Månedsarkiv: januar 2005

Tur til Japan

Forord

Med fjern østen som daglig arbejdsplads, har vi begge en stor fascination af østen og er altid på udkig efter nye og spændende destinationer. Vi havde begge været i Japan tidligere, Michel for 10 år siden og jeg for ca. 3 år siden, men fælles for os begge var, at disse oplevelser stadig stod som noget helt specielt. På den ene side fremstår Japan som et højteknologisk land, hvis varer i overflod præger det europæiske marked, på den anden siden har Japan en velbevaret kultur, hvis rødder kan spores tusinde af år tilbage, de gamle skikke, japanske haver, templer og æresbegreber som stadig sidder dybt forankret i dagens japaner. Det er disse kontraster, der gjorde, at vi endnu engang fyldte rygsækken med tøj, litteratur og forventningens glæde, for at gense den op ad gående sols rige – Japan!

 

Formål

At sætte begreber på Japan som turistdestination, og hente ny inspiration til fremtidige produkter. Der ud over tage billeder til brochureproduktion og foredrag, samt undersøge hotelstandarden, beskrive denne og evt. lave hotelaftaler. Rapporten vil ikke være en slavisk dag-for-dag beskrivelse, men en beskrivelse i hovedtræk, med vægt på iagttagelser der kan være til nytte for denne individuelle rejsende.

 

Rejsen

Vi fløj med Thai Airways via Bangkok til Narita (Tokyo). En god forbindelse med min ventetid i Bangkok både ud og hjem, og med mulighed for stop i Bangkok.

 

Ankomst

Immigrationen fungerer optimalt i Japan, hurtig og venlig betjening, og man fornemmer straks at japanerne har tænkt på alt. Der kræves ikke visum ved indrejse til Japan.

TIPS: Vi anbefaler altid at booke de første nætter i Tokyo, det kan være meget svært at få hotel ved ankomst, (modsat eksempelvis Thailand) specielt hvis man ankommer sent til Tokyo, kan det at skaffe logi være næsten umuligt!

 

Transport til byen

Der kører tog til Tokyo centrum og turen varer 1 time og 15 min og koster 1.350 yen. Det kan som førstegangs besøgende være svært at overskue undergrundssystemet i Tokyo, da instruktionen for udenlandske gæster ikke er den bedste, men efter 1-2 dage i Tokyo bruger man systemet som en vaskeægte “japser”. TIPS: er man i tvivl om prisen på en ønsket station i Tokyo, så køb den billigste billet, man kan ved udgangen på alle stationer putte sin billet i en automat, som fortæller hvor meget ekstra man skal betale.

 

Transport i byerne

Undergrund, hurtig og billigt. Til fods – langsomt og gratis! Japanske byer er nemme at finde rundt i, mange af byerne er delt op efter amerikansk opskrift, hvor gaderne ligger parallelt. Taxi: Dyr transport, men en sjov oplevelse. Alle sæderne er betrukket med fint hæklet nakkestøtter, chaufførerne er pænt klædt på, og så åbner dørene automatisk, når man skal ind i taxaen – japanerne elsker små teknologiske opfindelser, der kan udføre menneskelige funktioner!!

 

 

Transport mellem byerne

Det bedste og billigste måde at opleve Japan på er med tog. Det er vigtig at bestille et Rail pass hjemmefra, da denne skal bestilles uden for Japan. Prisen er små dkk 3.000,- for 1 uge, men er hurtigt tjent ind i forhold til, hvis man køber sin transport lokalt. Passet kan bestilles hos Net-Service, som har specialiseret sig i Japan. Jernbanenettet er meget udbredt i Japan, og der er hyppige afgange mellem alle byer. Shinkansen det berømte japanske hastighedstog tilbagelægger lange strækninger på kort tid. Modsat andre lande i østen, kan du stille dit ur efter den japanske togdrift, vi oplevede ikke en gang, at togene ikke kørte på det minut tal der var angivet i fartplanen. Bus: lokalt kommer man ikke uden om bustransport, der ligesom alt andet i Japan fungerer optimalt. Modsat Danmark betaler man først, når man står af bussen. På et display, kan man se hvilke zoner man kører i, og når man skal af, kigger man på antal kørte zoner og lægger det rigtige antal penge i chaufførens betalingsautomat.

 

Indkvartering

Indkvartering er dyr i Japan, selv for budget/business hoteller ligger over- natningsprisen på ca. dkk 1.000,- i døgnet. For denne pris får man et værelse der er rent, pænt og med eget bad og toilet. Der må ikke forventes den store charme og atmosfære på disse hoteller.

Vil du have en autentisk japansk oplevelse, anbefaler vi, at du overnatter på såkaldte Ryokan´s der er japans svar på et engelsk Bed & Breakfast. Standarden på Ryokans er enkelt og prisen kan alt efter beliggenhed sagtens snige sig op på ca. dkk 600-1000 for et dobbeltværelse. I modsætning til hotellerne, får du på Roykan´s den ægte autentiske og japanske oplevelse. På værelserne er gulvene sivmåtter, du sover på en rullemadras og på alle værelser er det et tv og et lille te-bord, hvor du i bedste samuraistil kan drikke den grønne te som følger med i prisen…..eller sin Gin og Tonic fra flyveren, hvis man ikke vil risikere kulturchok. En anden lille gimmick ved disse Ryokans er, at du kan iklæde dig en såkaldt Yakata (Japansk pyjamas), trisse rundt på sit logi og sige konnichiwa imens man respektfuld laver et buk og hilser på værten. Hvis man er til tv-serie Shogun, så er man nu Shogun, og lighedstrækkene med Richard Chamberland er slående når man kigger sig selv i spejlet, iført sin Yakata.

 

Byerne på Culture Adventure´s research tour

Tokyo: Er Japans hovedstad og med over 11 mio. indb. en imponerende by i alle henseender. Byen kan deles ind i flere distrikter, hvoraf Asakusa, Ginza og Akihabara er de mest interessante for blege danskere iført “I LOVE TOKYO” t-shirt og et Kodak kamera om halsen. Asakusa – er det gamle kvarter med det store Kannon tempe.l Ginsa – er det eksklusive forretningskvarter, hvor alle de store modebutikker og varehuse ligger. Her valfarter de købestærke japanske forbruger til, for at bruge de surt optjente sparepenge på mærke som Gucci, Armani, Issey Miyake m.fl. Som udefrakommende virker det som om, at en japaners succes måles i materielle goder og titler, i hvert fald går de ens klædt, alle i jakkesæt og små spadseredragter, og kun ganske få trodser billedet af hvordan en succesfuld person bør se ud, vel og mærke i japanernes øjne. Akihabara – Er elektronikkens mekka, her findes de sidste nye dimse-dutter, kameraer og andet elektronisk udstyr, som er mere eller mindre brugeligt. Der er et inferno af larm, lys og mennesker der søger det sidste nye udstyr at imponere vennerne med.

Hakone: Ligger et par timer med tog fra Tokyo, og gemmer på en af japans varetegn, nemlig Mount Fuji som er Japans højeste bjerg eller vulkan som det egentlig er. Hakone Nationalpark byder på smuk natur, og for de aktive, en vandretur op ad Mount Fuji (Obs. er kun tilgængelig fra juli til august). Selv om vi var uden for sæsonen, og skiltene frarådede os opstigning, valgte vi dog at trodse de gode råd (Vi var da for faen ikke rejst om på den anden side af kloden, for at lade os stoppe af et skilt!!) Vi nåede et pænt stykke op ad Mt. Fuji i sne til knæerne, men belønningen var det hele værd, skøn bjergluft og en smuk udsigt.

Kyoto: Et must for en hver japan rejsende. Byen er gammel hovedstad og byder på over 1000 templer og japanske haver. Byen står i skarp kontrast til Tokyo, med sine smalle gader, gamle huse og atmosfære fra en svunden tid. Her er kultur når det er bedst, her står tiden stille og ikke uden grund er utallige af byens seværdigheder beskyttet som UNESCO World Heritage Sites. Kyoto kan med fordel besøges medio april, her blomstre de japanske kirsebærtræer. Har man ikke fået styret sin lyst til templer, kan man besøge nabobyen Nara, der som Kyoto har fungeret som hovedstad og byder på et utal af templer.

Nagasaki: En overset perle. Byen var hovedsæde for hollænderne under kolonitiden, og flere bygninger og havnefronten bærer stadig præg af hollændernes visit. Byen har charme og sporvogne! men er også vidne om hvilken katastrofal ødelæggelse A-bomben kan påføre menneskeheden. A-bomb museet er et spændende og skæmmende museum, der giver stof til eftertanke.

Beppu: Vores guidebog sagde Japans Las Vegas, et yndet forlystelsessted for japanere. Vi måtte se dette sted med egne øjne……det gjorde vi, og kommer aldrig tilbage! Stedet har ikke meget at byde på, specielt efter Kyoto og Nagasaki.

 

Bonus tips:

En rejse i Japan kræver en del planlægning. Japanerne er meget pligtopfyldende og følger reglerne, hvilket ikke overlader meget til spontaniteten, heller ikke for turister. Det er vigtigt at man undersøger helligedage i Japan og planlægger derefter. Japanerne rejser meget i deres eget land, og det kan være umuligt at få indkvartering under helligdage. Vi måtte f.eks. køre videre fra byen Aso, vi kunne ganske enkelt ikke finde et sted at sove.

 

God skik – Æresbegreberne sidder dybt forankret i japanerne. Alle viser stor respekt for hinanden, og man bør som turist sætte sig ind i de mest almindelige regler, så man ikke optræder som en hund i et spil kegler. Man tager altid skoene af, inden man entréer en japaners hjem. Man hilser og bukker, når man møder en japaner. Man bør optræde velsoigneret, japanerne er meget renlige og går stilfuld klædt. Apropos velsoigneret – man bør prøve et japansk bad eller onse, der er et kursted, hvor man efter endt behandling føler sig som født på ny.

 

Økonomi – Den store tegnedreng skal medbringes til Japan, alt er dyr, alt er dyr uden undtagelse!!! McDonalds er nok den eneste “restaurant”, hvor priserne kan sammenlignes med de danske. Sørg altid for at have rigelig med kontanter på lommen, det kan til tider være mere end vanskelig at hæve penge på kreditkort i Japan. De fleste automater tager kun japanske kort og hævning i banker kan være en mere end langsommelig process.

 

Mad – Europæisk mad har vundet indtog i Japan, så fortvivl ikke, du kan få pasta, pizza og Big Mac. Vil du være lidt mere original, så besøg en Sushibar, hvor maden kører rundt på transportbånd eller hvad med [okonomiyaki] hvor man selv tilbereder maden på en kogeplade ved bordet.

