Cayo Costa – fantastisk ø, fantastisk fiskeri!

1

1. del – Første dag

Efter at have forladt det meget kedelige og kolde danske forårsvejr, lander vi i Miami International Airport i det sydlige USA, i staten Florida. Med det samme vi stiger ud af flyveren rammes vi af en meget varm og fugtig luft, og det går meget hurtigt med at få smidt den dansktilpassede beklædning. Efter en overnatning i Miami, flyver vi videre til Fort Meyers, og derfra tager vi en minifærge, der transporterer de få fiskere og vovemodige badegæster til vores mål for denne rejse, Cayo Costa. Dette drømmested er en lille ø på lidt over 20 km2 udfor Floridas vestkyst. Der er ingen elektricitet og næsten ingen mennesker udover nogle parkrangere på øen, og det eneste det er muligt at købe på øen, er isterninger til vores kølebokse.

Vi var 10 fiskegale gutter fra Danmark, der var taget med Atlantik rejser til denne ø, for at prøve kræfter med stærke tropiske arter som jacks, snooks, barracuda, hajer, rokker og tarpon. Lokalkendskab et sted som dette, er vigtigt, som det også er alle andre steder, hvor der ønskes succes med fiskeriet. Og heldigvis for os har vores guide Gordon Henriksen fra Atlantik rejser været i praktik som parkranger på denne ø, hvilket hjalp os meget. Især i de situationer hvor man skulle finde det rigtige spot at mede hajer og rokker, eller hvis man ønskede at finde det rigtige sted at svinge fluekæppen efter nogle af de bomstærke arter.

Vel ankommet til øen, var vi alle trætte efter den lange tur, men nogle få af os blev nød til at udforske dette paradis. Så allerede inden vi havde pakket ud, var fluestangen rigget til. En grøn og hvid Clouser Minnow blev bundet for enden af forfanget, og vi var to der stak af med fluestangen i hånden. Vi ‘fandt’ en lagune, som selvfølgelig skulle udforskes, og efter under 10 minutters fiskeri her resulterede dette i et meget tungt og hårdt hug på min flue. Hugget blev efterfulgt af et hurtigt udløb på over 30 meter, inden jeg nåede at gøre noget. Jeg fandt meget hurtigt ud af at denne fisk havde flere kræfter end en dansk havørred i ‘normal’ størrelse. Denne fisk blev jeg nød til bare at lade tage udløb, uden at prøve at stoppe den, da dette med stor sandsynlighed ville resultere i et knækket forfang, som ‘kun’ var 15 pund på det tyndeste sted. ‘Jeg har kroget en kæmpe jack!!’ råbte jeg til Martin, som allerede var i fuld løb over mod det sted som jeg stod. Det var min første tanke, for hvad andet kunne have taget min flue, som var så stærk?! Det var et meget hurtigt og kontant udløb. Andet udløb var lige så tungt og kontant som det første, og sådan blev det ved nogle gange. Så snart jeg havde fået listet omkring 10-20 meter på hjulet ved at pumpe, kæmpe og spænde min fluestang til det alleryderste, tog fisken endnu et udløb, og jeg kunne starte forfra.

2

Jeg ligger alt det pres på fisken, som jeg tør, da jeg flere gange er bange for at stangen skal knække.

Der gik over 15 minutter, før jeg fandt ud af hvad det egentlig var der havde taget min flue. Jeg fik presset fisken så langt ind på det lave vand, at jeg kunne se, at det var en pigrokke på omkring 10 kg, der havde ‘hugget’ på min flue. Det viste sig, at den var blevet kroget i ‘øjenbrynet’. Efter en lidt dramatisk landing, pga. den farlige pig på halen, afkrogning og udsættelse af den mærkelige fluefangst, trængte mine dødtrætte arme til et hvil, inden jeg fiskede videre.

3

Den ret atypiske fluefangede fisk.

Det blev samlet til 6 forskellige arter på under to timers fiskeri, heriblandt en barracuda på ca. 60 cm, som hoppede over 1,5 meter direkte op i luften 3 gange i træk, efter den havde taget den Clouser Minnow, der (selvfølgelig) stadig sad på mit forfang. Den flue var allerede efter førstedagen blevet min favoritflue.

Dette var bare den første dag på denne fantastiske ø, hvad skulle det ikke blive til de resterende 12 dage på øen. Dette fortæller jeg om i efterfølgende artikler om Cayo Costa.

At vi så ikke var helt så populære efter vi kom tilbage fra vores hurtige eventyr, skyldtes nok mere at mange af de andre ikke havde fundet ‘vores’ lagune endnu, og derfor ikke havde fanget noget særligt, end at de skulle vente på os, så vi alle kunne spise sammen.

Alle fik dog deres personlige oplevelser med de tropiske arter. Blandt disse oplevelser kommer, en haj over 2 meter med levende unger i maven, en spole der blev tømt for 500 meter line på omkring 30 sekunder, og hoppende 2 meters tarpon som sprængte vores 30-50 punds liner som var det det letteste i verden, hurtigt frem fra hukommelsen. Udover de mistede fisk, var der også alle dem vi fik på land. Vi fangede tilsammen over 30 forskellige arter på de 12 dage på Cayo Costa. Men jeg har ikke fået nok, og jeg skal med sikkerhed med Atlantik rejser dertil igen i 2005. De fisk har brændt sig så fast på nethinden, at de enten får mig til at smile af fryd eller råbe af ærgrelse i søvne, da mange af dem stadig svømmer rundt derude.

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen