Vinterfiskeri

Vinterfiskeriet kan være en kold fornøjelse og fiskeriet kan syntes en smule overskueligt. Mange af havørrederne er trukket op i åerne og kysterne ligger tilsyneladende øde hen. Til gengæld kan gevinsten være en flot overspringer eller et par fede grønlændere og der er sjældent noget der varmer så godt en kold dag som et stykke sølvtøj!

Mariager Fjord (Ørnedalsbugten) under perfekte forhold for vinterfiskeren. Mildt, dis i luften og en svag vind der kruser overfladen

For at få succes under vinterfiskeriet er det ofte en fordel at fiske bevægeligt og opsøge mange forskellige pladser. Fiskene er koncetreret i små områder og er fiskene først fundet kan der gøres gode fangster. Hugperioderne er sjældent lange, men tilgengæld hektiske. Tit er der tale om mindre stimer der kommer tæt på kysten i korte perioder og jager ivrigt til trods for de lave vandtemperaturer.  

Den vigtigste faktor under vinterfiskeriet er således at finde fiskene. Når de er fundet skal de nok, i langt de fleste tilfælde, hugge. Til dette opsøgende fiskeri er det godt med en stor flue i kradse farver. En flue der ses på lang afstand og samtidig er provokerende i udseende. Her kommer man ikke uden om en lyserød Glimmerreje bundet i store størrelser. Farven lyserød har mange gange vist sig alt andet overlegen og er fluen samtidigt bundet i levende materialer er det ikke mange ørreder der kan stå for fristelsen.

Glimmerrejen på billedet er min version af dette velkendte mønster. Halen er polarræv og kroppen er bundet i et forholdvis nyt materiale: polar chenille. Denne chenille er langt mere levende i vandet end det materiale fluen oprindeligt blev bundet i. De lange flashfibre bevæger sig meget fint og levende i vandet og det sidste års tid har fluer bundet af dette materiale giver rigtig gode fangster. Istedet for kuglekædeøjne, nedsmeltet nylonline eller lignende er øjnene bundet af sort chenille jeg har brændt i enderne. Disse øjne holder godt og giver ikke fluen en kluntet gang i vandet. Krogen er en karpekrog i str. 2 og denne krog har helt utrolige krogningegenskaber. Jeg mindes ikke at have mistet en eneste fisk på disse kroge og efter min mening er de ekstra kroner for denne krog givet rigtig godt ud.

Fluen fiskes i lange glidende tag og selvom vandet er koldt gør det ikke noget af fiske hurtigt. Det vi oplever som en hurtig indtagning er i mange tilfælde ikke specielt hurtigt for en jagende havørred! Ofte nipper fiskene fluen i halen inden hugget falder hårdt og det er vigtigt at vendte med tilslaget til fiskens vægt mærkes for enden af linen.