 

Sprog – Kan du japansk, så er lykken gjort! japanerne taler meget dårligt engelsk, på trods af verdens hårdeste skolesystem, min teori er, at de ikke tør udtale ordene af frygt for at tabe ansigt. Dog er det nemt at rejse rundt som turist, det meste er godt skiltet, også med vores skrifttegn!

 

Evaluering – Efter at have tilbagelagt over 1.000 km fra Tokyo på hovedøen Honshu til Nagasaki på den sydlige ø Kyushu, har vi fået en bred indsigt i den japanske kultur. Japan kan på ingen måder sammenlignes med andre lande i østen, dets økonomi hører stadig til i sværvægtsklassen, selv om den har været hårdt presset de seneste år. Japanerne har om nogen taget den vestlige kultur til sig, og det er den kontrast, som gør Japan spændende. Japan er en fusion, og japanerne er fantastiske til at udnytte potentialet fra andre kulturer, samtidig med at de bevarer deres egen identitet.

Japanerne er altid hjælpsomme, uden at man dog kommer tæt på befolkningen, lykkedes det, har man derimod venner for livet. Landet er som rejseland noget af det sikreste, og man føler sig aldrig utryg eller chikaneret.

På trods af en kulturel perle, er vores konklusion dog, at Japan aldrig bliver en magnet for turisme, hvilket alene skyldes det høje prisniveau, men for den der ønsker at betale det, det koster, venter der en oplevelse udover det sædvanlige!

Mexico fra nord til syd i bil.

I skrivende stund sidder jeg i Cuyutlan i Mexico, en lille søvnig badeby, der har sin højsæson i December måned. Det er juli måned, parasoller ne er slået ned, og byen er gået i hi, indtil turisterne om fem måneder igen rykker ind, og vækker byen til live. Det er et dejligt sted, her hviler en ro, og bølgernes brusen er det eneste der forstyrrer stilheden…..Hvis jeg vel og mærket ikke havde valgt, at tilbringe aftenen i baren på Hotel Fenix. Hotellet ejes af en ældre amerikaner, der styrer stedet iført hawaiiskjorte, og med en marqarita i den ene hånd. Han siger ikke meget, men lader sig dog rive med af musikken, når han i ny og næ kender teksten til blues musikken, der spiller fra barens højtalere.

Med andre ord, det er det perfekte sted at fordøje oplevelserne fra de sidste to måneder. Jeg bestiller en Cuba Libre i baren, og forsøger at finde ord der dækker indtrykkene indtil nu, det lykkes ikke. Det er i dag præcis to måned siden, jeg startede Pan-America Ekspeditonen i Alaska, og når jeg kigger tilbage på rejsen, føler jeg mig overvældet. Der er en eller anden tilfredsstillelse i at bevæge sig henover landjorden, i stedet for at opleve verden i små usammenhængende bidder. Det er som at se en film i sin helhed, i stedet for små afsnit, hvor du alligevel aldrig får set dem alle.

I dag har jeg kørt gennem frodige bjerge i regionen, med kokospalmer svejende langs vejen, små mexicanske byer, der ligger øde hen, når solen står højest og folk holder siesta. For bare to måneder siden, frøs jeg i min sovepose i Alaska og var omgivet af arktisk tundra. Det er en mangfoldig verden vi lever i, og jeg føler mig privilegeret over, at opleve den.

Tour Culture Adventure gennem Mexico.

For snart to uger siden, rullede vi over den Mexicanske grænse ved Tijuana, og når jeg siger vi, så mener jeg Wim fra Belgien og Steffen fra Danmark, som lavede sin billet om for at følge karavanen et stykke ned gennem Mexico. Jeg samlede begge to op i San Francisco, og holdet har nu været sammen de sidste 14 dage, 24 timer i døgnet. Det kan til tider være hårdt, at tilbringe så m eget tid sammen med fremmede, du aldrig før har set, man lærer en god position tolerance, og også, at det er vigtigt, at tage nogle dage, hvor man laver noget hver for sig, og dyrker sine forskelligheder.

Nå, tilbage til Tijuana. Ved grænsen oplever jeg, at vi nu ikke længere er i den vestlige verden. Det tager det meste af formiddagen, at få formaliteterne i orden på grund af bilen. Først kører vi over grænsen uden problemer, derefter skal vi have lavet forsikring på bilen, visum fordi vi er i egen bil, som selvfølgelig skal betales et andet sted i byen. Herefter skal vi have taget kopier af alle blanketterne (et nyt sted), hvorefter vi går til et motorkontor, hvor vi udfylder en indførelsesblanket på bilen. Endelig kan jeg sige “hasta la vista” til skrankepaverne, og med de nyerhvervede tilladelser i hånden, tænker jeg, at det nok skal blive “sjovt”, at krydse yderligere ti grænseovergange den næste tid.

Jeg når lige at kigge mig omkring i Tijuana der ligger klods op af den amerikanske grænse og som er legendarisk for sit natteliv. Tijuana besøges dagligt af tusindvis af amerikanere, der ønsker sig en billig brandert og selskab af let levende damer, der sælger deres ydelser for amerikanske dollars. Snart sidder jeg i bilen på vej mod det autentiske Mexico, hvor befolkningen lever uden påvirkning fra “Big Brother” mod nord.

Vi vælger at køre indover fastlandet, i stedet for ned langs Baja Californien, hvor vi på et tidspunkt bliver nød til at tage en dyr færge, for at komme tilbage til fastlandet. Eneste ulempe ved den valgte rute er, at vi skal krydse Al Tar ørkenen for at komme sydover, og som ikke er det mest gæstfrie område på denne jord.
Landskabet ændrer sig langsomt, og vegetation bliver mere og mere sparsom, som vi bevæger os ind i landet. Vores første overnatning i Mexico bliver i Mexicali, alene fordi mørket sænker sig, da vi når bygrænsen. Det er lørdag aften, og selv om vi er midt i en glohed ørken, satser vi på, at folk også her går ud for at møde venner. Vi spørg os omkring, og lader os fortælle at Terrecas er byens hotteste bar, så med en frisk t-shirt gør vi vores entre. Det er tydeligt, at vi ikke længere er i Tijuana, da vi er de eneste hvide i baren. Folk ser en smule skulende ud, og forveksler os med gringoes, som er betegnelsen for amerikanere. Amerikanere er ikke vellidte i Mexico, da mange mexicanere er af den opfattelse, at USA har for stor økonomisk magt i Mexico. Vi kommer i kontakt med nogle lokale, og da vi fortæller at vi er fra Europa, bliver tonen pludselig helt anderledes, og en stor gruppe mexicanere samler sig omkring os, og snart udvikler aftenen sig, og vi ender med at danse til stedet lukker.

Al Tar ørkenen

Selv ikke hotelejerens entusiastiske beretninger om Mexicali og stedets store attraktion, en plante der kun findes i Mexicali, og som kun lever en sæson for derefter at dø, kan få os til at blive dette sted. En hård dag venter, foran os ligger Al Tar ørkenen, og det bliver lidt af en prøvelse. Vi sørger for, at medbringe rimeligt med vand og krydser ellers fingre for, at bilen klarer turen. Med nedrullede vinduer begiver vi os ud på ørkenvandringen, hvor min gamle Jeep fra 1986 gør det ud for kamelerne. Som dagen skrider frem, og solen får mere kraft, gisper vi efter køligere himmelstrøg. Vi passerer bil efter bil, der holder i vejkanten og som ikke klarede turen. Vi presser ikke den gamle “dame” og sørger for at holde en lille siesta i ny og næ. Jeg måler temperaturen, og mit termometer viser 49 grader celcius. Sjovt nok finder jeg sceneriet fantastisk, kaktusser der rejser sig ti meter høje, dominerer landskabet, og som prikken over iét svæver der et par gribbe på himmelvævet. Jeg benytter lejligheden til at checke vandressourcerne i en kaktus. Det er ikke ligefrem, som at åbne for en vandhane når man skær i en kaktus, og jeg er glad for, at der stadig er vand i feltflasken. Efter ti timers kørsel går dagen på hæld, og solens sidste stråler forvandler hele ørkenen til en farvepalet i de smukkeste varme farver. Jeg fascineres gang på gang over steder som dette, hvor livsbetingelserne er yderst sparsomme, og hvor planter og dyr alligevel tilvænner sig forholdene.

Hen under aften ruller vi ind i en lille by der hedder Santa Ana, og det bliver vores stop for natten….et anderledes stop vel og mærke.

Hanekamp og 150 pesos rigere

Inden vi går til køjs, går vi omkring byens Zocalo, der er byens torv og samlingssted for de lokale. Det er altid sjovt at stoppe i disse byer, der ikke er nævnt i nogle guidebøger, og hvor de ikke hver dag får besøg af tre blege europæere. Der går aldrig længe inden nysgerrigheden driver de lokale hen, for at spørge hvor man kommer fra, heller ikke her i Santa Ana. Snart ved hele torvet hvor vi kommer fra, og vi bliver hilst med smil af alle vi møder. På vejen tilbage til vores logi, går vi forkert og ender på en mørk, mørk vej.

Fra en døråbning hører vi råb og marriachi musik, første tanke er, at der bliver holdt bryllup, og vi går lidt nærmere for at få et glimt af brudeparret. Det er ikke bryllup! Vi bliver hevet inden for, og trukket igennem mængden af hujende mennesker, der alle er opslugt af noget der finder sted under et halvtag, hvor et par flimrende neonrør udgør belysningen. Vi befinder os til hanekamp.
Arrangementet har tydeligvis været i gang et stykke tid, stemningen er opløftet, og flere af tilskuerne har allerede fået mere end rigeligt. En lille mexicansk mand står i den lille arena og taler i en mikrofon, i samme arena står fire aldrende mænd og spiller den klassiske mexicanske musik, som kaldes for marriachi. Ikke mange høre efter hvad der bliver sagt, for blikket er rettet imod de nyankomne, som tydeligvis ikke er fra egnen. Et par lettere berusede mænd mumler et eller andet med “gringoes”, vi svarer “no gringos, estamos de Europa”, og igen oplever jeg, at stemningen bliver betydelig mere venlig. Vi taler med et par yngre mænd, hvor den ene pludselig tager mikrofonen fra denne lille mexicaner, og præsenterer os, samtidig med, at han opfordre til en sang. Jeg stivner, ikke så meget på grund af sangen, men mest fordi, den eneste sang jeg pludselig kan huske teksten til er “på en resteplads i Kesi” af Johnny Madsen. Heldigvis griber den lille mexicaner ind igen, og jeg slipper denne gang. Jeg lover mig selv, at jeg til en anden god gang har en lidt mere original sang klar til lejligheden.

