Stars and Stripers

Striperen er en fisk med en meget interessant levemåde. Den trækker årligt op og ned af  USA kyster og ligesom man i Danmark venter spændt på hornfiskens ankomst i april, følges striperens færden af mange lystfiskere i USA. Den kan fanges fanges fra båd på havet, i brændingen på kysten, langt oppe i floder og findes faktisk også enkelte steder indelukket i ferskvandssøer. Men det mest populære sted at fiske efter stripers må være store flodmundingerne hvor de trækker op og ned på jagt efter sildestimer og andet føde. Det var netop sådant et sted vi skulle hen. The Merrimac river er en af de meste kendte striper floder. De lokale aviserne havde haft fo flere uger siden haft overskrifter med “The Stripers have arrived”. Endelig, var også jeg ankommet.

Før vi skal ud og fiske skal vi tanke op i den lokale grejbiks, der minder om én stor rodet grejboks. Der er hjemmelavede stangstativer og hylder med både brugt og nyt grej og overalt på væggene hænger der sorthvid billeder af folk med store stripers. Dem der er heldige nok til at fange en “keeper”- som de kalder fisk over mindstemålet, kan få et billede med dem og fisken op væggen. Mens vi står i butikken kommer to mænd væltende ind med en kæmpe striper på lidt under en meter, og der går ikke længe inden er nyt sort/hvid polaroid hænger op på væggen, sammen med de gamle sort/hvid billeder. Grejbutikken har stort set kun grej til stripers, men alligevel har den større udvalg end flere grejbutikker herhjemme. Dette illustrerer at fangstmetoderne til stripers er endnu mere varieret end fangststederne. Den kan tages på let spin, fluegrej, agn og tungt havgrej. Blair og jeg har tænkt os at prøve det hele. Blair køber lidt muslinger, blæksprutte, makrel, og levende børsteorm, og vi er afsted mod flodmundingen.

Mindstemålet er helt oppe på 28 inches (over 70 cm), og der er langt imellem at man fanger en keeper. Målet er sat så højt, da striperen var nær udryddelse, og man lavede derfor en radikal omvæltning af reglerne vedrørende dens fangst. Pga. af erhvervsfiskeri og delvis også lystfiskeri var striperpopulationerne på randen af sammenbrud. Da indså man at der måtte gøres noget og det lykkedes regeringen i sidste øjeblik at få standset et katastrofe. Utroligt nok gav man arten “Gamefish-status” hvilket betyder den kun tages med stang og line og forbyder erhvervsfiskeri efter arten. Det lyder ikke så dumt hva? Man hævede også mindstemålet fra 18 til 28 inches. Dette vakte selvfølgelig utrolig meget uro, men nu flere år senere når striper populationerne er kommet tilbage og erhvervsfiskerne har fundet andre leveveje, er alle (især lystfiskerne) glade. Regeringen er også meget tilfredse, da områderne nu tjener flere penge på fisketurisme end de gjorde på erhvervsfiskeriet. Det store mindstemål betyder at man skal være meget heldig, for at fange en over målet, men Blair og jeg agter at gøre så ihærdigt et forsøg som vi kan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan vi har ødelagt vores torskebestande herhjemme. At hæve mindstemålet på torsk til 70 cm ville nok være overdrevet, men tænk hvor meget det ville gøre hvis man gav den “Gamefish status” og forbød erhvervsfiskeri efter den. Vi ville kunne have helt forbløffende fiskeri og fange store fisk fra kysten igen. Desværre er dette kun en drøm, men vi burde overveje om noget lignende skal til, for at redde torsken.

Vi ankommer til en af Blairs pladser. Solen skinner og han fortæller i bedste amerikanske stil, mens han smider trøjen og tager “cooleren” med frosne muslinger og kølige budweiserøl ud af bilen, at her er et hul hvor striperne lægger sig i læ af strømmen. Synet af striperen i butikken gør at jeg er meget ivrig for at få linen i vandet og rigger til med et danske blink. Strømmen er kraftig og blinket kommer ikke ordentlig ned, så jeg beslutter mig for at prøve en jig og kaster den opstrøms så jiggen lægger sig i hullet. Blair nyder en kold øl i varmen, mens han ser mig give modhug fighte min første striper. Jeg er stolt, over den flotte fisk, selvom den kun er omkring et kilo. Her kalder de disse “schoolies”, da disse mindre fisk ofte fanges i store stimer (schools). Navnet er logisk nok, og vi fanger flere i samme størrelse. De ligger bestemt i hullet foran os. Men  strømmen aftager og aktionen stopper. De har bevæget sig videre siger han. Strømmen vender og flyder nu op ad åen og ikke ned af den. Det virker helt forkert. Blair siger vi lige så godt kan snuppe en bid mad og prøve igen i aften helt ude ved mundingen.

