Månedsarkiv: oktober 2004

Bedøvet og berøvet i Filipinerne

Uvisheden

Får man stjålet noget fra sin lomme på gaden er det selvfølgelig uheldigt, men man ved i det mindste hvordan det er gået til. Det værste ved at blive bedøvet er alle de tanker om hændelsesforløbet som man ikke ved noget om, eller som man kun har svage erindringer om. Hvad har de gjort ved èn mens man var væk? Har de kun stjålet ens penge, eller har man også været udsat for fysisk voldtægt?. Det er spørgsmål jeg aldrig får svar på. Det ser dog ud til at jeg slap relativt billigt, at de “kun” stjal mine penge og nogle enkelte ejendele og ikke gjorde noget ondt ved mig. Men man har hørt så meget, at f.eks. rejsende bliver bedøvet, og mens det står på, så udfører de en operation og fjerner ens nyre eller en anden legemes del, der kan sælges for penge. Jeg har i hvert fald ingen ar på mig, så noget så grusomt er ikke hændt, heldigvis.

Opslagstavle på hotel i Filippinerne, læg mærke til ‘Bevar Christiania’

Bearbejdning

Det har været vigtigt for mig at snakke om hændelsen, at komme ud med det hele. Man kan sagtens få et psykisk efterslæb efter sådan en omgang, hvis man ikke fortæller det til nogen. Om end jeg har tænkt episoden igennem mange gange og stadig ikke helt har overblik over hvad der er sket, så har jeg ingen psykiske men. Efter jeg var vågnet op, fik jeg nemlig hurtigt behageligt kvindeligt selskab og støtte, så derfor tænkte jeg ikke så meget over bedøvelsen. Først et par dage senere, da jeg kiggede min rygsæk ordentligt igennem og fandt ud af, at der manglede nogle ting, så fik jeg et ubehageligt deja-vu. Jeg fik stjålet alle mine kontanter, hvilket dog kun var omtrent 70 $, og så snuppede de også noget tøj, bl.a. en del af mine underbukser!!!, men det var også nogle forbryderpiger der havde fingre i mig, mere om det om lidt. Heldigvis tog de ikke mit pas, visa kort eller kamera, jeg slap billigt materielt.

Filippinsk bekymring

Jeg vidste selvfølgelig godt på forhånd at Filippinerne kunne være et usikkert land at besøge, især hvis man, som jeg, rejste alene. Der har været meget korruption i landet, der er udbredt kriminalitet, og i syd er der muslimsk terror og enkelte bortførelser. Hvad er der egentlig med de lande, der førhen har været spanske kolonier? Hvorfor er der så megen kriminalitet i de lande?, se på Syd Amerika. Alligevel så jeg frem til mit besøg i Filippinerne. Jeg ønskede at komme lidt væk fra masseturismen i østen, og besøge et land, som mange turister vælger fra. Landet står nu som det land, jeg husker bedst fra min 8 måneders tur i Syd Øst Asien. Både på godt og ondt. Det er jo et utroligt flot land, mange flotte øer, koralrev, vulkaner, bjerge, og også kulturelle højdepunkter. Og så er det et af de lande i østen, hvor mange af de lokale snakker godt engelsk, ja selv bedre end i Thailand efter min vurdering. Dette skyldes selvfølgelig den store amerikanske indflydelse med etablering af amerikanske militærbaser efter Anden Verdenskrig. Amerikanerne er væk nu, men sexindustrien har overlevet, og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg efter min bedøvelse op på et hotel nær den berømte sexgade “Fields Avenue” i sexbyen Angeles. Det havde nok ikke været mit eget ønske at indlogere mig på et “prostitutionshotel”, men billige er de.

Mangrovesump i Filippinerne.

