Dragens Rygrad – et landskab i Kina

I det sydlige Kina nær Lóngshèng ligger et eventyrligt område. På kinesisk kendt som “Lóngji Titián” af Lonely Planet oversat til ‘Dragens rygrad.’ Navnet dækker over utallige rismarker, der former bjergene i fantastiske mønstre, så langt øjet rækker. Om foråret er terrasserne dækket af vand, der får bjergene til at glitre i solen, mens de om sommeren er helt lysegrønne af risplanter.


En uforglemmelig udsigt over Dragens rygrad

Min veninde og jeg tog i forbindelse med et besøg i Kina en guidet bustur fra byen Guìlín for at se dette forunderlige landskab. At vores tur var guidet mærkede vi dog kun i forbindelse med, at vi blev kørt op til selve bjergområdet. Efter vores ankomst satte guiden sig på bjergbyens eneste beværtning og sendte os ud i bjergene sammen med et fåtal af andre unge, der havde valgt samme tur. På den måde kunne vi få lov til at udforske området i vores eget tempo.

Bjergene er fyldt af små stier, der snor sig op og ned mellem terrasserne. Terrasserne har været dyrket i flere århundrede af de bjergbønder, der generation efter generation har deres daglige gang for at pleje planterne.

 


Bønderne må slide hårdt under den bagende sol

På terrasserne dyrkes ikke kun ris men også chili. Derfor er der en hel speciel krydret duft, både fra planterne men også fra de mange høstede frugter der ligger og tørrer på de små husterrasser. Chilierne bliver solgt i tørrede bundter af små ældre kinesiske damer, der er næsten ligeså præget af bjergluften, som de indtørrede frugter.

Dette område opfylder i høj grad ens forventninger kulturmæssigt. Lokalbefolkningen er meget imødekommende, selvom det er næsten umuligt at føre en samtale. Skal der indgås en handel om chili eller andre småting, kan man dog komme langt med fingersprog.

Bjergene er også befolket af de særlige Yao kvinderne, der lader deres hår gro, til det når ned til jorden. Deres hår er bundet op i store frisurer, men kvinderne lader sig gerne fotografere for et par få Yuan med udslået hår. Dette kan måske virke en smule turistet, men kvinderne og deres lange hår er ikke desto mindre en del af den kinesiske kultur i denne del af Kina. 

Bliver man træt af at gå langs de smalle stier, er det muligt at lade sig transportere i en bærestol af et par kinesere. Selvom de ikke så ud til at have større besvær med at transportere de lokale rundt på bjergvejene, ville vi dog under vores besøg ikke udsætte de to mænd for vores danske kampvægt. Bjergvejene snor sig op til en højde af 800 meter, hvorfra man får den bedste udsigt.

Området ligger ca. 80 kilometer fra Guìlín, så turen med bus tager nogle timer. Disse timer er dog godt givet ud, når man først står og skuer ud over det skællede landskabet og indsnuser den krydrede bjergluft.