte, der konstant gik rundt med en kop kaffe og en smøg i den anden hånd. Nonnen mumlede “god bless you”, og så var jeg ude af døren, på vej mod Vancouver, på vej til at blive genforenet med min tegnebog.

Efter tre dage på landevejen med overnatning i rabatten, mange timers venten, mange spændende mennesker, så ruller jeg ind i Vancouver 1500 kilometer nærmere mit mål – Chile.

På canadiske nummerplader

Vancouver er en storby på godt og ondt, så på denne måde adskiller den sig ikke nævneværdig fra andre storbyer. Den ligger smukt ud til vandet, er omgivet af bjerge og byder på et helt fantastisk udvalg af restauranter og klubber der spiller live musik. På den anden side har du også bagsiden af medaljen, tiggere, fattigdom og forureningen. Det tager mig et par dage at tilvænne mig livet i storbyen, efter at have tilbragt den sidste måned i noget af den smukkeste natur jeg har set, og mest mennesketomme område på denne jord.

Mit mål i Vancouver er, at finde en bil, der kan klare turen hele vejen til Chile, og for mit vedkommende kommer det til at afhænge af en god position held. Efter at have “sparket dæk” på en del biler, og lagt øre til en del bilsælgere, hvor den værste talte varmt for en bil vi aldrig fik startet, sidder jeg igen i bussen, uden bil. På vejen tilbage til mit logi, stopper jeg hos en sidste bilhandler, og her bliver jeg hilst velkommen af Brian en ældre herrer med britisk accent. Vi snakker om alt andet end biler, og inden der er gået ti minutter har jeg købt en Cherokee Jeep 2,8l med en V6 motor fra 1986 med 250.000 kilometer på tælleren til ca. 12.700 kroner plus skatter og forsikring. Jeg åbner selvfølgelig motorhjelmen først, uden at vide hvad jeg skal kigge efter, men jeg konstaterer at der er en motor, så jeg slår til.

En god dag

Endelig er min pung ankommet på posthuset, og jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at sende Post Danmark et postkort med tak for hurtig service. Jeg får hentet min bil og lufter den lidt, inden jeg konkluderer at vi nok skal klare resten af turen sammen. Med bil, penge på lommen og højt humør, er ekspeditionen nu 100% klar til strabadserne der venter forude.

Et sidste farvel til Canada

Inden jeg rejser sydpå vil jeg lægge vejen forbi Banff nationalpark i Rocky Mountains, herefter vest på med Highway 97 til Whistler og derfra mangler jeg kun at besøge USA, Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Panama, Colombia, Equador, Peru og Chile inden jeg er i mål….