Mødet

Nå, tilbage til historien. Det var min kun anden dag i Filippinerne, da det skete. Dagen før var jeg kommet fra Vietnam, hvor det af og til havde været et helvede at være turist, da mange lokale er nærgående for at tjene en skilling på dig. Filippinerne virkede mere vestligt og rigt, men den første nat boede jeg dog i den fattige sydlige del af Manila, nær lufthavnen. Selvom det var lidt snusket og skummelt her, var der ingen der var kommet op til mig. Ikke før en kvinde på omkring de 30 kom op til mig, mens jeg belæsset med min rygsæk var på vej til busstationen for at komme væk fra den beskidte storby. Der var endnu et stykke til busstationen, jeg svedte i varmen, og det var ikke det bedste kvarter i byen. Da kvinden var den første lokale jeg havde snakket med i gademiljøet, var jeg ikke så afvisende, og gav det en chance. Hun var ikke en nærgående sælger, men virkede mere som bare nysgerrig lokal. Senere stødte en anden kvinde til, en kraftigere dame omkring de 40, og de sagde, at de var kusiner. De var ikke særligt smukke, så jeg troede bestemt ikke, at de var prostituerede. Jeg ville måske være blevet lidt mere bekymret, hvis det var   to smukke kvinder, der prøvede at komme i nærkontakt med mig. De sagde bl.a., at de kom oppe fra den nordligere del af Luzon øen, og at de skulle tilbage i dag. De havde været i Manila og købe forskellige varer, som de påtænkte at sælge oppe nordpå. De boede hos familie i Manila, hvorfra de om et par timer skulle køre tilbage i en jeepney (filippinsk videreudbygget amerikansk militærjeep   der er udbredt i landet især som offentligt transportmiddel men også som privat køretøj). De gav udtryk for, at det var et farligt område jeg var i, og tilbød at jeg kunne køre med dem mod nord. Det var ganske rart at have lidt lokalt selskab, det gav lidt tryghed i gaden. Desuden var min destination Mt. Pinatubo nær Angeles City, hvilket var den vej de skulle. Jeg mener, at jeg var lidt afvisende, men til sidst fik de mig overtalt. Jeg betragtede det som en stor lejlighed til at snakke med de lokale og få et nemt og relativt billigt lift. Det forekom i hvert fald en del nemmere og mere spændende end at tage en bus. Det er jo en af glæderne ved at rejse, at man snakker med de lokale og kommer tæt på deres hverdag. I bagklogskabens lys var det naivt af mig at tage med dem, men gud ved hvor mange andre ubehagelige episoder jeg har undgået på mine rejser. Det er en svær balance akt. Rejser man alene, har man mere behov for at snakke med de lokale, og man kan tit komme tættere på dem, end hvis man rejste to eller flere sammen. Men det kan også være farligere.

Frokosten

Vi gik væk fra menneskemylderet og fandt en taxi. Jeg ville gerne betale, men fik ikke lov til det. De var meget flinke, og det var sjovt at snakke med dem (de havde mig i deres hule hånd). Vi snakkede om, at jeg måske kunne besøge dem senere på min tur i deres hjemby, godt med kontakter. Vi kørte til et sted i den nordlige del af Manila, hvor deres familie boede. Sjovt nok nærmede klokken sig frokost tid, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over. Men det var selvfølgelig planlagt meget nøje, at de skulle finde et offer kort før frokost. De inviterede mig på lidt mad, og vi gik indenfor. Jeg opdagede intet usædvanligt, der var børn i huset og en ældre dame, så det virkede på ingen måde kriminelt (igen sikkert planlagt). Vi åbnede en stor flaske San Miguel øl, som jeg delte med de to kvinder. Så kom den ældre dame op med tre skåle supper, en til os hver. Heller ikke usædvanligt at man får maden serveret. Herefter gik det stærkt, og jeg husker ikke rigtigt noget fra det næste døgn, før jeg vågner op på et hotelværelse i en anden by. Jeg mener dog at erindre, at suppen smagte meget stærkt, hvilket jeg kommenterede. Dernæst tror jeg at vi gik nedenunder for at synge karaoke, og så er jeg nok helt væk. Senere på dagen er jeg måske vågnet igen, da jeg synes svagt at huske, at jeg hånd i hånd med en af pigerne bliver fulgt ned til bussen. De siger at jeepney`en er gået i stykker, så jeg må i stedet tage bussen. Jeg husker intet fra busturen og husker ikke om jeg selv tjekkede ind på et hotel værelse i Angeles city, nogle timer nord for Manila.

