Månedsarkiv: februar 2004

Tømmerflådesejlads på Klarälven.

Alle friske drenge har rodet med træpæle og brædder ved den lokale grusgrav i et forsøg på at lave en tømmerflåde. For herefter at søsætte en mere eller mindre flydedygtig flåde. I Sverige er der mulighed for at genopleve disse stunder.
Gennem Värmland i Midtsverige løber Klarälven og her er der mulighed for at tage en 4 eller 7 dages tur på tømmerflåde.

Generelt
Man begynder turen i Gunnerud hvor man skal være kl. 1700. Her får man udleveret: redningsveste, 2 vanddunke, pagajer, tændstikker, spade, toiletpapir og kort over floden. Senere på aftenen gennemgås turen og man øver de knob der skal bruges for at bygge tømmerflåden. Man overnatter i telt på bredden ved floden.
Næste morgen kl. 0715 bliver man transporteret op til udgangspunktet hvor man skal bygge flåden.

Bygningen af tømmerflåden
Man begynder med at lægge træstammerne op i tre bunker. De tykkeste som skal bruges til bunden og de mindste som skal være øverst og dermed bliver det gulv man skal leve på de næste mange dage.


Tømmer lægges op

De tykke træstammer rulles ud i floden og bindes sammen med de knob man øvede dagen før.


Nederste lag er klar

Så lægges anden og tredje lag på. Herefter sættes ræling og siddebænk på.


Første halvdel

Og vupti 3 timer senere har man en tømmerflåde.

Det var så den første del og man kan begynde på endnu en tømmerflåde.
De to tømmerflåder bindes sammen og man bygger et skelet til at spænde presenningen ud over så man har læ for sol eller regn.


Så mangler der kun presenningen

Efter at have bygget den første del blev vi lidt “dovne” og det var nok ikke verdens tykkeste stammer vi brugte til at bygge den anden del. Hvilket resulterede i at vandet kom op mellem stammerne hvis man sad ude i hjørnerne. Så hvis I er 4 der skal af sted sammen og ikke 2 som os bør I nok bruge lidt ekstra tid på at finde nogle store stammer til nederste lag.

Så er det bare at bære sit udstyr ombord, skubbe fra land og eventyret kan begynde.

Sejlads på floden
Tømmerflådesejlads er den perfekte måde at stresse af på. Flåden glider af sted med strømmen og med en tophastighed på 2 km/t er der rigelig tid til at nyde det svenske landskab der glider forbi.
Sejladsen er endvidere et paradis for den dovne lystfisker.


Doven lystfisker

Så kan man læne sig tilbage og lade strømmen føre en fra fiskested til fiskested. Det er muligt at fange Ørred, Haar og i sjældne tilfælde også Laks. Der er ingen billeder af min fangst da jeg ikke havde min makrolinse med. Der er endvidere mulighed for at se bævere.

Det viste sig at være ganske hårdt arbejde af padle flåden fra den ene side til den anden. Så toiletbesøg skal planlægges i god tid. Den mest effektive måde at standse flåden på er at kaste sig i vandet og svømme ind til bredden med et reb og snøre det et par gange rundt om et træ.

Overnatning
Man overnatter på bredden og her kan det anbefales at overnatte på nogle af de små sandbanker der danner øer ude på floden. Der er ikke nær så mange myg her som inde ved bredden. Øerne fremgår tydeligt af det udleverede kort.


Overnatning på bredden

Praktiske oplysninger:
Det er en god ide at tage et par arbejdshandsker med da arbejdet med træstammerne kan være hårdt ved hænderne.
Der er ikke de særligt gode overnatningssteder de sidste 5 km før Gunnerud, så find et sted til sidste overnatning før det.
Turen går gennem tre fiskeområder og hvert område koster 80,- SEK.

Booking:
Turen gennemføres af “Vildmark i Värmland” og booking kan ske gennem “Holte Turist”.
www.holteturist.dk Email: kontakt@holteturist.dk

 

10 citater og 10 gode råd

Det er efterhånden en del år siden Izaak Walton i 1635 skrev den første egentlige bog om lystfiskeri: Den fuldkomne fisker. Siden da har mange dygtige forfattere (og fiskere) nedfældet deres visdomsord om vores lidenskab, ja for at kalde det en hobby ville være syndt. De fleste ivrige lystfiskere, inklusiv mig selv, har også en god samling fiskelitteratur derhjemme. Her har jeg tilladt mig at håndplukke ti gode citater som jeg mener er værd at samle på. De er så sammensat med ti snusfornuftige råd som jeg mener er værd at huske på.