En mexicaner griber fat i mig, og det er tydeligt hvad han vil. Han vil spille på næste kamp, jeg forsøger at forklare, at det er min første hanekamp, og faktisk bryder jeg mig slet ikke om hanekamp, men til sidst indvilliger jeg. Jeg afleverer 100 pesos, og studerer de to kamphaner. Der er et eller andet ved den røde hane, jeg ved ikke om det er blikket hanen giver mig, eller om det er intensiteten omkring ejeren af hanen der gør, at jeg siger “rojo”. Spillemændene spiller op igen, og ejerne sliber knivene der bliver fastgjort til kamphanernes sporer, dette er ikke bare en kamp, men en kamp på liv og død, hvor vinderen er den hane der til sidst er i live. I et kort øjeblik inden kampen starter, falder der ro over hele stedet, de sidste væddemål er indgået, og alles blikke er rettet mod de to gladiatorer, der nu stirrer hinanden direkte i øjnene. For en kort stund står tiden stille, alle holder vejret, og pludselig udløses klimakset, hanerne bliver givet fri.
En kamp på liv og død udspiller sig nu i savsmuldet, tilskuerne læner sig ind over rækværket, og stemningen er på kogepunktet. De to haner kan tydeligvis ikke lide hinanden, og alle kneb bliver taget i brug for at gøre det af med den anden. Jeg mister hurtigt overblikket over, hvilken hane jeg har spillet på, og i løbet af 30 sekunder er kampen afgjort, den ene hane ligger meget stille….den er død. Jeg aner ikke om det er min hane der har vundet, men pludselig stikker mexicaneren mig 200 pesos i hånden – jeg har vundet.

Det var aftenens anden sidste kamp, og vi beslutter for at blive til det slutter. Ind i arenaen træder en gusten udseende mexicaner med sin kamphane i den ene hånd og en dåseøl i den anden. De er et studie i ondskab, ejeren af hanen, tager en slurk af sin øl, og sprøjter det ud over hanen, for at hidse den op. Der går en rum tid inden der findes en udfordrer til den sidste kamp. I mellemtiden hygger folk sig, der bliver drukket og snakket ivrigt om aftenens kampe. En meget fuld mand er ved at vælte ind i arenaen, folk griner, og manden bliver ført bort.
Endelig melder der sig en udfordrer til aftenens sidste kamp. Igen forbereder ejerne deres haner til kampen, der bliver indgået væddemål, og jeg indvilliger i, at give mexicaneren fra før, chancen for at vinde sine penge tilbage. Denne gang vælger jeg at spille på hanen med den gustne ejer, et eller andet siger mig, at denne hane ikke bare er blevet opdrættet for at hilsen solen velkommen hver morgen. Det mexicanske orkester spiller op, og snart bliver hanerne givet fri. Denne gang holder jeg nøje øje med min favorit. De ryger i totterne på hinanden, og det hele ligner mest af alt en pudekamp, hvor fjerene flyver rundt i luften. Kampen trækker ud, den er jævnbyrdig, og hanerne begynder at vise træthedstegn, men nej, hvad er nu det…min hane ligger nederst og den ligger stille. Der bliver helt stille omkring arenaen, alle holder vejret…..er kampen virkelig afgjort? Nej, den blinker stadig med øjnene. Det næste øjeblik, finder den de sidste kræfter frem, med et har de to haner byttet plads, og den anden hane får dødsstødet, den er færdig. Utrolig, igen har jeg vundet. Jeg har det lidt dårligt med mit begynder held, og tilbyder at annullere væddemålet, men min mexicanske ven vil ikke høre tale, og giver mig pengene.
Der er optræk til slagsmål på nogle af tilskuerpladserne, det er åbenbart ikke alle der var tilfredse med slutningen på den sidste kamp, så vi fortrækker så småt, en oplevelse og 150 pesos rigere.

Efter yderligere et par dage på vejen, bliver landskabet mere frodigt, og vi ankommer til byen Los Mochis.

Hos den mexicanske kommandant

I Los Mochis tager vi ned på banegården, for at købe billetter til en af verdens efter sigende smukkeste togture, nemlig turen igennem Cobber Canyon. Cobber Canyon er en velforvaret hemmelighed, som kun besøges af ganske få mennesker, på trods af at stedet er tre gange så stor som Gran Canyon i USA. Ved billetlugen kommer vi i snak med Esperanza og Lene. Lene er fra Danmark og har tidligere boet hos Esperanza under et skoleophold. Esperanza spørg hvor vi bor, og da vi endnu ikke har noget sted, inviterer hun os til at bo hos hende. Vi takker ja, og inden længe sidder vi i hendes køkken og spiser frokost.
Vi trænger til at få vasket vejstøvet af os, og kører til den nærmeste strand. På vejen tilbage stopper vi ved en grotte med tusindvis af flagermus, og her var vi nær blevet, da jeg har svært ved at starte bilen, da vi skal derfra. Det er en gammel bil, men den har ikke voldt mig problemer indtil nu, så det bekymre mig lidt.
Tilbage hos Esperanza er hendes mand nu kommet hjem. Han hedder Alberto og er kommandant for politiet i Los Mochis. Det er tydeligt, at vi er havnet hos det bedrestillet borgerskab i Mexico. Huset de bor i er nydeligt, og Esperanza arbejder ikke, men sørger for at alt derhjemme er ordentligt, og når hun har tid, så arbejder hun med velgørende formål. Alberto går på pension i år, og de glæder sig, da de er ved at være trætte af at flytte rundt på grund af Albertos arbejde. Regeringen forsøger virkelig at gøre noget ved korruption indenfor politiet, og en af måderne er, at flytte rundt på højtstående politifolk, så de ikke får oparbejdet et netværk til det kriminelle miljø.
Desværre er der lang vej, da politiet er dybt involveret i kriminaliteten i Mexico. De fortæller, at der er meget narko i Los Mochis, men ingen gør noget, da levetiden ofte er kort for dem der forsøger at rydde op i egne rækker.

Held i uheld

Vi beslutter os for at kigge os lidt omkring i Los Mochis, og parkerer bilen i centrum. Da vi skal derfra, sker det jeg har frygtet, bilen vil ikke starte. Jeg forsøger at få liv i bilen igen og igen, men intet sker. Heldigvis kører Alberto tilfældigvis forbi, og kommer os til undsætning. Han siger, at vi ikke skal tænke mere på bilen, men tage hjem og få noget søvn, så vi er klar til togturen i morgen. Puha, jeg havde ellers set vores lille ekskursion gå i vasken, men igen overraskes jeg over den hjælpsomhed jeg har mødt under hele turen. Jeg har lige mødt disse mennesker, bliver inviteret til at bo hos dem, får mad, og nu vil de sørge for at min bil bliver repareret, utroligt.

Cobber Canyon

Vækkeuret ringer klokken 04.00 og vi siger farvel og på gensyn til Esperanza, der er stået op, for at smøre sandwich til togturen. Vi har besluttet at forkæle os selv oven på strabadserne den sidste tid, og har bestilt 1. klasse på toget til Divisadero, hvor vi vil bruge et par dage. Kl. 06.00 lyder fløjten på perronen og toget sætter i bevægelse. Togturen er uden tvivl den smukkeste jeg har kørt, og toget slider sig langsomt over bjerge, dybe kløfter, tunneller og igennem små støvede landsbyer. Efter et par timer på skinnerne kommer kokken ind i vores vogn, ringer med klokken og annoncerer, at nu er morgenmaden serveret. Efter ni timer når vi vores mål, Divisadero, der udover stationen, nogle få Harmarta indianere og Cobber Canyon ikke har meget at byde på, præcis som vi gerne vil have det.
½ times gang fra stationen finder vi en Cabana, der i dette tilfælde er en lerklinet hytte. Udover en el-pærer i loftet og en seng, er der ikke noget i rummet, men den manglende komfort opvejes rigeligt af stedets atmosfære. Hytten har vi lejet af en lokal familie, hvor tre generationer driver et lille landbrug, og hvor vores hytte er et supplement til husholdningen. Vi spiser i familiens køkken og får lidt at vide om området, og forstår nu bedre, hvorfor kun få turister finder vej til dette sted. I årevis har regeringen lovet, at landsbyen vil få leveret vand, men endnu har de ikke set den første vandvogn, så alt vand hentes til fods. Derudover findes der ingen ordentlige kort over Cobber Canyon eller afmærkede stier, så alt færden i slugterne forgår med en vis risiko for at fare vild. Sønnen i huset er vokset op i området, og kender området, så vi hyrer ham som guide den følgende dag.

Tidligt næste morgen begiver vi os ned i slugten, som floden igennem millioner af år har brugt på at forme. Stedet er enormt, og vi begiver os ned ad, for at udforske dette vidunder skabt af naturens egen hånd. Vi møder ingen andre turister hele dagen, kun nogle få landmænd og harmarta indianere der har valgt, at kalde dette sted deres hjem. Stedet er alt andet end gæstfrit, varmen er kvælende, ikke kun for os, men også for de få mejsplanter der skriger på vand. Vi passerer nogle få vandhuller, og alt liv ser ud til at have søgt tilflugt til disse pytter, der også snart vil være udtørret. Udover vandbiller og haletudser, ser vi også fire slanger der ligger til afkøling i vandet.

Uden en dråbe vand tilbage, når vi op ad kløften igen, og er enige om, at juli måned ikke er den bedste måned at udforske Cobber Canyon, det er simpelthen for varmt. Udsigten over Cobber Canyon kan dog nydes året rundt, og togturen er fænomenal. På vejen tilbage i toget, begynder det at regne, regntiden er endelig kommet og jeg sender en venlig tanke til indianerne i kløften.

På vejen igen

Tilbage i Los Mochis ringer vi på døren hos vores ven kommandanten, og venter spændt på nyt vedrørende bilen. Gudskelov er den klar igen. Starteren er repareret, jeg har fået nye nøgler og bilen er blevet afhentet. Jeg venter spændt på regningen, og tror dårligt mine egne øre, da jeg bliver præsenteret for en regning på under 200 kroner, igen har heldet tilsmilet ekspeditionen. Som tak for gæstfriheden og hjælpen, giver vi Esperanza og Alberto en stor buket blomster og chokolade, inden vi tager afsked og forsætter syd på.