Næste morgen

Da jeg vågnede næste dag opdagede jeg, at min trøje var fuld af bræk, og det samme var min lille dag turs rygsæk. Jeg har måske endda sovet på gulvet, hvilket en stuepige skulle have fortalt den pige (Miriam), jeg senere mødte på hotellet, og som blev et godt bekendtskab for mig. Jeg var svimmel og havde kvalme, som efter en voldsom druktur. Hvorfor var min trøje nu fuld af bræk? Jeg kan ikke huske, at jeg havde brækket mig. Var det en reaktion på bedøvelses pillerne, eller havde de proppet mig med sprut, så jeg skulle vågne op og tro jeg bare havde været fuld? Det må guderne vide. I hvert fald var jeg noget sløj og omtumlet da jeg omkring frokost tjekkede ud fra mit værelse, hvorefter jeg hang ved en af bordene i receptionen. Det gik op for mig, at jeg måtte være blevet bedøvet af pigerne dagen før, og i mit mavebælte manglede alle mine kontanter. Jeg tænkte på at tage videre til vulkanen, som jo egentlig var mit mål, men følte det ikke sikkert på daværende tidspunkt, og jeg var meget smadret. Så kom min redning, en kvinde ved navn Miriam. Jeg havde behov for at slappe af og sove noget mere, og da hun boede fast på et af hotellets værelser, inviterede hun mig indenfor, så jeg kunne slappe af. Dette udviklede sig til et godt venskab, og lige det selskab og nærværd jeg havde brug for efter sådan en tur. Det blev et godt venskab, og hun fulgte mig rundt på Filippinerne resten af min tid på øerne. Det var utroligt vigtigt for mig at have en ved min side, og en lokal kunne forudse problemerne, så lidt godt endte det da, intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jagten på en politirapport

For at kunne få nogle penge tilbage fra min forsikring måtte jeg dog lige have fat i en politirapport, hvilket skulle blive svært. Og uden Miriams hjælp og oversættelse var det nok aldrig lykkedes mig. I Angeles ville de ikke lave en, da de henviste til, at det nok ikke var der kriminaliteten var sket. Jeg fortalte, at jeg nu engang ikke kunne gøre for, at det var der, jeg var vågnet op. Men forgæves. Så måtte jeg jo til Manila for at få den lavet. Vi besøgte det nærmeste politikontor til det sted, hvor jeg havde mødt de to piger. De kunne ikke hjælpe os, men henviste til et andet kontor, der skulle tage sig af sådanne sager. Så tog vi derhen. Her mente de, at jeg ikke kunne være sikker på, at det var i Manila jeg var blevet bestjålet, det kunne lige så godt have været i Angeles. Her var jeg ved at springe i luften, ja, teoretisk vidste jeg ikke hvor det var sket, men det tydede dog mest på Manila. Så mente de, at jeg skulle henvende mig til det bydistrikt i Manila, hvor jeg havde fået frokosten. Åh nej, utroligt kompliceret, jeg var jo ikke så kendt i byen, så jeg kunne jo ikke sige præcist hvor det var, ikke andet end at det var i nord Manila. Til sidst mod betaling fik jeg den så lavet, sikken en omgang, pyha.

 Ja, nogle gange er det jo de negative historier og tragedier man husker bedst fra sine rejser, og denne episode glemmer jeg aldrig. Nu hvor jeg slap med lemmerne i behold, er det jo efterhånden en sjov historie, selvom jeg da helst ville have været foruden.

 

 

 The End

 

Bestig Kilimanjaro

Der er stadig pladser på Kilimanjaro 10. juli 2006.

I 2006 er alle vore gruppedeltagere til dato kommet på toppen (Uhuru Peak) af Kilimanjaro. Vi er ikke billigst – men tager du trekkingturen og akklimatiseringsplanen i betragtning (læs om højder her) kan vi med god samvittighed sige at du ikke får det bedre!. Vi går ad Shira-ruten, hvorved vi oplever hele Kilimanjaros fabelagtige natur.

http://www.kiplingtravel.dk/grr_oestafrika_kilimanjaro_5.895_meter_index.htm

Canon først med 16 millioner pixels – EOS 1Ds Mark ll

Canon bryder endnu engang pixelgrænsen med et nyt, digitalt spejlreflekskamera til de professionelle fotografer, der nu også kan arbejde trådløst.
Med lanceringen af EOS-1Ds Mark II samt et trådløst WLAN kit sætter Canon helt nye standarder for digital SLR. Dette nye spejlreflekskamera yder nemlig hele 16.7 millioner pixels, hvilket ikke blot er det hidtil højeste for et 35 mm. kamera, men også dobbelt så højt som Canons eget EOS-1D Mark II kamera.