Efter en god cheeseburger, er vi helt ude ved kysten hvor vi prøver muslingerne og fanger nogle enkelte schoolies mens solen går ned. Hvilket herligt fiskeri. Efter mørket har lagt sig skulle der være gode chancer for at fange keepers og vi prøver med levende ål på en 10-15cm. Blair får et godt hug, men ellers er der stille. I morgen er sidste dag inden jeg skal hjem. Blair har derfor lejet en båd og vi skal ud og prøve med tungere stænger og agn efter store “keepers”. Normalt ville jeg have svært ved at falde i søvn sådan en aften, men da Blair insisterer på at jeg skal prøve flere lokale øl inden vi går i seng, så det bliver det ikke et problem.

                      Næste morgen køber vi friske hele makreller, og hopper i båden med tungere grej og store forventninger. Det har været fantastisk at fange schoolies, men jeg drømmer om keepers mens vi sejler mod mundingen. Der er store forskelle på høj- og lavvande her og dette bevirker at strømmen i floden er meget kraftig nær mundingen under ebbe. Vi sætter ankeret ud med rigelig af line og ligger midt i floden ikke langt fra mundingen og havet. Der er flere andre både i nærheden med samme ide som os. Vi skærer en makrel i to og tager halvdelen hver og sætter den på en krog med et blylod. Her er medefiskeri aktivt og ikke noget ventefiskeri. Det er strømmen for stærk til. Vi kaster opstrøms alt hvad vi kan gang på gang, og lader makrellen hoppe langs bunden, hvor den forhåbentlig møder en sulten striper. Hvis der er noget der hugger på denne halve makrel, så er det i hvert fald ikke småt. Blair mærker noget, men er i tvivl om det er bundhug. Hans stang er godt bøjet, men det er bare et stykke line han har fanget. Han beslutter sig for at hive linen ind og se hvad der er på den anden ende. Efter at have hevet flere meter ind får han en flot rapala wobler. “The days first catch” siger han og kommer den i grejkassen. mens han smider linen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke synes man skal smide line i vandet eller fordi jeg havde håbede på det bedste, men jeg begynder at hive linen ind. Der er modstand, og til vores store overraskelse får jeg hevet ind en fiskestang med hjul og det hele ind. Det er en fin dyr stang med baitrunner hjul, som nogen må have mistet fra en af de andre både for nylig. “thats a keeper” siger Blair og vi bliver enige om at dette må anses som en fin fangst. Dagen tegner godt og pludselig ser vi at  der er hug i en af de andre både. Vi kan se en godt bøjet stang og en af der løber kaotisk frem og tilbage med et net. Pludselig ser jeg den godt bøjede stang blive slap og hører et par klassiske amerikansk bandeord. Men alligevel er det et godt tegn. “They’re running” siger Blair, hvilket er hvad man kalder det når stimerne svømmer forbi området man fisker i.  “And it’s not schoolies today” tilføjer han. Så gælder det om at fiske mens de er der, og det gør vi. Jeg spytter på min makrel for ekstra held og kaster den. Det er svært at holde kontakten med agnen i strømmen, men da jeg synes makrellen er holdt op med at drive strammer jeg op. Jeg mærker et par gode dunk, tænker dette er ikke bund, og giver et hårdt modhug. “Fish on” siger jeg til Blair og løsner bremsen. Det er en formidabel fighter som holder sig dybt og rusker godt i den stærke strøm. Jeg er fast besluttet på ikke at lide samme skæbne som ham i den anden båd. Jeg forsøger at tage det så roligt som muligt. Så kommer den op til overfladen og vi ser sølvglimtene. Nu kan jeg se hele fisken og de flotte striper langs siden der giver dem navnet “stripers”. Vi har ikke noget net med, men det lykkedes Blair at få fat bag gællerne og svinge den op i båden. Han hiver målebåndet frem. “32 inches” jubler han- “It’s a keeper”. Vi får dræbt fisken taget nogle fotos og smidt den i cooleren. “Fish while they are running” siger Blair, der nu fisker endnu mere koncentreret. Det lykkedes os også at fange et par fisk til, dog ikke så store som den første. På vej hjem beslutter vi at vi er simpelthen er for trætte og slidte til at køre til grejbutikken for at få et billede af mig og fisken op at hænge der. Men det er også unødvendigt. Denne tur er foreviget i min egen hukommelse, og vi fik da taget et par billeder selv.