Drømmen om at fange en fisk større end mig selv

Da jeg var lille og fiskede i det lokale gadekær, var det ikke den der fangede den største fisk der fik lov til at blære sig, men den der til sidst havde fanget den største sum af skaller, aborrer og karusser. Antallet var altafgørende. Siden da, er både jeg og min verden vokset. Og det er fisken i mine drømme også. Jeg er blevet besat af tanken om at fange en stor fisk, en kæmpe fisk- en fisk større end mig selv. Jo større des bedre. Billeder fra fiskeblade af kæmpe marlins, stør og andre enorme fisk fascinerer mig. Hvis Freud skulle analysere de forskellige faser i en lystfiskers udvikling, ville denne besættelse af at fange en kæmpe fisk sikkert indtage en fremtrædende plads i hans beskrivelse. I sin bog om ørred- og laksefiskeri gennem 75 år beskriver Edward R. Hewitt de tre vigtige stadier i en lystfiskers liv. Først vil han bare fange så mange fisk som muligt. Dernæst stræber han efter at fange den størst mulige fisk. Og til sidst studerer han teknikker og grej i håb om at fange den mest vanskelige fisk. På dette sidste trin er han mere interesseret i selve sporten end i fisken. Ingen tvivl om at jeg stadigvæk befinder mig på det andet trin. Men hvor stor er stor, og hvad er stort nok? For mit vedkommende var målet klart. Jeg måtte fange en fisk større end mig selv. Det var et håndgribeligt mål, og ikke fordi jeg er en blærerøv, men det lyder da godt at kunne sige: “Det er da ikke noget- jeg har fanget fisk større end dig!”

Dette mål er desværre ret svært at opnå i Danmark, så jeg måtte søge til udlandet. Lejligheden til at opfylde drømmen om den store fisk bød sig, da jeg skulle ud og bo i en hytte på en lille ø på Floridas vestkyst kaldet Cayo Costa, med min kæreste. Det var forår, og der fandtes mange hajer i området på dette tidspunkt. Jeg glædede mig som en lille knægt glæder sig til juleaften.

Forberedelserne går i gang. Jeg læser mig klog på hajfiskeri, grej, madding og teknik. Jeg køber lange stålforfang, et ordentligt hjul og store, stærke kroge, og jeg sætter lineøjer og hjulholder på et kosteskaft. Det sidste passer vist ikke helt, men den stang jeg købte, føltes som et kosteskaft. Jeg har også mit mavebælte til at fighte fisk med. Det er et jeg har fået for lang tid siden af to gymnasiekammerater. Gaven var ment som en spøg, men den der griner sidst ler bedst, og jeg kan fortælle at bæltet fik store slidmærker på denne tur.

Så ankommer vi endelig til Cayo Costa, en lille fredet ø med teltpladser og et par primitive hytter. Der sidder pelikaner på bådbroen og en mindre alligator i vandet byder os velkommen.  Der er mangrovesump på den ene side af øen og lange smukke strande uden mennesker på den anden side. Det er  det perfekte sted at være på ferie. Min viden om hajerne gør så bare, at jeg er mere interesseret i at fiske end i at bade…

Så snart vi har pakket ud, hiver vi strandstolene, fiskestængerne og stangholderne ned til vandet. Tættere på paradis kommer man sjældent. Her sidder jeg i varmen et par timer før solnedgang, sammen med min kæreste på en vidunderlig tropeø, og foran mig står der fire stangholdere med riggede stænger i. To rigget med rejer til at fange hajmadding, en med en levende agnfisk til mellemstore tropefisk, og kosteskaftet står og venter på at vi fanger noget stort nok til hajmadding. Jo det er ikke værst.

At første hug kommer kun ti min. efter vi har sat os, gør det bare endnu bedre. Bremsen sidder løs, og noget trækker flere meter line af den lille stang med reje på, inden jeg når at gribe den og give modhug. Der er fast fisk og jeg hiver en malle på et par kilo ind. Herligt, men ikke den rigtige slags til hajmadding.

Kort tid senere fanger vi en lille jack, og spændingen stiger. Nu skal den store stang rigges til. Jacken er en fedtet fisk, og sender derfor gode duftspor som hajer kan følge fra store afstande hen til maddingen. Jeg dræber jacken, stikker den med en kniv så den bløder godt, og putter den på enden af et stålforfang på den store stang. Ud med den, og så er der bare at vente på klik-klik-klik lyden fra spolen. Bare tanken om denne lyd, som altid signalerer at lige om lidt sker der noget vildt, får mig stadig til at springe op af sædet og gøre klar til modhugget.

