Månedsarkiv: september 2004

Gennem Canada på cykel

 
I foråret 2003 besluttede jeg mig for at cykle over det nordamerikanske kontinent sammen med en canadisk veninde, jeg havde mødt under et studieophold i Canada i efteråret 2001. Der skulle dog gå endnu et år før planen blev ført ud i livet, da jeg først måtte skrabe tid og penge sammen. Den 15. maj 2004 sad jeg så i en British Airways maskine på vej til Toronto og en af de største oplevelser i mit liv. Da vi (min cykelmakker Kristen og mig) samme dag fløj over Rocky Mountains sneklædte bjergtoppe for at komme til Vancouver og starten på vores odysse, gik tanken kan de her virkelig lade sig gøre gennem mit hoved. Ikke mindst fordi jeg ikke rigtig havde fået trænet så meget som jeg gerne ville – kun cirka 600 km, eller 10% af ruten, var det blevet til. Men vi sagde til hinanden at det jo ikke var indlandsisen vi var på vej over og hvis vi kom i problemer kunne vi jo bare hoppe på et tog og et fly og tage hjem. Så galt gik det dog ikke! I Vancouver tilbragte vi fire dage, hvor jeg fik købt mig en cykel, vi fik samlet grej sammen og nydt vestkyststemningen, det gode canadiske øl og det gode vejr. Det kan helt sikkert betale sig at købe sin cykel (og alt andet outdoor-udstyr) i Canada – jeg sparede cirka 40% på min cykel og en del andet grej. Efter at havde dyppet vores baghjul i Stillehavet, cyklede vi ud af Vancouver den 19. maj. Den første dag var stille og rolig, godt vejr og fladt terræn, men allerede på anden dagen fik vi problemer. Vi ramte Rocky Mountains med et brag, overså et bjergpas på kortet og kiggede med mistro på et Campsite closed skilt, efter at havde lagt 8 timer, 122 km og dagslyset bag os. Vi frøs og turde ikke ligge os til at sove på den forladte lejrplads pga. områdets bjørne og ulve. Heldigvis blev vi reddet lidt længere ned af bjerget af et skiresort, der lige nøjagtigt havde åbnet for sommersæsonen. Vores ilddåb var ovre. Resten af the Rockies forløb som planlagt, eller måske lidt bedre. Vi havde regnet med af køre mindst 100 km om dagen på turen, men havde hørt fra mange kanter at man ikke kunne holde den distance i bjergene. Men det gjorde vi, og efter 10 dage var vi ude på prærien. Den canadiske prærie strækker sig over to tusind kilometer fra Calgary i vest til Winnipeg i øst. Dette var turens hårdeste og kedeligste del, for prærien synes ingen ende at tage og vejret var, med undtagelse af fire 32 graders dage, ret miserabelt. Vi havde hørt at man bliver blæst af sted af den kraftige vestenvind, men så ikke rigtig noget til den før ved grænsen til Manitoba. Her præsterede vi
vores længste dag på 281 km, noget vi stadig ikke rigtig kan fatte. Men præriens kedelige vidder, bliver afbalanceret af utrolige gæstfrie og venlige mennesker – noget som Canada er fyldt til randen af. Vi blev fx inviteret til at overnatte hos nogle tilfældige mennesker vi faldt i snak med i en lille by på grænsen til Ontario. Og så var der motelindehaveren, der kørte 70 km for at indhente vores cykler og give os vores digitalkamera, som vi havde glemt på vores værelse.
Ontario ligner på mange måder Sydsverige og de første 600 km til man kommer til Thunder Bay ved Lake Superior indeholder mange klippede og ikke mindst øde områder, hvor man cykler op til 80 km uden at se bebyggelse. Vi var blevet frarådet at cykle nord om Lake Superior og i
stedet tage turen gennem USA, men vi var fast besluttede på at blive i Canada hele vejen og strækningen ned til Sault Ste. Marie var da heller ikke så slem som frygtet. Nu var vi over halvvejs gennem kontinentet og samtidig blev vejret betydeligt bedre. Det samme blev humøret, der ellers havde været ret langt nede: Man bliver simpelthen træt af hinanden når man kun er to mennesker sammen. En så lang tur som denne bliver på den måde også en mental udfordring, som på mange måder er hårdere end det daglige fysiske slid med at stå op, pakke lejren ned, cykle over 100 km, slå lejr, lave mad osv.
Men der var dog lang vej endnu. Fra Sault Ste. Marie gik det over Manitulin Island til Barrie og op til Ottawa, Canadas hovedstad. Her holdte vi tre hviledage hos en australsk ven Kristen havde og nød ikke at skulle på sadlen, men bare kunne slappe af og se byen. Og lige sådan gik det også resten af turen op langs St. Lawrence floden. Vi nød det gode vejr, så byerne Montreal (lækker jazzmusik) og Quebec City (europæisk by) og cyklede stille og roligt tættere på vores mål Halifax og Atlanterhavet. Vi følte det faktisk som om vi var i mål, selvom der var over 1.500 km tilbage. Gennem New Brunswick meldte hverdagen sig dog igen og vi havde nogle trælse dage, hvor det gav bagslag at vi havde følt os i mål. Vores kroppe var trætte og vejret viste sig nogle dage fra en ret uvenlig side. Men det var også provinsen hvor vi kom gennem byen New Denmark og mødte en 98-årig dansker, der var kommet til den nye verden i 1923. Han snakkede stadig dansk og gav en øl og en snak.
Da vi endelig nåede til Halifax havde vi tilbagelagt 6.882,81 km, var kommet igennem fem tidszoner og ni af Canadas ti provinser. Det var meget uvirkeligt at trille ned på havnen og dyppe forhjulene i Atlanterhavet for der var jo ingen velkomstkomité, ingen målstreg og de eneste mennesker på molen, der vidste hvad vi havde udrettet, var os selv. Vi sad i lang tid ved vandkanten og kiggede underligt på hinanden og havet. Turen var lykkedes og over alt forventning og de næste fire dage blev tilbragt med en øl i hånden og med solen skinnende varmt ned over os.
 
