Fiskefeberen

Jeg er bange for at jeg er syg. Se mig dette billede af mig selv. Jeg fejler tydeligvis et eller andet. Det er ikke en helt almindelig sygdom. Det er en tilbagevendende feber, en fiskefeber. Det er først for nylig, at det er gået op for mig, at min besættelse af fiskeri er sygelig. Der er visse symptomer der afslører denne særlige sygdom: Det er fx kun de færreste der foretrækker, at deres hænder er slimede og lugter af fisk…? Dette er højest unormalt. Mens normale mennesker ville sove længe på en søndag i oktober hvor regnen siler ned, kan jeg, stærkt påvirket af fiskefeberen, finde på at stå op før solen og begive mig udenfor. Jeg fisker ofte når der er landskamp, fordi så får jeg pladsen for mig selv. De fleste jeg kender mener, at midt på dagen er den bedste tid at opholde sig på stranden om sommeren. Jeg har den modsatte mening, og går først derned lidt før solnedgang, og bliver der gerne til den står op igen. Desuden foretrækker de fleste kedelige strækninger med sand, hvor jeg mener, at stenede strande med masser af tang er langt at foretrække. Er der noget sygeligt galt med mig?

At kalde mit fiskeri en hobby, er en hån, ligesom at sige, at en astronaut på vej ud i rummet “skal på arbejde”. Det er nået til et punkt, hvor jeg tænker på de store der slap væk når jeg ligger og falder søvn, drømmer om skrigende bremser når jeg sover, og vågner klar til at fiske, eller oftere, ked af at det ikke er lige det jeg skal netop den dag. Jeg kan ikke rejse uden at medbringe fiskegrej, og læser først flere bøger om fiskeriet i området jeg er på vej til. Ja,  jeg har faktisk en hel reol til mine fiskebøger og fiskeblade og en til alle mine andre mindre vigtige bøger. Når jeg bliver ramt af feberen, og jeg ikke kan komme ud at fiske, tager jeg ikke til hospitalet men til mit fluebindebord. Her kan jeg sidde og fantasere om fremtidige fiskeoplevelser. Mine ønskeliste ved jul og fødselsdage er simpel: Giv mig hvad som helst, så længe det har at gøre med fisk. Små detaljer, såsom at alle mine computer-passwords er fisk, min nøglering er en wobbler, og at jeg kan over 50 fiskenavne på latin tyder på, at denne feber har sejret over mit immunforsvar for længst. Alle billederne på min væg er af fisk, og alle de penge jeg tjener går til fiskegrej. Jeg kan sagtens forsvare at købe endnu en 7 fods stang, da den har en lidt anderledes aktion end mine 6 andre. Jeg har sågar overvejet at få job i en grejbutik, da min lønseddel alligevel går til fiskegrej, og jeg på denne måde ville kunne få lidt rabat…

Jeg ved ikke hvornår jeg først blev smittet med denne sygdom. Måske var det første gang jeg som tiårig stod med en hjemmelavet stang, som angiveligt ikke var god nok til at fange fisk, men til gengæld var tilstrækkelig for at overføre de farlige fiskebaciller fra det inficerede vand op igennem sikkerhedsnålen, sejlgarnen og bambuspinden til mine hænder. Siden da bliver tilstanden forstærket af små momenter, som når en trykbølge forekommer bag ved mit blink, eller en godt placeret tørflue forvinder med et stille svup. Det er disse øjeblikke der styrker feberen og spreder den til alle dele af min krop. I starten gjaldt det om at fange så mange fisk som mulig. Så udviklede sygdommen sig til at jeg jagtede så stor en fisk som mulig. Nu er det udfordringen der driver mig, og jeg er mest fascineret af de fisk på den anden side af kloden – dem der er sværest at fange og kræver mest teknik og kunnen. 

Jeg kan ikke beslutte, om jeg er ked af, at jeg er smittet med denne tilbagevendende feber,- jeg elsker jo at fiske. Men at den har krævet meget at mine nærmeste, er der ikke tvivl om. Min familie hører mig ikke tale om andet. Når min kone viser mig sin nye jakke, ser jeg straks nye fluebindings materialer. Når hun spørger, om jeg gå en aftentur ved vandet, kigger hun mærkeligt på mig, når jeg svarer “ja”, og begynder at tage waders på. Jeg har intet billede af hende i min pung, men kan altid hive billeder af mine flotteste fisk frem. Ja, selv min hund må være træt af min lidenskab, da den har haft en krog i poten op til flere gange.

Jeg har snakket med min læge om min tilstand. Hun var ikke meget hjælp, og foreslog at jeg prøvede golf i stedet? Faktisk er de eneste folk der forstår min sygdom, dem der også er smittet. Forfatterne til mine fiskebøger og fiskeguides i fremmede lande er nogle af de folk der kender til min sygdom, da den er meget udbredt hos dem. Måske besidder de evnen til at kurere mig, men det er tvivlsomt, da jeg faktisk anser dem som idoler.

Jeg tror, at jeg må acceptere denne fiskefeber. Jeg håber endda, at jeg kan smitte mine børn og børnebørn. Indtil da er der kun en form for terapi der hjælper på min tilstand, og det der den der foregår ved vandet med en fiskestang i hånden.