“Jeg har aldrig mistet en lille fisk. Det kan jeg ærligt sige. Det var altid den største fisk jeg fangede der slap væk.”

Eugene Field (1850-1895)

Surt er det, når den store slipper væk. En ting du nemt kan gøre for virkelig at forbedre dine chancer, er at bruge skarpe kroge. Det tager ikke lang tid at skærpe krogene inden de ryger derudaf, og er der bare en stor kleppert der ellers ville have sluppet væk der bliver hængende, var det alt besværet værd.

“At blære sig bringer nok ikke lykke, men ingen som lige har fanget en stor fisk, vælger at gå hjem ad en mørk bagvej”

Anonym

Husk altid kameraet når du tager på fisketur. Ikke kun for at have beviser på den store fisk, men også for at minde dig selv om dine gode fiskeoplevelser. Billederne skal tages når fisken er frisk og på lokaliteten, ikke hjemme i baghaven.

“Jeg gør det til en regel aldrig at veje eller måle en fisk jeg har fanget, men skønner dens mål så nøjagtig som muligt og øger med en femtedel eller omkring tyve procent. Dette gør jeg mest fordi folk tror at alle lystfiskere overdriver med mindst tyve procent, og på denne måde tager jeg forbehold for den mistro folk tillæger mine fortællinger.”

Ed Zern 1977

Hvis du ikke altid kan huske at have målebånd eller tommelstok med på turen, så tegn nogle mærker eller sæt tape på stangen for at markere 30, 35, 40 og andre relevante mindstemål. Så kan du nemt tjekke en fisk og hurtigt genudsætte eventuelle undermålere. Om du så vil lægge 20% til når du fortæller om din fangst, det må være din egen sag.

“Gode fisk er for værdifulde til at blive fanget bare en gang”

Lee Wulf 1939

Det er værd at overveje om ikke man burde sætte de største og flotteste fisk ud igen og i stedet tage de mindre med hjem til stegepanden. Den personlige glæde ved at genudsætte en rigtig flot fisk er stor, og biologisk set er det de store sunde eksemplarer vi helst vil have til at bidrage til de fremtidige bestande.

“Der er ingen grund til at gå fem mil for at fiske, når man kan regne med at have lige så lidt succes tæt på hjemmet.”

Mark Twain (1835-1910)

Glem ikke de hjemlige vande. Man kan drømme om eksotiske storfisk fra troperne, men glæden ved at fange en lille fisk i en mose tæt på hjemmet kan være lige så stor. Desuden er der store fordele ved at fiske det samme vand ofte, så man lærer det at kende, og finder ud af hvilke forhold der er mest produktive.

“Fluebinding er det næstbedste efter fiskeri; det er den slags slikken om læberne der mindsker tørsten hos en mand i ørkenen.”

Arthur Ransome (1929)

Lad vær med at tabe modet hvis det ikke lige er den bedste tid på året til at fiske. Brug vinteren på at gøre grej klar til næste sæson, og nyd tiden ved fluestikket eller foran pejsen med en god fiskebog.

“Denne vinter er jeg fast besluttet på at fiske fornuftigt for en gangs skyld. Og med det mener jeg behageligt.”

Tom Sutcliffe (1990)

Vi kan bruge flere uger på at klargøre grejet til en fisketur, men nemt glemme de lange underbukser. En god tur til kysten bliver hurtigt ødelagt hvis man fryser og maven er tom. Dette er nemt at forhindre, blot man sørger for at få den rigtige påklædning med og en ordentlig madpakke med evt. kaffe og chokolade til at give ekstra energi. Er man lidt mere ambitiøs, kan et primus og en gang varm mad virkelig gøre underværker på en kold vinterdag.

“Godt fiskeri stopper aldrig. Der er bare nogle gange, der er bedre end andre.”

George Fichter

En fisker er nødt til at have masser af tålmodighed. Nogle fisk skal først fortjenes, og fanges først efter mange timers fiskeri uden hug.

“Mange mænd har fisket hele livet, uden at vide det ikke var fiskene de var efter.”

Henry David Thoreau (1854)

Glem ikke at nyde naturen, kammeraterne og alle de andre grunde til at du kan lide at tage på fisketur – ud over fiskene.