 
Hvis du vil se flere billeder fra vores tur, læse i min dagbog eller se ruten, så klik dig videre til min hjemmeside om turen www.canadapaacykel.dk

Billeder fra Malaysia

Disse billeder er taget på min tur til Malaysia i 2001.

Trætte men glade når vi toppen at Mt. Kinabalu.

Fra dykkerperlen Sipadan.

Skildpadde på Sipadan.

Udsigten undervejs til toppen af Mt. Kinabalu.

En green pit viper set under en sejlads på Sukua floden.

En orangutang fra Sepilok orangutang center.

Mont Blanc 2004

Billeder fra min tur til Mont Blanc juli 2004
– anden gang på Mont Blanc…
– anden gang vi ikke nåede toppen…
– Grrr…!

Iiiiiver på vej ned igen

Topforsøg kl. 4 om natten. Det blæste voldsomt og stien var næsten sneet til.
Vi nåede ca. 4300 m op, før vi besluttede os for at vende om. Grrr

Tano på vej ned

Iiiiiver se på et hul i sneen – som formentlig er 100-vis af meter dybt – ja, det er ikke helt ufarligt…

Teltlejr ovenfor Goûter

Iiiiiver foran Goûter-hytten (3817 m)

Tëte Rousse (3167 m) – den sprang vi over og gik direkte til Goûter.

Der er mange kors på vejen op – ‘Kun en tåbe frygter ikke bjerget…’

Madlavning i refugiet – havregrød morgen og middag – TravelLunch til aften.
Jeg spiser ALDRIG havregrød igen!!!

Hytte, hvori vi overnattede den anden nat – vejret var for dårligt til at nå til Tête Rousse

En bjergged uden for refugiet

Iiiiiver og Tano på vej langs bjergbanen – rigtige mænd går hele vejen op…!

Fra venstre: Undertegnede, Tano og Bøf

En Trangia fungerer mange gange bedre med en benzinbrænder i fht. både gas og sprit

Manden de kaldte `Iiiiiver´

Camilla og Bøf – nu hr. og fru kaptajn Pedersen

Udsigt over bjerget fra campingpladsen

Iiiiiver og Tano. Læg mærke til hvor kækt Tano bærer sin hue under hjelmen…

Endnu en bjergged – denne gang med meget diabolske horn…!

Ingen overnatning på Sipadan, Malaysia

Med henblik på at bevare det fantastiske marineliv omkring øen skal de 5 dykkerfirmaer fjerne deres overnatningssteder på øen inden udgangen af dette år.
 
 
Udenrigsminister Datuk Seri Syed Hamid Albar ønsker at søge UNESCO om at få Sipadan optaget på UNESCOs “world heritage site” liste. Hvilket er med rette. Sipadan har et fantastisk dyreliv.
 
Dykkerfirmaerne er forståeligt nok noget utilfredse med beslutningen. De frygter endvidere at fiskeri med dynamit igen vil forgå omkring øen. Deres konstante tilstedeværelse havde ellers standset denne ødelæggende måde at fiske på.
 
Læs mere om dykning på Sipadan: Klik her…