Chile en lille smule nærmere

Alt ting tager længere tid end beregnet. Jeg havde regnet med at tilbagelægge flere kilometer end vi gør, men jeg må se i øjnene, at forholdene er anderledes her, end hvad jeg er vant til. Tusindvis af vejbump, krydsende kvæg, heste, hunde, mennesker, huller i vejene, langsom trafik, bjergkørsel, militære kontrolposter, listen er uendelig lang over faktorer der spiller ind på tidsplanen.

Vi lægger dog langsomt men sikkert by efter by bag os, Manzalan, Tepec, Puerto Vallarta og Acapulco, hvor vi siger farvel til Steffen, der skal retur til Danmark. I Acapulco benytter vi lejligheden til at se, de lokale vovehalse springe ud fra 35 meter høje klipper, direkte i bølgen blå.

Vi forsætter syd, overnatter i små landsbyer, hvis navne jeg allerede har glemt. Først i Zipolite gør vi holdt, hvor vi som alle andre, smider os i en hængekøje, og ellers får det meste af dagen til at gå med, at kigge udover havet.
Efter en overnatning i Zipolite, rejser vi videre til Puerto Angel, hvor vi skal bo hos Wim´s ven Pitche, der er fisker og har et lille hotel. Vi bliver hjertelig modtaget, og efter at have fortalt om vores rejse, aftaler vi, at vi skal med ud og fiske næste dag.

Den fiskende operasanger

Klokken 05.30 bliver vi vækket af Pitche, der har lovet at tage os med ud for at fiske sværdfisk. Med morgenhår og søvnen siddende i øjnene, begiver vi os ned til stranden, hvor de andre fiskere allerede er i fuld gang med at skubbe deres joller i vandet. Vi giver en hånd med, og får de sidste både i vandet. Det er endnu mørkt da vi sejler ud i Stillehavets blå favn, men vi vil af sted inden det bliver for varmt. Efter godt 45 minutter når vi positionen, som Pitche har valgt at prøve lykken fra. Metoden som bruges til at fange disse sværdfisk, er unik for Puerto Angel, og ifølge Pitche det eneste sted metoden er i brug. Måden det foregår på er ret enkelt. Først bindes en line fast til en plasticdunk, og derefter fast til en krog, som bliver stukket igennem en levende fisk. Herefter bliver det hele kastet overbord. Hele proceduren gentages ti gange, hvorefter det bare er at vente på, at en sværdfisk hopper på krogen.
Vi venter en times tid, men intet sker, med undtagelse af tre delfiner der passerer forbi vores båd. Jeg har været tidligt oppe, og havets vuggen har gjort mig søvnig, og et øjeblik drømmer jeg, at jeg er ombord med de tre tenor……jeg åbner øjnene og ser Pitche synge udover havet. Han har en vidunderlig stemme, og det er et fantastisk syn, at se Pitche iklædt sin fodboldtrøje, imens han står der i morgensolen og træner sin stemme. Jeg havde fået fortalt, at han kunne synge, og at han ofte bliver inviteret ud for at optræde med sin stemme, men at sidde her i en åben jolle på Stillehavet, og lytte til hans sang, det er stort.

Hans sang forstummer, og igen kigger han med sit trænede blik udover havet. Om det er sangen der giver bonus ved jeg ikke, men en af plasticdunkene har flyttet sig. Vi starter motoren og sejler hen imod dunken, der nu tydeligvis er i bevægelse. Et eller andet stort har taget vores madding, for dunken bliver trukket under overfladen, for derefter at komme op igen. Vi afventer spændt, da havoverfladen pludselig brydes og en ca. to meter lang sværdfisk kommer til syne. Den kæmper en brav kamp, men det nytter intet, krogen sidder fast, og langsomt tappes fisken for kræfter. Med de bare næver, begynder Pitche at hive kæmpen ind, der stadig laver nogle sværd slag, og i en lille jolle, virker det hele ret dramatisk, men Pitche har fisket igennem et helt liv, og snart har vi hevet fisken ombord.

En times tid senere, hiver vi de sidste dunke ind og vi tager til takke med en sværdfisk, eller det vil sige vores egen sværdfisk. På vej mod land ser vi nemlig endnu en sværdfisk bryde vandskorpen, Pitche vender båden og sejler i retning af fisken. Vi ser, at den har bidt sig på en krog, og at den nu trækker af sted med en plasticdunk, men der er ingen fiskere i nærheden….eller er der. Jo, i det fjerne ser vi en jolle, men fiskeren har ikke opdaget, at han har bid, og dunken er trukket ud af hans synsfelt. Jeg iagttager Pitche, og aner hvad der er på færre, han har i sinde at snuppe fisken, selv om den tilhører en anden. Han går i gang med at hive fisken ind, og igen udkæmpes der en brav kamp, selvom udfaldet er kendt på forhånd. Imens vi kæmper med fisken, har jollen i det fjerne opserveret, at der er noget i gærde, og sætter kurs mod os. Jeg bliver hurtigt instrueret i, hvordan jeg skal forestille at fiske med line fra båden, så den hastigt nærmende jolle ikke skal fatte mistanke om vores ugerning. Det lykkes, efter at have iagttaget os et stykke tid, vender jollen om, og vi hiver endnu en sværdfisk ombord. Pitche griner lidt over fangsten, og siger at det er meget almindelig, at fiskerne stjæler hinandens fangst, og det nu var hans tur.

Solen er nu kommet på himlen, og vi ser flere havskildpadder komme op til overfladen for at nyde solens stråler. Jeg beslutter mig for at tage en dukkert og springer i vandet ved siden af en stor havskildpadde, jeg tager fat i skjoldet og bliver trukket et lille stykke, inden jeg må slippe, og den forsvinder ned i dybet.

Et stykke fra land, fjerner vi indvoldene fra fangsten og kaster dem i havet. I det samme springer en stor flot Dorado op af vandet. Det er en meget delikat spisefisk, og med et snuptag har Pitche, sat et fiskehoved på en krog, og kastet en line i vandet. Et hug, og der er bid! Det er en livlig krabat, og den gør alt for at få sin frihed igen. Vi får den hevet ombord, men den er så vild, at vi må smide den tilbage i vandet igen, til vi har tappet den for de sidste kræfter, og endelig kan hive den op i båden. Doradoen er en sjov fisk, for de svømmer altid rundt to og to, og er sammen med den samme partner livet igennem. Lidt trist at tænke på, at dens livs kærlighed nu svømmer rundt alene.

I land holder folk allerede klar med deres trillebøre og venter på dagens fangst, fangsten er nemlig altid solgt på forhånd. Dog beholder vi Doradoen, som vi tager med hjem til Pitches familie. Pitches kone bliver glad for fangsten, og snart har hun tilberedt fisken, som udgør et herligt morgenmåltid.

Adios Mexico

Efter tre dage i Puerto Angel siger vi farvel til Pitche og hans familie, tilbage har vi kun to dages kørsel til Guatemala. Det har taget os tre uger, at køre fra det nordligste Mexico til det sydligste, en rejse som har givet et fantastisk indblik i dette lands mangfoldighed, og alligevel kun løftet sløret for en lille del af, hvad Mexico har at tilbyde.

Vi befinder os i nu i Mexicos fattigste region Chiapas, der også er en del af Maya ruten, der strækker sig ned igennem Guatemala og Honduras. Klimaet er tropisk, vulkaner rejser sig i horisonten, og vi ser ofte maya indianerne i deres farverige klædedragter, et lille fingerpeg om, hvad der venter mig i Guatemala. I Guatemala skal jeg også møde min kæreste, der er meget at se frem til. Tilbage strækker jeg min dovne krop og tænker “la vida pura” – livet er herligt!

Tur ned langs stillehavskysten i USA

Lidt over midnat krydser jeg den canadiske grænse til USA. Jeg kunne have ventet til dagen efter, men som en anden trækfugl havde jeg en indre stemme der sagde, at nu var tiden inden til at trække sydpå, og der er noget dejligt befriende i at være i bevægelse, og komme sit mål en lille smule nærmere.

Denne gang vil jeg dog kun være på gennemrejse i USA, da jeg har valgt at bruge min tid i Latin- og Syd Amerika på min rejse fra Alaska til Chile. Det er femte gang jeg skal rejse igennem USA, alligevel glæder jeg mig til at køre ned langs stillehavskysten ad Highway 1, der strækker sig 3.500 kilometer fra staten Washington i nord, igennem Oregon og ned gennem Californien til den mexicanske grænse.

Endelig melder trætheden sig omkring klokken 01.00, og jeg finder en græsmark, hvor jeg slår mit telt op for natten.

Seattle en stilfuld metropol

Tidligt næste morgen vågner jeg ved, at regnen trommer på teltdugen, og jeg sidder igen i min Cherokee Jeep med kurs mod syd. Seattle skyline dukker snart op i horisonten og inden længe går jeg rundt i byens charmerende gader. Bygninger i victoriansk stil, små boghandlere og cafeér præger bybilledet. Jeg besøger det lokale marked, hvor der er livlig aktivitet – blomster, grøntsager, kunst, tøj, souvenirs skifter ejermand i et væk.

Sidst på eftermiddagen sidder jeg sammen med tusinde af andre mennesker i en kilometerlang kø ud af Seattle, langsom i bevægelse, men dog på vej.

Det første der slår en, når man kører ned langs kystlinen igennem Washington og Oregon er, at her er grønt. Forklaringen skyldes uden tvivl de nedbørsmængder der falder på disse kanter, noget jeg selv kommer til at mærke. I tre dage siler regnen mere eller mindre ned, og til sidst bliver det for meget for motoren til vinduesviskerne, der sætter ud. Med hovedet ude af vinduet, som en anden labrador, fortsætter jeg i sneglefart, indtil regnen endelig holder op.

Heldigvis købte jeg et rigtigt godt telt inden afrejsen, og den har klaret alle forhold perfekt den sidste 1 ½ måned, lige fra sne, regn og hård vind, så der er altid tørt og rart når jeg kravler i soveposen.

Eventyrlandet Californien

Stillehavskysten er for mig omgivet af mystik, ofte er kysten indhyllet i tæt tåge, som gemmer den på en hemmelighed. Pludselig letter tågen og afsløre uden varsel sin skønhed, en dramatisk kyststrækning, der rejser sig af havet. Det næste øjeblik, forsvinder det hele igen i havdisen. Sceneriet ændrer sig langsomt, som dagen skrider frem og snart kører jeg mellem de legendariske Redwoods, eller Californiske kæmpe fyr som vi kender dem. Disse træer er plantelivets ukronede konger, der med sine over 100 meter i højde, er de største levende organismer på denne jord. Du forstiller dig hvert øjeblik, at en kæmpe vil træde ud på vejen, i dette eventyrland.

