Tømmerflådesejlads på Klarälven.

Alle friske drenge har rodet med træpæle og brædder ved den lokale grusgrav i et forsøg på at lave en tømmerflåde. For herefter at søsætte en mere eller mindre flydedygtig flåde. I Sverige er der mulighed for at genopleve disse stunder.
Gennem Värmland i Midtsverige løber Klarälven og her er der mulighed for at tage en 4 eller 7 dages tur på tømmerflåde.

Generelt
Man begynder turen i Gunnerud hvor man skal være kl. 1700. Her får man udleveret: redningsveste, 2 vanddunke, pagajer, tændstikker, spade, toiletpapir og kort over floden. Senere på aftenen gennemgås turen og man øver de knob der skal bruges for at bygge tømmerflåden. Man overnatter i telt på bredden ved floden.
Næste morgen kl. 0715 bliver man transporteret op til udgangspunktet hvor man skal bygge flåden.

Bygningen af tømmerflåden
Man begynder med at lægge træstammerne op i tre bunker. De tykkeste som skal bruges til bunden og de mindste som skal være øverst og dermed bliver det gulv man skal leve på de næste mange dage.


Tømmer lægges op

De tykke træstammer rulles ud i floden og bindes sammen med de knob man øvede dagen før.


Nederste lag er klar

Så lægges anden og tredje lag på. Herefter sættes ræling og siddebænk på.


Første halvdel

Og vupti 3 timer senere har man en tømmerflåde.

Det var så den første del og man kan begynde på endnu en tømmerflåde.
De to tømmerflåder bindes sammen og man bygger et skelet til at spænde presenningen ud over så man har læ for sol eller regn.


Så mangler der kun presenningen

Efter at have bygget den første del blev vi lidt “dovne” og det var nok ikke verdens tykkeste stammer vi brugte til at bygge den anden del. Hvilket resulterede i at vandet kom op mellem stammerne hvis man sad ude i hjørnerne. Så hvis I er 4 der skal af sted sammen og ikke 2 som os bør I nok bruge lidt ekstra tid på at finde nogle store stammer til nederste lag.

Så er det bare at bære sit udstyr ombord, skubbe fra land og eventyret kan begynde.

Sejlads på floden
Tømmerflådesejlads er den perfekte måde at stresse af på. Flåden glider af sted med strømmen og med en tophastighed på 2 km/t er der rigelig tid til at nyde det svenske landskab der glider forbi.
Sejladsen er endvidere et paradis for den dovne lystfisker.


Doven lystfisker

Så kan man læne sig tilbage og lade strømmen føre en fra fiskested til fiskested. Det er muligt at fange Ørred, Haar og i sjældne tilfælde også Laks. Der er ingen billeder af min fangst da jeg ikke havde min makrolinse med. Der er endvidere mulighed for at se bævere.

Det viste sig at være ganske hårdt arbejde af padle flåden fra den ene side til den anden. Så toiletbesøg skal planlægges i god tid. Den mest effektive måde at standse flåden på er at kaste sig i vandet og svømme ind til bredden med et reb og snøre det et par gange rundt om et træ.

Overnatning
Man overnatter på bredden og her kan det anbefales at overnatte på nogle af de små sandbanker der danner øer ude på floden. Der er ikke nær så mange myg her som inde ved bredden. Øerne fremgår tydeligt af det udleverede kort.


Overnatning på bredden

Praktiske oplysninger:
Det er en god ide at tage et par arbejdshandsker med da arbejdet med træstammerne kan være hårdt ved hænderne.
Der er ikke de særligt gode overnatningssteder de sidste 5 km før Gunnerud, så find et sted til sidste overnatning før det.
Turen går gennem tre fiskeområder og hvert område koster 80,- SEK.

Booking:
Turen gennemføres af “Vildmark i Värmland” og booking kan ske gennem “Holte Turist”.
www.holteturist.dk Email: kontakt@holteturist.dk