– Vi fastholder således vores strategi fra EOS-1D og EOS-1Ds, hvor 1D modellen byder på høj hastighed, og 1Ds modellen byder på høj opløsning, siger produktchef Martin Elnebo fra Canon Danmark og understreger, at på begge fronter har de aktuelle modeller altså nu fået betegnelsen Mark II som efternavn.

Reelt ér der også tale om anden generation af Canons digitale versioner af sine professionelle spejlreflekskameraer, men selv om den seneste nyhed EOS-1Ds Mark II byder på feltets suverænt højeste opløsning, er der bestemt ikke tale om noget langsomt kamera.

Lynhurtig, højkvalitets full-frame

Selv om opløsningen i forhold til forgængeren EOS-1Ds er øget fra 11.1 til 16.7 millioner pixels, kan EOS-1Ds Mark II nemlig skyde op til 4 billeder i sekundet i serier på op til 11 optagelser i RAW og op til 32 optagelser i JPEG. Dermed er ikke kun opløsning, men også kapaciteten forbedret.

I modsætning til kollegaen EOS-1D Mark II, som godt nok byder på dobbelt så høj hastighed, er den nye EOS-1Ds Mark II ganske som forgængeren et full-frame kamera, der med en CMOS sensor på 36 x 24 mm. ikke alene eliminerer forlængelsesfaktoren på de anvendte objektivers brændvidde, men også giver maksimal udnyttelse af 35 mm. formatet.

– Det er essentielt set ud fra det faktum, at vi med EOS-1Ds Mark II blandt andet henvender sig os til reklamefotografer, der har behov for at kunne trække flest mulige data ud af den digitale fil. Vi regner med, at kameraet – ud over til studieoptagelser – især vil blive brugt til reklameoptagelser on location, hvor dets kombination af kvalitet og fleksibilitet, er uovertruffen, siger Martin Elnebo videre.

Konkurrerer med mellemformatet

EOS-1Ds Mark II producerer billedfiler på op til 50 MB, hvilket betyder, at kvaliteten ikke blot er langt bedre end på film, men også er et reelt alternativ til de digitale mellemformat bagstykker samtidig med, at objektivudvalget er langt større på 35 mm. platformen.

CMOS sensoren og anden generation af Canons billedprocessor, DIGIC II, sørger sammen for perfekt farvedynamik, forbedret hvidbalance samt generelt forbedret billedkvalitet, og kameraet understøtter naturligvis standardfarverummene Adobe RGB samt Wide Gammut RGB og en række CMYK specifikationer specielt rettet mod trykverdenen.

Via softwaren Digital Photo Professional version 1.5 tilbydes den hidtil hurtigste konvertering fra det tabsfri RAW-format til 24 BIT TIFF – faktisk helt op til seks gange hurtigere end tidligere. Den høje hastighed i softwaren giver desuden real-time visning, når den brede palette af RAW, TIFF og JPEG redigeringsværktøjer anvendes.

Fuld kontrol med billederne

De giver fuld kontrol over hvidbalance, dynamikomfang, eksponeringskompensation samt farvetoner, og ved konvertering fra RAW til TIFF eller JPEG påføres automatisk en ICC farveprofil (International Colour Consortium), hvilket betyder korrekt gengivning af farver i grafiske applikationer som f.eks. Adobe Photoshop.

Samtidig lagring i RAW og JPEG er en funktion, de fleste fotografer sætter pris på, og når det gælder JPEG, kan der vælges mellem 4 opløsningsgrader i 10 forskellige grader af komprimering, og CMOS sensorens indbyggede low-pass filter reducerer risikoen for moiré ved fotografering af tekstiler, hvilket specielt er vigtigt set i forhold til reklame- og studiefotografering.

Yderligere kan nævnes, at fotografen enten kan tilpasse de standardfarverum, der er mulighed for at arbejde i, eller definere sine helt egne, samt at der naturligvis kan defineres batchprocesser i forbindelse med RAW konvertering således at en serie af billeder automatisk kan påføres de samme egenskaber.