Måske er det disse træer der bedst symboliserer den amerikanske kultur, der på mange måder kan synes rodløs. Træerne synes ikke at have nogen begrænsninger i deres vokseværk, og kan modstå den værste skovbrand. Meget kan siges om det amerikanske samfund, men folket forfølger deres drømme, og lever dem ud, og man må tage hatten af for alt det, amerikanerne har udrettet på nogle få hundrede år. Selv den værste skovbrand i form af terroraktionerne den 11. september ser ikke ud til at ryste USA, tværtimod synes tragedien, at have styrket nationalfølelsen. Overalt ser man streamers i bagruderne på bilerne der siger “God bless Amerika” og “We shall never forget”. På mig virker nationalfølelsen en smule skræmmende – bevidsthed om egen kultur og identitet er vigtigt, men nationalisme i overdrevet grad er ikke vejen til en bedre verden.

San Francisco

Efter tre dage på landevejen, kører jeg over Golden Gate Bridge til San Francisco. Det er tredje gang jeg besøger San Francisco, og på en måde, er det som at komme hjem, da det er min ubetinget favorit by i USA. Stemningen er afslappet, og her skildrer man ikke imellem race og seksuel overbevisning. Ikke tilfældigt, at de glade 60ér startede her, og man kan stadig se gamle hippier ligge i solen på Hippie Hill, og lave fredstegnet når man spankulerer forbi.
Victorianske huse ligger side om side op ad de stejle bakker, og sporvognene slæber sig igennem gaderne, som de har gjort det sidste århundrede. Jeg tager sporvognen til Almo Park, hvor der er en fantastisk udsigt over San Francisco Bay – Alcatraz, Fishermans Wharf og Golden Gate Bridge, du kan se det hele herfra.

Når dagen går på hæld, er det største problem, at vælge om man skal spise i det italienske kvarter, Sea food ved Fishermans Warf eller i China Town.

Nye ekspeditions deltagere

Jeg vil bruge tre dage i San Francisco, dels for at se alt det jeg ikke nåede sidst, men også for at finde nogle rejsekammerater sydpå. Jeg sætter en seddel op på opslagstavlen “Going south? – You want adventure, company and to share gas – sign up here”

Senere på dagen er der fire navne på min seddel. Wim (Belgien), Steffen (DK), Lisa og Ida fra Sverige.
Det bliver en drenge tur, og snart planlægger Wim, Steffen og jeg vores videre færd. Wim er lærer og rejseleder for et belgisk firma, og har lige sluttet en tur med en gruppe i USA. Hans næste tur er i Guatemala om en måned, så vores rejseplan passer perfekt sammen. Han forærer mig en kølertaske, to nye gasblus og en gaslampe, så efterhånden er det ved at være en vel ekviperet ekspedition.
Steffen læser statskundskab i København, og har de sidste uger læst på et universitet i Los Angeles og har et par uger tilbage, inden han rejser hjem for at arbejde på Christiansborg.

Syd, syd og atter syd

Efter nogle gode dage i San Francisco siger vi farvel og på gensyn til byen, og jeg er igen på landevejen, med mine to nye rejsekammerater.

Kilometertælleren bekræfter, at vi langsomt tilbagelægger kilometer efter kilometer. Jeg har allerede kørt godt 4000 kilometer siden Vancouver, og bilen kører perfekt, og har uden problemer fragtet mig over Rocky Mountains, Canada´s vestkyst og nu ned langs USA´s Highway 1. De tilbagelagte kilometer begynder endelig at syne på mit medbragte verdenskort, men der er stadig lang, lang vej igen, og de endelig prøvelser venter stadig forude.

Drømmen der lever videre

To dages kørsel fra San Francisco laver vi et stop i byen San Simoen. Det var her, at William Randolph Hearst udlevede sin vanvittige drøm, om at bygge et slot på Camp Hill, der ligger på familien Hearsts 700 kvadrat kilometer store ejendom. William Hearst var i 1920érne en af verdens rigeste mænd, og tjente sine penge på at drive avisvirksomhed.

Som dreng rejste William rundt i Europa med sin mor, og allerede der blev hans interesse for kultur vækket til live, og måske hans drøm om en dag, at bo på sit eget slot.

Resultatet er i dag et fantastisk “slot” i en fusion af forskellige stilarter, fra det antikke Grækenland til renæssancen. Udover egen zoologiskhave havde stedet en landingsbane til sin egen DC3 flyver og slottet huser en fantastisk antikvitetssamling. William Hearst elskede selskab, og tidens mest prominente personligheder gæstede jævnligt hans hjem, Charlie Chaplin, Præsident , var bare nogle få, på den lange gæsteliste over dag tidens stjerner.

Historien bag familien Hearst er yderst spændende, måske mere spændende end selve slottet, der i dag vidner om en farverig person, der fulgte sin drøm og delte den med andre, og netop derfor lever drømmen videre den dag i dag. Besøgstallet taler sit tydelige sprog, og har for længst rundet 32.000.000, siden Hearst familien forærede hele herligheden væk til Californiens Park Service, værsgo!

Solvang…næsten som at være hjemme!

Dagens andet stop på vejen er Solvang, der altid er et sjovt stop som dansker. Det er lidt Disneyland over byen, der er en gammel dansk koloni, men indbyggerne virker oprigtige omkring deres danskhed. Du kan gå ned ad Copenhagen Rd. Spise kringle på Mortensens Bageri, for derefter at kigge på danske juleplatter på Atterdag Rd. Hvis du ikke lige finder det du søger, kan du evt. kigge på dansk julepynt i butikken “Jule Hans”…også i juli måned! Uanset, hvad man synes om Solvang, er det altid et sjovt stop på vejen.

Der er langt mellem englene i Los Angeles

Lige så afslappet og charmerende San Francisco er, ligeså hektisk og upersonlig finder jeg Los Angeles. Groft sagt bor her 11 millioner mennesker, der mest af alt minder om en myretue, hvor biler og mennesker i et virvar strømmer til, for at opnå det livet handler om i Los Angeles, nemlig penge og berømmelse. Byen har ikke noget egentlig centrum, men består af forstæder, der som et patchwork tæppe ligger spredt ud over et enormt område. Er man førstegangs besøgende i Los Angeles, bør man dog unde sig selv et par dage i byen, for at opleve underholdningsindustriens mekka.
Her finder du Disneyland, Universal Studios, Hollywood og de berømte strande, hvor Baywatch bliver filmet og folk generelt tropper op for at blive set.
Vi ruller dog ubemærket ind i byen, først forbi eksklusive Malibu Beach, derefter Santa Monica Beach og til sidst den berømte Venice Beach, hvor vi finde os et logi for natten.

4. juli – en nation fester!

Det er den 4. juli og Amerikas nationaldag. Vi har besluttet os for, at fejre begivenheden i San Diego, inden lægger vi dog vejen forbi Hollywood, og går en tur op ad Hollywood Boulevard, hvor vi må gå i zigzag, for ikke at krænke stjernerne indenfor underholdningsindustrien, der her har fået deres navn foreviget på en flise, og hvor almindelige dødelige, nu kan vade henover deres egen personlige stjerne. Inden vi kører videre får jeg et par paparazzibilleder….godt nok kun af Wim og Steffen, men med hjælp fra fotoshop, skulle jeg nok kunne få dem til at ligne Jean Claude Van Damm og Kevin Spacy.

To timer senere, og vi ruller ind i San Diego. Det er nu tydeligt, at vi nærmer os den Mexicanske grænse, spansk er nu det dominerende sprog og en halv times kørsel mere, og vi ville være i Mexico. Vi finder et hostel for de næste to dage, fylder køletasken med øl, og begiver os sammen med resten af San Diegos indbyggere ned til stranden, for at indtage den medbragte væske, og for at se fyrværkeriet, der er altid er kulminationen på denne festdag, som også er amerikanernes vigtigste helligdag.

Hasta la vista America!

Nationaldagen kunne ikke være et bedre punktum for turen ned igennem U.S.A. På kun ni dage har jeg tilbagelagt turen fra nord til syd. Selv om jeg denne gang kun har været på lynvisit, har jeg alligevel fået nye indtryk med hjem, og jeg vil helt sikkert vende tilbage, for at besøge venner, ny steder og gamle favoritter.

God bless America!

I kano på Yukon floden

Wrauuumm……endnu en bil kører forbi, og jeg er tilbage til virkeligheden. Solen bager ned fra en skyfri himmel, temperaturen har for længst rundet de tredive grader og hundrede af biler har de sidste to timer passeret mig på Trans Canada Highway. Det er åbenbart en af de dage, hvor jeg bliver nød til at hive alle de positive oplevelser frem, som jeg har haft ved at blafre fra Alaska til Prince George i Canada.

Allermest som jeg er ved at opgive at komme videre, sker det….en rusten Chevy pick-up truck fra 1969 holder ind. Jeg hanker op i min rygsæk og smider mit “hjem” op på ladet af denne klassiker af en bil, jeg bemærker dog, at der allerede ligger et par cowboystøvler og nogle kunstige kohorn, som jeg undre mig lidt over. I bagruden hænger en lasso, og jeg hører den sagte lyd af countrymusik fra førerhuset. Da jeg springer op i førerhuset, sidder jeg ved siden af en vaskeægte cowboy med cowboyhat og et bæltespænde, der leder tankerne hen på et Mogens Palle boksestævne.

Jeg trykker hans næve og introducerer mig sig selv, “Kasper from Denmark” og jeg finder snart ud af at min chauffør hedder Sam, og er endnu en farverig person. Han er vokset op på en 1000 hektar stor Ranch og har stort set kunne ride før han kunne gå. Han deltager i Rodeo konkurrencer, som vi andre spiller fodbold i weekenden.
Bæltespændet viser sig at være en førstepræmie i disciplinen “fang en ko med lasso fra hest, for derefter at binde dens ben sammen”. Som tilskuer bør man holde et vågent øje, da hele seancen er overstået på bare seks sekunder!
Sam er på vej hjem til kæresten, efter at have overstået en et måneders lang kursus i at guide. Han har et job på hånden, hos en 71 år gammel outfitter, der de sidste 40 år har levet af at spore bjørne for trofæ jægere, og Sam glæder sig til at høre alle historierne og lære, inden den gamle jæger går på pension.
Sam har også en uddannelse i skovbrug og har blandt andet studeret i New Zealand, hvor han blandt andet har arbejdet for bedre rettigheder til maorierne, New Zealands oprindelige folk. Jeg fortæller ham om Culture Adventure´s planer for fremtiden, og inden jeg igen står på landevejen, har vi udvekslet adresser, hvem ved, måske krydses vores veje igen en dag.