Det skal dog lige siges at jeg kender hårdnakkede flittige fiskere der griner af dette citat, som ikke anser det for visdomsord, men for en dårlig undskyldning…….

“Hvis du vil være lykkelig i en time, drik dig fuld.

Hvis du vil være lykkelig i tre dage, bliv gift.

Hvis du vil være lykkelig i otte dage, dræb en gris og spis den.

Hvis du vil være lykkelig resten af dit liv, lær at fiske.”

Kinesisk ordsprog

Husk hvor heldig du er, og hvor synd det er for alle de andre, der ikke forstår os.

Knæk og Bræk!

Dykning ved Daugård 2

Hvad
Et nemt og lavt dyk. Perfekt som årets første dyk efter vinterpausen, eller for nybegynderen, der skal ud på egen hånd. Mulighed for at se søanemoner, stenbidere og andet liv.

Hvem
Alle med et gyldigt certifikat.

Hvor
Ved Daugård Strand, 15 km vest for Vejle.

Kort og Matrikelstyrelsen

Hvordan

Kort og Matrikelstyrelsen

Der parkeres på P-pladsen. Gå i vandet og så er der frit slag. Der er flere stengrupper spredt ud over bunden og de er alle begroet med søanemoner, hvilket er ret udsædvanligt for et stranddyk i en fjord. Ved stenene kan I også være heldige og se stenbidere.
HUSK OVERFLADEBØJEN, DER ER MEGET BÅDTRAFIK

Rating
Dykket er meget nemt og egentlig meget flot. Et godt dyk for begynderen og også den erfarne der skal have et roligt grilldyk. AdventureGuide giver 5 Finner (ud af 10).

Se også Dykning efter tegl og tallerkener ved Daugård Strand

Grand Central couloir

Mt. Kitchener

Nordsiden af Mount Kitchener er en stejl væg der rejser sig ca. 4000 fod fra morænerne for neden. Denne væg er kløvet af en svagt kurvet couloir – The Grand Central. Ruten blev første gang klatret af Jeff Lowe og Mike Weiss i 1974. Jeff Lowe havde forsøgt ruten før, sammen med George Lowe, men de havde for varmt vejr og de faldende sten fik Couloir’en til at rumle som New Yorks Grand Central Station på Juleaften – deraf navnet. Ruten går for at være en af de klassiske Rockies “Grand Course” – klassiske hårde ruter. Lowe sammenligner den med ruter som SuperCouloir på Mt. Blanc du Tacul og Colton/Macintyre på Grandes Jorasses i Alperne, idet alle tre var ruter der blev klatret ved brug af teknik og fysik tilegnet under vinterklatring på frosne vandfald. Disse ruter var en naturlig, alpin, progression af vandfaldsklatring, som dengang var forholdsvis ny som individuel sport.

Linien, historien og atmosfæren omkring ruten appellerede til Mathias – min kammerat fra Equador og mig selv. Det at problemerne på ruten kan løsesnæstenudelukkendepå is, var det sidste vi havde brug for, forat overtale os selv til at give den et skud.

 


 

 

På Tilgangen til Kitchener. Toppen af ruten kan ses i baggrunden. Foto © Mathias Dammer

 


 

 

Vi havde begge fri i en uge i april, så vi lånte Mathias’s roommate’s bil og susede af sted mod Rockies. Vi håbede at vinterens snefald havde nået at opbygge en masse is og at det ikke var begyndt at smelte endnu.

Vi planlagde at gå tilgangen, sove for foden af ruten og så starte op ved midnatstid. Tilgangen gik overraskende let på trods af at det var op ad bakke og vi havde “overnatningsrygsække” på. Vi fik dog lov at svede en del, hvilket jeg senere måtte bøde for. Vi slog teltet op ca. en halv times gang fra væggen, og fik smeltet noget sne og lavet lidt mad.

 


 

 

 

Telt under Kitchener. Det meste af væggen er gemt i skyerne.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Der var stadig en del timers mørke tilbage da vi stod op. Støvlerne (vi var begge i læderstøvler!) var som blokke af is og svære at få på. Sveden fra tilgangen var frosset. Det havde vi begge prøvet mange gange før, men denne gang kunne jeg slet ikke tø dem op, selvom vores tilgang var længere end den beregnede halve time. Væggen var simpelt hen så stor at vi groft havde fejlvurderet afstanden – der var nærmere to timer der hen. Heldigvis havde det meste af væggen været dækket i skyer dagen før, så vi ikke var blevet alt for skræmte af størrelsen på væggen.