Helt igennem Canon teknologi

I modsætning til mange andre kameraproducenter har Canon en mangeårig tradition for ikke blot at selv at udvikle sine egne processorer, men også sine egne sensorer. Således anvender EOS-1Ds Mark II Canons egenudviklede tredjegenerations CMOS sensor, der blandt andet udmærker sig ved mindre digital støj, gode egenskaber, når det gælder om at registrere flest mulige nuancer såvel skyggeområder som mellemtone og højlys – samt ikke mindst minimalt strømforbrug, hvilket er essentielt for fotografen i marken.

Af andre fordele i EOS-1Ds Mark II kan nævnes en lynhurtig opstartstid på blot 0.3 sekund, Hi-Speed FireWire interface samt muligheden for at arbejde i spændet ISO 100 – 1600. I særligt krævende situationer kan det udvides til ISO 50 – 3200, og optagelserne kan let checkes på den store 2” LCD skærm med en opløsning på 230.000 pixels samt en zoomfaktor på op til 10x.

EOS-1Ds Mark II er naturligvis kompatibel med Canons mere end 60 forskellige EF-objektiver samt alle tilgængelige Speedlite flash. Kameraet anvender Secure Digital kort (SD) samt CompactFlash I og II (CF) med kapacitet på mere end 2 GB, og en batterikapacitet på op til ca. 1.200 optagelser pr. opladning skulle række til de flestes behov.

Nu også trådløs kommunikation

Samtidig med EOS-1Ds Mark II lancerer Canon et trådløst WLAN kit, der med understøttelse af IEEE802.11b/g giver mulighed for 54 megabit trådløs, højhastigheds billedtransmission af billeder til studiet, et billedbureau eller en redaktion.

Det kan ske via f.eks. et hot-spot, men den trådløse teknologi giver også mulighed for direkte overførsel af billeder fra kamera til computer hjemme i studiet. Her kan det dog også ske i et kablet netværk, hvor hastigheden er op til 100 megabit i sekundet.

Yderligere oplysninger om EOS-1Ds Mark II kan fås ved henvendelse til produktchef Martin Elnebo fra Canon Danmark på tlf. 44 88 24 08 (e-mail: mal@canon.dk)

Presserum

PR-Kontakter

Corporate

Consumer

B2B

PM arkiv

Billedarkiv

http://www.fotocentrum.dk

Vind en AdventureGuide T-shirt.

Det eneste du skal gøre er at oprette dig som bruger eller lave et indlæg.
 
Hver måned trækker vi lod om en AdventureGuide T-shirt blandt nye brugere eller brugere der har lavet et indlæg (værdi 99 kr.).
 
Skulle du ikke være heldig i lodtrækningen giver vi også 1 t-shirts til hver af de næste 5 brugere der opnår 150 point. 


Forside


Bagside

Den sendes gratis inden for Danmarks grænser.

Skulle du blot have lyst til at købe den, kan den bestilles via mail til: post@adventureguide.dk (pris: 99,- kr. + porto).

 

Cayo Costa – fantastisk ø, fantastisk fiskeri!

1

1. del – Første dag

Efter at have forladt det meget kedelige og kolde danske forårsvejr, lander vi i Miami International Airport i det sydlige USA, i staten Florida. Med det samme vi stiger ud af flyveren rammes vi af en meget varm og fugtig luft, og det går meget hurtigt med at få smidt den dansktilpassede beklædning. Efter en overnatning i Miami, flyver vi videre til Fort Meyers, og derfra tager vi en minifærge, der transporterer de få fiskere og vovemodige badegæster til vores mål for denne rejse, Cayo Costa. Dette drømmested er en lille ø på lidt over 20 km2 udfor Floridas vestkyst. Der er ingen elektricitet og næsten ingen mennesker udover nogle parkrangere på øen, og det eneste det er muligt at købe på øen, er isterninger til vores kølebokse.

Vi var 10 fiskegale gutter fra Danmark, der var taget med Atlantik rejser til denne ø, for at prøve kræfter med stærke tropiske arter som jacks, snooks, barracuda, hajer, rokker og tarpon. Lokalkendskab et sted som dette, er vigtigt, som det også er alle andre steder, hvor der ønskes succes med fiskeriet. Og heldigvis for os har vores guide Gordon Henriksen fra Atlantik rejser været i praktik som parkranger på denne ø, hvilket hjalp os meget. Især i de situationer hvor man skulle finde det rigtige spot at mede hajer og rokker, eller hvis man ønskede at finde det rigtige sted at svinge fluekæppen efter nogle af de bomstærke arter.