Sam, er bare en af alle de fantastiske mennesker jeg har mødt den sidste måneds tid, faktisk var det slet ikke meningen, at jeg ville blafre fra Alaska og ned gennem Canada, men den oplevelse det har været, at møde lokal befolkningen, gæstfriheden, de mange spændende livshistorier og farverige beretninger fra de områder jeg har rejst igennem, alle disse ting har simpelthen gjort, at jeg gang på gang har stillet mig ud til landevejen, på trods af regn og til tider lange ventetider.

Kigger jeg tilbage på den sidste måned, har menneskerne jeg har mødt undervejs nok været rejsens indtil videre største oplevelse. Gang på gang overraskes jeg over den gæstfrihed jeg møder overalt, hvor jeg kommer frem, og jeg vil aldrig glemme Gary og Sara, der lod mig overnatte i deres hjem, Bernie der fik ondt af mig, efter at have set mig stå på landevejen i to dage, for derefter at kører mig 400 kilometer til Vancouver og gi´ mig aftensmad, Melinda der havde mødt sin nye mand på Internettet, en svensker fra Gøteborg der udover at være model også er racerkører, Haukns en indianer der på trods af at have mistet alt inklusiv konen, så lyst på fremtiden, og som viste mig sin hjemby, Pat en ældre dame i hvis bil jeg glemte min pung, for derefter at modtage den med posten tre uger senere, Matt der er brandmand i Anchorage, og som inviterede mig til at bo hos hans familie……og alle de andre, som vil være for omfattende at nævne her, men for hvem jeg vil være evig taknemlig, for at have bidraget på hver deres måde, til at min tur gennem Alaska og Canada har været en ubeskrivelig oplevelse.

Et uventet stop i Whitehorse

Efter at have tilbragt tre uger i Alaska var tiden inden til at forsætte mod mit mål, Santiago i Chile. Jeg var efter tre uger nået tilbage til mit udgangspunkt Anchorage, og havde altså ikke tilbagelagt en eneste kilometer, men de næste dages rejse til Whitehorse i Canada, vil bringe mig et godt stykke nærmere mit mål.
Turen på Alaska Highway er ubeskrivelig, støvet grusvej så langt øjet rækker, og sceneriet skifter fra tæt nåleskov til snedækkede bjergtoppe, kæmpe søer, hvor isen endnu ikke er brudt op. Fra tid til anden ser man elge og andet vildt forsvinde i buskadset, når de hører lyden af motorstøj. Det er uden tvivl den smukkeste vej jeg nogensinde har kørt, og imens blikket er sat på uendelig, flyver tankerne af sted.

Efter to lange dage på vejen, når jeg frem til Whitehorse, der er hovedstad i staten Yukon. Staten er 483.450 km2 og har kun 31.500 indbyggere, så der er langt imellem civilisationerne. Man bliver ret ydmyg når man rejser i disse regioner, her har mennesket endnu ikke overtaget kontrollen, her er det naturen der hersker og viser du ikke respekt, eller ved hvad du har med at gøre i denne barske natur, kan prisen være høj, i værste fald med livet som indsats.

Whitehorse ligger smukt ved den mægtige Yukon flod, og var under den store Klondike guldfeber i 1898 en vigtig forsyningsby, hvor hjuldampere kæmpede sig vej op ad de farlige strømfald. Ved flodbredden ligger en gammel udtjent hjuldamper, der for længst har sejlet sin sidste tur. Den gamle skude vidner om, at guldet for længst er forsvundet, og det nu er andre ting der trækker folk til Yukon.

Jeg har besluttet mig for at blive i Whitehorse nogle dage, vente på at min pung skal ankomme med posten og ellers udforske området. Til en afveksling skifter jeg mit ganske udmærkede telt ud med en rigtig seng på et hostel, også for at snakke med andre end mig selv…..

Snakket bliver der! Ud af tolv pladser på dette lille hostel, er der ikke færre end ni nationaliteter, så der bliver udvekslet masser af rejsehistorier og hentet ny inspiration. Jeg har fundet ud af, at den liste jeg altid har i mit hoved inden jeg rejser, altid bliver længere undervejs, når jeg møder andre rejsende, så det ser ikke ud til, at jeg løber tør for nye destinationer lige foreløbigt.

I kano på Yukon floden

Efter et par dage på mountainbike og en dag på den årlige storytelling festival, trækker vildmarken igen. Jeg beslutter mig for at padle op ad Yukon floden i nogle dage, og spørg om der er nogle på vandrehjemmet der har lyst til at tage med. Der lyder et lille forsagt “hai” henne fra hjørnet, og stemmen tilhører en lille japansk pige der hedder Kayoko. Nå, ja hvorfor ikke, tænker jeg, og snart er vi i gang med at planlægge de næste dage. Fordelen ved at rejse i kajak og kano er, at du ikke behøver at tænke så meget på vægten, som når du vandre, så vi vælger at forkæle os selv, og alt frysetørret mad er bandlyst.

Næste dag er kanoen pakket og vi lægger fra land på den største flod jeg endnu har padlet, flere steder minder den mere om en sø på grund af bredden. Yukon er en af de største floder i Nord Amerika og forsætter op igennem Alaska, for til sidst at løbe ud i Berring Strædet. Vejret er pragtfuld og vi har hele floden for os selv, da det er midt juni og de første turister endnu ikke er ankommet…..det er myggene desværre, og vi kan næsten høre dem råbe “blod, blod, blod” det første sted vi planlægger at slå lejr for natten. Vi padler hurtigt videre, og finder et sted, hvor der er knap så mange, og da først vi får gang i bålet, er alt godt igen. Trætte efter en lang dags padlen falder vi snart i søvn.

Næste morgen har vinden taget til, og vi holder os tæt til land, da isen indtil for ganske nylig stadig havde sit faste greb i disse vande. En kæntring i så koldt vand, vil lamme inden for fem minutter, så vi tager ingen chancer. Jeg er en gang tidligere blevet reddet fra en kæntringsulykke i iskoldt vand, hvor jeg kan takke en fiskekutters tilstedeværelse for mit liv, og så heldig er vi måske ikke igen.
Det dårlige vejr opvejes dog af vores gode humør, og jeg forsøger at lære Kayoko nogle gode lejrskolesange som “row, row, row your boat…” og måske derfor, ser vi ikke så meget dyreliv den dag.

Vi padler ud på Lake Lebarge, der er næsten 90 kilometer lang og udødeliggjort af den nu døde digter – Robert Service. Han levede under guldfeber dagene for 100 år siden og er den dag i dag kendt for sine digte, der alle fortæller små historier fra det ubarmhjertige nord.

“There are strange things done in the midnight sun
By the men who moil for gold;
The Arctic trails have their secret tales
That would make your blood run cold;
The Northern Lights have seen queer sights,
But the queerest they ever did see
Was that night on the marge of Lake Lebarge
I cremated Sam McGee.”

(Uddrag fra The Cremation of Sam McGee)

Turen når sin ende, og vi finder et lille hus, hvor der står “Moms bakery”. Vi tager i håndtaget, men ak, der er lukket. Vi sidder lidt udenfor, og pludselig bliver der åbnet. Det er “mom” der fortæller at hun har lukket, men da hun ser skuffelsen malet i vores ansigter lukker hun os ind. “Mom” er en fantastisk dame på 78 år og ligeså snaksaglig som sin flotte Amazone papegøje. Hun har boet ved søen hele hendes liv og har de sidste 18 år holdt sig i gang med at bage brød. Da hun høre, at jeg er fra Danmark, fortæller hun at der for to dage siden blev fundet to danskere druknet på Lake Lebarge. De var på en tre måneders ekspedition i kano fra Whitehorse til Berring strædet, men en kæntring havde sat en stopper for ekspeditionen, de var frosset ihjel. “Mom” fortæller, at hun aldrig selv ville padle i kano på søen, da hun så tit har set hvordan vejret kan skifte på et øjeblik. Vi tager en slurk varm kaffe mere, og er glade for, at vi blev i kanoen.

Efter otte dage i Whitehorse er min tålmodighed brugt op, jeg har endnu ikke fået min pung, og jeg beslutter mig for at rejse videre. Guy der er australier og flyver vandflyver i Yukon om sommeren, lover at sende pungen videre til Vancouver.

To lift og nogle timer senere er jeg tilbage i Alaska, nærmere betegnet Skagway. Byen er den nordligste havn på The Marine Highway, som færgeruten fra Alaska til Bellingham i staten Washington kaldes. Jeg beslutter mig for et par dage i Skagway, der byder på flere gode vandreture og hvem ved, måske de gamle guldgravere har glemt en enkelt klump af det skinnende metal.

The Inside passage – En maritim landevej

Det er i nedtrykt sind, at jeg ser Alaska og Yukon forsvinde i horisonten. Naturen og menneskerne har overgået alle mine forventninger, og jeg lover mig selv, at komme tilbage en skønne dag.

Foran mig har jeg en 36 timers sejltur, inden jeg skal af i Prince Rupert i Canada. Jeg finder en plads på gulvet indendørs og ruller mit liggeunderlag ud. Der er også mulighed for at slå sit telt op på dækket, men da skibet ikke engang er halv fuld, er der ingen grund til denne utraditionelle form for teltslagning, selv om ideen er sjov.

Båden sejler indenskærs hele vejen til Prince Rupert, så vandet er næsten altid roligt, da ruten ligger i læ af små øer, der tæmmer vindene fra Stillehavet. Vi er langt mod nord, så der er dårligt tid til at nyde stjernehimlen, inden solen igen får kraft, og kaster sine stråler på de snedækkede bjergtinder, der står i skærende kontrast til de stedse grønne skove der dækker den nederste del af bjergene. Heldigvis er det den lyse tid, for blikket er som fængslet til sceneriet, der stille glider forbi, og jeg kan ikke få nok. Hvaler, ørne og små fiskerbyer dukker op af intetheden, og forsvinder ligeså hurtig igen, men vil for altid være brændt fast på nethinden.

Et stort skridt nærmere mål

Efter en enkelt nat på et hostel i Prince Rupert, sagde jeg pænt tak for denne gang til opsynsdamen, en haltende nonne iklædt gamache og mavebælte, der konstant gik rundt med en kop kaffe og en smøg i den anden hånd. Nonnen mumlede “god bless you”, og så var jeg ude af døren, på vej mod Vancouver, på vej til at blive genforenet med min tegnebog.