 

Ruten startede op ad en lang, lavinefarlig sne skråning som hele tiden blev stejlere. Efter ca. 400 højdemeter blev det så stejlt at sneen blev skiftet ud med is. Vi stoppede her for at drikke og smelte lidt sne, mens vi stadig kunne lave en hylde at hvile på. Det var tidligt på dagens lyse timer. Vejret var koldt og væggen stille. Det berygtede stenfald holdt sig i ro. Vi anslog temperaturen i den tørre luft til ca. minus 15 grader C, men det var sandsynligvis koldere. Jeg har senere hørt fra en kammerat som deltog i et isklatrekursus nogle dage forinden i samme område, at de havde minus 40 grader C! Så koldt var det nok ikke men det var måske nok koldere end vi troede.

Da vi havde fået lidt væske i os, gik vi parallelt op ad en stenhård isskråning på ca. 60 grader til bunden af en kamin med noget særdeles stejl is i bunden. Vi mente at det var “Blanchard/Doyle Icestrip” og det var den variation vi ville klatre. Mathias tog første reblængde som var 4+/5 grads is op gennem kaminen, som ikke var meget bredere end vores skuldre. Helt fantastisk.

Min reblængde var stort set magen til, måske endda lidt stejlere. Jeg klatrede indtil jeg løb tør for reb, 60 meter højere. Fra min standplads kunne jeg se der hvor isen blev til en snehylde som det så ud til man kunne traversere mod venstre, i retning af hoved-couloir’en.

 


 

 

Kasper fører anden reblængde i iskaminen.

Foto © Mathias Dammer

 


 

Mathias førte op mod hylden, kom til et sted hvor kaminen ligesom knækkede en smule til siden og tvangham til at lave et par usikre, besværlige bevægelser som han havde sikret med en god isskrue. Så kom han op i sneen og pludselig bevægede rebet sig ikke mere! Det så ud som om han nærmest lå på maven i sneen, men det kunne være vinklen der snød. Langsomt, langsomt krøb rebet gennem min bremse indtil jeg ikke længere kunne se Mathias. Rebet fortsatte opad, lige så langsomt som før, for til sidst at stå stille. Et par sekunder efter råbte Mathias noget jeg ikke helt kunne høre. Han forsøgte igen . Det lød som om han spurgte efter vores pitoner, som han havde valgt ikke at tage med på reblængden. Jeg bandt dem i det ene reb og Mathias begyndt at hejse dem op. Så kom de ned. Så op. De sad åbenbart fast i et eller andet. Til sidst tryglede Mathias om bare en piton. En lille en. Jeg bandt en tynd, blødståls Knifeblade i rebet og den kom op. Så hørte jeg hammerslag – det var Mathias der huggede klippen ned som man gør det med rådden is. Rockies er ikke kendte for høj kvalitet sten. Tilsidst hørte jeg lyden af en piton der bliver slået i og lidt efter fik jeg besked på at komme op, uden at falde. Jeg klatrede op til Mathias’s isskrue og tog den ud. Det eneste der nu kunne forhindre os begge i at blive slået ihjel hvis jeg skulle falde var en enkelt Knifeblade i rådden klippe! Og nu skulle jeg så til at klatre det besværlige sted – fuld koncentration, tak. Jeg turde ikke lave de marginale bevægelser på isen som Mathias havde lavet, så jeg tog klippen til hjælp og drytoolede med den ene økse. Et par M5 bevægelser og jeg kunne se hvorfor Mathias havde været så lang tid om sneen. Det var en kæmpe sne “mushroom” som hang ud over dybet. I den var et stort hul hvorigennem man kunne se hele vejen ned ad væggen! Den eneste vej over var at bridge med et ben på hver side af hullet, men sneen var helt ukonsolideret og det er mig stadig en gåde at vi kunne klatre i det. På den anden side var en snevæg på 2-3 meter. Mathias havde stået der, med et ben på hver side af hullet og hugget løs på denne væg indtil den ikke længere var overhængende, men kun lodret. Heldigvis havde han været nogenlunde sikret af snelæben i tilfælde af han skulle ryge ned gennem hullet. Nu skulle jeg så over men igen med den ene piton i den rådne klippe som vores eneste forbindelse til bjerget. Heldigvis var væggen jo allerede hugget til, så det gik.