Vel ankommet til øen, var vi alle trætte efter den lange tur, men nogle få af os blev nød til at udforske dette paradis. Så allerede inden vi havde pakket ud, var fluestangen rigget til. En grøn og hvid Clouser Minnow blev bundet for enden af forfanget, og vi var to der stak af med fluestangen i hånden. Vi ‘fandt’ en lagune, som selvfølgelig skulle udforskes, og efter under 10 minutters fiskeri her resulterede dette i et meget tungt og hårdt hug på min flue. Hugget blev efterfulgt af et hurtigt udløb på over 30 meter, inden jeg nåede at gøre noget. Jeg fandt meget hurtigt ud af at denne fisk havde flere kræfter end en dansk havørred i ‘normal’ størrelse. Denne fisk blev jeg nød til bare at lade tage udløb, uden at prøve at stoppe den, da dette med stor sandsynlighed ville resultere i et knækket forfang, som ‘kun’ var 15 pund på det tyndeste sted. ‘Jeg har kroget en kæmpe jack!!’ råbte jeg til Martin, som allerede var i fuld løb over mod det sted som jeg stod. Det var min første tanke, for hvad andet kunne have taget min flue, som var så stærk?! Det var et meget hurtigt og kontant udløb. Andet udløb var lige så tungt og kontant som det første, og sådan blev det ved nogle gange. Så snart jeg havde fået listet omkring 10-20 meter på hjulet ved at pumpe, kæmpe og spænde min fluestang til det alleryderste, tog fisken endnu et udløb, og jeg kunne starte forfra.

2

Jeg ligger alt det pres på fisken, som jeg tør, da jeg flere gange er bange for at stangen skal knække.

Der gik over 15 minutter, før jeg fandt ud af hvad det egentlig var der havde taget min flue. Jeg fik presset fisken så langt ind på det lave vand, at jeg kunne se, at det var en pigrokke på omkring 10 kg, der havde ‘hugget’ på min flue. Det viste sig, at den var blevet kroget i ‘øjenbrynet’. Efter en lidt dramatisk landing, pga. den farlige pig på halen, afkrogning og udsættelse af den mærkelige fluefangst, trængte mine dødtrætte arme til et hvil, inden jeg fiskede videre.

3

Den ret atypiske fluefangede fisk.

Det blev samlet til 6 forskellige arter på under to timers fiskeri, heriblandt en barracuda på ca. 60 cm, som hoppede over 1,5 meter direkte op i luften 3 gange i træk, efter den havde taget den Clouser Minnow, der (selvfølgelig) stadig sad på mit forfang. Den flue var allerede efter førstedagen blevet min favoritflue.

Dette var bare den første dag på denne fantastiske ø, hvad skulle det ikke blive til de resterende 12 dage på øen. Dette fortæller jeg om i efterfølgende artikler om Cayo Costa.

At vi så ikke var helt så populære efter vi kom tilbage fra vores hurtige eventyr, skyldtes nok mere at mange af de andre ikke havde fundet ‘vores’ lagune endnu, og derfor ikke havde fanget noget særligt, end at de skulle vente på os, så vi alle kunne spise sammen.

Alle fik dog deres personlige oplevelser med de tropiske arter. Blandt disse oplevelser kommer, en haj over 2 meter med levende unger i maven, en spole der blev tømt for 500 meter line på omkring 30 sekunder, og hoppende 2 meters tarpon som sprængte vores 30-50 punds liner som var det det letteste i verden, hurtigt frem fra hukommelsen. Udover de mistede fisk, var der også alle dem vi fik på land. Vi fangede tilsammen over 30 forskellige arter på de 12 dage på Cayo Costa. Men jeg har ikke fået nok, og jeg skal med sikkerhed med Atlantik rejser dertil igen i 2005. De fisk har brændt sig så fast på nethinden, at de enten får mig til at smile af fryd eller råbe af ærgrelse i søvne, da mange af dem stadig svømmer rundt derude.

Hvis du er interesseret i at høre mere om dette spændende fiskeri, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail: madsc0309@yahoo.dk, vores guide på denne tur Gordon Henriksen på mail: gordon@atlantik.dk, eller tjek www.atlantik.dk for mere information.

Mads Christoffersen