Efter tre dage på landevejen med overnatning i rabatten, mange timers venten, mange spændende mennesker, så ruller jeg ind i Vancouver 1500 kilometer nærmere mit mål – Chile.

På canadiske nummerplader

Vancouver er en storby på godt og ondt, så på denne måde adskiller den sig ikke nævneværdig fra andre storbyer. Den ligger smukt ud til vandet, er omgivet af bjerge og byder på et helt fantastisk udvalg af restauranter og klubber der spiller live musik. På den anden side har du også bagsiden af medaljen, tiggere, fattigdom og forureningen. Det tager mig et par dage at tilvænne mig livet i storbyen, efter at have tilbragt den sidste måned i noget af den smukkeste natur jeg har set, og mest mennesketomme område på denne jord.

Mit mål i Vancouver er, at finde en bil, der kan klare turen hele vejen til Chile, og for mit vedkommende kommer det til at afhænge af en god position held. Efter at have “sparket dæk” på en del biler, og lagt øre til en del bilsælgere, hvor den værste talte varmt for en bil vi aldrig fik startet, sidder jeg igen i bussen, uden bil. På vejen tilbage til mit logi, stopper jeg hos en sidste bilhandler, og her bliver jeg hilst velkommen af Brian en ældre herrer med britisk accent. Vi snakker om alt andet end biler, og inden der er gået ti minutter har jeg købt en Cherokee Jeep 2,8l med en V6 motor fra 1986 med 250.000 kilometer på tælleren til ca. 12.700 kroner plus skatter og forsikring. Jeg åbner selvfølgelig motorhjelmen først, uden at vide hvad jeg skal kigge efter, men jeg konstaterer at der er en motor, så jeg slår til.

En god dag

Endelig er min pung ankommet på posthuset, og jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at sende Post Danmark et postkort med tak for hurtig service. Jeg får hentet min bil og lufter den lidt, inden jeg konkluderer at vi nok skal klare resten af turen sammen. Med bil, penge på lommen og højt humør, er ekspeditionen nu 100% klar til strabadserne der venter forude.

Et sidste farvel til Canada

Inden jeg rejser sydpå vil jeg lægge vejen forbi Banff nationalpark i Rocky Mountains, herefter vest på med Highway 97 til Whistler og derfra mangler jeg kun at besøge USA, Mexico, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Panama, Colombia, Equador, Peru og Chile inden jeg er i mål….

 

 

 

The Pan American Highway

Fra mit vindue i flyveren har bjergkæden The Alaskan Range længe vist vejen mod nord, jeg begynder så småt at trippe utålmodigt, drømmen om at opleve The Pan American Highway der starter i Alaska og slutter i Chile er nu kun en halv time fra at gå fra en drøm til at være en realitet.

Landingsstellet kysser blidt jorden i Anchorage, og snart fyldes mine lunger med den friske arktiske luft. I lufthavnen bliver jeg påmindet om, at civilisationen nu ophører, og at jeg ikke længere er på toppen af fødekæden. En kæmpe stor udstoppet grizzly og isbjørn tager pænt imod i lufthaven. Jeg gribes af en følelse af angst, men også spænding over, hvad der venter mig i den kommende tid.

Jeg får checket ind på et hostel og går på opdagelse i Anchorage. Jeg glemmer alt om aftensmaden, da her er lyst næsten hele døgnet. Jeg får dog kokken på en bar overtalt til, at lave mig en burger, selv om køkkenet har lukket. Jeg falder i snak med en af de lokale, og inden længe er jeg inviteret med på en anden bar. Lidt over midnat, et par fadøl og en del lokale historier senere, sætter John mig af på mit hostel, og siger at jeg bare kan ringe hvis jeg får brug for hjælp. En rigtig god første dag.

Dybe fjorde og vild natur på Kenai halvøen

Næste morgen rumsterer min værelseskammerat, jeg siger godmorgen, og spørg ham hvor han skal hen. Han er på vej til Seward på Kenai halvøen – i løbet af 15 minutter har jeg pakket min rygsæk, og sidder sammen med Amin i hans bil. Vejen er fantastisk smuk, med udsyn til snedækkede bjerge hele vejen, og Bald Headed Eagles svævende på en skyfri himmel, gør det svært at holde øjnene på vejen. Seward er en hyggelig lille fiskerby, der om sommeren oplever et turist boom – heldigvis er de første turister endnu ikke ankommet. Amin, min rejsekammerat og jeg slår teltet op ved stranden, og har den smukkeste udsigt over fjorden.

Jeg går ind til byen, for at snakke med forskellige turoperatører, der kunne være interessante for Culture Adventure. I Adventure centret kommer jeg i snak med Jeff fra New York, han er lige kommet hjem efter fem dages vandring i vildmarken. Han virker til at være en fin fyr, og jeg spørg, om han ikke vil campere med os. Snart er teltene slået op, og det bliver starten på en super aften, hvor vi sidder rundt om bålet og fortæller rejsehistorier.

Jeff rejser også alene, og har godt en uge tilbage af sin tur, så vi beslutter at rejse sammen nogle dage. Det bliver igen sent, og jeg finder ud af at min sovepose ikke egner sig til Alaska, heller ikke selv om jeg har alt mit tøj på…

Bjørne og snevandring på Harding Icefield

Vi har valgt at vandre op til gletscheren Harding Icefield. Amin giver os et lift til Exit gletscheren, hvorfra vi er på egen hånd. Stierne er endnu ikke åbnet, og snart befinder vi os i knæhøj sne. Vejret er pragtfuld, så vi bekymrer os ikke så meget om hvor vi er, men er overbeviste om, at vi nok skal finde op til toppen af gletscheren. Efter nogle timer finder vi os selv fanget mellem gletscheren og en klippevæg….hmmm. Vi spotter en rute over bjerget, men ser pludselig noget bevæge sig…..bjørne! Wauw, vi bliver lidt urolige, da vi ser, at det er en sort bjørn, og at den har tre unger. Bjørnen lader dog ikke til at vise interesse, så fra sikker afstand iagttager vi ungernes leg. Fantastisk, at se bjørne på den første dag alene i vildmarken.

Da bjørne med unger, betegnes som dårligt selskab, vælger vi en sneskakt op ad bjergsiden. Vi sparker støvlesnuderne ind i sneen, og kæmper os op, vi fortsætter op i 45 minutter, vi kan stadig ikke se toppen, og siden bliver stejlere og stejlere. Vi er nu ca. 150 m eter oppe, og vi bliver en smule beklemte ved situationen, for nedturen kan nu få ubehagelige konsekvenser. Vi beslutter os for at forsætte lidt endnu, da jeg mister fodfæste. Et dødsskrig giver nu ekko i slugten (tro mig, dødsskriget lyder ikke specielt heroisk)….jeg falder en meter og får heldigvis fodfæste igen, puha det var tæt på. Vi sætter os på en busk og diskuterer situationen igen. Vi binder et reb til hinanden og begiver os videre op, uden at vide om vi kan komme ned derfra. Heldigvis når vi toppen efter ca. 50 meter, et skridt tilbage…..og min sovepose glider ud af liggeunderlaget – vi ser den forsvinde ned i slugten. Det var kold med soveposen, men uden bliver det en meget lang nat.
Jeg firer Jeff ned ad bjergsiden igen, og af en eller anden grund ligger soveposen på en lille hylde på størrelse med soveposen.
Vi begiver os videre op ad bjerget, og terrænet bliver mere tilgængelig. Vi finder en lille klippesats med udsigt til gletscheren og omgivet af bjergtoppe, her beslutter vi os for at slå lejr. Vi stamper en lille plads ud i sneen og slår teltet op.
Snart bobler suppen på vores primus, og vi griner lidt af dagens hændelser. Natten bliver lang pga kulden og teltdugen er ca. 5 cm. Fra vores ansigt, og vi må ligge ret tæt, for at holde varmen….utrolig så hurtigt man lærer folk at kende, under lidt aparte forhold.

Vi vågner næste morgen i silende regnvejr og tilbereder vores havregrød i teltet. Efter en hurtig nedpakning starter turen ned. Vi kigger lidt foruroligende, på de laviner, som har boret slugter ned af bjergsiden, men sneen virker stabil, så vi tager en god lang glidetur ned af bjerget, dog en anden vej, end vi kom op….

Vi får et lift med en Ranger tilbage til Seward og fejre triumfen på en lokal bar.

I havkajak blandt søløver og hvaler

Næste morgen blaffer vi til Millers landing, hvor vi lejer to havkajakker. Vi pakker vores proviant og telte i kajakkerne og aftaler, at vi vil være tilbage om tre dage. Snart glider kajakkerne i vandet, og inden længe padler vi af sted mod nye eventyr i disse geniale fartøjer, som eskimoerne opfandt for godt 1000 år siden.

Langsomt glider vi igennem vandet og civilisationen er snart små prikker i horisonten. Efter et par timers padlen, lægger vi til på en strand og spiser frokost, inden vi skal krydse fjorden, et stræk på tre til fire kilometer i åbent vand. På den anden side af fjorden, møder vi fire gutter i kajak. De har lige set spækhuggere i en bugt ikke langt fra os, så med fornyet kræfter sætter vi kursen mod bugten. Desværre er de væk, da vi når frem. Vi sætter kurs mod Fox Island Spit, der er en spøgelsesskov. Under det store jordskælv i 1964 faldt landskabet, og skoven blev oversvømmet med saltvand, hvor træerne døde. Nu står stammerne tilbage som skeletter, men er bevaret pga af saltet der trængte ind i stammerne. Vi slår lejr på halvøen, som vi kommer til at dele med et par fra Anchorage. Det bliver en hyggelig aften, igen omgivet af bjerge og tempereret regnskov.

Vi lader teltet stå,og begiver os længere ud i fjordsystemet. Egentlig måtte vi ikke passere halvøen pga uroligt vand. På den anden side af halvøen er der åbent vand til Stillehavet, og forsætter vi med at padle, vil næste stop være Hawaii.
Der skulle være en søløve koloni ca. otte kilometer fra vores lejr, og der er forholdsvis roligt vand, så vi forsætter ud gennem fjordsystemet.
Turen er som taget ud fra et natur- program, og efter nogle timers padlen, kan vi høre brøl i det fjerne…søløver!! Vi når frem til nogle høje dramatiske klipper, hvor der er mellem 50-70 kæmpe søløver og sæler. Klipperne er ydermere pakket med ynglende havfugle, der letter i store flokke, og fylder himlen, som stjerner på en klar nattehimmel. Der er et sandt inferno af liv og larm, et fantastisk syn. Vi padler rundt om den fritstående klippe og pludselig kommer der ca. otte søløver op foran vores kajakker, de følger os nysgerrig to meter foran kajakken, for derefter pludselig at dykke under vores spinkle fartøjer. Vi er nær ved at tippe rundt i kajakken, da en stor søløve bryder vandskorpen i et kraftspring, for derefter at sende kaskader af vand ind over os. De er meget legesyge, og jeg er sikker på at den gjorde det med vilje.
På vejen tilbage lægger vi til i en lille bugt og spiser frokost. Tilbage i lejren, beslutter vi os for at prøve om vinterbadning er os, vi springe i fjorden – en kort men dejlig oplevelse. Snart sidder vi igen rundt om bålet, griller Marshmellows over ilden og snakker om dagens oplevelser.