En time og et par “småfisk” senere lyder det: klik-klik-klik… Jeg farer op af sædet. Noget har fat i jacken. Klik-klik-klik-klik, den bliver ved med at trække line af hjulet. Jeg tager stangen op i hænderne, sætter den i frispole og putter min tommelfingeren på linerullen. Det er en dejlig fornemmelse at mærke en stor fisk svømme af sted med ens madding i munden, mens man venter på at give modhug. Da jeg ikke kan klare spændingen mere, giver jeg modhug så hårdt som jeg kan. Jeg mærker en stor modstand, men pludselig er den væk. Da jeg hiver linen ind, ser jeg at jacken blevet bidt midt over. Det var helt sikkert en haj, men jeg havde ikke givet den tid til at tage agnen helt ind i munden. Gad vide om den var større end mig selv…

Den halve jack røg ud igen, blodig og duftende, og så venter vi bare. Vi aftaler at næste gang der var hug, er det min kæreste Malenes tur til at prøve… Tyve min. går, klik-klik-klik … Vi farer op igen. Hun griber stangen og spørger, hvordan er det nu er man sætter den i frigear. Jeg hjælper og minder hende om, at jeg ikke havde givet den sidste nok tid. Hun ved godt hvad det gælder om, og venter før hun sætter modhugget hårdt og kontant, ved at tage nogle skridt op ad stranden samtidig. Det var åbenbart det rigtige tidspunkt fordi bremsen synger og indikerer fast fisk. Ekstatisk og samtidig lidt jaloux ser jeg kosteskaftet bøje og Malene kæmpe med denne meget stærke fisk. Hun får bæltet på, men er ved at være godt træt efter 20 minutters fight. Jeg spørger om jeg skal overtage, ikke tale om! Fisken har endnu ikke vist sig, og vi ved ikke hvad det er. Både fisken og Malene er begyndt at vise tegn på træthed, men hun presser den og får den tæt på land. Da ser vi at det ikke var en haj, men en kæmpe rokke. Denne slags har en giftig pig på halen og vi må passe godt på. Vi får rokken lige op i bølgekanten, tager et foto og kapper så linen tæt på krogen. Godt træt i armene siger Malene at jeg godt må få den næste der hugger på hajstangen. Fint siger jeg, stadig ret jaloux.

Der er ingen grund til at sulke, for der går bare fem minutter før hjulet synger igen. Måske havde alt postyret med rokken lokket noget nærmere…? Jeg griber stangen og giver modhug. Denne gang på det rigtige tidspunkt. Det er en god fight, og lidt senere lander jeg en “lemon shark” på omkring halvanden meter. Det er for farligt at prøve at hive en haj af denne størrelse op på land, så vi tager et foto og kapper linen mens den er tæt på strandkanten. Denne fisk var måske ikke lige så stor som mig, men at påstå jeg er skuffet ville være tåbeligt. Jeg sætter mig meget glad og tilfreds i min strandstol og nyder solnedgangen, stedet, min kærestes selskab og min viden om at hajfiskeri kun bliver bedre efter solen er gået ned…

Vi fanger endnu en stor rokke og flere forskellige “mindre” fisk i skumringen hvoraf flere bliver til hajmadding. Så sker det jeg har drømt om hele mit liv. En haj på over 2 meter tager maddingen og min krog i munden. Det der sker efter jeg giver modhug, er nok det mest intense jeg nogensinde har oplevet. Jeg bliver fuldstændig overvældet af dette dyrs vilje og styrke. Jeg mindes knap at den svømmede, men bare at den sprang som vild og gal og lavede et kæmpe plask hvor den landede. Selvom bremsen var stram, måtte jeg måtte løbe langs med stranden, med tommelfingeren på spolen for at bremse den og forhindre den i at tage alt linen af mit hjul. Jeg var ikke opmærksom på hvor meget friktionen brændte min tommelfinger, men det runde væskefyldte brandmærke jeg bar de næste dage mindede mig om det. Hajer springer sjældent, men dette eksemplar var en af de ekstremt aggressive “bullsharks”, og åbenbart en der virkelig ikke kunne lide at have min krog i munden. Man ville måske tro at jeg var skuffet da den landede på linen og knækkede den, men sådan mindes jeg det ikke. Jeg var nærmest lettet. Dette monsters voldsomhed og energi var tydeligvis mere end jeg kunne magte, og den slog mig ud i første runde. Velfortjent. Den gav mig aldrig en chance, men lod mig stå hjælpeløs på stranden, selv med min tykke line, stålforfang og kosteskaftet. Det hele gik så stærkt at vi ikke nåede at få et billede, men jeg kan stadig se den springende bullshark for mig til hver en tid. Den kommer tilbage i mine drømme, hvor den desværre også knækker linen hver gang.

Vi fangede flere mindre hajer i løbet af natten, men at fange en fisk der var større end mig selv, blev det ikke til i denne omgang. Det afholder mig dog ikke fra at betragte turen til denne lille paradisiske ø som en af de bedste fisketure jeg nogensinde har haft.Siden da er det faktisk lykkedes mig at fange en fisk, større end mig selv. Men det er en anden historie……

 

Hvis du er interesseret i at fiske på Cayo Costa, så tjek den tur jeg arrangerer her.