Vi fik nu forstærket Mathias’s standplads med to knifeblades mere og fik orienteret os lidt. Vi blev enige om at vi ikke var på den rette linie, men måske en travers kunne bringes os tilbage. Så var det måske alligevel ikke “Blanchard/Doyle Icestrip” vi havde klatret.

Jeg forsøgte traversen. Klippen var stejl, rådden og dækket i puddersne. Til gengæld var der ingen sikringer. Efter et par meter besluttede jeg mig for at det ikke var det værd og klatrede tilbage til standpladsen. “Du er velkommen til at forsøge. Måske er det bare mig der er en kylling.” Siger jeg. “No Kasper. If you couldn’t do it, I’m not even going to try.” OK, så er det vist ned ad. Vi havde mistet for meget tid til at forsøge at abseile ned og klatre tilbage op ad den rigtige linie. Mine tæervar kolde og jeg var bange for at fryse dem på en bivuak.Vi var nået 800-900 meter op af ruten.

Et par håndfulde abseils bragte os tilbage til det punkt hvor vi havde holdt pause på vej op. I samme øjeblik gik der en powder-lavine ude til siden. Den kom fra cornice’n helt oppepå toppen og falder over vores rute videre ned. Sneen var ikke nok til at skade en person, men mon ikke der også var nogle klumper is eller sten blandet i? Det ville i hvert fald være nemt at blive forvirret og måske tabe balancen i infernoet, hvis man stod under den. Så gælder det om at bevæge sig hurtigt, så man tilbringer så lidt tid som muligt i farezonen. Vi sprintede nedad, så godt vi kunne på dette moderat stejle sneparti.

Da vi langt om længe nåede teltet, havde vi været i gang i over 16 timer på en stejl nordvæg i fulde vinterforhold. Vi var begge lidt halvtrætte. Der var ikke mere mad tilbage, så vi kunne hoppe direkte i poserne og nøjes med at smelte lidt sne over brænderen.

Da jeg tog strømperne af, kunne jeg godt se at den var gal med tæerne. Og ganske rigtigt, den velkendte smerte af forfrysninger der tør, begyndte stille og roligt at tage til. Og til…

Morgenmaden næste morgen var hurtigt overstået – der var ikke nogen.

Jeg var bange for at skulle gå tilbage til vejen på mine forfrosne fødder som var blevet tøet i løbet af natten, men jeg havde ikke noget valg. Det var mest højre storetå der er gal, den havde fået helt forkerte farver. Heldigvis kunne jeg sagtens få mine støvler på og vi pakkede vores grej sammen. De næste 4 timers vandring var en pine, mest psykisk, fordi jeg var så bange for mine tæer – det gjorde ikke rigtig ondt, men jeg var meget omhyggelig med ikke at støde tæerne, hvilket var umuligt på de isede moræner.

Hospitalet i Jasper var lukket, så vi gik i svømmehallen og sad i boblebadet. Næste formiddag gik jeg til lægen for at få checket tæerne. “You may loose some of this…” Så galt gik det dog ikke, jeg passede og plejede mine fødder den næste måneds tid. Storetåen blev sort ned til første led og der var en stor vabel på – heldigvis uden blod i. Jeg tabte neglene på alle 10 tæer og huden på storetåen. Selve tåen blev dog ikke kortere, og jeg åndede lettet op. Snart kunne jeg bruge almindelige sko igen og klippesæssonen havde ikke været i gang længe før jeg kunne tage friktionssko på også.

Jeg slap godt fra det, men må nu være superdisciplineret med mine fødder for at undgå fremtidige forfrysninger, for mine fødder bliver kolde for et godt ord.

Sådan endte vores eventyr på Grand Central. For denne gang…

 


 

Facts om ruten:

Bjerg: Mt. Kitchener, Canadian Rockies

Navn: Grand Central Couloir

Førstebestigning: 1974, Jeff Lowe, Mike Weiss

Gradering: Lowe giver den: V, AI4 M6 VS

Den lokale guide:V 5.9 A2/WI5

Guide: Alpine Select, Canadian Rockies af Sean Dougherty. Lowe’s bog Iceworld giver også nogle gode oplysninger, samt en beskrivelse fra førstebestigningen.

 


 

 

Der er en artikel om alpinklatring generelt i Canadian Rockies på vej, så hold øje med Website’et her.