Inden vi padler tilbage til Millers landing, beslutter vi os for at undersøge en ny bugt, min største drøm er at padle med spækhuggere, og vi har endnu ikke set nogen på turen. Jeg lover Jeff øl i aften, hvis vi ser hvaler på vejen. Vi har lige rundet pynten, da jeg på lang afstand ser den karakteristiske finne som spækhuggere har. De kaldes også for dræberhvaler, da de går løs på blåhvaler og andre store havpattedyr, men jeg har engang læst, at de aldrig har rettet angreb på mennesker, så vi sætter farten op, indtil vi er ca. 20 meter fra dem. Der er ca. otte stykker, der iblandt en kæmpe han. Spækhuggeren er et familiedyr, og vil følge den samme flok hele livet igennem. De glider upåvirket af vores tilstedeværelse forbi vores kajakker, og sætter kurs over fjorden. Vi skal nogenlunde samme vej og gør dem selskab. De glider stille og roligt op af vandet, og vi kan holde deres tempo i ca. 45 minutter. På resten af turen ser vi havoddere, søløver, ørne og en Oeyster catcher (fugl), der sneg sig ind på os, indtil den kun var 2 meter væk.

Tilbage i Seward, fejrer vi en veloverstået tur med adskillige velskænkede fadøl og planlægger vores videre færd.

Alaska har hjertet på rette sted

Dagen efter står vi igen i rabatten og forsøger igen at få et lift. Det lykkes, denne gang er det to vietnamveteraner der samler os op. Der er en del krigsveteraner i Alaska, da det er det eneste sted de har kunnet finde sig hjemme, efter rædslerne i Vietnam. Jeg kan kun give dem ret i, at man finder sin indre ro på disse breddegrader.
I Anchorage ringer vi til en gut, der samlede Jeff op tidligere på ugen, og som sagde vi bare kunne bo hos ham. Gary en middel aldrende mand henter os i Anchorage og kører os til hans hjem. Hans kone Sara sørger for mad og drikkevarer. Vi checker vores mails, jeg får en bog om polarekspeditioner, og inden vi går i seng, smider de sønnen ud af hans værelse, så vi har et sted at sove. En smule overvældet over gæstfriheden vi har mødt, falder vi i søvn.

Til Denali på tommelfingeren

Dagen efter kører Gary os et stykke uden for byen, hvor vi kan blaffe. Vores plan er at nå til Denali National Park. Først får vi et lift af en mand, der skal hjælpe hans datter til et ridestævne. Derefter bliver vi samlet op af to piger i en pick-up, med en kæmpe rottweiler på ladet. De ryger et par fede til rytmen af elendig rapmusik, hvor jeg selvfølgelig sidder bagi, oven på en overdimensioneret bas. Det er nærmest en lettelse, da vi bliver sat af. Herfra går vi et stykke uden at blaffe, men alligevel holder en bil ind, og spørger os om vi vil ha´ et lift. Det er et par af de oprindelige indbyggere, der har de samme træk som inuitterne i Grønland. Igen bliver vi spurgt om vi ryger fede, måske er det mine øjne der er irriteret af pollen, der gør, at jeg ligner en der er på stoffer…. Det lader til at de fleste ryger en fed imens de kører bil – igen takker jeg nej, og tager i stedet et hiv af min astmaspray.

Vi bliver sat af på en øde landevej, hvor der er en lille bod. Vi venter en times tid, og de der står i boden, får ondt af os, og laver os et stort skilt, hvor der står Denali. Endelig holder en bil ind til siden. Denne gang en håndværk er der mener at vi er vanvittige, da vi fortæller, at vi vil vandre i Denali uden våben, bjælder, bjørnespray. Han fortæller alle mulige historie om folk, der er blevet dræbt af bjørne, og giver os alle mulige tips om, hvad vi gør, hvis vi står ansigt til ansigt med en bjørn. Vi forsikre ham, at vi nok skal passe på, og står igen i vejkanten. Der går fem minutter, og vi bliver samlet op af to piger, der har bilen fyldt op med bagage og en hund på bagsædet. Alle der har samlet os op, har kørt i små biler, der er pakket med bagage, og alligevel stopper de, bruger ti minutter på at omrokere tingene, og kører os gerne nogle ekstra kilometer. Hvorimod folk i autocampere, minibusser og store biler bare kører forbi, så jeg har konkluderet, at jo mindre plads folk har i deres biler, jo mere hjerterum er der.

Pigerne bor i Fairbanks, og det er super spændende at høre om livet langt mod nord, hvor rindende vand i husene ikke er en selvfølge. Pigerne sætter os af ved et skilt, hvor der står “Welcome to Denali Nationalpark”, og vi har på kun 6 timer nået vores mål.

I Denali er der ingen stier og kun et ganske få antal bliver tilladt i de enkelte zoner. Vi får vores “back country permit”, og vi bliver udstyret med en container til at opbevarer vores mad, i tilfælde af sultne bjørne. Vi tager en bus, så langt ind i parken, som vi kan, og er på egen hånd. Vi vandre igennem nogle dale, ser Caribou der minder om rensdyr, og holder et våget øje med bjørne, som Denali parken er kendt for. Vi slår lejr ved en smeltevands elv, og laver igen gourmet mad på vores primus. Imens vi spiser, føler vi os som små fugle der spiser korn…pik, pik.. kigger op.. pik,pik, pik.. kigger op….en mærkelig fornemmelse, pludselig at være en ret på et dyrs menukort. Efter maden bliver alt emballage, tandpasta, solcreme og mad pakket ned i containeren, og gemt ca. 100 meter fra teltet. Bamserne har en fænomenal lugtesans, og mad i teltet, kan blive dit livs største fejltagelse.

Natten bliver lang, i de sidste dage er alt sprunget ud, og luften er fyldt med pollen, så jeg får ikke sovet meget den nat. Næste dag tager vi længere ind i parken, og ser blandt andet en elg med kalv, bjerggeder og flere Caribou. Vi beslutter os for at bestige en bjergtop, og kommer også langt op, men klipperne i Alaska er rådne, store stykker falder af, når vi tager fat, så vi lader fornuften råde denne gang, og vender om. På vejen tilbage, ser vi vores første grizzly bjørn, en kæmpe, der er i færd med at æde et eller andet, vi går en stor bue uden om…hvem hader ikke at blive forstyrret i sin frokostpause…. Klokken er 20.00 inden vi begynder at blaffe tilbage til Anchorage.

Talkeetna et tilfældigt stop på vejen

Vi får et kort lift af en klatre og står derefter på den mest øde landevej. Det er ved at være sent, så det kan blive svært at få et lift, men vi har teltet med, så vi tager det ikke så tungt. En time senere stopper et ungt par, omrokerer deres bagage og vi er på vej igen. Vi kommer et godt stykke, får nogle lokale historie, et par sandwich de har købt, og et par hundrede kilometer senere står vi igen på vejen.

Der er ca. 14 km. Til en by der hedder Talkeetna og vi vil forsøge at nå dertil. I samme øjeblik stopper en bil i modsatte retning og vender bilen, og spørg os, om vi vil have et lift. Utrolig folk kender os ikke, har ingen grund til at samle os op, og alligevel, møder man folk der gerne kører hele vejen tilbage for at sætte to fremmede af, en omvej på 45 minutter! Vores chauffør har 120 hunde, som han opdrætter og sælger. Vi får et par tips om fodring af hunde, og hvordan man vælger den rigtige hvalp.

I Talkeetna får vi en hurtig byrundtur og forsøger at finde logi på The Fairview Inn, der mere er kendt for sin bar end komfortable værelser. Vi træder ind i et lokale, røgen er tyk som ved en markbrænding, og stemningen minder mest om en Robin Williams koncert, bortset fra at teenage pigerne er skiftet ud med mænd, der alle er et studie i råstyrke og har fuldskæg.
For enden af baren er der malet et kæmpe billede af bjerget Mount McKinley eller Denali, som de lokale kalder bjerget. Små flag på billedet, vidner om de forskellige ekspeditioners triumfer, i kampen om at nå toppen af Denali. I loftet hænger skindet fra en grizzly og toner af Cat Stevens skratter fra barens jukeboks.

Fairview Inn er en historie i sig selv, og har været mødested for bjergbestigere siden 1923, og at dømme fra indretningen, er der ikke blevet ændret på stilen siden baren blev bygget. Vi bestiller et par store fadbamser, da det ikke virker som stedet hvor man bestiller en Pinacolada. Vi suger stemningen og ….øllet til os – på den ene side af baren står et tysk hold bjergbestigere, der lige er kommet ned fra Denali, Nord Amerikas højeste bjerg. På den anden side af baren står et amerikansk hold, der også succesfuldt har besteget det 6194 meter høje bjerg, så der er alt mulig grund til at fejre.

Baren har fem værelser, og vi synes, at det er praktisk at leje sig ind her. Et par drinks for meget, op ad trappen, og som en ekstra bonus nyde stemningen nede fra baren til kl. fem om morgenen, også på en onsdag!

Uden penge…

Lettere udhvilet, har vi taget det bedste smil på, og forsøger igen at appellere til forbipasserendes godmodighed. Inden længe er der bid, en ældre dame der har en hestefarm, og som arbejder med problematiske teenager, der søger et fast holdepunkt i tilværelsen, samler os op. Endnu en spændende historie, og en verden der indtil nu, har været os ukendt. Vi bliver sat af, og i det øjeblik bilen forsvinder ud af syne, opdager jeg at min pung er røget ud af lommen og kører væk med vores lift…arrrggg.

Forsættelse følger…….får jeg min pung igen, kan man slå sit telt op på en færge, møder jeg nye spændende mennesker, finder jeg en bil der kan klare The Pan American Highway, holder min næse aldrig op med at løbe……jeg ved det ikke, men finder ud af det inden for den næste uges tid.